Jeg tænker af og til over, hvordan de valg Den Bedre Halvdel og jeg træffer på familiens vegne påvirker vores børns fremtid. Det gælder selvfølgelig ‘la longue durée’ i form af hverdagen, vores måde at være sammen med dem på og den daglige interaktion. Men også de mere strukturelle valg.
Hvad vil det få af betydning for deres livsbane, udsyn og muligheder, at vi i 2020 valgte at flytte til Odsherred? Gør vi dem til knallertkørende bonderøve? Fratog vi dem noget, da vi tog dem ud af det ressourcestærke miljø og det større udbud af kultur og fritidsaktiviteter i Roskilde? Hvad får de i stedet for? Hvad betyder det for dem, at de vokser op på landet, hvor der (når vinden vender uheldigt) dufter blidt og blødt af harsk gylle på landsbyskolens legeplads? Hvor klassekammeraterne afleveres i lastbilen fra fars vognmandsforretning, fremfor i en Tesla på Frederiksborgvej? Hvor klasserne er små og tiden måske lidt mindre hektisk? Hvilke forudsætninger får de til at vælge det liv, som gør dem glade?
Tilbage i sommerferien 2011 læste jeg i et tog mellem München og Salzburg i Edward Glaeser: ‘Triumph of the City: How Our Greatest Invention Makes Us Richer, Smarter, Greener, Healthier, and Happier’. Bogen er et flammende kampskrift for storbyen, ikke mindst den funktion som mødesteder og smeltedigler, hvor de dygtige, ambitiøse og stræbsomme individer mødes for at blive matchet med (og udfordret af) andre dygtige, ambitiøse og stræbsomme mennesker. Derfor opstår kreativitet og nye løsninger primært i byerne, da det er her, at de skarpeste hjerner mødes.
Heri ligger der også en erkendelse af, at man ikke – modsat hvad den socialdemokratiske regering tror – kan tvinge talentfulde mennesker til at blive i yderområder, hvis de ikke vil. I hvert ikke i de år, hvor de gerne vil prøve sig af. Så uanset hvor mange uddannelsespladser man flytter ud på Sjælland, så får det ikke kløgtige unge mennesker herud til os – og det fastholder næppe heller dem, der higer efter at prøve sig af på en større scene.
Min indsigt er den ganske banale, at jeg håber vi kan give vores børn en opvækst, hvor de trives i nærheden af natur, skov og vand. Hvor de med rod i det små og det nære udvikler et globalt udsyn. Hvor de i teenagetiden begynder at længes efter at komme væk; ind til storbyen for at vokse yderligere. Og hvem ved, måske de så sætter ekstra stor pris på dér de voksede op, når de af og til tager ud og besøger de gamle tosser i Strandhusene.
Bjergene og fjeldet her i Åre virker mere imposante og relevante denne gang, måske fordi vi udforsker dem mere end sidst vi var her om sommeren. Dengang var den ældste arving ganske lille. På billederne fra turen luffer vi rundt med ham i en bæresele og sveder som grise i en hedebølge. Vi kunne ikke lave så meget.
Denne gang er temperaturerne barmhjertigt lavere, og vi kan tage ham og lillesøsteren med på fjeldvandringer. Det kan noget, synes jeg.
Det er dejligt med første udlandsrejse siden COVID-19-pandemien blev en ting. Jeg har længe savnet at se noget andet. Og selvom jeg holder af Odsherreds blide bakker, lyse skove og bølgende strande, så er det en behagelig afveksling med klipper og bjerge. Glæder mig til flere rejser, når verden bliver mere normal igen.
Nuvel, jeg ved godt det er en smule underligt at bringe Lucas Cranach den Ældre – ‘Portræt af en kvinde’fra 1522. Men se lige på det. Er det ikke slående, hvor moderne det ser ud? Der er noget tidløst over portrættet som tiltaler mig. OK, hatten er ikke nyeste mode (om end jeg ser muligheder i dens tilbagekomst!), men billedet er altså 500 år gammelt – og hun ser ud som at kunne have levet i dag.
Kunstnere jeg var begejstret for i mine 20’ere: Alphonse Mucha (vel kickstartet af en tur til Berlin i 2003, hvor der var en specialudstilling på Bröhan Museum, siden boostet af praktikopholdet på ambassaden i Prag) og popkunstnerne Barbara Kruger og Jenny Holzer. Ikke mindst de to sidstnævnte havde jo skarpe, ironiske og anti-fremmedgørelses slogans. Det var lige noget for en faux-intellektuel og følsom ung mand, nyligt fragtet ind fra provinsen.
Men for nylig genbesøgte jeg Muchas slaviske epos (som jeg så i Moravský Krumlov i sommeren 2005) og det er kitsch ud over det acceptable. Hvad var det jeg så i billederne dengang? Udover den imposante størrelse, naturligvis.
I dag er Holzer for usubtil og gimmickagtig med sine slagord, Krugers facon er fastlåst og hendes budskaber er ferske her +30 år senere. Popkunst er generelt blevet for studentikost til mig nu, især hvis jeg ikke synes de er dygtige håndværkere/billedkunstnere (sådan som en Robert Rauschenberg åbenlyst er det).
Ens smag i kunst ændrer sig åbenbart. For mit vedkommende i retning af at jeg har brug for andet og mere end et kløgtigt koncept. Jeg har behov for at jeg kan se den dygtige, unikke håndværker i kunstværket. Nå, ja, og at det ikke er installations-, video- eller performancekunst. Intet gør mig mere gnaven. Sådan er vi kulturelt regressive midaldrende mænd.
Oprindeligt opdagede jeg bogen i en overstrømmende boganmeldelse i JP, hvorefter jeg tænkte: “Ja, måske ER tiden nu inde til at læse og forstå Heidegger og Wittgensteins filosofi”. En tanke der allerede dengang burde have fået det til at bimle og bamle inde i mit hoved.
Nuvel, jeg rumsterer på side 143 i bogen og mit fokus er begyndt at sive for alvor.
Noget skyldes filosofferne selv. Ingen af dem kan betegnes som ukomplekse i deres tilgang til verden, ej heller specielt optagede af at formidle deres tanker i et lettilgængeligt sprog. Noget andet er oversættelsen til dansk. Den går mig på. Jeg læser Eilenberger og kan selv med mine noget rustikke tyskkundskaber høre, hvordan en given sætning sprogligt har lydt på intellektuelt tysk: formfuldendt, elegant, begavet – grænsende til overlegent. Men oversat til dansk bliver de samme sætninger og formuleringer, der med garanti var fejende flotte på originalsproget, kluntede og knudrede. Ordstillingen føles ofte forkert; det er dansk, men skrevet på en tysk måde.
Eilenberger kommer oveni at jeg har for nylig rekvirerede første bind af Derek Parfits moralfilosofiske mursten ‘On What Matters’. Parfit skriver klart, tydeligt og uden jargon. Men også han er en abstrakt tænker, der kræver mere koncentration og fokus, end hvad jeg kan allokere til ham nu.
I retrospekt er mine filosofiske ekskurser dybt bizarre. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Jeg har jo alle dage været bedre til at læse om de store tænkere, snarere end rent faktisk at læse de store tænkeres egne ord. Og når jeg nu igennem adskillige måneder ikke har kunne tvinge mit hoved til at læse bøger, der er mere avancerede end selvhjælpsbøger og tarvelige thrillere, troede jeg så i ramme alvor, at traurige tyske tanker om bevidsthedsfilosofi, ville kickstarte min boglæsning?
Af og til må jeg undres over min kapacitet til selvbedrag. Den er tilsyneladende grænseløs.
Nuvel, når jeg kunne skrive et langt og trangt indlæg om European Super League da den dukkede op, så kan jeg vel også skrive et her et par dage efter initiativets ugraciøse kollaps.
Allerførst: ESL blev ikke slået ihjel af ‘den ægte fodboldånd’, kommentatorerne, de tidligere fodboldspillere, fanprotesterne eller Joy Mogensen. Naturligvis ville fodboldens prætorianergarde af fodboldromantikere råbe og skrige.
Der var ingen af reaktionerne – ej heller voldsomheden af dem -, der burde have overrasket eller påvirket de 12 ESL-stiftere. Det forlyder at de har arbejdet på det her i årevis og at der var ikke færre end fem PR-bureauer inde over. Der må ganske enkelt have været en strategi for, bvadr, interessenthåndtering. Hvis reaktionen faktisk kom bag på dem, så burde Florentino Pérez og Andrea Agnelli læse noget mere Mao. For så ville de vide, at revolutionen ikke er et middagsselskab. Hvis man laver et statskup og indtager præsidentpaladset, så nytter det ikke noget at få uro i maven og ikke tage konsekvensen, når nogen yder væbnet modstand. Eller som en anden poet og filosof udtrykte det: “You come at the king, you best not miss”. Man skal ikke true, hvis man ikke er klar til at følge op på truslen – og ikke er klar til at reagere på den negative modstand.
Min glædesløse analyse af situationen er derfor at ESL døde fordi deres mediepartner og de øvrige sponsorer, der skulle have finansieret gildet sammen med JP Morgan, trak sig fra affæren. Det blev for tungt at skulle bakke op om et hadet initiativ.
De 12 franchises selv kan jeg ikke se have et incitament for at trække sig. PR-skaden for klubberne var allerede sket på dag 1; der var ingen fordel for dem i at stikke halen mellem benene. Med mindre de havde spilleroprør på hånden og oplevede akut sponsorflugt, så burde de have holdt fast.
Flere af dem har i den grad brug for at få gentænkt deres model. Twitterbrugeren Swiss Ramble, der specialiserer sig i til tider alt for grundige analyser af fodboldøkonomi, satte tingene ind i en fin kontekst.
Selv en summarisk skimmen viser, at de 12 stiftende franchises af ESL kører med gigantiske underskud og at flere af dem er gældsat helt op over skorstenen. Eller sagt med andre ord: de har brug for høj, garanteret indkomst.
De franchises, der er ejet af den kinesiske stat-by-proxy, petro-kleptokrater eller russiske oligarker, har måske ikke behov for pengene. Men hvis jeg nu var den økonomiske giftgrund Tottenham (der ikke har vundet noget i en menneskealder og ikke altid kvalificerer sig til Champions League), så ville jeg da også takke ja til at blive en garanteret indkomst som en del af et pyramidespil sammen med de såkaldte største europæiske franchises.
Noget af det jeg ikke rigtig forholdt mig til i mit oprindelige indlæg var netop storklubbernes ønske om at eliminere konkurrencen om sponsormidlerne og at fjerne den sportslige risiko. Det ærgerlige ved en turnering som Champions League er jo, at man skal kvalificere sig til den – og at der derved er en træls risiko for, at man misser den dejlige (og nødvendige!) indtægt, hvis man har dårlig sæson. Lad os nu se, hvordan det går de 12 franchises i den kommende sæson.
Afslutningsvist har jeg tænkt over om der mon er noget sandt i det argumentatoriske røgslør, som Agnelli og Pérez brugte henover denne uge. ER der noget galt med spillet? BØR det kortes ned, hvis børn, unge og fremtidens gerne ser highlights, men ikke har tid til at se en 90 minutter lang omgang? Hvad nu hvis de relevante fodboldfans faktisk ER det globale tv-publikum, snarere end en flok tilbageskuende nostalgikere i det nordvestlige England, der tilfældigvis har en stedbunden tilknytning til klubberne? Hvad nu hvis science fiction kampe mellem gigantfranchises i en lukket transnational liga er vejen frem? Hvad er der egentlig galt i, at lave et underholdningsprodukt, hvor de største stjerner i spillet kæmper mod hinanden hver uge?
ESL-affæren rejser kort sagt nogle relevante spørgsmål. Fodbolden har masser af dilemmaer, inkl. det bizarre meritokratidræbende nye format for Champions League. Men de besvares ikke af en grådig, konkurrence- og drømmedræbende kartelliga. I sidste ende kan man jo vælge sit eget fokus. Holde med mindre og lokale hold og så bakke op om dem. Finde mening i de fodboldklubber, der stadig er, ja, klubber. Det tror jeg er vejen frem.
Twitter er imploderet over nyheden om en såkaldt ‘European Super League’, hvor de 20 største – eller i hvert fald rigeste – klubber/franchises fra august 2021 danner en alternativ transnational fodboldliga. Det står ikke klart for mig præcis, hvad implikationen og de afledte konsekvenser kan blive. De lægger op til at det er et alternativ til UEFA’s Champions League, men in extremis vil de store franchises forlade de nationale fodboldligaer.
Det kan være vanskeligt at udføre en rationel, nøgtern analyse af en begivenhed, hvis man er emotionelt investeret i konsekvenserne af den. Fodboldtilhængeren i mig reagerer med væmmelse på initiativet, men hvorfor egentlig?
Har Champions League ikke alle dage været en de facto turnering for de 15-20 rigeste klubber? Er de små- og mellemstore landes klubbers chance for succes ikke allerede i dag minimale? Er indtjeningen ikke i forvejen akkumuleret i få klubber i det europæiske klubaristokrati? Er det så underligt, at de største klubber ønsker at maksimere indtjeningen på deres brand? Er penge ikke allerede i dag den primære drivkraft i fodbold? Er korruptionens betændte højborge UEFA og FIFA virkelig de rette til at beskylde andre for grådighed? Hvad er det reelt nye her, altså udover at UEFA får færre midler at berige sig selv med?
Så hvis det ‘kun’ er det – altså at de største klubber/franchises danner et alternativ til Champions League – så er jeg nogenlunde indifferent. Er jeg ked af at AaB mister den hypotetiske mulighed for at spille mod Real Madrid? Ja, men så må jeg vil nøjes med at se dem blive ydmyget i en udvandet B-turnering. Tror jeg det betyder en svagere superliga og en mindre økonomisk base for de danske klubber? Måske, men så får vi vel et mere level playing field herhjemme.
Der, hvor det virkelig kan forandre ting, er hvis de store klubber/franchises forlader de nationale ligaer for at danne en transnational liga, hvor de ikke kan rykke ned.
Det vil være et uhørt tiltag, i hvert fald her i Europa. Men modellen er jo ikke ukendt, tværtimod. I USA opererer man jo med franchises og lukkede ligaer uden nedrykning. Det enkelte franchise kan købes og sælges, og rykkes til de steder, hvor det bedst kan betale sig. ‘Klubben’ (som aldrig har været en sportsklub i en europæisk definition) er ikke stedbunden, og brandet er først og fremmest bundet på de spillere – især superstjernerne -, som aktuelt befinder sig i truppen.
Den slags føles som helligbrøde her i Europa, hvor de fleste professionelle fodboldklubber udspringer af ‘rigtige’ sportsklubber. De har oftest en relativt lang historik, og benytter sig gerne af en forloren retorik om den helt særlige lokale tilknytning, de lokale fans, vores lokalområde, vores fællesskab, vores identitet. Det er ofte den type fortællinger, man køber ind på som fodboldfan. Jeg er selv til falds for den, når det handler om AaB. Kombineret med sportslig succes, naturligvis.
Men når vi kommer op i stratosfæren, hvor de største klubber hører til, så har den slags romantik længe været i bedste fald en sød løgn. Hvad er præcist det lokale ved en global forretning som Liverpool? Åh jo, der er da en kær fortælling om arbejdsklasse og You’ll never walk alone, men reelt? Det lokale er lige meget, det er det globale tv-publikum, der betyder noget i konkurrencen mod f.eks. NBA. Pengene tjenes ikke på Merseyside, men derimod i Asien og Mellemøsten; det reelt interessante for de store franchises’ fans er superstjernerne – og ikke mindst at de vinder.
Så måske det mest af alt er på tide, at smide den forløjede retorik og være klare i mælet om, hvad det her egentlig handler om. Måske vi i virkeligheden skal værdsætte, at tingene ikke længere pakkes ind? At det handler om:
At maksimere indtjeningen for ens franchise ved at tilbyde et produkt, som flest mulige er interesseret i
At lave en turneringsmodel, der i teorien kun indeholder storkampe og det bedst mulige tv-produkt til den globale (ikke den lokale) fan af franchiset. Ikke flere ligegyldige ture i regnvejr til død-røv-Brighton for de store engelske klubber
At bryde fri af de korrupte mellemmænd i UEFA, de største brands har ikke brug for dem mere
Vi ser samlet set ind i en fremtid, hvor den virkelige topfodbolden tager et opgør med den forestilling om, hvad den burde være og hvad der definerer en professionel fodboldklub. Den nye European Super League er matthæusprincippet på steroider. Den er for franchises, der ikke længere har brug for at iklæde sig fodboldromantik. Den er et produkt, der er skabt til at konkurrere om de globale sportsforbrugeres penge. De største klubber i de tyske og franske ligaer er ikke med endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Penge har det med at lindre de fleste sorger og moralske kvaler.
For mit eget vedkommende har jeg ikke fulgt med i topfodbold i årevis. I skrivende stund kan jeg ikke huske, hvem der har vundet Champions League de sidste tre sæsoner. Udover AaB har jeg ingen emotionelle fodboldaktier. Måske det her kan føre til en renæssance for det, vi kan kalde den rigtige fodbold. At de lokale og nationale fodboldfans kanaliserer forkærligheden til de klubber, der stadig er klubber snarere end franchises. Måske det er ønsketænkning. Men man kan håbe det.
Imagine if this virus had emerged two decades ago – perfectly plausible, and nothing in historical terms. Scientists would have not have had the wherewithal to crack the code of the virus or to share it globally and instantaneously. Office workers, in firms and in governments, would not have been able to meet over video, businesses would have not been able to reinvent themselves. Friends and family would have even less connection with the outside world than before. Food and other essential goods and indeed non-essential goods would have not have remained accessible to nearly so many people. Neighbours wouldn’t have been able to look after each other as easily. Governments, health services and businesses wouldn’t have been able to gather data or share information nearly so efficiently. A huge part of the reason we were able to adapt as we have is down to technologies that didn’t exist or were not in widespread use twenty or even ten years ago. It’s enough to make you believe in progress.
Det er altid vanskeligt med kontrafaktisk historieskrivning. Men perspektivet er relevant. Hvordan ville vi som samfund have håndteret en pandemi som COVID-19, hvis den havde fundet sted i f.eks. 1997? Vi er et noget andet sted i dag. Måske min hidtidige fornemmelse af at have levet i en teknologisk sekulær stagnation var forfejlet.
