Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)

Hjemme igen

Det har været et par varme dage uden skyggen af interessante sociologiske eller antropologiske observationer. De franske dele af svigerfamilien ankom fra Annecy, hvilket har fyldt lidt. Det samme har et par vandringer af vekslende kvalitet og underholdningsværdi. Bedst og smukkest var vandringerne i Valle Maggia.

Før ferien havde jeg en utopisk idé om at bjergvandringer ville være stimulerende for tankeaktiviteten. Min plan var at jeg skulle have regnet hele min tilværelse ud og udarbejdet fyldestførende fremtidsscenarier undervejs på diverse vandrestier. Jeg ville så komme hjem med klarhed og styr på alting.

Men sandheden er at jeg er præcis ligeså konfus som før afrejsen. Og at bjergvandringer har samme effekt som løbeture: de gør mig tom i hovedet. Hvilket bestemt kan være en eskapistisk kvalitet, men det er ikke lige, hvad jeg havde drømt om. Her hjemme igen er det eneste konkrete, jeg har opbygget de seneste to uger, et hår på størrelse med en atompaddehat. Men nuvel, det har om ikke andet også en form for underholdningsværdi, går jeg ud fra:

Stephan

Vi ankom hjem lidt tidligere her til aften. Turen Magadino – Malpensa – Kastrup – Strandhusene var begivenhedsløs, grænsende til anodyn. På vej igennem en underligt abrupt byge et sted på Midtsjælland, greb jeg mig selv i at tænke, at det her har jeg egentlig slet ikke savnet på nogen måde. Føler ikke den store længsel efter hverdag og rutiner. Måske det vender tilbage om et par dage.

Milano

Milano i grove træk:

Mennesker over alt. Turister. Piazza del Duomo er spækket med svedige mennesker og selfiestænger i maks. længde. På vejen i toget læste jeg en artikel i Foreign Affairs, hvor skribenten siger at Europa er i overhængende risiko for indenfor få år at blive en mellemting ‘between a theme park and a hospice’. Måske han har ret og jeg har set fremtiden her i Italien. Her er masser af gamle mennesker og ikke-europæiske turister. De står i kø til alt: til toiletter, til indgangsbilletter til domkirken, til billetter til elevatoren i nordfløjen af domkirken, til billetter til elevatoren i sydfløjen af domkirken, til at få udleveret måltidet på McDonald’s, til at skælde ud på deres børn, der ikke hører efter.

Der er kun en smule kø i Museo del Novecento, til gengæld har de et rum er med udsigt over pladsen. Jeg tager et billede ud af vinduet, lidt urolig over genskinnet. Og kommer til at tænke.

Novecento

Novecento1

Tænk på alle disse mennesker. På deres håb, drømme, frustrationer, ambitioner, frygt, begær, skam, usikkerhed, længsler, fortrængninger, jalousi, had, kærlighed, frustrationer. Tænk på deres bagtaleriske kolleger, den dumme ting de kom til at sige i sidste uge i kantinen, på den uro hvormed de afventer resultatet af skanningen, på den mail der lige tikkede ind fra chefen, på den eksistentielle rædsel og smerte der følger dem, hver gang de besøger deres demente far på plejecentret og tingene bare bliver værre. På de pæne ord der blev sagt til dem, da de stoppede som formand i fodboldklubben, på at nu kigger hun igen på skærmen, når vi taler sammen. På deres affærer, på deres hjemmebyggede terrasser, deres personlig rekord i bænkpres, på deres sårbare datter, på dengang de stjal noget, på følelsen af at selvom man gjorde alt det rigtige, så føles det alligevel aldrig rigtig som nok. Tænk på alle disse mennesker. Gennem et snavset vindue i et museum for italiensk kunst fra det 20. århundrede. 

Jannis

Jannis Kounellis ‘Senza titolo (Rosa nera’)’ (1966) er umiddelbart det eneste værk fra frs Museo del Novecento, som jeg fik lyst til at videreformidle. Det var et flot maleri i levende live, men ser lidt falmet ud her. Hvis jeg skal være meget grov, så er nyere italienske malere ikke mig. Hvis de ikke maler hengivne billeder til Mussolini i mellemkrigstiden, så elsker de kubisme, futurisme og grå/brune farver. Det føles som at drukne i en pøl af beige og firkanter. Jeg er glad for at jeg besøgte museet, men mest fordi det udbyggede min viden om et felt – italiensk billedkunst – som jeg ikke vidste særlig meget om.

Noget gladere blev jeg af Le Gallerie d’Italia di Milano, et aldeles fremragende (og urimeligt mennesketomt) museum. Deres allermest moderne kunst skøjtede jeg hurtigt igennem, men jeg fik mulighed for alt boltre mig i Umberto Boccioni:

Donne

Boccionis – ‘Tre Donne’ (1909-1910) afbilleder de tre kvinder i hans liv. Mor Cecilia, søster Amelia og elskerinden Ines. I må selv gætte hvem der er hvem. Jeg kan lide intimiteten og kærligheden i billedet. Jeg tog en række fotografier af andre malerier, jeg kunne lide – men de blev allesammen noget bras. Men Le Gallerie d’Italia di Milano var klart turens æstetiske højdepunkt, hvor jeg også mødte min gamle ven skulptøren Canova. Det var et prægtigt besøg og jeg kommer gerne igen.

Apropos fotografier så er det visuelt mest tilfredsstillende billede, jeg har set fra Milano fra et højhus’ wiki-side. Nærmere betegnet Torre Velasca. Der er taget fra domkirkens tag. 1950’er modernisme møder gotikken. Det er en helt vidunderligt kontrast.

Torre Velasca

Jeg ved ikke om jeg selv har lyst til at bo i en by som Milano. Men når jeg besøger de her globale centre for et eller andet – og man må sige at Milano er et center for design og mode -, og mærker den rå og småvulgære velstand det medfører at være eliten indenfor et felt, så bliver jeg bevidst om, hvor lille et land Danmark stadig er. Vi bilder os gerne ind, at vi er noget unikt og fantastisk og kan lære alle mulige andre lande noget om, hvordan man bør gøre tingene. Hygge og velfærdsstaten og vindmøller, I ved nok. Og det kan vi måske også indenfor ganske afgrænsede områder. Men det er provinsielt at tro, at vi ved så meget bedre end andre. Det vidner et sted som Milano om. På godt og ondt.

Nedbrudt klimaanlæg i toget hjem. Ulideligt, der er 30 grader, luften står stille og man kan lugte sur sved krydret med det billige fedtstof fra den ret olierede sandwich, som tyskeren på sædet overfor må have rekvireret på Milano Centrale. Tager min Kindle ud af sit cover og anvender det som interimistisk vifte. Virker kun delvist. Meget ironisk foregår handlingen i min fantasybog nu i et tundralandskab. Højspændt/-rød amerikansk turist skælder ud på konduktøren og stormer ud på Como San Giovanni stationen. Vi andre kører videre og jeg når hjem, lige inden tordenvejret begynder. 

Lugano

Lugano lignede sig selv: varm, velhavende og veldresseret. Det er en på alle måder billedeskøn by. Perfekt beliggenhed, perfekt klima. Lyserøde toner, der får det hele til at ligne en blomstret flødeskumskage. Alle de velkendte luksusforretninger på en perlerække. Europæisk på den der anonymiserede Liebhaver-måde, som et rejsebureau i Newark, New Jersey ville sælge rejselystne amerikanere en rejse til det ÆGTE Europa på. Det eneste der mangler her post-Ukraine invasionen er de russisk-ejede yachts.

Men byen er også lidt kedelig. Når først Hermès tasken og Louis Vuitton accessories’ne er købt, og det alt sammen er blevet flashet på de eksklusive caféer, så er der ikke så meget mere at lave. Og dog. For lidt skæve og tankevækkende ting så jeg trods alt i dag.

Lugano1

Jeg stod lidt og stirrede på hende. Hvem er hun? Hvad symboliserer hun? Hvad flygter hun mon fra? Hun hænger dér på væggen af Biblioteca Cantonale di Lugano, så måske hun i ekstase op, op, op på vej mod viden og indsigt? Søger hun lyset?

Lugano2

For enden af den maleriske gade med alle de globale luksuskædebutikker støder man på Chiesa Santa Maria degli Angioli. Med en ret episk renæssancefreske fra 1529. Mit elendige fotografi gør den ikke rigtig ære, det er klart en af de vildere korsfæstelser jeg er stødt på. Tittede også ind i Chiesa di San Rocco, der var fuld af – suk – neo-barok:

Lugano3

Jeg vil virkelig ikke cancelle nogen (hvordan bøjer man denne anglicisme? ‘Aflyse’ lyder så dramatisk), jeg er jo frisindet og nuanceret og bla bla bla, men hvis jeg var tvunget, så ville samtlige barokkunstnere være mit førstevalg. Kan det mon lade sig gøre?

Lugano4

Højdepunktet på dagens tur var besøget på MASI (Museo d’arte della Svizzera italiana), som jeg havde set en del frem til. I et område med så mange billedskønne landskaber og kunstnerkolonier, så burde et museum dedikeret til italiensk-schweizisk billedkunst være en oplevelse.

Deres aktuelle udstilling med Rita Ackermann – Hidden’ var ikke så meget mig. Efter de første syv malerier kredsende om fremmedgjort moderskab og/eller præpubertær selvdestruktiv adfærd (jeg fornemmer at Ackermann dyrkede filmen ‘Kids’ en hel del tilbage i 90’erne), så kom jeg umærkeligt til at sætte farten op og skimme resten af udstillingen. I en af teksterne på væggen stod der noget ekstremt creepy:

“The exhibition ends with three paintings from the new series of “War Drawings”, created for the exhibition at MASI. In oil, china marker and acrylic on raw canvas, these are shattered compositions in which the figures dissolve and the lines are scraped away. Each painting appears dominated by disaster, which comes across as a potential purifying force, paving the way for a future harmony.”

Jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i hendes univers, og jeg kan egentlig godt lide hendes vrede, men ville gerne se hende kanalisere andre følelser i hendes værker også. Og når først en kunstner begynder at fantasere om katastrofer som middel til at ‘purify’ ting, så får jeg uro i maven og begynder at spekulere på, hvilke totalitære ideologier der igennem tiden også har hyldet det rene, det pure, det voldelige og ødelæggelsen som middel til at opnå renhed og harmoni. Det bryder jeg mig ikke rigtig om.

Jeg følte mig straks mere hjemme i MASI’s permanente udstilling, der bød på landskabsmalerier, symbolisme, naturalisme og andet godt fra min favoritperiode 1870-1920.

Franzoni

Filippo Franzoni – ‘Lodano, Valle Maggia, a sera’ (1885)

Amiet

Cuno Amiet – ‘Selbstbildnis mit der Gattin’ (1899)

Ingen af de to malerier er mesterværker, men jeg kunne lide dem af forskellige årsager.

Franzoni er et roligt naturalistisk maleri i en skøn grøn palette. Billedet er ikke revolutionerende eller nytænkende og min positive holdning er klart influeret af de senere dages vandringer. Bevares, jeg ser ikke bondekoner på mine ture, men farverne og stemningerne er intenst Ticino.

Amiet fordi det er sjovt bygget op. Jeg kan lide kærligheden i billedet: hånden om hendes hofte, hendes blik. Jeg kan læse mig til, at det er malet et år efter deres bryllup. Og selvfølgelig hvordan hans øjne drager beskueren ind. Det var ret effektivt i levende live.

Jeg vil anbefale MASI, hvis man alligevel er i området og vil fordybe sig en times tid i hjemstavnskunst. Det tilføjer klart Lugano noget mere substans oven på kagen.

Dage i Ticino

Flere vandringer; i går i Valle Verzasca, den centrale dal i Ticino. Det var en forrygende oplevelse. Begyndende med den imposante Contra dæmning:

Contra1

Contra3

Dæmningen slår sig op som et hot spot for bungee jumping (220 meter), og det kan jeg sagtens forstå. Det bliver dog et kæmpe nej tak her fra. Jeg lider ikke af højdeskræk, men altså, det er da vanskeligt ikke få blot en flig af dødsangst, når man står og kigger ned i afgrunden:

Contra2

Siden kørte vi til Sonogno og vandrede til Froda vandfaldet, om end den yngre del af familien primært var interesserede i de omkringfarende geder.

Froda

Mens familien blev og badede ved Lavertezzo, luffede jeg videre på vandringen tilbage mod Locarno. Det blev en anelse længere end planlagt – jeg nåede kun med nød og næppe den sidste båd tilbage til Magadino – men var en meget terapeutisk oplevelse. En del af de vandringer, jeg ellers er på, handler mest om at okse nedefra og op mod en top, og så tilbage igen. Det er motion og træning frem for alt. Her var det mere fra punkt A til B, mere udforskende og der var en behagelig variation hele vejen. Vil gerne tilbage hertil en anden gang.

Lavertezzo

Lavertezzo3

Lavertezzo4

Lavertezzo5

Lavertezzo6

Dagen i dag begyndte med at jeg fandt Gud. Jeg vandrede de tre timer op til Poncino della Croce, hvor jeg på toppen mødte dette vidunder:

Croce

Udsigten var aldeles fantastisk og alt sliddet og slæbet værd. Og så mindede det nærmest hysteriske skinnende kors mig en smule om alien monolitten fra ‘2001: a space Odyssey’. Det gør mig også altid glad, når jeg ser sne på bjerge midt om sommeren – som her på Monte Rosa langt vestpå:

LagoMaggiore

Senere på eftermiddagen var vi en tur i Bellinzona, et sted jeg har et irrationelt blødt punkt for. I modsætning til de mere stereotypt schweiziske pittoreske-byer-ved-sø (som Locarno, Lugano og – længere nordpå – Luzern og Genève), så ligger Bellinzona tungt midt i en floddal, omgivet af fladt landbrugsland, indfaldsveje med industrikvarterer, indkøbscentre, tacky fitnesscentre, outletbutikker og brugtvognsforhandlere.

Hvor den anden større by Lugano kan føles kunstig, parfumeret og usundt optaget af at tiltrække turister fra Emiraterne, så er Bellinzona et sted, hvor nogenlunde normale mennesker bor og arbejder. Lad mig berige jer med et repræsentativt view ud over dele af byen:

Bellinzona view

Hvor normcore kan det blive? Maks. tre etager, en lumsk kran fra venstre, dårligt kassebyggeri, problematisk æstetik og ikke en sø i miles omkreds. Og midt på billedet – selvsagt skjult bag træerne – gemmer sig det lurvede Stadio Comunale, hvor mit schweiziske yndlingshold AC Bellinzona spiller deres hjemmebanekampe.

Bellinzona er med andre ord et pragmatisk sted, men men men: byen er skøn at besøge. Centrum er hyggeligt og chill, og Bellinzona har noget, som få andre byer har: tre velbevarede middelalderslotte. Byen opstod fordi placeringen var genial til at kontrollere nord-syd-handlen fra St. Gotthard passet. Visconti familien i Milano kunne opkræve told og skat af handelsfolkene, og til det formål skulle de bruge et par slotte til at projicere deres magt ud fra.

Det siger nok mere om mig (og mine evner som fotograf) end om Bellinzona, men selv ikke efter gentagne besøg er det nogensinde lykkedes mig at tage et vellykket billede af et eller flere af de tre castelli. Således heller ikke i dag. Her er imidlertid et billede af Castelgrande som jeg har, hmmm, lånt på internettet, samt en figurativ gengivelse af nærmest science fictionske dimensioner:

Castelgrande

Fortezza

Se hvor de tre borge svæver i luften! Det er nærmest Cloud City fra ‘The Empire Strikes Back’. Eller noget fra en Studio Ghibli film. Og er det ikke et fængende navn? Når jeg en dag starter et dødsmetalband, så skal det hedde Fortezza Bellinzona.

Apropos de genrelitterære excesser, så kan jeg berolige med, at det heldigvis ikke kun er mig i husstanden, som er til den slags smuds. Hermed bevidnet fra en boghandel i Bellinzona:

Boghandel

I samme boghandel fandt jeg en fascinerende bog om historiske slægter i Ticino. Se blot hvem der dukkede op på side 241 (beklager, men lyset var virkelig dårligt, det er ikke mig, der er en dårlig fotograf):

Famiglie Ticinese

Ghisler di Bellinzona

Muligvis stammer jeg fra bønder fra Horsens, der engang i deres manglende kreativitet tog navnet ‘Fuglsbjerg’ fra den nærliggende bakke ved Vær Kirke. Men jeg har da i det mindste giftet mig til hæder, ære, våbenskjold og en direkte linje til Schweiz’ svar på Næstved.

Eftersom jeg har fundet Gud, så var vi også et smut inde i Chiesa collegiata dei Santi Pietro e Stefano, Bellinzonas største kirke, hvor der var skruet HELT op for barokkunsten og bladguldet:

Chiesa

Chiesa 2

Som gift med en katolik og med to katolsk døbte børn, så har jeg som ikke-troende et ret pragmatisk og distanceret forhold til den katolske kirke. Jeg kan ikke (længere) blive oprørt når den er så opulent og smagløs, som tilfældet er her i Bellinzona. Så bliver det mest lidt sjovt og alt for meget på en underholdende måde. Kunne kunstnerne virkelig ikke selv se det? Men egentlig er det også sådan jeg har det med barokken i almindelighed. For meget drama og storhed til min smag.

Endelig er jeg til slut som kommunalt ansat iskold hånd naturligvis også tvunget til at bringe et par billeder fra rådhuset – eller som det mere passende hedder hernede: ‘Palazzo Civico’ – i Bellinzona:

Palazzo Civico2

Palazzo Civico

Jeg siger ikke at Odsherred Kommune og rådhuset i Højby er et sted uden charme eller mulighed for romantik. Men vi kunne måske lære en smule, blot en smule, af Città di Bellinzona.

Cardada

Temperaturen er faldet en anelse til mere udholdelige 27 grader. Det er nu muligt at sove om natten, min forkølelse er forsvundet og vi har fundet ind i en vis modus hernede. I formiddags var vi i Lido Locarno, et mindre palads af et kombineret vandland, spa og udendørspark. Der blev svømmet og dykket til den store guldmedalje. Jeg fik undervejs besøgt deres fitnesscenter, der har en moderat bedre udsigt end Borren i Højby.

Lido Locarno

Besøget mindede mig lidt om tiden med fitnesscentre i Bruxelles og før da i Prag. Der havde de også en enorm vognflåde af træningsmaskiner (men begrædeligt få frivægte) samt en mindre hær af ansatte, der alle excellerer i at lægge ansigterne i enten A) en grimasse af overdreven entusiasme (trænerne) eller B) inderlig tyggegummityggende kedsomhed (dem bag skranken). Bortset fra det, så var det rart at få passet styrketræningen, så forfaldet ikke er fuldkomment efter ferien. 

Om eftermiddagen var jeg på en af de vandringer, jeg havde set mest frem til: Cardada. Vandrede der for første gang i 2008 og det var en traumatiserende oplevelse – som jeg igennem årene har søgt igen og igen. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måde, som vejen op fordeler sig. Ruten må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.

Først er der urban setting fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Den del indebærer trapper af en sådan længe og beskaffenhed, at alle former for bentræning er aflyst det næste stykke tid frem.

Del Sasso

Sasso afstand

Orselina

Dernæst er der en uendelig lang labyrint af zig-zag vandring, der tilsyneladende varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg hver evig eneste gang næsten er brudt sammen psykisk.

Mod San Bernardo

Ja-ja, det ser idyllisk ud. Men man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Det er ren Groundhog Day. Ingen variation. Bortset fra den sidste lede trappe, naturligvis.

Bænken

San Bernardo

Kun udsigten fra min yndlingsbænk og den barmhjertige vandpost ved siden af – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen. Efter San Bernardo var det sidste stykke op mod Alpe Cardada noget mere humant. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. På vejen hjem i båden inspicerede jeg mine sundhedsdata, som var direkte fjollede (men også sært tilfredsstillende):

277etager

Så, ja, det var en rædsom og vidunderlig eftermiddag på Cardada. Tror ikke det bliver sidste gang, jeg opsøger smerten dér igen.

Ghisla Art Collection

Jeg havde en idé om at jeg skulle have et roligt, ja, nærmest bedøvende besøg på feriens første kunstmuseum: Ghisla Art Collection i Locarno. Sådan … gik det ikke helt. Her er første billede, jeg mødte i udstillingen:

Keith Haring – ‘Untitled’ (1985)

Hvilket naturligvis var en forfriskende begyndelse på det hele. Jeg kan forstå at billedet blev malet som en kommentar til HIV-situationen i det homoseksuelle miljø i New York i midt-80’erne, men det fremkaldte nu også en meget konkret og fysisk reaktion hos denne konforme beskuer små 40 år senere.

Resten af udstillingen var lidt mindre hårdtslående, men jeg så et fint værk af James Rosenquist:

Jeg husker mest Rosenquist fra hans popartmesterværk ‘F-111’ (1965), hvor han vrængende spidder reklamer, forbrugersamfundet og det militær-industrielle-kompleks. Tror sågar det optrådte i en af mine bøger i gymnasietiden.

Her i et 25 år senere værk er vi stadig i reklamernes glitrende verden, kombineret med nyfunden interesse for grafittiæstetik. Jeg kunne vældig godt lide maleriet, det består klart min “det gad jeg godt have hængende”-krav, men der er noget … ‘min-tid-som-relevant-kunstner-er-ovre’ over maleriet. Som at Rosenquist godt vidste at han aldrig ville komme ud af sin bås. At han blev og formodentlig altid ville blive opfattet som en del af samme bølge som Roy Lichtenstein, Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Og at denne bølge holdt op med at være det kunstneriske omdrejningspunkt for (på dette tidspunkt i 1990) mindst 15 år tidligere. Og at han måske derfor nu var fri til at male det han havde lyst til, da det alligevel hverken ville gøre fra eller til.

Jeg håber at jeg selv bliver klar over det, den dag jeg ikke længere selv er relevant i mit virke – og at jeg kan finde en ro og accept i det. Det ville ligne mig dårligt, men jeg kan vel have ambitionen om at det bliver sådan.

Ghisla-samlingen kommer næppe til at ændre verden, men det er en fin tilføjelse til Locarno, og jeg er glad for at jeg satte tiden af til et besøg i dag. Det er rart at kunst får mig til at føle og tænke.

Monte Gambarogno

Indrømmet: jeg frygtede det værste. Mine børn kan være næsten ligeså grumpy og brokkende og selvmedlidende som jeg selv er. Sidste år sprudlede de ikke ligefrem af spontan og inderlig lykke, da vi var på bjervandringer. Faktisk var det en ganske enerverende eftermiddag dengang på vejen op til toppen af Cimetta.

Men på dagens vandring fra Alpe di Neggia til Monte Gambarogno viste børnene sig fra deres mest optimistiske og toughe side. Der var et væld af muligheder for at jamre og pjevse (det var varmt, hårdt, av-av etc.) undervejs, men de kværnede ufortrødent løs op og ned ad bjergene. Der gik sport i den og jeg aldrig set så små ben arbejde så effektivt. Tænk hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg blot besad en flig af mine børns stamina. Jeg er forundret og aner ikke hvor de har det fra.

Jeg kan godt lide tanken om at institutionalisere traditioner som bjergvandringer. Hvor de som noget helt naturligt bliver opfattet som sjovt og meningsfuldt; noget vi gør sammen. Ikke som en pligt eller fordi ens åndede mor og far siger man skal, men fordi det er noget vi kan lide og har sammen med hinanden.


Pletlæser i øjeblikket ‘Paolo Cognetti – ‘Le otto montagne’, der delvist handler om en søn og hans fremmedgjorte forhold til sin indadvendte, vanskelige og sortseende far. Faderen er begavet, men humørssyg og han føler sig aldrig rigtig til rette med nogen eller noget; sønnen prøver at blive set og accepteret for den han er. Det eneste tidspunkt, hvor de to rigtig connecter med hinanden er under tavse bjergvandringer, når familien tager fra den forkrampede lejlighed i Milano op til Monte Rosa bjergene for at besejre de otte tinder.

Uden at jeg ser nogen som helst paralleler til mig selv (…), så gjorde det mig glad at følges med Leo opad – og se hvordan han kunne lide det. Han og hans søster kan tilsyneladende alting, når blot de selv gerne vil det.

På vej nedad talte Elin som et lille vandfald. Jeg ved nu (næsten) hvad hun gerne vil være når hun bliver stor (“jeg tror gerne jeg vil være politidame eller arbejde i et dyrepensionat”), at hun er bange for ikke at få venner i sin nye klasse, og at hun derfor er ekstra glad lige nu for sin bedste ven kaninen Snebold (selvom vores anden kanin, Putte, har brune øjne, og det har Elin også, så ih, det er så svært at vælge, men altså, ja, Snebold er bare cute, er hun ikke?).

Det var en på alle måder god formiddag, som jeg vil bære med mig – når det bliver oktober, gråt, traurigt og jeg igen minder om en italiensk far, der sidder i lejligheden i Milano og egentlig blot gerne vil op i bjergene igen.

Monte di Vira

Noter efter årets første bjergvandring:

Varmen er ondskabsfuld. 34 grader er nok i overkanten til bjergvandringer, men jeg kan egentlig ikke lide at svømme og keder mig lynhurtigt ved en strand. Så ender jeg med at sidde i varmen og gruble og tænke og planlægge, hvilket aldrig leder til noget som helst godt. Så heller okse afsted. De andre gad ikke med, så kom afsted på en solotur.

Udgangspunktet: Villa Ghisler med kirken i baggrunden

Vandreruten op til Monte di Vira er nøgternt vurderet ikke noget særligt. Dens primære fordele er at den ligger i baghaven og at turen op/ned kan klares på 2,5 timer. Det første stykke op igennem landsbyen Orgnana er af trapper, hvilket er det rene tortur – især i trykkende hede.

Siden er der et stykke, hvor man går langs en kedelig bilvej inden man ENDELIG kommer ind i skoven og stierne. Her kommer der også smæk på stigningerne og pulsen kommer i vejret. Jeg så vandfald og vilde hindbær undervejs.

Apropos mit indlæg forleden om at målopfyldelse ikke fylder tomrummet ud, så er det heller ikke epokegørende endelig at nå toppen af Vira. Der er en lille mennesketom landsby og endnu vigtigere: min bedste ven i hele verden i form af en vandpost. Den var hele turen værd.

Jeg behøver ikke andre end dig

Da jeg kom ned igen kølede jeg af med en svømmetur i Lago Maggiore. Der vrimlede med lokale, der har opbygget den der nærmest læderagtige hud af at tilbringe flere timer i solen hver dag ved lidoen. Det var næsten som at være i Aalborg i solariernes storhedstid.

Formen er god – også selvom jeg kunne mærke forkølelsen og de tre timers urolig søvn i nat. Synes jeg kan mærke at jeg har trænet mere systematisk i den senere tid. De stejle stigninger er stadig brutale, men selvom jeg i dagligdagen nok forsømmer at styrketræne ben, så går det tilfredsstillende opad. Måske det er lidt trist at der ikke skal mere til, men det giver mig en processuel glæde at der er mærkbare fysiske fremskridt.

Andet? Jo, jeg ville ønske at jeg var blevet klippet før afgang. Har opbygget en hat af hår, der er tung, varm og gør hvad den vil. Tør ikke frekventere en frisør hernede, har jo set de lokale.

Alpensüdseite

Nu er vi her. Alpensüdseite. Klokken er 18 minutter over midnat, temperaturen er 25 grader, jeg er forkølet, det meste er fugtigt og min dyne føles som et overgreb. I morgen venter Lago Maggiore eller (helst) et bjerg.

Sommerferiestart

Sommerferien nærmer sig. “Den er vist tiltrængt”, bemærkede min altid belevne kollega Claus ved frokostbordet denne uge, “du ser slidt ud”.

Nu har jeg altid bildt mig selv ind at kommentarer beslægtet med ‘du ser træt ud’ pr. definition er et kompliment til mænd (≈ “ih, du ser ud som at du har arbejdet hårdt!”) og en sviner til kvinder (≈ “hvor ser du dog hærget ud!”). Men lige i det konkrete tilfælde var kommentaren vist blot en nogenlunde nøgtern beskrivelse af, hvad han så. Så jeg smilede lidt stramt, alt imens mit indre styrtede sammen; bøjede af og stirrede ekstra intenst på indholdet af min livsforladte sandwich fra et kommunalt storkøkken på det ydre Sjælland.

I øvrigt havde han fuldstændig ret i den æstetiske vurdering. Jeg havde sovet elendigt flere nætter i træk, hvilket kunne ses. Og det er en underlig sommer. Den er jo ikke objektivt dårlig som sådan, det er nogenlunde varmt og alt er … fint. Alligevel går jeg mest af alt indolent rundt i mine små cirkler og plejer mine kedsommelige rutiner. Arbejder, træner, logistik, sover. Ser ikke rigtig frem til noget, hverken på det helt korte sigt eller længere frem. Alting er lidt i gråtoner for tiden.

Men jeg prøver. Og Sommerferien ER på vej. Og da vi skal til Schweiz har jeg (på nu andet årti) virkelig forsøgt (og atter opgivet) at læse Wikipedia-siden om det politiske system i Schweiz. Jeg har lyttet til rap på Schwizerdütsch. Jeg har læst om kunstmuseer i Basel. Jeg har undersøgt rejsetiden til Torino og Verona. Og jeg har læst flere artikler i Neue Zürcher Zeitung for at vurdere om 2023 virkelig er annus mirabilis, hvor mit tysk endegyldigt er blevet så mangelfuldt, at jeg ikke længere er i stand til at læse en højstemt udenrigspolitisk artikel om udviklingen i Mali. SPOILER: det kan jeg stadig. Alt andet havde da også været en falliterklæring for den regerende ejer af ‘Legat uddelt til flittig og interesseret elev i tysk’ fra Aalborg Katedralskole år 2000. Så samlet set vil jeg mene, at jeg er rejseklar.

Jeg læste dog også artiklen ‘Einen ganzen Tag am Strand zu liegen, ist keine gute Idee’, hvor en dermatolog – meget overraskende! – når frem til, at man skal huske at bruge solcreme. Det tænkte jeg meget på i dag, da jeg lå på Nordstrand og blev stegt. Uden solcreme, naturligvis. 

Sommerpels

Se, så blev I også forkælet med en pelset og bleg udgave af de der pinagtige se-mine-velskabte-ben-henslængt-ved-vandet motiver, som befolkede alle influenceres instagramprofiler for år tilbage.

Og jeg vil give dermatologen ret i i hvert fald én ting. En hel dag ved stranden ER en dårlig idé. Mest fordi det er kedeligt. Jeg havde slæbt en bog og en Kindle med, og ingen af delene fik jeg den store glæde af. Der er sand over det hele. Og selvom min svigermor fremhævede vandets lune beskaffenhed, så var det en ondsindet løgn. Det var isnende, nærmest grotesk koldt. Jeg holdt ud under vand i ca. 30 sekunder før jeg måtte flygte.

Heldigvis var vi der kun et par timer, hvorefter jeg (og mine så småt purpurrøde nakke og skuldre) kunne komme hjem i skyggen, og siden en tur i mit surrogathjem i form af træningscentret i Højby.

Rutinerne skal jo passes. Hvor gråtonede de end må være.

Toutes Directions

Jeg er ikke blevet særlig frankofil, på trods af at mine forældre troligt slæbte os på sommerferie i Frankrig hvert eneste år i midt- og slut-80’erne. Mine erindringer er mestendels tågede. Varme. Orangina. Campingpladsswimmingpools. Vinmarker. Orange TGV-tog. Isenheim alteret. Carrefour. Og toutes directions skilte. Naturligvis toutes directions skilte. 

Toutes Directions

Måske skiltene er det enkeltstående fænomen, jeg sætter ubevidst allermest pris på ved Frankrig. At uanset om du er i den mest indavlede lille bretonske flække, eller befinder dig i det mest forhærdede banlieu, så vil der være et barmhjertigt skilt, der viser dig vejen væk. Mod alle retninger. Eskapismen. Vi kender ikke din situation, dine omstændigheder, dit liv eller dit mål, men hér har du vejen til alle retninger. Mod frelse og frihed. Eller forfald og fordærvelse. Hvem ved? De er dine retninger, her er de allesammen, du vælger selv. 

Muligvis jeg skulle blot skulle nøjes med at se toutes directions skiltene, som det de er og er tiltænkt som: skilte der anviser vej mod hovedveje. Men jeg kan ikke lade være med at tolke dybere ting ind i den. Igen har det givetvis noget med min opvækst at gøre. 

Jeg har erindringer om varme julidage på bagsædet af vores hvide Saab 900, klemt inde på midtersædet mellem mine to irritable ældre søskende; Sune altid til venstre, Cecilie altid til højre. Der var faste pladser, visse ting er ikke til diskussion når man er henholdsvis fem og otte år yngre end de andre. Evigt utålmodig og notorisk utilpas fordi jeg blev køresyg, når jeg læste (men alligevel gjorde det, for hvordan skal man ellers få tiden til at gå på bagsædet af en bil i et uendeligt antal timer?). Parkeret et udefinerbart sted i Avignons forstæder. Mine forældre skændes fordi de er kørt galt et eller andet sted; det dårlige vejkort – købt på en tankstation et sted ved en motorvejsudkørsel nær Valence -, ja, det viser simpelthen forkert, siger min far. Min mor er varm og sur, det er midt-80’erne, hun er kun lidt ældre end jeg er nu, og hun havde måske drømt om en mere vellykket flugt fra hverdagen derhjemme, hvor hun er stresset over sin relativt nystartede børnelægepraksis.

Der dufter af lavendler, der må stå nogen buske om bag det stendige, hvor Saab’en nu holder1. Vi bliver først frelst, da en af os (jeg bilder mig ind at det var mig, men jeg lyver nok for mig selv) ser toutes directions skiltet – og vi hen ad eftermiddagen får set antipavernes gotiske palads Palais des Papes. Fundamentet til min skiltekærlighed var lagt.

Sommer 1983

Franske toutes directions i lange baner. Jeg har tilsyneladende været i Rouen engang, i hvert fald hvis man skal tro min fars sirlige optegnelser. Han har været yngre end mig, da hans yngste stod der i ble i pinjetræernes skygge og fortærede en baguette. Hvad mon han håbede på for sin fremtid dengang? På daværende tidspunkt (og de næste 30 år frem) var han gymnasielærer på Aalborg Studenterkursus og livet var ved at sætte ind i den midaldrende rutine. Var det mon drømmen?

 

Efterår 1986

Det er blevet efteråret 1986. Mine forældre er i vinfasen, den indtræffer åbenbart i midt 40’erne, for nu står den på Alsace i efterårsferien. Jeg husker intet fra ferien andet end at vi vandrer op til borgruinen i baggrunden, og at det måske – men kun måske – er arnestedet for for min Wanderlust.

 

Paris 1990

Så kommer der fart på, antallet af mulige retninger er vokset eksponentielt. Muren er faldet, den liberale-demokratiske og kapitalistiske verdensorden har endelig vundet. Jeg plejer mine nudisttendenser ved Cap Ferret i mine – indtil videre – eneste stramme par badebukser. Min søsters hår vokser nærmest poetisk op i Eiffeltårnet, min mor er hvidhåret som 45-årig, min storebror køber Quicksilver surftøj uden nogensinde at have besteget et surfbræt. Soundtracket til det hele er INXS – ‘Need You Tonight’ og ‘Never Tear Us Apart’; man kan ikke se det på billedet, jeg spærrer jo, men Cecilie er iført en INXS t-shirt. Forsanger Michael Hutchence er på dette tidspunkt kæreste med Helena Christensen; jeg siger ikke at det er en drivkraft for min søsters fandom, men det kan ikke have været helt tilfældigt. 22. november 1997 begår Hutchence selvmord på et hotelværelse i Sydney. Min søster er på det tidspunkt au pair i Perth, Western Australia, jeg antager at hun må have været trist til mode. Alle disse mulige retninger.

  1. Den dag i dag forbinder jeg Frankrig med lavendler. Vi har selv en busk stående i haven, den har en underlig beroligende effekt på mig, når jeg føler mig oprørt. Da jeg boede i Bruxelles kunne jeg finde på at gå ind i en L’Occitane butik, alene fordi lavendler har en effekt på mig []

Aalborg

Dengang jeg var lille, eller, nuvel, selv dengang jeg flyttede fra byen i sommeren 2001, smykkede Aalborg sig gerne med sin grimy, (post)industrielle arbejderidentitet.

Dengang havde byen stadig noget at have det i. Jakob Ejersbo kunne med en vis autoritet udgive romanen ‘Nordkraft’ om stofmiljøet i 90’erne, Niels Arden Oplev havde få år forinden udgivet filmen ‘Portland’ – selvsagt opkaldt efter Mette Frederiksens yndlingsvirksomhed. Begge var ‘socialrealistiske’ værker, der viste grimheden i Aalborg, men med en underforstået og sært melankolsk kærlighed til byen.

Tiden var præget af en en ganske særlig selvforståelse. Ikke som i et ægte udkantsområde som Odsherred (hvor de fleste unge drømmer om at komme væk, væk, væk, når tiden er inde), men den trodsige identitet man får, når man ved, at andre synes man er grim og uelskelig – og at de kan rende os. Det resulterede i dyder om os-mod-verden, at være selvforsynende, shots i Jomfru Ane Gade og at nære et mindreværdskompleks-drevet indædt had til ‘de fine’ (i.e. Aarhus og København). En slags Nordkorea-on-Limfjorden. Måske bedst artikuleret i Jonny Hefty – ‘Muggen Røv’, hvis tekster den dag i dag nok beskriver omtalte Mette Frederiksens mentalitet og verdenssyn 1:1.

Det plejede at være sådan, at jeg når jeg skulle fortælle om mit ophav, så ville jeg smile lidt selvironisk og sige: “Aalborg er et af den slags steder, man kun rigtig kan holde af, hvis man er vokset op der”. Måske drevet af, at mine omgivelser – domineret af velmenende og veldresserede nordsjællændere – syntes det var overraskende eksotisk at komme et så fjernt sted fra. Ved en middag i studietiden sagde min holdkammerat Jeppe – der havde dristet sig ud af reservatet og læst et par semestre på AAU – til mig, at problemet med Aalborg er, at det er et grimt sted, beboet af selvhadere med storhedsvanvid. Dengang var det nok ikke helt forkert.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Tingene har forandret sig. I morges var jeg på løbetur og bevares, man passerer stadig et righoldigt udbud af solcentre, e-cigaretbutikker, tatovører og importslikbutikker. Men ellers er det kulturcentre, skulpturer, high-end butikker, letbaner, veganske caféer, AAU-studerende, talks, videnøkonomi og hele havnefronten – der engang var smukt domineret af skorstene – er nu erstattet af nybyggede boliger. De har bygget en kulturbro (sic), der dog gungrer lidt vel ubehageligt, når jeg kommer vraltende dér henover Limfjorden. Alt er forandret. Der er udvikling og ambitioner (om end Vestbyen stadig bevarer en smule autenticitet) over alt.

Selv har jeg – udover mine forældre – ikke længere de stærke bånd til byen. Ingen af mine venner bor her længere, der er ingen reunions eller naturlige anledninger til at komme forbi. Min dialekt dukker kun op i samtaler om nordjyske fodbold eller når selvkontrollen en sjælden gang falder. Mine børn taler så småt med blød vestsjællandsk udtale, og de forstod ikke hvad deres bedstefar mente, da han (i øvrigt helt korrekt) forleden aften beskrev AaB’s fyrede sportsdirektør som kav. Ak, tingene falder fra hinanden.

Man kan jo filosofere over at alting blev så meget bedre efter at jeg flyttede (…), og jeg er usikker på om det hele er udtryk for en grundlæggende forandring af byens identitet, eller om det hele blot er Aalborgs nyeste iteration af den klassiske ‘fuck you’-attitude – en særlig nordjysk afart af Lampedusas mesterlige oneliner: ‘Se vogliamo che tutto rimanga come è, bisogna che tutto cambi‘. På sin vis håber jeg lidt det sidste. Jeg er jo trods alt selvhader med storhedsvanvid.

Aalborg Madonna

Man kan vel argumentere for at selve bygningen i sig selv og Alvar Aaltos arkitektur er Kunstens største kunstværk.

Det er et sjældent veldesignet og lyst kunstmuseum, meget mere indbydende end jeg husker det fra de ret blodfattige besøg i skole- og gymnasietiden. Der er plads og perfekt lysindfald; både de mørke og lyse værker kommer til deres ret.

Museet fyldte 50 år i 2022 og kører stadig en ‘Kunsten Retro’-udstilling, hvor de kører med værkerne fra udstillingerne i 1972. Det er sjovt tænkt, men man tages omvendt tilbage i en ret brun og (for mit vedkommende) ikke-berørende tidslomme. Og med en række kunstnere (Asger Jorn, suk) som nok i grunden havde bedst af at forblive i slut-60’erne. Og tilvalg medfører desværre også fravalg.

Jeg savnede især Harald Slott-Møllers vidunderlige ‘Primavera’ (1901) fra museets normale samling.

Hvem kan sige nej til hende? Frugterne, fristelsen, glæden (og skyggerne!) bag hende, mens man ser den plagede mand med forpligtelserne og kirken (sic) bag sig. Det er ikke subtilt, men det er effektivt.

Til gengæld fik jeg så glæden af Henry Heerups ‘Vanløse-madonna’ (1933) – her nænsomt akkompagneret af min lokale Standhusene-madonna.


Har diffuse minder fra min barndom om værket, der hang reproduktioner af det i flere af mine forældres venners hjem. Den får ikke for lidt med jomfru Maria-allegorien og symbolikken. En dag må jeg udforske min veneration for kristne motiver i kunst, men det bliver ikke i dag.

Noter fra Stockholm

Noter fra en martsdag i Stockholm:

Det er skønt at fordybe sig en bog på en cafe, især når man ikke skal noget og derfor bare kan være tilstede (eller måske rettere: væk) i øjeblikket. Hvordan (og hvornår) glemte jeg det? 

Jeg er i forlængelse heraf helt opslugt af ‘Samlade verk’, der er ustyrligt velskrevet og jeg er grebet af karaktererne. Der er en bagvedliggende pulserende melankolsk åre i historien, der virkelig taler til mig. En klar frontrunner til årets skønlitterære bog for mig. 

Man skal kende sig selv. Og som tiden går og mit sind størkner mere og mere, så må jeg vel indse, at mine præferencer indenfor billedkunst kulminerer i perioden 1890-1920. Det er min ‘Goldilocks Zone’, det sted, hvor jeg trives bedst og bliver mest berørt. Udstillingerne på Moderna Museet var, nuvel, for moderne til mig. Jeg anerkender at det er kunst, men jeg føler meget lidt, når jeg iagttager værkerne.

Så var Nationalmuseum straks bedre. Jeg fik endelig set Eugène Jansson ‘Gryning Över Riddarfjärden’ (1899) i virkeligheden – og det var også et mesterværk i levende live:

Eugene Jansson Gryning

Deres aktuelle udstilling ‘Trädgården – konst och natur under sex sekler’ handler – som navnet antyder – om havens fremstilling i kunst. Der er et par fine Monet og Renoir malerier i udstilling, men langt det bedste værk var dog danske Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914), hvor æstetiseringen af mandenkroppen ikke får for lidt:

Kristian Zahrtmann Adam i Paradis 1914

Endelig fik jeg set ‘Aftersun’ i Grand. ‘Aftersun’ var en vandedeler. Jeg så en smuk, melankolsk og berørende film om en dybt deprimeret mand, der er på en sidste rejse med den datter han elsker højt (og som elsker ham højt tilbage), men som han på grund af sin sindstilstand ikke længere ved, hvordan han skal passe på (eller passe på sig selv, i øvrigt). Min bedre halvdel så en film, der kredser om svigt af et barn og en pige, der er tvunget til at være den voksne i relationen med en far, der tydeligvis ikke får den hjælp, han har brug for. Jeg tror der er spillerum for begge tolkninger. Uanset hvad er filmen fremragende og kan klart anbefales.

Bagarmossen

Det er til min gru fire år siden jeg senest var her i lejligheden i Bagarmossen. Og i Stockholm generelt, for den sags skyld. Covid rev to års rejser ud af kalenderen. Stockholm og Arlanda blev reduceret til transitsted for rejsen videre mod nord. Det føles forkert nu.

Bagarmossen ligner til forveksling sig selv: stisystemerne, Systembolaget, den sjappede sne, 1950’er-lejlighedsblokkene, daginstitutioner opført i containere, asfaltfodboldbanerne, solstrejf i form af Lilla B, Nackareservatets løberuter tæt på, i lejligheden ved siden af øver nogen violin. Områdets æstetik har en vis Alfons Aaberg’sk charme, men den udviskes en grå dag omkring frysepunktet.

I morgen venter Moderna Museet, SoFo og Science Fiction Bokhandeln. 

X 2000

Set ud gennem et ridset X 2000 togvindue (fremtidens tog i 1990!) er det sydlige Sverige et uendeligt tæppe af røde træhuse, skove, parabolantenner, æstetisk udfordrede landsbygder, grafitti der aldrig blev fjernet i tide, problematisk mobildækning samt entreprenørmaskinhandlere, der alle hedder et eller andet derivat af ‘Bo Johansson AB’. Altsammen stuvet sammen under en cementgrå himmel. Købte Lydia Sandgren – ‘Samlede verk’ på Malmö C, ekspedienten i Pocketshop så undrende på mig, de første ret fremragende 41 sider har endnu ikke givet mig svaret på hvorfor.

Storlien

Jeg vil formulere det sådan, at langrend og jeg – her efter 16 år med tætte familiære svenske forbindelser – har opbygget en gensidig forståelse. Vi tolererer hinanden. Hed kærlighed bliver der aldrig tale om, men vi kan såmænd godt mødes og kramme en gang eller to om året. 

Jeg vil naturligvis stadig til hver en tid hellere ud på alpinski. Men givet at A) svigerfamilien er og bliver fanatiske i deres dyrkelse af langrend og B) arvingerne (af for mig aldeles ubegribelige årsager) hellere vil okse afsted i ujævnt terræn, end de vil suse ned af pisterne, så giver tingene lissom sig selv efterhånden. 

Lang indledning for at sige, at det var en kold, men egentlig ret fornøjelig tur i sporet ved Storlien her på juleaftensdag. Det er sjovt at se den ældstes åbenlyse glæde ved sporten. Og at den yngste har bedre teknik end mig. Håber vi kan nå ud lidt mere her i resten af ferien.