Føniken

Jeg lærte virkelig mange betagende ting af ‘The Rest is History’-podcasten om Karthago. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til emnet (i.e: Roms ærkefjende, Hannibal og hans elefanter gennem Alperne, grundlagt af kolonister fra Fønikien), men vidste ikke at:

Der findes et fænomen kaldet ‘Late Bronze Age Collapse’, en kaotisk periode mellem 1200 og 1150 f.kr., hvor samtlige af de hidtidige imperier og civilisationer i det østlige Middelhav styrter sammen hen over et par årtier. Årsagerne er flertydige (invasioner af ukendte folkeslag, klimaforandringer, migration – reeelt ved vi det ikke), men kollapset har enorme geopolitiske konsekvenser. Død, ødelæggelse, pest og plager – og de næste 3-400 år befinder den hellenistiske verden sig i de såkaldte ‘Greek Dark Ages’. Indtil at Føniken bliver en af de ledende civilisationer, altså.

Afledt heraf: Verden virker så sikker og statisk – indtil at den ikke er det mere. Hvis man betragter udvikling i det store tidsperspektiv, så bliver alting mere gyngende og impermanent. Den oplysningstids-/industrielle revolutionsdrevne vestlige/liberalt-demokratiske/kapitalistiske model er en 250 år gammel anomali, som flyder oven på tusinder år af despoti, storhed og fald. Man kan blive lidt svimmel af den tanke, synes jeg.

Hvis Føniken eller fønikierne da ellers nogensinde har eksisteret. For det er tilsyneladende et af de allerhedeste – og mest vredeskabende – debatemner indenfor oldtidsforskningen, hvorvidt der faktisk var et ‘folk’, der omtalte sig selv som fønikier, eller så sig selv som et kulturelt fønikisk fællesskab. Kritikerne postulerer, at der ingen dokumentation er for Fønikens eksistens, mens der tværtimod er masser af kilder, der vidner om at mennesker dengang i stedet betragtede sig selv som borgere i byer som Tyre, Byblos eller Sidon. På samme måde som de snarere omtalte deres område i det nuværende Libanon og Israel som Kana’an, I ved nok, det fra Bibelen. Andre forskere mener det er en absurd påstand, da eksempelvis de fønikiske kolonier (som Karthago) ofte henviste til deres kulturelle ophav østpå. Jeg vil følge debatten med spænding.

En hel upolitisk strejftanke i forlængelse af Kana’an og folkeslag og national identitet: hvor langt skal man gå tilbage i historien for at definere, hvem et bestemt givet geografiske område ‘tilhører’? Hvem er det ‘oprindelige folkeslag’? Kan nogen af palæstinenserne eller israelerne overhovedet med nogen seriøsitet påstå, at de har den historiske reet på deres side? Den ældste kilde vi har til ordet ‘Danmark’ er fra år 955, altså små 2.000 år efter fønikiernes tid. Første gang en skriftlig kilde omtaler ‘danerne’ er omkring år 550 – og det er en stamme, der invaderer det nuværende Danmark fra Sverige. Ja. Husk det. Der er en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at du – kære læser – er resultatet af en svensk invasion, der jog de oprindelige danskere ud af landet. Apropos det lange tidsperspektiv.

Fodboldklubben Olympique de Marseilles kælenavn er ‘Les Phocéens’, altså ‘Fønikerne’. For Marseille er også en oprindelig fønikisk koloni. Jeg elsker, elsker, elsker når historie betyder noget og influerer nutidig kultur!

En af læringerne fra Karthago er i øvrigt, at man skal sørge for det ikke er ens fjender, der skriver ens eftermæle. For efter at have fjernet byen fuldstændig, brændt alt skriftligt materiale og gjort deres bedste for at slette Karthagos eksistens fra historien fuldstændig, så er det udelukkende gennem romernes kilder, at vi ved noget om stedet. Og de kilder er, ja, en smule biased i kritisk og negativ retning. Så derfor handler de fleste historier om Karthago om depraveret adfærd, dekadence og barneofringer. Hvilket alt andet lige er lidt synd, når Karthago i en lang periode var en dominerende kraft og en kulturel højborg. Så sørg for at definere dit eget eftermæle.

Endelig fik hele tankespindet om Føniken mig til at tænke tilbage på sommeren 1989, hvor familien Fuglsbjerg er på sommerferie i Italien. Det er første gang jeg besøger landet; det er varmt, der er aldrig toiletsæder på campingpladsernes toiletter, og min klareste erindring er, at vi på et tidspunkt besøger Siena og at jeg er ret imponeret over Palazzo Pubblico. Nå, men vi er i Toscana og min far har på dette tidspunkt en oldtidsfiksering (åbenbart en tilbagevendende ting hos de mandlige medlemmer af familien), hvorfor vi bliver fragtet rundt omkring for at besøge ‘etruskernes grave’. Etruskerne, endnu et af disse mystiske oldtidsfolkefærd, som vi ikke meget om, men jeg husker at stå på et et eller andet bakkedrag og stirre på nogen sten, der måske/måske ikke havde været en gravplads. De var effektive, romerne, til at fjerne deres rivalers historiske eksistens.

De forsvundne film

Berlingske har i dag en kun let alarmistisk artikel om, at ‘filmklassikere er forsvundet fra jordens overflade’, hvormed de mener, at mange film ikke kan findes på streamingtjenesterne. Folk er (oh rædsel!) henvist til fysiske medier som dvd, hvis de ønsker at se filmklassikere, kunstfilm, kultfilm eller gyserfilm. Hvilket jo ikke er så rart, når man er vant til at alt indhold er få klik væk.

Min interesse har hidtil været koncentreret om konsekvensen af/risikoen ved at overlade ens musikbibliotek til streamingtjenester – se mit cri de coeur om Jens Lekmans pludselige og urimelige skamfering af sit katalog -, men jeg kan sagtens se udfordringen for film og tv-serier også. Og det er ikke en ny problemstilling. Tilbage i 2018 skrev jeg på min gamle blog:

Det er frustrerende at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke, hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting? Hvis de ikke findes, så er der ingen til at drømme om dem eller skabe nye erindringer.

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Nuvel, tiden gik, og de pågældende tv-serier blev siden hen tilgængelige på streamingtjenesterne (og forsvandt igen for ‘Friday Night Lights’ vedkommende). Men meget andet er siden glemt og forsvundet i intetheden. Eller også kræver det en ihærdig indsats, som kun de færreste er villige til at gøre.

For nylig så jeg f.eks. ’Det syvende segl’, Ingmar Bergmans klassiker fra 1957. Filmen er ikke tilgængelig nogen steder, men jeg havde lånt den på dvd, og det krævede en tur i gemmerne for at finde mit lidt hengemte dvd-drev til Mac’en. Jeg har holdninger til filmen (mange holdninger, faktisk), men i denne kontekst er pointen mest, at intet levende menneske under 40 år (eller de særligt interesserede) støder på ‘Det syvende segl’ af sig selv, endsige bliver spontant interesseret i at se filmen. Den er – nøgternt vurderet – forsvundet og på vej mod destination ‘glemt’. For mit vedkommende kendte jeg filmens titel, havde sågar lyttet til en podcast om filmen sidste efterår, men jeg havde ikke skænket det en tanke rent faktisk at se den. Jeg mistænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Konklusionen? Det må vel være, at man (stadig) skal sørge for at købe og eje de ting, man gerne vil kunne tilgå i fremtiden. Og at den store glemsel nok ikke lade sig stoppe.

Sortsyn

Jeg var i biografen i går, hvor det mest bemærkelsesværdige var de indledende reklamer. Nu ser jeg i almindelighed meget få reklamer, da vi ikke har flow-tv i husstanden, så min observation kan være skævredet/ude af sync med verden. Men i biografreklamerne var det meget bemærkelseværdigt, hvor meget de kredsede om en farefuld verden, frygt, pessimisme, behovet for tryghed. Virksomhederne sælger ikke længere en lys fremtid med muligheder og glæde; de sælger pessimisme, forsikring, beskyttelse og et budskab om at verden er farlig.

Der var reklamen for Forsvaret, hvor vi i billedesiden skiftede direkte fra en studentervognkørsel til bombardementer i Ukraine (så husk nu at stå sammen om fædrelandet). Der var en Telia-reklame, der handlede om, at man skal huske at have et godt netværk, da man ellers er i risiko for at blive voldtaget på vej hjem om aftenen. Der var reklamen for Børnetelefonen, hvori børnelivet primært handler om at man er modig, når man ringer og fortæller om at ens alkoholiserede far slår. Der var reklamen om, at man skal slukke for telefonen i biografen, da skærme er farlige og ødelægger nærværet mellem mennesker. Der var én reklame i de 10 minutter, der fik min søn til at grine (en skør hund, der var glad for wifi, jeg fnes også), det var det. Humor, glæde og fjolleri er ikke tonen længere, ikke engang som salgsobjekt. Det er angst, mol og mørke farver. Pas på du ikke larmer, ellers vågner far og banker dig.

Jeg er ikke sociolog, og har desværre ingen storslået teori til at indkapsle samfundets samlede aktuelle habitus baseret på lommefilosofi og en reklameblok i Cinemaxx. Men det var påfaldende. Ikke mindst i de her dage, hvor der virkelig skrues op for negativiteten i retorikken om den europæiske sikkerhedspolitiske situation. Muligvis med god grund, men alligevel.

Jeg sad der med en knap 10-årig dreng, der mest af alt så frem til sin anime, mens jeg spekulerede over, hvordan hans syn på verden bliver i fremtiden. Han var lille i en periode, hvor der var en konstant usynlig, diffus fare omkring ham, verden lukkede ned, andre mennesker var potentielle smittebærere og der var begrænsninger over alt. Og her i årene efter COVID-19 er den samlede fortælling fortsat om angst og fare.

Man kan argumentere for, at det er godt at flere er bevidste om at det er en farefuld verden vi lever i; om at klima, krig, kønsroller, kunstig intelligens, pandemier, biodiversitetsudryddelse osv. kræver at vi tænker og handler anderledes. Min opvækst i og mindsettet fra de solbeskinnede 1990’ere er givetvis ikke holdbare længere. Evig vækst og fremgang er åbenlyst ikke det, der kendetegner vores verden i øjeblikket. Men hvad det så, at børn som min søn og datter skal tro på i fremtiden? Hvad er det håbefulde budskab, som skal indgive dem livsmodet og lysten til at gøre en forskel? Nihilisme og angst kan ikke være svaret, tænker jeg.

The Smiths

I dag fylder musikhistoriens bedste debutalbum 40 år. Det kan godt være at Morrissey med årene er blevet en absurd og utiltalende krukke. Men det ændrer ikke på, at ‘The Smiths’ er et mesterværk og at albummet ændrede mit emo-teenager liv, da jeg lånte det med hjem fra biblioteket dengang i 1.G. Jeg lytter til det nu og elsker det stadig lige ubetinget. 

Dune del 1

Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.

Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.

Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:

Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?

Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.

Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.

Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.

  1. Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme []

True Detective sæson 4

Det er interessant, hvilke fremmede og ‘eksotiske’ ting, der inspirerer og stimulerer os. En del af attraktionen ved første sæson af ‘True Detective’ var for mig især at den foregik i et gustent, nedslidt og fugtigt Louisiana. De myggebefængte sumpområder i kombinationen med det postindustrielle forfald og den farvematte lysstofrør-agtig belysning var lige noget for mig.

På samme måde mistænker jeg at instruktøren af seriens fjerde sæson, mexicanske Issa López, er vildt fascineret af Alaska, permamørke, isolation og inuitkultur. Der er sne og is over alt, billedsiden er anæmisk, karakterernes rynker er skarpt optrukne. Alting er med andre ord ligeså grimt og slidt som i Louisiana; serien vil sikkert hævde, at det har noget at gøre med, at tiden er en flad cirkel, eller hvad det nu end var for pseudononsens, at de filosofiske politifolk i sæson 1 kom frem til.

Her fire afsnit inde i fjerde sæson – indrømmet: det var en ikke direkte produktiv søndag aften – er jeg lige dele interesseret og irriteret over serien.

Interesseret fordi jeg gerne vil vide, hvad der skræmte de 7 personer på polarforskningsstationen til døde. Plot-pigen i mig er klart investeret i hvad der foregår.

Irriteret fordi serien er så selvtilfreds i sin eksekvering. Lige fra Billie Eilish temasangen til de lidt for lange er-det-ikke-bare-uhyggeligt-og-besjælet-det-her-landskab-hva-hva-hva? droneoptagelser. Det er som at serien stadig ikke helt er kommet sig over, at verden i den grad elskede første sæsons filosofiske pessimisme, weird fiction tendenser og Matthew McConaugheys præstation.

Nuvel, som uironisk elsker af speculative fiction håber jeg, at sæsonen i det mindste holder fast i de overnaturlige elementer, som den indtil videre har diverteret os med. Ved godt at det ikke er klædeligt for en +40 årig mand at være optaget af en spøgelseshistorie, men ja, her har I mig altså, folkens. Og så er det (helt egoistisk betragtet) skønt at være optaget af en tv-serie igen. Det er længe siden, det skete sidst. Jeg burde opsøge det noget mere.

Michel Houellebecq – ‘Serotonin’

Jeg er efterladt med rasende ambivalente følelser efter endt læsning af min første (og, tror jeg, sidste) Michel Houellebecq roman.

På den ene side må jeg beundre hans sætninger, de indiskutable evner til at skrive. Hans sprog er fremragende, begavet og overlegent. Jeg tror ikke at jeg hidtil er stødt på en forfatter, der kan skrive så eminent ondskabsfuldt, og tilmed gøre det på et så højt sprogligt niveau. Det er vældig inspirerende, faktisk. Gid jeg også kunne skrive ligeså godt.

På den anden side er perfiditeten og Houellebecqs konstante behov for at provokere også problemet med ‘Serotonin’, der er en helt igennem ubehagelig og ulækker bog.

Jeg er med på – som omtalt i ‘Læsevejr’ – at Houellebecq vist nok udstiller ‘den moderne, misogyne mand’ gennem sit menneskelige fallitbo af en fortæller. Men det er for meget, for ekstremt, for karikeret. Der er intet forsonende ved hovedpersonen Florent-Claude Labrouste, der er et sort hul af depression, nihilisme og antisocial narcissisme. Nu er det jo ikke et nødvendigvis et krav til god litteratur, at den skal rumme elskelige (eller blot relaterbare) karakterer. Men Houellebecq insisterer på via sine fremmedgjorte mænd at smadre løs på alt og alting. Intet og ingen kan tilsyneladende være gode eller ægte eller sande eller smukke i en Houellebecq roman. Hvis hovedpersonen interagerer med en kvinde (en kategori af mennesker, hovedpersonen (Houellebecq?) har det ganske vanskeligt med), så skal hun først voldeligt seksualiseres, siden ødelægges. Igen: det kan sagtens være, at det er meningen med overdrivelserne, at jeg som (mandlig) læser skal reflektere over, hvorvidt jeg selv minder om Florent-Claude Labrouste. Er jeg selv misogyn, hvordan udfolder jeg min maskulinitet etc, osv et al. Men fordi alting hele tiden er så ekstremt, så føler jeg mig ikke for alvor ramt.

En anonym person skriver på Wikipedia om bogen:

As with many of Houllebecq’s works, the protagonist is an alienated, middle-aged man. Serotonin features its author’s trademark black humour and depictions of loveless sex, and also touches on paedophilia (when the narrator spies on a suspicious German tourist) and bestiality (when he finds pornographic videos of his girlfriend on her computer). The overall mood is one of spiritual malaise and social fracture during the decline of the West.

Så er man ligesom advaret, tænker jeg. ‘Serotonin’ er en deprimerende, drænende og frygtelig velskrevet bog. Den er til tider vanvittig morsom, når først hovedpersonen folder sig ud i omnikritiske (og ofte meget begavede) tirader om den vestlige kulturs dekadente forfald.

Det ændrer imidlertid ikke på at ‘Serotonin’ er afskyelig. Jeg gav den 1 stjerne på Goodreads, da jeg hader den intenst. Men: jeg glad for at jeg læste bogen, da den har provokeret og inspireret min læsning. Som værk betragtet er jeg mere uafklaret om bogen. Er den stor kunst? Måske. Men jeg vil kun anbefale den til læsere, der er iklædt hazmat-dragt og efterspørger endeløse styrt ned i menneskelig fordærvelse.

Paul Lynch – ‘Prophet Song’

Jeg får ikke læst nok for tiden. Hverken skøn- eller faglitteratur. Arbejdet og studier stjæler det meste af tiden, overskuddet, min opmærksomhed. Grublerier og bekymringer-af-typen-der-giver-den-der-tristhedsinducerede-kløft-mellem-øjnene lægger beslag på resten. Og når jeg endelig læser noget ved siden af, så er det nyheder eller ‘current affairs’ analyser. Hvilket næppe er befordrende for livsglæden og optimismen.

Når jeg ligger om aftenen og samvittighedsfuldt forsøger at læse et eller andet lødig litteratur på min Kindle, så løber det ud i sandet for mig. Der er en sand kirkegård af påbegyndte, men ikke for alvor læste bogsamples i mit bibliotek lige nu. Mit fokus flakker og jeg ender med i stedet at læse en fjollet artikel i et tidsskrift, som ikke gør noget relevant for mig alligevel, hvorefter jeg olmt slukker lyset.

Jeg kan også observere en lidt pudsig 1:1 sammenhæng mellem min fysiske træningsmængde og læseaktivitet. De sidste 10-14 dages tid har min træning været uregelmæssig, sjasket eller (ak!) ikke-eksisterende. Samtidig er min læsning og generelle inspiration mere eller mindre faldet fra hinanden. Hvorimod jeg typisk får kværnet en masse ord og tænkt alle mulige besynderlige (måske ligefrem kreative!) ting i de perioder, hvor jeg træner og ikke føler mig tiltagende lasket og tung.

Det var altsammen for at sige, at jeg har ambitioner om at få trænet systematisk i den kommende tid. Og om for alvor at få læst videre i Paul Lynch ‘Prophet Song’. Den vandt sidste års Booker Prize, hvilket jeg – baseret på de første kapitler – godt kan forstå, men den er også virkelig dyster og kræver en eksorbitant lyst til at fordybe sig i en deroute. Eller, måske jeg blot bør se at læst et eller andet skønlitterært for at komme tilbage i rytmen igen. Skal have genskabt de gode rutiner.

Læsevejr

Engang for efterhånden noget tid siden abonnerede jeg på betalingsnyhedsbrevet Føljeton. Det var egentlig ok, men åbenbart ikke ok nok til at jeg ville betale for det, og derfor lidt småabrupt afmeldte inden prøveperioden udløb. Men – og det er jeg glad for, selvom jeg er i tvivl om det er etisk forsvarligt ikke at fortælle Føljeton at jeg free-rider, men, altså, det er jo ikke mig, der ikke har styr på mit CRM-system, vel, det er dem – jeg får af uransagelige årsager stadig tilsendt deres nyhedsbrev ‘Læsevejr’ om bøger.

Egentlig var jeg på et internat hele weekenden med min efteruddannelse på et arbejderistisk og fagbevægelsesejet kursussted i et gråt og smattet Nordsjælland. Det var ganske pirrende; der var naturalistiske malerier af tidligere formænd (og det er kun mænd) for Dansk Metal på væggene, røde faner i slyngelstuen i kælderetagen, og kursusdeltagerne fra lokalafdelingerne i Stormstrøm og Esbjerg kastede skeptiske blikke over mod bordet med gæster fra RUC.

Alt sammen for at sige, at jeg normalt ikke ville have fået læst Læsevejr i den situation, men – og det skriver jeg med ikke ubetydelig skamfølelse – måske zonede jeg en smule ud under noget af undervisningen i forandringsledelse. Og ja, jeg kom til at læse nyhedsbreve. Og læse lidt mere.

For ærligt talt, Rebekka Bundgaards ‘Fri mig fra den fallocentriske litteratur’ var eminent skrevet, og essayet fik mig til at både at smile og føle mig truffet på samme tid. Ved ikke om jeg må citere, undskyld Rebekka, men nu gør jeg det alligevel, endda i sin helhed:

“Lad mig tage jer med hen til mit skrivebord, hvor der hver dag lander en ny bunke bøger, der bare venter på at blive læst. For der er særligt én type bog, der begynder at kede mig, skønt der findes mesterværker inden for dens kategori. Det er bøger med en høj pik-faktor, som jeg ynder at kalde det. Og hvad er så ’pikket’ litteratur?

Skoleeksemplet må være Karl Ove Knausgårds massive seksbindsværk Min Kamp, et værk der handler om livet selv, om døden, om sex, om faderopgør, et råt selvportræt om alle de dilemmaer og, ja, kampe, en mand som Karl Ove Knausgård konfronteres med gennem livet. Titlen refererer provokativt til Adolf Hitlers selvbiografi. Forsiderne på de danske udgivelser er prydet med billeder af truende skyer og mørk nåleskov. Og på forfatterfotoet kigger Karl Ove Knausgård konfronterende ind i kameraet, sammenbidt og dog dybsindig. Et udtryk, der i forfatterkredse senere er blevet døbt »at knause«. Det var et værk, der slog benene væk under de fleste læsere, en sand moderne klassiker. Men det var også et værk, som mange blev mætte af undervejs. Puha, han skriver godt, men hvor har han dog meget på hjerte. Er det virkelig muligt, at alle de eksistentielle spørgsmål kan udspringe fra hans eget liv? Alle veje leder tilbage til Knausgård, han er centrum for sit eget rå univers.

I den anden ende af spektret for pikket litteratur er en type værk, som ikke sætter forfatterens eget liv i centrum, men som alligevel ønsker at skrive en roman, der rummer universets lange linjer, kaster om sig med referencer til krige, videnskab, livets store spørgsmål, og som på en eller anden måde formår at få det hele til at gå op. Et aktuelt eksempel på dette er Benjamín Labatuts kommende roman, Maniac, der udkommer midt i februar, som starter med atombombens oprindelseshistorie og slutter med AI. Lyder bogen som noget, Hans Zimmer ville komponere et bombastisk soundtrack til, hvis den en dag blev filmatiseret? Så er den nok pikket. Ligner forfatteren en rockstjerne, der skriver på sit værk, tømmermandsramt og med en smøg i hånden? Så er den nok pikket. Maniac er givetvis en stor læseoplevelse, Labatut plejer jo at være en anmelderdarling. Men både titel, bagsidetekst, forfatterfoto og forsiden maxer helt ud på pik-skalaen, og jeg er allerede udmattet, før jeg har åbnet bogen, og tillader mig derfor at dømme den på omslaget i denne omgang.

Det kan selvfølgelig være, jeg tager fejl. Fx ville mange måske antage, at Michel Houellebecq er en af tidens mest pikkede forfattere, og det er en stor misforståelse. Nok er hans hovedpersoner lige dele misogyne og liderlige, nok skriver han om politik, nok er han en provokatør af format, hvis lige nok ikke kan findes på den litterære scene. Men i sine værker udstiller han netop den moderne, misogyne mand. Her findes ingen mere tragisk karakter. Han er alt andet end selvhøjtidelig i sin litteratur. Til gengæld vil jeg ikke tøve med at placere fx Salman Rushdie i den pikkede kategori (enormt indviklede persongallerier men en ofte midaldrende forfatter som den indviklede histories centrum, der simpelthen ikke kan få fred til at skrive sit mastodontværk, fordi lystfulde kvinder flokkes om ham).”

Det er både sjovt, ondskabsfuldt og rammende skrevet! Og mit skrøbelige maskuline ego føler sig ramt. Ikke at jeg på nogen måde besidder de nævnte forfatteres intellekt eller evner, men jeg deler åbenlyst deres opblæsthed, selvhøjtidelighed og fascination af egne genitalier – bevidnet ved denne blogs (undskyld, jeg mener: mit VÆRK) eksistens og indhold. Måske jeg en dog også får udgivet mit fallocentriske magnus opum og får taget knausede fotografier af mig selv.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)

Stick the Landing

Lyttede til en skøn podcast under søndagens træningsseance, ‘Stick the Landing’, hvis præmis er uhyre besnærende:

Hosted by Andy Greenwald, Stick the Landing is a new podcast that revisits iconic season finales from the past to see what they might tell us about our TV-watching future.

Første afsnit var om ‘Friday Night Lights’, en serie jeg elskede uironisk og (indså jeg efter endt lytning) stadig elsker intenst og uden filter eller medierende faktorer. Jeg var helt optaget undervejs i lytningen, glemte helt at se olmt på de øvrige tilstedeværende i træningscentret. Var transporteret tilbage til den usmageligt møblerede lejlighed i Ixelles, hvor jeg var installeret dengang i foråret 2011, og fyldte mine sene hverdagsaftener ud med færdigretter fra Delhaize (de nudler, altså!) og seriekiggeri – især ‘Friday Night Lights’.

Nostalgien generer mig, for jeg bryder mig ikke om nostalgi (og da slet ikke dens endnu værre slægtning ‘sentimentalitet’) som koncept. Eller, jo, naturligvis labber jeg nostalgi i mig; hvem længes ikke efter den mytiske og sagnomspundne ungdom, hvor alting – især i efterrationaliseringens rosenrøde skær – føltes bedre, smukkere, mere ægte, mere MERE, end den affortryllede nutid og dystopisk fremtid. Men jeg bilder mig jo ind, at jeg er et fremtidsorienteret individ, der ikke svælger sentimentalt i noget, der måske-måske ikke fandtes engang. Nostalgi føles reaktionært og fattigt. Er en af de ganske mange grunde til, at jeg er kisteglad for, at vi aldrig har haft en gymnasiereunion, hvor vi kunne pølse rundt i kan-du-huske-dengang, trættende anekdoter og reproduktioner af hinandens rolle fra for mere end 20 år siden (spoiler: jeg har ikke lyst til at reproducere min rolle fra gymnasietiden). Nostalgi er en krykke, en smuldrende kondensering af fortiden, og noget for boomere (ikke mig, forstås), der går til greatest hits koncerter og temafester.

Men alt dette – al min modvilje – til trods, så lykkedes det ikke at holde nostalgien nede under ‘Friday Night Lights’ afsnittet. Ej heller her til morgen under cykelturen (med en i øvrigt nærmest vaniljefarvet himmel) til arbejdet, hvor jeg lyttede til næste afsnit om ‘Mad Men’. Endnu en serie, som jeg virkelig følte, elskede og som betød noget dengang.

Hvilket fik mig til at tænke over kærligheden – eller rettere: mit fravær af kærlighed – til popkulturelle artefakter i de senere år. Før i tiden (i bloggens tidligere, pinligere iterationer) kunne jeg finde på at skrive ekstatiske indlæg om noget, jeg havde set for nylig. Der gik ren fanboi i den til tider. I dag? Ja, jeg ved ikke om jer er blevet mere blasert, eller om det blot er fordi jeg ser færre ting, eller om det er endnu en af de småinfantile ting – det at være fan af noget – som forældreskabet overflødiggør. Følelsen er der ikke så meget længere.

De senere år har jeg ganske vist set serier og film, som jeg kunne lide, beundrede eller fandt kunstnerisk imponerende. Hvilket jo er … fint nok. Men det er længe siden, at der var en serie eller film, som jeg virkelig var besat af og vild med. Det kan stadig ske med bøger af og til, og malerier naturligvis, men ikke så meget med de andre. Alle mine serier, dem jeg virkelig elskede og var besat af, er i en bestemt periode af mit liv. Nærmere bestemt da jeg var mellem 25 og 32 år. ‘Lost’, ‘The Wire’, ‘Sopranos’, ‘Friday Night Lights’, ‘Mad Men’, ‘Battlestar Galactica’. Her, alt for mange år senere, savner jeg det med at være intenst optaget af en ny serie, men jeg ved ikke hvad det skulle være.

Så noget tyder på, at jeg må få genset nogen af serierne. Jeg savner følelsen af at være besat af noget. Og helst af noget, der er universelt og tidløst godt (så jeg kan lyve for mig selv og sige, at nej-nej, det her handler ikke om nostalgi, men om k-v-a-l-i-t-e-t). Først på listen står vel ‘Sopranos’, som jeg kun har set en enkelt gang. Men gid jeg kunne finde noget nyt i stedet for.

Winifred Knights

Winifred Knights (1899-1947) er en af de engelske mellemkrigskunstnere, som jeg læste om i Frances Spaldings pragtværk ‘The Real and the Romantic: English Art Between the World Wars’, en bog jeg aldrig bliver træt af at promovere og rose. Hun er fascinerende; en kompleks kombination af en Quattrocento-elsker og religiøs modernist.

Jeg er vild med især to af hendes malerier, der er komplet forskellige – og ens.

Winifred Knights – ‘The Deluge’ (1920)

‘The Deluge’ (1920) er hendes gennembrudsværk og er en helt igennem ubehagelig affære. Lidt som hvis man tog Justice sangen ‘Stress’ og omformede den til et endog særdeles kontrolleret maleri. Det er frygt, fatalisme, flugt, traume indkapslet i en smukt koreograferet (og pauseret) tragisk dans. Den bibelske oversvømmelse af det stille landskab med de grå, anonyme bygninger, bakker, vand og himmel er uafvendelig. Malet et par år efter de ufattelige ødelæggelser, barbari og tragedier under 1. verdenskrig, er det ikke just et maleri, der indgyder livsglæde og optimisme. Det er et stille, fastfrossent skrig. Og netop derfor tror jeg at der er genialt.

Hendes andet værk, ‘Edge of the Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-30), er det, som jeg egentlig kom til at tænke på her til aften.

Jeg skulle cykle hjem efter en ufokuseret arbejdsdag og en efterfølgende jævnt miserabel træning; det blæste og susede og mit træningstøj lugtede surt (hvad mon de andre steroidvrag tænkte om min odeur, funderede jeg), de nordvestsjællandske landeveje var i en sjælden grad mørke og trange, og min højre pedal på cyklen sagde de her højlydt knagende lyde (krrrrriiitch, scraaaatttchh), der indikerer, at jeg snart skal gøre noget (og jeg er virkelig ringe til at vedligeholde ting, det er en af mine (mange) svagheder, jeg ville virkelig gerne blive bedre til at passe på ting, men) inden jeg ender med at stå dér med en ikke-funktionel cykel i vejkanten, i Odsherred, en kold og våd og ikke-rar tirsdag aften i februar.

Winifred Knights – ‘Edge of Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-1930)

Og netop da, i det øjeblik, tænkte jeg på sommer, på varme, på Italien, på sol, på stilhed i mit hoved. Jeg tænkte på ‘Edge of the Abruzzi’. Knights malede billedet i de år, hvor hun arbejdede på The British School in Rome, og i højsommeren flygtede hun til landsbyen Piediluco, hvor udsigten1 ud over en sø inspirerede hende. Jeg tror, at det er et af de mest stille malerier, jeg nogensinde har set. Se lige på det vand. Har du nogensinde set så stille vand før? Det er næsten uhyggeligt, så ubevægeligt det er. Men også kun næsten. For mig symboliserer det ro og eskapisme. Guderne skal vide, at jeg godt kunne tænke mig at være i den båd. Og at jeg godt kunne tænke mig en rejse væk, snart.

Og Knights? Hun døde af en hjernetumor i 1947 og blev glemt indtil 2016, hvor hun endelig fik en retrospektiv særudstilling. I øvrigt lyder hun i sin Wiki-artikel til at have været en vidunderligt partikulær dame: “Knights was known for her distinctive dress, a stylised version of nineteenth century Italian peasant costume, characterised by a loose ankle-length skirt, a plain buttoned blouse, a wide brimmed black hat and coral necklace and earrings”. Altid dejligt at møde en anden italofil romantiker!

  1. Hov, udsigter, forresten. Lyttede til podcasten ‘In Our Time’ på en løbetur søndag, hvor det gik op for mig, at ‘De sterrennacht’ er malet med den udsigt, som van Gogh havde fra sit værelse på det nervesanatorium, han havde tjekket sig selv ind på i to års tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet historien var bag maleriet. Det er så smukt. Så ikke at det udsprang af et sammenbrud. []

Experimentariet

Brugte min lørdag på Experimentariet sammen med børnene. For den yngste var det første besøg, mens jeg var der med den ældste i november 2018. Han kunne intet huske fra besøget dengang, hvilket måske er meget godt. Det var midt i det mørke år, hvor han ikke trivedes i børnehaven, ting faldt fra hinanden og (familie)livet var malet i de helt dystre nuancer. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg også selv kun glimtvise erindringer om besøget. Men at dømme ud fra en genlæsning af mit dagbogindlæg fra dagen efter, så var det ikke en god tur – eller en glad tid generelt.

I dag var bedre, heldigvis. Ganske vist er hverken jeg eller mine arvinger intenst interesserede i naturvidenskab, ligesom ingen af os har større videnskabelige karrierer foran os. Men de hyggede sig og Experimentariet er klart en oplagt, sjov og (antager jeg) lærerig destination for børn.

Et Experimentarium-besøg er også et interessant sociologisk feltstudie, ikke mindst hvis man – som jeg – er et storbymenneske i eksil i udkanten.

På Experimentariet vrimler det med dem, jeg var engang – eller kunne være blevet, hvis ikke vi var flyttet væk fra hovedstadsområdet. Pæne, kontrollerede, nogenlunde velholdte, ressourcestærke, (øvre) middelklasse forældre i slut-30’erne/start-40’erne, som er så optaget af, at deres/vores børn skal have de bedste forudsætninger – og eksponeres for gode, sunde og dannende aktiviteter. Så vi slæber dem rundt til standene om naturvidenskab, til teaterforestillinger, til musikskolens forårskoncerter og til kunstudstillingerne.

Alle de voksne ligner hinanden på Experimentariet. Fædrene alle i deres mørktonede strik, tredagesskæg og en hjerne-hånd-koordination, der lidt for velvilligt søger smartphonens distraktioner/eskapisme. Mødrene i Ganni og udstyret med det der permatrætte ansigt, som kun livet med flere børn (og den mistede frihed og de permanent udsatte drømme) beriger en med. De suppleres af bedsteforældre i dyre cardigans, fikse briller og duften af friværdi.

Hvem er så ikke tilstede på Experimentariet? De overvægtige, de prollede tatoveringer, de fattige, de egnsprægede, de ressourcesvage, dem med diagnoser. Der var ingen udkant her. Og deres børn var her under ingen omstændigheder.

Vi siger at Danmark ikke er et klassesamfund, at vi har så meget til fælles, sammenhængskraft og alt det der. Men det er løgn. Eller en i bedste fald stratificeret sandhed. JP havde for nylig en historie om et forældrepar, der lever for 2.500 kr./måneden. Det tænkte jeg så på, da jeg betalte 550 kr. for at komme ind én voksen og to børn på Experimentariet. Og 400 kr. i restauranten for tre flasker vand og en ikke synderligt kulinarisk frokost. Jeg siger ikke, at Experimentariet ikke er prisen værd. Men jeg siger, at der sker en hel naturlig selektion i vores børns fremtid, muligheder og udfrielse af potentiale, når prisen for de førnævnte gode, sunde og dannende aktiviteter er så høj.

Jeg ved ikke om der er en løsning. Men det er og bliver en slående, hvor stor en forskel en time kan gøre. På en lille time kan man bevæge sig fra den øvre middelklasses templer – Statens Museum for Kunst, Experimentariet – ud til Holbæk Station, hvor en gravid står og ryger på perronen, inden hun skal med lokaltoget mod Odsherred. Det er en kontrastfyldt verden, vi lever i.

Kroning

Da jeg var yngre – teenager – var jeg republikaner. Afskaffelse af det danske kongehus var en af mine favoritdiskussioner var med min bedstefar. Han var modstandsmand under krigen, frihedselskende og liberal af den gamle (høj)skole. En livslang Venstrevælger, der ikke dyrkede kongerøgelse, og i øvrigt nærede en intuitivt ironisk distance til de selvudråbte moralske autoriteter. Men han havde en grundlæggende bevidsthed om betydningen og værdien af et nationalt, kulturelt fællesskab. Med et lidt bedaget udtrykt følte han stor fædrelandskærlighed. For ham var monarkiet en vigtig del af det. Om ikke andet, så som symbol for Danmark, vores historiske arv og det at være dansk.

Han var samtidig også vild med en god diskussion, især med sit yngste (og mest provokerende) yndlingsbarnebarn. Så afskaffelse af kongehuset kunne vi diskutere ofte. Ikke så underligt, for monarkiets (og folkekirkens1) afskaffelse er et de der ‘gode’ symbolske politiske diskussionsemner, hvor der ikke kommer til at ske noget i den virkelige verden. Til gengæld kan deltagerne komme helt op den store ideologisk klinge, uden at det koster noget, eller nogen for alvor bliver stødt over det.

Jeg entrerede diskussionerne fra en liberal og principiel vinkel. Fremhævede det udemokratiske, det autoritære, den illiberale kerne i monarkiet som styreform. At man i et moderne samfund ikke burde acceptere monarkiet, der i mine øjne var en amoralsk og illegitim historisk konstruktion. Der – uanset om der ‘kun’ er tale om et konstitutionelt monarki – i sin grundessens stadig er baseret på uretfærdighed og irrationalitet.

Min bedstefar var mere konservativt og pragmatisk anlagt. Var vel enig i det principielle argument imod monarkiet som styreform, men vægtede det sammenhængskraftsskabende og den fællesskabsdannende højere. Og hvad er alternativet, Kåre, vil du hellere have Poul Nyrup som præsident (spoiler: det ville jeg ikke). Sådan kunne vi diskutere frem og tilbage. Vi blev naturligvis ikke enige. Det tror jeg egentlig heller ikke var meningen. Han nød mest af alt diskussionen, tankegymnastikken og at få lirket argumentationen ud af mig.

Friedrich Kaulbach – ‘Krönung Karls des Großen’ (1861)

Jeg vil ikke sige, at jeg i dag er blevet mere enig med min bedstefar. Principielt mener jeg stadig det samme. Men afskaffelse af monarkiet står ganske langt nede af listen over politiske forandringer, jeg vil gennemføre den dag revolutionen kommer.

Og måske min tilgang i dag er af mere … sociologisk karakter? For jeg er ret overbevist om, at alle samfund og fællesskaber har brug for fortællinger, symboler, ritualer til at skabe mening, helhed og identitet.

Selv et nominelt sekulært samfund som Danmark i 2024. Hvis vi ikke længere dyrker Gud, så må vi dyrke noget andet. Det gælder også på individniveau. Er det ikke bemærkelsesværdigt, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i arbitrære ting ved at dyrke dem, ja, religiøst? Fænomener som ‘min karriere’, ‘det perfekte hjem’, ‘rollen som MOR’, ‘politik’, ‘træning’, ’18 timers faste’, ‘klimakampen’ og ’social status’ kan ses som ersatz-religion for mange mennesker. Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter; det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden uden større mening. Men set i det lys (og løftet op på samfundsniveau) er kongehusets fortsatte eksistens – uanset at der tale om en udemokratisk anakronisme – måske ikke så underlig. Vi har som samfund brug for mening, metafysik og fortællinger, hvilket monarkiet kan tilbyde.

Eller … det har det i hvert fald kunne indtil videre.

For den afledte konsekvens af at betragte monarkiet som meningsgivende symbolsk artefakt må samtidig være, at den dag kongehusets medlemmer ikke kan levere symbolerne, meningen, fortællingen eller metafysikken, der får os til at glemme os selv, så forsvinder relevansen af monarkiet som institution.

Hvad sker der, hvis vores opløftede symboler bliver ‘folkelige’ eller ‘almindelige’? Hvis dem, der skulle forestille at være fortolkerne og forvalterne af det symbolske Danmark (før, nu og i fremtiden), viser sig at være mådeligt begavede, dårligt formulerede, motionsløbende midaldrende mænd, med en forkærlighed for mobbende kostskoler, venindebesøg i Madrid, tvivlsom ageren i IOC samt rigeligt mængder betalte vennetjenester af magteliten? Hvad nu, hvis kongehuset i overgangen fra en kulturelt dannet filosofdronning til noget …andet, ikke længere er god showbizz? At potemkinkulissen falder, og vi ser medlemmerne af kongehuset, som det de med stor sandsynlighed er: uinteressante individer, uden nogen videre talenter eller opløftethed. Hvor længe holder den royale illusion og de søde løgne om os selv som nationalt fællesskab så?

Så måske jeg i virkeligheden stadig er den republikanske teenager indeni. Jeg ville ønske at disse mennesker blev frisat til rent faktisk at skabe forme deres egen skæbne. Også på en dag, hvor der bliver kronet en ny regent. Jeg håber da det bedste for ham, kongehuset forsvinder jo ikke i morgen, men jeg har min tvivl. Og jeg tror ikke at min bedstefar ville have været særlig imponeret af de medlemmer af kongehuset, der bestrider rollen i dag.

  1. Som jeg naturligvis også mener burde afskaffes []

La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils

Jeg kan virkelig godt lide Monets ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875).

Claude Monet – ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875)

Dels, naturligvis, af helt banale æstetiske årsager. Det er et smukt impressionistisk værk, fyldt med dybde, dynamik, farver og spontanitet. Der er noget elegant i, hvordan det grønne i paraplyen spejler det hvirvlende græs og blomsterne nedenfor. Penselstrøgene er brede, men intet er tilfældigt.

Dels er der selve motivet, eller måske rettere: livssituationen og det levede familieliv, hvor Monet fanger sin kone og søn i et spontant øjeblik på en blæsende sommerdag. Jeg kan ikke helt vurdere om de er glade for eller irriterede over, at faderen i familien nu igen står der med sin pensel/sit kamera (typisk far!), og forsøger at få tiden til at gå i stå og forevige øjeblikket. Det gav mig en lille ubehagelig (og irrationel, altså, billedet er fra 1875, selvfølgelig er han død) gysen, at læse at den lille trold med solhatten – 7-årige Jean – kun blev 46 år. Memento mori, som de siger.

Mest af alt kan jeg godt lide det bevidst ikke-opstillede motiv, hvordan han fanger dem, som var det et polaroidsnapshot. Uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg at ovenstående jævnt uperfekte billede er det mest rammende, der er taget af min egen lille familie i nyere tid. Situationen fra en varm sommerdag i 1875 minder til forveksling om en bundfrossen 23. december 2023 i Aalborg, hvor vi var ude på en af de der ‘nu-trænger-de-vist-til-at-brænde-krudt-af’-gåture, som bedsteforældre (i min familie, anyway) foreslår fordi de er trætte af at høre på børnebørnene. Taget i første forsøg og med ingen forberedelsestid. Med alt hvad det indebærer af fjollede juletræshuer, mudrede løbesko, en hættetrøjehætte, der stædigt er ved at kravle op i øret, samt en lillesøster, der kæmper med at kombinere sin generthed med behovet for showmanship. Monet ville utvivlsomt have ønsket sig en højere æstetisk værdi, men jeg tror han ville have genkendt og værdsat situationen.

Rafael

Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:

Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.

How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.

Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.

To, nej, tre ting til det.

For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?1

For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker2:

Raffaello Sanzio – ‘Autoritratto’ (1506)

For en betimelig kontrast til søde, rare og uskyldsrene Rafael, så se fyrige Albrecht Dürer, den selvudslettende samtidsmaler, der i sine selvportrætter som det naturligste i verden modellerede sig selv efter Jesus. Ham synes folk i dag er lidt af et mensch. Rafael? Mjah. Ham synes ingen rigtig noget om.

Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.

I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.

For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.

På det seneste har jeg læst en del om Prærafaelitterne, en engelsk kunstgruppe i midten af 1800-tallet, der (som navnet antyder) ønskede at bringe kunsten tilbage til tilstanden FØR Rafael kom og ødelagde den med sine rene, klare, stringente, kedelige og neoplatoniske principper. Prærafaelitterne ville i stedet tilbage til principperne i den italienske ‘Quattrocento’-tid, med dens klarhed, naturskildring, stærke farver, følelser, klassicisme, romantik. De ønskede et opgør med Manierismen, som man kender den fra baroktiden, med alle dens fede små engle, overdrevent langstrakte skikkelser, underlige kropsproportioner samt forkærlighed for overbroderede klædedragter og besynderlige perspektiver.

Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.

Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.

Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.

Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874)

Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:

She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.

Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?

Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:

Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.

The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.

The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death

Selv kommer jeg – småtskåren som jeg er – først og fremmest til at tænke på musikvideoen til Nick Cave og Kylie Minogues – ‘Where the Wild Roses Grow’ fra 1995. Der må siges at være mere end en overfladisk æstetisk inspiration fra Millais maleri i den video.

Jeg vil også anbefale at undersøge William Holman Hunt – The Awakening Conscience’ (1853), som er lidt af et Kinderæg af flertydige budskaber. Det samme gælder John Everett Millais – ‘Mariana’ (1851), der kan det samme.

Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:

Raffaelo Sanzio – ‘Scuola di Atene’ (1511)

  1. En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. []
  2. Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? []

Wiener Secessionen

Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.

Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.

Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.

Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.

Gustav Klimt – ‘Der Kuss’ (1907-1908)

Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.

Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:

Max Kurzweil – ‘Dame in Gelb’ (1899)

Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?

Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.