Stødte på denne tankevækkende lydbid:

Imagine if this virus had emerged two decades ago – perfectly plausible, and nothing in historical terms. Scientists would have not have had the wherewithal to crack the code of the virus or to share it globally and instantaneously. Office workers, in firms and in governments, would not have been able to meet over video, businesses would have not been able to reinvent themselves. Friends and family would have even less connection with the outside world than before. Food and other essential goods and indeed non-essential goods would have not have remained accessible to nearly so many people. Neighbours wouldn’t have been able to look after each other as easily. Governments, health services and businesses wouldn’t have been able to gather data or share information nearly so efficiently. A huge part of the reason we were able to adapt as we have is down to technologies that didn’t exist or were not in widespread use twenty or even ten years ago. It’s enough to make you believe in progress.

Det er altid vanskeligt med kontrafaktisk historieskrivning. Men perspektivet er relevant. Hvordan ville vi som samfund have håndteret en pandemi som COVID-19, hvis den havde fundet sted i f.eks. 1997? Vi er et noget andet sted i dag. Måske min hidtidige fornemmelse af at have levet i en teknologisk sekulær stagnation var forfejlet.

Det er vanskeligt at vide hvad der er sandt eller falsk. Grundlæggende er der indtil videre kun tale om påstande i et interview. Men hvis det er korrekt at Michel Foucault var en pædofil voldtægtsmand under sine år i Tunesien, så bliver det interessant at se, hvordan de woke identitetspolitiske aktivister vil forholde sig til de mulige afsløringer om selveste ypperstepræsten indenfor postmodernismen. Det er straks sværere at aflyse personer fra ens egen gruppe, end dem, man i forvejen er uenig med. Mon ikke der bliver tale om et ‘vi må adskille kunstneren fra kunstværket’-forsvar.

Hvis jeg skulle være generøst anlagt overfor de mange partihoppere i disse uger og måneder – og det skal jeg jo -, så ville jeg sige, at det er hjertevarmende og opmuntrende at opleve, hvordan modvind og dårlige meningsmålinger kan skabe så imponerende meget kreativitet, politisk selvrefleksion og ideologisk sjælegranskning hos vores folkevalgte, som tilfældet er. Det er altid dejligt når folk finder deres rette hylde.

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales