The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. [↩]

adamtooze

Adam Tooze:

“Talk of realism all too easily becomes an excuse for failing to explore options and avenues for action. It is one thing to be realistic about needing to work with China on climate change. There is no alternative. It is a different matter altogether to insist that you have to deal with Sisi and his ilk because Europe cannot deal with the migration problem. That is Europe’s choice. It is not realism so much as a humiliating failure of democratic governance.”

Han har fuldstændig ret. Og situationen vil kun blive værre i takt med Europas udsalg af basale demokratisk værdier og fraværet af fælleseuropæisk solidaritet.

True Detective

Jeg var usikker på hvad jeg skulle forvente af den nye sæson af ‘True Detective’.

Blev jo blæst væk af første sæson i 2014, ikke mindst af den (faux)okkulte historie og den 6 minutter lange single take actionscene i afsnit 4. Det er en episk sekvens, jeg gerne namedropper, når folk spørger om mine yndlings tv-serier. Men som de fleste andre stod jeg lynhurtigt af sæson 2, der var så ustyrligt kedelig og formålsløs, at den må betegnes som en decideret fejltagelse. Faktisk var den så ringe, at jeg lykkeligt glemte alt om ‘True Detective’ indtil HBO rullede deres PR-kampagne ud for nogle måneder siden.

Så hvordan skulle jeg egentlig kalibrere mine forventninger denne gang?

Med berettiget skepsis, skulle det vise sig. Det tog en del uger før jeg og Den Bedre Halvdel sådan for alvor fik sat os ned og gå i gang med den nye sæson. Hvilket nok var meget heldigt, da det betød at vi ikke skulle vente på nye afsnit. For jeg vil sige at hvis jeg skulle have ventet en her uge mellem første og andet afsnit, så tror jeg ikke vi var kommet videre i serien. Nu kunne vi øjeblikkeligt binge videre, hvilket rettede op på en truende situation.

For dels kredser historien om forsvundne, mishandlede og myrdede børn, hvilket er emner jeg lige siden arvingernes entre i mit liv ikke selv aktivt opsøger. Dels begyndte sæsonen ærligt talt lidt sløvt.

Jo, altså, Mahershala Ali er som altid fremragende i rollen som den plagede politimand Wayne Hays. Til trods for det gode skuepil, så druknede det centrale plot i for kedelige personskildringer og lidt for mange laaaaangsomme optagelser af Ali, der leder efter børnelig i skoven. 

Men vi mosede på, og da vi først kom et stykke ind i andet afsnit, så foldede serien sig ud. Nu skal vi igang med afsnit 6, og jeg er vitterligt spændt på i hvilken retning historien vil gå.  

Samlet set er vi et stykke fra de episke højder i sæson 1, men mindre kan også gøre det. Hvis jeg får en god grum slutning på historien, så er jeg mere end tilfreds.