Jeg er egentlig ikke cykelinteresseret, måske snarere lidt apatisk, men det er vanskeligt ikke at blive revet med under læsningen af Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’. Sporten får den helt store, himmelstræbende behandling. Myterne, legenderne, de helt store fortællinger foldes ud. Goldschmidt skriver decideret fremragende. Lidt arkaisk og til tider Mads Holger’sk i tonen (hvis ellers Mads Holger havde kunne skrive); som en start-1900-tals intellektuel wiennesisk bonvivant fanget i et åndeligt forarmet 21. århundrede. Han er allerbedst når passionen tager over: han kan nærmest ikke være i sig selv, når han æstetiserer forholdet mellem rytteren og bjergene. De italienske tinder og legender mærkes intenst. Jeg ville ønske at jeg selv følte lige så meget som Goldschmidt, når jeg ser cykling; det må være berigende at kunne se så meget mening, ånd og sandhed i en sport. End ikke AaB kan fremkalde tilsvarende episk rusen i mit blod. Men uanset hvad er det en meget anbefalelsesværdig og inspirerende bog.
Sport
There are 4 posts filed in Sport (this is page 1 of 1).
Seth Godin
I et ellers jævnt uinteressant interview besvarer marketingguruen Seth Godin spørgsmålet ‘If you were called in as a consultant to professional baseball, what would you tell them to do to keep the game alive?’:
What is baseball? In most of the world, no one wants to watch one minute of baseball. Why do we want to watch baseball? Why do the songs and the sounds matter to some people and not to others? The answer is that professional sports in any country that are beloved, are beloved because they remind us of our parents. They remind us of a different time in our lives. They are comfortable but also challenging. They let us exchange status roles in a safe way without extraordinary division.
Det tror jeg at der er meget sandhed i. En af de ret få ting jeg stadig kan bonde med min far om er at se en AaB-kamp i tv’et. Ikke på stadion, nej, på tv, fra hver vores stol i mine forældres stue, og helst en kamp på en eller anden utiltalende og skiden pløjemark længere nede i Jylland1. Ideelt set en kamp hvor de spiller af lort, tingene falder fra hinanden, drømmene knuses og vi kan bekræfte hinanden i situationens elendighed. Sådan har det altid være. De vundne kampe er hurtigt glemt, glæden er ikke noget vi deler. Det vigtige er at mødes i skuffelsen, så vi kan få genbekræftet sortsynet.
- Bemærk hvordan steder som Aarhus, Randers og Herning i mit hoved altid vil være sydpå eller ‘længere nede i landet’. Jeg kan ikke gøre noget ved det, det hænger ved. Mit mentale Danmarkskort har ikke ændret sig i de +20 år jeg har været væk fra Aalborg [↩]
Skæbneuge
Vi går ind i noget af skæbneuge sportsmæssigt. I hvert fald her i mit lille parallelunivers, hvor obskure og inferiøre provinshold fylder en del mere end ude i den virkelige (og noget mere rationelle) verden.
Vigtigst, naturligvis: vinder AaB mod Lyngby på mandag, så kan jeg krybe ned under dynen og slappe af i min efterhånden langtidspaniske og myoseramte krop. Fortrænge den seneste fodboldsæson som en ond, ond drøm. Sove roligt i en måneds tid inden rædslerne begynder igen i den kommende sæson.
Lidt længere vestpå begynder de syv kampe i NBA-finalen også i den kommende uge. Mine Denver Nuggets er med for første gang, formodentlig – men hvem ved? – mod Miami Heat. Det kan blive episk stort, men rummer også kimen til noget smerteligt skuffende. For jeg er uironisk investeret i det her. Har igen fået for vane at tjekke espn.com som det første jeg gør, når jeg vågner. Er pludselig blevet usundt interesseret i alskens basketdetaljer, jeg ellers levede lykkeligt uvidende om.
Jeg burde vide bedre end at bygge mit mentale velvære på notorisk upålidelige professionelle sportshold. Men nuvel, her er jeg så. Klar og parat til at igen få knust hjertet for Gud ved hvilken gang. Jeg er og bliver en idiot.
Skøjteløb
De fleste har givetvis observeret at de kvindelige OL-medaljevindere i gymnastik og kunstskøjteløb har en tendens til at være meget unge og præ-pubertære i deres udseende. Næppe så underligt; det er fordel at være let og stærk, hvis man skal lave ekvilibristiske bevægelser og de mest krævende øvelser. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg læste i dag at det er decideret fysisk umuligt at lave de mest ambitiøse spring for en kvindelig kunstskøjteløber, hvis man er over 15 år og gået i puberteten. Man kan kort sagt ligeså godt gå på pension, hvis man er over 17 år og tror man skal konkurrere med den russiske skøjteprinsesse-maskine. De har trænet konstant siden de var 2 år gamle og blevet bedt om at ofre alt.
Det er fundamentalt perverst og ekstremt, men jeg ved ikke hvad løsningen er. At indføre alderskrav og dermed sænke den ‘oplevede kvalitet’ af kunstskøjteløb? Der er vel ingen (vigtigst af alt heller ikke sponsorerne!), der ønsker lavere sportslig, kunstnerisk og underholdningsmæssig værdi? I praksis bliver visse discipliner derfor forbeholdt de nationer, der er klar til at gå længst i deres, hmmm, kreative udvikling af atleterne. Måske markedet korrigerer situationen, hvis interessen for sporten derfor forsvinder?
Tror jeg holder mig til at se fodbold og basket.