DJ Kicks

Om end antallet af sange på min liste over ‘Sange og album der burde være på Spotify, men glimrer ved deres fravær’ bliver kortere og kortere1, er der stadig mesterværker, jeg ikke kan streame på daglig basis.

Mest kriminelt for tiden er fraværet af Mobys mix af Pet Shop Boys – ‘Miserablism’, som ellers ville have været en passende følgesvend på tidens livsglædeforladte løbeture i Ulkerup skoven. Men der er andre ikke-tilgængelige sange og album, jeg savner akut for tiden. Et eksempel er DJ Kicks: Erlend Øye.

Erlend Øye DJ Kicks

Jeg købte albummet i en forlængst lukket og slukket pladeforretning på Østerbro tilbage i 2006. Det er et helt forrygende mixalbum, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’.

Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Men afledt heraf kunne jeg godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister og algoritme-drevne anbefalinger. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverst (hvilket vel er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Hører sjældent noget til ende længere. Og jeg vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen. Ved blot ikke helt hvor jeg skal begynde.

  1. halløj Flowerpot Men – ‘Beat City’, Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’, Motorbass’ ‘Pansoul’-abum []

Fuse

Jeg er ikke decideret ekstatisk over de to første singler (‘Nothing Left to Lose’ og ‘Caution to the Wind’), men jeg bliver alligevel fyldt af en distinkt varm forventningens glæde ved udsigten til Everything But the Girls første album i 24 (sic) år. The Guardian bringer et promotioninterview, der til forveksling lyder som en afskrift af Tracey Thorns første bog, men som ikke desto mindre får mig til at længes efter releasedatoen for ‘Fuse’ d. 21. april 2023. Håber, håber, håber at jeg ikke bliver skuffet denne gang.

Bedsit Disco Queen

Har tilbragt en usædvanligt fornøjelig onsdag aften med at læse i Tracey Thorns selvbiografi ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’.

Jeg elsker Tracey Thorn. Jeg ville gerne udtrykke mine følelser for hende på en mere subtil og elokvent måde, men jeg kan ikke. Her er ingen legitim grund til at lægge bånd på noget. Hun er med længder min favorit kvindelige musiker og sanger, både som solist og som en del af Everything But The Girl. Jeg beundrer hende grænseløst.

Tracey Thorn

Taget i betragtning af at hun er sangskriveren bag adskillige af mine all-time favorit hjerte-smerte-sange (se: ‘Fascination’, ‘Before Today’, ‘Rollercoaster’, ‘Get Me’) er det ikke direkte overraskende at hun også skriver litteratur som en drøm. Begavet, (selv)ironisk og fuld af sårbarhed. Hun fletter tilmed små bidder af lyrik fra The Smiths og Morrissey ind undervejs, og så begynder min mave altså at hoppe frydefuldt på den mest berusende måde. Måske det er fordi jeg er fan, men jeg er ganske uklædeligt vild med det.

I bogen er jeg stadig kun nået til at hun og Ben Watt – ægtefælle og den anden del af duoen Everything But The Girl – bor og studerer i Hull. De er netop drønet ind 28. pladsen på hitlisten med deres første single (“On 4 June 1984, at nine-thirty in the morning, we sat the last exam of our finals – Seventeenth-century Literature. ‘Each And Every One’ was number 28 in the charts. We finished the exam, got straight on a train down to London and were in the recording studio by the afternoon.”), så det er sådan set først nu, at den rigtige historie i bogen begynder. Indtil nu har hun primært fortalt om sin opvækst, bandscenen i de sydlige London-forstæder og hendes første semigennembrud med det lavmælt råbende band Marine Girls.

Det udsøgt skønne når en musiknørd skriver bøger er, at de sjældent kan lade være med at omtale deres musikalske indflydelser. Så allerede i de første kapitler har hun namedroppet en større syndflod af (post)punkede bands og musikere, som jeg nu naturligvis er nødt til at udforske nærmere.

Så udover forrygende læsning er jeg garanteret timers musikudforskning. Det er vanskeligt at bevare pessimismen. Fik jeg sagt at jeg elsker Tracey Thorn?

Alvvays

Jeg sætter virkelig pris på ‘Belinda Says’, Alvvays’ homage til Belinda Carlisles ‘Heaven is a Place on Earth’.

Dels er jeg altid, ALTID til salg for en hypermelankolsk popsang. Dels twister den originalen på den mest frydefuldt ondskabsfulde måde. Hvor Carlisle ekstatisk lover at efterlivets himmelske fred, fryd og gammen skam kan opnås gennem kærlighed her på jorden, så minder Alvvays let vrængende om, at det modsatte også gør sig gældende, hvis kærligheden svigter:

Bеlinda says that heaven is a place on еarth/Well, so is hell

Smertelige ord fra hende, der så æggende opfordrede til ægteskab for år tilbage!

Det er i øvrigt ikke mange albums, jeg har lyttet grundigt til i deres helhed til i løbet 2022. Men ‘Blue Rev’ er et af dem (i øvrigt sammen med Spoon – ‘Lucifer on the Sofa’), det er konsistent fremragende.

Army of Me

En ikke-ubetydelig del af mit arbejde består i at interagere med mennesker, der er utilfredse over et eller andet. Af og til helt berettiget, andre gange … ja, nuvel, andre gange mindre berettiget. I dag gav det mig en helt ubændig trang til (for første gang i måske 20 år) at lytte til Björk – ‘Army of Me’ på et uvenligt højt lydniveau1. Det hjalp. 

  1. Der sker i øvrigt umanerligt mange mærkværdige ting i den musikvideo; tidlig Björk var nu en sælsom affære []

Årets sange 2022

Min Spotify Wrapped lyver. Det er straffen for kun at lytte til soundtracks fra 25 år gamle rollespil eller klassisk musik i løbet af arbejdsdagen. Min reelle liste med årets sange indenfor rytmisk musik er derfor1:

Årets sang er Cleo Sol – ‘Promises’ fra hendes album ‘Mother’. Jeg kan ikke stå for det slæbende beat og den altfortærende melankoli og fortrydelse. Den spirituelle aftager til Lianne le Havas – ‘Bittersweet’ og (endnu længere tilbage) Lauryn Hills desperate ‘X-Factor’.

Øvrige favoritter er (i ikke-prioriteret rækkefølge):

Et stille år målt på BPM og sangenes voldsomhed. Meget synth, rigelige mængder æterisk vokal og udforskning af indre melankolske universer. Vi er på nippet til at gå i stå. Min musiksmag har tilsyneladende udviklet sig en stadig mere indadvendt retning.

Eneste danske sang jeg for alvor bed mærke i var Tobias Rahim – ‘Mucki Bar’, der nøgternt vurderet er et mesterværk. Spændende om han kan forsætte sin musikalske færd eller om fascinationen af egne genitalier tager over.

  1. Vanen tro er de fleste af sangene ikke udgivet i 2022 []