FC Roskilde er en farce uden lige. Roskilde Avis’ udlægning af sagen er muligvis lidt vel frimodig, men ikke desto mindre dækkende:

”Træner Christian Lønstrup er en færdig mand i FC Roskilde, efter at han er gået helt fra snøvsen og uden nogen beviser har beskyldt sine spillere for matchfixing i søndagens 1-2-nederlag hjemme til Lyngby.”

Den klub bliver vanskeligere og vanskeligere at holde af.

Sæsonen er forbi

Næsten. Lige om lidt. Der resterer jo stadig en enkelt eller to runde i diverse fodboldligaer rundt om i Europa. Men min hjerteklub AaB blev i dag sendt på sommerferie med endnu et pinligt og ugideligt nederlag til AGF. Ud i glemslen, irrelevansen, mørket.

Lige nu kan jeg ganske enkelt ikke samle livsmodet eller kræfterne til at skrive en elegi over AaB. For den klub fylder mig med så megen fortvivlet smerte og ulykke, at jeg ikke stoler på mig selv. Så her til aften er ikke det rette tidspunkt at evaluere klubbens sæson, ledelse eller hold. Der kommer intet godt ud af at et cri de coeur så kort tid efter endnu en fadæse, endnu en jammerlig indsats, endnu en ydmygende middelmådighed. Må hellere se tiden an. Hvem ved, måske malstrømmen i mit indre er væk på det tidspunkt? Om et par årtier, kanske?

Hvis det så blot var AaB, som piner mit hjerte. Men lad os være ærlige: 2018/2019 har været en decideret forfærdelig sæson over hele linjen. Tingene kan stadig nå at blive bedre, men jeg tør ikke tro på. Lad os tage en hurtig tour de Europa:

Lazio roder rundt på en 8. plads i den italienske Serie A. Hvilket klubbens økonomi og bizarre spillertrup taget i betragtning vel egentlig er ok. Og der er jo også en Coppa Italia finalen lige om lidt. Men de er så langt, så langt efter toppen. Hvad er perspektivet i det hold efterhånden?

Mit lokale hold, FC Roskilde, er i skrivende stund stadig over nedrykningsstregen i 1. Division, men de har ikke vundet en kamp i noget nær en menneskealder. Så sent som i dag tabte de igen, jeg hørte det selv på min løbetur i nabolaget. Inden maj er gået kan professionel fodbold i Rosseren være en saga blot. Det er ulideligt at tænke på. Ligeså ulideligt er det at tænke på Vendsyssel og Hobro, der efter dagens resultater er godt på vej ned i selvsamme 1. division. Luften fiser i den grad ud af det nordjyske fodboldeventyr i dette grusomme forår.

Hearts og Hibernian, de to evigt uduelige Edinburgh-klubber som jeg godtroende har forsøgt at opbygge et kunstigt tilhørsforhold til, faldt efter fine sæsonstarter naturligvis sammen som slaskede klude efter jeg havde besøgt byen. Jeg formoder at det ikke er tilfældigt.

Tyskland fungerer heller ikke for mig. Freiburg undgik ganske vist nedrykning, men lige nu ser det ikke ud til at HSV kommer direkte tilbage i Bundesligaen. Det er en katastrofe.

Mønsterbryderne er Saint-Étienne og Crystal Palace, der begge har haft mere end godkendte sæsoner. Det er heller ikke udelukket at Bellinzona rykker op i næstbedste schweiziske liga, men det kræver at Yverdon snart snubler.

Det eneste jeg beder om i min nuværende skrøbelige tilstand er at katastrofen ikke bliver værre. Jeg kan ikke bære nedrykninger af mine hold. Efter AaB’s svigt har jeg brug for lidt gode nyheder.

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.