Lytter her til aften til det første moi Caprice album. Skægt at jeg var så vild med gruppen dengang, jeg havde både plakaten på væggen og ejede tilmed en lidt for tætsiddende band t-shirt. ‘Once Upon a Time in the North’ er en samling udmærkede – til tider ligefrem fremragende – popsange, inkl. en vis iboende The Smiths’k sensibilitet.
Men albummet er også til tider ubærligt selvhøjtidligt og forsanger Michael Møller kan nærmest ikke være i sig selv af ren og skær storladen inderlighed. Deres producer burde have rådgivet dem bedre. Alene det at de vælger at plastre den ellers dejlige og synthperfekte ‘Sun & the Silence’(som jeg husker at have hørt – og elsket – første gang i ‘Det Elektriske Barometer’ i 1997) ind i klæge strygerevidner om dårlige beslutninger. Demoen er langt, langt stærkere, på trods af den spagfærdige vokal. Mere er (heller ikke i dette tilfælde) ikke altid bedre.
Der var og er i retrospekt et eller andet iboende uoriginalt over moi Caprice. De fremstår i 2003-udgaven mest af alt som Mews (over)ambitiøse, men kommercielt fejlende lillebror. Musikalsk virker de kalkeret over et amalgamat af britiske bands fra Suede over New Order til Gene. På deres 2005 og 2006 albums prøver de sig frem med en ‘hårdere’ Interpol-agtig lyd, uden at det bliver synderligt mere spændende af den grund. Og når jeg skimlytter deres nye album her fra 2022, så lyder de som en lidt blodfattig udgave af Gangway. Det kan ikke være nemt, når man – uanset hvor meget man spræller kreativt i nettet – ikke rigtig kan skabe noget, der ikke lyder som noget andre har lavet (bedre?) før.
Er jeg for hård ved moi Caprice? Måske. ‘Once Upon a Time in the North’ er stadig en fin lille sag, som vækker gode minder. Men muligvis ramte moi Caprice mig blot på det rette tidspunkt i livet dengang i 2003? (Relativt) ny i København, melankolsk uden reel grund til at være det (indser jeg her alt for mange år senere) og med en overdreven opfattelse af eget himmelstormende potentiale. Lidt som at man som musikelsker vist skal møde førnævnte The Smiths i ens teenangste dage, hvis de skal give oprigtig mening for én.
For efterhånden noget tid siden forsøgte jeg optimistisk (nogen vil sige dumdristigt) at blive interesseret i det, der lident inspirerende kaldes Modern Classical Music. Men det gik ikke. Meget af det var simpelthen for underligt og modernistisk for mig. Nu kan jeg så læse, at jeg ikke er alene i ikke at gide lytte til det: Klassisk musik har været død – eller i hvert fald ikke udviklet sig kommercielt – stort siden 1924. Komponisterne gav sig enten til at lave avant garde stykker (uden publikumstække), blev forbudt eller slået ihjel af Hitler og Stalin – eller også lavede de musik i Hollywood eller til videospil. Det er fascinerende, men også forstemmende hvordan en så rig musiktradition er i stasis. Hvem skal lytte til det i fremtiden?
Som jeg sidder her midt i den hedebølgeramte ferie i det sydlige Schweiz efter et par dage i Norditalien, indser jeg, hvor meget jeg egentlig har manglet impulserne fra at rejse/se nye steder i de senere COVID-19 år. Udover rejser til svigerfamilien i Sverige og en enkelt smuttur til Hamburg, så har jeg ikke været noget steder i flere år. Det er herligt at komme afsted igen!
Sam Fender -‘Seventeen Going Under’er et ubetinget mesterværk. Havde jeg været 20 år yngre, ville den være soundtracket til mine traurige teenageår. Samme OUMPF!-effekt som da Håkan Hellström brød igennem dengang 🎵
Læste for nylig i The Economistat 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.
Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu:Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.
For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:
Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.
2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.
Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!)‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.
Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.
Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.
Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.
Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.
Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.
Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.
Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.
Så hvor gik jeg galt i byen henne?
Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):
Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.
Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.
De fleste har givetvis observeret at de kvindelige OL-medaljevindere i gymnastik og kunstskøjteløb har en tendens til at være meget unge og præ-pubertære i deres udseende. Næppe så underligt; det er fordel at være let og stærk, hvis man skal lave ekvilibristiske bevægelser og de mest krævende øvelser. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg læste i dag at det er decideret fysisk umuligt at lave de mest ambitiøse spring for en kvindelig kunstskøjteløber, hvis man er over 15 år og gået i puberteten. Man kan kort sagt ligeså godt gå på pension, hvis man er over 17 år og tror man skal konkurrere med den russiske skøjteprinsesse-maskine. De har trænet konstant siden de var 2 år gamle og blevet bedt om at ofre alt.
Det er fundamentalt perverst og ekstremt, men jeg ved ikke hvad løsningen er. At indføre alderskrav og dermed sænke den ‘oplevede kvalitet’ af kunstskøjteløb? Der er vel ingen (vigtigst af alt heller ikke sponsorerne!), der ønsker lavere sportslig, kunstnerisk og underholdningsmæssig værdi? I praksis bliver visse discipliner derfor forbeholdt de nationer, der er klar til at gå længst i deres, hmmm, kreative udvikling af atleterne. Måske markedet korrigerer situationen, hvis interessen for sporten derfor forsvinder?
Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.
