Politik

Note: Min Venstrekollega Bent Jørgensen og jeg har sammen forfattet en episk kronik, som forhåbentlig bliver publiceret i et dagblad en lidt forkortet udgave. Med de nyeste udmeldinger fra de Radikale (her og her) virkede det aktuelt at få den offentliggjort nu. Nedenfor kan I nyde teksten i al sin magt, vælde og urimelige længde.

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.