Moi Caprice

Lytter her til aften til det første moi Caprice album. Skægt at jeg var så vild med gruppen dengang, jeg havde både plakaten på væggen og ejede tilmed en lidt for tætsiddende band t-shirt. ‘Once Upon a Time in the North’ er en samling udmærkede – til tider ligefrem fremragende – popsange, inkl. en vis iboende The Smiths’k sensibilitet.

Men albummet er også til tider ubærligt selvhøjtidligt og forsanger Michael Møller kan nærmest ikke være i sig selv af ren og skær storladen inderlighed. Deres producer burde have rådgivet dem bedre. Alene det at de vælger at plastre den ellers dejlige og synthperfekte ‘Sun & the Silence’ (som jeg husker at have hørt – og elsket – første gang i ‘Det Elektriske Barometer’ i 1997) ind i klæge strygere vidner om dårlige beslutninger. Demoen er langt, langt stærkere, på trods af den spagfærdige vokal. Mere er (heller ikke i dette tilfælde) ikke altid bedre. 

Der var og er i retrospekt et eller andet iboende uoriginalt over moi Caprice. De fremstår i 2003-udgaven mest af alt som Mews (over)ambitiøse, men kommercielt fejlende lillebror. Musikalsk virker de kalkeret over et amalgamat af britiske bands fra Suede over New Order til Gene. På deres 2005 og 2006 albums prøver de sig frem med en ‘hårdere’ Interpol-agtig lyd, uden at det bliver synderligt mere spændende af den grund. Og når jeg skimlytter deres nye album her fra 2022, så lyder de som en lidt blodfattig udgave af Gangway. Det kan ikke være nemt, når man – uanset hvor meget man spræller kreativt i nettet – ikke rigtig kan skabe noget, der ikke lyder som noget andre har lavet (bedre?) før.

Er jeg for hård ved moi Caprice? Måske. ‘Once Upon a Time in the North’ er stadig en fin lille sag, som vækker gode minder. Men muligvis ramte moi Caprice mig blot på det rette tidspunkt i livet dengang i 2003? (Relativt) ny i København, melankolsk uden reel grund til at være det (indser jeg her alt for mange år senere) og med en overdreven opfattelse af eget himmelstormende potentiale. Lidt som at man som musikelsker vist skal møde førnævnte The Smiths i ens teenangste dage, hvis de skal give oprigtig mening for én.

Mere Modern Classical Music

For efterhånden noget tid siden forsøgte jeg optimistisk (nogen vil sige dumdristigt) at blive interesseret i det, der lident inspirerende kaldes Modern Classical Music. Men det gik ikke. Meget af det var simpelthen for underligt og modernistisk for mig. Nu kan jeg så læse, at jeg ikke er alene i ikke at gide lytte til det: Klassisk musik har været død – eller i hvert fald ikke udviklet sig kommercielt – stort siden 1924. Komponisterne gav sig enten til at lave avant garde stykker (uden publikumstække), blev forbudt eller slået ihjel af Hitler og Stalin – eller også lavede de musik i Hollywood eller til videospil. Det er fascinerende, men også forstemmende hvordan en så rig musiktradition er i stasis. Hvem skal lytte til det i fremtiden?