Løb

Kan huske at jeg dengang, hvor jeg stadig var nødt til at læse Børsen nogenlunde regelmæssigt (en dyster tid i mit liv), læste det ene CEO-interview efter det andet, hvor der ikke var den episke strategi eller højtravende vision, der ikke var blevet udtænkt under disse driftige erhvervslederes løbeture/triatlontræning.

Sådan har jeg det på ingen måde. Jeg tænker og føler ingenting, når jeg løber. Mit hoved er tømt for glæder, bekymringer, sorger, opgaver på arbejdet, ting jeg burde gøre, ting jeg ikke burde gøre, pligter, længsler, idéer, neuroser, håb, drømme, grublerier, ambitioner, begær og frygt. Faktisk er dette store ‘intet’ nok det, jeg sætter mest pris på ved at være kommet ind i løberutine. Det har givet mig et vist kvantum daglige minutter/timers frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget eller nogen, mindst af alt til mig selv eller mine egne tanker. Og det er et af de forsvindende få tidspunkter, hvor jeg ikke lever i fortiden eller fremtiden, men er fuldstændig til stede i nuet.

Under dagens løbetur i en mørk vinterskov, hvor verden blev reduceret til det, jeg akkurat kunne se i pandelampens kegleformede lys et par meter frem, blev det nærmest en meditativ oplevelse. Der var intet andet at forholde sig til end stien, snefygningen og min egen puls. Det føltes som at jeg kunne være fortsat for evigt, men så løb jeg tør for skov.

Som en der gennem årene har afskyet at løbe, så føles det stort at være nået hertil. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe igen nu.

Bly

Der er konstateret en høj værdi af bly i en drikkevandsmåling på min arbejdsplads. Det er meldt ud på intranettet at der ikke er en akut (sic) sundhedsfare, men at vi ikke kan drikke vandhanevandet eller benytte kaffeautomaterne indtil videre. Det sidste er traumatiserende. Kaffen befinder sig ganske vist til daglig et sted i tusmørkezonen mellem ‘rædderlig’ og ‘udrikkelig’, men at være henvist til fæl discount instantkaffe er direkte ødelæggende for min livsglæde. Og der er ingen alternative kaffesteder her midt ude i ingenting. Hvis I bemærker et tiltagende sortsyn og/eller en højere frekvens af teatralske/melodramatiske udbrud i indlæggene i den kommende tid, ved I hvorfor.

Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’

Det er ikke fordi Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’ er en dårlig bog, den gør mig blot inderligt deprimeret. Alene det faktum at disse ord skrives på en ‘personlig blog’ (et format der ikke har været relevant siden slut-00’erne) burde forklare hvorfor. Jeg hører til i en anden æra. 

Bogen er en overflyvning over de seneste 25 års udvikling i sociale medier og ikke mindst den ‘contentøkonomi’, der er fulgt med. Af og til er bogen nostalgiskabende (Myspace <3 ), hvilket bestemt kan give en midlertidig varme. Men: jeg føler mig i almindelighed fremmedgjort overfor de fleste sociale medier, den performative akt og den virkelighedsskabelse, der foregår på dem – og som bliver tillagt så stor værdi og vigtighed af så mange mennesker. 

Egentlig nærer jeg ingen illusioner om, at den analoge verden var bedre. Jeg hænger jo også selv foran en skærm det meste af tiden. Den virkelige, fysiske verden keder mig ofte. Jeg er ligeså draget af den digitale virkelighed og dens underholdning, som de fleste andre er. Jeg fylder også mit eksistentielle tomrum ud med digitalt indhold.

Men derfor kan udviklingen jo godt opleves som … forkert. Det kan føles som en kliché at pakke ens egne synsninger ind i ‘JAMEN, HVAD MED BØRNENE?’-bekymring. Men jeg tænker da en del over, hvad det betyder for mine egne børns kognitive udvikling og mentale trivsel, at det digitale fylder så meget for dem. Hvordan vil det påvirke deres interaktioner og sociale intelligens, når ‘leg’ er forsvundet så meget, som det er? Og hvordan mon min datter vil se sig selv og sit eget værd, når først hun begynder at deltage i det performative våbenkapløb på de forskellige platforme? Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det her skal ende med noget rigtig godt.

Lorenz er grundlæggende fascineret af det digitale. Hendes er ikke en forfaldsfortælling, men er en grundlæggende optimistisk historie om, hvordan den enkelte har fået flere muligheder for at udtrykke sig. ‘Extremely Online’ gav mig en større viden om og forståelse for flere af de platforme og fænomener, som jeg ikke selv har erfaring med – og måske heller ikke helt forstår. For mig lyder TikTok som Fentanyl sprøjtet direkte ind i lysken. Som noget jeg for alt i verden bør forpurre at mine børn får kontakt med, hvis jeg da ellers håber nogensinde at have en samtale igen med dem. Men det siger nok mere om mig og min alder, end om det gør om udviklingen som sådan.

En selvstændig pointe med bogen er, at udviklingen går som stærkt og at der hele tiden er nye platforme, nye retninger, nye tendenser. At det digitale aldrig er statisk. Derfor skal bogen – lidt ironisk, måske – læses nu. For om måske halvandet år er dens indhold forældet og irrelevant. Vil anbefale bogen til andre semi-boomere, der også har behov for at forstå et urovækkende aspekt af verden. Den efterlod mig klogere og noget mere deprimeret end før.

David Brooks – ‘How to Know a Person’

Under gårdagens tur til København havde Lokaltog meget venligt og generøst valgt at erstatte togene med togbusser. Det var lidt af en gave. Dels gav det mig mulighed for at sidde dejligt tæt på fremmede mennesker (intet forsøder tilværelsen mere end at sidde ved siden af en ryger), dels gav det mig ekstra tid til at få læst i nogen af mine bøger.

En række af mine kolleger gav mig i mandags to bøger, jeg længe har ønsket mig: David Brooks – ‘How to Know a Person’ og Alexandra Hudson – ‘The Soul of Civility’. Det var en farvel-goddag gave i anledningen af at jeg har skiftet stilling, og de havde tilmed lavet en hel lille ceremoni og indkaldt mig til et falsk møde (som jeg i retrospekt nok burde have gættet var uautentisk, for det var indiskutabelt en noget besynderlig dagsorden). Jeg blev ganske rørt, faktisk, og jeg ved ikke helt om jeg fik formidlet min glæde og taknemmelighed ordentligt til dem, jeg bliver altid perpleks når jeg er i centrum. Men glad blev jeg ikke desto mindre. De havde jo ikke behøvet at gøre noget ud af mig; det er kun et internt stillingsskifte fra en afdeling til en anden, i praksis flytter jeg blot en etage op, og jeg kan (og vil) stadig genere mine tidligere kontormakkere non-stop via Teams.

Og måske det alt i alt er en fin indflyvning til David Brooks bogen. Egentlig er den to ting. For det første er den et cri de coeur om på samfundsplan at fremme dyder som empati, den lyttende samtale, og evnen til at have en dialog med mennesker, man ikke er enig med. For det andet er den en art selvhjælpsbog med teknikker til rent faktisk at se det andet menneske.

Det sidste er noget, jeg i stigende grad bliver optaget af. For jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg bevidst om mine blinde vinkler. I min tænkning, i min følen og i hvordan jeg opfatter ting, situationer og (især) andre mennesker. Noget af det er drevet af min rolle som far. Der er mange stunder og situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at se og forstå mine børns perspektiv og behov. At jeg havde handlet og reageret anderledes, end jeg reelt gjorde. Men det gælder også i hverdagslivet. Altså når jeg f.eks. bliver dybt overrasket over, at nogen af mine kolleger holder nok af mig til, at de gerne vil markere en overgangsrite for mig. Jeg havde ikke skænket det en tanke at det var vigtigt, men de havde (korrekt) observeret, at jo, det betyder faktisk noget. Måske jeg selv burde blive bedre til at se mine kolleger, forstå dem og deres livsverden – og så handle på det.

Altsammen for at sige, at selvom en række af Brooks’ pointer og anbefalinger på overfladen kan virke enkle eller banale, så er de ikke nødvendigvis nemme at udleve. Jeg fik en masse ud af at læse bogen, pg ikke mindst noget at tænke over. Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis fik større forståelse eller empati for den omvandrende askebægerstank ved siden af mig i bussen, men jeg kan vel stræbe efter at blive bedre til at lytte til og se mine medmennesker i fremtiden.

Glyptoteket

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.

Here Comes the Rain Again

Det er sjældent at jeg bliver intenst grebet af 40 år gamle sange. Og det er lidt irrationelt at det sker lige nu. For dels er jeg ikke i almindelighed særskilt glad for Eurythmics og Annie Lennox’ vokal. Dels kendte jeg naturligvis godt ‘Here Comes the Rain Again’ i forvejen. Men jeg har aldrig for alvor lyttet til den. Og jo mere jeg gør det, jo mere bliver jeg overbevist om at den er et mindre mesterværk. Jeg kan ikke få synth’en, strygerne og beatet ud af hovedet. Men mest pirrende og dragende er den melankolske kerne. Det må være en af de mest længselsfulde kærlighedssange, jeg har hørt i nyere tid. Perfekt til årstiden.

Travlt

Jeg har skiftet stilling. Det er dejligt og spændende, men det har også betydet at mine dage på nærmest overnaturlig vis fyldes med en foruroligende mængde møder, der stjæler tiden fra at jeg kan udføre mine reelle (og hastigt akkumulerende) arbejdsopgaver. Kombineret med eksamensopgaveskrivning på mit studie, træning, familieliv og en masse ekstracurriculær læsning for at komme i dybden med et nyt fagområde, betyder det, at jeg ikke får tænkt eller reflekteret over særlig mange ting. Det samme gælder min læsning, hvor jeg sjældent fortærer noget dybere end resultaterne i den nye sæson af NBA1. Håber på at få lidt større horisonter igen inden alt for længe.

  1. Det går fremragende, tak fordi du spørger. [↩]

Albrecht Dürer

Jeg blev ganske varm indeni, da jeg læste dette essay om kunstneren Albrecht Dürer (1471-1528). Indledningen om kunstneres narcissisme er helt forrygende:

There is a well-established cliché that artists are invariably narcissists of some kind or another. Lord Byron and his romantic vanity fit the mold, as do Hollywood’s prima donnas. But when did this pattern begin? In his new book, Albrecht Dürer: Art and Autobiography, David Ekserdjian gives an account of one the modern world’s first artists alleged to have displayed this trait. Whether he was in fact the first modern artist to also be notably narcissistic seems unlikely, but what Dürer created does indeed show astonishing genius—genius that he himself was unafraid to recognize.

Jeg elsker den sidste formulering om at være modig nok til at turde anerkende ens egen genialitet. En ædel egenskab, må man. Og det tør svagt antydes at Dürer tager narcissismen og krukketheden til et helt nyt niveau. Vi taler, trods alt, om en mand, der i sine midttyvere maler ikke færre end tre selvportrætter – med en nærmest uhørt eskalerende grad af selvoptagethed:

Dürer 23

Selbstbildnis mit Eryngium (1493)

Dürer 26

Selbstbildnis mit Landschaft (1498)

Dürer 28

Selbstbildnis im Pelzrock (1500)

Vi går fra ungdommelighed og usikkerhed, via et selvsikkert blik, velstand og gyldne lokker (og se lige den hue!) til at transcendere ind i fusion af kunstneren og Jesus Kristus.

Tænk lige over hvilken transgression vi taler om her. Det er ikke en eller anden direktørsøn fra Hellerup, der i 2023 laver installationskunst over det kapitalistiske samfunds dekadente forfald eller smider buster i vandet. Den slags er gratis, ja, man får legater og ros og kæl i kultursektionerne og kommer i Deadline for det. Nej, her er en kunstner, der i 1500 løber en reel risiko. Religion er omnipræsent i samtiden, enorme samfundsændringer er på vej, Europa er på tærsklen til reformationen og hundreder af år med religionskrige; det er helligbrøde, det han gør, men Dürer giver ikke en fuck. For hvis man ved at man er ligeså uudgrundelig, dyb og følsom som Jesus, ja, så maler man da et selvportræt af sig som selv Jesus. Jeg er VILD med det! Dürer er så ubetinget skamløs, selvoptaget, romantisk og krukket, at jeg slet, slet ikke kan lade være med at elske ham. Her er en rigtig kunstner, en mand der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for sit skaberværk.

Tænk at dette pragteksemplar af et narcissistisk geni levede for 500 år siden, men stadig – den dag i dag – sidder dér med sin Jesus-ikonografi, kigger os provokerende lige ind i øjnene og er relevant. Og det kommer fra mig, der ellers rynker på næsen af snart sagt al billedkunst fra før 1870. For Albrecht Dürer tager alle de åh-så-korrekte kunstnere fra nutiden, og er bare så meget mere ikonoklastiske, grænseoverskridende og heterodoks end dem. Det sætter altsammen tingene i relief, synes jeg. For forleden dag læste jeg en artikel om Devon Rodriguez, der åbenbart er vor tids mest berømte kunstner:

Devon Rodriguez is almost certainly the most famous artist in the world, at least on one level. Almost no one I know has ever heard of him. Except if you say: “he’s the painter who draws people on the subway, from TikTok.” Then sometimes they will light up with recognition.

Jeg læser artiklen om den her person, jeg aldrig har hørt om (for jeg er en semi-boomer, der ikke er på TikTok), der maler billeder som ligner fotografier, og i øvrigt mest er kendt for måden, hvorpå han (måske/måske ikke) tilfældigt udvælger sine motiver. Og jeg ser hans malerier og tænker: der er ingen, absolut ingen, der vil huske Devon Rodriguez om hverken 50, 100 eller 500 år. For han er ikke Dürer. Han har ikke nogen genialitet, som han skal turde erkende. Og han bryder ikke nogen grænser, ud over at han er en dygtig influencer.

Vil bestille Ekserdjians bog, tror jeg. Fornemmer at jeg vil nyde at læse mere om Dürer, min nye absolutte favoritkrukke.

The Reds, Pinks and Purples

Jeg er ved at udvikle en gennemgribende, ukontrollabel og (for min alder) stærkt uklædelig forelskelse i The Reds, Pinks and Purples. De er det på alle måder perfekte band for mig. Selv efter en ganske grundig streaming af deres albums og EP’er, er jeg endnu ikke stødt på en eneste decideret dårlig sang. De er vidunderlige på så mange fronter. De laver eminent og melodisk janglepop, som passer perfekt til at se melankolsk og teatralsk ud over et efterårshærget landskab. Og se lige deres nærmest Edward Hopper’ske pastelfarvede og fremmedgjorte æstetik, den går lige i lysken på mig:

Musikalsk er de underspillede og melodramatiske på samme tid. Tag nu blot deres titler, der lyder som et greatest hits fra en Douglas Coupland roman. Jeg nævner i flæng:

    • ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’
    • ’I’m Worried About the New Wave’
    • ’Last Summer in a Rented Room’
    • ’Your Parents Were Wrong About You’
    • ’You Might Be Happy Someday’
    • ’I’m Sorry About Your Life’
    • ’I’d Rather Astral Project’
    • ’Don’t Come Home Too Soon’
    • ’Seems Like We’re Always Starting Over’
    • ‘Is Your Mind That Free?’
    • ‘You’re Never Safe from Yourself’
    • ‘The Town That Cursed Your Name’
    • ‘Mistakes (Too Many to Name)’
    • ‘Unloveable Losers’

Alle er pragtfulde og bør lyttes til. Men det egentlige mesterværk er ‘Build Love’, der må betegnes som Peak-Kåre i sin melankoli – og det er en stærk kandidat til årets sang 2023 for mig.

Det er efterhånden sjældent at jeg opdager et band eller en musiker, hvor jeg bliver vild med det samlede ‘body of work’. Det plejer at være en enkelt sang, måske to, men når vi taler The Reds, Pinks and Purples, har jeg købt ind på hele pakken. Glæder mig til at lytte meget mere i den kommende tid.

China Miéville – ‘The City and the City’

Jeg gik død i China Miévilles – ‘The City and the City’, hvilket både ærgrer og undrer mig. Dels vandt romanen et væld af priser, da den udkom. Dels er jeg normalt særdeles billigt til salg for alt, der emmer blot det mindste af speculative fiction, parallelvirkeligheder og tidsparadokser. Men nej, ikke denne gang.

Bogen begynder ellers særdeles godt og endda med et ganske interessant præmis.

De to kulturelt meget forskellige bystater Besźel og Ul Qoma deler samme geografiske lokation et udefinerbart sted i Østeuropa, men de eksisterer i to adskilte parallelle virkeligheder. Så vidt ret standard; den litterære konstruktion var også drivkraften i tv-serien ‘Fringe’, der hærgede mit popkulturelle forbrug omkring 2010.

Men men: Miéville laver to originale kneb i ‘The City and the City’.

Den første er at hans paralleluniverser flyder sammen. Der er lommer, steder, flader, hvor grænsen mellem de to verdener er permeable – og (besværligt nok) kan man ikke nødvendigvis se, hvilken verden man befinder sig i på det pågældende sted. Det er måske ikke i sig selv bragende orginalt; jeg har efterhånden læst en del bøger – senest Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-serie og før da Paul Cornells ‘Shadow Police’-bøger – med det koncept. Begge serier foregår i London (åbenbart et notorisk hotspot for paralleluniverser), og i begge serier eksisterer universerne sideløbende og i delvis hemmelighed.

Her indtræffer Miévilles andet originale påfund. I stedet for at der findes et hemmeligt, tabuiseret magisk univers ved siden af vores eget, så er der i ‘The City and the City’ fuld bevidsthed om det andet univers’ eksistens – og interaktionen med det er strengt politisk reguleret via et decideret forbud mod kontakt mellem de to verdener. For at de to verdener kan sameksistere og ikke skal flyde/bryde sammen, så er alle mennesker pålagt at skulle ‘ikke-se’ og aktivt fortrænge ting og oplevelser, hvis de ved et uheld eller tilfælde er kommet se ind i parallelvirkeligheden. Forbuddet bliver håndhævet af et diffust, ja, nærmest metafysisk tankepoliti kaldet ‘Breach’. Hvis man aktivt bryde reglen om kontaktforbud, eller undlader at ikke-se ting, havner man i “breach” og forsvinder. Det kan vel nærmest beskrives som det idéelle totalitære samfunds omnipræsente sikkerhedspoliti.

Den erfarne læser af speculative fiction kan givetvis allerede her give et bud på forskellige generiske plotlinjer, der alle inkluderer en tilpas martret protagonist, der krydser grænserne mellem universerne og opnår dybe indsigter om verdens sande tilstand (og vigtigst, naturligvis, om sit eget sjæleliv). Miéville vælger at køre med et noir-detektiv set-up. Det begynder fængende og stemningsfuldt, men ender med at blive alt, alt for langtrukket. Det er ganske enkelt rasende uinteressant, hvem der begik mordet og hvorfor det skete.

Det bliver det bl.a. fordi Miéville er mere interesseret i at udforske sit breach/’ikke-se’ koncept end i at fortælle en god historie. Han bruger det som en slet skjult analogi for den måde, vi i mainstreamdelen af vores samfund med vilje ikke-ser ‘parallelfænomener’ såsom hjemløshed, fattigdom, strukturel racisme og kønsdiskrimination. For ved at ikke-se fænomenerne kan man (magthaverne) benægte deres eksistens og underminere legitimiteten af de mennesker, der begår ‘breach’ og kæmper for at ændre tingenes tilstand. Hvilket selvsagt er en valid og tankevækkende pointe, men den drukner (for mig og mit nydelsessyge sind) når bogen er lang og plottet slæber sig afsted.

Jeg gik i stå og speedskimmede de sidste 30% af bogen, alene for at finde ud af hvad der skete i slutningen. Vil derfor kun anbefale ‘The City and the City’ for den koncept-interesserede læser, der kan tolerere plotmæssig tomgang i kombination med (indrømmet) spændende tanker.

Pergamon

Når man – som jeg – ganske ofte bliver bevidstgjort om min mildest talt imperfekte udførelse af forældregerningen, så er det da en lille trøst, at jeg (trods alt) har udvist så tilpas megen anstændighed, at jeg nåede at tvangsindlægge begge mine børn til at besøge Pergamon museet og få set Ishtar-porten her inden museet lukker udstillingerne indtil 2037(!). The Economist har i denne uge en fascinerende artikel om lukningen og restaureringen af selve Pergamon alteret, hvilket fluks sendte mig mentalt til Berlin.

Berlin 1

Berlin 2

Besøgene har naturligvis sat sig uudslettelige indtryk hos begge arvinger. Jeg håber at have sendt dem begge godt på vej ud af en berigende karrierevej indenfor nærorientale studier og/eller arkæologi. Alt andet vil være en skuffelse. Det undlader jeg ikke at gøre opmærksom på næsten dagligt.

Bortset fra det, så er en 14-år lang nedlukning af en af Berlins største attraktioner ret voldsomt. Og at læse om det giver mig lyst til at rejse og se nye ting igen.

Jakob Ellemann

Jeg tror ikke at jeg har noget særskilt begavet, originalt eller indsigtsfuld at sige til nyheden om Jakob Ellemanns afsked som formand for Venstre. Ud over at jeg naturligvis er ked af det. På hans og på partiets vegne.

Jeg argumenterede selv for ham som ny formand tilbage i 2019. Det mente – og mener jeg stadig – at han var og er. Jeg opfatter Ellemann som et hæderligt, godt og visionært menneske. Venstre blev med ham i spidsen et bedre, mere klassisk liberalt, mere urbant, mere fremtidsorienteret parti, der tager ansvar, når det gælder. Regeringsdeltagelsen viste format og et sjældent set strategisk klarsyn. Det samme gjorde Ellemanns opgør med resterne af den jævnt afskyvækkende flok af populister, nationalkonservative, konspirationsteoretikere og asociale typer, der engang gik under betegnelsen ‘blå blok’.

Fra at være et til stadighed mere og mere ulækkert og skruppelløst foretagne under Løkke, blev Venstre et parti jeg igen kunne identificere mig med – og som jeg gladeligt fornyede medlemskabet af.

Jeg havde det helt fint med at afskalle indvandrerhaderne over til den dømte kriminelle Støjberg i Danmarksdemokraterne. Hvis ens moralske og etiske kompas leder én til Lars Løkke, så synes jeg bestemt at Moderaterne er et mere velegnet opholdssted for en end Venstre er. Og hvis det skal gå stærkt og skrøbelige mennesker kan rende en, så er Liberal Alliance sikkert også et bedre valg.

Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at Venstre ikke længere er et masseparti. Den slags er sikkert velegnede til at erobre regeringsmagten med. De appellerer til medianvælgeren, men er rædderlige for os naive idealister. Det så man under Foghs regime og hans Dansk Folkeparti-pleasende meningstyranni i 00’erne. Men hvis man – som jeg – mere ser Venstre som en del af en større revolutionær samfundsforandrende bevægelse for frisind og frihed (snarere end en valgkampsplatform for at få valgt midaldrende mænd fra Herning til Folketinget), så massepartier rigtig ubehagelige størrelser. Jeg vil meget hellere have et ideologisk kvalitativt bedre parti, end jeg ønsker at skulle appellere til alle. Så jeg var tilfreds med udviklingen, enig i Jakob Ellemanns politiske linje og var egentlig ret ligeglad med de aktuelle meningsmålinger. Faktisk er jeg sikker på, at partiet også ville være blive blevet belønnet ved de kommende valg. Så det gør mig ganske fortvivlet, at jeg nu kan se ind i en mere regressiv politisk retning for Venstre.

Og uanset hvem der bliver ny formand, så bliver det næppe virkelig godt. For hvem er det egentlig vi kan se frem til. Ja, at dømme ud fra den fordrukne klumme Søren Pind havde i Berlingske i går, så står det skidt til. Han skriver med uspiselig patos og faux-empati:

“Men en ting står klart: Demokratiet er en levende størrelse, der forandrer sig. Som det er lige nu, er det på vej ind i en blindgyde. Formelt legitimt, javel. Men løsrevet alligevel.

I USA i form af et rigsmandsstyre. I Danmark i form af en politisk klasse, der har gjort det til et arbejde at være politiker, og hvor anderledes mennesketyper har vanskeligt ved at få plads eller passe ind. Tænk blot Jakob Ellemann her, der har alle forudsætninger i kraft af sin baggrund og familie, men alligevel ikke kan passes ind i den skabelon, moderne professionelle politikere har etableret omkring sig.”

Anderledes mennesketyper. Anderledes mennesketyper? Er man en ‘anderledes mennesketype’ fordi man kan er bevidst om sin sårbarhed og lider under at være grundlæggende hæderlig? Det siger noget om et Venstre-menneske fra de gamle, dårlige dage – som Søren Pind -, at man kan betragte den mennesketype som ‘anderledes’. Og det er ildevarslende, når den kommende Venstre-formand formodentlig bliver af en anden karakter.

Så jeg er ked af det på Venstres vegne. Men mest af alt er jeg ked af det på Jakobs vegne. Han fortjente langt bedre end det her, og jeg håber han finder vejen tilbage til noget meningsfuldt.

De nøgne træer

Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.

For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.

Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Stagnation

I fraværet af egen læsning af bøger, har jeg i stedet læst om bøger. Her til morgen læste jeg eksempelvis – med en vis antiintellektuel skadefryd – artiklen ‘What Was Literary Fiction? The strangely short history of a publishing niche’, der erklærer den smalle og ‘finkulturelle’ skønlitteratur for død (eller døende).

Nu er selve det at erklære et fænomen for dødt jo en ædel disciplin i sig selv. Noget man skal gå en anelse skeptisk til som læser. For på varierende tidspunkter indenfor de sidste par år har jeg læst nekrologer over alt lige fra fremskridtet, kapitalismen, religion, socialisme, Trumpisme, liberalisme, den judæo-kristne tradition over det industrielle landbrug til maskuliniteten som vi har kendt den hidtil. De var alle skrevet af indsigtsfulde og reflekterende mennesker. Og alligevel, til trods herfor, virker det på forunderlig vis til, at fænomenerne enten stadig lever eller eksisterer i en uhellig og udød zombietilværelse.

Den indvending forhindrede dog ikke at jeg – en uironisk og (føler jeg) ugleset læser af genrelitterær eskapisme i form af genrer som science fiction, fantasy og horror – opnåede en smålig (men ikke nødvendigvis lille) glæde at læse om den palliative tilstand indenfor ‘fiction that privileges art over entertainment’. Og dog. Måske alligevel ikke helt. Dels er essayet er mere nuanceret end som så (læs det nu bare, ok?). Og i princippet har jeg ikke noget imod, at forfattere udforsker nye, orginale, smalle og krævende måder at skrive på (jeg ville bare ønske, de ikke så ned på min lurvede smag i processen).

I virkeligheden vil jeg jo bare gerne have et elskovsbarn mellem genrelitteratur og Literary Fiction. Ganske vist er jeg en sjasket læser, der til enhver tid vil prioritere plot over sproglige excesser. Men jeg sætter også pris på at en overlegent skrevet genrelitterær bog. Nu er jeg ganske vist sørgeligt bevidst om, at min yndling Emily St. John Mandel kategorisk nægter at hun skriver science fiction – ;-( – men det ændrer ikke på, at hendes litterære evner er grunden til at ‘Station Eleven’ er den bedste science fiction roman nogensinde. Kunne jeg blot få mere af det, så ville jeg være lykkelig.

Narrativet om kulturens forfald og stagnation bindes sammen i andet essay jeg læste i denne uge, denne gang i New York Times: ‘Why Culture Has Come to a Standstill: A Times critic argues that ours is the least innovative century for the arts in 500 years’.

Det er et af de der lange, episke, fejende essays, man nærmest kun kan skrive fra en ophøjet og priviligeret position (skrevet, forestiller jeg mig, ved et skrivebord fyldt med lærde bøger (kun Literary Fiction!), alt imens man af og til kaster et blasert og lidenskabsløst blik ud af vinduets pragtudsigt over Central Park) som kulturkritiker ved den måske eneste fortsat globalt relevante avis. Jeg har ikke selv læst det grundigt nok endnu til at forfatte en kommentar, men bed mærke i denne:

We are now almost a quarter of the way through what looks likely to go down in history as the least innovative, least transformative, least pioneering century for culture since the invention of the printing press. There is new content, of course, so much content, and there are new themes; there are new methods of production and distribution, more
diverse creators and more global audiences; there is more singing in hip-hop and more sampling on pop tracks; there are TV detectives with smartphones and lovers facing rising seas. Twenty-three years in, though, shockingly few works of art in any medium — some albums, a handful of novels and artworks and barely any plays or poems — have been created that are unassimilable to the cultural and critical standards that audiences accepted in 1999. To pay attention to culture in 2023 is to be belted into some glacially slow Ferris wheel, cycling through remakes and pastiches with nowhere to go but around. The suspicion gnaws at me (does it gnaw at you?) that we live in a time and place whose culture seems likely to be forgotten.

Skribenten taler mest om finkultur, men følelsen af stasis, stagnation og den uendelige mimetisk reproduktion af tidligere generationers kultur slår også igennem i populærkulturen. Jeg vil – for tankeeksperimentets skyld – opfordre til at du selv overvejer, hvad du mener at 2020’ernes kultur vil blive husket for. Eller blot 10’erne, for den sags skyld. Hvilke sange, bøger, digte, skuespil,l film? Når de om føje år vil holde temafester, hvad er det så helt præcist folk vil erindre de senere årtier for? Jeg har ingen gode bud selv. I essayet er der også et bud på en (hold nu fast) makroøkonomisk forklaring:

I have a few theories, but one to start with is that the modernist cultural explosion might very well have been like the growth of the economy more generally: not the perpetual forward march we were promised in the 20th century, but a one-time-only rocket blast followed by a long, slow, disappointing glide. As the economist Robert Gordon has shown, the transformative growth of the period between 1870 and 1970 — the “special century,” he calls it — was an anomalous superevent fueled by unique and unrepeatable innovations (electricity, sanitation, the combustion engine) whose successors (above all information technology) have not had the same economic impact. In the United States, the 2010s had the slowest productivity growth of any decade in recorded history; if you believe you are living in the future, I am guessing you have not recently been on United Airlines. In this macroeconomic reading, a culture that no longer delivers expected stylistic innovations might just be part and parcel of a more generally underachieving century, and not to be tutted at in isolation.

Jeg tror, der er meget rigtigt i den analyse. At økonomisk stagnation nødvendigvis må smitte af på den kulturelle kreativitet og dynamik. Hvilket vel egentlig er et urovækkende perspektiv, hvis vi de kommende årtier skal degrowth’e og være cirkulært økonomiske hele tiden. Det er en uskik at citere alt for meget, jeg ved det godt, undskyld, men de her afsnit ræsonnerer meget med min egen tænkning:

Since the start of the 21st century, despite all recent digital accelerations of discovery and transmission, no stylistic innovations of equivalent scale have taken place. The closest thing we can point to has been in rap, where the staccato nihilism of drill, deeply conversant with YouTube and SoundCloud, would sound legitimately foreign to a listener from 2000. (When the teenage Chief Keef was rapping in his grandmother’s Chicago apartment, he was following in the tradition of Joyce and Woolf and Pound.) In fact, the sampling techniques pioneered in hip-hop and, later, electronic dance music — once done with piles of records, now with folders of WAV files — have trickled down into photography, painting, literature and lower forms like memes, all of which now present a hyperreferentialism that sets them slightly apart from the last century’s efforts. In the 2010s, hip-hop alone seemed to be taking the challenge of digital progress seriously, though it, too, has calcified since; having switched from linear writing and recording of verses to improvising hundreds of one-verse digital takes, rappers now seem to be converging on a single, ProTools-produced flow.

There have also been a few movies of limited influence (and very limited box-office success) that have introduced new cinematographic techniques: Ang Lee’s “Billy Lynn’s Long Halftime Walk” (2016) was the first film shot at an eerily lifelike 120 frames per second, while at the other extreme, Steven Soderbergh shot all of “Unsane” (2018) with an iPhone 7 Plus. Michael Bay’s “Ambulance” (2022) included first-person-view drone shots, flying the viewer through the windows of exploding cars the way your dad shot your last beach-vacation memory reel. But by and large the technologies that have changed filmmaking since 2000 have stayed in the postproduction studio: computer-graphics engines, digital tools for color grading and sound editing. They have had vanishingly little influence on the grammar of the moving image, in the way that lightweight cameras did for the Nouvelle Vague or digital kits did for American indie cinema. Really, the kind of image that distinguishes this century is less the spectacular Hollywood image than what the German artist Hito Steyerl has called the “poor image” — low-res compressed pictures like memes, thumbnails, screenshots — whose meaning arises from being circulated and modified.

It may just be that the lexical possibilities of many traditional media are exhausted, and there’s no shame in that. Maybe Griffith and Eisenstein and Godard and Akerman did it all already, and it’s foolish to expect a new kind of cinema. Certainly that exhaustion came long ago to abstract painting, where every possible move can only be understood as a quotation or reboot. (Kerstin Brätsch, one of the smartest abstract painters working today, has acknowledged that any mark she makes is “not empty anymore but loaded with historical reference.”) Consider last year’s hit “Creepin’,” by The Weeknd: a 2022 rejigger of the 2004 Mario Winans song “I Don’t Wanna Know” with no meaningful change in instrumentation in the nearly two intervening decades. It was hardly the only recent chart-topper to employ a clangingly obvious sample, but it’s not like the endeavors of the 1990s, when Puffy and family were rapping over “Every Breath You Take.” Back then the critic Greg Tate could still celebrate such sampling as a motor of cultural progress; by “collapsing all eras of Black music onto a chip,” a new generation had new tools to write a new chapter of sound. Twenty-five years later, the citation and rearrangement have become so automatic as to seem automated — as our recent fears about artificial intelligence and large language models suggest we already know.

Trapped on a modernist game board where there are no more moves to make, a growing number of young artists essentially pivoted to political activism — plant a tree and call it a sculpture — while others leaned hard into absurdity to try to express the sense of digital disorientation. You saw this Dadaist strategy in the hyperpop of 100 gecs, in the crashed-and-burned “post-internet” art of the collective Dis, and above all in the satirical fashion of Virgil Abloh.

It wouldn’t be so bad if we could just own our static position; who cares if it’s novel as long as it’s beautiful, or meaningful? But that pesky modernist conviction remains in us: A work of art demonstrates its value through its freshness. So we have shifted our expectations from new forms to new subject matter — new stories, told in the same old languages as before. In the 20th century we were taught that cleaving “style” from “content” was a fallacy, but in the 21st century content (that word!) has had its ultimate vengeance, as the sole component of culture that our machines can fully understand, transmit and monetize. What cannot be categorized cannot be streamed; to pass through the pipes art must become information. So, sure, there are new songs about texting and ghosting; sure, there are superhero movies about trauma and comedies about climate change. But in privileging the parts of culture that can be summarized and shared — the narratives, the characters, the lyrics, the lessons — digital media have bulldozed an autonomous sphere of culture into a moral terrain that Aristotle would find familiar: We again want our “content” to authentically reflect the world (mimesis) and produce healthy feelings in its consumers (catharsis).

Very unfortunately, this evangelical turn in the arts in the 21st century has been conflated with the long-overdue admission of women, people of color and out sexual minorities into the culture industry — conflated, not least, by its P.R. departments. A gay rom-com is trotted out as “the first”; a Black Little Mermaid is a “breakthrough”; our museums, studios and publishing houses can bring nothing new to market except the very people they once systematically excluded. If resisting such market essentialism was once a primordial task of the artist — “I am not burying myself in a narrow particularism,” Césaire made clear in 1956 as he forged a French poetry that could span the Black Atlantic — today identities keep being diminished, brutally, into a series of searchable tags.

This institutional hunger for novelty combined with digital requirements for communicability may help explain why so much recently celebrated American culture has taken such conservative, traditionalist forms: oil portraiture, Iowa-vintage coming-of-age novels, biopics, operettas barely distinguishable from musical theater. “It scandalizes progressive sensibility to think that things were so much more complex in this domain a generation ago than they are now, but there you have it,” said Darby English, the art historian and author of “How To See a Work of Art in Total Darkness,” when asked in 2021 about the recent efflorescence of Black American art in museums and the market. “Because the core project is communication,” English said, “anything that resists the art-communications apparatus fails to leave a mark. Form has become increasingly irrelevant during these 20 years.”

Allerførst: tænk hvis man kunne få mulighed for at skrive sådan, altså til daglig, i ens day job. Jeg vil også gerne være kulturkritiker ved New York Times, og blive betalt et helt ublu beløb for at causere over den vestlige kulturs sidste dage.

Dernæst: der er (for) mange argumenter her at pakke ud og forholde sig til. Jeg ved ikke helt, hvor jeg selv skal begynde, så jeg vil egentlig blot opfordre til at læse det hele (der er MERE).

Måske det bare mig, der er fanget i det modernistiske tankesæt, men jeg savner at blive … begejstret, overrasket, fascineret, betaget af noget kulturelt. Eksempelvis musikalsk. Bevares, jeg holder da af at nørde rundt i mine playlister på Spotify og opdage ny musik. Men det er svært ikke at se gentagelserne. Alle The Cure-klonerne (lige fra musikken til æstetikken); alle de minimalistiske technosange, der lyder som noget Aphex Twin lavede for 30 år siden. Og selvom jeg elsker Blondshell-albummet fra 2023 (lytter til ‘Kiss City’, ‘Tarmac’, ‘Sepsis’ og ‘Joiner’ på repeat), men kan jeg med nogen større troværdighed sige, at hun ikke lyder præcis som Belly gjorde på ‘Super-Connected’ i 1995? Nej. Igen: man skal passe på med de store generaliserende teser om kulturel stagnation og fænomeners død. Men jeg synes det er stimulerende at tænke over de her ting – og hvad de fortæller om samfundet generelt. Og personligt går stagnationen og de manglende (nye) følelser mig på. Vil gerne have fejet benene væk under mig snart.

Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’

Jeg er egentlig ikke cykelinteresseret, måske snarere lidt apatisk, men det er vanskeligt ikke at blive revet med under læsningen af Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’. Sporten får den helt store, himmelstræbende behandling. Myterne, legenderne, de helt store fortællinger foldes ud. Goldschmidt skriver decideret fremragende. Lidt arkaisk og til tider Mads Holger’sk i tonen (hvis ellers Mads Holger havde kunne skrive); som en start-1900-tals intellektuel wiennesisk bonvivant fanget i et åndeligt forarmet 21. århundrede. Han er allerbedst når passionen tager over: han kan nærmest ikke være i sig selv, når han æstetiserer forholdet mellem rytteren og bjergene. De italienske tinder og legender mærkes intenst. Jeg ville ønske at jeg selv følte lige så meget som Goldschmidt, når jeg ser cykling; det må være berigende at kunne se så meget mening, ånd og sandhed i en sport. End ikke AaB kan fremkalde tilsvarende episk rusen i mit blod. Men uanset hvad er det en meget anbefalelsesværdig og inspirerende bog.

Neijuan

Nu skal man naturligvis være varsom og påpasselig, når man begynder at nærme sig ‘et gammelt kinesisk ordsprog siger at …’-territoriet. Men jeg tror alligevel jeg vil begynde at indarbejde begrebet ‘neijuan’ i mit ordforråd. Stødte på det i en artikel i Foreign Affairs: ‘Xi’s Age of Stagnation: The Great Walling-Off of China’, og det er så dejligt rammende:

What this analysis overlooks is the extent to which these economic problems are part of a broader process of political ossification and ideological hardening. For anyone who has observed the country closely over the past few decades, it is difficult to miss the signs of a new national stasis, or what Chinese people call neijuan. Often translated as “involution,” it refers to life twisting inward without real progress.

Et liv, der drejer sig indad uden noget rigtigt fremskridt. Mmmm. Eller som det beskrives i den overraskende hjælpsomme wiki-artikel om begrebet:

Neijuan (Chinese: 内卷; pinyin: nèijuǎn; lit. ‘to roll inwards’) is an English loanword of the Chinese word for involution. Neijuan is made of two characters which mean “inside” and “rolling”. Neijuan has disseminated to nearly all works of life in mainland China in the recent few years, due to the uneven distribution of social, economic, and educational resources and ongoing economic malaise, especially in terms of higher education bodies and labour markets. Neijuan reflects a life of being overworked, stressed, anxious and feeling trapped, a lifestyle where many face the negative effects of living a very competitive life for nothing.

Uden at ville lyde alt for meget som en skribent i Politiken, så er det på en og samme tid både betryggende og rædsomt, at de lejlighedsvise følelser af meningsløshed og eksistentiel fortvivlelse er en almenmenneskelig tilstand – uanset om man bor i Strandhusene eller Shanghai. Og jeg synes neijuan er et interessant koncept. Ikke mindst i en tid, hvor Mette Frederiksen rejser land og rige rundt med sit konkurrencestatsbudskab om nødvendigheden af at danskerne skal sænke blikket, droppe de flyvske drømme om noget andet – og arbejde mere og længere. Det er neijuan i sin reneste form. Hvem mon bliver lykkelig af det?

Støjberg

Jeg har skrevet virkelig meget forvrøvlet ævl gennem mit liv. Men de værste sætninger må nok være disse fra min JP-kronik, der – det sagde kommentatorerne selv! – kickstartede lederskiftet i Venstre:

Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.

OK, noget i det var ikke direkte fejlagtigt. Jeg fik jo sådan set den formand og næstformand, jeg ønskede mig. Den del var forudseende nok. Lauritzen og Ahlers’ exit til det private erhvervsliv var selvfølgelig ærgerlige, men er vel ret beset ikke noget, vi kunne have forudset da vi skrev kronikken. Og jeg ved sådan set heller ikke om vi burde have forudset Løkkes excesser, raseri og dannelsen af personkulten Moderaterne i årene efter. I kan nok høre at jeg frikender mig selv her.

Nej, det egentlige problem er Støjberg. Det plager mig fortsat her fire år efter, at jeg skrev som jeg gjorde. At hun var en del af fremtiden. At hun bliver nævnt som vigtig. Bevares, hun optræder kun i en bisætning, men dog en central en af slagsen (det var den, som journalisterne bed mærke i).

Og hvor tog jeg dog fejl, selv om jeg burde have vidst bedre.

Dengang gav sætningerne muligvis partitaktisk mening. Støjberg var (og er) en karismatisk stemmesluger, der definerede vigtige fraktioner af Venstres vælgerkorps gennem 90’erne og 00’erne: udkants-/landdistriktsvælgere, udlændingehadere og dem, der er til salg for en nationalkonservativ populist, der på dejligt unuanceret vis og uden større behov for empati ‘bare siger tingene som de er’.

Jeg tilhørte (og tilhører) selv den diametralt modsatte fløj i Venstre, men det havde været useriøst ikke at nævne hende som en del af ledelsen. I hvert fald ud fra en gængs stemmemaksimerende logik, som man som partipolitisk aktiv har det med at abonnere på. Venstre var et klassisk masseparti, der rummede forskellige strømninger og skulle appellere til mange forskellige vælgergrupper – også dem, der ikke ligner mig selv. Jeg måtte lukke øjnene og tænke på England, eller hvad man nu end siger.

Og så alligevel.

Det var jo forkert. Menneskeligt, etisk og ideologisk forkert. Jeg vidste inderst inde godt at hun er kriminel. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes politiske linje intet havde med den frisindede liberalisme, som jeg ønsker Venstre skal være en bevægelse for. Jeg vidste inderst inde godt, at hun – sit vælgertække til trods – er en megaloman, illoyal og destruktiv person. Det siger noget om et menneske, der – alt imens Assad brugte giftgas og torterede løs i sine fængsler – jubler med kage over stramninger af udlændingelovgivningen.

Vi kan godt lege at det ikke forholder sig sådan; at det bare var en rolle hun skulle spille. Men jeg tror ikke på det. Støjberg har igen og igen vist os præcis hvem og hvad hun er. Bare se på tiden siden kronikken. Efter Løkkes fald blev hun næstformand i Venstre, brændte partiet ned, blev dømt i Rigsretten, fik fodlænke på og dannede Danmarksdemokraterne. Og nu sidder jeg så her og tænker på hende, da jeg lige har læst en klumme hos Altinget med overskriften: ‘Støjbergs forsøg på at knytte bånd til landbruget udfordrer Ellemann’.

Hvori Thomas Larsen påpeger Venstres (indiskutabelt korrekte) identitetsdilemma, som et nominelt borgerligt parti i regering med Socialdemokraterne. En penibel situation, hvor Liberal Alliance spiser de liberalistiske og yngre vælgere, Moderaterne tager de blide og bløde socialliberale, og hvor Danmarksdemokraterne tilsyneladende forsøger at overtage Venstres rolle som landbrugets foretrukne partipolitiske venner. Hvad er det i den situation så tilbage at elske, kæmpe for og brænde for, når man et gammelt magtparti, der er gået i regering sammen med to af landets mest moralsk fleksible og hensynsløse partiledere?

Dilemmaet og det partistrategiske problem er reelt nok. Det er mange vælgergrupper, der er tabt (eller risikerer at blive tabt) de seneste 4 år.

Men jeg er nødt til – især efter jeg selv solgte ud dengang – at tro på, at Støjberg en dag får det, som hendes adfærd berettiger til. At der må være konsekvenser for en politiker af at lyve, være kriminel og, ja, et gement menneske.

Jeg er med på at hun er en dygtig politiker. Måske ikke til at skabe politik eller samfundsforandringer, men hun er en skarp og skruppelløs politisk kommunikator, der ved hvad der virker på hendes målgruppe. Men det burde ikke være nok. Jeg er ikke tilstrækkeligt naiv til at tro, at vi lever i en retfærdig verden. Men på et tidspunkt må selv hendes mest forblændede støtter se hende for det, hun igen og igen har vist os at hun er.

Jeg siger ikke at Venstre er et perfekt eller ædelt parti, det ville være latterligt. Men det er et bedre parti end Danmarksdemokraterne, og Ellemann er i særklasse bedre end Støjberg. Jeg er langt mere stolt af Venstre i dag, end jeg var for år tilbage. Jeg har ikke længere fornemmelsen af, at partiet er ledet af moralsk anløbne løgnere, tværtimod. Måske et sørgeligt lavt succeskriterium for et politisk parti, men nuvel, det er vist her vi er.

Blot for at sige, at jeg i sidste ende tror (ok: håber) at det ender godt – og at resten af verden også snart gennemskuer hvem Støjberg er.