Bøger

There are 51 posts filed in Bøger (this is page 1 of 3).

Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’

Det er ikke fordi Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’ er en dårlig bog, den gør mig blot inderligt deprimeret. Alene det faktum at disse ord skrives på en ‘personlig blog’ (et format der ikke har været relevant siden slut-00’erne) burde forklare hvorfor. Jeg hører til i en anden æra. 

Bogen er en overflyvning over de seneste 25 års udvikling i sociale medier og ikke mindst den ‘contentøkonomi’, der er fulgt med. Af og til er bogen nostalgiskabende (Myspace <3 ), hvilket bestemt kan give en midlertidig varme. Men: jeg føler mig i almindelighed fremmedgjort overfor de fleste sociale medier, den performative akt og den virkelighedsskabelse, der foregår på dem – og som bliver tillagt så stor værdi og vigtighed af så mange mennesker. 

Egentlig nærer jeg ingen illusioner om, at den analoge verden var bedre. Jeg hænger jo også selv foran en skærm det meste af tiden. Den virkelige, fysiske verden keder mig ofte. Jeg er ligeså draget af den digitale virkelighed og dens underholdning, som de fleste andre er. Jeg fylder også mit eksistentielle tomrum ud med digitalt indhold.

Men derfor kan udviklingen jo godt opleves som … forkert. Det kan føles som en kliché at pakke ens egne synsninger ind i ‘JAMEN, HVAD MED BØRNENE?’-bekymring. Men jeg tænker da en del over, hvad det betyder for mine egne børns kognitive udvikling og mentale trivsel, at det digitale fylder så meget for dem. Hvordan vil det påvirke deres interaktioner og sociale intelligens, når ‘leg’ er forsvundet så meget, som det er? Og hvordan mon min datter vil se sig selv og sit eget værd, når først hun begynder at deltage i det performative våbenkapløb på de forskellige platforme? Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det her skal ende med noget rigtig godt.

Lorenz er grundlæggende fascineret af det digitale. Hendes er ikke en forfaldsfortælling, men er en grundlæggende optimistisk historie om, hvordan den enkelte har fået flere muligheder for at udtrykke sig. ‘Extremely Online’ gav mig en større viden om og forståelse for flere af de platforme og fænomener, som jeg ikke selv har erfaring med – og måske heller ikke helt forstår. For mig lyder TikTok som Fentanyl sprøjtet direkte ind i lysken. Som noget jeg for alt i verden bør forpurre at mine børn får kontakt med, hvis jeg da ellers håber nogensinde at have en samtale igen med dem. Men det siger nok mere om mig og min alder, end om det gør om udviklingen som sådan.

En selvstændig pointe med bogen er, at udviklingen går som stærkt og at der hele tiden er nye platforme, nye retninger, nye tendenser. At det digitale aldrig er statisk. Derfor skal bogen – lidt ironisk, måske – læses nu. For om måske halvandet år er dens indhold forældet og irrelevant. Vil anbefale bogen til andre semi-boomere, der også har behov for at forstå et urovækkende aspekt af verden. Den efterlod mig klogere og noget mere deprimeret end før.

David Brooks – ‘How to Know a Person’

Under gårdagens tur til København havde Lokaltog meget venligt og generøst valgt at erstatte togene med togbusser. Det var lidt af en gave. Dels gav det mig mulighed for at sidde dejligt tæt på fremmede mennesker (intet forsøder tilværelsen mere end at sidde ved siden af en ryger), dels gav det mig ekstra tid til at få læst i nogen af mine bøger.

En række af mine kolleger gav mig i mandags to bøger, jeg længe har ønsket mig: David Brooks – ‘How to Know a Person’ og Alexandra Hudson – ‘The Soul of Civility’. Det var en farvel-goddag gave i anledningen af at jeg har skiftet stilling, og de havde tilmed lavet en hel lille ceremoni og indkaldt mig til et falsk møde (som jeg i retrospekt nok burde have gættet var uautentisk, for det var indiskutabelt en noget besynderlig dagsorden). Jeg blev ganske rørt, faktisk, og jeg ved ikke helt om jeg fik formidlet min glæde og taknemmelighed ordentligt til dem, jeg bliver altid perpleks når jeg er i centrum. Men glad blev jeg ikke desto mindre. De havde jo ikke behøvet at gøre noget ud af mig; det er kun et internt stillingsskifte fra en afdeling til en anden, i praksis flytter jeg blot en etage op, og jeg kan (og vil) stadig genere mine tidligere kontormakkere non-stop via Teams.

Og måske det alt i alt er en fin indflyvning til David Brooks bogen. Egentlig er den to ting. For det første er den et cri de coeur om på samfundsplan at fremme dyder som empati, den lyttende samtale, og evnen til at have en dialog med mennesker, man ikke er enig med. For det andet er den en art selvhjælpsbog med teknikker til rent faktisk at se det andet menneske.

Det sidste er noget, jeg i stigende grad bliver optaget af. For jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg bevidst om mine blinde vinkler. I min tænkning, i min følen og i hvordan jeg opfatter ting, situationer og (især) andre mennesker. Noget af det er drevet af min rolle som far. Der er mange stunder og situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at se og forstå mine børns perspektiv og behov. At jeg havde handlet og reageret anderledes, end jeg reelt gjorde. Men det gælder også i hverdagslivet. Altså når jeg f.eks. bliver dybt overrasket over, at nogen af mine kolleger holder nok af mig til, at de gerne vil markere en overgangsrite for mig. Jeg havde ikke skænket det en tanke at det var vigtigt, men de havde (korrekt) observeret, at jo, det betyder faktisk noget. Måske jeg selv burde blive bedre til at se mine kolleger, forstå dem og deres livsverden – og så handle på det.

Altsammen for at sige, at selvom en række af Brooks’ pointer og anbefalinger på overfladen kan virke enkle eller banale, så er de ikke nødvendigvis nemme at udleve. Jeg fik en masse ud af at læse bogen, pg ikke mindst noget at tænke over. Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis fik større forståelse eller empati for den omvandrende askebægerstank ved siden af mig i bussen, men jeg kan vel stræbe efter at blive bedre til at lytte til og se mine medmennesker i fremtiden.

China Miéville – ‘The City and the City’

Jeg gik død i China Miévilles – ‘The City and the City’, hvilket både ærgrer og undrer mig. Dels vandt romanen et væld af priser, da den udkom. Dels er jeg normalt særdeles billigt til salg for alt, der emmer blot det mindste af speculative fiction, parallelvirkeligheder og tidsparadokser. Men nej, ikke denne gang.

Bogen begynder ellers særdeles godt og endda med et ganske interessant præmis.

De to kulturelt meget forskellige bystater Besźel og Ul Qoma deler samme geografiske lokation et udefinerbart sted i Østeuropa, men de eksisterer i to adskilte parallelle virkeligheder. Så vidt ret standard; den litterære konstruktion var også drivkraften i tv-serien ‘Fringe’, der hærgede mit popkulturelle forbrug omkring 2010.

Men men: Miéville laver to originale kneb i ‘The City and the City’.

Den første er at hans paralleluniverser flyder sammen. Der er lommer, steder, flader, hvor grænsen mellem de to verdener er permeable – og (besværligt nok) kan man ikke nødvendigvis se, hvilken verden man befinder sig i på det pågældende sted. Det er måske ikke i sig selv bragende orginalt; jeg har efterhånden læst en del bøger – senest Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-serie og før da Paul Cornells ‘Shadow Police’-bøger – med det koncept. Begge serier foregår i London (åbenbart et notorisk hotspot for paralleluniverser), og i begge serier eksisterer universerne sideløbende og i delvis hemmelighed.

Her indtræffer Miévilles andet originale påfund. I stedet for at der findes et hemmeligt, tabuiseret magisk univers ved siden af vores eget, så er der i ‘The City and the City’ fuld bevidsthed om det andet univers’ eksistens – og interaktionen med det er strengt politisk reguleret via et decideret forbud mod kontakt mellem de to verdener. For at de to verdener kan sameksistere og ikke skal flyde/bryde sammen, så er alle mennesker pålagt at skulle ‘ikke-se’ og aktivt fortrænge ting og oplevelser, hvis de ved et uheld eller tilfælde er kommet se ind i parallelvirkeligheden. Forbuddet bliver håndhævet af et diffust, ja, nærmest metafysisk tankepoliti kaldet ‘Breach’. Hvis man aktivt bryde reglen om kontaktforbud, eller undlader at ikke-se ting, havner man i “breach” og forsvinder. Det kan vel nærmest beskrives som det idéelle totalitære samfunds omnipræsente sikkerhedspoliti.

Den erfarne læser af speculative fiction kan givetvis allerede her give et bud på forskellige generiske plotlinjer, der alle inkluderer en tilpas martret protagonist, der krydser grænserne mellem universerne og opnår dybe indsigter om verdens sande tilstand (og vigtigst, naturligvis, om sit eget sjæleliv). Miéville vælger at køre med et noir-detektiv set-up. Det begynder fængende og stemningsfuldt, men ender med at blive alt, alt for langtrukket. Det er ganske enkelt rasende uinteressant, hvem der begik mordet og hvorfor det skete.

Det bliver det bl.a. fordi Miéville er mere interesseret i at udforske sit breach/’ikke-se’ koncept end i at fortælle en god historie. Han bruger det som en slet skjult analogi for den måde, vi i mainstreamdelen af vores samfund med vilje ikke-ser ‘parallelfænomener’ såsom hjemløshed, fattigdom, strukturel racisme og kønsdiskrimination. For ved at ikke-se fænomenerne kan man (magthaverne) benægte deres eksistens og underminere legitimiteten af de mennesker, der begår ‘breach’ og kæmper for at ændre tingenes tilstand. Hvilket selvsagt er en valid og tankevækkende pointe, men den drukner (for mig og mit nydelsessyge sind) når bogen er lang og plottet slæber sig afsted.

Jeg gik i stå og speedskimmede de sidste 30% af bogen, alene for at finde ud af hvad der skete i slutningen. Vil derfor kun anbefale ‘The City and the City’ for den koncept-interesserede læser, der kan tolerere plotmæssig tomgang i kombination med (indrømmet) spændende tanker.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Ruth Madievsky – ‘All Night Pharmacy’

I går læste jeg Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’ færdig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den; måske et par blurbs fra amerikanske kritikere beskriver det bedst:

“‘All-Night Pharmacy’ is a California noir novel for the 21st century, rebooting the genre’s saturated nightmares for the 21st century.” (Washington Post)

“An Acid Trip Through Generational Trauma: In an impressive undertaking, Madievsky weaves together a tale of addiction, queerness, and Jewish mysticism, bound together with vibrant imagery and thoughtful prose.” (New York Magazine)

“Ruth Madievsky’s new novel explores trauma, drugs and toxic sisterhood.” (NPR)

Madievsky skriver fremragende og alligevel brød jeg mig ikke om bogen. Mest på grund af den navnløse protagonist, der er begavet, men samtidig nærmest overnaturligt passiv og bare flyder med. Intet får hende til at agere. Voldelige forhold, seksuelle overgreb, alle de forkerte mennesker de forkerte steder, et eskalerende Oxycodone-misbrug, et liv der går i hundene; det hele bliver nærmest blot internaliseret af hende som noget uundgåeligt, noget hun fortjener. Jeg ved godt at det ikke er meningen, at man som læser altid skal kunne spejle sig i eller identificere sig med en bogs karakterer. Jeg VED at hun er traumatiseret. Jeg VED at hun har dårlige indflydelser i sit liv. Men den her insisteren på selvdestruktivitet? Det var vanskeligt for mig at forstå fuldt ud.

Der er dog også betingede lyspunkter i bogen.

Madievsky har selv baggrund i Moldova, og i en ret interessant sekvens følger vi protagonisten og hendes kæreste Sasha på en rejse til Chișinău. Og når først vi kommer ud af alt-er-en-deroute og barndomstraumeinduceret-stofmisbrug-i-Malibu-til-at-flygte-fra-smerten rutinerne fra bogens første tredjedel, så bliver historien nærmest direkte interessant – ikke mindst når den udforsker konsekvensen af pogromerne i det tidligere Sovjet. Man fornemmer at Madievsky har en emotionel kobling til Moldova, og at der er noget på spil for hende.

Dét er godt. Men ak, forholdet og den spirende kærlighed falder fra hinanden, og så er vi for fuld kraft tilbage i traumeland i den resterende del af bogen. Den er tilsvarende forglemmelig, og jeg lukkede den i med en lidt utilfreds brummen. Grundlæggende er jeg derfor usikker på om jeg vil anbefale bogen. Den er bestemt edgy og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man er nødt til at elske bogen som anmelder. For mig var den en deprimerende oplevelse.

Jokum Rohde – ‘Vinterufo’

Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.

Theis Ørntoft – ‘Jordisk’

Jeg er spændt på hvordan Theis Ørntoft – ‘Jordisk’ udvikler sig, når jeg efterhånden kommer længere ind i bogen. Anmelderne spænder i deres vurderinger fra orgiastiske 6 hjerter i Politiken til “monumentalt kedsommelig” i Weekendavisen. Vildtfavnende slægtsromaner er egentlig ikke min ting, ligesom Gyldendals tæppebombende PR-kampagne i kultursektionerne gjorde mig en anelse mat på forhånd. Men jeg må indrømme at de første 100 sider har været en mere end fornøjelig læseoplevelse, og at jeg spekulerer en del over, hvad Ørntoft kan og vil i resten af romanen.

John Birch Society

Der er givetvis andre og mere tidssvarende emner at læse om end højreekstreme konspirationsteoretikere i USA i 60’erne og 70’erne, men derfor er Matthew Dallek – ‘Birchers: How the John Birch Society Radicalized the American Right’ stadig voldsomt interessant. 

Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.

Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod. 

John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.

Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme. 

Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser. 

Katja Hoyer – Beyond the Wall

Til min udelte begejstring ventede der en sending nye faglitterære bøger på mig, da jeg kom hjem i går. Gik som det første i gang med Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall’. East Germany 1949-1990’, som jeg har glædet mig en del til at læse.

Bogen har fået kritik for at være revisionistisk, sentimental (eller lide af ‘Ostalgie’, som det vist hedder i Tyskland), og generelt være for forstående og relativiserende overfor de fire årtiers kommunistiske regime. Jeg er ikke nået langt nok ind i bogen til at kunne vurdere, hvor valid kritikken er. Men jeg var ret begejstret for Hoyers bog om det tyske kejserrige, så hendes kreditværdighed som historiker er høj hos mig. De første knap 80 siders optakt om årene op til DDR’s dannelse i oktober 1949 har været fabelagtige – og uhyggelige. Da jeg læste Victor Sebestyen – ‘1946: The Making of the Modern World’ fremlagde han en solid case for, at 1946 var det værste år i verdenshistorien at leve i1, men foråret og sommeren 1945? Shit, det var ubehageligt. Det vurderes at 2 mio. tyske kvinder blev voldtaget af sovjetiske soldater over et par måneder. Hvilket blot var halen på de umenneskelige ting, som tyske soldater selv havde foretaget sig på Østfronten. De ting, som mennesker udsatte andre mennesker for i det årti, er helt ubegribelige. Der er sider i bogen, der er ganske hård læsning, også her på mange års afstand.

Hoyers egentlig formål er dog ikke så meget den politiske historie, men at nuancere billedet af det levede liv i DDR. Tilføje det dybde og farver. Rehabilitere et liv, som forsvandt med dannelsen af det forenede Tyskland. Hun er selv født i det daværende DDR, og som læser står hendes ønske om at formidle livet, som det også var i DDR, ret tydeligt.

Ja, det var en totalitær stat, ja, der var overvågning, ja, der var en mur, ja, DDR var en del af Østblokken. Men der var også et hverdagsliv, hvor folk levede, elskede, savnede, skændtes og alt muligt andet. Det var ikke kun nonstop gråt og ‘Das Leben der Anderen’. På den måde er forsiden af bogen ret velvalgt:

Katja Hoyer Beyond the Wall

Den lidt pornoagtige typografi gør ikke så meget for mig, men billedet af det næsten kyssende uniformerede kærestepar ved en militær flyopvisning i Magdeburg i 1974 (og med uelegante propagandaslagord på siden af køretøjet) er underligt rørende. Det gør det vanskeligt at dehumanisere andre, når man husker på, at vores almenmenneskelige tilstand. 

Jeg glæder mig kort sagt til at læse videre i ‘Beyond the Wall’, som jeg tror jeg kan lære en del af og få nuancere mit gråt-i-gråt billede af DDR. Og måske ligefrem bedre forstå, hvorfor og hvordan livet i DDR stadig lever inde i hovederne på en betydelig del af den tyske befolkning, selv mere end 30 år efter genforeningen.

  1. Andre siger år 536, jeg tillader mig at tvivle [↩]

Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’

Jeg er gået anelse død i ‘To Green Angel Tower’, tredje og sidste del af Tad Williams’ ‘Memory, Sorrow and Thorn’ fantasyserie.

Ikke fordi den er dårlig. Tværtimod er det nok det bedste fantasy jeg har læst i mere end 10 år. Men som der så korrekt står på bogens Wikipediaside: “At over 520,000 words, it is one of the longest novels ever written”. Det kan jeg godt mærke. Williams er ikke en mand der fatter sig i korthed, og selvom jeg er begejstret for universet og plottet, så er der virkelig mange (og lange og trange) landskabsbeskrivelser og (nok det mest enerverende) beskrivelser af drømme. At læse Williams er en smule som første gang jeg læste J. R. R. Tolkien. Han kunne heller ikke kunne holde ordstrømmen tilbage, når først mytologien skulle åbenbares og Lothlóriens skove beskrives i detaljer. Det er mesterligt, men det er også … meget.

Så jeg tager mig en lille pause for at læse noget andet og genfinde kræfterne. For at få den fuldbyrdede kontrast fra Williams’ elefantiasis er jeg begyndt på en science fiction novellesamling: Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’.

Noveller har ellers aldrig rigtig været noget for mig. Jeg blev altid underligt utilfredsstillet af dem, når vi læste dem i dansktimerne. De var ikke rigtig nok. Jeg har altid haft et behov for at få fortalt en større og mere sammenhængende historie, og oplevede novelleformen som for stram og historierne som for korte og uudfoldede. Min hidtil eneste novellesamling var en samling af Philip K. Dick historier, som jeg primært købte for det litterære oplæg til filmen ‘Total Recall’. Husker det som en glimrende læseoplevelse, men det igangsatte ikke en eksploration af novelleformatet fra min side. Omvendt kan jeg – nu hvor jeg læser Chiang – sagtens se, at en del af de genrelitterære bøger jeg har læst i de senere år med fordel kunne have levet et bedre og mere værdigt liv som en novelle. I skrivende stund tænker jeg især på Blake Crouch – ‘Upgrade’, der havde én god og semioriginal plotidé, men som falder fra hinanden henover de alt for mange sider.

Chiangs novellesamling er heroverfor lidt af en masterclass i science fiction skrivning. Sproget er af høj kvalitet, han er lækkert nørdet og han bobler over at idéer – men vel at mærke idéer, som han eksekverer effektivt og uden at de bliver udvandet af behovet for at fylde en hel roman. Det er fornøjelse at læse og jeg fortryder nu, at jeg har haft ham liggende urørt på min Goodreads-liste gennem efterhånden et par år.

Tad Williams – ‘The Dragonbone Chair’

Vi har haft feriens første egentlige regnvejrsdag. Der gik hul på himlen engang i nat og det øsede ned det meste af dagen. De korte stunder, hvor det stilnede af, var luften tung og perspirationen nærmest øjeblikkelig. Ville gerne have taget et billede af de dramatiske og ret truende tordenskyer der hang over bjergene, men fik det aldrig gjort.

Var ude på en løbetur og var gennemblødt på ingen tid. Lyttede undervejs til en podcast om Thomas Manns – ‘Døden i Venedig’ (hvilket jeg med fordel kunne have gjort inden jeg læste ‘Til lyden af sin egen tromme’), hvor jeg hørte om Nietzsches dionysiske og apollinske dikotomi indenfor filosofi og litteratur. Jeg har ganske vist tidligere hørt om dionysiske hedonisme, men (pinligt nok, for det er åbenbart en evergreen i filosofien) aldrig set den koblet op på en apollinske stræben efter ‘sofrosyne’. Diskrepansen og dualiteten mellem de to idealer tiltaler mig meget pt, og jeg kommer til at skrive mere om det, tror jeg, hvis/når jeg får læst mere om Nietzsches koncepter. Emnet snurrer lidt rundt i hovedet på mig.

Grundet det uvenlige vejr blev det lidt af en læsedag. Jeg har brudt et ti år gammelt løfte til mig selv om aldrig, ALDRIG nogensinde igen at gå i gang med en fantasybogserie. Jeg blev for emotionelt skadet af at vente og vente og vente på næste bind i George R.R. Martins – ‘A Song of Ice and Fire’-serie. Samtidige kedede fantasygenren mig i almindelighed. Bøgerne var ofte ret dårligt skrevet, og det blev for meget at læse tusindvis af sider i samme univers. Jeg gik mere og mere over til science fiction. Det virkede i en årrække, især hvis det blev kombineret med horror i en eller anden form. Men et blandingsmisbrug kan kun tage én så langt. Nu er jeg så småt samme sted i science fiction genren, som jeg var med fantasy for ti år siden. Alting smager af det samme og føles gråt. Jeg læser de første gratis kapitler på min Kindle; dropper bogen kort tid efter, hvis jeg ikke er hooked det samme.

Men, men … behovet for eskapisme er ikke blevet mindre. Så nu er jeg her igen, fantasy, klar til at få knust hjertet nok engang! Da jeg læste en artikel i New York Times om Tad Williams ‘Memory, Sorrow and Thorn’-serie, så blev jeg lokket. Dels fremhæver artiklen serien som fremragende High Fantasy i sin egen ret, men ligeså vigtigt: den er det uundværlige bindeled mellem den klassiske Tolkien-måde at skrive fantasy på og de nye skoler i 1990’erne og frem.

Her 80% inde i første bog, ‘The Dragonbone Chair’, kan jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med næste bind i serien. Jeg er helt og aldeles opslugt, og det i en sådan grad at jeg vrisser ubehøvlet, når nogen kalder på mig for at spille minigolf (det regner, hvad tænker I på?!) eller har lavet en kop kaffe til mig. Williams skriver pissegodt og det er sjovt at se hvor stilskabende bogen er. Mange af fantasyklichéerne (som George R. R. Martin, Daniel Abraham, Robert Jordan og Brian Sanderson har tyvstjålet) er bogstaveligt talt opfundet af Williams, og det er simpelthen en skøn læseoplevelse. Jeg glæder mig helt uironisk til at se, hvor han tager historien hen i de næste bøger. 

Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’

Efter en længere science fiction pause forsøgte jeg mig igen med genrelitteraturen. Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’ kan bedst beskrives som en noir-mystery-thriller-i-rummet. Den opmærksomme læser kan derfor nok regne ud, at vi her taler om underlødig underholdningslæsning, snarere end en generationsdefinerende samtidsroman. 

Brookmyre Places in the Darkness

Jeg var dog nogenlunde tilfreds efter endt læsning. Bogen var udmærket til formålet (i.e. eskapisme), om end jeg tvivler på, at jeg om to år kan huske specielt meget af den. 

Romanen har dog visse ting gående for sig. 

Det grundlæggende plot i romanen er slet ikke ueffent og selve romanens setting er ret stimulerende. Vi befinder os på en rumstation, Cieudad de Cielo, hvor menneskeheden er gået sammen om at bygge generationskibe, der skal redde menneskeheden fra den forestående økologiske katastrofe nede på Jorden. Naturligvis er rumstationen opdelt i to sektioner: en velhavende (og selvsagt hyklerisk) Mormon-agtig sektion og den tarvelige, men autentiske underklassesektion.

Mord er uhørt på rumstationen – mormonerne har hyret et ret drakonisk privat sikkerhedsfirma til at holde styr på tingene -, men da der pludselig sker en række bestialske mord, så har vi balladen. Indsæt her generiske variable som ‘korrupt politibetjent med hjerte af guld’, ‘smuk og rig ung kvindelig protagonist viser sig at være hyperbegavet genetisk modificeret tvilling’ og ‘gal videnskabskvinde vil kontrollere folks tanker og skabe en verden perfekt’.

Uden at ville afsløre for meget af plottet, så har Brookmyre lavet en velsmagende, men ikke særlig nærende fusion af Philip K. Dick, ‘Expanse’-bøgerne og et britisk kostumedrama. Bogen føles til tider som at læse en lidt mindre voldelig udgave af ‘Total Recall’ (der også leger med (falske) erindringer og en rumstation setting), der har fået et elskovsbarn med den velkendte Upstairs-Downstairs dynamik fra ‘Downton Abbey’. Ved siden af er hele noir-detektiv-på-rumstation og teknologien-er-blevet-SKØR temaet nærmest en 1:1 kopi af handlingen i ‘Leviathan Wakes’. Det gør ikke ‘Places in Darkness’ til en ikke-underholdende bog, men det gør den meget lidt original. 

Bogen kostede kun 6 USD på min Kindle, så jeg er egentlig ikke fjendtligt indstillet. Men den har omvendt befundet på min ‘Want to read’-liste på Goodreads i noget nær en evighed (eller i hvert fald siden 30. november 2017), og det havde næppe gjort noget, hvis den var forblevet glemt der i endnu længere tid. Vi ender med en 7 ud af 10. 

Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’

Fik anbefalet Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’ (sammen med en frygtelig masse nyere norsk skønlitteratur, gys) af min gode ven Torben. Fik den færdiglæst her til aften henslængt i sengen liggende ved siden af en højlydt snorkende søn.

Vil være så tilpas udiplomatisk og sige at det ikke er en bog for mig. Handlingen og karaktererne er så fremmedgjorte for hinanden og resten af verden, at jeg som bogen skred frem fik mindre og mindre lyst til at være i selskab med dem. Det betyder ikke at det er en dårlig roman. Måske tværtimod, faktisk. Hesselholdt skriver voldsomt godt og har masser på hjertet om ensomhed og skrøbelighed. Men det betyder blot, at man som læser skal have lysten til at læse om en psykiater, der rejser til Tromsø for at begå selvmord – for så siden at ændre mening (efter at have krammet en udstoppet isbjørn i en hotellobby og herigennem blevet mindet om kærlighed) og rejse til Venedig for sammen med sin psykotiske lillebror at udleve en drøm om genopføre handlingen i Thomas Manns ‘Døden i Venedig’.

Hvilket er et problem. For jeg har aldrig læst ‘Døden i Venedig’, jeg kommer næppe heller til det, og det er græsende til usandsynligt at jeg nogensinde får læst blot én af Manns bøger. Som lillebroderen på et tidspunkt funderer over:

Desto flere gange jeg i sin tid læste Døden i Venedig, jo mere kompliceret forekom den mig at være; jeg spurgte mig selv om den overhovedet var til at fatte hvis man ikke havde læst Platons Faidros, Nietzsches Tragediens fødsel og var velbevandret i græsk mytologi; for så er kun portrættet af Venedig og den forholdsvis spinkle handlingsgang tilgængelig: ældre, udslidt forfatter møder under en spadseretur i sin tyske hjemby en tvivlsom skikkelse der på én gang er en vandringsmand og døden; på sin vis sendt af sted af denne skikkelse, rejser Aschenbach til Venedig for at restituere sig, forelsker sig i en ung, smuk dreng, sminker sig for at virke yngre – helt som den falske yngling han mødte på båden til Venedig og væmmedes ved – får kolera og dør.

Jeg ligger nu og tænker på emne-verdener generelt som for eksempel jeg aldrig har haft adgang til på grund af uvidenhed, og emne-verdener der mister betydning, lukker sig, ingen vital rolle spiller længere, som nu græsk mytologi, hvis figurer ingen – eller det kan næppe være mange – forstår sig gennem eller holder op for sig som spejl; og ja, for et øjeblik siden sammenlignede jeg søster med Apollon og mig selv med Dionysos, men det var tom snak. Men for Mann, og for hans læsere må man formode, var henvisningerne til antikken meningsfulde, stadig i live.

Emne-verdener. Hvilket eminent koncept! Har manglet et ord for fænomenet. Hvor et værk idéelt set må forstås eller tolkes gennem dets interkontekstuelle relation til andre værker eller begrebsapparater. Og at ens forudgående viden eller (fravær af) emne-verden nødvendigvis må forme ens læsning af og glæde ved værket. Jeg mangler den relevante emne-verden (i.e. at have læst ‘Døden i Venedig’) for at virkelig at forstå og sætte pris på, hvad det er Hesselholdt rent faktisk gør i ’Til lyden af sin egen tromme’. Jeg kan kun læse værket som das Ding an sich, og det er ikke overvældende. For mig er det en velskrevet, men jævnt træls historie om endnu mere trælse karakterer, der gør ting jeg ikke rigtig forstår. Men for læsere i besiddelse af den relevante emne-verden inden læsning, så er bogen utvivlsomt et mindre mesterværk.

Udover at have beriget mig med ‘emne-verden’ begrebet, så må jeg give Hesselholdt den kredit, at hun sendte mig ud af en længere tangent indenfor skulturkunst. For da først den nu ikke længere akut suicidale psykiater er kommet til Venedig og i stedet er på jagt efter smukke unge mænd, så bliver længere passager af bogen til en højintellektuel turistguide til mesterværkerne fra tiden i La Serenissima Repubblica di Venezia:

Min intuition ledte mig ind på Museo Correr, og jeg kan bedre overskue at være indenfor og på museum end udenfor i menneskemassen i den svært begribelige by.

Jeg står nu foran en statue af Canova der viser Ikaros og hans far, Daidalos. De skal til at flygte fra Kreta, flyvende. Daidalos er netop ved at fastgøre voksvingerne til sin søns ryg med snore. Det var Daidalos der konstruerede labyrinten i Knossos på kong Minos’ bestilling, og også ham der anbefalede Ariadne at give Teseus en tråd med ind i labyrinten – og fæstne den ene ende til indgangen – så han kunne finde ud igen efter drabet på Minotauros. Afsløringen af labyrintens hemmelighed har gjort Minos vred; derfor må bygmesteren flygte. Der er en skyhed og undseelighed over Ikaros, han kigger over sin skulder og ned mod vingen. Daidalos kigger opmærksomt og beskyttende på ham. Min far har aldrig nogensinde set sådan på mig. Han har lige sagt til sin søn at han ikke må lade sig henrive af flyvningen, af euforien som vingerne og den tynde luft vil give ham, så han i sin beruselse kommer for tæt på solen. Mens han siger det, strejfer vingen Ikaros’ skulderblad, voksen der holder fjerene sammen, er stadig en smule varm, og han har aldrig mærket noget så ejendommeligt; det er som om en andens lette krop har lagt sig over hans og er ved at overtage den. Han skælver og drejer hovedet væk fra sin far. Han smiler uden at ville det; han flyver næsten allerede. Udtrykket i farens ansigt gør fortsættelsen på myten umulig at bære. Ikaros hører ikke efter, han lytter kun til vingen der vil trække ham opad og nedad, for tæt på solen, for tæt på havet. Dette øjeblik er et af deres sidste sammen. Marmoren er blevet levende. Faren kommer til at miste ham.

Guderne skal vide at jeg hidtil aldrig, ALDRIG har skænket skulpturer den store opmærksomhed. Jeg er altid pacet forbi dem i alle de museer, jeg har besøgt gennem tiden. På vej mod vigtigere ting; malerier af guddommeligt besjælede landskaber og den slags. Thorvaldsens Museum er et af dem, jeg med ro i sindet aldrig har besøgt, for skulpturer har aldrig vakt de store følelser hos mig.

Men sikke hun kan skrive, Hesselholdt. I kan se skulpturen ‘Dedalo e Icaro’ (1779) her, men Hesselholdts ord er næsten bedre. Jeg var derfor naturligvis nødt til at udforske Antonio Canova lidt grundigere. Og det var så her, jeg opdagede hans hovedværk ‘Amore e Psiche’ (1793):

Er den ikke betagende? Hvordan Eros vækker den døende Psyke med sin kærlighed, hvorved hun bliver gudinde for sjælen? Jeg er forundret over, hvordan Canova kan udtrykke så mange følelser gennem en marmorskulptur. Det er næsten en tur til Louvre værd, alene for at se den. Her kan man da tale om et værk, som man kan forstå – selv uden en at kende mytologien bagved. For værket udtrykker alt det, der er brug for at sige.

Riley Sager – The House Across the Lake

Så fik jeg også den oplevelse med. For Riley Sager – ‘The House Across the Lake’ har litteraturhistoriens absolut værste plottwist. Det er så hysterisk elendigt at jeg ikke skammer mig det fjerneste over at spoile handlingen her.

Det er således slet ikke den ellers stærkt usympatiske techbro der er morderen. Ej heller den sexede, rustikke og æggende eks-politimand (slog han mon i øvrigt sin kone ihjel? VI VED DET IKKE, men selv hvis han gjorde, så er det helt irrelevant for han er stadig djævelsk handsome). Nej, den skyldige er den alkoholiserede (og derfor selvsagt stærkt upålidelige) fortællers afdøde (og morderiske) ægtefælle, der slår ihjel ved at BESÆTTE en tidligere supermodel (og kone til techbro) via overnaturlige kræfter i en sø.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det hele. Udover at jeg har lært at man skal lade være at drukne i søer i Vermont, da det medfører akut risiko for en paranormal besættelse udført af afdøde mordere, der hjemsøger vandet. Og at jeg aldrig læser mystery-anbefalinger i New York Times igen.

The Nineties

Hovedkonklusionen jeg tager med mig efter endt læsning af Chuck Klostermans ujævne, men underholdende ‘The Nineties’ er, hvor meget af min tænkning og intuitive livsopfattelse er formet af at være barn og teenager i det årti. Teknisk set er jeg vistnok Millennial (om end den korrekt term vist er ‘Geriatric Millennial’), men reelt er jeg influeret af den ældre Generation X – ikke mindst efter min usunde dyrkelse af Douglas Couplands forfatterskab i min gymnasietid. Derfor min permaironiske, blaserte og distancerede tilgang til det meste. Selvom der er en klar nordamerikansk popkulturel bias i bogen (behøvede Grunge og Bill Clintons affærer fylde så meget?), så er der mange beskrivelser af fænomener og trends, jeg kan huske og mener at kunne genkende. Hvilket naturligvis får mig til at føle mig uendelig gammel og nostalgisk efter en fortid, jeg ikke er sikker på jeg selv virkelig har oplevet.

Ted Gioia – How to Listen to Jazz

Jeg prøver virkelig. Nogen burde altså give mig lidt kredit. Måske en medalje af en art? En lille erkendtlighed, ja? For selvom jeg inderligt og intenst hader jazz, så var Ted Gioia – ‘How to Listen to Jazz’ med i den ret tunge pakke med bøger, der ventede på mig hjemme i går aftes. Man skal jo tjekke sine privilegier og uddanne sig selv. Jeg forsøger at udvide mine horisonter, nedbryde mine fordomme og blive en bedre person.

Og hvem ved, måske jeg pludselig vil få en religiøs omvendelse og begynde at elske jazz? Eller (hvilket – for nu at være ærlig – er det mest sandsynlige) at jeg kan begrunde og efterrationalisere mit ubændige had med mere substantielle argumenter?

De 70 sider har ikke overbevist mig om så meget endnu, men jeg bør vel give bogen en smule mere snor. Og muligvis endda lytte til dens dertil indrettede playliste på Spotify. Indsæt teatralsk og modvilligt suk. 

Romantikken

Jeg bobler over af fornøjelse over ‘The Beloved Vision’, som rummer de mest betagende passager, jeg har læst i lang, lang tid. Jeg mener, se lige denne perfekte krystallisering på side 71 af higende tysk romantik:

The search in these works for a musical equivalent of Grimms’ fairy tales is almost palpable. Always we are in a dark forest or a magic garden, or on a wild mountain, inhabited by strange creatures and where the laws of nature are mysteriously suspended. The magical, otherworldly element conveys a sense of difference, something specifically German and not French or Italian. The landscapes are those of the German painter Caspar David Friedrich, the gnarled trees and stormy skies and mist-clad mountains and lakes, the dark strangers, always with their backs turned, a dream world where cathedrals rise up in the forest and calvaries grow on mountain-tops. In short, reason is in retreat. Factories and steam power and gaslight, the discoveries of science and the home comforts of the bourgeoisie may be all very well, but for the artist, the exceptional, liberated soul, such things are worse than irrelevant – they block the view to the higher beauty; they inhibit experience; they breed materialism.

Jamen altså, jeg kan slet ikke stå for de her inderlige proto-goth-emoer omkring om år 1800. Den her bog er som at bade i fløde; jeg er vild med det.

Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision’

Stephen Walsh The Beloved Vision

Jeg ved ikke om jeg får læst hele Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision: A History of Nineteenth Century Music’ fra ende til anden, men de tre første kapitler har været eminente. Den får fuld skrue med romantikken og Sturm und Drang – og det er decideret lifligt. Håber at jeg får en reel indsigt i periodens musik efter endnu læsning. Og ja, så er det naturligvis i sig selv et argument for bogens kvaliteter, at den har et maleri af Caspar David Friedrich på coveret. Der er intet som lidt guddommeligt besjælet natur, der kan få mit lille sorte hjerte til at banke hurtigere og mere intenst.

Lavie Tidhar – ‘Maror’

Det er ikke så ofte jeg læser noir thrillere, men Lavie Tidhar – ‘Maror’ er klart den mest noir’ede roman, jeg til dato har læst. Den foregår i Israel over en 40-årig periode, hvilket er en episk og tilpas eksotisk setting. Der er skruet HELT op for alting: (politi)vold, stoffer, koruption, politik, religion, kibbutzer, hebræisk slang, sex, magt. Og det er så mørkt, så dystert, så betændt i Haifa og Tel Avivs underverden. Det tipper næsten over, men da jeg først var kommet igennem indledningens ret hysteriske ultravold, blev jeg intenst fænget af plottet. Her 51% inde i Kindle-udgaven har jeg vanskeligt ved at lægge bogen fra mig, selv en på en solrig søndag.