Jens Lekman

Jeg skal ikke sidde her og være en skabagtig krukke. For Spotify og de andre musikstreamingtjenester har udvidet mit musikforbrug voldsomt og (tror jeg) i en positiv retning.

Men der er og bliver noget utrygt ved at overlade ens musik til en kapitalfondsdrevet tredjepart.

Dels fordi der er begrædelige huller i musikkataloget (jeg opretholder en smerteligt lang liste over sange og album der mangler), dels kan man miste ens musikkatalog uden varsel – alt efter om en eller anden forsmået IP-håndhævende rettighedshaver insisterer på ville bestemme.

Stor var min rædsel eksempelvis, da mine tidlige 20’eres højt elskede popidol Jens Lekman pludselig forsvandt fra Spotify. For blot siden at genopstå som en perverteret Lazarus med genindspilninger af hans første tre album. Genindspilninger der vel at mærke ødelægger hele formålet og glæden ved hans sange for mig.

Det allermest vidunderlige ved Jens Lekmans tidlige popsange var naturligvis hans meget svenske sensibilitet, de quirky tekster og den skamløse brug af (oftest) strygerbaserede samples. Samples, der var (og er) helt uimodståelige for mig, og som jeg formoder, at der nu med 15-20 års forsinkelser er blevet krævet royalties for.

Så Lekman – der vel næppe er blevet markant mere velhavende med årene – fjerner sine oprindelige sange fra tjenesterne og erstatter dem med noget meget, meget værre. Fremfor de skramlende, lasede og obskure (med andre ord: PERFEKTE) samples, så er der nu lækker lyd, fuldfede strygere og midalderende mandlig singer-songwriter plastret ud over det hele. Det er en kunstnerisk katastrofe. Jeg kan ikke beskrive det på andre måder. Så grufuldt er det for mig.

Den største forbrydelser er nok ‘Maple Leaves’. Jeg vil ikke linke til den genindspilningen – lidt selvrespekt har jeg vel – men originalen fra 2003 kom i to udgaver.

Albumudgaven er den bedste og sampler ikke færre end tre sange. Det ene sæt melankolske strygere kom fra The Mama & the Papas – ‘Do You Wanna Dance’ (1966), det andet sæt kom fra Glen Campbell – ‘By the Time I Get to Phoenix’ (1967) og trommerne blev hapset fra The American Breed – ‘I’m Gonna Make You Mine’ (1968). Lekman synger sin melankolske tekst sløret ind i det, der lyder som et lidt vel spartansk udstyret hjemmestudie i en snesjappet forstad til Göteborg, trygt pakket ind i et smukt Phil Spector’sk Wall of Sound-agtigt lydbillede. I 7″-udgaven af ‘Maple Leaves’ er Campbells mesterværk erstattet af en sample fra The Left Banke – ‘Walk Away Renée’ (1967), hvilket svækker det samlede indtryk moderat, men der er stadig tale om en uimodståeligt skæv popsang.

I 2022 er ‘Maple Leaves’ blevet domesticeret, vellydende, krystalklar, lækker og med håndspillede ikke-samplede strygere inde over. Den er med andre ord blevet helt forfærdelig.

Jeg troede på den unge Jens Lekman, når han sang om om hjerte-smerte og afgrundsdyb melankoli:

It’s autumn in Gothenburg
I’m walking home to my suburb
Rain falls hard on the city
On every homeless kitty

Oh please God bring relief
Even if it’s only brief
That she says that we were just make-believe
But I thought she said maple leaves

So we talked for hours
And you cried into my sheets
And you said you hated your body
That it was just a piece of meat
I disagreed
I think you’re beautiful
But it’s impossible
To make you understand
That if you don’t take my hand
I’ll lose my mind completely
Madness will finally defeat me

She said it was all make-belief
But I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about the season
I never understood at all

I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about Mark E Smith
I never understood at all
I never understood at all
I never understood at all

Jeg tror til gengæld IKKE på, at den musikalsk tandblegede Jens Lekman i 2022 er blot en my ligeså melankolsk, ægte, sær og oprigtig, som ham, der tilsyneladende hørte dårligt efter tilbage i start-00’erne. De skramlede samples var meningen med det hele. Jeg vil ikke have perfekt, smukt og sæt-på-i-baggrunden-til-middagsselskabet. Jeg vil have skønhedspletterne, jeg vil have her, der da lige laver en svensk udgave (‘Lönnlöv’, naturligvis) live.

Genindspilningerne er den største musikalske sorg for mig i 2022. Og jeg er lykkelig for, at jeg ejer hans tidlige album i fysisk form, så jeg ikke er nødt til at forlade mig på de tandlægeventeværelsesudgaver af Jens Lekman, som nu er tilgængelige.

Hokuloa Road

Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.

Saudade

Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere1. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:

“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”

Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål. 

  1. Har du eksempelvis hørt om det, man med rette kan beskrive som den første verdenskrig: den nederlandske-portugisiske krig i 1602-1663? Heller ikke jeg. Men den var episk. []

Return to Monkey Island

Så fik jeg spillet og gennemført ’Return of Monkey Island’. Det tog det meste af min lørdag – efter en gulvskrubbende arbejdsformiddag på friskolen – og hvad kan jeg så berette? Det er ikke et spil, som det er bydende nødvendigt at du opsøger og spiller med det samme. Hvilket kan lyde som en underlig vurdering, når jeg nu lige har været tryllebundet af det i 15 timers tid. Men selvom det var en behagelig, sjov og hyggelig oplevelse, så efterlod spillet mig delvist frustreret. Tillad mig at uddybe.

Return to Monkey Island

På den ene side var det lifligt at være tilbage i universet. Spillet foregår i en del af tiden på henholdsvis Mêlée Island og Monkey Island, med alt hvad det indebærer af velkendte lokationer og klientel fra det originale ’The Secret of Monkey Island’. Så der er masser af blink-i-øjet og fanservice på den konto. Humoren, stemningen etc.: det er den samme som for 30 år siden. Man kan sagtens mærke at det er den originale skaber Ron Gilbert, der står bag spillet. De enkelte puzzles er (med enkelte undtagelser, hvor de var så ulogiske, at jeg var nødt til at opsøge en walkthrough) også gode og gennemtænkte.

Jeg nød kort sagt at spille ’Return to Monkey Island’. Det eneste jeg for alvor savnede var sværdkamp-via-fornærmelser. Der har været en del kritik af den visuelle linje i spillet, men jeg kunne godt lide grafikken. Ikke mindst i kombination med den elskelige faux-caribiske musik.

På den anden side er der er noget … besynderligt meta-agtigt over det hele. Spillet, dets fortælling og dets karakterer eksisterer ligesom ikke rigtig i deres egen ret eller som noget værdifuldt i sig selv. De tjener mere som et statement fra Gilbert om, hvad et eventyrspil burde være og hvad en spilfortælling burde kunne. Som et ekko af en død genre og en agitation for en antikommerciel indiespilfilosofi, som Gilbert tydeligvis higer efter burde være fremtrædende. Spillet er konstant selvrefererende til de tidligere spil i serien. Nogen gange er det charmerende – som den scrapbog man ender med at udfylde -, men andre gange ville jeg ønske, at spillet stod mere på egne ben. For jeg mener jo sådan set at point-and-click-/adventurespil også er relevante i 2022, og at ’Return to Monkey Island’ kunne have givet genren et kommercielt boost og populært revival. Nu får vi i stedet en slags pastiche over eventyrspilgenren, eller rettere: eventyrgenren som Gilbert mener den burde være. Og den vision er jeg bange for høre til et sted tilbage i 1990’erne.

Når jeg hæfter mig så meget ved det aspekt, så er det fordi det leder hen til min egentlige anke overfor spillet.

For Ron Gilbert har ladet sine dogmer tage styringen i en sådan grad, at det skader det vigtigste i ’Return to Monkey Island’: spillets plot. Ligesom med ‘Thimbleweed Park’ – Gilberts spil fra et par år siden -, så kan han ikke finde ud af at lave en ordentlig, afrundet, konventionel slutning på sin kreation. ’Thimbleweed Pak’ blev også meget meta og lidt for wink-wink. Historielinjerne i fortællingen blev ikke afsluttet, mens slutningen foregik i et wireframeunivers, hvor spillets hovedperson bryder fri ved at slette spillet/fiktionen, lidt à la hvad der foregår i bogen ‘Sofies verden’. Alt sammen meget nuttet, men ja … jeg sad utilfredsstillet tilbage, efter en belæring fra Gilbert om, hvordan en historie burde fortælles.

Det samme sker til dels i ’Return to Monkey Island’. Historien bliver ikke rundet af, den stopper ligesom bare. Og meget af det, der er foregået indtil da i spillet, forbliver uafsluttet. Kan læse på diverse fora, at den abrupte afbrydelse er hans pointe, men det er alligevel frustrerende. Og måske man ikke burde være så overrasket. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var slutningen på ’Monkey Island 2’ også helt horribel og meningsløs.

Nå. Jeg lyder ekstremt skuffet. Det er jeg egentlig ikke. For det var en fornøjelig spiloplevelse. Og nu er der vel så bundet en sløjfe på ’Monkey Island’-universet for den originale skaber, hvilket vel er udmærket. Jeg havde måske blot håbet på noget andet og mere.

Moi Caprice

Lytter her til aften til det første moi Caprice album. Skægt at jeg var så vild med gruppen dengang, jeg havde både plakaten på væggen og ejede tilmed en lidt for tætsiddende band t-shirt. ‘Once Upon a Time in the North’ er en samling udmærkede – til tider ligefrem fremragende – popsange, inkl. en vis iboende The Smiths’k sensibilitet.

Men albummet er også til tider ubærligt selvhøjtidligt og forsanger Michael Møller kan nærmest ikke være i sig selv af ren og skær storladen inderlighed. Deres producer burde have rådgivet dem bedre. Alene det at de vælger at plastre den ellers dejlige og synthperfekte ‘Sun & the Silence’ (som jeg husker at have hørt – og elsket – første gang i ‘Det Elektriske Barometer’ i 1997) ind i klæge strygere vidner om dårlige beslutninger. Demoen er langt, langt stærkere, på trods af den spagfærdige vokal. Mere er (heller ikke i dette tilfælde) ikke altid bedre. 

Der var og er i retrospekt et eller andet iboende uoriginalt over moi Caprice. De fremstår i 2003-udgaven mest af alt som Mews (over)ambitiøse, men kommercielt fejlende lillebror. Musikalsk virker de kalkeret over et amalgamat af britiske bands fra Suede over New Order til Gene. På deres 2005 og 2006 albums prøver de sig frem med en ‘hårdere’ Interpol-agtig lyd, uden at det bliver synderligt mere spændende af den grund. Og når jeg skimlytter deres nye album her fra 2022, så lyder de som en lidt blodfattig udgave af Gangway. Det kan ikke være nemt, når man – uanset hvor meget man spræller kreativt i nettet – ikke rigtig kan skabe noget, der ikke lyder som noget andre har lavet (bedre?) før.

Er jeg for hård ved moi Caprice? Måske. ‘Once Upon a Time in the North’ er stadig en fin lille sag, som vækker gode minder. Men muligvis ramte moi Caprice mig blot på det rette tidspunkt i livet dengang i 2003? (Relativt) ny i København, melankolsk uden reel grund til at være det (indser jeg her alt for mange år senere) og med en overdreven opfattelse af eget himmelstormende potentiale. Lidt som at man som musikelsker vist skal møde førnævnte The Smiths i ens teenangste dage, hvis de skal give oprigtig mening for én.

Mere Modern Classical Music

For efterhånden noget tid siden forsøgte jeg optimistisk (nogen vil sige dumdristigt) at blive interesseret i det, der lident inspirerende kaldes Modern Classical Music. Men det gik ikke. Meget af det var simpelthen for underligt og modernistisk for mig. Nu kan jeg så læse, at jeg ikke er alene i ikke at gide lytte til det: Klassisk musik har været død – eller i hvert fald ikke udviklet sig kommercielt – stort siden 1924. Komponisterne gav sig enten til at lave avant garde stykker (uden publikumstække), blev forbudt eller slået ihjel af Hitler og Stalin – eller også lavede de musik i Hollywood eller til videospil. Det er fascinerende, men også forstemmende hvordan en så rig musiktradition er i stasis. Hvem skal lytte til det i fremtiden?

Rejsefeber

Som jeg sidder her midt i den hedebølgeramte ferie i det sydlige Schweiz efter et par dage i Norditalien, indser jeg, hvor meget jeg egentlig har manglet impulserne fra at rejse/se nye steder i de senere COVID-19 år. Udover rejser til svigerfamilien i Sverige og en enkelt smuttur til Hamburg, så har jeg ikke været noget steder i flere år. Det er herligt at komme afsted igen!

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.