Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. De gjorde en forskel. Især fordi antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.