Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID-19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID-19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.
Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.
Netop fordi COVID-19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID-19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?
Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.
Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.
Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.
Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID-19?
Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID-19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.
Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.
Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.
Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID-19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?
Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID-19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.