Pravda vítězí

Det lyder utvivlsomt både ferskt og pastelfarvet, men jeg kan virkelig godt lide Václav Havels moralske imperativ fra kommunisttidens Tjekkoslovakiet: "Pravda a láska musí zvítězit nad lží a nenávistí” ("Truth and love must prevail over lies and hatred”).

Banalt? Naivt? En venindebogs-agtig kliché? På niveau med ‘fred i verden’ eller CARPE DIEM?.

Måske. Men det var den ufortrødent idealistiske tilgang, der bragte totalitære styreformer i knæ - og som det kan være vanskeligt at huske her mange år efter, hvor den liberale-demokratiske orden virker i defensiven. 

Stødte på en interessant anmeldelse: ‘What happened to the novel?’. Essayet er ustyrligt citerbart, og kredser om finkulturens nuværende og fremtidige deroute. Meget tankevækkende.

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future - Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé - at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring - er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘James C. Scott - ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

Fremragende artikel om Edward Hopper med udgangspunkt i en udstilling på Fondation Beyeler i Basel. Giver mig lyst til at rejse igen. 

Edward Hopper - Morning Sun (1952)

This too shall pass

Har haft Stefan Zweig 'Die Welt von Gestern’ liggende på boghylden i et stykke tid. Mistede dog med COVID-19 appetitten på at læse en bog om overgangen fra sikkerhed, højkultur og civilisation (Wien og Østrig-Ungarn i årtierne op mod år 1914) til barbari, krige og ødelæggelse (første verdenskrig og siden nazismens frembrud i Tyskland).

Det virkede lissom nemmere at håndtere situationen med mere letbenede former for eskapisme, end at kaste mig over en selvbiografi af en østrigsk jøde, der begår selvmord i 1942 i fortvivelse over hvad det europæiske kontinent har reduceret sig selv til. 

Men … nu hvor de dystopiske artikler om det kommende sammenbrud af den hidtidige verdensorden bliver flere og flere, så er tiden vist moden inde til at få læst det autoritative værk om emnet. Om ikke andet, så sætter det livet lige nu og i de kommende årtier i perspektiv. Vi må blot håbe på at verdenshistorien ikke er cirkulær og gentager sig selv.

The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Camilla Townsend - 'Fifth Sun'

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå - og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter - eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

Livet lige nu

Når vi nu er igang med de småhysteriske historiske sammenligninger, er den antoninske pest så ikke et mere relevant romersk benchmark for COVID-19?

Raghuram Rajan - The Third Pillar

Er så småt gået igang med Raghuram Rajan ’The Third Pillar: How Markets and the State Leave the Community Behind’. Jeg er kun på side 142, men det er en tankevækkende bog - ikke mindst her under den aktuelle COVID-19-situation.

Rajans grundlæggende argument er indkapslet i bogen undertitel. Et samfund står i hans analyse på tre ben: ‘staten’, ‘økonomien/markedet’ og ‘civilsamfundet’. Rajan mener at vi siden i hvert fald midten af det 20. århundrede har set hvordan staten og markedet i stigende grader er vundet frem - på bekostning af det tredje ben i form af civilsamfundet og sammenhængskraften. 

I Danmark ses det ved, at vi i vid udstrækning har outsourcet mange funktioner til markedet og staten, som tidligere blev løst af familien og i lokalsamfundet.

Vi har med tiden udformet en stor samfundskontrakt med hinanden om, at vi allesammen skal på arbejdsmarkedet og betale en forrygende høj skat. Til gengæld staten leverer enorme mængder skatteyderfinansierede serviceydelser, akkumuleret i det vi kalder for ‘velfærdssamfundet’.

Staten passer, uddanner og opdrager vores børn, ligesom den er ansvarlig for at give vores ældre pleje og omsorg. Det er også staten der sørger for, at den almindelige dansker ikke behøver at forholde sig til de fattige, dumme, svage, tossede eller hjemløse. Slidsomme omsorgsfunktioner, der før i tiden traditionelt blev betragtet som ‘kvindeopgaver’ er nu statsliggjort, men bliver paradoksalt nok alligevel løst af kvinder (se: pædagoger, SOSU-assistenter) til alt for lave lønninger. 

Denne store upersonlige aftale om professionel velfærd gør det muligt for os at arbejde fuld tid. Til gengæld bliver flertallet befriet allesammen for det, der engang var det personlige ansvar for vores børn, ældre, svage og nærmiljøet. Samtidig køber vi i dag på markedet de ydelser, der før i tiden i højere grad blev løst i lokalsamfundet og i familien - f.eks. håndværksydelser. Alle disse logikker betyder samtidig, at de mindre samfund i ‘Udkantsdanmark’ bliver tømt for jobs, muligheder og sammenhold. Funktioner centraliseres og de unge flytter væk. Mulighederne er i de store byer, hvor staten og markedet er stærkest.

Rajans mere normative pointe er, at vi på det helt store metasamfundsniveau er nødt til at styrke civilsamfundet. Erosionen af de lokale fællesskaber og et overdrevent fokus på markedet er en af drivkrafterne bag økonomisk ulighed. En yderligere statsliggørelse af de mellemmenneskelige relationer er heller ikke vejen frem.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg tænker om Rajans analyse. Jeg kan følge den noget af vejen, og jeg har også en sværmerisk sympati for stærke lokale relationer og decentralisering.

Men … står det nu virkelig så slemt til?

Danmark er stadig i vid udstrækning et foreningsland. Ok, måske de fleste ikke gider engagere sig i bestyrelserne, men landets sportshaller er stadig fyldt med frivillige. Mange er frivillige på plejehjem. Vi ser også hvordan mange mennesker engagerer sig i bevægelser, f.eks. indenfor bæredygtighed eller ligestilling. Det vidner jo ikke umiddelbart om civilsamfundets nært forestående død.  

Men så er der jo COVID-19-situationen, hvor vi i den grad må sige at staten har slået til - og aflyst markedet og civilsamfundet. Det bliver en udfordring og en læringsperiode. Både i de kommende uger, hvor mange ældre i kommunernes hjemmepleje vil kunne opleve, at de får brug for deres familie til at hjælpe dem med madlavning, rengøring og nærvær. Dén fordring for at hjælpe vores ældre familiemedlemmer har de færreste oplevet de sidste 60 år. Her skal civilsamfundet stå sin prøve, ligesom det gør lige nu rundt om de mange små hjem, hvor man pludselig kommer hinanden meget ved.

Men det bliver også interessant bagefter, når samfundet åbner op igen.

Hvor vi som civilsamfund skal havde genskabt de sociale relationer ovenpå en nedlukning, hvor staten fylder alt, alt for meget. Hvor vores politikere rent faktisk har besluttet sig for, at staten bør kunne gå ind i private hjem, hvis de vurderer at der er for mange mennesker samlet. Hvor man i ramme alvor indførte en stik-din-nabo-ordning (før den blev trukket tilbage), og vil give lade den samme myndighed, der i 2016 sendte ukrypterede sundhedsoplysninger om 5 mio. danskere til Kina, ret til at monitorere mobilbrugernes lokationer. 

Det bliver kort sagt interessant at se om og hvordan vores regering - der også før COVID-19-krisen udviste en bekymrende stor tiltro til statens evne til at vide bedst - vil rulle de voldsomme tiltag tilbage, og hvordan nedlukningen af samfundet påvirker den måde vi omgås. Jeg - og Rajan - bør nok være bekymrede.

Har fundet den stoiske filosof Marcus Aurelius frem fra boghylden. Hans filosofiske tilgang til verden virker som den rette netop nu. Og så er det en ikke helt ueffen ironisk detalje, at han var kejser under den antoninske pest, der fra år 165 til 180 kostede 5 mio. mennesker livet. Han ville på knap 2.000 års afstand sagtens kunne sætte sig ind i den nuværende situation.

Station Eleven

Måske det er en anelse morbidt, men jeg overvejer i disse pandemitider at genlæse Emily St. John Mandels vidunderlige post-apokalyptiske roman ‘Station Eleven’.

Historien indledes med at 98% af jordens befolkning dør af en svineinfluenza lignende virus, men det er alligevel en underligt livsbekræftende og poetisk bog. Det kunne jeg godt have brug for i skrivende stund. 

Et alternativ kunne være Stephen King ‘The Stand’, der dog er en noget mere ondsindet størrelse end Mandel. Jeg satser i hvert fald på at Covid 19 ikke har så meget tilfælles med Captain Trips.

A Memory Called Empire

Arkady Martine ‘A Memory Called Empire’ har efter min mening en af de senere års mest æstetisk tilfredsstillende science fiction forsider:

Er den ikke fortryllende? Den dag jeg bliver den despotiske hersker over et intergalaktisk imperium af uforståelige dimensioner, så vil jeg også have sådan en trone. Det virker kun passende for en mand af min noble stand, beskedne væsen og uangribelige moralske habitus.

Desværre er bogen ikke helt så sindsoprivende som forsiden. Forfatterens baggrund er blandt andet en Ph.D. og forskning i byzantinsk og armensk middelalderhistorie. Den slags plejer at pirre mig, og fagligheden fornemmes tydeligt i den altopslugende fornøjelse Martine har i at opbygge de politiske intriger i det, ja, byzantinsk komplekse Teixcalaanli imperium.

Men … selv om det er underholdende til en vis grad, så bliver det en anelse udmattende i længden at læse endnu en spidsfindig diplomatisk og sensitiv replikudveksling mellem bogens hovedperson og diverse fiktive notabiliteter - især når der ikke for alvor sker noget i plottet. Jeg har brug for mere eskapisme og handling i min space opera. Flere eksploderende rumskibe, færre sigende blikke mellem mødedeltagere i luksuriøse faciliteter.

Derfor kun en delvis anbefaling til ‘A Memory Called Empire’. Du skal i hvert fald have god tid til den.

Alt min podcastlytning er stort set blevet monopoliseret af The Ringer. Forleden i form af et utroligt underholdende interview med Dave Grohl, og i dag med en storslået ‘Rewatchables’ om en af mine yndlingsfilm: ‘The Breakfast Club’. Varmt anbefalet!

Kim Ghattas - 'Black Wave'

Kim Ghattas' ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft - og har stadig - en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter - fraset, måske, israelernes invasion i Libanon - har haft. 

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave', men klogere - det bliver man indiskutabelt.  

Jeg har ikke selv læst Jia Talentinos hypede ‘Trick Mirror’, men Lauren Oylers herligt ondskabsfulde anmeldelse/nedsabling var en fornøjelse. Man må beundre skribenter der virkelig kan pille ting fra hinanden på et højt intellektuelt og velskrevet niveau.

Roskilde Karate Klub, 30. januar 2020

Nu begynder det at ligne noget!

Guderne skal vide at jeg ikke er Løkke Rasmussen-apologet, men Søren Mørchs essay i Weekendavisen er et af de mest utiltalende, hadefulde og nederdrægtige karaktermord jeg har læst i nyere tid.

Interessant perspektivering i Kristeligt Dagblad af det faldende medlemstal i partierne. Som aktivt partimedlem kan jeg bekræfte tendensen. Er som 38-årig oftest den yngste deltager. Vi er nødt til at gentænke måden vi gør tingene på.

Der er mange gode tanker i Danske Regioner og PLO’s fælles vision for almen praksis. Om ikke andet tyder det på at forhandlingerne om næste overenskomst bliver mindre stridbare end de mørke dage i 2013.