Sandet til

Efter en relativt produktiv periode er jeg gået i stå på bogfronten de senere uger. Læsningen er sandet til i et par lidt rigeligt lange og omfattende faglitterære bøger, og jeg er ikke for alvor kommet ud af malaisen endnu. Og da slet ikke indenfor skønlitteraturen.

Især Peter H. Wilson ‘Heart of Europe: A History of the Holy Roman Empire’ er en skurk i denne sørgelige forfaldsfortælling. Det er frustrerende for mig at indrømme det. Episke historiebøger om esoteriske emner er jo ellers lige er den slags, som jeg vitterligt gerne vil læse. Emnet interesserer mig som udgangspunkt og formidlet på rigtige måde afskrækker 857 sider mig ikke. Men … når jeg går i stå i løbet af de første 15 sider, og forfatteren er mere optaget af detaljens forunderlighed end af den store fortælling, så bliver det vanskeligt mig. Så kan end ikke den sorte død eller paver ved navn Leo få mig tilbage på hesten.

Men nuvel, den største skuffelse er dog nok alligevel Christopher Priest ‘The Islanders’. Hvilket ærgrer mig, da jeg var begejstret for hans ‘The Prestige’ og ‘The Affirmation’. Sidstnævnte foregår endda i samme univers som ‘The Islanders’, så jeg var aldeles overbevist om at jeg da naturligvis også ville elske den. I stedet er jeg nu ved at falde i staver her 37% inde i min Kindle-udgave, og plottet kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er alt sammen meget ærgerligt.

Grundlæggende mangler jeg nok blot en decideret velskrevet og spændende skønlitterær bog, som jeg kan blive forelsket i og kan give mig lysten til fiktion tilbage. Alle gode forslag modtages med kyshånd

Retro

Jeg er meget begejstret for Jimmy Maher og hans retrogaming-blog ‘The Digital Antiquarian’. Et af hans nye indlæg førte mig direkte tilbage til en svunden tid, hvor jeg var en præpubertær nørd med en usund interesse for computerspil:

This one isn’t just any old year: a strong argument could be made that 1993 was the pivotal year in the entire history of computer gaming, the dividing line between its antiquity and modernity.

For this was the year when CD-ROM finally went mainstream, virtually eliminating any and all technical restrictions on the size of games.

The transformation this wrought on the graphics and sound of games, on their budgets, on their potential consumer appeal, and, indeed, on their very nature is almost impossible to overstate. We’ll have to wait until the rise of ubiquitous digital distribution well into the 2000s before we again see any single technology remotely as disruptive.

But as if the CD-ROM revolution wasn’t enough to make 1993 a special year, there was also the 3D graphics revolution, as exemplified by Doom, the game many would doubtless consider the game of the 1990s, at least in terms of pure populist appeal

Jeg var 11 år, bebrillet og sublimt kikset i 1993. Jeg kan derfor med betydelig autoritet bekræfte at ovenstående udvikling var sindssvagt spændende. Maher fremhæver bl.a. følgende højdepunkter, som også fik skelsættende betydning for mig:

Jeg er helt bevidst om det sørgelige i at min popkulturelle glansperiode ligger mere end 25 år tilbage. Men det er helt uden sammenligning de spil, jeg spillede i årene 1993-1997, som selv i dag fremkalder min allermest uironiske og lyserøde begejstring. Mon man i en alder af 37 stadig kan blive utvetydigt begejstret og fan af noget? Jeg håber det.

Indtil da vil jeg svælge i nostalgien …

Farce

FC Roskilde er en farce uden lige. Roskilde Avis’ udlægning af sagen er muligvis lidt vel frimodig, men ikke desto mindre dækkende:

”Træner Christian Lønstrup er en færdig mand i FC Roskilde, efter at han er gået helt fra snøvsen og uden nogen beviser har beskyldt sine spillere for matchfixing i søndagens 1-2-nederlag hjemme til Lyngby.”

Den klub bliver vanskeligere og vanskeligere at holde af.

Sæsonen er forbi

Næsten. Lige om lidt. Der resterer jo stadig en enkelt eller to runde i diverse fodboldligaer rundt om i Europa. Men min hjerteklub AaB blev i dag sendt på sommerferie med endnu et pinligt og ugideligt nederlag til AGF. Ud i glemslen, irrelevansen, mørket.

Lige nu kan jeg ganske enkelt ikke samle livsmodet eller kræfterne til at skrive en elegi over AaB. For den klub fylder mig med så megen fortvivlet smerte og ulykke, at jeg ikke stoler på mig selv. Så her til aften er ikke det rette tidspunkt at evaluere klubbens sæson, ledelse eller hold. Der kommer intet godt ud af at et cri de coeur så kort tid efter endnu en fadæse, endnu en jammerlig indsats, endnu en ydmygende middelmådighed. Må hellere se tiden an. Hvem ved, måske malstrømmen i mit indre er væk på det tidspunkt? Om et par årtier, kanske?

Hvis det så blot var AaB, som piner mit hjerte. Men lad os være ærlige: 2018/2019 har været en decideret forfærdelig sæson over hele linjen. Tingene kan stadig nå at blive bedre, men jeg tør ikke tro på. Lad os tage en hurtig tour de Europa:

Lazio roder rundt på en 8. plads i den italienske Serie A. Hvilket klubbens økonomi og bizarre spillertrup taget i betragtning vel egentlig er ok. Og der er jo også en Coppa Italia finalen lige om lidt. Men de er så langt, så langt efter toppen. Hvad er perspektivet i det hold efterhånden?

Mit lokale hold, FC Roskilde, er i skrivende stund stadig over nedrykningsstregen i 1. Division, men de har ikke vundet en kamp i noget nær en menneskealder. Så sent som i dag tabte de igen, jeg hørte det selv på min løbetur i nabolaget. Inden maj er gået kan professionel fodbold i Rosseren være en saga blot. Det er ulideligt at tænke på. Ligeså ulideligt er det at tænke på Vendsyssel og Hobro, der efter dagens resultater er godt på vej ned i selvsamme 1. division. Luften fiser i den grad ud af det nordjyske fodboldeventyr i dette grusomme forår.

Hearts og Hibernian, de to evigt uduelige Edinburgh-klubber som jeg godtroende har forsøgt at opbygge et kunstigt tilhørsforhold til, faldt efter fine sæsonstarter naturligvis sammen som slaskede klude efter jeg havde besøgt byen. Jeg formoder at det ikke er tilfældigt.

Tyskland fungerer heller ikke for mig. Freiburg undgik ganske vist nedrykning, men lige nu ser det ikke ud til at HSV kommer direkte tilbage i Bundesligaen. Det er en katastrofe.

Mønsterbryderne er Saint-Étienne og Crystal Palace, der begge har haft mere end godkendte sæsoner. Det er heller ikke udelukket at Bellinzona rykker op i næstbedste schweiziske liga, men det kræver at Yverdon snart snubler.

Det eneste jeg beder om i min nuværende skrøbelige tilstand er at katastrofen ikke bliver værre. Jeg kan ikke bære nedrykninger af mine hold. Efter AaB’s svigt har jeg brug for lidt gode nyheder.

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.