Fik anbefalet Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’ (sammen med en frygtelig masse nyere norsk skønlitteratur, gys) af min gode ven Torben. Fik den færdiglæst her til aften henslængt i sengen liggende ved siden af en højlydt snorkende søn.
Vil være så tilpas udiplomatisk og sige at det ikke er en bog for mig. Handlingen og karaktererne er så fremmedgjorte for hinanden og resten af verden, at jeg som bogen skred frem fik mindre og mindre lyst til at være i selskab med dem. Det betyder ikke at det er en dårlig roman. Måske tværtimod, faktisk. Hesselholdt skriver voldsomt godt og har masser på hjertet om ensomhed og skrøbelighed. Men det betyder blot, at man som læser skal have lysten til at læse om en psykiater, der rejser til Tromsø for at begå selvmord – for så siden at ændre mening (efter at have krammet en udstoppet isbjørn i en hotellobby og herigennem blevet mindet om kærlighed) og rejse til Venedig for sammen med sin psykotiske lillebror at udleve en drøm om genopføre handlingen i Thomas Manns ‘Døden i Venedig’.
Hvilket er et problem. For jeg har aldrig læst ‘Døden i Venedig’, jeg kommer næppe heller til det, og det er græsende til usandsynligt at jeg nogensinde får læst blot én af Manns bøger. Som lillebroderen på et tidspunkt funderer over:
Desto flere gange jeg i sin tid læste Døden i Venedig, jo mere kompliceret forekom den mig at være; jeg spurgte mig selv om den overhovedet var til at fatte hvis man ikke havde læst Platons Faidros, Nietzsches Tragediens fødsel og var velbevandret i græsk mytologi; for så er kun portrættet af Venedig og den forholdsvis spinkle handlingsgang tilgængelig: ældre, udslidt forfatter møder under en spadseretur i sin tyske hjemby en tvivlsom skikkelse der på én gang er en vandringsmand og døden; på sin vis sendt af sted af denne skikkelse, rejser Aschenbach til Venedig for at restituere sig, forelsker sig i en ung, smuk dreng, sminker sig for at virke yngre – helt som den falske yngling han mødte på båden til Venedig og væmmedes ved – får kolera og dør.
Jeg ligger nu og tænker på emne-verdener generelt som for eksempel jeg aldrig har haft adgang til på grund af uvidenhed, og emne-verdener der mister betydning, lukker sig, ingen vital rolle spiller længere, som nu græsk mytologi, hvis figurer ingen – eller det kan næppe være mange – forstår sig gennem eller holder op for sig som spejl; og ja, for et øjeblik siden sammenlignede jeg søster med Apollon og mig selv med Dionysos, men det var tom snak. Men for Mann, og for hans læsere må man formode, var henvisningerne til antikken meningsfulde, stadig i live.
Emne-verdener. Hvilket eminent koncept! Har manglet et ord for fænomenet. Hvor et værk idéelt set må forstås eller tolkes gennem dets interkontekstuelle relation til andre værker eller begrebsapparater. Og at ens forudgående viden eller (fravær af) emne-verden nødvendigvis må forme ens læsning af og glæde ved værket. Jeg mangler den relevante emne-verden (i.e. at have læst ‘Døden i Venedig’) for at virkelig at forstå og sætte pris på, hvad det er Hesselholdt rent faktisk gør i ’Til lyden af sin egen tromme’. Jeg kan kun læse værket som das Ding an sich, og det er ikke overvældende. For mig er det en velskrevet, men jævnt træls historie om endnu mere trælse karakterer, der gør ting jeg ikke rigtig forstår. Men for læsere i besiddelse af den relevante emne-verden inden læsning, så er bogen utvivlsomt et mindre mesterværk.
Udover at have beriget mig med ‘emne-verden’ begrebet, så må jeg give Hesselholdt den kredit, at hun sendte mig ud af en længere tangent indenfor skulturkunst. For da først den nu ikke længere akut suicidale psykiater er kommet til Venedig og i stedet er på jagt efter smukke unge mænd, så bliver længere passager af bogen til en højintellektuel turistguide til mesterværkerne fra tiden i La Serenissima Repubblica di Venezia:
Min intuition ledte mig ind på Museo Correr, og jeg kan bedre overskue at være indenfor og på museum end udenfor i menneskemassen i den svært begribelige by.
Jeg står nu foran en statue af Canova der viser Ikaros og hans far, Daidalos. De skal til at flygte fra Kreta, flyvende. Daidalos er netop ved at fastgøre voksvingerne til sin søns ryg med snore. Det var Daidalos der konstruerede labyrinten i Knossos på kong Minos’ bestilling, og også ham der anbefalede Ariadne at give Teseus en tråd med ind i labyrinten – og fæstne den ene ende til indgangen – så han kunne finde ud igen efter drabet på Minotauros. Afsløringen af labyrintens hemmelighed har gjort Minos vred; derfor må bygmesteren flygte. Der er en skyhed og undseelighed over Ikaros, han kigger over sin skulder og ned mod vingen. Daidalos kigger opmærksomt og beskyttende på ham. Min far har aldrig nogensinde set sådan på mig. Han har lige sagt til sin søn at han ikke må lade sig henrive af flyvningen, af euforien som vingerne og den tynde luft vil give ham, så han i sin beruselse kommer for tæt på solen. Mens han siger det, strejfer vingen Ikaros’ skulderblad, voksen der holder fjerene sammen, er stadig en smule varm, og han har aldrig mærket noget så ejendommeligt; det er som om en andens lette krop har lagt sig over hans og er ved at overtage den. Han skælver og drejer hovedet væk fra sin far. Han smiler uden at ville det; han flyver næsten allerede. Udtrykket i farens ansigt gør fortsættelsen på myten umulig at bære. Ikaros hører ikke efter, han lytter kun til vingen der vil trække ham opad og nedad, for tæt på solen, for tæt på havet. Dette øjeblik er et af deres sidste sammen. Marmoren er blevet levende. Faren kommer til at miste ham.
Guderne skal vide at jeg hidtil aldrig, ALDRIG har skænket skulpturer den store opmærksomhed. Jeg er altid pacet forbi dem i alle de museer, jeg har besøgt gennem tiden. På vej mod vigtigere ting; malerier af guddommeligt besjælede landskaber og den slags. Thorvaldsens Museum er et af dem, jeg med ro i sindet aldrig har besøgt, for skulpturer har aldrig vakt de store følelser hos mig.
Men sikke hun kan skrive, Hesselholdt. I kan se skulpturen ‘Dedalo e Icaro’ (1779) her, men Hesselholdts ord er næsten bedre. Jeg var derfor naturligvis nødt til at udforske Antonio Canova lidt grundigere. Og det var så her, jeg opdagede hans hovedværk ‘Amore e Psiche’ (1793):



Er den ikke betagende? Hvordan Eros vækker den døende Psyke med sin kærlighed, hvorved hun bliver gudinde for sjælen? Jeg er forundret over, hvordan Canova kan udtrykke så mange følelser gennem en marmorskulptur. Det er næsten en tur til Louvre værd, alene for at se den. Her kan man da tale om et værk, som man kan forstå – selv uden en at kende mytologien bagved. For værket udtrykker alt det, der er brug for at sige.