Jens Lekman

Jeg skal ikke sidde her og være en skabagtig krukke. For Spotify og de andre musikstreamingtjenester har udvidet mit musikforbrug voldsomt og (tror jeg) i en positiv retning.

Men der er og bliver noget utrygt ved at overlade ens musik til en kapitalfondsdrevet tredjepart.

Dels fordi der er begrædelige huller i musikkataloget (jeg opretholder en smerteligt lang liste over sange og album der mangler), dels kan man miste ens musikkatalog uden varsel – alt efter om en eller anden forsmået IP-håndhævende rettighedshaver insisterer på ville bestemme.

Stor var min rædsel eksempelvis, da mine tidlige 20’eres højt elskede popidol Jens Lekman pludselig forsvandt fra Spotify. For blot siden at genopstå som en perverteret Lazarus med genindspilninger af hans første tre album. Genindspilninger der vel at mærke ødelægger hele formålet og glæden ved hans sange for mig.

Det allermest vidunderlige ved Jens Lekmans tidlige popsange var naturligvis hans meget svenske sensibilitet, de quirky tekster og den skamløse brug af (oftest) strygerbaserede samples. Samples, der var (og er) helt uimodståelige for mig, og som jeg formoder, at der nu med 15-20 års forsinkelser er blevet krævet royalties for.

Så Lekman – der vel næppe er blevet markant mere velhavende med årene – fjerner sine oprindelige sange fra tjenesterne og erstatter dem med noget meget, meget værre. Fremfor de skramlende, lasede og obskure (med andre ord: PERFEKTE) samples, så er der nu lækker lyd, fuldfede strygere og midalderende mandlig singer-songwriter plastret ud over det hele. Det er en kunstnerisk katastrofe. Jeg kan ikke beskrive det på andre måder. Så grufuldt er det for mig.

Den største forbrydelser er nok ‘Maple Leaves’. Jeg vil ikke linke til den genindspilningen – lidt selvrespekt har jeg vel – men originalen fra 2003 kom i to udgaver.

Albumudgaven er den bedste og sampler ikke færre end tre sange. Det ene sæt melankolske strygere kom fra The Mama & the Papas – ‘Do You Wanna Dance’ (1966), det andet sæt kom fra Glen Campbell – ‘By the Time I Get to Phoenix’ (1967) og trommerne blev hapset fra The American Breed – ‘I’m Gonna Make You Mine’ (1968). Lekman synger sin melankolske tekst sløret ind i det, der lyder som et lidt vel spartansk udstyret hjemmestudie i en snesjappet forstad til Göteborg, trygt pakket ind i et smukt Phil Spector’sk Wall of Sound-agtigt lydbillede. I 7″-udgaven af ‘Maple Leaves’ er Campbells mesterværk erstattet af en sample fra The Left Banke – ‘Walk Away Renée’ (1967), hvilket svækker det samlede indtryk moderat, men der er stadig tale om en uimodståeligt skæv popsang.

I 2022 er ‘Maple Leaves’ blevet domesticeret, vellydende, krystalklar, lækker og med håndspillede ikke-samplede strygere inde over. Den er med andre ord blevet helt forfærdelig.

Jeg troede på den unge Jens Lekman, når han sang om om hjerte-smerte og afgrundsdyb melankoli:

It’s autumn in Gothenburg
I’m walking home to my suburb
Rain falls hard on the city
On every homeless kitty

Oh please God bring relief
Even if it’s only brief
That she says that we were just make-believe
But I thought she said maple leaves

So we talked for hours
And you cried into my sheets
And you said you hated your body
That it was just a piece of meat
I disagreed
I think you’re beautiful
But it’s impossible
To make you understand
That if you don’t take my hand
I’ll lose my mind completely
Madness will finally defeat me

She said it was all make-belief
But I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about the season
I never understood at all

I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about Mark E Smith
I never understood at all
I never understood at all
I never understood at all

Jeg tror til gengæld IKKE på, at den musikalsk tandblegede Jens Lekman i 2022 er blot en my ligeså melankolsk, ægte, sær og oprigtig, som ham, der tilsyneladende hørte dårligt efter tilbage i start-00’erne. De skramlede samples var meningen med det hele. Jeg vil ikke have perfekt, smukt og sæt-på-i-baggrunden-til-middagsselskabet. Jeg vil have skønhedspletterne, jeg vil have her, der da lige laver en svensk udgave (‘Lönnlöv’, naturligvis) live.

Genindspilningerne er den største musikalske sorg for mig i 2022. Og jeg er lykkelig for, at jeg ejer hans tidlige album i fysisk form, så jeg ikke er nødt til at forlade mig på de tandlægeventeværelsesudgaver af Jens Lekman, som nu er tilgængelige.

Moi Caprice

Lytter her til aften til det første moi Caprice album. Skægt at jeg var så vild med gruppen dengang, jeg havde både plakaten på væggen og ejede tilmed en lidt for tætsiddende band t-shirt. ‘Once Upon a Time in the North’ er en samling udmærkede – til tider ligefrem fremragende – popsange, inkl. en vis iboende The Smiths’k sensibilitet.

Men albummet er også til tider ubærligt selvhøjtidligt og forsanger Michael Møller kan nærmest ikke være i sig selv af ren og skær storladen inderlighed. Deres producer burde have rådgivet dem bedre. Alene det at de vælger at plastre den ellers dejlige og synthperfekte ‘Sun & the Silence’ (som jeg husker at have hørt – og elsket – første gang i ‘Det Elektriske Barometer’ i 1997) ind i klæge strygere vidner om dårlige beslutninger. Demoen er langt, langt stærkere, på trods af den spagfærdige vokal. Mere er (heller ikke i dette tilfælde) ikke altid bedre. 

Der var og er i retrospekt et eller andet iboende uoriginalt over moi Caprice. De fremstår i 2003-udgaven mest af alt som Mews (over)ambitiøse, men kommercielt fejlende lillebror. Musikalsk virker de kalkeret over et amalgamat af britiske bands fra Suede over New Order til Gene. På deres 2005 og 2006 albums prøver de sig frem med en ‘hårdere’ Interpol-agtig lyd, uden at det bliver synderligt mere spændende af den grund. Og når jeg skimlytter deres nye album her fra 2022, så lyder de som en lidt blodfattig udgave af Gangway. Det kan ikke være nemt, når man – uanset hvor meget man spræller kreativt i nettet – ikke rigtig kan skabe noget, der ikke lyder som noget andre har lavet (bedre?) før.

Er jeg for hård ved moi Caprice? Måske. ‘Once Upon a Time in the North’ er stadig en fin lille sag, som vækker gode minder. Men muligvis ramte moi Caprice mig blot på det rette tidspunkt i livet dengang i 2003? (Relativt) ny i København, melankolsk uden reel grund til at være det (indser jeg her alt for mange år senere) og med en overdreven opfattelse af eget himmelstormende potentiale. Lidt som at man som musikelsker vist skal møde førnævnte The Smiths i ens teenangste dage, hvis de skal give oprigtig mening for én.

Mere Modern Classical Music

For efterhånden noget tid siden forsøgte jeg optimistisk (nogen vil sige dumdristigt) at blive interesseret i det, der lident inspirerende kaldes Modern Classical Music. Men det gik ikke. Meget af det var simpelthen for underligt og modernistisk for mig. Nu kan jeg så læse, at jeg ikke er alene i ikke at gide lytte til det: Klassisk musik har været død – eller i hvert fald ikke udviklet sig kommercielt – stort siden 1924. Komponisterne gav sig enten til at lave avant garde stykker (uden publikumstække), blev forbudt eller slået ihjel af Hitler og Stalin – eller også lavede de musik i Hollywood eller til videospil. Det er fascinerende, men også forstemmende hvordan en så rig musiktradition er i stasis. Hvem skal lytte til det i fremtiden?