Set ud gennem et ridset X 2000 togvindue (fremtidens tog i 1990!) er det sydlige Sverige et uendeligt tæppe af røde træhuse, skove, parabolantenner, æstetisk udfordrede landsbygder, grafitti der aldrig blev fjernet i tide, problematisk mobildækning samt entreprenørmaskinhandlere, der alle hedder et eller andet derivat af ‘Bo Johansson AB’. Altsammen stuvet sammen under en cementgrå himmel. Købte Lydia Sandgren – ‘Samlede verk’ på Malmö C, ekspedienten i Pocketshop så undrende på mig, de første ret fremragende 41 sider har endnu ikke givet mig svaret på hvorfor.
Bøger
There are 19 posts filed in Bøger (this is page 1 of 2).
We Have Always Beem Here
Den er ikke perfekt, Lena Nguyen – ‘We Have Always Been Here’, jeg venter således her 46% inde i bogen stadig på at ‘horror’-delen i bogens lovede space-horror tema begynder at manifestere sig.
Men den har indiskutabelt en af de mere underholdende post-apokalyptiske verdener, jeg er stødt på. En klima-/ økologisk katastrofe, hvor Jorden har fået et allergisk anfald (det skriver Nguyen selv) og den øgede mængde carbon skaber naturkatastrofer og får planter og fungi til at gå AMOK i hyper-accelereret vækst. Menneskeheden bor nu enten i beskyttede ‘biodomes’, er migreret til andre planeter eller lever som savages i vildmarken. Det er et herligt 80’er-agtigt greb og udgør et ret effektivt setup for en god historie.
Men: jeg håber snart vi får gang i noget seriøst ‘Alien’/’Event Horizon’-snask ombord på rumskibet The Deucalion. Det er trods alt det, jeg er her for.
God tro
Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).
Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:
Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.
For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”
Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.
Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme).
Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis.
Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:
As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.
The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.
In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”
Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.
Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.
Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).
Age of Vice
Jeg burde muligvis have lyttet mere til New York Times’ litteraturanmelder, men jeg glemte det altså, da jeg til min forbløffelse fandt Deepti Kapoor – ‘Age of Vice’ på Nykøbing Sj biblioteks ellers ret depraverede hylder med engelsksprogede bøger. NYT skrev:
Deepti Kapoor’s second novel, “Age of Vice,” is a luxe thriller, set in New Delhi, that rides the line between commercial and literary fiction so adroitly that it will almost certainly move a lot of units, as I’ve heard publishers say about their best sellers.
“Age of Vice” is the “Good Morning America” book-club selection for January, and it’s been purchased by FX for a series. It’s easy to see why attention has been paid. As a storyteller, Kapoor is a natural. Her novel offers the pleasures of narrative dexterity. It moves — early on, at any rate — as if on rails.
She does not offer, except rarely, the pleasures of subtlety. Over more than 500 pages, the book’s sleekness bends toward slickness and the magic toward tricks. Its length really hurts it. What might have been a crisp and moody entertainment, in Graham Greene’s elevated sense of that word, distends.
…
Kapoor has a cinematic eye. This novel has a lot of moments that feel lush and screenplay-ready: motorcycle rides on roads that cut through paddy fields, seen as if from a drone; pensive drags on cigarettes; looming goons; flights on private jets; VIP rooms; “Silkwood”-style showers to scrub off bad decisions; gangs of nearly naked men covered in grease who emerge from the roadside, as if from a Cormac McCarthy fever dream, to wreak havoc.
Det er virkelig rammende. Havde bogen været 150 sider kortere, så ville jeg betegne den som en decideret banger. Alting er meget MEGET i bogen, alt skriger i neon. Ikke megen skandinavisk indadvendthed og gråere-end-grå gråtoner her. Den politiske og moralske korruption er af bibelske proportioner. Kapoor tackler igennem og i de første 100 sider er det altsammen fabelagtigt. Men nu endte jeg grundet længden med at skulle kæmpe for at få den læst færdig og jeg blev, ja, ligeglad med plot og karakterer hen mod slutningen. Hvorefter jeg til min rædsel opdager, at det blot er første bind i en planlagt trilogi. Eller som NYT skriver (hvilket fik mig til at klukle):
“Age of Vice” is the first novel in a planned trilogy. People say the two saddest words in the English language are “What party?” But “planned trilogy” cannot be far behind.
Anbefales kun med forbehold i elefantstørrelsen.
Survival is Insufficient
Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har genlæst en skønlitterær bog, men jeg gjorde det i denne weekend med Emily St. John Mandel -‘Station Eleven’.
Læste den første gang tilbage i 2014, hvor jeg blev blæst væk af historien, St. John Mandels skrivestil og bogens almene vidunderlighed. Siden har ’Station Eleven’ været på min noget amorfe liste over yndlingsbøger, der alle er kendetegnet ved at jeg ikke rigtig tør genlæse dem af frygt for at komme til at blive skuffet og elske dem lidt mindre før (se også: ‘Dune’).
Motivation for genlæsning blev ikke større af at ‘Station Eleven’ fik en lidt makaber opblomstring med COVID-19-pandemien i 2020. Dele af handlingen er henlagt til verden, hvor en coronalignende virus udsletter 99% af verdens befolkning. Pludselig blev St. John Mandel udlagt som stor fortolker at en post-apokalyptisk verden, hvilket blev lidt meget. Den efterfølgende tv-serie udgave har jeg ligeledes holdt mig langt fra.
Efter genlæsningen kan jeg dog glædestrålende meddele at ‘Station Eleven’ var og er et mesterværk. Jeg blev om muligt endnu mere (be)rørt af læsningen denne gang, og – selvom det kan lyde en anelse besynderligt – så er verdens undergang ikke engang det vigtige i bogen. Bogen handler først og fremmest om kærlighed, ensomhed og kunstens betydning. Hvilket kan lyde højstemt og kedeligt, men er alt andet. Det er rørende, melankolsk og underligt optimistisk.
Jeg siger ikke at du er et slet menneske, hvis du endnu ikke har læst ‘Station Eleven’. Men der findes altså kategoriske imperativer, og St. John Mandels bog er en af dem. Den måske største boganbefaling herfra til dato.
Læselyst
Det går op for mig at det er virkelig længe siden at jeg har griflet om mine litterære eksplorationer. Eller rettere: det er længe siden at jeg har skrevet noget, sådan i almindelighed. Jeg vil ikke sige at jeg mangler inspiration som sådan. Men mit fokus har vel været andetsteds, jeg har været distraheret. Måske du kender det.
Nå, men det var bøgerne vi kom fra.
Siden julens frådende læseraseri har min læsning i januar og februar været i bedste fald svingende. Jeg er på en losing streak uden lige, når det handler om faglitteratur. Det har medført en vis navlepillende refleksion over om jeg mon blevet for kognitivt blævret og intellektuelt doven. Trykker alderen? Eller læser jeg blot om det forkerte? Noget tyder på det. I hvert fald er min succesrate med murstenstykke historiebøger kraftig nedadgående.
Jeg nævnte allerede tilbage i begyndelsen af januar, hvordan jeg tunede ud under læsningen af Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thinking Freely’ og Andrea Wulfs skamroste ‘Magnificent Rebels: The First Romantics and the Invention of the Self’. Det samme er siden hændt under læsningen af Bart van Loo – ‘The Burgundians: A Vanished Empire’ (som endda er underholdende skrevet), Markus Friedrich – ‘The Jesuits’ (tilmed et emne jeg grundlæggende gerne vil vide mere om).
Jeg får begyndt at læse lidt i dem, fuld af selvbedrag og falskt håb, men går så i stå allerede på side 53. Hvilket måske ikke i sig selv er moralsk angribeligt, men dog en smule nedslående når der stadig er 654 sider tilbage. Jeg mener; se lige her, det er jo urimelige forhold:
Måske det blot er det tidsmæssige, der er problemet? For jeg var jo glad for de mere nutidige Tracey Thorn – ‘Bedsit Disco: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’ og (dele af) Patrick Radden Keefes urovækkende ‘Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty’. Jeg skal ikke kunne sige om det aktualitetsmæssige er udslagsgivende. Men begge har den uomtvistelige fordel vis-à-vis øvrige bøger, at jeg ikke behøver læse om cølibate mænd i 1700-tallet før vi kommer til de spændende dele. I skrivende stund ligger Ada Ferrer – ‘Cuba: An American History’ ovre på hylden og kigger olmt på mig. Håber virkelig at tingene bliver anderledes denne gang. Har brug for den faglitterære inspiration også.
Skønlitteraturen har heldigvis været en noget anden sag.
Max Barry – ‘The 22 Murders of Madison May’ var virkelig dejlig. Jeg manglede et underlødigt og ikke alt for alvorstungt science fiction mystery til at genstarte min læselyst, og det leverede den til fulde. Kan man lide parallelunivers, mordmysterier og tidsparadokser, så er der intet at betænke sig på.
David McCloskey – ‘Damascus Station’ var en spændende og dybt deprimerende spionthriller. Handlingen udspiller sig i Syrien ved borgerkrigens udbrud for mere end 10 år siden. Et par enkelte steder går der lidt for meget vor-veltrænede-spionhelt-har-intens-elskov-med-forførende-arabisk-skønhød-i-et-toscansk-castelli i den, men generelt er bogen fermt velskrevet og handlingen overraskende realistisk og bleg. Der er ingen rigtig gode i den syriske konflikt, og bogen er så deprimerende, da forholdene i Syrien anno 2023 stadig er grufulde. McCloskey er overraskende dygtig til nuancerede personskildringer. Det er lidt af en bedrift at få regimets efterretningschef – der undervejs i bogen deltager i adskillige torturscener – til at fremstå om ikke sympatisk, så dog … menneskelig? Jeg læser normalt ikke denne genre, men samlede bogen op efter en glødende anmeldelse i Financial Times. Jeg er helt enig og vil gerne anbefale.
Chuck Wendig – ‘The Book of Accidents’ blev beskrevet som en slags opdateret Stephen King horror, hvilket jeg godt kan forstå. For der er noget umiskendeligt 80’er-agtigt over bogens plot, skurk og horrorgenremæssige virkemidler. Her er både dæmoner, dobbeltgængere, forheksede bøger og emo-teenagere. Godt nok kombineret med noget lidt mere nutidigt parallelunivers-setting, men alligevel. Jeg var godt underholdt i hvert fald 3/4 af bogen, men den ER for lang og havde været mere effektiv, hvis rædslerne blev kondenseret en smule.
Blake Crouch – ‘Upgrade’ var en monumental skuffelse. Jeg oplever at filmen er knækket med Crouch. Og jeg føler mig ærligt talt misbrugt. Alle hans bøger har haft et tv-serie-agtigt præg, med en fiffig speculative fiction grundidé i kombination et plottempo, der var meget velegnet til at blive konverteret til et manuskript. Men med ‘Upgrade’ kammer det over. Den er simpelthen alt for beregnende og kynisk skrevet. Crouch spiller på alle genrens klichéer og virkemidler, og man kan se det på kilometers afstand. Det er lidt som første bog i ‘The Expanse’-serien, hvor forfatterne skruppelløst opgav originalitet og kunstnerisk, for i stedet at mikse den helt rette Greatest Hits-samling af Space Opera-klichéer – med henblik på maksimalt kick, kommercialisering og afhængighedsskabelse. Det blev heldigvis bedre i de senere ‘Expanse’-bøger (og deres mission lykkedes, jeg endte med at læse alle 9!), men jeg tror at Crouch er fortabt og hans sjæl solgt for evigt.
Ray Nayler – ‘The Mountain in the Sea’ er en tænksom bog om bevidsthed, intelligens og eksistens, pakket ind i en post-apokalyptisk ramme og en science fiction genrebetegnelse. Det er en bog med virkelig mange forrygende koncepter og idéer (bevidste blæksprutter!), og jeg vil egentlig gerne anbefale den. Mit eneste rigtige problem med den er, at plottet til tider bliver opholdt af virkelig, virkelig, virkelig lange dialoger mellem personerne. Vi er nærmest ude i ‘Sofies verden’-ske tilstande, hvor en populærvidenskabelig fremstilling af filosofi pakkes ind i en rammefortælling. Det frustrerende er, at Nayler har så interessante idéer og har lavet et så lækkert world building, at selve historien kunne og burde have været eksekveret meget mere spændende. Jeg fornemmer dog at han var nervøs for, at hans dybe tanker ville bleve overskygget, hvis plottet var for spændende. På den måde er han vel lidt en anti-Crouch. Hvor førstnævnte er en kommerciel skøge, så er Nayler noget af en jomfrunalsk asket. Hvis de nu fik et kærlighedsbarn sammen, så ville vi nærme os det perfekt. Ak, man kan jo drømme.
Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’
Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:
“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.
Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:
“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)
It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”
Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.
Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.
Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.
Goodwill
Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit eget billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier på biblioteket af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. For nylig røg der seks bind med hjem fra biblioteket.
Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’.
Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.
Før biblioteksturen for nylig huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste?
Følgende to ting kan og bør konkluderes:
Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges flittigt. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.
Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet, men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Uden ham var Goodwill dødsens. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.
Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af børnenes første 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser og depraverede plotpunkter. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.
Bedsit Disco Queen
Har tilbragt en usædvanligt fornøjelig onsdag aften med at læse i Tracey Thorns selvbiografi ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’.
Jeg elsker Tracey Thorn. Jeg ville gerne udtrykke mine følelser for hende på en mere subtil og elokvent måde, men jeg kan ikke. Her er ingen legitim grund til at lægge bånd på noget. Hun er med længder min favorit kvindelige musiker og sanger, både som solist og som en del af Everything But The Girl. Jeg beundrer hende grænseløst.
Taget i betragtning af at hun er sangskriveren bag adskillige af mine all-time favorit hjerte-smerte-sange (se: ‘Fascination’, ‘Before Today’, ‘Rollercoaster’, ‘Get Me’) er det ikke direkte overraskende at hun også skriver litteratur som en drøm. Begavet, (selv)ironisk og fuld af sårbarhed. Hun fletter tilmed små bidder af lyrik fra The Smiths og Morrissey ind undervejs, og så begynder min mave altså at hoppe frydefuldt på den mest berusende måde. Måske det er fordi jeg er fan, men jeg er ganske uklædeligt vild med det.
I bogen er jeg stadig kun nået til at hun og Ben Watt – ægtefælle og den anden del af duoen Everything But The Girl – bor og studerer i Hull. De er netop drønet ind 28. pladsen på hitlisten med deres første single (“On 4 June 1984, at nine-thirty in the morning, we sat the last exam of our finals – Seventeenth-century Literature. ‘Each And Every One’ was number 28 in the charts. We finished the exam, got straight on a train down to London and were in the recording studio by the afternoon.”), så det er sådan set først nu, at den rigtige historie i bogen begynder. Indtil nu har hun primært fortalt om sin opvækst, bandscenen i de sydlige London-forstæder og hendes første semigennembrud med det lavmælt råbende band Marine Girls.
Det udsøgt skønne når en musiknørd skriver bøger er, at de sjældent kan lade være med at omtale deres musikalske indflydelser. Så allerede i de første kapitler har hun namedroppet en større syndflod af (post)punkede bands og musikere, som jeg nu naturligvis er nødt til at udforske nærmere.
Så udover forrygende læsning er jeg garanteret timers musikudforskning. Det er vanskeligt at bevare pessimismen. Fik jeg sagt at jeg elsker Tracey Thorn?
1700-tallet
Den generer mig en anelse, min underlige aversion mod 1700- og 1800-tals historie.
Har ellers købt to murstenstykke bøger om perioden: Dels én om den ateistiske fritænker Denis Diderot (Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thinking Freely’), dels Andrea Wulfs skamroste ‘Magnificent Rebels: The First Romantics and the Invention of the Self’ om en række filosoffer i Jena omkring år 1800.
Begge bøgers tema interesserer mig i teorien, men jeg har virkelig vanskeligt ved at komme i gang med dem; de har ligget semiuåbnet i en stak på gulvet i snart en måned nu. Muligvis fordi deres karakterers samtid ikke for alvor fascinerer mig. Måske fordi bøgerne indtil videre mest af alt har karakter af at være 3-400 år (for) gammel akademia-gossip.
Havde måske troet og håbet på en ikke alt for tør indsigt i filosoffernes idéer, snarere end nyfigne redegørelser for deres affærer med den ene eller den anden letpåvirkelige adelskvinde. Måske jeg blot bør tage tilløb med lidt skønlitteratur inden jeg dræber læselysten så tidligt på året.