Frank Auerbach

Jeg har egentlig ingen principielle problemer ved at sidde her frimodigt og påstå, at jeg havde hørt om den britisk-tyske maler Frank Auerbach før jeg stødte på en af hans nekrologer forleden. Han var trods alt, kan jeg læse mig til, ‘a celebrated and tireless painter’, ‘one of the towering figures of British postwar art’, der:

‘redefined portraiture … by making portraits of people close to him that were so dense with paint that they bordered on abstraction. Facial features faded into way into swirls of grey, and roiled backgrounds threatened to consume the sitters posed before them’

Og:

He was also known for the unique way in which he created his work – repeatedly scraping the paint from versions he was dissatisfied with and starting again until the finished work could be so laden with paint that it threatened to wobble off the canvas.

He once estimated that 95% of his paint ended up in the bin. “I’m trying to find a new way to express something,” he told the Guardian. “So I rehearse all the other ways until I surprise myself with something I haven’t previously considered.”

Det ville dog være løgn, hvis jeg påstod at jeg havde hørt om Auerbach. Jeg mindes ikke at være stødt på ham, hvilket muligvis er en uheldig bivirkning af at min kunstsmag ophører med at fungere efter 1920’erne. Figurative malere i Camden Town og deres venner i Soho (såsom Lucian Freud og mit personlige hadeobjekt Francis Bacon, jeg tilgiver aldrig hans mishandling af Velázquez) er sjældent øverst på min liste over malere, jeg har lyst til at udforske.

Men jeg vil jo heller ikke være ukultiveret og udannet, så jeg læste løs om Auerbach. Jeg kom til at fnise lidt af dette citat fra Financial Times’ nekrolog:

By the time of Tate Britain’s retrospective in 2015, Auerbach’s painterly world of sites and sitters — the buildings and park around Mornington Crescent and Primrose Hill, sometimes depicted in brilliant sunburst hues; his lover Stella (Estelle) West and wife Julia — had become one of modern art’s instantly recognisable personal landscapes.

The achievement was the more compelling because his method — piling on and scraping down layer after layer, heavy impasto, staccato strokes, until the moment, he said, when the painting “speaks back” — created hard-won, contingent, only just cohering images. Auerbach once gave his gallerist a diagram of a Mornington Crescent picture annotated “hole”, “man with wheelbarrow”, “distant houses” and “I can’t remember if that is a man or a cement mixer”.

Der er nu noget vidunderligt over en skabende kunstner, der ikke umiddelbart kan kende forskel på en cementblander og et menneske i sine egne værker. Og hvis jeg skal være ganske ærlig, så ved jeg heller ikke for alvor, hvad jeg skal tænke og føle om dette maleri (solgt for 5 mio. USD i 2022!):

Frank Auerbach - Head of Gerda Boehm' (1964)

Frank Auerbach – Head of Gerda Boehm’ (1964)

Hvad skal man stille op med det portræt? Det ligner en af de mågeklatter på molen, jeg så desperat forsøgte at stoppe børnene fra at spise da de var små, og vi gik ture ved Roskilde havn. Men … måske det er mig, og ikke Auerbach, der har et problem. Noget tyder på det. For nyligt læste jeg en stærkt provokerende artikel, hvori skribenten skriver:

I have also found impressionism to be the favorite style of most people, at least among the more educated classes. When someone tells me that impressionism is their favorite style, I immediately suspect that they are not intensely interested in art. That’s not because there’s anything wrong with impressionism—it’s a perfectly fine style—rather because I think to my self, “What are the odds that they’d randomly pick impressionism from among all the other equally great styles, if they were not basing their taste on which style is the prettiest?”

Så sidder man her, som dybfølt elsker af (post-)impressionisme og bliver outet som en overfladekunstelsker, der primært kan lide smukke ting. Og … ja, det er jo rigtigt. Til en vis grad. ‘Grim’ kunst fascinerer mig ikke. Jeg drages af det smukke, det ægte, det sande, det gode. Og af det evigt tabte og det melankolske. Så naturligvis kan jeg også bedst lide Auerbach når han maler steder, især med varme farver; det kan min sarte æstetiske mave bedre håndtere.  

Frank Auerbach - ‘Camden Theatre Cold Spring’ (1977)

Frank Auerbach – ‘Camden Theatre Cold Spring’ (1977)

Frank Auerbach - The Studio II' (1995)

Frank Auerbach – ‘The Studio II’ (1995)

Måske bliver min kunstsmag mere voksen en dag. Måske jeg en dag står foran et George Baselitz maleri og bliver betaget af alt dets altfortærende grimhed. Eller måske jeg en dag tilgiver Francis Bacon for hans transgressioner. Hvem ved. Uanset hvad, så tyder noget på, at hvis jeg havde spurgt Auerbach, så ville han mene, at jeg skulle se og stoppe med det der utiltalende krukkeri. Som Janan Ganesh skriver:

His art was the other interesting thing about him. Frank Auerbach, the painter who died on November 11, put blob of colour over encrusted blob of colour until his work was literally heavyweight. (A canvas of his took as much effort to lift as a bigger one by someone else.) Because super-thick impasto is such a cliché now — something chain hotels put on their walls — it is hard to understand how polarising it still was in the mid-20th century. This, plus Auerbach’s excusable indifference to the world outside the Primrose Hill to Islington corridor, cost him. It wasn’t until the second half of his life that he got his commercial and critical due as one of Europe’s major artists. 

What could be more interesting than such work, then? His personal lack of introspection. Because no one had more to be introspective about. As a child, Auerbach was sent to Britain from Nazi Berlin by his Jewish parents, whom he would never see again. Asked about this experience, he’d offer the following. “I’ve simply moved on.” “Life is too short.” “I’ve done this thing that psychiatrists disapprove of, which is blocking things out.” “There’s just never been a point in my life when I felt I wish I had parents.” “I’m not given to self-analysis.” When critics said his art was “surely” the expression of some inner turmoil, he’d stress how much fun it was to make. 

There is a point that needs constant remembering in metropolitan circles. Most people get through their lives without reflecting on their interior state very much. This behaviour is not just compatible with a functional life, but with a successful and happy one. It need not suggest “repression” — though in some cases does — so much as a genuine lack of interest in the subject of oneself. Believing otherwise is one thing that has come to mark educated liberals out from much of the rest of society. 

Of all the discoveries I made on my way up the social pole — that microwave ovens are naff, that it is “the south of France” not “southern France” — the most startling was the intense bourgeois belief in the power of self-examination, whether alone or in the presence of a paid professional. (And this was Britain. Imagine the same social ascent into the American upper middle class.) I don’t doubt that it does good things for people. I just fear that some of them think it is, or should be, universal. Lots of people now won’t date or befriend those who “don’t do work on themselves”. That is much more of the pool than you think, friend. 

Vi er kommet et stykke rundt omkring i dette indlæg (undskyld), fra figurativ kunst over min manglende kunstneriske dybe til hvorvidt introspektion er overvurderet. Det sidste grubler jeg (fnis) selvsagt en del over. Er det mon sandt? Jeg håber det ikke, men måske det ville være vejen til et lidt mindre neurotisk liv, hvis jeg holdt med at overintellektualisere og fortolke forholdene i min egen navle konstant. 

Rekonvalescenten

Hvor illustrativt: Som den førsteklasses empatiske far jeg er, så nåede jeg lige akkurat at få skældt min datter ud for at være en skulkende bedrager, hvorefter hun 13 sekunder senere kastede dramatisk op ud over køkkengulvet. Så nu sidder vi her igen, min syge datter og jeg, for allerede anden gang i denne måned (gad vide hvad de tænker ovre i skolen, der kommer nok snart en bekymringsskrivelse).

Helene Schjerfbeck 1888

Men alt er ikke tabt. Dels har hun det efter omstændighederne godt. Hun har ikke kastet op siden i morges, og sidder nu (mens dette skrives) og klukker højlydt i forældrenes seng over et afsnit af Dragonball. Dels giver den nedslående start på dagen mig mulighed for at bringe finske Helene Schjerfbecks fine maleri ‘Rekonvalescenten’ (1888). Der er her på 140 års afstand slående ligheder mellem, hvordan man dengang som nu ser ud, når man er lille og er på vej i bedring. Det med at være svøbt ind i et tæppe, det pjuskede hår. Jeg kan lide lysindfaldet, de frie penselstrøg, den impressionistiske inspiration. Og jeg sætter pris på den spirende håbefulde kvist; vi kan vel alle bruge lidt optimisme i disse tider.

Lidt pudsigt læste jeg mig til at ‘Rekonvalescenten’ i 2006 kom på andenpladsen i en afstemning om at være Finlands nationalmaleri. Vinderen i afstemningen? Ja, se selv:

Hugo Simberg.jpg

Altså, hvad skal man egentlig sige til Hugo Simbergs symbolistiske ‘Den sårede engel’ (1903)? Jeg synes intuitivt at det er aldeles rædderligt, men jeg er omvendt med på, at man kan tolke alt muligt ind i maleriet. Så hvad er det, at finnerne ser? Hvad er det, der taler til dem og deres følelser? Er det den dybe melankoli? Artikuleringen af skrøbelighed og sårbarhed – og den menneskelige evne til at vise medfølelse og drage omsorg for andres lidelser? Er det såret uskyld og renhed? Er det tro og håb, og vintergækker, der insisterer på skønhed og liv i et dystert landskab? Er det måden, som børnene bliver konfronteret med livets alvor – blodige vinger, måske permanent blindhed – alt for tidligt? Er det et Memento Mori? Hvem identificerer finnerne sig med, når de ser billedet? Den sårede engel, eller de mutte, alvorlige, melankolske børn – der træder til i mørke stunder?

Jeg siger ikke, at man kan forstå et folk eller en kultur ud fra den billedkunst, som et flertal af dem elsker. Men jeg tror alligevel at det kan give et fingerpeg. Og finnerne er ret tydeligt ikke fremmede overfor melankoli, hvis man skal dømme ud fra kunsten.

PS. Nedenfor mine bud på de to vigtigste danske malerier. Jeg må uddybe en anden dag.

L. A. Ring – ‘I høst (1885)

J. F. Willumsen – ‘En bjergbestigerske’ (1912)

Dragon Ball og One Piece

The Economist har i denne uge en artikel om den globale popularitet af Manga og Animé. Som japanofil nørd, der i sin barndom og teenagetid selv var stærkt marineret i japansk popkultur og æstetik, så kan jeg kun bifalde udviklingen. Tilsvarende gør det mig glad, at min søn har samme pudsige tendenser og er decideret besat af Japan og Manga.

Men omvendt må jeg også indrømme, at noget Animé er meget, meget underligt. På DR kan man i øjeblikket streame udgaver af ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ med danske stemmer. Normalt streamer min søn sine serier via Crunchyroll, hvor filmene er med japansk tale og engelske undertekster. Selvom han selv mener at han er et multi-lingualt geni, der overraskende ofte kan findes i selskab med Duolingos kursus i japansk, så ER det lidt nemmere for en 4. klasses dreng at forstå hele handlingen, når den er på dansk. Og for hans lillesøster, der vældig, vældig gerne også vil synes at Manga og Animé er sejt, så er det danske en endnu større mulighed for at være med og komme ind i universerne.

Det helt normale og ingenlunde hysteriske cast fra ‘Dragon Ball’

Så nu sidder de og ser det sammen, ligesom jeg kigger lidt med fra siden. Og jeg er ganske mystificeret. Altså, jeg kan godt forstå, hvorfor dele ad ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ fungerer og tiltrækker, især i en børnekontekst. Men der er også dele af fortællerteknikken, animationerne og handlingen, som er slet og ret besynderlige. Hvis man som forælder kun har set Pokémon serierne (der må siges at være det helt store gateway drug til japansk kultur for børn), så skal man visualisere sig de allermest hysteriske kampscener – og så skrue dem op med en faktor 10.000. Jeg ved godt, at det karikerede og småhysteriske er en del af Shōnen manga genren, men jeg er ikke sikker at jeg forstår det, når jeg faktisk ser det.

Hovedpersonen Coco/Elin fra ‘Witch Hat Atelier’.

Så kan jeg bedre forholde mig til ‘Witch Hat Atelier’, en helt og aldeles vidunderlig Manga, jeg læser sammen med min datter. Den er smukt tegnet og har en fabelagtig eventyrhistorie om en forældreløs pige, der er i lære for at blive en heks. Der er drama, venskab, svære prøver, kærlighed, original worldbuilding og et virkelig gennemarbejdet magisystem, som jeg som gammel fantasylæser må tage hatten af for. Det, min datter glæder sig allermest til på Animé-fronten er, når ‘heksehat’ (som den hedder i uformel daglig tale) kommer i serieform i 2025. Traileren gjorde hende decideret lykkelig. Jeg glæder mig til at se serien med hende; hun rummer et betydeligt drømmerpotentiale, som jeg godt kan lide at dele med hende.

Læsning august-september 2024

Jeg får ikke samlet mig til at skrive indsigtsfulde anmeldelser af de ting; jeg læser, ser eller lytter til. Derfor her et skyndsomt opsamlingsheat med tanker om de senere uger (måneders?) læsning. 

Jeg har fået læst de to sidste bøger, ‘Transit’ og ‘Kudos’, i Rachel Cusks trilogi. Ingen af dem når niveauet i ‘Omrids’, der er en uangribeligt perfekt udgave af Cusks plotløse og konversationsdrevne modus. Særligt ’Transit’ var småstreng at komme igennem, selvom dens overordnede tema (dislokation i tilværelsen) umiddelbart burde resonere mere hos mig end ‘Kudos’ mere eksplicitte fokus på køn. Cusks skrivemetode fungerer kun for alvor, hvis fortælleren Fayes samtalepartnere er interessante – og at de føles værd at investere ens empati og indlevelse i. Det gør de for sjældent i ‘Transit’, men selv en småsløj Cusk er lysår foran stort set alle andre forfattere, når det handler om at skrive. Vil derfor klart anbefale hele trilogien, det har været en fantastisk læseoplevelse.

Aidan Mohers nostalginørdnarko ‘Fight, Magic, Items’, har jeg allerede dækket andetsteds. Obligatorisk læsning for alle japanofile rollespilsnørder ude over deres første ungdom. 

Jesse Donaldson – ‘The More They Disappear’ (2016) har været længe på min ‘to read’ liste på Goodreads, forleden fik jeg den så endelig læst. Teknisk set er genren vel krimi, men det er ikke selve forbrydelsen, der er interessant – det er derimod, hvad de bagvedliggende årsager til den er. Mest af alt er det sociologisk meditation over, hvordan et landsbysamfund i Kentucky bliver revet fra hinanden af opioider omkring år 2000. Donaldson beskriver med en usædvanlig indlevelse og solidaritet, hvordan ensomhed, smerte og meningsløshed driver krisen. Det er ikke social realisme, men mere en … ja, i mangel af bedre beskrivelser, en sorgfuld mysteriebog.

James R. Gaines – ‘Evening in the Palace of Reason’ (2005) har undertitlen ‘Bach meets Frederick the Great in the Age of Enlightement’. Gaines’ formål er at skrive om J.S. Bach og hans værker, hvilket også var min egentlige motivation til at læse bogen (udover titlen, som jeg elsker). Jeg vedbliver med at have et uudfyldeligt sort hul indeni, når det handler om klassisk musik. Tilsyneladende ligegyldigt hvor meget jeg lytter, formår jeg aldrig helt at få greb om det. Mine tanke var derfor, at hvis jeg nu læser kloge værker om komponisterne, forstår dem i deres samtid, og måske får en blid guide til, hvor jeg skal starte i min lytning, så vil jeg på et eller andet tidspunkt forstå og værdsætte musikken mere. Det var bestemt interessant at læse om Bach, der tydeligvis var et geni af ganske uforlignelig karakter. Men jeg endte alligevel med at nyde kapitlerne om Frederik den Store af Preussen langt mere. Frederik var en sammensat person; en kreativ og skrøbelig dreng, der blev skadet af sin fars mishandling og absurd rigide opdragelse gennem barndommen. Kulminerende med at faderen lod Frederiks elsker Hans Hermann von Katte henrette for øjnene af ham, blev dette skadede menneske siden en oplysningstidsinspireret enevældig monark, der kombinerede en kunstnerisk sjæl med sjældent set militær brutalitet. Bachs skærmydsler med den lokale kirkes sogneråd i Dresden om betaling for at undervise i klaverspil, fremstår let banal i sammenligning. Mest af alt er Gaines’ bog værd at læse, da den er skrevet af en person, der har brugt hele sit liv på at opstøve ALT (og mener virkelig alt) om et emne han elsker, og som han nu virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne vil formidle sin viden og begejstring om. Det er på den måde en meget smittende bog, som man bliver gladere og klogere af at læse.

Jeg har også fået læst de første tre bind af Elena Ferrantes Napoli-bøger. Jeg går og barsler med et længere indlæg om bøgerne, men lige nu holder jeg en pause, så jeg kan få samlet energien til at læse den fjerde og sidste bog. Ferrante får mig til at tænke. I et interview i 2016 sagde hun:

 – “Yes, I hold that male colonization of our imaginations—a calamity as long as we were unable to give shape to our difference—is, today, a strength. We know everything about the male symbol system; they, for the most part, know nothing about ours, above all about how it has been restructured by the blows the world has dealt us. What’s more, they are not even curious, indeed they recognize us only from within their system.”

Jeg har tænkt meget over det citat; over hvad implikationerne er. For i en anden bog jeg har læst for nylig, Jill Burke – ‘How to be a Renaissance Woman: The Untold Story of Beauty and Female Creativity’, læste jeg følgende om et ganske uhyggeligt og urovækkende maleri af Artemisia Gentileschi – ‘Susanna e i vecchioni’ (1610): Susanna e i vecchioni.jpg

“This painting seems to perfectly articulate a modern cultural idea – one that John Berger describes in his Ways of seeing of 1972: ‘according to usage and conventions … men act and women appear. Men look at women. Women watch themselves being looked at’. The power dynamic in paintings of the female nude, an art subject that was popularized in Renaissance Italy, is assumed to rest with artist and the viewer, who are assumed to be men – a process of objectification that Laura Mulvey influentially described as the ‘male gaze’” 

Det mandlige blik, den mandlige fantasi, den mandlige æstetisering og tingsliggørelse af kvinden. Det er det samme Ferrante taler om. Og  jeg er vel ikke bedre selv, hvis man vurderer ud fra de malerier, der befolker denne side. Alle disse smukke kvinder, hvis funktion er at blive set af mænd, for at opnå værdi. Det er tankevækkende, når først man bliver opmærksom på mønstrene. 

Jeg abonnerer egentlig ikke på, at der findes ‘mandelitteratur’ eller ‘kvindelitteratur’, tværtimod mener jeg at litteraturen burde være universel. Men omvendt er det måske netop et priviligeret (og meget bekvemt) synspunkt, at det så tilfældigvis er mit køns bøger, mit køns æstetik, mit køns fantasi, som – hovsa! – tilfældigvis må siges at være udgangspunktet for den universalistiske litteratur. 

Napoli-bøgerne er derimod kvindelitteratur, hvis vi da kan bruge termen på en deskriptiv måde. Alting ses ud fra et kvindeligt perspektiv. Der er et fuldstændigt fravær af sympatiske mænd i bøgerne. Ikke fordi – tror jeg da – at Ferrante hader mænd per se, men fordi de mænd der optræder i bøgerne ses ud fra et rent kvindeligt perspektiv, ud fra deres handlinger – og de afledte konsekvenser, de ofte har for kvinderne. Kvinderne kan lade sig besnakke og forføre af mænd, men der er aldrig andet end råddenskab og (oftest) vold bagved løgnene – med Nino (dette intelligente, manipulerende, egocentriske og hensynsløse mandebarn, der går gennem livet og efterlader brudte skæbner i sit kølvand) som det primære eksempel. Systemet er maskulint, opretholdt af maskulin vold og logik. Hovedpersonen Elena forsøger at få succes ved at emulere en mand. 

På den måde har Ferrante-bøgerne været en slags øjenåbner. Som historiefortællinger betragtet er jeg ikke vild med dem. Der er et anstrøg af sæbeopera over handlingen, og der sker ikke meget i bøgerne. Men det er som nævnt inspirerende at læse bøger, der er så konsekvente i deres afvisning af den mandlige fantasi. 

Fight, Magic, Items

Jeg læste Aidan Moher – ‘Fight, Magic, Items: The History of Final Fantasy, Dragon Quest, and the Rise of Japanese RPGs in the West’ med en ikke hel komfortabel kombination af nydelse og skam.

Nydelse fordi japanske videorollespil nu på tredje årti ligger mit hjerte meget nær, skam fordi der grundlæggende er tale om en nostalgisk øvelse. Vi taler trods alt om en spilgenre, der havde sin storhedstid omkring 1996.

Final Fantasy VI.jpg

Kampscene fra ‘Final Fantasy VI’, mine tidlige teenageårs absolutte eskapistiske højdepunkt. Bogens titel kommer fra menuvalgmulighederne. Modstanderen her er Atma Weapon, der er den stærkeste boss i World of Balance. Min favoritkarakter i spillet er Locke (øverst til højre), der er en følsom og melankolsk tyv. Han er meget forelsket i Celes (lige nedenfor Locke), der er en tidligere general i det onde Imperium, men nu en del af modstandsbevægelsen. Hun er hård uden på, men sårbar indeni, sådan som alle japanske heltinder er det. SPOILER: de får hinanden i slutningen. Der er nogle meget rørende scener på YouTube, som jeg måske/måske ikke netop har brugt en del tid på at gense i rørstrømsk sindstilstand.

Noget af det, som Moher gør en del ud af i bogen er den nære kobling mellem videospillene og japansk popkultur, animé/manga. Det link var en kilde til kreativitet og var styrende for spillenes ofte enormt ekspansive plot og high fantasy koncepter. F.eks. lavede den anerkendte illustrator Yoshitaka Amano en række portrætter og scener til Final Fantasy VI, der dannede grundlag for karaktererne:

Spillets hovedperson Terra skuer ud over minebyen Narshe fra sædet i sin robottank. På dette tidspunkt er hun stadig ond, da Imperiet kontrollerer hende med en såkaldt ‘slavekrone’. Hun ved på dette tidspunkt ikke at hun er barn af et menneske og en Esper, Final Fantasy VI’s svar på Tolkiens elevere, og derfor er hun i besiddelse af uhyrlige magiske kræfter. I slutningen af spillet er hun helt nødvendig for at kunne besejre spillets stærkt megalomane og ikke så lidt sadistiske slutboss Kefka.

Et udsnit af de i alt 14(!) karakterer man kan spille. De er ombord på luftskibet ‘The Falcon’, som man transporterer sig rundt i den ganske omfattende spilverden med.

Jeg kom til at tænke på Amano og hans Final Fantasy VI illustrationer, da jeg så dette maleri på Oberes Belvedere i Wien:

Giovanni Segantini – ‘Die bösen Mütter’ (1894)

Jeg er usikker på, hvor godt jeg formidler det i dette indlæg, men som jeg stod der og kiggede på det ganske uhyggelige billede, følte jeg et stærkt slægtskab mellem Segantinis æstetik og de illustrationer, jeg havde kigget på så ofte for mange år siden. Der er en fantasy/science fiction-agtig kvalitet i billedets isørken, det forblæste træer og symbolistiske stil. Der stod følgende forklaringen ved siden af billedet:

In the midst of an icy winter landscape, a young woman is writhing, caught in tree. Ensnared by its branches, her child suckles at her breast. But the mother struggles against the infant with all her might. In his 1894 painting The Evil Mothers, Giovanni Segantini addresses the controversial subject of unwanted pregnancies. He based his pictorial idea on a poem by Luigi Illica, which in turn was inspired by a Buddhist saga. Segantini created a poetic interpretation of the dilemmas surrounding female sexuality and motherhood.

På sin vis kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en kvinde, der havde forsøgt at udtrykke det dilemma, fremfor at det skulle fortolkes af en mand. Uanset hvad er det dog et stærkt og symbolladet billede, der blev sørgerligt overset. Måske fordi det har en ikke så rar undertone, måske fordi det var placeret i rummet ved siden af ‘Der Kuss’, hvor der så sådan her ud:

Billede af mennesker der tager billeder af billedet fremfor at se på billedet

Jeg skal naturligvis ikke sidde her og postulere, at et krypto-feministisk maleri fra 1894 inspirerede en række videospilillustrationer 100 år senere. Men det er en vedblivende fascination for mig, hvordan kunst taler (ubevidst) sammen på tværs af tid og sted. Jeg tror det er en af grundene til, at jeg sætter så meget pris på ældre kunst. Fordi det bliver en måde at tale med og forstå fortiden på en en ny måde.

PS. ‘Fight, Magic, Items’ er fantastisk, hvis man er i målgruppen. Jeg var varm og blød og lykkelig indeni hele vejen igennem.

Kunsthistorisches Museum

Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:

Kunsthistorisches 3.jpg

Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.

Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.

Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.

Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:

Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.

Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):

Las Meninas.jpg

Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.

Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?

1920px-The Daughters of Edward Darley Boit, John Singer Sargent, 1882 (unfree frame crop).

Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.

Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.

Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.

Kunsthistorisches 13.jpg

Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’ spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):

Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.

Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.

Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.

Varme i Wien

Selvom min sommerferie i Wien er ved at fortabe sig i hverdagens glemsel, så kom jeg under dagens løbetur til at tænke på byen.

Måske det var dagens unaturlige septembervarme, der udløste tankestrømmen. Som udpræget vinterbarn, indendørsentusiast og solsky af natur, så trives jeg bedst med moderate temperaturer. Jeg har altid nikket med stor empati og solidaritet, når Morrissey i sangen ‘Ask’ fortæller at han bruger sin tid på: ‘Spending warm summer days indoors/Writing frightening verse/To a buck-toothed girl in Luxembourg’. Jeg søger heller ikke ud. Varme og det at være udenfor er ikke mit naturlige habitat, det er skyggen, køligheden og indendøre1. Men under mit østrigske besøg i juli var der ikke på noget tidspunkt under 34 grader i dagtimerne, og det var kun moderat køligere om natten. Indendøre hjalp ikke meget. Der var ikke aircondition i kvistlejligheden på Taborstraße, og det var reelt vanskeligt for mig at sove.

Det har jeg ikke prøvet før. Jeg er virkelig ringe til at sove i transportmidler, og har formået at rejse hjem fra bryllupsrejse via Maui til Los Angeles til Newark til København til Östersund uden at sove det mindste. Men at sove i en seng nye steder? Intet problem. Jeg kan sove under alle forhold. Troede jeg. Jeg skulle blive klogere.

Taborstraße, 15. juli 2024 kl. 2020, 33 grader

At håndtere varmen udgjorde en løbende eksperimentel læringsproces for mig under mit ophold. Jeg åbnede vinduerne den ene nat, det hjalp kun begrædeligt lidt. Dels var det lige så varmt og vindstille. Dels er der – opdagede bonderøven, der tydeligvis har været for længe væk fra urbane miljøer – forunderligt nok larm i form af højlydte mennesker, sporvogne og trafik på gaden hele døgnet i centrum af Europas femte største by, forstå det hvem der kan.

Jeg satte derfor airbnb værtindens vakkelvorne transportable blæser igang den anden nat, så mild og svalende luft kunne medvirke til at nedkøle mit solskoldede legeme. Det var en god plan, bortset fra at blæseren lød som et brunkulsfyret russisk industrianlæg, der tilmed udsendte en urovækkende kemisk brændt lugt, og derfor muligvis kunne bryde i brand hvert øjeblik det skulle være. Eftersom jeg ikke umiddelbart planlagde at ende mine dage alene i en kummerlig lejlighedsbrand i Wien, fungerede denne plan derfor heller ikke.

Den tredje dag havde jeg under dagsudflugterne holdt vinduer og gardiner lukket, så varmen ikke sneg sig ind. Forgæves, naturligvis. Jeg kom gennemstegt hjem fra Bratislava, købte mad i den overfyldte Billa på Praterstern stationen, og trådte derefter ind i det, der bedst kan beskrives som en overtændt sauna.

Jeg fandt aldrig en løsning. Den retoriske floskel om ‘at vågne badet i sved’ var indtil Wien mest af alt et kuriøst fænomen, jeg var stødt på i de mere kulørte dele af litteraturens verden. Nu ved jeg, hvad der menes.

Det tænkte jeg altsammen på, mens jeg i dag gungrede tungt og ugraciøst langs stierne i Ulkerup skoven. På det seneste har jeg døjet med mit højre knæ; ikke noget alvorligt forsikrer min livlæge mig, noget betændelse og overbelastningsinduceret, men dog stærkt irriterende, og jeg er nødt til at aflaste knæet ved at ændre træningsrutinerne. Jeg mærkede første gang til det i Wien, mit knæ klikkede lissom underlig efter en lang dags traven, så noget tyder på Wien har haft mærkbare somatiske konsekvenser for mig.

Men nuvel, udover at sove dårligt og understrege min status som et gammel skrog, så bød Wien også på en forfærdelig masse kunst, som jeg ikke rigtig har fået fortalt om endnu. Det må jeg til at gøre noget ved.

Lige her i første omgang vil jeg gerne dele Egon Schiele – ‘Die Unarmung’ (1917), som jeg så på Oberes Belvedere.

Der var engang, hvor jeg syntes Schiele var himmelstræbende genial. Han har en unik malestil og æstetik, som afviger fra hans samtid og er entydigt hans. Man kan altid genkende ham, uanset om han maler prostituerede, böhmiske landsbyer eller resignerede selvportrætter. Men jo ældre og mere af-erotiseret jeg selv bliver, jo mindre begynder jeg at synes om ham. Han døde i en alder af 28 år, og som årene går, bliver hans tilstræbte rolle som provokatør trættende for mig. I mange af Schieles andre værker bruges eksplicit nøgenhed til seksuelle provokationer, og det virker lidt infantilt for mig.

Måske det er derfor jeg virkelig godt kan lide ‘Die Unarmung’, hvor han går en anden vej og udviser en anderledes modenhed. De nøgne fysiske kroppe er stadig i centrum, men De to elskende omfavner hinanden intimt og desperat. De findes kun for hinanden, dér på det hvide lagen, mens den abstrakte verden uden om dem er forsvundet. Deres kroppe udstråler nærhed, intimitet og (føler jeg) tab og sorg. Jeg er med på, at Schiele ikke maler klassisk smukke eller lykkelige billeder, men jeg er betaget af, hvordan han bruger de tos fysiske kroppe til at udtrykke deres indre tilstand.

Det var (også) varmt den dag på museet, men det var en stor oplevelse at være der. Flere kunstoplevelser følger.

  1. Med mindre vi taler om bjerge, naturligvis, så vil jeg altid hellere være udenfor []

Canaletto-Blick

Nu er barokpaladser ganske vist ikke lige min kop the, men Österreichische Galerie på Belvedere slottet er et forholdsvis vanvittigt kunstmuseum, som jeg derfor naturligvis måtte besøge under rejsen til Wien. Jeg vil gerne fortælle mere om udstillingerne en anden gang, men lige nu er jeg mest optaget af slottets have.

Ja, naturligvis ikke alt det manneristiske gøgl og humbug, ej heller de obsessivt klippede hække, de sirligt anlagte grusstier eller de fedladne marmornymfer og -gudinder, der bebor Jeux d’eau-installationerne på den øvre parterre. Det ville jo være aparte at gå op i den slags. Nej, jeg er mere optaget af perspektiver i, eller måske snarere: fra haven.

Bernardo Bellotto, il Canaletto - View of Vienna from the Belvedere.

På Kunsthistorisches Museum kan man finde Bernardo Bellottos maleri ‘Wien, vom Belvedere aus gesehen’ fra 1760.

Billedet og veduta-genren i almindelighed inspirerer mig vel egentlig ikke som sådan. Men Bellotto – der malede under sit nom de guerre ‘Canaletto’ – konstruerede med sit maleri intet mindre end et stykke manipuleret virkelighed. Hans maleri blev så at sige det accepterede blik på, hvordan Wien ser ud – eller burde se ud. De definerede sågar en term for det: det såkaldte ‘Canaletto-Blick’. Vi ser den indre by, Karlskirche, Stephansdom og Palais Schwarzenberg – den sprudlende, velbeslåede stad under Habsburgerne oplyste vælde. Mon ikke kejserinde Maria Theresia satte pris på en så fidel fremstilling af hendes hovedstad? Og se lige her, hvordan udsigten ser ud (nogenlunde samme sted fra 350 år senere, en utidigt varm sommerdag i 2024):

Ja, bevares, nu kan I ikke rigtig se skylinen alligevel, da billedet er taget med svedig og rystende hånd af en håbløs amatør, der til hver en tid hellere vil udtrykke sig med ord snarere end billeder.

Men den grundlæggende pointe er blot, at den normative kraft i ‘Canaletto-Blick’, i Bellottos billede af og vision for hvordan Wien (bogstaveligt og figurativt) burde se ud, har været – og er – så stærk, at selv ikke 350 års industrialisering og almindelig fordummelse har kunne ødelægge det. Det er da vanvittigt interessant at opleve fortidens kraft på den måde.

Det der med forskellige normative blikke var også noget, jeg bed mærke i under museumbesøgene. For i virkelig mange af de ældre landskabsmalerier (ca. 1400-1600) dominerer en underlig magisk realisme, hvor landskaberne fremstår underligt overnaturlige – eller divergerer kraftigt fra virkeligheden. Vi ser panoramaer med episke bjerge eller klippemassiver og frodige jungler i malerier, der skal forestille scener fra det nuværende Holland. I scener fra det hellige land optræder der skove, der har en umiskendelig lighed med skove fra det vestlige og regnfulde Europa. Jeg opdagede under rejsen, at fænomenet har et navn: Weltlandschaft, eller ‘verdenslandskabet’. Som Wiki beskriver det:

The world landscape, a translation of the German Weltlandschaft, is a type of composition in Western painting showing an imaginary panoramic landscape seen from an elevated viewpoint that includes mountains and lowlands, water, and buildings. The subject of each painting is usually a Biblical or historical narrative, but the figures comprising this narrative element are dwarfed by their surroundings.

The world landscape first appeared in painting in the work of the Early Netherlandish painter Joachim Patinir (c. 1480–1524), most of whose few surviving paintings are of this type, usually showing religious subjects, but commissioned by secular patrons. “They were imaginary compilations of the most appealing and spectacular aspects of European geography, assembled for the delight of the wealthy armchair traveler”, giving “an idealized composite of the world taken in at a single Olympian glance”.

Åh, at være en velhavende lænestolsrejsende, kan man ønske sig noget mere her i livet? Som iagttager verden gennem sit Weltlandschaft-blik, og dermed kan reducere kaoset og smudset fra den ellers ubehøvlet larmende verden. Jeg har aldrig fået læst noget af Edward Said, men jeg er sikker på, at han ville have holdninger til, hvordan orienten visuelt og æstetisk blev gjort ekstra eksotisk alt efter hvilket ‘blik’, der blev lagt på den. Jeg vil holde øje med fænomener à la ‘Canaletto-Blick’ i fremtiden.

Museo de Arte Moderno de Bilbao

Da jeg inden afrejsen læste om hvad vi skulle se og opleve i Bilbao, så var det slående, hvor mange af kommentarerne på diverse fora der kredsede om, at det reelt spændende kunstmuseum i byen ikke er Guggenheim, men derimod Museo de Arte Moderno de Bilbao.

Det troede jeg ikke for alvor på. Vi taler trods alt om et internationalt kompetitivt kunstmuseum, der alligevel skulle blive overstrålet af et landsdelsmuseum? Mon dog. Men i retrospekt må jeg indrømme, at jeg er enig. Værkerne på Museo Bilbao stimulerede min nysgerrighed og tankebaner langt mere, end det nominelt finere celeb-museum gjorde. Måske fordi de udstillede værker her var langt mere spanske og baskiske, snarere end det globaliserede kunst, der bliver udstillet på Guggenheim.

Skal vi ikke lægge hårdt ud? Hvad siger I f.eks. til Ignacio Zuloaga helt ustyrlige ‘Retrato de la condesa Mathieu de Noailles’ (1913)?

zuloaga-ignacio-painting-portrait-of-countess-mathieu-de-noailles-82-50.png

Er hun ikke bedårende? Som hun ligger elegant henslængt, allongée, i sublim kontrast mellem den lyserød-lilla-orange chiffon og divanens grønne satin. I hendes blik aner vi hendes dybe væsen; der er romantik og elegance i kjolens arabeske-agtige fald. Vi møder hendes sind gennem det nysgerrige blik og det lille underfundige smil, der spiller om munden. På bordet har dette prægtige og intellektuelt sensuelle væsen sine bøger (måske vi netop har forstyrret hendes læsning?), sine roser (symbol på kærlighed) og perler (passion og velstand). Den scenografiske baggrund med tunge gardiner, der indrammer vores hovedperson i et betagende magisk realistisk skylandskab. Jeg kan ikke erindre at have set et mere flatterende portræt i lang, lang tid. Det skulle da lige være nogle af Singer Sargents vidunderlige malerier. Og helt banalt må jeg sige, at det var et yderst smukt billede, som det hang der på væggen i Museo Bilbao. Zuloagas eftermæle er ambivalent. Han var basker, men endte på den forkerte side i den spanske borgerkrig – og Franco brugte ham siden i propagandaøjemed. Jeg synes ikke at Zuloagas valg nødvendigvis reducerer den æstetiske eller kunstneriske værdi af hans portræt af Anna de Noailles. Men det vidner om, at æstetikken og den historisk arv kan være vanskelig at få til at mødes på en letfordøjelig måde. Det er fuldt ud muligt at lave skøn kunst og samtidig støtte et militærstyre, jf. mere nutidige diskussioner om muligheden for at sondre mellem kunstneren og vedkommendes kunst. Det virker småabsurd at tænke på i dag, men Spanien var et militærdiktatur gennem adskillige årtier indtil 1978. Det er længe siden nu, men det er ikke længe siden. Der er stadig masser af nulevende spaniere, som erindrer hvordan livet var i et ganske andet spansk samfund – og hvem ved, måske endda besidder positive erindringer om det. Tilværelsen ville nemmere, hvis den var mere principiel og sort-hvid, men ak, vi må nok acceptere gråzoner, nuancer, fejlbarlighed og moralske kompromiser lidt endnu.

Guinea La recoleccion de la manzana.

Ingen sommer uden høst. I Anselmo Guinea – ‘La recolección de la manzana’ (1893) er vi i de baskiske frugthaver i den pittoreske Arratia dal. Alt er harmoni, vi befinder os nærmest i et japansk papirtryk. Jeg er ganske betaget af lyset i billedet, og jeg er særligt vild med kontrasten mellem det gyldne og det blå. Jeg kan lide Guineas næsten Monet’ske måde at skildre af naturen. Omvendt ved jeg ikke om kvindens ansigt fungerer? Det virker underligt … anderledes med et realistisk ansigt i et ellers pointillistisk billede. Den er ikke rigtig konsekvent nok, denne sammenblanding af stilarter. Jeg får fornemmelsen af, at Guinea var ude i en stiløvelse, hvor han gerne ville vise at han var en moderne maler, der havde adopteret strømningerne fra Paris – men at han stadig ikke helt ville eller kunne gennemføre det fuldt ud. Se til kontrast Monets maleri af sin kone og barn i et andet sommermotiv. Måske det er den konsekvente vilje til at gå hele vejen, der er en af forskellene mellem de dygtige og de guddommelige kunstnere?

Mere spansk landidyl, denne gang to piger på en sti i Gabriel García Maroto – ‘Mozas en el sendero’ (1922-1923). Jeg  ville ønske, at jeg kunne udtrykke det på en mere sofistikeret måde, men – fanget som jeg er i en dansk provins – så sætter jeg pris på det … sydeuropæiske i skildringen af landskabet. Sammenligningen er en anelse søgt, men i mit hoved bliver jeg mindet om bjergvandringer i Schweiz, når jeg ser på maleriet. Det skyggefulde hvil på stien en varm, varm dag.

Stien op mod Alpe Cardera, Locarno

Så måske Marotos billede først og fremmest fremkaldte en nostalgisk reaktion i mig. Og savn og længsel efter noget andet.

Det kan dog ikke være rural idyl det hele. For drivkraften i baskerlandets historie i det meste af 1900-tallet var ikke landbrug, det var minedrift og industri – som fremstillet her i Daniel Vázquez Díaz ‘La fábrica bajo la niebla’ (1923), hvor han maler et det kongelige asturiske mineselskabs industrikompleks lige øst for San Sebastián. Egentlig er jeg ikke den store kubist, men jeg synes det er sjovt hvordan alting – skorstene, bjerge, bygninger, kulbunkerne – er konstrueret af geometriske former. Og der er en vis elegance i hvordan Díaz fremstiller den fugtige tåge gennem blege hvide, blå og grå farver. Jeg ved ikke om industrien ligefrem bliver smuk på billedet, men jeg fornemmer omvendt heller ikke at Díaz er ude på at illustrere en dystopi eller forfald. Der er noget stolt – måske ligefrem noget baskisk – over billedet, der – sin firkantethed til trods – er beundringsværdigt realistisk.

De næste par malerier har jeg ikke dannet nogen dybere tanker eller associationer om, udover at de var virkelig smukke og/eller specielle at se i levende live, som jeg stod der i Museo Bilbao:

Jean Berque – ‘Deux nus’ (1923)

José Maria de Ucelay – ‘Una muchacha’ (1922)

José Maria de Ucelay – ‘Jugando a los bolos en San Bartolomé’ (1935)

Gustavo de Maeztu – ‘Los mujeres del mar’ (1916)

Intet indlæg uden seminøgenhed på stranden, melankolske kvindeblikke i bjergene, vaniljefarvede skyer i særprægede formationer, eller rasende furier. Jeg ved ikke, måske er der ikke tale om unik eller verdensomstyrtende kunst. Men Museo Bilbao var en ualmindeligt mættende og dejlig oplevelse. Naturligvis fordi museet udstiller værker fra mine kunsthistoriske yndlingsperioder, det hjælper på det hele, men også fordi mange af malerierne har en stedbundethed og en forankring i noget (beklager det småvamle ord) ægte. Hvis man skal drage en nordjysk parallel, så synes jeg personligt at Poul Anker Bech er overvurderet, men omvendt så forstår jeg fuldt ud, hvorfor en vendelbo kan føle Vendsyssel i hans malerier. Jeg tænker, at en basker vil kunne føle det på samme måde, når de møder et maleri af Arteta og co.

Endelig var noget af det mest forunderlige ved vores besøg på Museo Bilbao, at størstedelen af museets udstillingsareal faktisk var lukket grundet ombygning. Derfor var det ikke engang hele samlingen, vi fik at se. Jeg vil klart anbefale et besøg, især hvis man gik lidt død i Guggenheims lidt ufrugtbare udstillinger.

Bilbao

Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.

Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.

Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?

Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.

En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.

Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.

Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.

Louise Bourgeois – ‘Maman’ (1999)

Jeff Koons – ‘Puppy’ (1992)

Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.

Salen med Richard Serras installationer

Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.

Roy Lichtenstein – ‘Grrrrrrrrrrr!!’ (1965)

Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?

Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:

Robert Rauschenberg – ‘Barge’ (1962–63)

Robert Rauschenberg – ‘Untitled’ (1963)

Mark Rothko – ‘Untitled’ (1952-1953)

Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.

Yoshitomo Nara – ‘Miss Margaret’ (2016)

Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.

Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:

Elin Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth

Leo Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth

Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.

Martha Jungwirth – ‘Große Natur’ (1993)

Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:

Fordi:

Francisco de Goya – ‘La maja vestida’ (1800-1805)

Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.

Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.

Bilbao

Det blev sommer. Mens dette skrives ligger den trykkende varme over Odsherred som en kvælende tung og gennemsvedt dyne. Måske L. A. Ring har været på et posthumt visit? Eller måske vi snarere er i Wyeth land?

L. A. Ring – ‘I juni måned’ (1899)

Andrew Wyeth – ‘Christina’s World’ (1948)

Uanset hvad, så glæder jeg mig til snart at skulle se og opleve andet end rurale omgivelser, da vi rejser på ferie i den kommende uge. Destinationen er Bilbao og Baskerlandet, der kombinerer familiens heterodokse (og indbyrdes ikke helt kompatible) krav/ønsker til en ferie: storby/kultur (mig), natur (den bedre halvdel), strande og varme (børnene). En ferie til Bilbao med endagsture ud i bjergene, til strandene ved Atlanterhavet samt til San Sebastián og Santander, burde rumme lidt af hvert til alle.

Jeg har besøgt Bilbao én gang tidligere, men uanset hvor meget jeg tænker efter, så kan jeg ikke tidsfæste det præcist. Var det i år 2000? Dengang min Mor mente hun skulle køre (ikke gå) langs Camino-ruten? Det var sammen med mine forældre, husker jeg, og vi var inde at se det dengang forholdsvist nyåbnede Guggenheim museum – så det har været efter 1997. Jeg har ellers ikke så stærke erindringer om Bilbao, vi var der kun et par timer. Mest af alt husker jeg at se det nu forlængst nedrevne San Mamés stadion mens vi kørte igennem byens gader. Alt det, jeg læser i øjeblikket – om Bilbaos post-industrielle forfald og byens metamorfose om til kultur-/serviceøkonomisk centrum der foregik netop dengang – husker jeg intet om at have set. Det irriterer mig en anelse; ville ønske jeg havde skrevet blog eller dagbog dengang fremfor blot at have diffuse, visuelle erindringer.

Apropos San Mamés, så læser jeg i Christopher James Evans – ‘Los Leones: The Unique Story of Athletic Club Bilbao’ for at komme i den rette stemning inden afrejsen. Da jeg er pinligt bevidst om at fodbold er et emne, der optager meget, meget få af læserne, så vil jeg nøjes med følgende summariske (og muligvis alment interessante) pointer:

  • Athtletic Bilbao er den legemliggjorte baskiske identitet. Nu hvor ETA er holdt op med at sprænge bomber, så er det her at den baskiske selvstændighedstrang udfolder sig
  • Klubbens kendetegn og identitet udtrykkes gennem deres ‘Canterra’-strategi, hvor de udelukkende anvender spillere, der er baskere eller er opvokset i Baskerlandet. Det er en meget konsekvent og bevidst tilgang, der – afhængigt af ens synspunkt og temperament – enten er ulækkert nationalistisk, eller udtryk for en romantisk insisteren på egne regionale dyder og selvstændighed (i protest mod en moderne fodboldverden, hvor storklubberne er ejet af oliesheiker eller kapitalfonde). Jeg er mest til den sidste tolkning, da jeg dels er til salg for lokalpatriotisme (og elskede AaB’s sværmeriske, men ærgerligt fallerede ‘Nordkraft’-strategi, hvor klubben søgte at emulere Athletics tilgang med kun at spille med nordjyske spillere), dels er ‘Canterra’-strategien bemærkelsesværdigt internationalt anlagt og inkluderende. To af Athtletics stjernespillere er eksempelvis brødrene Iñaki og Nico Williams. Deres familie er immigranter fra Ghana, men begge er opvokset i Pamplona og Bilbao – og er derfor, naturligvis, baskere. Det kan jeg godt lide
  • Den selvpålagte geografiske/kulturelle begrænsning betyder desværre også at klubben i en sportslig kontekst ikke er konkurrencedygtig, når de er oppe imod modstandere, der rekrutterer talent fra resten af verden

Det er underligt, hvad der giver mennesker mening, identitet og stolthed. Men det skaber indiskutabelt nogle strømninger, når regional stolthed manifesterer sig på fredelig og måske ligefrem konstruktiv vis. Hvilket det lader til at gøre det i Athletics tilfælde. Der møder f.eks. 1 mio. mennesker op for at fejre det, når klubben med 40 års mellemrum vinder et inferiørt trofæ. Jeg sad her til morgen og så nogle af optagelserne fra april måned, hvor spillerne futtede afsted ned ad Nervión floden i en eller anden besynderlig pram, alt imens en hel region koger over af jubel. Det er da bemærkelsesværdigt.

Aurelio Arteta – ‘Idilio en los Campos de Sport’ (1920)

Bogen introducerede mig for det fine Arteta-maleri, der hænger i foyeren i Athletics klubhus. Det forestiller klublegenden Rafael ‘Pichichi’ Moreno Aranzadi og hans hustru i en privat samtale. Billedet tiltaler mig, farverne især (naturligvis kan jeg godt lide at Athletic og AaB’s trøjer er noget nær identiske), men også intimiteten. Der er dog et eller andet med proportionerne. Ifølge wikipedia var Pichichi samfulde 154 cm høj, hvilket jeg ikke er helt overbevist at Arteta fik indfanget i sit maleri.

Højdebedrag eller ej, så glæder jeg mig til at komme afsted. Det har været et på mange måder grublende år siden sidste sommer, og jeg har ikke rigtig koblet af siden dengang i bjergene i Schweiz. Bliver dejligt at blive flyttet, både fysisk og mentalt.

Renæssance

Det er vanskeligt for mig, det indrømmer jeg blankt, at adskille det ene medlem af Medici-familien fra det andet. Fra Cosimo de’ Medici til Lorenzo de’ Medici, de store mæcener flyder sammen for mig. Men det politiske persongalleri fra renæssancens Firenze var måske hellere ikke direkte intentionen med at læse Lawrence Rothfield – ‘The Measure of Man: Liberty, Virtue, and Beauty in the Florentine Renaissance’. For ganske vist er jeg historisk interesseret, hvorfor det er givende at få et indblik i samspillet med kunst, kapital og magt i Quattrocentro-tiden. Men egentlig er jeg – hvis jeg skal være ganske ærlig – mest interesseret i at læse om og opdage kunstnerne, der virkede i datidens epicenter for vestlig kultur.

Det er måske nu, at jeg skal komme med dagens første indrømmelse. Nemlig at noget af det jeg holder allermest af er, når fagbøger har en informativ billedesektion i midten. I ved nok, en 9-10 sider med farvebilleder, oftest trykt på en anden og mere stiv papirtype for at adskille det fra resten af bogen. Og måske (når det er bedst) med små kommentarer til hvert billede. Som her i billedesektionen fra Simon Sebag Montefiores (i øvrigt fortrinlige) ‘The Romanovs: 1613-1918’, hvor vi i små vignetter introduceres for ret æggende koncepter som en ‘endearing and attractive’ tsar, en legendarisk kaukasisk jihadistisk oprørsleder ved navn Shamyl, en dansk ‘perfect consort’ og trist og hensygnende kejserinde. Altsammen på to sider. Det er mageløst:

Det var en mindre ekskurs for at fortælle, at ‘the Measure of Man’ også har en lille, men dog tilfredsstillende billedesektion. Se bare:

På kun to sider får vi voldsom (VOLDSOM) mandlig æstetik OG et maleri af en korrupt, opulent og nepotistisk pave, malet af min evige dødsfjende Rafael. Og efter at have fået den gave foræret, hvad kan man så egentlig ønske sig mere af en bog?

Jo, såmænd, man kan ønske sig fire siders analyse af Botticellis to mesterværker ‘Primavera’ (1470-1480) og ‘La Nascita di Venere’ (1484-1486).

Sandro Botticelli – ‘Primavera’ (1470-1480)

‘La nascita di Venere’ (1484-1486)

Nu ved jeg godt, at begge disse malerier skriger langt væk af alt for mange svedende turister, der er stuvet sammen og fægter med selfiestængerne i en sal i Uffizi galeriet. Begge malerier er for kendte, for ikoniske, for meget italiensk-renæssance-mainstream.

Men … se lige engang på dem.

Ikke som repræsentanter for den vestlige kulturkanon eller som udtryk for, at man i datidens Firenze var ramt af en dyrkelse af græsk kultur og tankegods. Se dem som værker i sig selv, som Botticellis vision, kreativitet og håndværk. Her er en mand, der elsker skønhed og elsker kvinder (måske næsten ligeså meget som John Singer Sargent).

Man kan læse og fortolke mange ting ud af billederne, om end jeg ikke er velbevandret nok i mytologien til at være i stand til det. I bogen er der en lang analyse af ‘Primavera’ som “the great hymn to Neo-platonic love”, ligesom ’Nascita di Venere’ betegnes som genialt, da ‘it makes the equivalence of erotic and holy seem not only reasonable but lovely’. Det lyser ud af dem, dyrkelsen af det skønne, den bliver, ja, guddommelig.

Venus botticelli detail.

Se lige på Venus1. Er der skabt en smukkere, mere guddommelig kvinde i kunsthistorien siden i de sidste 550 år? Jeg tillader mig at tvivle. Botticellis evner som billedkunstner og som formidler af det smukke og det skønne er helt uforlignelige. Eller hvad siger I til forårsgudinden?

1665px-The Birth of Venus detail - Hora.

Botticelli er det flagrendes mester. Flagrende lokker, flagrende kjoler, flagrende klæder. Vestenvinden Zephyr og nymfen Aura blæser den nyfødte Venus ind i Floras favn og ventende klæde. Og alle disse skønne detaljer! Alle blomsterne på kjolen, på klædet, på jorden under hende. Hun er liv, frugtbarhed og løftet om glæden efter en lang vinter. Og se lige roserne, der daler ned over Venus:

Skærmbillede 2024-05-11 kl. 11.00.18.

Ser I de gyldne kerner? Alle detaljerne i blomsterbladene? Jeg mener, hvordan kunne Botticelli rumme det hele? Jeg skal nok holde inde nu, men jo mere jeg ser hans malerier, jo mere betaget bliver jeg. ‘Primavera’ er et mørkere og mere komplekst billede, men stadig med underskønne detaljer, f.eks. de tre gratier Aglaia (glans), Euphrosyne (glæde) og Thaleia (blomstring) i runddans:

1551px-Sandro Botticelli - Three Graces in Primavera.

Det var interessant at læse om Botticellis karriere og eftermæle. Tilsyneladende var han noget nær ignoreret i 400 år indtil at præ-rafaellitterne – der også dyrkede skønheden – gav ham den oprejsning, han så åbenlyst fortjente.

‘The Measure of Man’ er ikke en perfekt eller ligefrem anbefalesværdig bog, men den har passager, hvor jeg blev oprigtigt inspireret og lærte nye ting. Og om ikke andet, så satte den en streg under, at jeg må og skal besøge Firenze. Jo før, jo bedre.

  1. Eller er det Guds moder Maria, for det er vanskeligt ikke at se den klassiske Madonna figur fra samtidskunsten her []

Glyptoteket april 2024

Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.

Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.

Monet Lemon Grove.jpg

Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)

Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:

Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)

Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:

Van Gogh landskab.jpg

Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)

Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.

Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:

I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.

Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.

Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«

Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.

Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.

Denkbilder

Læser i disse dage en bog om ensomhed: ‘This Exquisite Loneliness: What Loners, Outcasts, and the Misunderstood Can Teach Us About Creativity’ af Richard Deming.

Selvom jeg som tordnende introvert, genert og generaliseret fremmedgjort overfor de fleste mennesker sympatiserer med bogen og dens agtværdige formål, ja, så kæmper jeg en anelse med at komme igennem den.

Dels er bogen ikke ligefrem sprælskt skrevet. Dels er den alt, alt for indfølende empatisk til min smag. Der bliver virkelig mærket efter og gransket dybt i sjælens stille vand, hvilket jeg kun kan holde til i begrænsede mængder, inden jeg må styrke mig med en underlødig artikel om et eller andet overfladisk.

Men nu skal jeg også være rimelig. For lige nu er jeg påbegyndt det, jeg håber bliver et interessant kapitel om Egon Schiele: alle billedkunstinteresserede emo’ers favorit perverterede østrig-ungarer.

Egon Schiele – ‘Sitzende Frau mit angezogenem Knie’ (1917)

Jeg holder meget af dette maleri og har gjort det lige siden jeg så det første gang sommeren 2005 på Národní galerie i Prag. Faktisk så meget at en plakatreproduktion er at finde et sted i husholdningen. Det giver mig helt lyst til at skrive et rablende indlæg om Schiele, men det må blive ved en anden lejlighed.

For det jeg egentlig gerne ville fortælle fra Demings bog stammer fra kapitlet om filosoffen Walter Benjamin. En meget (melo)dramatisk skikkelse, hvis samlede tankesæt jeg næppe besidder de fornødne kognitive evner eller stamina til virkelig at forstå. Men Deming omtaler et af Benjamins begreber, Denkbilder, som fik mig til at spidse øren:

The book provides a counterpoint to his more densely theoretical writing, such as his doctoral thesis, The Origin of German Tragic Drama, or the crucial essays “The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction” and “Goethe’s Elective Affinities.” It isn’t a light, frothy book, and it has all the markers of having been produced by a reader steeped in a history of the Sturm und Drang of German Romanticism. Seemingly any small object, any city site, could be the vehicle for reverie and insight into how anything, drenched in imagination and longing, becomes a kind of poem. Anything could light up “paths to the world’s interior. The cue could come from anywhere.” He called these Denkbilder, “thought pictures.” Often, the paths they light up are ones that are walked alone.

Hvis jeg kender tyske filosoffer ret, så er deres filosofiske begreber markant mere komplekse og dybsindige, end hvad min parafraserende og sludrende udlægning tilsiger. Men ‘tankebilleder’, hvor komplekse ting, fænomener, relationer indfanges, interesserer mig.

Jeg skal ikke kunne frasige mig, at jeg muligvis er mest er fascineret af ‘Denkbilder’, fordi visse ting ganske enkelt lyder dybere og bedre og klogere på tysk (se også: Wanderlust, Fernweh, Zeitgeist, Leselust, Gesamtkunstwerk, Leitmotif). Men der også noget helt uimodståeligt og håbløst romantisk i den idé om, at man med den rette filosofiske, litterære, og besjælede fantasi, kan opnå indsigt i verdens sande tilstand. Jeg tror det er en tanke, som kun kan opstå ved ensomme og meget indadskuende mennesker, der udvider universet ved at udforske deres egen tankeverden.

Måske Deming alligevel har fat i noget i sin bog.

London

Vanen tro er vi (for) sent ude med at arrangere årets sommerferie. For jeg elsker at rejse og opleve ting, men hader at gøre det indledende arbejde og planlægge turene. Og når jeg så endelig får taget mig sammen til at komme en smule i gang, så ender jeg ud af en helt igennem upraktisk tangent, der leder mig ganske på afveje. Det afstedkommer at jeg ligger i mørket, springer fra Wikipedia-side til næste Wikipedia-side og først falder alt for sent i søvn.

Som nu aftenen inden (ok: natten til) tirsdag, hvor mit mål var ‘Udvikle koncept for en uge i London og det sydlige England for to voksne og to børn’. Jeg havde bedt chatGPT om at give et bud på en ramme, og den foreslog beredvilligt et par dage i storbyen for så siden at rykke mod Brighton.

Hvilket gav mig mindelser om The Whos rockopera (nej, virkelig, det var en ting dengang) ‘Quadrophenia’ fra 1973. Hvori vi følger den unge Jimmys ekskalerende psykiske sammenbrud og udåndende oprør mod autoriteterne i midt-60’ernes ‘Mod’-subkultur i London. Udover at rumme en hel række helt igennem blændende sange (‘The Real Me’, ‘Cut My Hair’, ‘I’m One’, ‘5:15’, ‘Sea and the Sand’ og ‘Love Regn O’er Me’), så foregår store dele af musicalen1 i netop Brighton. Musicalen ender således tvetydigt med at Jimmy måske/måske ikke begår selvmord ved at hoppe ud fra en klippe nær Brighton Beach.

Hvor skal du hen, Jimmy?

Men havde det så blot været Brightons mindre suicidale attraktioner, jeg var endt med at researche den aftenstund. I stedet endte jeg med at lave en ‘tour de museer, jeg gerne vil se i London’. Hvilket er både teoretisk og praktisk idioti eftersom jeg er den eneste i husstanden, der gider gå på kunstmuseer. Jeg husker endnu med ikke ubetydelig vemod den 32 grader varme sommerdag i Berlin, hvor jeg slæbte den yngste med ind for at se på Arnold Böcklin og Caspar David Friedrich mesterværker på Alte Nationalgalerie. Og hvad var takken? “Hvornår skal vi ud herfra, Far?”.

Perlende påskønnelse!

Boblende begejstring!

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor en 6-årig ikke intuitivt og intenst blev draget af ‘Die Toteninsel eller ‘Der Mönch am Meer’. Og at vurdere efter min adfærd forleden aften, så tænker jeg præcis som Principal Skinner fra ‘The Simpsons’:

Så ja, jeg lå i mørket og kompilerede en liste over de kunstmuseer i London, jeg gerne vil besøge. De er – i prioriteret rækkefølge:

  1. Tate Britain (britisk kunst før 1920)
  2. National gallery (’The Fighting Téméraire’!)
  3. Tate Modern (jeg er vel nødt til at lade som at illudere at jeg er interesseret i samtidskunst)
  4. Imperial War Museum (John Singer Sargent og John Nash!)

Og hvis jeg virkelig skal give den i rollen som pacende og læringsorienteret forælder, så skal børnene vel også tvangsindrulleres i British Museum og Natural History Museum. Og det skriver jeg velvidende, at mine arvinger med meget stor sandsynlighed er trætte efter to timers storbyudforskning, og derfor bliver ulidelige hele resten af dagen. Og at de under ingen omstændigheder har tænkt sig at se på kunst med mig.

Men alt det ovenstående – Brighton, Böcklin & bøvlede børn – var kun et præludium til min egentlige tangent den aften. Jeg endte (via en af de helt slemme gateway drugs, nemlig Wikisiden for Yale Center for British Art) med at udforske australske impressionister fra den såkaldte Heidelberg School. Hold nu fast:

Arthur Streeton – ‘Golden Summer, Eaglemont’ (1889)

Tom Roberts – ‘A break away!’ (1891)

Clarice Beckett – ‘Sandringham Beach’ (1933)

Hvor meget mere australsk sommer kan det blive? Jeg bilder mig ind at jeg kan huske den hede fra dengang i februar 1997, hvor jeg rejste en måned rundt i Australien med min bedstefar. Intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at det formodentlig er det rene opspind. Men bare fordi noget er falskt, så kan det jo godt føles ægte alligevel.

Og så må jeg sige, at jeg aldrig er stødt på en bedre blade-i-skovbunden maler end Frederick McCubbin (1855-1917). Det er næsten som at duften af eucalyptus siver ud af hans i øvrigt ret ubekvemme malerier:

‘Bush Idyll’ (1893)

‘On the Wallaby Track’ (1896)

‘Lost’ (1907)

Jeg har ikke fået læst nok kunstnerne til at kunne skrive noget begavet om dem, men jeg er inspireret og vil undersøge dem nærmere. Men nuvel, det blev sent og jeg måtte stoppe mit endeløse fald på en eller anden måde. Jeg afsluttede derfor min kunsttangent i Rusland, af alle steder. På de to store kunstmuseer i Skt. Petersborg fandt jeg disse to:

Nicholai Roerich – ‘Battle in the Heavens’ (1912)

Anatoly Levitin – ‘A Warm Day’ (1957)

Jeg kan godt se at hun vasker gulv og at min association derfor er helt forkert. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg til juli også kigger ud af vinduet over tagene i en varm storby. Jeg burde se at få planlagt den ferie.

  1. Der er også en filmudgave med, suk, Sting, men den taler vi ikke om []

Introduktion til græsk og romersk kunst

Lånte bogen ‘Introduktion til græsk og romersk kunst’ med hjem fra mine forældre, da jeg hentede mine børn efter de har været på et par dages præ-påskeferie i Aalborg. Læste i den på vej hjem med Molslinjen, omgivet af børn (herunder mine egne, dog dybt opslugte af deres skærme, så der var læsefred), svedne kombardofritter, og så den der akkumulerede lyd af utålmodige mennesker, der egentlig helst ville være alle andre steder i verden end på en færge mellem Aarhus og Odden, her dagen inden Guds enbårne søn kommer på korset.

Bogen er ikke just ny; det drejer sig om er en dansk oversættelse af Susan Woodford – ‘The Art of Greece and Rome’ fra 1982. Den er – tror jeg, faktisk er jeg en smule usikker om, hvornår og hvordan det begrædelige bogtyveri er foregået – havnet i mine forældres boghylder efter at min mor engang i slut-90’erne begyndte at følge oldtidskundskab på enkeltfag på Aalborg Studenterkursus. Ja, ikke at jeg kunne drømme om at tillægge hende onde hensigter, intet kunne ligge mig fjernere, men det ser ikke kønt ud, Mor, det gør det altså ikke:

To ting: for det første tvivler jeg stærkt på, at bogen foran mig nogensinde er blevet erstattet, det ville jo ligesom underminere formålet med rapseriet. For det andet får ordene ‘mishandlede bøger’ mig til at trække på smilebåndet. Jeg får indre billeder af en jamrende bog, der bliver pint og plaget og slet og ret behandlet dårligt. Måske jeg burde holde op med at antropomorfisere alting, men det er vanskeligt for mig. 

Ved nærmere eftertanke tror jeg også at det må være første gang, at jeg aktivt selv har opsøgt en gymnasial lærebog siden min forholdsvis fjerne fortid på Aalborg Katedralskole. Bogen er da også forholdsvist letlæst og jeg nåede igennem den inden vi ramte Sjællands Odde. Ikke mindst fordi jeg (må jeg med skam at melde tilstå) nøjedes med rudimentært at skimme afsnittene om bemalet keramik (jeg er altså ikke en amphora-pige, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver) og kapitlet om de græske templers udsmykning. Ud over at jeg med en ikke ubetydelig selvtilfredshed kunne konstatere, at jeg stadig kan kende forskel på doriske og ioniske søjler (samt deres noget mere udsvævende og letlevende slægtning: søjler med korinthiske kapitæler), så følte jeg heller ikke noget dybere behov for at læse om græske templers gavlfelter, metoper eller de klassiske kompositionsproblemer med friserne (hint: det er vanskeligt at finde et motiv til en frise, der – med bogens ord – er ‘et umådeligt langt, smalt bånd’, se dog Parthenon-frisen for en veludført undtagelse).

Skulpturer, derimod, skønne, æstetiske, (homo)erotiske Kouros-skulpturer; dét er lige noget for mig. I forlængelse heraf, så er noget af det, jeg virkelig værdsætter ved grækerne er, at de tænker lidt ligesom mig. Eller, nuvel, som jeg ville ønske at jeg tænkte. Som Woordford skriver om græske skulpturerer vis-a-vis deres ægyptiske forgængere: 

“Grækerne overtog ægypternes arbejdsmetoder og i vid udstrækning også deres proportionssystem. Det er derfor de tidligere græske statuer ligner de ægyptiske så meget. Ligheden i stilling og teknik er tydelig; forskellene i stil og intention er vanskeligere at erkende, men uhyre vigtige. Den ægyptiske billedhugger lavede en ret overbevisende naturalistisk menneskefigur; den græske statue er mere abstrakt. Grækerne mente åbenbart, at en sådan statue ikke blot skulle ligne et menneske, men udgøre et æstetisk objekt i sig selv”

Og i et andet afsnit om forskellen mellem det græske og romerske tankesæt: 

“Af temperament og tradition var romerne meget forskellige fra grækerne. I tankens og kunstens verden elskede grækerne det abstrakte og almengyldige, hvorimod romerne, som var jordbundne og praktiske folk, foretrak det konkrete og den faktisk foreliggende virkelighed … det, romerne forestillede sig ved et portræt, var et nøjagtigt billede af en bestemt person. Under indflydelse af den græske kunst tillempede de billedhuggere, som arbejdede for romerne, ofte deres stil og gjorde personerne smukkere eller mere imponerende, men de gav aldrig slip på deres karakteristiske særpræg og den individualitet, som romerne værdsatte så højt”

Er de ikke skønne, de grækere? Vilde med abstraktioner, det almengyldige og med et umætteligt behov for æstetisere ting? Jeg er fan. Og lad os da se på varen:

Originalen af ‘Doryphoros’ (Spydbæreren) fra omkring 440 f.Kr. var lavet af bronze og er desværre væk for tid og evighed, så vi har kun marmorudgaver tilbage. 

Men se ham lige engang. Han er perfekt. Han er harmoni, skønhed og fuldendte proportioner. Hans contrapposto er vel nærmest kun i konkurrence med ‘David’ eller ‘Venus fra Milo’. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig – måske fordi jeg er indsovset i eurocentrisk kulturforståelse, men det er jeg egentlig indifferent overfor i denne sag – hvordan dette ikke kan være det perfekte fysiske ideal for mandekroppen. 

Om ikke andet, så kan Woodfords bog (stjålet eller ej) motivere mig for en yderligere indsats i det lokale træningscenter. Der er et stykke vej endnu til Spydbærer-niveau, tænker jeg. Og bogen vækker også rejsefeberen. Ovenstående marmorudgave kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Napoli, der nu naturligvis med øjeblikkelig virkning er kommet på min vil-besøge-i-fremtiden liste.

De forsvundne film

Berlingske har i dag en kun let alarmistisk artikel om, at ‘filmklassikere er forsvundet fra jordens overflade’, hvormed de mener, at mange film ikke kan findes på streamingtjenesterne. Folk er (oh rædsel!) henvist til fysiske medier som dvd, hvis de ønsker at se filmklassikere, kunstfilm, kultfilm eller gyserfilm. Hvilket jo ikke er så rart, når man er vant til at alt indhold er få klik væk.

Min interesse har hidtil været koncentreret om konsekvensen af/risikoen ved at overlade ens musikbibliotek til streamingtjenester – se mit cri de coeur om Jens Lekmans pludselige og urimelige skamfering af sit katalog -, men jeg kan sagtens se udfordringen for film og tv-serier også. Og det er ikke en ny problemstilling. Tilbage i 2018 skrev jeg på min gamle blog:

Det er frustrerende at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke, hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting? Hvis de ikke findes, så er der ingen til at drømme om dem eller skabe nye erindringer.

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Nuvel, tiden gik, og de pågældende tv-serier blev siden hen tilgængelige på streamingtjenesterne (og forsvandt igen for ‘Friday Night Lights’ vedkommende). Men meget andet er siden glemt og forsvundet i intetheden. Eller også kræver det en ihærdig indsats, som kun de færreste er villige til at gøre.

For nylig så jeg f.eks. ’Det syvende segl’, Ingmar Bergmans klassiker fra 1957. Filmen er ikke tilgængelig nogen steder, men jeg havde lånt den på dvd, og det krævede en tur i gemmerne for at finde mit lidt hengemte dvd-drev til Mac’en. Jeg har holdninger til filmen (mange holdninger, faktisk), men i denne kontekst er pointen mest, at intet levende menneske under 40 år (eller de særligt interesserede) støder på ‘Det syvende segl’ af sig selv, endsige bliver spontant interesseret i at se filmen. Den er – nøgternt vurderet – forsvundet og på vej mod destination ‘glemt’. For mit vedkommende kendte jeg filmens titel, havde sågar lyttet til en podcast om filmen sidste efterår, men jeg havde ikke skænket det en tanke rent faktisk at se den. Jeg mistænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Konklusionen? Det må vel være, at man (stadig) skal sørge for at købe og eje de ting, man gerne vil kunne tilgå i fremtiden. Og at den store glemsel nok ikke lade sig stoppe.

Winifred Knights

Winifred Knights (1899-1947) er en af de engelske mellemkrigskunstnere, som jeg læste om i Frances Spaldings pragtværk ‘The Real and the Romantic: English Art Between the World Wars’, en bog jeg aldrig bliver træt af at promovere og rose. Hun er fascinerende; en kompleks kombination af en Quattrocento-elsker og religiøs modernist.

Jeg er vild med især to af hendes malerier, der er komplet forskellige – og ens.

Winifred Knights – ‘The Deluge’ (1920)

‘The Deluge’ (1920) er hendes gennembrudsværk og er en helt igennem ubehagelig affære. Lidt som hvis man tog Justice sangen ‘Stress’ og omformede den til et endog særdeles kontrolleret maleri. Det er frygt, fatalisme, flugt, traume indkapslet i en smukt koreograferet (og pauseret) tragisk dans. Den bibelske oversvømmelse af det stille landskab med de grå, anonyme bygninger, bakker, vand og himmel er uafvendelig. Malet et par år efter de ufattelige ødelæggelser, barbari og tragedier under 1. verdenskrig, er det ikke just et maleri, der indgyder livsglæde og optimisme. Det er et stille, fastfrossent skrig. Og netop derfor tror jeg at der er genialt.

Hendes andet værk, ‘Edge of the Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-30), er det, som jeg egentlig kom til at tænke på her til aften.

Jeg skulle cykle hjem efter en ufokuseret arbejdsdag og en efterfølgende jævnt miserabel træning; det blæste og susede og mit træningstøj lugtede surt (hvad mon de andre steroidvrag tænkte om min odeur, funderede jeg), de nordvestsjællandske landeveje var i en sjælden grad mørke og trange, og min højre pedal på cyklen sagde de her højlydt knagende lyde (krrrrriiitch, scraaaatttchh), der indikerer, at jeg snart skal gøre noget (og jeg er virkelig ringe til at vedligeholde ting, det er en af mine (mange) svagheder, jeg ville virkelig gerne blive bedre til at passe på ting, men) inden jeg ender med at stå dér med en ikke-funktionel cykel i vejkanten, i Odsherred, en kold og våd og ikke-rar tirsdag aften i februar.

Winifred Knights – ‘Edge of Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-1930)

Og netop da, i det øjeblik, tænkte jeg på sommer, på varme, på Italien, på sol, på stilhed i mit hoved. Jeg tænkte på ‘Edge of the Abruzzi’. Knights malede billedet i de år, hvor hun arbejdede på The British School in Rome, og i højsommeren flygtede hun til landsbyen Piediluco, hvor udsigten1 ud over en sø inspirerede hende. Jeg tror, at det er et af de mest stille malerier, jeg nogensinde har set. Se lige på det vand. Har du nogensinde set så stille vand før? Det er næsten uhyggeligt, så ubevægeligt det er. Men også kun næsten. For mig symboliserer det ro og eskapisme. Guderne skal vide, at jeg godt kunne tænke mig at være i den båd. Og at jeg godt kunne tænke mig en rejse væk, snart.

Og Knights? Hun døde af en hjernetumor i 1947 og blev glemt indtil 2016, hvor hun endelig fik en retrospektiv særudstilling. I øvrigt lyder hun i sin Wiki-artikel til at have været en vidunderligt partikulær dame: “Knights was known for her distinctive dress, a stylised version of nineteenth century Italian peasant costume, characterised by a loose ankle-length skirt, a plain buttoned blouse, a wide brimmed black hat and coral necklace and earrings”. Altid dejligt at møde en anden italofil romantiker!

  1. Hov, udsigter, forresten. Lyttede til podcasten ‘In Our Time’ på en løbetur søndag, hvor det gik op for mig, at ‘De sterrennacht’ er malet med den udsigt, som van Gogh havde fra sit værelse på det nervesanatorium, han havde tjekket sig selv ind på i to års tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet historien var bag maleriet. Det er så smukt. Så ikke at det udsprang af et sammenbrud. []

Rafael

Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:

Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.

How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.

Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.

To, nej, tre ting til det.

For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?1

For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker2:

Raffaello Sanzio – ‘Autoritratto’ (1506)

For en betimelig kontrast til søde, rare og uskyldsrene Rafael, så se fyrige Albrecht Dürer, den selvudslettende samtidsmaler, der i sine selvportrætter som det naturligste i verden modellerede sig selv efter Jesus. Ham synes folk i dag er lidt af et mensch. Rafael? Mjah. Ham synes ingen rigtig noget om.

Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.

I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.

For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.

På det seneste har jeg læst en del om Prærafaelitterne, en engelsk kunstgruppe i midten af 1800-tallet, der (som navnet antyder) ønskede at bringe kunsten tilbage til tilstanden FØR Rafael kom og ødelagde den med sine rene, klare, stringente, kedelige og neoplatoniske principper. Prærafaelitterne ville i stedet tilbage til principperne i den italienske ‘Quattrocento’-tid, med dens klarhed, naturskildring, stærke farver, følelser, klassicisme, romantik. De ønskede et opgør med Manierismen, som man kender den fra baroktiden, med alle dens fede små engle, overdrevent langstrakte skikkelser, underlige kropsproportioner samt forkærlighed for overbroderede klædedragter og besynderlige perspektiver.

Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.

Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.

Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.

Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874)

Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:

She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.

Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?

Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:

Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.

The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.

The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death

Selv kommer jeg – småtskåren som jeg er – først og fremmest til at tænke på musikvideoen til Nick Cave og Kylie Minogues – ‘Where the Wild Roses Grow’ fra 1995. Der må siges at være mere end en overfladisk æstetisk inspiration fra Millais maleri i den video.

Jeg vil også anbefale at undersøge William Holman Hunt – The Awakening Conscience’ (1853), som er lidt af et Kinderæg af flertydige budskaber. Det samme gælder John Everett Millais – ‘Mariana’ (1851), der kan det samme.

Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:

Raffaelo Sanzio – ‘Scuola di Atene’ (1511)

  1. En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. []
  2. Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? []

Wiener Secessionen

Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.

Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.

Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.

Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.

Gustav Klimt – ‘Der Kuss’ (1907-1908)

Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.

Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:

Max Kurzweil – ‘Dame in Gelb’ (1899)

Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?

Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.