Objektivt vidunderlige sange

Normalt undgår jeg i videst muligt omfang at skrive nostalgi-inficerede indlæg, eftersom nostalgi – og dets endnu mere pinagtige slægtning ‘sentimentalitet’ – er et gammel-menneske fænomen, hvilket jeg jo ikke er (gammel, altså).

Men i dag røg jeg ned i et musikalsk hul, hvor jeg blev … ja, jeg kan ikke sige det på anden vis, end at jeg blev genbetaget af et band og en sanger, der har ligget i mit baghoved igennem ganske mange år. Sangen jeg lyttede til med bandet, er et af den slags værker, der kræver et vist humør/sindsstemning for at det fungerer. Hvis man lytter til sangen på det forkerte tidspunkt, så vil den for de fleste være helt og aldeles for meget, for inderlig, for intens. Det svarer lidt til at læse en bog på det forkerte tidspunkt i livet (jeg vil påstå at man er nødt til at læse Tolkien i en påvirkelig alder, ellers er det ligemeget) eller at se Caspar David Friedrich mesterværker som 6-årig. Man kan godt gøre det, men sandsynligheden for religiøse åbenbaringer er begrænset.

Men … at en sang kræver den rette kontekst betyder er ikke ensbetydende med, at der ikke er tale om et mesterværk. Og det gav mig lysten til at skrive indlægget ‘Popsange (primært fra skribentens yngre dage) der er på grænsen til at være alt, alt for meget, men naturligvis er objektivt vidunderlige i deres krystalliserede perfektion’.

Sange jeg elsker på trods (eller måske fordi) de er så skamløse/uironiske/oprigtige/cringe, at man næsten ikke helt kan bære det. Det er sange, der kræver et særligt mentalt ståsted i livet. Det er således næppe et tilfælde, at næsten alle sangene er klumpet sammen i midt-/slut-90’erne, hvor jeg åbenbart var en ret modtagelig sjæl. Så med fare for ydmygelse:

Goo Goo Dolls – ‘Iris’ (1998)

Jo, jeg gik helt derud lige fra starten. Og jeg siger ikke undskyld for det. ‘Iris’ er så emo’et som det kan blive, hvilket er aldeles pragtfuldt, som at bade i et oprørt kar af teenangst, oprigtighed og uklædelig Weltschmerz. “And I don’t want the world to see me/because I don’t think that they’d understand/When everything’s made to be broken/I just want you to know who I am”. ÅH SÅ LAP DOG MIT HJERTE SAMMEN IGEN, EN ELLER ANDEN.

Sixpence None the Richer – ‘Kiss Me’ (1997)

Kan du ikke lide denne sang? Hvad er der galt med dig? Hader du også killinger og snefnug og din mors kram da du var lille og havde slået dig og det første kys efter biografturen og følelsen af frihed og uendelige muligheder dengang toget kørte ud fra stationen, da du og din første kæreste tog på interrail sammen den sommer før alting gik galt i Trieste? Hvordan kan du artikulere ordene “jeg kan ikke lide ‘Kiss Me’?”. Det er jo konceptuelt vanvittigt at have det sådan.

Cranberries – ‘Linger’ (1993)

Faste læsere vil vide at ‘Linger’ er min ubetingede yndlingssang. Det er mere end tvivlsomt, at det kommer til at ændre sig nogensinde. Det er indbegrebet af en hjerte-smerte sang, og jeg vil forsvare den til mine dages ende.

Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home (A Girl Like Me)’ (2002)

Ja-ja, jeg ved godt ‘Murder on the Dancefloor’ er den sang, som alle huske fra Ellis-Bextors første periode. Men ‘Take Me Home’ er altså den objektivt bedste popsang af de to. Melodien tripper forførende rundt på tåspidser, der er forførelse i luften; det er som hvis Harald Slott-Møllers ‘Primavera’ blev omformet til en popsang.

Suzanne Vega – ‘Luka’ (1987)

Måske er en sang om vold i hjemmet ikke den helt store glædespreder. Men har du lyttet til melodien i ‘Luka’ for nylig? Den er så fantastisk. Og Vega synger sangen så tilpas tilbageholdt, at man ved der er hjerteblod bagved. Mon man overhovedet ville kunne lave den slags sange i dag? Om den type emner?

Alanis Morisette – ‘You Oughta Know’ (1995)

Jeg indrømmer en vis … fascination af Alanis dengang. Jeg var 13 og hun var meget, meget direkte. Jeg tror at det var første gang jeg var interesseret i vrede kvinder. Det er stadig en brutal sang, som er bedst når man er forsmået – og den bør uanset hvad ikke spilles på lav volumen på noget tidspunkt.

Sam Fender – ‘Seventeen Going Under’ og ‘Spit of You’ (2021)

Hvis jeg var yngre ville jeg dyrke Sam Fender helt uhæmmet. Han er så sublim indenfor sin genre, som en moderne Bruce Springsteen. ‘Seventeen Going Under’ er den ultimative desperate teenagesang. ‘Spit of You’ er anderledes, den fungerer nok bedst, hvis man er en far, der til tider kan synes det er vanskeligt at gøre det rigtigt. Teksten i ‘Spit of You’ kredser om maskulinitet og en søns fremmedgjorte forhold til sin far, set fra sønnens perspektiv. Musikvideoen er meget rammende. Sangen er lidt vanskelig for en distant og fejlbehæftet far at lytte til:

“They say I’m the spit of you/
And they’re not wrong/
Bury my head too/
Stomach hurts all the time/
Can’t shift it/
Been like that since eight/
Knotted up with the baggage/
Neck like a stone/
All sounds just like you/
Smashing cups off the floor/
And kicking walls through/
That’s me and you

I can talk to anyone/
I can talk to anyone/
I can’t talk to you”

Texas – ‘Put Your Arms Around Me’ (1997)

Så kommer vi til sangen der begyndte hele balladen i dag. Spotifys algoritme satte ‘Put Your Arms Around Me’ ind i mit flow, og bang, jeg var i Texas. Efter at have været fraværende i måske 25 år. Det er den ypperligste melankolske ballade, et sørgerligt glemt mesterværk. Lige fra strygerne, over beatet til teksten om ubesvarede følelser og hedonistisk selvbedrag (“So put your arms around me/You let me believe that you are someone else/‘Cause only time can take you/So let me believe/That I am someone else”). Kun de mest forhærdede, forbitrede og uelskende sjæle lader sig ikke berøre af sangens længsel.

Generelt har Texas en voldsom diskografi, blev jeg mindet om i dag. De har vel 8-10 bangers over en 5 årig periode, og de er alle fremragende. Måske jeg egentlig bedst kan lide deres første single, ‘I Don’t Want a Lover’ fra 1989, ikke mindst for dens musikvideo. Forsanger Sharleen Spiteri er 22 år og er helt uimodståelig. Hendes vokal er dyb og alle bandmedlemmerne har en frisure, jeg vil begå mord for at eje den dag i dag. Året efter spiller de på en hollandsk festival, og selvom jeg egentlig ikke er til meget kort hår hos kvinder (og koncerten lige tager et par minutter for at træde i karakter), så er hun åbenlyst en kommende superstjerne. Faktisk tror jeg – helt uironisk og usagligt – at forsanger Sharleen Spiteri er musikhistoriens mest attraktive kvinde. Se hende i koncerten fra 2001. Se hende i videoen til ‘Say What You Want’. Hun er guddommelig. Jeg kunne også godt lide Louise Warner i Sleeper, men ingen er i nærheden af Spiteri.

Ovenstående er selvsagt en ufuldstændig liste. Men jeg har brug for mere tid til at finde flere sange, der ligger udenfor den uværdige tidslomme, de kalder mine teenageår.

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Bratislava

Besøget i Bratislava fik mig til at tænke over proportioner. Alting dér virkede … mindre, eller rettere: for småt i forhold til, hvad det burde være. Hvor Wien lider af det modsatte syndrom (i.e. byen er skabt til noget større og mere grandiøst end vore dages geografisk beskedne nationalstat Østrig; Wien forlanger, fortjener og kræver ånd, kultur, dannelse og kejserriger), så er Bratislava dens komplette invers.

Byen virker for lille, for provinsiel og for uexceptionel til sin egen eksistens. Bratislava føles – uagtet at den har fået sig en stereotyp skyline og tilmed har en hvidkalket borg opført på en tilpas høj og dramatisk klippeformation – ikke som en rigtig europæisk hovedstad. Kirkerne er små, afstandene begrænsede, der er ingen storladne boulevarder og barokpaladserne i byens historiske centrum er slidte. Det mest distinkte oppe fra udsigtspunktet ved byens borg var de klassiske Panelák boligblokke i Petržalka.

Indtrykket som besøgende i Bratislava er at være i en mere anæmisk og mindre interessant udgave af Prag eller Budapest. Eller måske at befinde sig i en regional hovedby i et større konglomerat. Hvilket måske ikke er så underligt, da netop det ret beset har været Bratislavas historiske rolle, i hvert fald indtil dannelsen af Slovakiet som selvstændigt land i 1993. Før da var Bratislava en del af Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og siden kun den næststørste by i Tjekkoslovakiet. Bratislava var altid by nummer 2, 3 eller 4; det var aldrig stedet for historieskrivningen eller dér, hvor ting skete. Selv byens navn er ‘nyt’; indtil dannelsen af Tjekkoslovakiet i 1918 hed byen Preßburg for de tysktalende og Pozsony for den ungarske del. Bratislava har stået i skyggen af andre og bedre steder, fornemmer man under et besøg. Naturligvis af Wien – kejserrigets funklende juvel kun 60 km væk – og siden Prag, den tjekkiske majoritets centrum. I den konkurrence er det vanskeligt at være med.

Alle de her ting vidste jeg egentlig godt inden jeg satte mig på toget mod Bratislava fra Wien Hbf. Og det var da heller ikke fordi, jeg ligefrem har gået og manglet Bratislava i mit liv. Men jeg må indrømme, at der har ligget en latent irritation over, at jeg aldrig nåede at besøge Slovakiet dengang jeg var i praktik på ambassaden i Prag. Jeg nåede aldrig længere østpå end Brno, så der manglede en væsentlig brik i mit metaforiske centraleuropæiske puslespil. Så nu hvor der kun var en times togtur fra Wien Hbf, og museerne alligevel holdt lukket, så var tiden inde til at få rettet op på miseren.

En plads i den gamle by. Der var 34 grader; kun gale hunde, amerikanske turistgrupper og Kåre var ude at gå på det tidspunkt.

Det var mandag, så ak, nationalgalleriet var lukket. Meget forvirrende omtaler slovakkerne sig selv som ‘Slovenská republika’ og tillægsordet er ‘slovenská’. Der er basis for misforståelser her, men jeg antager, at både Slovenien og Slovakiet gør krav på at hedde ‘slavernes land’, eller noget tilsvarende.

Jeg besøgte et shoppingcenter – der var så dejligt køligt derinde – og midt mellem to bygninger stod der en imposant statue af en flot gentleman i flyveruniform, suppleret af en nærmest venetiansk løve med slovakisk heraldik. Statuen forestiller Milan Rastislav Štefánik, der indtil besøget var ganske ukendt for mig, men åbenbart er en slovakiske nationalhelt og lidt af et renæssancemenneske. I sine blot 38 leveår var han politiker, diplomat, pilot og astronom – OG en af de drivende kræfter i Tjekkoslovakiets selvstændighed. Ifølge wikipedia var hans personlige motto: “To Believe, To Love, To Work” (Veriť, milovať, pracovať). Jeg fornemmer at der er få ting, han ikke var i stand til.

Jeg har en svaghed for trapper, der fører op til spændende ting. Det er lidt ligesom med grise, lærte jeg engang på slagteriet i Horsens, de foretrækker at gå lidt skråt opad. Ikke plant, ikke ned ad bakke, nej, en rar skråning opad, gerne med lidt vinkler, så de ikke ved hvad der er bag hjørnet. Det gør dem nysgerrige og giver dem lyst til at gå fremad (og i sidste ende ind i bedøvelsesgaskammeret). Sådan har jeg det også, jeg kan ikke stå for en pittoresk trappe med vinkler. Denne skulle eftersigende føre op til slottet. Uh, det er spændende.

Selve slottet gjorde ikke det store for mig, må jeg indrømme. Det var flot hvidt og alt muligt, men det var ret småt (man aner et mønster) og der var ikke meget at se eller gøre. Der var en spagfærdig barokhave, men den slags har altid kedet mig forfærdeligt (jeg spang også den episke slotshave Schönbrunn over i Wien, så min haveignorance er ikke en Bratislava-ting), så jeg gik hurtigt derfra igen.

Jeg ved ikke rigtig hvem Svätopluk 1. var, udover at han har et fedt heavy metal-agtigt navn og at Wiki fortæller mig at han var leder af Mähren i 870’erne. Det tæller vel også i det store regnskab.

Her har vi Svätopluk bagfra og igennem en port, da jeg i situationen tænkte at det ville give en sofistikeret æstetik. Her ser man, at det han stirrer på i triumf og gjaldende kalder folket til kamp for er … Panelák-boligblokkene i Petržalka. Kunne de dog ikke have vendt ham et andet sted hen end ud imod kommunist æraens boligblokke? Stakkels Svätopluk.

Stødte på disse statuer i slotsparken. Hvis det var Harald Blåtand der gjorde danerne kristne, så var det tilsyneladende aliens, der klarede den tilsvarende sag i Slovakiet.

Skyline. Biznizz. Glas og beton. Kapital. Og en fotograf, der ikke kan lade være med at lade 25% af motivet dække af træer.

En bro over Donau. Bygget i 1972, hvor man man bulldozede det meste af byens gamle kvarter for at få plads til vejene ¯\_(ツ)_/¯ Sådan var de så fremsynede i den gamle østblok.

Men så fik de jo også plads til denne skønhed af en motorvej. Hvor skal vi hen? Budapest? Wien? Brno? Žilina? Kun fantasien sætter grænser!

Jeg kan ganske enkelt ikke stå for god gammeldags Aalborg Portland-agtig industri! Se dog på ilden, der sprudler op ad den skorsten! Er det mon brunkul, de fyrer med?

Jeg er endt med at lyde unødvendigt ironisk overfor Bratislava i dette indlæg. Det er ikke helt retfærdigt, for jeg havde fire gode timer der, og jeg kunne egentlig godt lide byen for det den er – på godt og ondt. Men mest af alt fik byen og besøget mig til at savne Prag, mit liv der, friheden og det at være 23 år og ude at bo i udlandet for første gang nogensinde. Det gjorde mig melankolsk og lidt trist til mode, må jeg indrømme. Jeg var noget mismodig i toget på vej hjem mod Wien, men nuvel, jeg kan og bør vel ikke give Bratislava skylden per se. Og jeg er glad for, at jeg nu endelig har besøgt Slovakiet.

Vil jeg anbefale et besøg i byen? Kun hvis du allerede har set det du ville i Wien, Prag eller Budapest. Bratislava kan lidt af det samme, men er slet, slet ikke på de andres niveau. Det er en hyggelig endagstur, mere kan den ikke trække.

Ferielæsning

De lødige

Jeg har læst Rachel Cusk – ‘Outline’ i en dansk oversættelse. Det er jeg underligt glad for at jeg gjorde. Normalt insisterer jeg på at læse et værk på originalsproget, hvis ellers jeg kan forstå det. Det vil i praksis sige engelsk, svensk og norsk, og – hvis jeg virkelig skal – tysk. Jeg har en idé om, at man bedst møder den ‘rigtige’ forfatter, når ordene og sætningerne eksisterer sådan som vedkommende tænkte og skabte dem. Konceptet om at forfatteren bliver fortolket, omskabt og, ja, ændret af en oversætter, går mig på. Jeg vil helst foretage den øvelse selv. Sola scriptura, som Luther ville have sagt det.

Men i det konkrete tilfælde med Cusks bog, så tror jeg ved nærmere eftertanke, at jeg fik en del mere ud af at læse den på dansk. Dels kan man mærke, at det er en kompetent oversætter, hvilket efterlader læseren med en betryggende fornemmelse. Dels er det en bog, hvor en stor del af min glæde ved at læse den udspringer af den sproglige inspiration, den giver mig. På den måde minder den mig lidt om ‘Mesteren og Margarita’, som også var en sprogligt og skrivemæssigt inspirerende bog. Cusk (og hendes oversætter) er overvældende dygtige til at beskrive og fortolke – til tider med sætninger og formuleringer, der får mig til at klukke af begejstring. Jeg får lyst til at skrive mere og bedre efter at have læst Cusk.

Det er en i overvejende grad plotløs bog. Den anonyme (men antager vi: autobiografiske) fortæller rejser til Athen for at undervise på et skrivekursus. Her møder hun forskellige mennesker, der fortæller hende om sig selv og deres liv. Det er selve selvfortællingen, der er i centrum – den måde, som vi som mennesker skaber mening med (løbende reviderede) narrativer om os selv og vores tilværelse. Mere end det sker der egentlig ikke. Fortælleren spiser souvlaki, iagttager en lejlighed hun har fået stillet til rådighed og tager på sejlture med en mand, hun har mødt i flyet til Athen. Mere sker der ikke. Vi fornemmer at hun bearbejder et tab af en art, men det bliver ikke ekspliciteret i bogen. Normalt ville det være en entydigt dårlig ting for mig, når en bog er plotløs. Men jeg må indrømme, at jeg bliver indfanget i Cusks personer og deres (selv)fortællinger, selvom min egen manglende evne til selvrefleksion i sammenligning med hendes personer bestemt efterlader mig med en vis portion følelse af utilstrækkelighed. ‘Outline’ er den første bog i en trilogi, som jeg overvejer at læse videre i. Normalt ville min læselyst have været drevet af ‘HVAD SKER DER SÅ NU I PLOTTET, JEG MÅ GANSKE ENKELT VIDE DET’, men sådan forholder det sig ikke helt denne gang. Jeg må overveje om jeg fortsætter. Men ‘Outline’ er i al fald værd at læse.

I Bilbao læste jeg Jenny Erpenbeck ‘Kairos’. Der er sagt og skrevet meget om bogen – det er trods alt en Booker Prize vinder – og jeg har intet reelt originalt eller indsigtsfuldt at byde ind med i en analyse. Det romantiske forhold mellem bogens to protagonister er indledningsvist betagende – meget altmodisch, som det er, drevet af kunst og kultur – men er grundlæggende (små)sadistisk og usundt. Da relationen et stykke inde i bogen forvandler sig fra asymmetrisk forelskelse til besættelse/jalousi, så bliver det stadig mere ubehageligt at følge med. Erpenbeck er bedst når Hans og Katharinas forhold akkompagnerer udviklingen (eller afviklingen) i DDR, og på mange måder handler bogen mest om tab. Tab af en relation, men også tab af et land, tab af mening, tab af en delt historie, tab af sig selv. Der er ikke tale om en historiebog eller Ostalgie, men jeg mindes ikke at have fået et så indfølende blik i, hvordan livet også blev levet i DDR – hvordan der ikke kun var tale om en overvågningsstat, men også et sted med rigtige levende mennesker. På den måde supplerer den fint indtrykket fra Katja Hoyer ‘Beyond the Wall’, som jeg læste sidste år.

Ligesom Cusk, så skriver Erpenbeck blændende – og ligesom Cusk har hun en fabelagtig oversætter til rådighed. Ofte er de konkrete formuleringer inspirerende, som når Hans i sit vanvids-drevne jalousi insisterer på, at den største gave han kan give til Katharina er en ‘en grundig besigtigelse af ruinerne’ af hendes postulerede affære. Endnu mere inspirerende for mig var dog, at Erpenbeck undervejs indfletter utallige litterære og kulturelle referencer, gerne til kunstnere fra DDR, der i dag er mere eller mindre glemt. Efter endt læsning havnede jeg i en småintens tour-de-DDR-kunst lomme på nettet, hvor jeg med udgangspunkt i ‘Kairos’ undersøgte malere, forfattere og arkitekter. Jeg bliver aldrig begejstret for Bertold Brecht eller socialistisk realistisk arkitektur, men jeg synes det er interessant, hvad et lands kultur fortæller om det. Nedenstående to malerier var således dem, der blev solgt flest reproduktioner af i DDR gennem tiden – og som hang på flest vægge i hjemmene rundt om:

Walter Womacka – ‘Am Strand’ (1962)

Peter im Tierpark.

Harald Hakenbeck – ‘Peter im Tierpark’ (1961)

Ikke ligefrem farverige affærer, men det er måske meget sigende, at unge mennesker på en strand og et naivistisk billede af et barn – snarere end fremstillinger af arbejdslivet og/eller politik – var det, som DDR-borgerne selv foretrak.

‘Kairos’ er ikke en let eller rar bog, men den virkede vigtig under og efterlæsningen. Jeg synes den gjorde mig klogere, måske mere forstående for at tab er en mangefacetteret størrelse. Varmt anbefalet.

De underlødige

Selvom min appetit for causerende tekster om den menneskelige tilstand og storpolitik er noget nær umættelig, så har jeg naturligvis også læst mindre lødig genrelitteratur denne sommer.

Indenfor thrillergenren har jeg læst Dugald Bruce-Lockhart – ‘The Lizard’ og David McCloskey – ‘Moscow X’. Jeg opdagede ‘The Lizard’ i en Financial Times anmeldelse af dens efterfølger, og fik lyst til at læse den. Den foregår i det græske øhav i 1988, og lad mig bare sige det som det er: det er en værre røverhistorie af 80’er-æstetik, backpackerhorror og ikke-plausible plottwists. Det er på mange måder som hvis en kreative sjæl besluttede sig for at omforme sangen Material – ‘Bustin’ Out’ (1981) til romanform. Det er svedigt, kokaindrevet og voldeligt på et ægæisk baggrundstæppe. Jeg var selvsagt vild med den, og har allerede købt opfølgeren på til min Kindle.

‘Moscow X’ var en selvstændig opfølger til ‘Damascus Station’, en thriller jeg var ret glad for i 2023. ‘Moscow X’ er desværre ikke helt ligeså velskrevet, ikke helt ligeså vedkommende og – nuvel – heller ikke helt ligeså spændende som sin mareridtsagtige forgænger. McCloskey er stadig ferm til sit thrillerforfatter håndværk, men han var bedre til at skrive om Assads Syrien end han er til at lave kremlologiske historier om Rusland. Jeg slugte bogen henover et par rejsedag og var udmærket underholdt. Men hvor ‘The Lizards’ temasang var en feberagtig discobanger, så er vi her mere ovre i noget fra musicalen ‘Chess’.

Indenfor de mere spekulative genrer har jeg læst Thomas Olde Heuvelt – ‘Oracle’. Heuvelt var lidt af et sats for mig. Han udgav for et par år siden ‘HEX’, der er en ret oldschool horrorbog i Stephen King traditionen. Præmisset i den bog var selvsagt fjollet – en heks går amok – men jeg måtte stoppe med at læse bogen dengang, da Heuvelt var nærmest overdrevet entusiastisk i sin velvilje til at slå børn ihjel på bestialske måder. Grin blot af mig og bed mig få et realistisk syn på verden (har du hørt om Gaza eller Sudan, Kåre?), men efter at jeg selv har fået børn, så magter jeg ikke meget eksplicitte barnemord i min fiktion – og jeg nærer en grundlæggende skepsis overfor de kunstnere (det er dig jeg ser på nu Christian Tafdrup, dit syge væsen), der har den type fantasier og lysten til at manifestere dem i deres værker. Så det var med en vis skepsis at jeg gav ‘Oracle’ en chance. Og nuvel, Heuvelt slår stadig børn ihjel, omend i en mindre skala og mindre sadistisk denne gang. ‘Oracle’ er desværre en ujævn bog, der har tre distinkte faser: A) uhyggelig opbygning af den centrale overnaturlige fortælling, B) blodigt mellemstykke hvor det overnaturlige går amok og C) actionfyldt afslutning, hvor protagonisterne efter mange lidelser vinder (men dog ikke helt, der kommer jo en ny bog i serien). Fase A) er vanvittigt god, i fase B) kigger Heuvelts syge fantasi forbi og fase C) er … kedelig. Så samlet set ved jeg ikke helt, hvor jeg står henne. Jeg synes den overordnede historie og universet spædende, men jeg ved ikke rigtig om jeg har lysten til en ny omgang Heuvelt, når der kommer en opfølger til ‘Oracle’. Vi må se.

Jeg genlæste også Tom Sweterlitsch – ‘The Gone World’, en bog der siden jeg læste den første gang i februar 2019 har antaget (troede jeg med tiden; jeg har det med at være dramatisk ukritisk overfor de værker jeg betages spontant af) nærmest urimelige proportioner i min bevidsthed som den bedste sci-fi/horror/thriller roman, jeg nogensinde har læst. Heldigvis viste det sig ved genlæsningen, at min initiale dyrkelse af bogen hverken var urimelig eller forkert. ‘The Gone World’ er en fabelagtig bog, der på sin vis er en slags anti-Rachel Cusk. Ikke som i ‘dårligt skrevet’, men det er en udpræget plotdrevet bog, der er nærmest konsekvent eksplosiv, og hvor de kreative speculative fiction koncepter står i kø for at blive udlevet.

Hvad med nonfiction?

Jeg har ikke læst noget! Eller jo, tilbage i juni, før min ferie, læste jeg David Daokui Li -‘China’s World View: Demystifying China to Prevent GlobalConflict’, der er en Kina-apologetisk bog skrevet af en kinesisk systemmand. Den er interessant for så vidt at bogen giver et indblik i den kinesiske selvopfattelse og verdensbillede – eller om ikke andet: det billede, som man fra kinesisk side gerne vil fremmane om sig selv og verden. Jeg er ikke imponeret over Daokuo Lis udenrigspolitiske analyse, men det er næppe heller meningen. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale bogen til andre end de særligt Kina-interesserede, men det er altid værdifuldt at vide hvordan den anden tænker og ser verden.

Bilbao

Det blev sommer. Mens dette skrives ligger den trykkende varme over Odsherred som en kvælende tung og gennemsvedt dyne. Måske L. A. Ring har været på et posthumt visit? Eller måske vi snarere er i Wyeth land?

L. A. Ring – ‘I juni måned’ (1899)

Andrew Wyeth – ‘Christina’s World’ (1948)

Uanset hvad, så glæder jeg mig til snart at skulle se og opleve andet end rurale omgivelser, da vi rejser på ferie i den kommende uge. Destinationen er Bilbao og Baskerlandet, der kombinerer familiens heterodokse (og indbyrdes ikke helt kompatible) krav/ønsker til en ferie: storby/kultur (mig), natur (den bedre halvdel), strande og varme (børnene). En ferie til Bilbao med endagsture ud i bjergene, til strandene ved Atlanterhavet samt til San Sebastián og Santander, burde rumme lidt af hvert til alle.

Jeg har besøgt Bilbao én gang tidligere, men uanset hvor meget jeg tænker efter, så kan jeg ikke tidsfæste det præcist. Var det i år 2000? Dengang min Mor mente hun skulle køre (ikke gå) langs Camino-ruten? Det var sammen med mine forældre, husker jeg, og vi var inde at se det dengang forholdsvist nyåbnede Guggenheim museum – så det har været efter 1997. Jeg har ellers ikke så stærke erindringer om Bilbao, vi var der kun et par timer. Mest af alt husker jeg at se det nu forlængst nedrevne San Mamés stadion mens vi kørte igennem byens gader. Alt det, jeg læser i øjeblikket – om Bilbaos post-industrielle forfald og byens metamorfose om til kultur-/serviceøkonomisk centrum der foregik netop dengang – husker jeg intet om at have set. Det irriterer mig en anelse; ville ønske jeg havde skrevet blog eller dagbog dengang fremfor blot at have diffuse, visuelle erindringer.

Apropos San Mamés, så læser jeg i Christopher James Evans – ‘Los Leones: The Unique Story of Athletic Club Bilbao’ for at komme i den rette stemning inden afrejsen. Da jeg er pinligt bevidst om at fodbold er et emne, der optager meget, meget få af læserne, så vil jeg nøjes med følgende summariske (og muligvis alment interessante) pointer:

  • Athtletic Bilbao er den legemliggjorte baskiske identitet. Nu hvor ETA er holdt op med at sprænge bomber, så er det her at den baskiske selvstændighedstrang udfolder sig
  • Klubbens kendetegn og identitet udtrykkes gennem deres ‘Canterra’-strategi, hvor de udelukkende anvender spillere, der er baskere eller er opvokset i Baskerlandet. Det er en meget konsekvent og bevidst tilgang, der – afhængigt af ens synspunkt og temperament – enten er ulækkert nationalistisk, eller udtryk for en romantisk insisteren på egne regionale dyder og selvstændighed (i protest mod en moderne fodboldverden, hvor storklubberne er ejet af oliesheiker eller kapitalfonde). Jeg er mest til den sidste tolkning, da jeg dels er til salg for lokalpatriotisme (og elskede AaB’s sværmeriske, men ærgerligt fallerede ‘Nordkraft’-strategi, hvor klubben søgte at emulere Athletics tilgang med kun at spille med nordjyske spillere), dels er ‘Canterra’-strategien bemærkelsesværdigt internationalt anlagt og inkluderende. To af Athtletics stjernespillere er eksempelvis brødrene Iñaki og Nico Williams. Deres familie er immigranter fra Ghana, men begge er opvokset i Pamplona og Bilbao – og er derfor, naturligvis, baskere. Det kan jeg godt lide
  • Den selvpålagte geografiske/kulturelle begrænsning betyder desværre også at klubben i en sportslig kontekst ikke er konkurrencedygtig, når de er oppe imod modstandere, der rekrutterer talent fra resten af verden

Det er underligt, hvad der giver mennesker mening, identitet og stolthed. Men det skaber indiskutabelt nogle strømninger, når regional stolthed manifesterer sig på fredelig og måske ligefrem konstruktiv vis. Hvilket det lader til at gøre det i Athletics tilfælde. Der møder f.eks. 1 mio. mennesker op for at fejre det, når klubben med 40 års mellemrum vinder et inferiørt trofæ. Jeg sad her til morgen og så nogle af optagelserne fra april måned, hvor spillerne futtede afsted ned ad Nervión floden i en eller anden besynderlig pram, alt imens en hel region koger over af jubel. Det er da bemærkelsesværdigt.

Aurelio Arteta – ‘Idilio en los Campos de Sport’ (1920)

Bogen introducerede mig for det fine Arteta-maleri, der hænger i foyeren i Athletics klubhus. Det forestiller klublegenden Rafael ‘Pichichi’ Moreno Aranzadi og hans hustru i en privat samtale. Billedet tiltaler mig, farverne især (naturligvis kan jeg godt lide at Athletic og AaB’s trøjer er noget nær identiske), men også intimiteten. Der er dog et eller andet med proportionerne. Ifølge wikipedia var Pichichi samfulde 154 cm høj, hvilket jeg ikke er helt overbevist at Arteta fik indfanget i sit maleri.

Højdebedrag eller ej, så glæder jeg mig til at komme afsted. Det har været et på mange måder grublende år siden sidste sommer, og jeg har ikke rigtig koblet af siden dengang i bjergene i Schweiz. Bliver dejligt at blive flyttet, både fysisk og mentalt.

Tidsopfattelser

Noget af det interessante ved at være i gang med en efteruddannelse er, at min indre mentale kalender – den måde jeg tænker tiden på – igen er blevet struktureret efter semestre.

Året er nu på forunderlig vis atter bygget op om to studiesemestre, der begge afsluttes med eksamener. Jeg var ellers – efter at begge børn er i skole – begyndt at tænke årets gang efter lønmodtagerlogik (“åh nej, det er en arbejdsgiverjul i år”) og grundskolens rytme (“er SFO’en lukket i efterårsferien?”). Men nu er julen atter blevet en mærkelig amorf skikkelse, hvor jeg muligvis har fri, men ikke fri, da der jo er eksamen om et øjeblik. På samme måde er sommeren blevet magisk længere, da min mentale sommerfrihed nu strækker sig op helt frem imod semesterstart.

Tid er, hvad man tænker det som. Mine forældre, der ikke har været på arbejdsmarkedet i snart 15 år, tænker eksempelvis stadig deres verden efter skolernes ferier. “Kommer I ikke med børnene til Aalborg i ferien, så holder vi fri der” er et ikke helt ubekendt refræn under de ugentlige telefonopkald. Hvilket på den ene side er både sympatisk og empatisk (de vil gerne være sammen med deres børn og børnebørn), men omvendt også er lidt konceptuelt bizart for to pensionister, der i princippet har fri hele tiden. For mit eget vedkommende kan jeg grundlæggende bedre lide semester-tidstankegangen end alternativet. Det er en mere naturlig måde for mig at opfatte tidens gang, uafhængigt af hvilke arbitrære ferier og helligdage, der fra politisk side tilføjes eller fjernes i skolernes kalendere.

Jeg skal til to eksaminer i den kommende uge, hvor dele af pensum handler netop om skabelsen af tidsmiljøer og om tidens relation til arbejde. Min gruppe skal til eksamen i et digert værk, vi har skrevet om implementeringen af en 4-dages arbejdsuge. Det spændende ved den case er, at når man indfører komprimerede arbejdsuger i en organisation, så påvirker det hvordan tiden opfattes og hvad ‘arbejdstid’ er for noget. Det åbner for spørgsmål og ret tvetydige paradokser om, hvordan og hvornår den enkelte og fællesskabet arbejder. Dels intensiveres arbejdet fordi flere ting, møder, processer skal presses ind på færre dage. Men arbejdet bliver også ekstensiveret, ikke mindst i en post-COVID-19 verden, hvor hybridarbejde og fleksibilitet forventes i mange jobfunktioner. Hvilket ikke er et særkende i organisationer med 4-dages arbejdsuge, men snartere et vilkår for de fleste (undskyld det vamle udtryk) vidensarbejdere.

Mange af os (især hvis der er børnelogistik i hverdagen, der kræver at man ikke kan blive længe på arbejdet) sidder med arbejde om aftenen eller i weekenden. Fleksibiliteten giver den enkelte friheden til selv at indrette ens arbejde, men omvendt opløses grænserne mellem livssfærerne, hvorved man på sin vis på arbejde hele tiden.

Man er med andre ord fri til selv at indrette sin ufrihed, mens man lytter til Art Feynman – ‘Desperately Free’. Det er en tilstand, der er en fransk filosof værdigt. Eller i det mindste kan bære noget af en eksamenssituation på mandag.

Hvorfor skrive?

Egentlig synes jeg det er en skrækkelig uskik at citere indhold publiceret i en af social media siloerne. Men jeg kunne nu godt lide dette lille, øh, pip fra Francis Young, der i sin biografi beskriver sig som noget så æggende som: ‘Historian of religion and belief | folklorist | Balticist’: 

People sometimes ask me why I so often write books no-one will want to read; the truth is I write books for the world that I wish existed, where people are interested in the things I wish they found interesting. Some day, maybe that world will exist: and my books will be there.

Erstat ‘books’ med ‘blog posts’, og jeg vil kunne skrive under øjeblikkeligt. 

Tykke steder

I mange science fiction bøger og film har de det her koncept ‘tynde steder’. Det er lokationer, der er kendetegnet ved at været særligt ‘tynde’, og hvor sløret mellem denne verden og den næste er særlig permeabelt og efemerisk (se f.eks. min gamle yndlingserie ‘Fringe’). Derfor er disse steder naturligvis ekstra velegnede som porte for de særligt indviede ind til det næste parallelunivers, til eventyr og til indsigt i det hinsides. 

Nuvel, jeg vil gerne som nuancering introducere begrebet ‘tykke steder’. Her er sløret mellem denne verden og den næste så ekstremt tykt, at længerevarende ophold der betyder at du aldrig vil føle glæde, spænding eller have det, der minder blot en smule om en transcendental oplevelse. Jeg er som public service begyndt at lave mine egen liste over tykke steder, hvor jeg anbefaler alle at tilbringe så lidt tid som muligt.

  • Visse undervisningslokaler på RUC
  • Kvindetøjsafdelingen i Åhléns, Klarabergsgatan 50, Stockholm
  • Hønsinge Omfartsvej
  • Holbæk (bredt forstået)
  • Flere følger

Europa-Parlamentsvalg 2024

Konrad Krzyżanowski – ‘Chmury w Finlandii’ (1908)

Jeg har ingen reelle indsigter eller underbyggede holdninger om dagens valg til Europa-Parlamentet, ikke mindst fordi resultatet ikke er kendt endnu.

Lige nu ser det forholdsvis urovækkende ud rundt om i Europa. Den europæiske liberale gruppe går tilbage. I Frankrig får højrenationalisterne et fremragende valg, det samme tyder på at være billedet i Tyskland og måske Italien. Ikke at jeg forventer at det nødvendigvis får den store geopolitiske betydning. Men det tyder alligevel på at der er ildevarslende understrømme i vælgerhavet rundt om i Europa, som ikke ligefrem er til gavn for de af os, der sætter pris på det liberale demokrati og et stærkt europæisk samarbejde. Og som medlem af Venstre kan jeg forstå, at jeg skal være glad og lettet over, at det pt. ser ud som at partiet ‘kun’ er blevet halveret i forhold til valget i 2019. Det funderer jeg så videre over om jeg er.

Men indtil vi ved mere, så må jeg vel dulme uroen med lidt paneuropæisk kunst. Da jeg ikke kunne sove i går aftes, lå jeg i mørket og undersøgte malerier fra det polske Nationalmuseums filialer i Kraków, Warszawa, Poznań og Wrocław. Stødte på ukrainsk-polske Konrad Krzyżanowski, hvis ‘Skyer i Finland’ fra 1908 gjorde mig ganske ekspressionistisk varm og sommerlig indeni. Satser på at følelsen holder ved.

Belgien EM 2024

Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.

Belgien 2024

Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:

Tinen verdens undergang

Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.

Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.

Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)

Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)

Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)

Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)

Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.

Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.

EM 2024 Schwiez

Det var først et par år inde i forholdet at jeg var blevet tilstrækkeligt sikkerhedsgodkendt af svigerfamilien til at rejse med ned til deres schweiziske besiddelser. Siden har vi været der mange gange, men dengang var det nyt og ikke så lidt eksotisk. Folk sagde konsekvent højlydt ‘Grüezi!’ når man mødte dem på vandrestierne, der var palmer ved Lago Maggiores bredder, de lokale drak underlige mælkeserum-inficerede sodavand – og selv som den ellers stolte modtager af legatet for ‘Flittig og interesseret elev i tysk’ på Aalborg Katedralskole i år 2000, så var stort set umuligt at forstå den lokale dialekt Schwyzerdütsch.

Det var i sensommeren 2008, få måneder efter at Schweiz og Østrig havde afholdt de daværende Europamesterskaber. Ikke på nogen lokationer Alpensüdseite, ganske vist, dengang som nu sakkede Ticino fodboldmæssigt (og økonomisk) efter resten af landet. Men der var dog stadig feststemning nok tilbage i landet til at man stødte på de lejlighedsvise ‘Hopp Schwiiz!’-klistermærker og plakater rundt omkring. Og da jeg altid har haft en vis svaghed for andre landes pudserløjelige nationale slogans, ja, så var det vel i de varme uger den sommer, at jeg besluttede mig for, at jeg ville holde med Schweiz i resten af mine dage. Og her er vi så, midt i et blogindlæg, mange år senere.

Fodboldmæssigt er der nøgternt vurderet meget at holde af ved Schweiz. Deres EM-trup består udover traditionelle Eidgenossen også af spillere med baggrund i Cameroun, DR Congo, Chile, Kap Verde, Tyrkiet, Bosnien, Kosovo, Angola, Den Dominikanske Republik, Senegal og Nigeria, så man kan da tale om et kosmopolitisk og globaliseret landshold. Om de er gode er anden diskussion, men sympatiske, det er de. Og så er vi vel også nødt til at anerkende det pragtfulde faktum, at de schweiziske klubmestre hedder ‘Young Boys’ – og at de suppleret i ligaen af klubben ‘Grasshopper’. Selv holder jeg med holdet AC Bellinzona fra min yndlings normcore-by, der nu som en andet recovering addict fører en mødestabil tilværelse i den næstbedste fodboldrække efter en traurig konkurs og generaliseret elendighed gennem ganske mange år. Mere kan jeg vel ret beset ikke bede om.

Nå. Men schweizisk kunst til at folde en slutrunde ud. Det er egentlig lidt snyd, som et forkvaklet afsnit af tv-køkkenet, for jeg skrev et følelsesfuldt indlæg sidste sommer om schweiziske kunstnere, så jeg kan vel sakse fra det. Baseret på det, så burde jeg muligvis vælge et Félix Valloton-maleri, men det føles alligevel lidt for ferskt. Nej, den mest rammende maler, der kombinerer Schweiz, mig selv og afgrundsdyb melankoli er og bliver Ferdinand Hodler:

Ferdinand Hodler - Der Lesende

Udover at male mit officielle selvportræt i ‘Der Lesende’ (1885), så må man også give Hodler kredit for at være en selvoptaget lummergøj. Da det her er en børne- og familievenlig blog, så vil jeg ikke bringe hans seminøgenmalerier. Hans landskabsmalerier er smukke, men ikke direkte dynamiske. Vil derfor nøjes med hans selvportræt fra 1912. Og jeg vil blot sige, at dette er ikke en beskeden eller midtersøgende mand. Tilmed har han vel nærmest perfektioneret klog-mand-i-Politiken-er-bekymret-over-meget-alvorligt-emne (alternativt creepy-hypnotisør-vil-have-dig-til-at-smide-tøjet-NU) looket 100 år før det blev et koncept:

Selbstbildnis mit aufgerissenen Augen III (1912) - Ferdinand Hodler.

Musikalsk er det lidt vanskeligere. Schweizerne er gode til gedulgte bankkonti, kukure, Gruyère ost og moralsk fleksibel neutralitet, men populær musik? Det er de fattige på. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke komme på en internationalt kendt musiker eller band fra Schweiz. Vil derfor fremhæve Lil Bruzy – ‘Wunderschöni Rhymes’ (2021), der udover at byde på et meget tyktflydende synthesizer-beat også er, JA, rap på føromtalte Schwyzerdütsch. I kan jo lytte med og så reflektere over, at denne dialekt på skrift optræder på samme måde, som det tysk du havde i skolen. Det er en gåde for mig, hvordan det kan være tilfældet.

Ved EM er schweizerne er i indledende gruppe med Ungarn, Skotland og Tyskland. Det burde blive til kvalifikation til næste runde. Og jeg håber da især at de asociale ungarer får en særlig ukærlig behandling af schweizerne. Det kan passende fejres herhjemme med en omgang italiensk-schweizisk polenta, når det sker. 

Tjekkiet EM 2024

Tjekkiet er næste episke manifestation i den betydningsfulde kavalkade af landehyldester i anledningen af den forestående EM-slutrunde.

Mit hjerte har banket for Tjekkiet siden en studietur til Prag i 2.g, efterfulgt af en (synes jeg selv) ganske overbevisende større historieopgave i 3.g om den kommunistiske magtovertagelse i det daværende Tjekkoslovakiet i 1948. Det var Tomáš Masaryk, Václav Havel, fløjlsrevolutioner og Járomir Jágr i en tumultarisk besættelse for mig. Den følelsesmæssige forbindelse blev kun yderligere forstærket af et mageløst seks måneders ophold som praktikant på den danske ambassade i Prag nogle år senere. Der fulgte tilmed siden hen forvirrede perioder af mit liv, hvor jeg fantaserede om at skrive en Ph.d. om transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Muligvis en fantasi – indser jeg her fra et farveløst kommunekontor i udkantsdanmark en del år senere – som jeg i retrospekt burde have forfulgt med en del mere ihærdighed og overbevisning. Men uanset hvad, så er der tale om varm, oprigtig og langvarig hengivenhed overfor Tjekkiet fra min side.

Rent fodboldmæssigt er Tjekkiet ikke helt, hvad det var engang. Jeg kiggede skyndsomt på truppen i går, og ja, der er ærligt talt ikke mange jeg kender. Det behøver ret beset ikke være tjekkernes fejl, de kan jo være både dejlige mennesker og prægtige væsener på det landshold. Men det er blot for at sige, at vi kvalitetsmæssigt er et stykke fra den hvide ridder Pavel Nedvěd og start-00’ernes Wunderkind Tomáš Rosický. Mine sportslige forventninger er derfor begrænsede, men derfor skal Tjekkiet alliegevel stadig have den ypperligste kunstneriske og musikalske behandling.

Kunstnerisk var der ingen tvivl. Hvis det skal være alt, alt for meget (og det skal det), så er Alfons Mucha lige manden til jobbet. Jeg stødte på ham første gang i 2003, hvor der var en udstilling med ham på Bröhan Museum i Berlin. Udstillingen fokuserede på hans lidt tuttenuttede Art Nouveau kvinder, der er så billedskønne, at de kan pryde enhver sirligt anlagt café:

Alfons Mucha – ‘Zodiaque’ (1896-1897)

Ja, det er kært, ikke sandt, med æstetikken og alle krøllerne og de tuttenuttede detaljer. Men Mucha rummede en anden og mere subversiv identitet som pan-slavisk agitator. Fra 1910 til 1926 lavede han det, han selv betegnede som sit egentlige mesterværk: ‘Slovanská epopej’, eller: det slaviske epos. I intet mindre end 20 enorme malerier (8,10 meter x 6,10 meter) skildrede han – helt stille og roligt og uden skyggen af megalomani – de slaviske folks åndelige historier. Og tro mig, den får fuld hammer på symbolikken, højstemtheden og de visuelle virkemidler.

Sådan ser man ud, når man i al selvudslettende beskedenhed har påtaget sig den uambitiøse opgave det er at formulere og manifestere de slaviske folks samlede historie og ånd

Billederne hænger i et temmelig nedslidt – det var i det i hvert fald dengang jeg var der i 2005 – renæssanceslot i udørken Moravský Krumlov, langt ude på det tjekkiske bøhland. Og sikke nogle malerier:

Slovanská epopej: Slované v pravlasti (1912)

Slovanská epopej: Slavnost Svantovítova (1912)

Slovanská epopej: Bratrská škola v Ivančicích – tisknutí Bible kralické (1914)

Slovanská epopej: Přísaha Omladiny pod slovanskou lípou (1926)

Slovanská epopej: Apoteóza z dějin Slovanstva (1926)

Altså, de her malerier er jo i vid udstrækning helt og aldeles rædsomme, kitschede og spækket med en besynderlig mysticisme, som jeg ikke forstår eller værdsætter. Men overvej lige engang, hvor meget arrogance og selvtillid det kræver at sætte sig for at male 20 episke værker om en kulturs samlede fortælling – afsluttende med den guddommeliggjorte slaviskhed. Som sagt: Mucha er alt, alt for meget. Hvilket gør ham helt og aldeles pragtfuld. En slags moderne Albrecht Dürer, en anden vidunderlig kunstner med et ego på størrelse med himmellegemer. Han må være den oplagte maler for det tjekkiske landshold at finde inspiration og ånd i.

Musikalsk er jeg lidt mere i tvivl. Et mere dannet menneske end jeg havde muligvis valgt noget af komponisten Smetana, måske hans ‘Má Vlast’, i form af ‘Vlatava’. Men det er alligevel for adstadigt og vuggende til mig. Jeg vil i stedet vælge den underfundige Kryštof – ‘Sqěle’ eller måske 100°C – ‘From Base to Travel‘, hvis beat nok havde fortjent en mere engelsk-sikker forsanger. Skal det være lidt nyere, så sætter jeg pris på Dukla – ‘I.P. Pavlova’, ikke mindst fordi titlen er en metrostation, jeg ofte benyttede mig af, Good Times Only – ‘Někdy jsme to my’ eller Metastavy – ‘Neboj’.

Tjekkiet er i gruppe med Tyrkiet, Georgien og Portugal. Sidstnævnte er nok for stærke, men de to øvrige burde være til at tale med. Jeg har en varm fornemmelse i maven for mine tjekkere i år, og mit lille sorte hjerte banker for dem – præcis som det plejer.

EM 2024 Italien

Jeg befinder mig aktuelt i et skriveinspirationsmæssigt tusmørkeland, hvor jeg ikke for alvor har noget vigtigt eller meningsfuldt på hjertet. Ergo må jeg kaste mig ud i et lidt lurvet indlæg der kombinerer tre af mine lavkulturelle passioner: underlødig populærmusik, uunderbyggede nationale stereotyper og fodbold.

Europamesterskaberne i herrefodbold begynder om små 14 dage. Det er dermed tid til at bekende kulør om hvem jeg (og I, håber jeg for jeres skyld, thi mine præferencer udspringer af kantianske kategoriske imperativer, der ikke er til diskussion) holder med.

Jeg vil samtidig ønske benævnte nationer held og lykke ved at identificere A) et tilpas svulvstigt maleri fra landet og B) den all-time bedste sang fra det pågældende land1. I nogle tilfælde kan det være en ‘fodboldsang’, men det vil være undtagelsen.

Jeg håber på i de næste dage at få griflet om de øvrige lande, I med god samvittighed kan holde med i den kommende halvanden måneds tid. Vi lægger ud med den mest funklende juvel af dem alle.

Italien

Naturligvis, det kan vel ikke komme bag på nogen efterhånden. Der er kun et land der fortjener min udelte kærlighed, passion, blodets brusen og lidenskab. Jeg har store forhåbninger og ingen kvaler. Bevares, truppen rummer ganske vist begrædeligt få spillere fra Lazio, men det ville også være for meget at forlange ovenpå en forhutlet sæson. Jeg er helt klar til at få knust hjertet eller blive bjergtaget, jeg ser ingen mellemvej når det handler om Italien. For at repræsentere den flammende, utæmmede romantik, har jeg valgt Francesco Hayez – ‘Il Bacio’ fra 1859:

1734px-El Beso (Pinacoteca de Brera, Milán, 1859).

‘Il Bacio’ befinder sig på Pinacoteca di Brera, som jeg desværre ikke nåede forbi sidst jeg var i Milano. Jeg tænker at Gustav Klimt har fundet en vis inspiration i maleriet til sin egen udgave af et episk kys, desuden er der (fortæller billedets wiki-side mig) patriotiske undertoner. Men lige når det handler om fodbolden, så vælger jeg dog overfladetolkningen i form af romantik.

Musikalsk skal vi lidt tættere på nutiden. Jeg kunne og burde måske have valgt et eller andet classy, men det ville ikke være ganske rammende eller ærligt i denne kontekst. Så vi skal i stedet have fat i Pino D’Angios sjasklumre ‘Ma Quale Idea’ fra 1980, den måske ypperligste af alle italodisco sange. Opmærksomme – eller blot lidt ældre – læsere vil muligvis endda genkende dele af sangen, der blev i one-hit-wonderet Madison Avenue – ‘Don’t Call Me Baby’. Uanset hvad, så bliver Hayez’ romantik suppleret af en passende mængde krydderi i D’Angios mesterværk – og jeg glæder mig til at ganske utidigt til at følge Europas mest sexede landshold.

Administrativ note: … men hvad med Danmark?

Mit udgangspunkt er at jeg ikke har set en landskamp i årevis, har det svært med folkelighed, og ikke er interesseret i konglomeratet af nuværende og/eller tidligere Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg selvsagt MENINGER.

Derfor kan jeg uden tøven svare på, at ja, selvfølgelig er Rocazino – ‘En for alle, alle for en’ historiens bedste danske fodboldsang. Altså, naturligvis ikke bedre end ‘AaB – Vi står sammen om dig’, men hvis jeg – hårdt presset – skal nedsænke mig til at beskæftige mig med det nationale niveau, så er ‘En for alle, alle for en’ uangribelig, muligvis et mesterværk:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ✔️
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til/skråles med på ved næste (og næste og næste) slutrunde: ✔️
  • Et intelligent lyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon), og en tekst der kan forstås både bogstaveligt og i overført betydning: ✔️

Nå, ja, og skader det selvfølgelig ikke at det er Danmarkshistoriens bedste og mest fremmedgjorte synthersizerpopband, der står bag. Jeg er ikke ironisk nu. Lyt lige en ekstra gang til ‘Elsk mig i nat’. Især teksten. Glem at sangen er spillet alt for mange gange på Radio Soft, 80’er temafester og at den er blevet kitsch. Og nævn mig så en sang, der indkapsler en dystopisk tidsånd bedre end en tekst som: “De sagde på TV at der aldrig bli’r krig igen/jeg spø’r hvornår den holder op/og selvom jeg holder dig tæt/er det ikke rigtig nok’. Rocazino vinder selvsagt også fodboldsangkategorien – og det er ikke engang tæt.

Det var alt sammen en lang indledning for at sige: det var Danmark. Dem kommer vi ikke til at beskæftige os mere med.

  1. Mine chauvinistiske og ekskluderende geografiske kriterier betyder desværre at jeg ikke kan fremhæve flere af mine absolutte musikalske eller kunstneriske favoritter. Musikalsk tænker naturligvis her især på New Order – ‘World in Motion’, der var Englands VM-sang i 1990. Hvilket er en begrædelig skam. Ud over at være lavet af mine afguder New Order, så rummer sangens musikvideoen den person, jeg i mange år betragtede som det æstetiske højdepunkt indenfor mandekønnet. Hvis man vil snyde sig selv for et genuint synthmesterværk (…), så kan man nøjes med at se den engelske adonis John Barnes på slap line 02:28 og frem. Måske ideelt set på lydløs, da hans flow er, nuvel, til at diskutere. [↩]

Forsvindende maj 2024

Renæssance

Det er vanskeligt for mig, det indrømmer jeg blankt, at adskille det ene medlem af Medici-familien fra det andet. Fra Cosimo de’ Medici til Lorenzo de’ Medici, de store mæcener flyder sammen for mig. Men det politiske persongalleri fra renæssancens Firenze var måske hellere ikke direkte intentionen med at læse Lawrence Rothfield – ‘The Measure of Man: Liberty, Virtue, and Beauty in the Florentine Renaissance’. For ganske vist er jeg historisk interesseret, hvorfor det er givende at få et indblik i samspillet med kunst, kapital og magt i Quattrocentro-tiden. Men egentlig er jeg – hvis jeg skal være ganske ærlig – mest interesseret i at læse om og opdage kunstnerne, der virkede i datidens epicenter for vestlig kultur.

Det er måske nu, at jeg skal komme med dagens første indrømmelse. Nemlig at noget af det jeg holder allermest af er, når fagbøger har en informativ billedesektion i midten. I ved nok, en 9-10 sider med farvebilleder, oftest trykt på en anden og mere stiv papirtype for at adskille det fra resten af bogen. Og måske (når det er bedst) med små kommentarer til hvert billede. Som her i billedesektionen fra Simon Sebag Montefiores (i øvrigt fortrinlige) ‘The Romanovs: 1613-1918’, hvor vi i små vignetter introduceres for ret æggende koncepter som en ‘endearing and attractive’ tsar, en legendarisk kaukasisk jihadistisk oprørsleder ved navn Shamyl, en dansk ‘perfect consort’ og trist og hensygnende kejserinde. Altsammen på to sider. Det er mageløst:

Det var en mindre ekskurs for at fortælle, at ‘the Measure of Man’ også har en lille, men dog tilfredsstillende billedesektion. Se bare:

På kun to sider får vi voldsom (VOLDSOM) mandlig æstetik OG et maleri af en korrupt, opulent og nepotistisk pave, malet af min evige dødsfjende Rafael. Og efter at have fået den gave foræret, hvad kan man så egentlig ønske sig mere af en bog?

Jo, såmænd, man kan ønske sig fire siders analyse af Botticellis to mesterværker ‘Primavera’ (1470-1480) og ‘La Nascita di Venere’ (1484-1486).

Sandro Botticelli – ‘Primavera’ (1470-1480)

‘La nascita di Venere’ (1484-1486)

Nu ved jeg godt, at begge disse malerier skriger langt væk af alt for mange svedende turister, der er stuvet sammen og fægter med selfiestængerne i en sal i Uffizi galeriet. Begge malerier er for kendte, for ikoniske, for meget italiensk-renæssance-mainstream.

Men … se lige engang på dem.

Ikke som repræsentanter for den vestlige kulturkanon eller som udtryk for, at man i datidens Firenze var ramt af en dyrkelse af græsk kultur og tankegods. Se dem som værker i sig selv, som Botticellis vision, kreativitet og håndværk. Her er en mand, der elsker skønhed og elsker kvinder (måske næsten ligeså meget som John Singer Sargent).

Man kan læse og fortolke mange ting ud af billederne, om end jeg ikke er velbevandret nok i mytologien til at være i stand til det. I bogen er der en lang analyse af ‘Primavera’ som “the great hymn to Neo-platonic love”, ligesom ’Nascita di Venere’ betegnes som genialt, da ‘it makes the equivalence of erotic and holy seem not only reasonable but lovely’. Det lyser ud af dem, dyrkelsen af det skønne, den bliver, ja, guddommelig.

Venus botticelli detail.

Se lige på Venus1. Er der skabt en smukkere, mere guddommelig kvinde i kunsthistorien siden i de sidste 550 år? Jeg tillader mig at tvivle. Botticellis evner som billedkunstner og som formidler af det smukke og det skønne er helt uforlignelige. Eller hvad siger I til forårsgudinden?

1665px-The Birth of Venus detail - Hora.

Botticelli er det flagrendes mester. Flagrende lokker, flagrende kjoler, flagrende klæder. Vestenvinden Zephyr og nymfen Aura blæser den nyfødte Venus ind i Floras favn og ventende klæde. Og alle disse skønne detaljer! Alle blomsterne på kjolen, på klædet, på jorden under hende. Hun er liv, frugtbarhed og løftet om glæden efter en lang vinter. Og se lige roserne, der daler ned over Venus:

Skærmbillede 2024-05-11 kl. 11.00.18.

Ser I de gyldne kerner? Alle detaljerne i blomsterbladene? Jeg mener, hvordan kunne Botticelli rumme det hele? Jeg skal nok holde inde nu, men jo mere jeg ser hans malerier, jo mere betaget bliver jeg. ‘Primavera’ er et mørkere og mere komplekst billede, men stadig med underskønne detaljer, f.eks. de tre gratier Aglaia (glans), Euphrosyne (glæde) og Thaleia (blomstring) i runddans:

1551px-Sandro Botticelli - Three Graces in Primavera.

Det var interessant at læse om Botticellis karriere og eftermæle. Tilsyneladende var han noget nær ignoreret i 400 år indtil at præ-rafaellitterne – der også dyrkede skønheden – gav ham den oprejsning, han så åbenlyst fortjente.

‘The Measure of Man’ er ikke en perfekt eller ligefrem anbefalesværdig bog, men den har passager, hvor jeg blev oprigtigt inspireret og lærte nye ting. Og om ikke andet, så satte den en streg under, at jeg må og skal besøge Firenze. Jo før, jo bedre.

  1. Eller er det Guds moder Maria, for det er vanskeligt ikke at se den klassiske Madonna figur fra samtidskunsten her [↩]

Frederikshavn

Som eksileret nordjyde er jeg altid i målgruppen for en introspektiv artikel om min hjemstavn. Sidste år skrev Nikolaj Arve eksempelvis den aldeles vidunderlige ‘Trailermanifestet’; en klumme i Weekendavisen, der var så intenst eksilnordjydemelankolsk , at jeg var nødt til at skrive ham en lidt vel henført takkemail (som han replikerede generøst på, givetvist alt imens han funderede over hvem i alverden dog den skrivende tosse var).

I går læste jeg derfor med ganske intens interesse Rebekka Bundgaards noget mere ambivalente odysse i Atlas om Frederikshavn, byen hun voksede op i som ung. Bundgaard genbesøger og udforsker byens identitet (det gennemgående tema er rust og forfald) sammen med sangeren Allan Olsen, der vel er Vendsyssels fremmeste kulturelle ikon. Bundgaard beskriver sine følelser for Frederikshavn som blandede; byen var et hårdt, selvtilstrækkeligt og lukket sted at vokse op, “hvis man stikker en smule ud”:

»Men har du overhovedet selv følelser for byen?«, spørger Allan Olsen mig og afbryder sin egen lange talestrøm. Han har en masse at sige om sagen.

»Du har jo trods alt boet der i den dannende del af din opvækst.«

Jeg har mange følelser for byen, meget blandede følelser. Jeg voksede jo op i Frederikshavn i den ’sløve periode’, som du beskriver det, jeg har aldrig oplevet det som en by med liv. For mig var det et dødt og hårdt sted at vokse op, man skulle passe ind i nogle bestemte rammer, hvis man ville inkluderes, fortæller jeg ham.

Jeg skammer mig lidt, mens jeg siger det. Allan Olsen elsker jo byen. Men det viser sig, at han synes, det er fuldstændigt rigtigt, at rammerne her er for snævre.

»Det handler jo om, at der har været en utilpasset maskulin kultur i byen, og den periode, hvor du er vokset op, der har den maskuline kultur fået et tryk. Så den maskuline værdighed, der var til stede da jeg voksede op, som kunne være rå men også var retfærdig, den er jo i din opvækst blevet til frustration og depression, og det i kombination med maskulinitet bliver tit noget lort.«

Mit eget forhold til Frederikshavn er ‘færger’. Stena Line til Göteborg (og under barndommens utallige ferierejser videre mod Sunne, Idre, Sälen), Læsøfærgen efter mine forældre købte sommerhus på øen. Jeg forbinder intuitivt Frederikshavn med lugten af færgehavn og det at vente på en parkeringsplads i sirlige rækker, inden man kan komme om bord på færgen (“skynd jer op, vi skal nå at finde et godt bord) med dens tax-free og Street Fighter 2 arkadespillemaskiner. Men byen som sådan har jeg ikke et forhold til. Den er et sted, jeg historisk set kun har besøgt på vejen til eller hjem fra bedre steder.

Jeg synes Olsens tolkning af kulturen er tankevækkende, altså hvad det betyder når udviklingen efterlader et sted med en traditionelt ‘maskulin’ og industriel arbejdsidentitet (i Frederikshavns tilfælde havnen) med ingenting. Hvad det kan udarte sig til, når den klassiske maskulinitet ikke længere har gode, konstruktive og meningsgivende ting, at kanalisere sin energi ind i og manifestere sig igennem. Der er interessant, og der ligger givetvis et større essay her og gemmer sig om sammenhængen mellem afindustrialisering i yderområder, maskulinitet og fremvæksten af populistiske partier, men måske det allerede er skrevet 1.000 gange, og uanset hvad må det blive en anden dag.

Der er andre gode og ret morsomme citater i artikler, dog nok mest hvis man han en relation til Vendsyssel:

Allan Olsen fortæller også, at der engang var et stærkt intellektuelt miljø i byen, som udsprang fra gymnasiet. Men da jeg voksede op, var det miljø dødt, og han forestiller sig også, at mange gymnasielærere i byen har levet et ensomt liv, fordi belæste folk kun flytter væk.

»Der kommer ikke længere nogen til byen, der kan tilføre noget. Kun erhvervsfolk. Med andre ord, den eneste stolthed, der er tilbage i Frederikshavn, det er så ishockeyklubben. Men det går også ad helvedes til, for de har ingen penge. Jeg har smidt masser af penge i den klub gennem tiden, og har selv spillet ishockey hele mit liv i Frederikshavn. Jeg nåede at spille hele vejen op til landsholdsniveau. Nu vil Jens Gaardbo så prøve at redde klubben.«

Det understreger en følelse, som mange danskere, der er bosat i provinsen, sikkert kan genkende: At beslutningerne bliver truffet et sted meget langt væk. Også de beslutninger, der vedrører dem selv og deres by. Det kan hurtigt afføde en fornemmelse af uretfærdighed, og af, at folketingspolitikerne lader tilfældighederne råde, når det kommer til udkantsdanmark. Det er Frederikshavns forhold til byen Hjørring et godt eksempel på. De to byer har altid været cirka lige store, og det har selvfølgelig dannet grundlag for et sammenligningsforhold, der til tider har været giftigt.

»Når man i Frederikshavn hader Hjørring som pesten, så er det fordi, at det var en bondeby, en by af husmænd, en by langt fra havet. Man kan ikke have tillid til folk, der bor langt fra havet. Eller folk, der sover middagssøvn,« fastslår Allan Olsen.

Vi havde en fornemmelse af at Hjørring var en by, hvor folk sov hele tiden. Hjørring var et tilstræbt borgerskab, og Frederikshavn var et lykkeriddersted. Her kom søfolk til og slog sig ned på alle mulige omstrejfende måder. Men Hjørring er altid blevet hjulpet, for dem, der sidder mellem Østerbro og Frederiksberg og planlægger, de siger, ’lad os lave noget stort i Vendsyssel’, og så lægger de det i Hjørring, fordi det er i midten.«

»I Sverige har du Stockholm, som er den store flotte hovedstad, hvor Hr. og Fru Hakkebøf kan tage på museum, og så har du Göteborg, og det er heavy metal. I Skotland har du Edinburgh, den store flotte hovedstad, hvor folk render rundt i kilt og blæser i sækkepibe, og så har du Glasgow, som er den by i verden, hvor folk bander mest. I Irland har du Dublin, den pæne hovedstad, hvor folk rejser til for at høre irsk musik. Men Belfast – der kan du bo på Hotel Europa, som er det mest bombede hotel i Europa. Og jeg vil lave den samme sammenligning mellem Hjørring og Frederikshavn. Frederikshavn er den beskidte dreng i Vendsyssel. Og jeg vil hellere være i selskab med den beskidte dreng, end jeg vil være i selskab med en eller anden CEO i Hjørring, jeg ville kede mig ihjel.«

Det bliver selvfølgelig meget vendsysselsk, indforstået og navlebeskuende i den fortælling, men jeg kan nu godt lide det. Og jeg er enig med Allan Olsen. Måske ikke så meget i hans arbejderklasseromantik og bodegafetisch, men jeg stoler heller ikke på folk, der bor langt fra havet, det gør jeg altså ikke. Heller ikke selvom jeg elskede at bo i både Bruxelles og Prag. Hjørring nåede jeg kun at bo i små 7 måneder og fik aldrig noget dybere forhold til. Jeg nåede derfor ikke at bemærke om de sov ekstra meget middagslur, men jeg savner ikke stedet, det må jeg indrømme.

Men uanset hvad, så er Bundgaards ‘De perifere lemmer visner’ værd at læse. Også hvis man ikke har et personligt forhold til Frederikshavn, eller blot sidder et sted på det ydre Sjælland og tænker på hjemstavnen. Og den er ekstra værd at læse her kort tid efter, at Frederikshavn Kommune har pantsat det meste af sin økonomiske fremtid i at redde havnen fra økonomisk ruin. Nu forstår jeg bedre, hvorfor de har gjort det.

Willem de Kooning

Jeg er i almindelighed meget lidt begejstret for ekspressionistisk kunst, men blev alligevel en smule rød i kinderne, da jeg fredag læste en artikel, ‘Willem de Kooning and Italy, Accademia, Venice — review: a brilliant, bacchanalian show’, om en igangværende Willem de Kooning udstilling på Biennalen i Venedig. Han er jo pragtfuld. Se bare her:

Jeg blev så optaget af de tre malerier på billedet, at jeg zoomede manisk frem og tilbage på telefonens skærm et ikke ubetydeligt antal gange. I virkeligheden er de 180 x 210 cm og må være en majestætisk oplevelse. Og de taler til italofilen i mig:

As the show’s poster image, “Villa Borghese” beams out everywhere, pasted to bridges, waterbuses, across the weathered walls of windswept piazzas. De Kooning, luminous, fluid, opulent, is utterly at home here, both in the watery city and among the fleshy Titians and Tintorettos he loved.

The exhibition — de Kooning’s first European museum show for nearly two decades — is a persuasive exploration of how Italy changed the Dutch-born American painter’s art, twice. It deepens understanding of the paintings and is groundbreaking in placing his sculptures, begun in and responding to Rome, centre stage.

Back home, he painted the grand trio of “abstract pastoral landscapes”, whose broad brushstrokes, odd truncations and superimpositions develop from the Roman works, and sustain their looseness and atmospheric freedom. They are reunited for the first time here: “Villa Borghese”, “A Tree in Naples” — frothy blue lapping waves, warm reddish-brown earth — and the hot pink/creamy yellow “Door to the River”. Its vigorous gestural marks balanced by delicate feathery strokes, with grey slivers between the hefty verticals leading into the deep space opened by the “door”, it alludes to Long Island, but carries Italian memories. Elaine de Kooning wrote that her husband “adores Rome, the doors are so big and you feel so welcome”.

Willem de Kooning – ‘A Tree in Naples’ (1960)

Willem de Kooning – ‘A Door to the River” (1960)

Willem de Kooning – ‘Villa Borghese’ (1960)

Normalt foretrækker jeg mine landskaber mindre abstrakte, men de tre de Kooning værker taler virkelig til mig. Jeg længes akut efter Italien.

Glyptoteket april 2024

Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.

Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.

Monet Lemon Grove.jpg

Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)

Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:

Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)

Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:

Van Gogh landskab.jpg

Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)

Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.

Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:

I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.

Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.

Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«

Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.

Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.

Yascha Mounk – ‘The Identity Trap: A Story of Ideas and Power in Our Time’

Læste Yascha Mounk – ‘The Identity Trap: A Story of Ideas and Power in Our Time’ i toget frem og tilbage til København.

Den handler om den identitetspolitiske strømning – eller ‘the identity synthesis’, som Mounk kalder det – og er af den slags bøger, som litteratursektionen i Financial Times elsker. Et intelligent, velskrevet, velanmeldt og ‘fornuftigt’ værk om et aktuelt globalt emne, skrevet af en ikke-rabiat, konsensussøgende mand (det er altid en mand) fra cremen af den meningdannende, transatlantiske overklasse.

Mounk er uddannet fra Cambridge og Harvard, oprindeligt socialdemokrat (men nu apostat), velformuleret og god til at se bekymret (men samtidig tiltrækkende) ud, så han er typecastet perfekt til rollen. Når han skriver bøger, kan man være sikker på at de er fulde af litteraturhenvisninger og en respektfuld, men naturligvis også konstruktiv-kritisk tilgang til dem, han er ideologisk uenig med. Han kritiserer ‘the Left’, men på en sørgmodig måde (det er hjerteblod det her), og mest for at venstrefløjen har glemt sig selv og klassekampen i en identitetspolitiske blodrus. Bogen ender ud i et passioneret – altså, så passioneret som man nu engang kan blive, når man er en nogen-og-fyrreårig akademiker med sit på det tørre, og som gerne vil hyres til næste foredrag også – forsvar for det universalistiske verdensbillede. Således er alle svaret sit og vi kan alle gå tilfredse hjem.

Det siger sig selv, at jeg som en centrist dad (og indbegrebet af den priviligerede, hvide, heteroseksuelle, ikke-handikappede, uddannede, ressourcestærke cis-mand; indsæt evt. selv flere af mine privilegier her) er mere eller mindre enig med det meste Mounk skriver. Det er altsammen indsigtsfuldt, men også helt forudsigeligt og ret kedeligt. Jeg greb mig selv i at døse en smule hen under læsningen, men det var altså også ret varmt og jeg sad i en solstribe i toget, så måske jeg er lovligt undskyldt.

Jeg ved derfor samlet set ikke om jeg vil anbefale Mounks bog. Nøgternt vurderet er den glimrende, det er god og muligvis vigtig debatbog, men jeg tror omvendt ikke den kommer til at ændre en eneste mening om noget hos nogen. Hvis man i forvejen var skeptisk overfor identitetspolitik, så er man det også efterfølgende – og tilsvarende, hvis man nærmer sig bogen fra en anden position. Læs den hvis du vil vide mere om det idéhistoriske ophav og teoretikerne bag en af de formative politiske strømninger i disse år. Hvis ikke, kan du trygt springe den over. 

Novo Amor

Fredag aften var jeg i DR’s Koncerthus til koncert med Novo Amor, en julegave fra min bedre halvdel. Jeg har spekuleret ganske intenst over, hvordan jeg skal beskrive oplevelsen, for udgangspunktet var … tvivlsomt.

Novo Amor lyder i studieudgaven meget (som i: overvældende meget, grænsende til at være en 1:1 karbonkopi) som Bon Iver; en musiker jeg af et ærligt hjerte ikke ved, hvordan jeg kan artikulere min afsky overfor på en civiliseret og ikke-opflammende måde. Falsetvokalen, genren, æstetikken, teksterne, den helt ulidelige skrøbelighed. Hvor et knust hjerte ikke bare er knust, men KNUST FOR EVIGT og ødelagt på et højere sfærisk plan og som en scenisk manifestation af den menneskelige tilstand. Det er myrekrybsinducerende. De to musikere er så ens. Jeg ville ikke kunne skelne dem ad, hvis nogen spillede ti blandede sange med dem og bad mig identificere hvem der er hvem. Streamer man Novo Amor lyder han – som Bon Iver – som et gadekryds mellem ufarlig musik-i-baggrunden-på-generisk-café og hjertet-blev-knust-på-efterskolen-nu-ligger-jeg-her-og-har-tudetur-ned-i-puden. Jeg prøvede i arbejdsugen op til koncerter systematisk at lytte til hans albums, så jeg kunne hvis ikke brumme med, så dog genkende sangene. Jeg måtte stoppe. Kunne slet, slet ikke flytte mine papirbunker og være en tilpas kold hånd til den slags mandejammer. 

Det lovede med andre ord ikke godt. Jeg var skeptisk, det indrømmer jeg. Omvendt måtte jeg jo inden koncerten konstatere, at tre af hans sange (henholdsvis ‘Anchor’, ‘Statelines’ og ‘Ontario’) har fået 380 mio., 227 mio. og 107 mio. streaminger på Spotify, hvilket i skrivende stund er mere end nogen af sangene på Beyoncés nyeste album har opnået. Så Novo Amor er ikke ingenting. Der er røv i bukserne, eller hvordan man nu end skal formulere det.

Studie 2 var da også fyldt fredag aften. Et publikum i 20’erne og 30’erne, krydret med enkelte gråsprængte personager fra Nordvestsjælland. Der var en forholdsvis høj frekvens af følsomme (måske tilmed særligt sensitive) kvinder med “unikke” tatoveringer med litterære referencer og mænd af typen, man i 00’erne ville have betragtet som baristahipstere. Det var med andre ord lige det rette publikum til en god omgang fællesføleri og – hvem ved? – måske din hånd i min.

Heldigvis viste det sig, at Novo Amor gjorde mine fordomme til skamme.

Dels er han noget mere tiltalende på scenen end hans musikalske persona kunne antyde. Dels havde han et velspillende band med, der faktisk havde lyst til at spille højt. Dels transformerer han live sine sange fra at være stillestående ballader til faktisk at have rytme, bas og liv. Det var en decideret fornøjelse i store træk. Jeg er imponeret over hvor mange instrumenter han behersker, ligesom jeg må give ham, at det er utroligt, hvordan han kan skifte fra falset til mere normal røst.

Det endte med at være en aldeles fortrinlig koncertoplevelse, om end jeg stadig ikke kan lytte til meget mere end 2-3 af hans sange i træk før jeg må give fortabt. Og så var det som sædvanligt rart og livsbekræftende at komme ud og væk for at opleve noget andet end de pastorale omgivelser.