Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

Saudade

Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere¹. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:

“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”

Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål.

Har du eksempelvis hørt om det, man med rette kan beskrive som den første verdenskrig: den nederlandske-portugisiske krig i 1602-1663? Heller ikke jeg. Men den var episk. [↩]

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.