Dark Matter
Stødte på et bud på de 10 bedste spøgelseshistorier i The Guardian, og syntes at Michelle Paver ‘Dark Matter’ lød interessant. Kværnede bogen i ét hug her til formiddag, hvilket var en ubetinget fornøjelse.
På trods af at bogen er deklareret som horror, så er historien mere urovækkende end direkte uhyggelig. Men romanen er velskrevet og dens univers - en fejlslagen videnskabelig ekspedition til Svalbard i 1937 - er fængende og fremragende eksekveret.
Det er ligefrem rart med en gyserhistorie der ikke leverer uhygge baseret på sadistisk vold, men mere spiller på klassiske gyserdyder som psykologi, ‘cabin fever’ og en upålidelig fortæller, der alene i en hytte i snestorm tydeligvis er på vanviddets rand.
Efter endt læsning står det således ikke klart om der faktisk er sket noget overnaturligt, eller om vil blot har været en tur inde i sindet på en sårbar og skadet sjæl. Den slags åbne slutninger plejer at irritere mig grufuldt, men i ‘Dark Matter’ ville jeg ikke ønske det anderledes.
Historiens omgivelser - en isoleret bugt på Spitsbergen - er måske bogens største styrke. På trods af at de barske omgivelser måske/måske ikke er medvirkende til hovedpersonens sammenbrud, så fik jeg en intens lyst til at tage første og bedste fly til Longyearbyen. Det virker som et fascinerende sted. Jeg har generelt i et stykke tid næret en unormal interesse for ishavet og ubeboede øer - hvorfor jeg for nylig også nød Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt: 1840-1975’ og Judith Schalansky ‘Pocket Atlas of Remote Islands’. De er god inspiration til at drømme sig væk.
I foråret forsøgte jeg også at komme igennem Dan Simmons ‘The Terror’, der også er en gyserhistorie i ishavet. Den blev dog en kende for lang; 900 sider, hvor der først begynder at ske decideret uhyggelige ting ¾ inde i bogen, er simpelthen for meget til mig. ‘Dark Matter’ rammer derimod en ganske perfekt balance. Jeg skal ikke kunne sige om det ligefrem er en af de 10 bedste spøgelseshistorier nogensinde, men anbefale bogen - dét vil jeg gerne.
