Musik
There are 34 posts filed in Musik (this is page 1 of 2).
Here Comes the Rain Again
Det er sjældent at jeg bliver intenst grebet af 40 år gamle sange. Og det er lidt irrationelt at det sker lige nu. For dels er jeg ikke i almindelighed særskilt glad for Eurythmics og Annie Lennox’ vokal. Dels kendte jeg naturligvis godt ‘Here Comes the Rain Again’ i forvejen. Men jeg har aldrig for alvor lyttet til den. Og jo mere jeg gør det, jo mere bliver jeg overbevist om at den er et mindre mesterværk. Jeg kan ikke få synth’en, strygerne og beatet ud af hovedet. Men mest pirrende og dragende er den melankolske kerne. Det må være en af de mest længselsfulde kærlighedssange, jeg har hørt i nyere tid. Perfekt til årstiden.
The Reds, Pinks and Purples
Jeg er ved at udvikle en gennemgribende, ukontrollabel og (for min alder) stærkt uklædelig forelskelse i The Reds, Pinks and Purples. De er det på alle måder perfekte band for mig. Selv efter en ganske grundig streaming af deres albums og EP’er, er jeg endnu ikke stødt på en eneste decideret dårlig sang. De er vidunderlige på så mange fronter. De laver eminent og melodisk janglepop, som passer perfekt til at se melankolsk og teatralsk ud over et efterårshærget landskab. Og se lige deres nærmest Edward Hopper’ske pastelfarvede og fremmedgjorte æstetik, den går lige i lysken på mig:
Musikalsk er de underspillede og melodramatiske på samme tid. Tag nu blot deres titler, der lyder som et greatest hits fra en Douglas Coupland roman. Jeg nævner i flæng:
-
- ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’
- ’I’m Worried About the New Wave’
- ’Last Summer in a Rented Room’
- ’Your Parents Were Wrong About You’
- ’You Might Be Happy Someday’
- ’I’m Sorry About Your Life’
- ’I’d Rather Astral Project’
- ’Don’t Come Home Too Soon’
- ’Seems Like We’re Always Starting Over’
- ‘Is Your Mind That Free?’
- ‘You’re Never Safe from Yourself’
- ‘The Town That Cursed Your Name’
- ‘Mistakes (Too Many to Name)’
- ‘Unloveable Losers’
Alle er pragtfulde og bør lyttes til. Men det egentlige mesterværk er ‘Build Love’, der må betegnes som Peak-Kåre i sin melankoli – og det er en stærk kandidat til årets sang 2023 for mig.
Det er efterhånden sjældent at jeg opdager et band eller en musiker, hvor jeg bliver vild med det samlede ‘body of work’. Det plejer at være en enkelt sang, måske to, men når vi taler The Reds, Pinks and Purples, har jeg købt ind på hele pakken. Glæder mig til at lytte meget mere i den kommende tid.
Low – ‘What Part of Me’
New Order i Royal Arena
Der er noget underligt nekrofilt over New Order.
De dyrker stadig den tabte forsanger fra Joy Division-tiden, Ian Curtis, der begik selvmord i 1980. Han dyrkes i deres æstetik og mytologi, hænger på væggene i merchandisevognen, svæver som en skygge over bandet, optræder med de karakteristiske druggy øjne i sceneshowet under deres koncerter. Og hans epilepsianfaldsdrevne sceneoptræden og intensitet står – i nu mere end 40 år – altid i skærende kontrast til hans afløser i bandet som forsanger: Bernard Sumner.
Til koncerten i går trissede Sumner rundt det meste af tiden; en indadvendt 67 årig mumitroldlignende mand, der – når det går allervildest til – kan opmønstre et anæmisk dask på hoften, eller måske kortvarige livsglædeforladte klap-nu-med-armbevægelser.
Det er et problem. De øvrige medlemmer står (eller sidder) også mere eller mindre stille, men det er ok, jeg kan respektere en introvert konstellation, og stillestående musikere er en velafprøvet manøvre indenfor synthpopbands. Men en forsanger burde vel udvise en eller anden form entusiasme? Glæde? Vrede? Vigør? Eller? Bevares, han behøver ikke være Dave Gahan, eller en tilsvarende sprællemand, men “GØR DOG NOGET, MAND” fristes man til at skrige ham ind i ansigtet, alt imens man rusker hans nedsunkne skuldrer ublidt.
Diskrepansen er distraherende. Mellem den muskuløse electronica, der tæsker publikum igennem, holdt op imod bandets fuldkomne fravær af bevægelse og følelser. Mellem det mest ultrahedonistiske, pumpende MDMA-drevne beat og Sumners nærmest demonstrative blaserthed på en scene. De samme sange, der drev gæsterne på The Haçienda til begær, vanvid og ekstase, fremføres af passionsløse automatoner. Det kræver en dialektisk indstillet Hegelianer af en anden verden at forlige det med hinanden.
Politikens anmelder vælger den generøse tolkning af problematikken. Der er slet ikke tale om et paradoks, nej, vi har blot at gøre med et rendyrket band, må vi forstå, der uden gøgl lader musikken tale for sig selv. Det er både sandt og løgn på samme tid.
Det er sandt at det New Order virkelig kan, er selve energien, følelsen, musikken, melodierne, beatet, de lejlighedsvis guddommelige synthpassager. De andre aspekter skal man overse.
Teksterne er ofte tåbelige eller direkte meningsløse (under koncerten gik det op for mig, at jeg ikke kan synge med på ret mange af sangene; teksterne har aldrig virket vigtige at lære for at forstå meningen med New Order). Hvilket bringer os elegant til lektion 2 og 3 i kurset ‘Alle de ting, der er galt med Bernard Sumner’.
For udover at have en komatøs karisma på en scene, så er hans lyriske pen mildest talt uinspireret. Og endnu værre: han kan ikke synge længere. Han drukner i lydbilledet, kan slet ikke følge med. Kun når han for alvor træder ind i dødskulten og imiterer Ian Curtis i Joy Division numrene, liver han en smule op. Han var decideret god i ‘Transmission’, en sang jeg ellers altid har fundet lidt tacky. I går opdagede jeg, hvad den virkelig kan. Og igen kan man kun filosofere vemodigt over, hvor vildt et band Joy Division/New Order ville være blevet, hvis ikke Curtis havde hængt sig selv i en alder af 23.
Andre højdepunkter. ‘Your Silent Face’ var fremragende, endnu en sang, jeg ikke har værdsat nok før i går. Den blev båret af en fantastisk film i baggrund, en hyperstiliseret udgave af Los Angeles, der passede aldeles perfekt til sangen.
Hvilket, En passant, leder mig til punktet hvor Politikens anmelder for alvor lyver. For New Orders musik stod aldeles ikke alene til koncerten, men blev bakket op af et visuelt baggrundsshow, der – med få undtagelser – var mageløst og begavet. En sjældent inspirerende æstetik. Jeg kunne fortabe mig undervejs, og skulle i den forbindelse nok huske at takke min skaber for, at jeg ikke får epileptiske anfald af stoboskoplys. Visse af sangene ville have været jævnt uudholdelige uden den visuelle støtte, så gode var de. En dag vil jeg dog gerne have en alvorssnak med bandet om deres nazi-æstetik i indledningen af koncerten. Vi får både forspillet fra Richard Wagner operaer og en udspringsscene, som selv ikke Leni Riefenstahl ikke kunne have lavet mere kropsdyrkende i ‘Olympia’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal udlede af det hele.
Og ja, de spillede naturligvis gruppens reelle mesterværk ‘Temptation’, selvom Sumner (naturligvis) nægtede at give den det fornødne klimaks. Alle der har set ‘Trainspotting’ husker Diane synge: “Oh, you’ve got green eyes, oh, you’ve got blue eyes, oh you’ve got grey eyes/and I’ve never met anyone quite like you before“ for Renton under hans kolde tyrker fra heroinen. Denne lille tekstbid har altid været vanskelig at få ud af hovedet for mig, men Sumner gjorde dog sit bedste – det må jeg give ham – ved at kvække sig hæst igennem den del af sangen. Men, nuvel, det er en detalje, resten af ‘Temptation’ var præcis som den skulle være.
Samlet set? Ikke en verdensomstyrtende god koncert, men jeg er glad for, at jeg nu har oplevet New Order live. Og jeg er glad for at det var sammen med fem venner, som jeg ser alt for sjældent.
New Order
Har nu endelig fået købt billetter til New Order-koncerten i september. Rygterne vil vide at bandet trådt ind i deres greatest hits fase, med en dertilhørende lidt vel museal og stillestående sceneoptræden. Bernard Sumners i forvejen ikke særlig stærke stemme er tilsyneladende også blevet endnu mere anæmisk. Men … jeg har aldrig set dem live før. Og hvis setlisten minder blot lidt om den, de diverterede publikum med under deres amerikanske koncerter i foråret, så kommer jeg til at dø af lykke undervejs.
Whitney – Giving Up
Whitney – ‘Giving Up’ irriterer mig grænseløst. Det kunne have været en tindrende vidunderlig hjerte-smerte-popsang. Fængende melodi som jeg har vanskeligt ved at få ud af hovedet. Og den kombinerede trommeslager og sanger (som bekendt den sejeste konstellation) har tilmed den mest nuttede falsetvokal. Sangen har perfekt første vers, perfekt omkvæd, perfekt andet vers. De første 01:45 minutter er eminente. Ualmindeligt velegnede til en langsommelig vralte-/løbetur i Højbys traurige exurbs. Dernæst? En fjollet bro med en lasket omgang soulblæser efterfulgt af en sløj outro, der fiser kraft- og viljeløst ud. Jeg går langsomt i stå på vejen sammen med sangen, dér midt i grusgravene, minigolfanlægget og de lukkede minkfarme. Sangen giver (ha-HA!) op. Det er en tragedie. Ville ønske Whitney en dag omarbejder den, så den kan få den rette melankolske slagkraft. Den virker ikke for mig nu.
Ted Gioia – How to Listen to Jazz
Jeg prøver virkelig. Nogen burde altså give mig lidt kredit. Måske en medalje af en art? En lille erkendtlighed, ja? For selvom jeg inderligt og intenst hader jazz, så var Ted Gioia – ‘How to Listen to Jazz’ med i den ret tunge pakke med bøger, der ventede på mig hjemme i går aftes. Man skal jo tjekke sine privilegier og uddanne sig selv. Jeg forsøger at udvide mine horisonter, nedbryde mine fordomme og blive en bedre person.
Og hvem ved, måske jeg pludselig vil få en religiøs omvendelse og begynde at elske jazz? Eller (hvilket – for nu at være ærlig – er det mest sandsynlige) at jeg kan begrunde og efterrationalisere mit ubændige had med mere substantielle argumenter?
De 70 sider har ikke overbevist mig om så meget endnu, men jeg bør vel give bogen en smule mere snor. Og muligvis endda lytte til dens dertil indrettede playliste på Spotify. Indsæt teatralsk og modvilligt suk.
Syd for Solen
Varmer op til weekendens Syd for Solen festival ved at lytte til Iggy Pops bagkatalog. Der er meget godt iblandt, selvom jeg klart foretrækker materialet fra hans tid i The Stooges. De sange har en utæmmet energi (se: ‘Search and Destroy’), som det er vanskeligt ikke at blive revet med af. Uanset hvad kan han nærmest kun være fabelagtig live. Warpaint og War on Drugs er mere dreampoppede (og formodentlig knap så dynamiske live), men ser også frem til dem begge. Mest af alt glæder jeg mig til at komme afsted og opleve musik live. Der går for lang tid imellem at det sker.
Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision’
Jeg ved ikke om jeg får læst hele Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision: A History of Nineteenth Century Music’ fra ende til anden, men de tre første kapitler har været eminente. Den får fuld skrue med romantikken og Sturm und Drang – og det er decideret lifligt. Håber at jeg får en reel indsigt i periodens musik efter endnu læsning. Og ja, så er det naturligvis i sig selv et argument for bogens kvaliteter, at den har et maleri af Caspar David Friedrich på coveret. Der er intet som lidt guddommeligt besjælet natur, der kan få mit lille sorte hjerte til at banke hurtigere og mere intenst.
Morrissey 64 år
Kongen af teen angst, Morrissey, fylder 64 år i dag. Tillykke, tror jeg nok. I skrivende stund kan jeg ikke komme på andre kunstnere, der som ham engang betød alverden (og mere til) for mig, men som nu kun fylder mig med tristhed, afmagt og eksistentiel lede. Hans decideret elendige selvbiografi gjorde mig så rasende under bryllupsrejsen, at jeg efterlod den i afsky i skuffen på hotelværelset i Kihei – i passende selskab med The Book of Mormon. Gid nogen havde kryo-præserveret ham kort tid efter hans seneste relevante album (‘Maladjusted’ i 1997), så jeg kunne have undgået at overvære den menneskelige tragedie, han har udviklet sig til gennem årene.
Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay)’
Ledte efter interessant musik. Fandt Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay)’, hvis titel øjeblikkeligt vakte min opmærksomhed; banalt nok fordi jeg intuitivt kunne lide delen i parentesen. Før jeg trykkede play havde jeg ikke den fjerneste anelse om at der er tale om den perfekte popsang. Men det er det. Hviskende æterisk dreng-pige vokal, discobeat, synth-lydbillede og en tilpas begavet, bittersød og melankolsk tekst om et forhold i opbrud. Kan ikke forstå noget så vidunderligt har kunne eksistere i 5 år uden at jeg opdagede den. Sangen bliver en fast bestanddel af de kommende måneders playlister.
Luksus
Opdager til min klukkende og perlende glæde at Luksus bliver gendannet (for en enkelt dag?) ved Syd for Solen. Jeg elskede dem i de uglade ‘Elektriske Barometer’-dage, især ‘Myrtilles’ og ‘Hit-and-run-driver’. Det bliver en vidunderlig lørdag i Søndermarken.
Fuse
Er rørende (og selvsagt helt upartisk) enig med The Guardians anmeldelse af det nye Everything But The Girl album ‘Fuse’, det er et fremragende album. Jeg er overrasket over hvor … tidløst elektronisk albummet er. Hvor bevidst og intenderet, det hele lyder. Det er ikke tale om to fortidslevn der er blevet udsat for en nutidig producer, der nu skal gøre dem tidsvarende i et lidt sørgeligt forsøg på kommerciel succes. Der er substans bag albummet. Stærke melodier, stærke popsange. ‘Nothing Left to Lose’ er favoritten, lige fra lydbilledet til en klassisk indtrængende Tracey Thorn tekst (“Kiss me while the world decays”). Det er en smuk og værdig arvtager til ‘Five Fathoms’, det ligeledes desperat hedonistiske hovedværk på ‘Temperamental’-albummet.
Men jeg skal virkelig vænne mig til Thorns ny-gamle stemme. Den er ældet: hun lyder efterhånden som inventaret på et brunt værtshus, hvilket jeg må indrømme går mig på. Hendes krystalklare, skrøbelige, intime og melankolske vokal (der genkendte smerten, så de knuste hjerter og trængte ind i selv den dybeste ensomhed) var altid det, der tiltalte mig ved EBTG. Det var derfor jeg kan lytte til ‘Fascination’ igen, igen og så en ekstra gang mere. Måske jeg blot skal vænne mig til forandringen. Men vi taler nogenlunde samme stemmeændring som den Lucinda Williams gennemgik fra 1992-udgaven af ‘Six Blocks Away’ til den traumatiske genindspilning af samme sang i 2017.
Men, men, men. Det er detaljer. Tror jeg. Er blot lykkelig over at Everything But The Girl er tilbage, at min kærlighed var berettiget og at jeg igen kan fordybe mig i dem.
Playlister
Har grublet en del over, hvordan jeg kan få mere ud af min musiklytning. I dag har jeg én stor kaotisk og helt igennem uhåndterlig playliste i Spotify, hvor alt musik jeg opdager og bliver forelsket i, ryger ind på. Jeg sorterer den ud fra tilføjelsesdato, med nyeste øverst. Jeg lytter til playlisten via Shuffle-funktionen, men algoritmen er ikke min ven. Listen er nu på 2.733 sange, men jeg anslår at det er de samme 4-500 sange, som igen og igen dukker op i min kø. Det er kedsommeligt og jeg savner glæden ved at (gen)opdage musik. Har derfor arbejdet på intet mindre end et system, hvor jeg forsøger at allokere sangene på tematiserede playlister. Et par præmisser og principper:
- Playlisterne kan ikke være tidsbaserede. Bevares, det er vel i teorien interessant, at jeg var besat af en given sang i efteråret 2019, men er det vigtigt – og hjælper dateringen mig med at genopdage den? Giver det mig lyst til at udforske min miserable musiksmag i 2015? Ikke rigtig. Min hjerne er ikke retrospektiv på den måde
- Playlisterne kan være genreopdelt, men helst ikke som det primære kriterium. Det er trods alt sjældent at jeg monomant lytter i lange stræk til kun én genre. Men det er selvfølgelig rart med en god bås af og til, særligt for de genrer jeg kan lide, men ikke er mine primære (se: hiphop)
- Visse playlister bør være aktivitetsbaserede. Oplagte eksempler: Træning/løbeture, transport til arbejde eller musik-der-motiverer-til-akavede-bevægelser-på-dansegulv
- Playlisterne skal først og fremmest være stemnings- og humørbaserede
Med alt dette in mente er mine foreløbige playlister, der nu blot (…) afventer at jeg får fordelt sangene fra den samlede kaosliste ud på dem:
Red Deer Studio, München, 1990: (Synth)pop, electronica, alternativ blip-blop, de fleste genrer med suffikset -wave. Opkaldt efter studiet, hvor Pet Shop Boys indspillede mesterværket ‘Behaviour’ sammen med Harold Faltermeyer.
Madeleine, Cherbourg, 1962: Lykkelige og optimistiske (kærligheds)sange. Opkaldt efter min drømmekvinde Madeleine fra Les Parapluies de Cherbourg.
Sarah, San Francisco, 1994: Pessimistiske, melankolske, indadvendte, introspektive, hjertesorgssange. Opkaldt efter Sarah fra ‘Party of Five’ og hendes dødsdømte forhold til Bailey.
Bed-Stuy, Brooklyn, 1989: Hiphop, rap, triphop. Opkaldt efter Biggies legendariske freestyle i Bed-Stuy, Brooklyn.
Shepherd’s Bush, London, 1966: Rock, klassisk rock, ældre, oldies, boomer anthems. Opkaldt efter London-forstaden, hvor The Who mødtes og blev dannet.
Kortedala, Göteborg, 2007: Svensk musik i alle former. Opkaldt efter epicentret for svensk indie i midt-00’erne.
MAYDAY, Bochum, 1995: Techno, house og hårdere electronica. Opkaldt efter ravefesterne i nedslidte postindustrielle minebyer i Ruhrdistriktet.
The Haçienda, Manchester, 1987: Dansegulv i enhver afskygning. Opkaldt efter Factory Records’ natklub.
Lawrence, Kansas, 1985: Indiepop/-rock, janglepop, alt-rock, punk, alt med affikset post-. Opkaldt efter 80’ernes College Rock radiostationer i Midtvesten, specifikt efter hjemstedet for University of Kansas’ main campus.
Niihama, Nihon, 2029: Citypop, futurefunk, alt japansk. Opkaldt efter den fiktive udgave af Tokyo i ‘Ghost in the Shell’.
Detroit, 1968: Soul, r’n’b, fløde. Opkaldt efter pladeselskabet Motown.
Stadio Comunale, 1988: Løbe- og styrketræningsmusik. Opkaldt efter alle italienske (og nordjyske) stadions før de fik grimme sponsornavne.
Umiddelbart mangler der måske en playliste til vred, frustreret og aggressiv musik, men jeg bruger omvendt ikke rigtig musik på den måde. Måske også en mellemting mellem Lawrence og Red Deer Studio til de mere industrielle sange i krydsfeltet.
Lad os se. Jeg må improvisere hen ad vejen.
Yazoo
Cyklede hjem med to helt overvældende udgaver af Yazoo klassikerne ‘Situation’ (David Jensen, BBC Session, September 1982) og ‘Don’t Go’ (John Peel BBC Session, June 1982) i ørene.
Begge tenderer perfektion, men ‘Don’t Go’ er den mest rå og eksplosive af de to – og dermed også den mest medrivende. Vince Clarke skruer helt op for den analoge synth og Alison Moyets vokal er så overpowered i forhold til nærmest alt andet.
Det er voldsomt at tænke på at Yazoo på et og samme album havde tre indiskutable mesterværker – ‘Situation’, ‘Don’t Go’ og den smukke ‘Only You’– på tracklisten. Det er så højt et niveau, som hvis nogen transmogriffede Michael Jordans 1995-1996 sæson om til musikalsk form.
I skrivende stund kan jeg ikke komme på en (synth)popsanger, der er, var eller har været bedre end Alison Moyet. Hun kan alt. Jeg elsker hende (kun lidt mindre end Tracey Thorn).
Vince Clarke var jeg i en del år mopset på. Han værdigede mig ikke et blik dengang til koncerten med Erasure i 2004 (Andy Bell derimod …), men det har jeg efterhånden tilgivet ham. Det er vanskeligt at bære nag på nogen, der også var en kreativ kraft i Depeche Mode og Erasure.
Se mig
Nu er jeg jo ikke typen der danser i køkkenet mens jeg vasker op; træt og tilfreds i kroppen efter en god træning. Men hvis jeg var (…), så ville det ske til Veronica Maggio ‘Se mig’. Perfekt electropop om melankolsk og længselsfuld forbudt kærlighed. Og fantastisk musikvideo, der rammer de uforløste hæmninger tilsvarende perfekt.
Angel Angel Down We Go Together
Med fare for at være unødigt dramatisk, så har Morrissey – ‘Angel Angel Down We Go Together’ været min baggrundsmusik lige siden AaB’s nederlag i eftermiddag. Sic transit gloria mundi.
Happy End
Som alle selvoptagede og faux-følsomme mænd i min generation er jeg naturligvis fan af ‘Lost in Translation’. Dels af selve filmen, men primært af soundtracket, der vel er Sophia Coppolas reelle opus magnum.
Jeg vil påstå, at hvis man ikke har følt en intens melankolsk længsel efter at besøge Tokyo efter at have set – og lyttet til – filmens slutning (aldrig har Jesus and the Mary Chain – ‘Just Like Honey’ været bedre anvendt), så har man aldrig oplevet Sturm und Drang i sit liv. Eller hvad den natlige køretur gennem et nærmest Akira-agtigt cityscape med My Bloody Valentine – ‘Sometimes’ tæskende i baggrunden? Det er næsten cringe i al sin start-00’er æstetik, men også kun næsten.
Men ak, der har i for mange år været et gabende hul i streamingtjenesternes reproduktion af soundtracket. Happy End – ‘Kaze Wo Atsumete’ har været fraværende, men er der nu i al sin fulde magt og porno-orgel’ede vælde. Kan næsten få en uskadt igennem en arbejdsdag i mellemdagene inden påsken.
New Order
Jeg er småoprørt over The Guardians liste over de 30 bedste New Order sange. ‘True Faith’ er da ikke deres bedste sang. Og hvad i alverden laver ‘Thieves Like Us’ på tredjepladsen? Lad os få det på det rene én gang for alle, at den korrekte top 3 er: ‘Blue Monday’, ‘Temptation’ og ‘Age of Consent’.