Bagarmossen

Det er til min gru fire år siden jeg senest var her i lejligheden i Bagarmossen. Og i Stockholm generelt, for den sags skyld. Covid rev to års rejser ud af kalenderen. Stockholm og Arlanda blev reduceret til transitsted for rejsen videre mod nord. Det føles forkert nu.

Bagarmossen ligner til forveksling sig selv: stisystemerne, Systembolaget, den sjappede sne, 1950’er-lejlighedsblokkene, daginstitutioner opført i containere, asfaltfodboldbanerne, solstrejf i form af Lilla B, Nackareservatets løberuter tæt på, i lejligheden ved siden af øver nogen violin. Områdets æstetik har en vis Alfons Aaberg’sk charme, men den udviskes en grå dag omkring frysepunktet.

I morgen venter Moderna Museet, SoFo og Science Fiction Bokhandeln. 

X 2000

Set ud gennem et ridset X 2000 togvindue (fremtidens tog i 1990!) er det sydlige Sverige et uendeligt tæppe af røde træhuse, skove, parabolantenner, æstetisk udfordrede landsbygder, grafitti der aldrig blev fjernet i tide, problematisk mobildækning samt entreprenørmaskinhandlere, der alle hedder et eller andet derivat af ‘Bo Johansson AB’. Altsammen stuvet sammen under en cementgrå himmel. Købte Lydia Sandgren – ‘Samlede verk’ på Malmö C, ekspedienten i Pocketshop så undrende på mig, de første ret fremragende 41 sider har endnu ikke givet mig svaret på hvorfor.

We Have Always Beem Here

Den er ikke perfekt, Lena Nguyen – ‘We Have Always Been Here’, jeg venter således her 46% inde i bogen stadig på at ‘horror’-delen i bogens lovede space-horror tema begynder at manifestere sig.

Men den har indiskutabelt en af de mere underholdende post-apokalyptiske verdener, jeg er stødt på. En klima-/ økologisk katastrofe, hvor Jorden har fået et allergisk anfald (det skriver Nguyen selv) og den øgede mængde carbon skaber naturkatastrofer og får planter og fungi til at gå AMOK i hyper-accelereret vækst. Menneskeheden bor nu enten i beskyttede ‘biodomes’, er migreret til andre planeter eller lever som savages i vildmarken. Det er et herligt 80’er-agtigt greb og udgør et ret effektivt setup for en god historie.

Men: jeg håber snart vi får gang i noget seriøst ‘Alien’/’Event Horizon’-snask ombord på rumskibet The Deucalion. Det er trods alt det, jeg er her for.

Malstrøm

Egentlig gik jeg rundt og bildte mig selv ind, at når tilværelsen bliver vanskelig, nøden er størst og sammenholdet er mest påkrævet, så ville jeg være der. Loyal og standhaftig til det sidste. Men AaB’s årelange kollaps og absurd deterministiske kurs mod nedrykningen, har med al tydelighed vist at det blot var endnu et selvbedrag i rækken.

For reelt er jeg stemplet ud. Gemmer mig. Vil ikke såres mere. Det gør for ondt. Følger ikke længere med. Jeg har ikke set en AaB-kamp – hverken live eller på tv – i en evighed. Besøger ikke fanforummet (hvor end ikke ironisk distance kan beskytte mig mod det sorte hul af nød, elendighed og desperation), undgår behændigt Nordjyskes fodbolddækning. Der er trods alt grænser for, hvor mange gange jeg kan lappe mit knuste hjerte sammen med hæfteplaster og papirklips. 

Jeg var i et træningscenter under dagens nederlag. Lyttede så absolut ikke til noget AaB-relateret, men derimod til en kun moderat stimulerende podcast om Bauhaus, suppleret efterfølgende af stærkt aggressiv rap. Det hjalp lidt på at mestre min sorg og afmagt. Så derfor først resultatet da jeg kom hjem, længe efter kampen var slut. Mit indre blev igen en malstrøm, for Gud ved hvilken gang. Der er absolut intet lyspunkt i denne permamørke, filmbulvinter-agtige fodboldsæson. 

Men … jeg kan vel ikke give op. Kan jeg? Der er stadig en teoretisk chance for at de overlever i Superligaen. Og man holder jo ikke op med at elske nogen, bare fordi de har det svært. Men ondt? Det gør det.

Årstiderne

Stødte på et ikke helt ueffent citat af Kurt Vonnegut, der i en tale i 1978 fremhævede at der i nordlige områder er seks fremfor fire årstider:

One sort of optional thing you might do is to realize that there are six seasons instead of four. The poetry of four seasons is all wrong for this part of the planet, and this may explain why we are so depressed so much of the time.

I mean, spring doesn’t feel like spring a lot of the time, and November is all wrong for autumn, and so on. Here is the truth about the seasons: Spring is May and June. What could be springier than May and June? Summer is July and August. Really hot, right? Autumn is September and October. See the pumpkins? Smell those burning leaves?

Next comes the season called Locking. November and December aren’t winter. They’re Locking. Next comes winter, January and February. Boy! Are they ever cold! What comes next? Not spring. ‘Unlocking’ comes next. What else could cruel March and only slightly less cruel April be? March and April are not spring. They’re Unlocking.

Principielt opfatter jeg det danske klima som bestående af 11 måneders permafrost, der flygtigt afløses af en måneds moderat lunkenhed.

Men jeg kan nu godt lide at Vonnegut har givet mig locking/unlocking typologien til at de beskrive de tre fuldstændig nytteløse og ofte særdeles ubehagelige måneder november, marts og april1. De er mellemmåneder, der ikke rigtig er noget som helst bevendt og bare skal overstås. De er kalenderårets svar på Fyn – noget man passerer igennem på vejen mod bedre steder.  

  1. December regner jeg fortsat som en vintermåned [↩]

DJ Kicks

Om end antallet af sange på min liste over ‘Sange og album der burde være på Spotify, men glimrer ved deres fravær’ bliver kortere og kortere1, er der stadig mesterværker, jeg ikke kan streame på daglig basis.

Mest kriminelt for tiden er fraværet af Mobys mix af Pet Shop Boys – ‘Miserablism’, som ellers ville have været en passende følgesvend på tidens livsglædeforladte løbeture i Ulkerup skoven. Men der er andre ikke-tilgængelige sange og album, jeg savner akut for tiden. Et eksempel er DJ Kicks: Erlend Øye.

Erlend Øye DJ Kicks

Jeg købte albummet i en forlængst lukket og slukket pladeforretning på Østerbro tilbage i 2006. Det er et helt forrygende mixalbum, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’.

Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Men afledt heraf kunne jeg godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister og algoritme-drevne anbefalinger. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverst (hvilket vel er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Hører sjældent noget til ende længere. Og jeg vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen. Ved blot ikke helt hvor jeg skal begynde.

  1. halløj Flowerpot Men – ‘Beat City’, Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’, Motorbass’ ‘Pansoul’-abum [↩]

God tro

Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme). 

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis. 

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).

Fuse

Jeg er ikke decideret ekstatisk over de to første singler (‘Nothing Left to Lose’ og ‘Caution to the Wind’), men jeg bliver alligevel fyldt af en distinkt varm forventningens glæde ved udsigten til Everything But the Girls første album i 24 (sic) år. The Guardian bringer et promotioninterview, der til forveksling lyder som en afskrift af Tracey Thorns første bog, men som ikke desto mindre får mig til at længes efter releasedatoen for ‘Fuse’ d. 21. april 2023. Håber, håber, håber at jeg ikke bliver skuffet denne gang.