Politik

There are 7 posts filed in Politik (this is page 1 of 1).

Jakob Ellemann

Jeg tror ikke at jeg har noget særskilt begavet, originalt eller indsigtsfuld at sige til nyheden om Jakob Ellemanns afsked som formand for Venstre. Ud over at jeg naturligvis er ked af det. På hans og på partiets vegne.

Jeg argumenterede selv for ham som ny formand tilbage i 2019. Det mente – og mener jeg stadig – at han var og er. Jeg opfatter Ellemann som et hæderligt, godt og visionært menneske. Venstre blev med ham i spidsen et bedre, mere klassisk liberalt, mere urbant, mere fremtidsorienteret parti, der tager ansvar, når det gælder. Regeringsdeltagelsen viste format og et sjældent set strategisk klarsyn. Det samme gjorde Ellemanns opgør med resterne af den jævnt afskyvækkende flok af populister, nationalkonservative, konspirationsteoretikere og asociale typer, der engang gik under betegnelsen ‘blå blok’.

Fra at være et til stadighed mere og mere ulækkert og skruppelløst foretagne under Løkke, blev Venstre et parti jeg igen kunne identificere mig med – og som jeg gladeligt fornyede medlemskabet af.

Jeg havde det helt fint med at afskalle indvandrerhaderne over til den dømte kriminelle Støjberg i Danmarksdemokraterne. Hvis ens moralske og etiske kompas leder én til Lars Løkke, så synes jeg bestemt at Moderaterne er et mere velegnet opholdssted for en end Venstre er. Og hvis det skal gå stærkt og skrøbelige mennesker kan rende en, så er Liberal Alliance sikkert også et bedre valg.

Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at Venstre ikke længere er et masseparti. Den slags er sikkert velegnede til at erobre regeringsmagten med. De appellerer til medianvælgeren, men er rædderlige for os naive idealister. Det så man under Foghs regime og hans Dansk Folkeparti-pleasende meningstyranni i 00’erne. Men hvis man – som jeg – mere ser Venstre som en del af en større revolutionær samfundsforandrende bevægelse for frisind og frihed (snarere end en valgkampsplatform for at få valgt midaldrende mænd fra Herning til Folketinget), så massepartier rigtig ubehagelige størrelser. Jeg vil meget hellere have et ideologisk kvalitativt bedre parti, end jeg ønsker at skulle appellere til alle. Så jeg var tilfreds med udviklingen, enig i Jakob Ellemanns politiske linje og var egentlig ret ligeglad med de aktuelle meningsmålinger. Faktisk er jeg sikker på, at partiet også ville være blive blevet belønnet ved de kommende valg. Så det gør mig ganske fortvivlet, at jeg nu kan se ind i en mere regressiv politisk retning for Venstre.

Og uanset hvem der bliver ny formand, så bliver det næppe virkelig godt. For hvem er det egentlig vi kan se frem til. Ja, at dømme ud fra den fordrukne klumme Søren Pind havde i Berlingske i går, så står det skidt til. Han skriver med uspiselig patos og faux-empati:

“Men en ting står klart: Demokratiet er en levende størrelse, der forandrer sig. Som det er lige nu, er det på vej ind i en blindgyde. Formelt legitimt, javel. Men løsrevet alligevel.

I USA i form af et rigsmandsstyre. I Danmark i form af en politisk klasse, der har gjort det til et arbejde at være politiker, og hvor anderledes mennesketyper har vanskeligt ved at få plads eller passe ind. Tænk blot Jakob Ellemann her, der har alle forudsætninger i kraft af sin baggrund og familie, men alligevel ikke kan passes ind i den skabelon, moderne professionelle politikere har etableret omkring sig.”

Anderledes mennesketyper. Anderledes mennesketyper? Er man en ‘anderledes mennesketype’ fordi man kan er bevidst om sin sårbarhed og lider under at være grundlæggende hæderlig? Det siger noget om et Venstre-menneske fra de gamle, dårlige dage – som Søren Pind -, at man kan betragte den mennesketype som ‘anderledes’. Og det er ildevarslende, når den kommende Venstre-formand formodentlig bliver af en anden karakter.

Så jeg er ked af det på Venstres vegne. Men mest af alt er jeg ked af det på Jakobs vegne. Han fortjente langt bedre end det her, og jeg håber han finder vejen tilbage til noget meningsfuldt.

Støjberg

Jeg har skrevet virkelig meget forvrøvlet ævl gennem mit liv. Men de værste sætninger må nok være disse fra min JP-kronik, der – det sagde kommentatorerne selv! – kickstartede lederskiftet i Venstre:

Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.

OK, noget i det var ikke direkte fejlagtigt. Jeg fik jo sådan set den formand og næstformand, jeg ønskede mig. Den del var forudseende nok. Lauritzen og Ahlers’ exit til det private erhvervsliv var selvfølgelig ærgerlige, men er vel ret beset ikke noget, vi kunne have forudset da vi skrev kronikken. Og jeg ved sådan set heller ikke om vi burde have forudset Løkkes excesser, raseri og dannelsen af personkulten Moderaterne i årene efter. I kan nok høre at jeg frikender mig selv her.

Nej, det egentlige problem er Støjberg. Det plager mig fortsat her fire år efter, at jeg skrev som jeg gjorde. At hun var en del af fremtiden. At hun bliver nævnt som vigtig. Bevares, hun optræder kun i en bisætning, men dog en central en af slagsen (det var den, som journalisterne bed mærke i).

Og hvor tog jeg dog fejl, selv om jeg burde have vidst bedre.

Dengang gav sætningerne muligvis partitaktisk mening. Støjberg var (og er) en karismatisk stemmesluger, der definerede vigtige fraktioner af Venstres vælgerkorps gennem 90’erne og 00’erne: udkants-/landdistriktsvælgere, udlændingehadere og dem, der er til salg for en nationalkonservativ populist, der på dejligt unuanceret vis og uden større behov for empati ‘bare siger tingene som de er’.

Jeg tilhørte (og tilhører) selv den diametralt modsatte fløj i Venstre, men det havde været useriøst ikke at nævne hende som en del af ledelsen. I hvert fald ud fra en gængs stemmemaksimerende logik, som man som partipolitisk aktiv har det med at abonnere på. Venstre var et klassisk masseparti, der rummede forskellige strømninger og skulle appellere til mange forskellige vælgergrupper – også dem, der ikke ligner mig selv. Jeg måtte lukke øjnene og tænke på England, eller hvad man nu end siger.

Og så alligevel.

Det var jo forkert. Menneskeligt, etisk og ideologisk forkert. Jeg vidste inderst inde godt at hun er kriminel. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes politiske linje intet havde med den frisindede liberalisme, som jeg ønsker Venstre skal være en bevægelse for. Jeg vidste inderst inde godt, at hun – sit vælgertække til trods – er en megaloman, illoyal og destruktiv person. Det siger noget om et menneske, der – alt imens Assad brugte giftgas og torterede løs i sine fængsler – jubler med kage over stramninger af udlændingelovgivningen.

Vi kan godt lege at det ikke forholder sig sådan; at det bare var en rolle hun skulle spille. Men jeg tror ikke på det. Støjberg har igen og igen vist os præcis hvem og hvad hun er. Bare se på tiden siden kronikken. Efter Løkkes fald blev hun næstformand i Venstre, brændte partiet ned, blev dømt i Rigsretten, fik fodlænke på og dannede Danmarksdemokraterne. Og nu sidder jeg så her og tænker på hende, da jeg lige har læst en klumme hos Altinget med overskriften: ‘Støjbergs forsøg på at knytte bånd til landbruget udfordrer Ellemann’.

Hvori Thomas Larsen påpeger Venstres (indiskutabelt korrekte) identitetsdilemma, som et nominelt borgerligt parti i regering med Socialdemokraterne. En penibel situation, hvor Liberal Alliance spiser de liberalistiske og yngre vælgere, Moderaterne tager de blide og bløde socialliberale, og hvor Danmarksdemokraterne tilsyneladende forsøger at overtage Venstres rolle som landbrugets foretrukne partipolitiske venner. Hvad er det i den situation så tilbage at elske, kæmpe for og brænde for, når man et gammelt magtparti, der er gået i regering sammen med to af landets mest moralsk fleksible og hensynsløse partiledere?

Dilemmaet og det partistrategiske problem er reelt nok. Det er mange vælgergrupper, der er tabt (eller risikerer at blive tabt) de seneste 4 år.

Men jeg er nødt til – især efter jeg selv solgte ud dengang – at tro på, at Støjberg en dag får det, som hendes adfærd berettiger til. At der må være konsekvenser for en politiker af at lyve, være kriminel og, ja, et gement menneske.

Jeg er med på at hun er en dygtig politiker. Måske ikke til at skabe politik eller samfundsforandringer, men hun er en skarp og skruppelløs politisk kommunikator, der ved hvad der virker på hendes målgruppe. Men det burde ikke være nok. Jeg er ikke tilstrækkeligt naiv til at tro, at vi lever i en retfærdig verden. Men på et tidspunkt må selv hendes mest forblændede støtter se hende for det, hun igen og igen har vist os at hun er.

Jeg siger ikke at Venstre er et perfekt eller ædelt parti, det ville være latterligt. Men det er et bedre parti end Danmarksdemokraterne, og Ellemann er i særklasse bedre end Støjberg. Jeg er langt mere stolt af Venstre i dag, end jeg var for år tilbage. Jeg har ikke længere fornemmelsen af, at partiet er ledet af moralsk anløbne løgnere, tværtimod. Måske et sørgeligt lavt succeskriterium for et politisk parti, men nuvel, det er vist her vi er.

Blot for at sige, at jeg i sidste ende tror (ok: håber) at det ender godt – og at resten af verden også snart gennemskuer hvem Støjberg er.

Kult

Lyttede til AaB Support Clubs podcast (‘Rød Aalborg’, suk) under gårdagens urimeligt blæsende løbetur. Paneldeltagerne drøftede livet, døden og tilsvarende eksistentielle spørgsmål her efter AaB’s nedrykning til 1. division. Det var en lidt pudsig oplevelse. For tre kampe inde i den nye sæson i den næstbedste række, så var alle deltagerne i debatten positive, ja, nærmest livsglade. De var spirende optimister og havde igen fundet glæden ved at komme på stadion. De føler ting igen. De tror på ting. De glæder sig til weekenderne, fremfor at gå ind til dem med den der grufulde fornemmelse af utilpashed i maven. Væk var den stoiske distance og ironi, som har været det følelsesmæssige panser og den copingmekanisme, man som AaB’er har haft brug for igennem adskillige år.

Det var besynderligt at opleve, alt imens jeg vraltede prustende rundt dér et sted på Ellingevej.

Dels fordi nordjyder pr. definition er født som misantroper og skeptikere. Dels har de medvirkende i ‘Rød Aalborg’ aldrig – og jeg mener virkelig ALDRIG – været ligeså positive og smilende i alle de år, hvor klubben spillede i den bedste række. De har været sortseende og vrede, selv i de flygtige perioder, hvor det gik nogenlunde habilt for holdet. Men nu sidder vi så her på 2. klasse og verden er styrtet sammen – og pludselig er alle blevet så pokkers glade. Mennesket er i sandhed et underfundigt væsen.

Nu hjælper det selvfølgelig på humøret, at AaB er begyndt at vinde kampe igen. Ganske vist mod svagere og mere eksotiske modstandere (næste hjemmekamp: Næstved) end tidligere, men alligevel, alt tæller jo. Og ligeså vigtigt: efter mange års planløshed, middelmådighed, sportslig og åndelig deroute, inkompetence, vekslende lejesvende fra nær og fjern, så virker det som – perverst nok efter at klubben de facto er blevet fuldstændigt overtaget af udenlandske ejere – at klubben har har fundet tilbage til en samlende identitet igen. Det føles som at klubben og holdet er på rette vej, at der er skabt et samlende formål, en ny retning, ja, en identitet. Der er igen noget at holde af.

Kom til at tænke mere over det identitetsmæssige aspekt efter at have læst to indlæg af musikkritikeren Bob Lefsetz: ‘The music is not enough’ og ‘The cult era’. De er begge både lange og polemiske (og derfor naturligvis læseværdige), men hans pointe er kort opsummeret, at i en verden præget af opbrud, balkaniserede kulturnicher, mainstreamens opløsning og fraværet af de fælles fortællinger om hvem vi er og formålet med det hele, så søger de rodløse og atomiserede (musik)forbrugerne et tilhørsforhold – en identitet at blive en del af. Vi ønsker alle at få fyldt det sorte hul af ensomhed og fjernet følelsen af ikke at høre til:

We all want to belong

First it was baseball, then it was the Beatles and finally it was MTV. We all paid attention, we all knew what was happening, and even the barely hip caught the references.

Today you’ve got no idea what people are talking about, unless they’re a member of your cult.

We’re all people, living on the planet, but we’re all separate, lonely, and this doesn’t feel good. We’re looking to connect. We’re living to connect. So how do we handle this? We join a cult.

There’s no center anymore, nothing everyone is aware of and agrees upon. And this is disorienting. So you’re not just a fan of something, you’re a member of the cult. Like “Succession.” The numbers were anemic. But you can’t tell that to anybody who watched the show, they’ll get pissed off. They’ll tell you how great it was, how you’re missing out.

Just like politics on the right. It doesn’t matter how many times Trump gets indicted, it’s not going to change the minds of his cult members, his believers. It’s not about right and wrong, it’s about belonging. They decided to jump in and were greeted warmly. Used to be a cult was small and its members did their best to keep you out. Today it’s just the opposite, cults are large and everybody is welcome, as long as they drink the kool-aid and become a true believer.

There was One Direction. Huge in America with only one hit. Now we’ve got BTS. Most people have never ever heard the act’s music. But those who have? There are no casual BTS fans, they’re all-in. And it’s not just listening to the music, it’s going to the show, buying merchandise, quoting the lyrics, once again, it’s belief.

Like Taylor Swift. In the scheme of things, she reaches fewer people than any superstar of the pre-internet era. But her cult is large and fearless, out to combat any naysayers. Cross Taylor at your peril. Say something negative and you will be canceled by her army.

As for the attendance at her shows… Talk to some of those who are going, they need to be there, it’s a rite of passage, they need to be able to talk about their experience. They know all the lyrics, they dance and sing, Taylor Swift gives them reason to live.

If you’re trying to reach everybody, you’re failing. Because if you’re reaching everybody there’s no us vs. them. Part of being in the cult is not only believing in the performer, but hating and being down on all competitors. It’s your hero and a bunch of zeros.

And this is all based on the loneliness of the human being, the feeling of detachment, of floating in a wilderness of too many options, none of which reach everybody.

Lefsetz’ argument er, at man som musiker ved siden af den musikalske excellence, kun overlever kommercielt ved at opbygge en identitet, som man på kultagtig vis kan skabe følgere ud fra:

You remember the MTV era, right? Or maybe you don’t, but it was all about a pretty face. The classic rockers were up in arms, believing it should be about the music. They reluctantly made videos. And they were ultimately left behind. You found the person, then you built the act around them, via stylists, via high end production, it was all about the image.

But if you want image today, you go with the Kardashians, the rest of the model elite. That’s all they are selling, they’re inherently two-dimensional. That’s not artistry, that’s business. And by going into competition with the Kardashians, et al, the music business loses again and again. As for all those brand extensions… The Kardashians are about makeup, fragrances, clothing, that’s their essence. For an artist that’s the penumbra. It cheapens the so-called brand and is an also-ran to the Kardashians, looking bad in comparison.

Notice that there are no movie stars anymore? Because they sell image, not identity. They’re different in every film/TV show/production. And in the internet era, with so much information available, most can be seen to be nincompoops, or narcissists focused on plastic surgery to achieve an image that is fake, but palatable to Hollywood, which has lost direction too.

Jeg siger ikke at AaB er en kult. I så fald er det en lidt sørgelig én af slagsen. Men de giver mig (og podcastdeltagerne) en identitet og igen i stigende grad noget at høre til og holde af. Så måske det slet ikke er så underligt igen, at en nedrykning og den efterfølgende rykken-sammen-i-bussen føles så glædesskabende.

Meget af det, der er galt med moderne fodbold er netop at det er blevet en kønsløns forretning. Der er intet at elske, hade eller føle noget for. Hvis man ser en Champions League kamp, så er der ingen tvivl om at spillet på banen er blevet bedre. Underholdningsproduktet er bedre. Og det er vel fint nok, især hvis man gerne vil tjene penge. Men gør det nogen forskel om det er klubben ejet af Emiraterne eller den ejet af Saudi Arabien, der vinder kampen? Hvad skal man som menneske have af meningsfuld relation til de globaliserede franchises, uden skyggen af lokal tilknytning?

Pointen om at søge identitet gennem mindre og mere dedikerede kultagtige fællesskaber er applikerbar langt udover fodboldens verden. I subkulturer og de identitetspolitiske strømninger. I dansk politik virker det ret åbenlyst, at Alex Vanopslaghs transformation til identitetsskabende selvhjælpsguru er et forsøg på at skabe den type fællesskab, som giver meningshungrende personer noget at tro på og være en del af. Og hvis vi bliver i det partipolitiske, så er et af Venstres hovedproblemer ikke så meget, at man er juniorpartner i en anæmisk flertalsregering under socialdemokratisk ledelse. Men partiet har i dag ingen identitetsgivende funktion, formål eller overordnet projekt. Det handler om pragmatisk krisehåndtering – hvilket er helt fint for en sjæleløs teknokrat som mig – men der er ikke længere noget at tro på. Vi er så langt fra en kult, som man kan komme. Hvis man er ideologisk liberal, så er Venstre ikke længere nødvendigvis det sted, man går hen. Og da slet ikke, hvis den brede leverpostejsagtige mainstreammidte bliver mindre og mindre gangbar.

Kritiske ryster vil sige at den ‘midte’ aldrig har eksisteret for alle – og at idealet om den altid har været ekskluderende for de anderledestænkende og at det bygger på normative antagelser om, hvad der er godt og ægte og smukt (i.e det heteroseksuelle ægteskab, kapitalisme, konkurrencestaten, strukturel racisme osv osv). Derfor er opløsningen af mainstream i mindre og atomiserede dele i virkeligheden en positiv ting, da det giver de “ekstreme” eller “anderledes” en stemme og mulighed for at leve, som de ønsker – fri for diskrimination.

Jeg kan til nøds forstå dele af perspektivet, men jeg er bekymret for den egentlige drivkraft – ensomheden, fremmedgørelsen, den manglende interesse eller empati for mennesker, der er uenig med en selv – i en muligvis stigende kult-liggørelsen af kultur og samfund. For hvis vi ikke længere har noget til fælles, hvad skal vi så tale med hinanden om? Hvorfor skal vi udvise inter-generationel solidaritet overfor hinanden? Det er den type dilemmaer, vi får brug for at løse i årene frem.

Ytringsfrihed

Mit ideologiske fundament er bygget på sand. Eller også er jeg bare blevet mere træt og har fået for meget at tabe.

For normalt er jeg i spørgsmål om ytringsfrihed helt på linje med Jacob Mchangama og Justitia. Jeg mente (og mener stadig) at Muhammedtegningerne i 2005 havde et værdigt publicistisk formål – og rent faktisk handlede om rammerne for ytringsfrihed og muligheden for at kunne bedrive religionskritik i et åbent samfund. Det var vigtigt og korrekt at stå fast dengang.

Men jeg har virkelig svært ved at se, hvorfor at de aktuelle afbrændinger af Koranen skulle være et udtryk for ytringsfrihed.

Jeg er ikke jurist og man kan givetvis pille min argumentation fra hinanden. Men jeg opfatter Paludans bogafbrændinger som hadefulde. Han er i sin essens en ekstremist og provokatør. Når han brænder Koranen af, så handler det grundlæggende ikke om hans mulighed for at udnytte sin ytringsfrihed; det handler om at han ønsker at provokere og skabe splid. Det er en markant forskel til situationen med Muhammedtegningerne. 

Absolut ingen vinder noget ved koranafbrændinger, altså udover Paludan og hans ligeså forskruede venner. Den slags bullshit er for mig at se uden relevans for en diskussion om, hvad man kan og ikke kan ytre i et frit og demokratisk samfund. Indholdet og karakteren af den postulerede ytring må alt andet lige betyde noget – og den borgerlige opposition er galt afmarcheret, når de begynder at snakke om principper og knæfald for autoritære religioner.

Nej, jeg synes ikke særlig godt om OIC og det globale pressionsarbejde, som de og andre aktører laver for at begrænse ytringsfriheden – og for at få defineret selv legitim religionskritik som islamofobi. Ja, jeg burde som liberal givetvis helt principielt argumentere for, hvorfor man som person har retten til at ytre sig frit om alting.

Men igen: jeg lever ikke (længere) i princippernes verden.

Hvis der er noget, jeg synes de sidste par år med Ukrainekrigen, COVID-19-håndteringen og stigende geopolitiske spændinger har lært os, så er det, at ingen er idealister eller principfaste, når først der er en krise og lokummet brænder. Så bliver tingene pludselig anderledes håndgribelige og de højere idealer lagt på hylden. Så selvom jeg ideologisk set nok burde være ytringsfrihedsfundamentalist, så ser jeg ikke Paludans mulighed for at turnere rundt med sit hadbudskab som noget, jeg har lyst til at Danmark skal løbe en sikkerhedspolitisk eller økonomisk risiko for. Hvorfor skal vi som samfund tages som gidsler fordi en personage som ham insisterer på at ville udleve sine besynderlige apokalyptiske og hadefulde fantasier? Har vi ikke allerede i alt for mange år betalt en formue for hans politibeskyttelse? 

Altsammen blot for at sige, at jeg har det helt fint med regeringens forslag om et indgreb mod afbrænding af Koranen.

Alex Vanopslagh

Jeg burde være lige i målgruppen for Alex Vanopslaghs seneste iteration som værdipolitisk liberal, hvor Det Liberale Projekt handler om frihed, mening, ansvar et al – og ikke kun om skattelettelser og retten til et stort privatforbrug. Der er meget, der taler for ham. Han er objektivt en dygtig politiker, intelligent og retorisk skarp. Han er sjov og fremragende til kommunikation – især på sociale medier – og han har på mange måde galvaniseret yngre menneskers interesse for politik. Han er den borgerlige oppositions klare fyrtårn. Jeg vil endda næsten love at jeg kommer til at læse hans nye bog, der har fået endog særdeles positive anmeldelser. Og hvis jeg var yngre, så ville jeg formodentlig også se ham og Liberal Alliance som et mere attraktivt valg, end den gamle, støvede bondelobby af et parti, som jeg stadig er medlem af.

Men jeg kan ikke. Liberal Alliance er for mig stadig Saxo Banks politiske lejesoldater. Det er i mine øjne stadig et grundlæggende asocialt foretagne. Og så er der Vanopslag selv. Han har han haft for mange kalkulerede politiske personaer, for mange hamskift. Det er fint og agtværdigt at gennemgå en politisk og personlig dannelsesproces. Forandring er bedre end stasis. Men der må være en kerne et eller andet sted derinde, og jeg ved ærligt ikke om jeg kan lide det, jeg tror der er derinde. Han taler om personligt ansvar, men fusker med sin bolig? Ehhhh. Det bliver lidt meget, synes jeg.

Det var en lang intro for at sige, at jeg er fascineret af det arrangement, som Vanopslagh og Liberal Alliance afholdt i KB-Hallen i denne uge. Hvor han – godt hjulpet af Casper Christensen (en anden mand med en forvirret og konstant skiftende identetet, aktuelt er han vist kristen efter at have taget ecstacy og tilgivet sig selv i en skov sammen med sin psykoterapeut) – transcenderede fra politiker til selvhjælpsguru; en dansk og (må man håbe) lidt mindre toksisk udgave af Jordan Peterson. 2.500 mennesker har betalt for at deltage i det, der måske (måske ikke) var et politisk arrangement, kombineret med bønnemøde og selvudviklingsforedrag. Det er et vildt tiltag i dansk politik, som vi nok kommer til at se meget mere af i fremtiden.

Når det så alt sammen er sagt, så tror jeg at Vanopslagh har fat i noget rigtigt i substansen. De store fortællinger og ideologier er døde, vi lever i en verden med polykriser, Panta Rhei, de etablerede sandheder opløses, der er usikkerhed, tvetydighed og ambivalens over alt. Men behovet for mening i tilværelsen for den enkelte og fællesskabet er jo ikke forsvundet. Så hvad er meningen med det hele? Hvordan bliver jeg et menneske der lever et hvis ikke lykkeligt, så dog meningsfuldt liv? Hvad kan jeg selv gøre, hvad er mit personlige ansvar, hvis de hidtidige samfundsinstitutioner spiller fallit i bestræbelserne på at imødeegå kriserne? Det er denne grundlæggende søgen og higen, som Vanopslagh nu på begavet vis forsøger at kombinere med politisk vækkelse.

Igen: hans projekt er ikke for mig, jeg mistænker at dybsindigheden og refleksionen mest af alt handler om en politisk kalkule. Men jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig – og det er værd at holde øje med Liberal Alliances strategi. De er klart Danmarks mest interessante parti at følge i de her år.

God tro

Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme). 

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis. 

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).