Der er noget underligt nekrofilt over New Order.

De dyrker stadig den tabte forsanger fra Joy Division-tiden, Ian Curtis, der begik selvmord i 1980. Han dyrkes i deres æstetik og mytologi, hænger på væggene i merchandisevognen, svæver som en skygge over bandet, optræder med de karakteristiske druggy øjne i sceneshowet under deres koncerter. Og hans epilepsianfaldsdrevne sceneoptræden og intensitet står – i nu mere end 40 år – altid i skærende kontrast til hans afløser i bandet som forsanger: Bernard Sumner.

Til koncerten i går trissede Sumner rundt det meste af tiden; en indadvendt 67 årig mumitroldlignende mand, der – når det går allervildest til – kan opmønstre et anæmisk dask på hoften, eller måske kortvarige livsglædeforladte klap-nu-med-armbevægelser.

Det er et problem. De øvrige medlemmer står (eller sidder) også mere eller mindre stille, men det er ok, jeg kan respektere en introvert konstellation, og stillestående musikere er en velafprøvet manøvre indenfor synthpopbands. Men en forsanger burde vel udvise en eller anden form entusiasme? Glæde? Vrede? Vigør? Eller? Bevares, han behøver ikke være Dave Gahan, eller en tilsvarende sprællemand, men “GØR DOG NOGET, MAND” fristes man til at skrige ham ind i ansigtet, alt imens man rusker hans nedsunkne skuldrer ublidt.

Diskrepansen er distraherende. Mellem den muskuløse electronica, der tæsker publikum igennem, holdt op imod bandets fuldkomne fravær af bevægelse og følelser. Mellem det mest ultrahedonistiske, pumpende MDMA-drevne beat og Sumners nærmest demonstrative blaserthed på en scene. De samme sange, der drev gæsterne på The Haçienda til begær, vanvid og ekstase, fremføres af passionsløse automatoner. Det kræver en dialektisk indstillet Hegelianer af en anden verden at forlige det med hinanden.

Politikens anmelder vælger den generøse tolkning af problematikken. Der er slet ikke tale om et paradoks, nej, vi har blot at gøre med et rendyrket band, må vi forstå, der uden gøgl lader musikken tale for sig selv. Det er både sandt og løgn på samme tid.

Det er sandt at det New Order virkelig kan, er selve energien, følelsen, musikken, melodierne, beatet, de lejlighedsvis guddommelige synthpassager. De andre aspekter skal man overse.

Teksterne er ofte tåbelige eller direkte meningsløse (under koncerten gik det op for mig, at jeg ikke kan synge med på ret mange af sangene; teksterne har aldrig virket vigtige at lære for at forstå meningen med New Order). Hvilket bringer os elegant til lektion 2 og 3 i kurset ‘Alle de ting, der er galt med Bernard Sumner’.

For udover at have en komatøs karisma på en scene, så er hans lyriske pen mildest talt uinspireret. Og endnu værre: han kan ikke synge længere. Han drukner i lydbilledet, kan slet ikke følge med. Kun når han for alvor træder ind i dødskulten og imiterer Ian Curtis i Joy Division numrene, liver han en smule op. Han var decideret god i ‘Transmission’, en sang jeg ellers altid har fundet lidt tacky. I går opdagede jeg, hvad den virkelig kan. Og igen kan man kun filosofere vemodigt over, hvor vildt et band Joy Division/New Order ville være blevet, hvis ikke Curtis havde hængt sig selv i en alder af 23.

Andre højdepunkter. ‘Your Silent Face’ var fremragende, endnu en sang, jeg ikke har værdsat nok før i går. Den blev båret af en fantastisk film i baggrund, en hyperstiliseret udgave af Los Angeles, der passede aldeles perfekt til sangen.

Hvilket, En passant, leder mig til punktet hvor Politikens anmelder for alvor lyver. For New Orders musik stod aldeles ikke alene til koncerten, men blev bakket op af et visuelt baggrundsshow, der – med få undtagelser – var mageløst og begavet. En sjældent inspirerende æstetik. Jeg kunne fortabe mig undervejs, og skulle i den forbindelse nok huske at takke min skaber for, at jeg ikke får epileptiske anfald af stoboskoplys. Visse af sangene ville have været jævnt uudholdelige uden den visuelle støtte, så gode var de. En dag vil jeg dog gerne have en alvorssnak med bandet om deres nazi-æstetik i indledningen af koncerten. Vi får både forspillet fra Richard Wagner operaer og en udspringsscene, som selv ikke Leni Riefenstahl ikke kunne have lavet mere kropsdyrkende i ‘Olympia’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal udlede af det hele.

Og ja, de spillede naturligvis gruppens reelle mesterværk ‘Temptation’, selvom Sumner (naturligvis) nægtede at give den det fornødne klimaks. Alle der har set ‘Trainspotting’ husker Diane synge: “Oh, you’ve got green eyes, oh, you’ve got blue eyes, oh you’ve got grey eyes/and I’ve never met anyone quite like you before“ for Renton under hans kolde tyrker fra heroinen. Denne lille tekstbid har altid været vanskelig at få ud af hovedet for mig, men Sumner gjorde dog sit bedste – det må jeg give ham – ved at kvække sig hæst igennem den del af sangen. Men, nuvel, det er en detalje, resten af ‘Temptation’ var præcis som den skulle være.

Samlet set? Ikke en verdensomstyrtende god koncert, men jeg er glad for, at jeg nu har oplevet New Order live. Og jeg er glad for at det var sammen med fem venner, som jeg ser alt for sjældent.