América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918’

Læser netop nu i Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918.

Det er en forunderlig bog. Dels er det lykkedes hende at skrive en populærhistorisk bog, der ikke behøver 768 sider for at behandle sit stof fyldestgørende. Dels er det rart at læse en begavet behandling af denne del af tysk historie, hvor perioden ikke alene ses som præludiet til barbariet i 1933-1945, men som noget med værdi i sig selv. Dels har bogen ledt mig på utallige afstikkere på Wikipedia under læsningen. Hvem havde troet at jeg skulle fortabe mig på siderne om Weltpolitik, Deutsch-Neuguinea og Namibias løsrivelse fra Sydafrika i 1990? Nuvel, det skete altså.

Mest af alt får bogen mig til at indse, hvor lidt jeg reelt vidste (og ved) om Tyskland før år 1900. Det havde ikke slået mig, hvor ung en stat Tyskland er – og hvor mange af de kulturelle stereotyper, vi i dag reproducerer om tyskere, blev fremelsket og dannet af den nærmest hysterisk omnipotente Bismarck. Det er stærkt fascinerende.

Endelig er det vanskeligt at stå for preussernes bombastiske overskæg og den ferme strategiske anvendelse af bakkenbarter. Ja, undskyld, men det er bydende nødvendigt for mig at bringe et billede af såvel Kaiser Wilhelm 1. og siden hans berygtede barnebarn Kaiser Wilhelm 2.

Det er slet, slet ikke til at stå for. Hoyers bog får min varmeste anbefaling alene for den nærdødsoplevelse det er, at se et så virilt moustache udfolde sig i det fri.