Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’. Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt.

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne 📚

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.

Middelalderligt

For et stykke tid siden læste jeg en artikel (som jeg ikke kan finde nu), der kritiserede George R. R. Martins ‘Game of Thrones’ univers for at være overdrevent voldeligt og urealistisk.

Nu kan man selvfølgelig undres over, at et fantasyunivers med drager og evige vintre skal kritiseres for at være urealistisk. Men skribentens pointe var, at når nu Martin har valgt en faux europæisk middelalder setting OG at meget af handlingen i bøgerne kredser om krig, religion og magtpolitik, så burde den faktiske europæiske middelalder i det mindste agere kontekst.

Hvilket er et argument, jeg egentlig har en vis sympati for.

Nu er det ganske vist længe siden jeg læste bøgerne (tak for ingenting, George!), men jeg undrede mig dengang selv ofte over den kynisme, blodtørst og ligegyldighed overfor andre mennesker, som personerne i Martins bøger udviser. Intet andet end magt tæller for dem, ingen af dem er kendetegnet af nogen form for værdier eller idealisme. Og den eneste blot moderat moralsk og etiske karakter i bøgerne – Ned Stark – får som bekendt en grum skæbne allerede tidligt i forløbet.

Jeg skal ikke sidde her og spille historisk ekspert. Men den altødelæggende krigsførelse, totalitarismen, det fuldstændige fravær af menneskelighed? Dét er altså et fænomen, der først opstod i krigene i det 20. århundrede (og, måske, til en vis grad under trediveårskrigen).

Ikke at middelalderens mennesker var mere oplyste, vel nærmest tværtom. Men efter på at have læst en række bøger om Europa i perioden år 500 til 1500 – aktuelt Chris Wickhams udmærkede – og til tider endda fremragende – ‘Medieval Europe’ – så irriterer Martins handling mig endnu mere.

For det virker som at Martin har taget et 21. århundredes magtmenneskes verdensbillede, og applikeret det på sine hovedpersoner i en falsk verden med middelalderlig teknologi og terminologi, parret med drager og udøde vintervæsener.

Middelaldermennesker var ligesom os, ja, men de var også meget anderledes. Deres verdensbillede, æreskultur og ikke mindst: Religionens altoverskyggende betydning efter kristningen i år 800 og frem. At portrættere en middelalderverden i en sekulær kontekst er grundlæggende meningsløst.

95% af alle mennesker var bønder, der stort set aldrig rejste væk fra deres hjemstavn. For byerne var infernalske steder fulde af sygdomme, og det var farligt at rejse. Efter romerrigets sammenbrud var der heller ingen vedligeholdte veje på et kontinent, der var helt dækket af skov – så hvordan skulle man komme frem og hvor skulle man tage hen? Og det var kun endnu værre i egne nord for den romerske civilisation. Indtil år 1000 hvor kirken kom til med latin og skriverkarle, så var der ingen skriftlige kilder til noget som helst i en udørk som Danmark. Jo-jo, der er da masser af arkæologisk fund og den slags. Men ret beset aner vi reelt ikke hvordan folk levede, boede, elskede for blot 1000 år siden.

Naturligvis forfulgte de også egeninteresser dengang, men at visualisere middelaldermennesker som kyniske, amoralske og sekulære magtmennesker? Det giver ingen mening. Men ok, at skrive en bogserie om det cirkulære, korte og triste liv i en bondeby i Böhmen? Ja, det ville nok ikke være ligeså godt tv på HBO.

Nå, men blot for at sige, at man kan blive udmærket oplyst af Wickhams bog. Anbefales hvis du er blot en smule interesseret i middelalderen.