Saudade

Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere1. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:

“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”

Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål. 

  1. Har du eksempelvis hørt om det, man med rette kan beskrive som den første verdenskrig: den nederlandske-portugisiske krig i 1602-1663? Heller ikke jeg. Men den var episk. []

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.