Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og ikke mindst vigtigt spørgsmål. Således:

  • Zelda: Link’s Awakening
  • Secret of Mana
  • Illusion of Gaia
  • Star Fox
  • Virtua Fighter
  • Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For mig bliver tingene aldrig bedre end da jeg var 11-12 år.

Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

  • Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film
  • Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record
  • Filmen er nu mere end 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?
  • Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af
  • Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Goodwill

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit eget billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier på biblioteket af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. For nylig røg der seks bind med hjem fra biblioteket.

Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’.

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen for nylig huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste?

Følgende to ting kan og bør konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges flittigt. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet, men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Uden ham var Goodwill dødsens. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af børnenes første 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser og depraverede plotpunkter. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.

Heaven’s Gate

Jeg fordybede mig for nylig i en podcast i ikke færre end ti dele om ‘Heaven’s Gate’-kulten.

Det er klart at suicidale UFO-dommedagskulter – hvor de i tiden inden masseselvmordet også kastrerede hinanden – er en anelse … ekstreme i deres løsninger. Men noget jeg kom til at tænke på, da jeg hørte om deres tankesystem var: Ja, de mennesker var gakkede, men men men. Hvis man kom udefra – måske gemte sig bag et Rawlsk slør af uvidenhed – og anlagde samme kritiske/tilstræbt objektive distance til de religiøse narrativer og livsførelser, vi betragter som mainstream i vestlige/sekulariserede samfund anno 2023, ville vores egne tankesystemer, moralske modeller og logikker så pr. definition blive betragtet som sunde, raske, naturlige og rigtige? Kræver det egentlig ikke nogen lidt underlige argumentatoriske spagatøvelser for at få tingene tingene til at hænge sammen? Kan du egentlig forklare, hvorfor vi kulturhistorisk tænker som vi gør?

De senere års fragmentering, polarisering og disinformation udfordrer i hvert fald antagelsen om en ’normal’ og almengyldig mainstream. Dermed ikke sagt, at jeg som almindelig bøvet leverpostejsdansker ikke selv abonnerer på det meste af den samlede mainstreampakke; jeg er mildest talt ikke en heterodoks tænker.

Men når man møder fænomener, som er så langt ude som ‘Heaven’s Gate’ var, og som fuldstændig forkaster mainstream, så må man fundere over, hvad ens egen verdensmodel indeholder af besynderligheder.

Artikelgeneratoren

For et stykke tid siden florerede der en ganske morsom Zetland artikel generator på Twitter, der på kun let karikeret vis (og helt uden brug af AI) konstruerede den arketypiske artikel i Zetland:

Zetland Artikel Generator

Efter ikke færre end tre (afbrudte) prøveabonnementer på Zetland gennem årene, så oplevede jeg generatoren som til tider ret rammende. Og jeg kom til at tænke på den efter at have læst debatindlæg nummer 137 i Politiken om “hvid januar” og den åbenbart problematiske danske alkoholkultur (præmieeksempel: “Sociolog: Min mand håber stadig, at jeg en dag vil drikke igen: »Du var jo så sjov«, siger han”).

For mon der findes en Politiken debatindlægsgenerator? Hvor man med udgangspunkt i ens øvre middelklassenavle kan udføre en performativ, rituel dans, hvor ens selvtilfredse forbrugsvalg og normer kan ophøjes til at være løsningen på et postuleret samfundsproblem? Hvor man kan bryste sig af at udvise mod (gerne med den kvalmende “vi skal turde at …”-formulering, især hvis det efterlyste mod enten ikke er modigt, eller hvis det er: helst skal udvises af mere ressourcesvage grupper end skribentens egen) og koble sig på en dagsorden, som de visionære mennesker i Politikens redaktion har bestemt er vigtig lige nu.

Hvis, ja, hvordan kan jeg så ødelægge den generator?

Ikke at jeg negligerer at druk og alkohol er et problem, tværtimod. Jeg ville ønske at vi havde en mere normaliseret, mediterran tilgang til alkohol i Danmark. Men alle de personer, der lige nu er i gang med at deklarere deres nyfundne alkoholfri tilværelse (og opfordrer alle til at følge deres lysende eksempel), er de samme mennesker der på varierende tidspunkter de senere år har påstået at slette deres facebookprofil, kun spiser økologisk, ikke handler hos nemlig.com og heller ikke længere køber nyt tøj af hensyn til klimaet.

Hvilket altsammen sikkert er agtværdige mål og handlinger, men tilsyneladende bedst udleves via selvhævdende opslag på sociale medier og doserende debatindlæg i Politiken. Indtil næste jeg-er-et-godt-menneske-emne dukker op, naturligvis. Så starter den rituelle dans forfra med de samme deltagere.

Bedsit Disco Queen

Har tilbragt en usædvanligt fornøjelig onsdag aften med at læse i Tracey Thorns selvbiografi ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’.

Jeg elsker Tracey Thorn. Jeg ville gerne udtrykke mine følelser for hende på en mere subtil og elokvent måde, men jeg kan ikke. Her er ingen legitim grund til at lægge bånd på noget. Hun er med længder min favorit kvindelige musiker og sanger, både som solist og som en del af Everything But The Girl. Jeg beundrer hende grænseløst.

Tracey Thorn

Taget i betragtning af at hun er sangskriveren bag adskillige af mine all-time favorit hjerte-smerte-sange (se: ‘Fascination’, ‘Before Today’, ‘Rollercoaster’, ‘Get Me’) er det ikke direkte overraskende at hun også skriver litteratur som en drøm. Begavet, (selv)ironisk og fuld af sårbarhed. Hun fletter tilmed små bidder af lyrik fra The Smiths og Morrissey ind undervejs, og så begynder min mave altså at hoppe frydefuldt på den mest berusende måde. Måske det er fordi jeg er fan, men jeg er ganske uklædeligt vild med det.

I bogen er jeg stadig kun nået til at hun og Ben Watt – ægtefælle og den anden del af duoen Everything But The Girl – bor og studerer i Hull. De er netop drønet ind 28. pladsen på hitlisten med deres første single (“On 4 June 1984, at nine-thirty in the morning, we sat the last exam of our finals – Seventeenth-century Literature. ‘Each And Every One’ was number 28 in the charts. We finished the exam, got straight on a train down to London and were in the recording studio by the afternoon.”), så det er sådan set først nu, at den rigtige historie i bogen begynder. Indtil nu har hun primært fortalt om sin opvækst, bandscenen i de sydlige London-forstæder og hendes første semigennembrud med det lavmælt råbende band Marine Girls.

Det udsøgt skønne når en musiknørd skriver bøger er, at de sjældent kan lade være med at omtale deres musikalske indflydelser. Så allerede i de første kapitler har hun namedroppet en større syndflod af (post)punkede bands og musikere, som jeg nu naturligvis er nødt til at udforske nærmere.

Så udover forrygende læsning er jeg garanteret timers musikudforskning. Det er vanskeligt at bevare pessimismen. Fik jeg sagt at jeg elsker Tracey Thorn?