Kåre Ghisler Fuglsbjerg

Stødte på et bud på de 10 bedste spøgelseshistorier i The Guardian, og syntes at Michelle Paver ‘Dark Matter’ lød interessant. Kværnede bogen i ét hug her til formiddag, hvilket var en ubetinget fornøjelse.

På trods af at bogen er deklareret som horror, så er historien mere urovækkende end direkte uhyggelig. Men romanen er velskrevet og dens univers - en fejlslagen videnskabelig ekspedition til Svalbard i 1937 - er fængende og fremragende eksekveret.

Det er ligefrem rart med en gyserhistorie der ikke leverer uhygge baseret på sadistisk vold, men mere spiller på klassiske gyserdyder som psykologi, ‘cabin fever’ og en upålidelig fortæller, der alene i en hytte i snestorm tydeligvis er på vanviddets rand.

Efter endt læsning står det således ikke klart om der faktisk er sket noget overnaturligt, eller om vil blot har været en tur inde i sindet på en sårbar og skadet sjæl. Den slags åbne slutninger plejer at irritere mig grufuldt, men i ‘Dark Matter’ ville jeg ikke ønske det anderledes.

Historiens omgivelser - en isoleret bugt på Spitsbergen - er måske bogens største styrke. På trods af at de barske omgivelser måske/måske ikke er medvirkende til hovedpersonens sammenbrud, så fik jeg en intens lyst til at tage første og bedste fly til Longyearbyen. Det virker som et fascinerende sted. Jeg har generelt i et stykke tid næret en unormal interesse for ishavet og ubeboede øer - hvorfor jeg for nylig også nød Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt: 1840-1975’ og Judith Schalansky ‘Pocket Atlas of Remote Islands’. De er god inspiration til at drømme sig væk.

I foråret forsøgte jeg også at komme igennem Dan Simmons ‘The Terror’, der også er en gyserhistorie i ishavet. Den blev dog en kende for lang; 900 sider, hvor der først begynder at ske decideret uhyggelige ting ¾ inde i bogen, er simpelthen for meget til mig. ‘Dark Matter’ rammer derimod en ganske perfekt balance. Jeg skal ikke kunne sige om det ligefrem er en af de 10 bedste spøgelseshistorier nogensinde, men anbefale bogen - dét vil jeg gerne.

De har fundet en ny (nuvel: gammel) John Locke tekst, hvilket er en stor nyhed for de idéhistorisk interesserede og fans af klassisk liberalisme. Det drejer sig tilsyneladende om en slags brainstorm han griflede ned i processen med at skrive et af hans mesterværker ‘A Letter Concerning Toleration’.

Selvom Locke er en af grundpillerne indenfor liberalismen, så har hans meget lidt tolerante tilgang til at tolerere katolikker altid skurret mod hans øvrige livsværk. Den nye tekst nuancerer hans religiøse intolerance, men fjerner ikke misforholdet.

Omvendt er det måske uretfærdigt at vurdere en tekst skrevet i 1685 udfra nutidens standarder, og som sådan ændrer hans tidstypiske antikatolicisme ikke på, at han var en epokegørende oplysningstænker og en af de helt store liberale. 

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

Det har været et usædvanligt vellykket skønlitterært 2019. Antallet af åh-nej-klokken-er-alt-for-mange-men-jeg-er-NØDT-til-at-læse-videre romaner har været helt usandsynligt stort.

Jeg har således været fanget af alt lige fra Sally Rooney ‘Normal People’, Blake Crouch ‘Recursion’, Emma Newmans science fiction dystopier, Christopher Priests ‘The Prestige’ og ‘The Affimation’, R.F. Kuang ‘The Poppy War’ til Tom Sweterlitsch ‘The Gone World’.

Kombineret med at jeg har fået læst en del fremragende faglitteratur ved siden af, så tegner 2019 derfor heldigvis til at blive mit bedste læseår i lang, lang tid.

Lige pt. kredser mine tanker dog primært om Stuart Turton ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’. Jeg fik den anbefalet af en snob, der normalt kun har hån til overs for mine genrelitterære tilbøjeligheder. Stor var overraskelsen derfor, da det viste sig at Turtons bog er et vanvittigt vellykket gadekryds af Agatha Christie, ’Inception’, og ‘Groundhog Day’. Måske der endnu er håb for menneskeheden?

Jeg var godt underholdt og spekulerede konstant over intrigerne og mordgåden. Plottet er smågenialt skruet sammen og det lykkedes mig tilmed - hvilket jeg faktisk er ganske stolt over - ikke at snyde og læse foran. Den slags øvelser kræver betydelig selvdisciplin fra min side, da jeg ellers konsekvent altid læser foran i de bøger (eller læser spoilers om tv-serier), jeg aktuelt er besat af. At Turtons bog var så spændende at jeg ikke ville tillade mig selv at spolere oplevelsen, siger derfor en hel del.

Som den elendige boganmelder jeg er, magter jeg ikke opsummere handlingen eller bogen i almindelighed¹. Alt hvad jeg vil sige er, at hvis man synes om mordmysterier, tidsparadokser og utroværdige gentlemen på et engelsk gods i 1920’erne, så er der ingen grund til yderligere overvejelser; bare se at få bogen læst. Det bliver en af dine bedste læseoplevelser lang tid.

1. Det klares altsammen bedre her ↩

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ ¹, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag ↩

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel¹. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når ens søn fra 2019 (sic) også rejser tilbage i tiden besøger én på galeanstalten.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre - og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør. ↩

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.