Min datter er hjemme med en sygedag på andet døgn; en variant af den hosten og feber, der tilsyneladende hærger skolerne i øjeblikket.
Hun var ganske oprørt over ikke at kunne komme afsted i skole. Dels fordi hun muligvis befinder sig i en småpermanent falsk bevidsthed (“men jeg ELSKER skolen!”), dels fordi der kører en børnelitteraturfestival i Odsherred i øjeblikket. Klassen skal afsted til et foredrag med en forfatter i dag, og da hun grundet feberen heller ikke var med på en anden tur til Ulvsborg i går, så er følelsen af tab og gå-glip-af forholdsvis intens.
Selv havde jeg egentlig booket en feriedag i et smådesperat håb om at få skrevet koncentreret på den stadig mere presserende projektopgave, som min RUC-gruppe skal aflevere om mindre end 14 dage. Men i stedet er morgenen og formiddagen gået med at ligge under dynen og læse med hende. Hun læser Dragonball manga, jeg har afsluttet sidste bind i Elena Ferrantes Napoli-bøger.
Jeg skal allerede her tilstå, at intet – INTET – i øjeblikket giver mig større glæde og stolthed, end når mine børn lystlæser. Det føles intenst vigtigt for mig, at de opdager glæden ved at læse. Der er få ting jeg for alvor er god til, men at læse og skrive er trods alt min metier. Kunne virkelig godt tænke mig, at det er noget af det, jeg giver dem med videre i livet.
Undervejs i læsningen spurgte hun mig, hvad min bog handler om. Her knap 2.000 sider inde, så var det et ubehageligt relevant spørgsmål. For hvad handler Elena Ferrantes bøger egentlig om?
Jeg har skrevet lidt om dem før, men det var mest i et ‘kvindelitteratur’-perspektiv. Handlingsmæssigt sker der egentlig ikke meget henover de fire bøger. Vi følger et pige- og kvindeliv og venskab i Napoli henover syv årtier. Der er skole, forfatterskaber, børn, (knuste) ægteskaber, affærer og momentan vold. Alt sammen set gennem den kvindelige hovedpersons ikke altid særlig pålidelige fortællerøjne. Vi er i virkeligheden ovre i et melodrama, om end et velskrevet og intelligent et af slagsen. Hovedpersonen Elena er et begavet barn og en ambitiøs kvinde, der igennem livet strides med samfundets (maskuline) forventninger til hende som menneske, kvinde, mor og forfatter. Hvilken pris skal man (og dem man elsker) betale, hvis man ønsker at følge sine ambitioner? Hvor meget skal man ofre for kunsten?
På den måde var det sjovt, at læse de sidste sider af ‘Storia della bambina perduta’ ved siden min lille, kloge og følsomme datter, der altid vil så meget og besidder så meget mere skaberkraft, end jeg selv gør. Gad vide hvor hun ender henne, og om hendes drømme bliver opfyldt. Mit job er vel at give hende de bedst mulige rammer. Måske det lige nu indebærer at forberede frokosten og lave te med honning?
Jeg får ikke samlet mig til at skrive indsigtsfulde anmeldelser af de ting; jeg læser, ser eller lytter til. Derfor her et skyndsomt opsamlingsheat med tanker om de senere uger (måneders?) læsning.
Jeg har fået læst de to sidste bøger, ‘Transit’og ‘Kudos’, i Rachel Cusks trilogi. Ingen af dem når niveauet i ‘Omrids’, der er en uangribeligt perfekt udgave af Cusks plotløse og konversationsdrevne modus. Særligt ’Transit’ var småstreng at komme igennem, selvom dens overordnede tema (dislokation i tilværelsen) umiddelbart burde resonere mere hos mig end ‘Kudos’ mere eksplicitte fokus på køn. Cusks skrivemetode fungerer kun for alvor, hvis fortælleren Fayes samtalepartnere er interessante – og at de føles værd at investere ens empati og indlevelse i. Det gør de for sjældent i ‘Transit’, men selv en småsløj Cusk er lysår foran stort set alle andre forfattere, når det handler om at skrive. Vil derfor klart anbefale hele trilogien, det har været en fantastisk læseoplevelse.
Aidan Mohers nostalginørdnarko ‘Fight, Magic, Items’, har jeg allerede dækket andetsteds. Obligatorisk læsning for alle japanofile rollespilsnørder ude over deres første ungdom.
Jesse Donaldson – ‘The More They Disappear’(2016) har været længe på min ‘to read’ liste på Goodreads, forleden fik jeg den så endelig læst. Teknisk set er genren vel krimi, men det er ikke selve forbrydelsen, der er interessant – det er derimod, hvad de bagvedliggende årsager til den er. Mest af alt er det sociologisk meditation over, hvordan et landsbysamfund i Kentucky bliver revet fra hinanden af opioider omkring år 2000. Donaldson beskriver med en usædvanlig indlevelse og solidaritet, hvordan ensomhed, smerte og meningsløshed driver krisen. Det er ikke social realisme, men mere en … ja, i mangel af bedre beskrivelser, en sorgfuld mysteriebog.
James R. Gaines – ‘Evening in the Palace of Reason’ (2005)har undertitlen ‘Bach meets Frederick the Great in the Age of Enlightement’. Gaines’ formål er at skrive om J.S. Bach og hans værker, hvilket også var min egentlige motivation til at læse bogen (udover titlen, som jeg elsker). Jeg vedbliver med at have et uudfyldeligt sort hul indeni, når det handler om klassisk musik. Tilsyneladende ligegyldigt hvor meget jeg lytter, formår jeg aldrig helt at få greb om det. Mine tanke var derfor, at hvis jeg nu læser kloge værker om komponisterne, forstår dem i deres samtid, og måske får en blid guide til, hvor jeg skal starte i min lytning, så vil jeg på et eller andet tidspunkt forstå og værdsætte musikken mere. Det var bestemt interessant at læse om Bach, der tydeligvis var et geni af ganske uforlignelig karakter. Men jeg endte alligevel med at nyde kapitlerne om Frederik den Store af Preussenlangt mere. Frederik var en sammensat person; en kreativ og skrøbelig dreng, der blev skadet af sin fars mishandling og absurd rigide opdragelse gennem barndommen. Kulminerende med at faderen lod Frederiks elsker Hans Hermann von Katte henrette for øjnene af ham, blev dette skadede menneske siden en oplysningstidsinspireret enevældig monark, der kombinerede en kunstnerisk sjæl med sjældent set militær brutalitet. Bachs skærmydsler med den lokale kirkes sogneråd i Dresden om betaling for at undervise i klaverspil, fremstår let banal i sammenligning. Mest af alt er Gaines’ bog værd at læse, da den er skrevet af en person, der har brugt hele sit liv på at opstøve ALT (og mener virkelig alt) om et emne han elsker, og som han nu virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne vil formidle sin viden og begejstring om. Det er på den måde en meget smittende bog, som man bliver gladere og klogere af at læse.
Jeg har også fået læst de første tre bind af Elena Ferrantes Napoli-bøger. Jeg går og barsler med et længere indlæg om bøgerne, men lige nu holder jeg en pause, så jeg kan få samlet energien til at læse den fjerde og sidste bog. Ferrante får mig til at tænke. I et interview i 2016 sagde hun:
– “Yes, I hold that male colonization of our imaginations—a calamity as long as we were unable to give shape to our difference—is, today, a strength. We know everything about the male symbol system; they, for the most part, know nothing about ours, above all about how it has been restructured by the blows the world has dealt us. What’s more, they are not even curious, indeed they recognize us only from within their system.”
“This painting seems to perfectly articulate a modern cultural idea – one that John Berger describes in his Ways of seeing of 1972: ‘according to usage and conventions … men act and women appear. Men look at women. Women watch themselves being looked at’. The power dynamic in paintings of the female nude, an art subject that was popularized in Renaissance Italy, is assumed to rest with artist and the viewer, who are assumed to be men – a process of objectification that Laura Mulvey influentially described as the ‘male gaze’”
Det mandlige blik, den mandlige fantasi, den mandlige æstetisering og tingsliggørelse af kvinden. Det er det samme Ferrante taler om. Og jeg er vel ikke bedre selv, hvis man vurderer ud fra de malerier, der befolker denne side. Alle disse smukke kvinder, hvis funktion er at blive set af mænd, for at opnå værdi. Det er tankevækkende, når først man bliver opmærksom på mønstrene.
Jeg abonnerer egentlig ikke på, at der findes ‘mandelitteratur’ eller ‘kvindelitteratur’, tværtimod mener jeg at litteraturen burde være universel. Men omvendt er det måske netop et priviligeret (og meget bekvemt) synspunkt, at det så tilfældigvis er mit køns bøger, mit køns æstetik, mit køns fantasi, som – hovsa! – tilfældigvis må siges at være udgangspunktet for den universalistiske litteratur.
Napoli-bøgerne er derimod kvindelitteratur, hvis vi da kan bruge termen på en deskriptiv måde. Alting ses ud fra et kvindeligt perspektiv. Der er et fuldstændigt fravær af sympatiske mænd i bøgerne. Ikke fordi – tror jeg da – at Ferrante hader mænd per se, men fordi de mænd der optræder i bøgerne ses ud fra et rent kvindeligt perspektiv, ud fra deres handlinger – og de afledte konsekvenser, de ofte har for kvinderne. Kvinderne kan lade sig besnakke og forføre af mænd, men der er aldrig andet end råddenskab og (oftest) vold bagved løgnene – med Nino (dette intelligente, manipulerende, egocentriske og hensynsløse mandebarn, der går gennem livet og efterlader brudte skæbner i sit kølvand) som det primære eksempel. Systemet er maskulint, opretholdt af maskulin vold og logik. Hovedpersonen Elena forsøger at få succes ved at emulere en mand.
På den måde har Ferrante-bøgerne været en slags øjenåbner. Som historiefortællinger betragtet er jeg ikke vild med dem. Der er et anstrøg af sæbeopera over handlingen, og der sker ikke meget i bøgerne. Men det er som nævnt inspirerende at læse bøger, der er så konsekvente i deres afvisning af den mandlige fantasi.
Stefánsson har ligget rundt omkring på forskellige hylder rundt om i hjemmet i efterhånden et godt stykke tid nu. På kontoret, i stuen, i køkkenet; alle mulige steder hvor jeg har kunne samle den op og læse i den spontant. Altsammen med den klare heroiske ambition at anspore mig til at læse i den. Hidtil forgæves. For bogen har krævet nogle tilløb efterhånden, men nu – NU – tror jeg at jeg er kommet oprigtigt og vedvarende i gang med den. Handlingen kredser om et mikrokosmos på Islands vestkyst for 100 år siden, hvor en fisketur går grueligt galt. Eller handling, skriver jeg nu lidt frimodigt, måske det burde skrives med “-er, for det er endnu en af de bøger, hvor plottet ikke er det drivende. Det er sproget derimod. Stefánsson har et poetisk sprog, hvilket jeg indrømmer var en selvstændig barriere for mig indledningsvist. Det virkede uoverskueligt at kæmpe sig igennem 210 siders sproglig akrobatik og næsten tolkienske landskabsbeskrivelser. Vi er gudskelov ikke ovre i magisk realisme (den ultimative ‘nej tak!’-genre for mig), men der ER besjælet nordatlantisk natur og mennesker, der lever i en åndelig verden. Jeg lånte bogen af nogle af vores venner i Roskilde sidste år, hvor de beskrev det som en ‘ikke så nem, men meget smuk læseoplevelse’. Dengang lød det ildevarslende, men jeg tror, at jeg nu forstår, hvad de mente. Der er to bøger mere i serien, som jeg er usikker på om jeg får læst også. Men ‘Himmerige og helvede’ giver jeg ikke slip på nu. Jeg nægter. Og jeg er også begyndt at kære mig om personerne i fortællingen, hvilket plejer at udrette mirakler for min læselyst.
Ben Lerner nærmer jeg mig kun med en bidende skepsis. Jeg har læst en bog af ham tidligere, ‘The Topeka School’, som jeg tilbage i august 2020 oplevede således på min gamle blog:
“Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv. En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knausgård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.”
Nu hvor jeg læser ‘Leaving the Atocha School’ (flere årtier for tidligt, tilsyneladende), så må jeg på samme tid både give mig selv ret og modsige mine postulater.
For selv om det ER vanskeligt at sondre mellem forfatteren Lerner og hans trælse protagonist, så er det muligvis mere måden som Lernen skriver på, snarere end hovedpersonen per se, der er så sindssvagt tirrende for mig. Faktisk er det noget af en bedrift af Lerner. Det kræver reelle evner, tror jeg, at skabe en så konsistent utiltalende skikkelse, som den lemmedaskende sociopat i ‘Leaving the Atocha Station’, der slasker planløst og manipulerende rundt i Madrid.
Lerner minder mig som forfatter en del om en anden feteret midaldrende amerikansk mand, Jonathan Franzen, der heller ikke kan lade være at skrive hyperironisk og distanceret kynisk om tilværelsens ulidelige lethed. Jeg har følt mig lurvet og snavset de gange jeg har læst noget af ham, og Lerner har samme effekt på mig. Jeg må dog – om ikke andet – rose bogens forside, som jeg synes har en ganske æggende æstetik i dens fusion af tog(?) og værker fra Prado og Reina Sofia. Og så er jeg generelt bare en fangirl når det handler om at indarbejde geografiske lokationer i en titel.
Jeg er stadig kun 23% inde i bogen, der i betydeligt omfang vækker samme følelser, som ‘The Topeka School’ gjorde. Jeg tror jeg bliver glad efter endt læsning. Både for at have læst bogen og for at skulle slippe for at være sammen med Lerner igen i en rum tid fremover.
Man kan fylde biblioteker, katedraler og oceaner med de emner, jeg ved meget lidt (eller intet) om. Det være sig botanik, indretning og hvordan man rent faktisk skaber og reparerer ting, I ved nok: fysisk, med ens hænder. Et af de absolut pinligste ofre for min omfattende ignorance er dog danmarkshistorien. Jeg er – vil jeg i al beskedenhed gerne fremføre – givetvis Vestsjællands fremmeste ekspert indenfor nyere tjekkisk politisk historie, ligesom jeg da ikke blankt vil afvise at holde en lysbillede-baseret foredragsrække om italienske fodboldtrøjers udvikling siden 1985. Men jeg roder rundt som en blind og døv og stum, når det handler om Danmarks fortid. Jeg har lykkeligt glemt alt fra min skoletid, ligesom jeg kun i sporadiske glimt mindes de ellers ganske mange afsnit af podcasten ‘Kongerækken’, som jeg lyttede til for år tilbage. Det er pinligt. Jeg kan ikke besvare selv de mest rudimentære spørgsmål, som mine børn kunne finde på at stille om Danmark.
Derfor er jeg meget tilfreds med at være gået i gang med ‘Den store nordiske krig’, der dækker en afgørende periode i danmarkshistorien. Og som svensk gift, så er det selvsagt tankevækkende og oplysende at opdage præcis, hvor svigagtigt, ondsindet og nederdrægtigt et folkefærd at svenskerne egentlig er. Jeg er på nippet til teatralsk at udbryde ‘DET HER FORKLARER ALTING’, men det er svært, når jeg nu har verdens rareste svigerfamilie og i øvrigt selv er svenskofil i usund grad. Uanset hvad så er det en skønt velskrevet og ikke-fordummende historiebog, hvor synsvinklen og analysen konstant skifter fra Stockholm til København til Skt. Petersborg til Gottorp. Det er vældig interessant og jeg bliver reelt klogere af læsningen. Hvem ved, måske jeg endda på et tidspunkt kan svare på mine arvingers spørgsmål med andet end æh, bæh, buh næste gang vi står foran en historisk bygning i København.
Bevares, jeg er pinligt bevidst om at jeg efterhånden har citeret Janan Ganesh fra Financial Times alt for mange gange. Men han er og bliver nu engang min favoritskribent. Og når Ganesh så i anledningen af at samtlige døende aviser, opmærksomhedshungrende politikere og selvpromoverende LinkedIn-typer for tiden gylper ‘disse aktuelle bøger skal jeg/du læse i min sommerferie’-indlæg op, kritiserer det, vi med en mild eufemisme kunne kalde for ‘aktualitets-bias’ i læsningen, så jeg naturligvis fyr og flamme:
“Given our finite lives, and the centuries-deep canon of literature, what logic is there in reading something current? More than 120mn unique titles have been published since the dawn of the printing press. What are the odds that one written in 2024 deserves our limited time?
Instead of a list, here is a rule: avoid the contemporary. If a novel has worth, it will still have it in a decade or two. If not, the filtering effect of time — which is imperfect in its judgment, but still the best thing we have — will remove the book from consideration by then. (If you didn’t read Vernon God Little in 2003, how tempted are you now?).
This is just as true of nonfiction. If the content is topical — quantum computing, US-China relations — it will age at speed. The proper vessel for those subjects is journalism or a ChatGPT gut of the academic literature. If the book is grander in scope and register, all very well, but the question isn’t whether there is some worthwhile new stuff out there. Of course there is. The question is whether it should edge out Chateaubriand’s memoirs or Abraham Pais on Einstein in the war for your time.
If pragmatic exceptions are made here and there, Schopenhauer’s reading advice (avoid whatever is “making a great commotion”) is right. To read well is to ignore the now. This is true of no other art form, because no other art form is so time-intensive. Looking at a painting made last week does not preclude looking at a Poussin. The opportunity cost is a minute or so. If a new book turns out to be a piece of zeitgeist-y ephemera, that is seven-to-10 hours you can’t spend with Barbara Tuchman.
I have argued as a dry utilitarian so far, but there is a more human case for sticking to the past. Reading is hailed as a mental health salve: it slows a racing mind, it puts distance between one and the world. But this is only true, or at least much truer, of a book with some decades behind it. “This thing pre-dates my troubles,” is the sentiment the reader ultimately craves, “and will see them out too.” You needn’t go full Montaigne, who communed with Ovid as the religious wars burned, but don’t count on much solace from another up-to-the-minute treatise on autocracy from someone who uses “dynamic” as a noun.
There are other rules. Don’t read fewer than 50 pages in a sitting. The cost of pecking at a book here and there is a lost sense of its narrative wholeness. (“If you read a novel in more than two weeks, you don’t read the novel” — Philip Roth.) And avoid general histories. The last way to learn about China is a book called something like China. As with fiction, the universal is in the particular.
But the highest rule is to privilege the old. When he doubted Shakespeare’s greatness on probabilistic grounds — how could someone born in 1564 trump all the billions of literate people who have lived since? — Sam Bankman-Fried got things exactly wrong. The question is how something as untested as recent writing can rival work that has survived the sieve of time.
Jeg tror … jeg tror at jeg rent principielt er enig med Ganesh i, at man bør stræbe efter at læse eviggyldig og tidløs litteratur, være det sig skøn- eller faglitteratur. Altså, han er jo åbenlyst en skamløs, reaktionær og helt utålelig snob (hvilket jeg kan sætte pris på, vi mangler skamløse, utålelige og reaktionære kultursnobber i almindelighed), men han har fat i noget rigtigt, tror jeg. At et værk er aktuelt, gør det ikke nødvendigvis vigtigt. Og jeg er enig i, at en stor del skønlitteratur med fordel kan læses et par år efter udgivelsen, så man reelt kan vurdere værkets kunstneriske værdi. Her er fx for sjov skyld de otte øverste bøger på ‘New York Times 100 Notable Books 2013’:
Hvor mange af disse bøger er vigtige og værd at læse her et årti senere? ‘Americanah’, går jeg ud fra. Måske også ‘The Goldfinch’ (som jeg gik i stå i, det tilstår jeg, 771 sider i selskab med en svært irriterende hovedperson var for meget mig, men det var en nuttet kunstmaler reference i titlen). Men ellers er resten, der dengang føltes vigtige og aktuelle, vel i det store hele diffunderet ud i intetheden og irrelevansen.
Men der kan desværre være en beklagelig afstand mellem at være principielt/intellektuelt enig i noget, og til at det så manifesterer sig i konkret handling. I hvert fald når det handler om mig.
For mine boghylder (og Kindle) svømmer over med bøger, som jeg købte og læste fordi de var aktuelle, omtalte og “vigtige”. Jeg ville jo gerne være au courant, og vide hvad alle dem, der er klogere og bedre mennesker end mig, talte så indsigtsfuldt om med hinanden. Hvem ved, måske jeg en dag kunne blive en af dem? At jeg så begrædeligt ofte fandt disse bøger i bedste fald acceptable, i værste fald kedelige (og vanskelige at huske her efter endt læsning), ja, det siger vel mest noget om mit fravær af intellektuel stamina, men måske også en lillebitte smule om kvaliteten af de værker.
Jeg har i praksis udviklet en slagside i retning af aktualitet og det nye. Jeg er ikke god til at læse lidt ældre bøger, og da slet ikke klassikere. Klassikere er bøger jeg muligvis læser om, men aldrig i. Jeg opsøger ikke antikvariater, og jeg har i almindelighed ikke tålmodighed til at læse bøger, der er skrevet i ældre sprog. Jeg har fx forsøgt at gå i gang med ‘Kongens fald’ ganske mange gange, og der lykkes mig aldrig. Det er et moralsk og etisk kollaps fra min side, jeg ved det godt, men det er nu og engang sandheden.
Men jeg kan vel prøve at følge Ganeshs gyldne regel. Måske ikke så rigidt at det jeg læser skal være +20 år gammelt, men jeg vil forsøge mig at læse mere almengyldig litteratur. Jeg kommer dog ikke til følge læs-mindst-50-sider-per-læsesession reglen. Det forekommer mig, at personer der laver og følger den slags arbitrære regler hverken har børn eller en familie at være sammen med.
PS. Lige nu læser jeg lidt distræt i Elena Ferrante – ‘Min geniale veninde’, som New York Times for nylig udråbte til den bedste bog i det 21. århundrede. Den er 13 år gammel, så den er vel teknisk set indenfor Ganeshs definition af tidsmæssigt acceptabel litteratur. Her 120 sider inde ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal sige, mene eller føle. Måske den løfter sig for mig inden længe. Efterfølgende må jeg så se, hvad næste eviggyldige værk jeg skal kaste mig over.
Jeg er ganske betaget af Judith Hermann – ‘Vi ville have fortalt hinanden alt’ (Wir hätten uns alles gesagt), endnu en fremragende oversat tysk bog. Handlingen er det igen så som så med, der er tale om en række selvbiografiske (eller autofiktive, jeg er oprigtigt usikker) essays om Hermanns forfatterskab og tilværelse. Ikke alt er lige spændende, men så ramler man ind i skamløst romantiske sekvenser som denne – og det er det hele værd:
Der er kun få mennesker her som jeg ser og taler med, egentlig er der kun en. Jeg ser Jon. Det er covid der skaber denne begrænsning, men når det kommer til stykket har jeg med eller uden covid ikke lyst til at se andre mennesker, jeg har simpelthen kun lyst til at se Jon, og covid skaber et motiv som jeg har længtes efter:
Jeg og en anden er alene i verden.
Jon og jeg er alene i verden.
I november 2020, i de dage hvor jeg følte at jeg drev af sted på bunden af en flod, tilbragte vi nogle eftermiddage på slotsmuseet i en provinsby på egnen hvor Jon skulle udføre noget arbejde. Han skulle vælge nogle kuriøse detaljer i interiøret der ikke straks faldt i øjnene, og affotografere dem, og vi tilbragte timer i salonerne og kabinetterne, og vi lagde os på ryggen på parketgulvet og ledte efter skjulte motiver i loftsmalerierne, frøen i hejrens næb, den gud som trækker vindvognen, et blottet bryst, bortvendte nøgne skuldre. Museet var lukket på grund af pandemien. Der var ingen bortset fra os, vi kunne lege at vi var nogle andre end dem vi var, vi gjorde det med en taknemmelighed der svarede til omstændighederne: kontemplativt.
Tre dage, vi blev til efter mørkets tidlige frembrud, og den sidste dag skete der det at vagten næsten lukkede os inde. Fredag. Han opdagede os i audienssalen hvor vi sad i en vindueskarm og så ud på den forladte slotsplads. Han sagde at hvis han ikke tilfældigvis havde hørt vores stemmer – vi havde slet ikke talt med hinanden – var han nok kommet til at spærre os inde. Han ventede høfligt til vi havde samlet vores grej sammen, og fulgte os hen til udgangen; han sagde han først ville være kommet tilbage om mandagen, vi havde på en eller anden måde måttet klare os gennem weekenden.
Han sagde, og forrådskamrene er tomme. Så lukkede han slotsporten bag os.
Senere skrev jeg en kort besked til Jon. Jeg skrev at jeg faktisk meget gerne ville have tilbragt en hel weekend sammen med ham spærret inde i et provinsslot, jeg skrev, hvor trist, vi ville have fortalt hinanden alt.
Jon vender ofte tilbage til det. Han gentager det – vi ville have fortalt hinanden alt, han vil have at jeg skal sige hvad det ville have været: alt.
Det er et sjovt spørgsmål. Det er umuligt at fortælle ham hvad alt ville have været, og det står klart for os begge at den åbenbaring aldrig mere vil kunne finde sted. To dage og nætter i et slot ville have bragt en sandhed frem i lyset der nu er uigenkaldeligt tabt; det er beroligende at antage at der altid er flere sandheder.
Men Jon giver ikke op. Han bliver ved med at sige, hvad mener du med alt. Hvad mente du med det.
Jeg kunne sige, altså for eksempel de ting, vi er besat af. Du ville langt om længe kunne have fortalt mig om dine hemmelige ønsker, på otteogfyrre timer ville vi også være nået frem til dem, du kunne have sat alt på et bræt, men det siger jeg naturligvis ikke.
Jeg siger slet ingenting.
December er forbi, det nye år er begyndt, jeg stiger op, op fra bunden af floden, op til de andre, jeg må have luft, trods alt. Når man får luft begynder man også at tale.
Nu, hvor det nye år er begyndt, taler Jon meget mere med mig end sidste år, jeg taler mere med ham, hver sætning vi formulerer for hinanden bringer en ny kompliceret gåde med sig. Jo mere vi forsøger at forklare os, jo mere misforstår vi hinanden. Som i eventyret. Tale er sølv. Tavshed er guld.
Jeg spørger Jon hvad det mon kan skyldes.
Han tænker efter et stykke tid, så siger han simpelthen, det skyldes spøgelserne.
Jeg tænker at jeg ved hvad han mener.
Jeg ville virkelig gerne kunne skrive som Hermann. Naturligvis er det at skrive hendes metier, ligesom hun har givetvis brugt år og dag på at skrive ovenstående sætninger. Man kan ikke helt sammenligne en dubiøs blog med et genuint forfatterskab. Men alligevel. Jeg beundrer det hun kan med ord.
Jeg har læstRachel Cusk – ‘Outline’ i en dansk oversættelse. Det er jeg underligt glad for at jeg gjorde. Normalt insisterer jeg på at læse et værk på originalsproget, hvis ellers jeg kan forstå det. Det vil i praksis sige engelsk, svensk og norsk, og – hvis jeg virkelig skal – tysk. Jeg har en idé om, at man bedst møder den ‘rigtige’ forfatter, når ordene og sætningerne eksisterer sådan som vedkommende tænkte og skabte dem. Konceptet om at forfatteren bliver fortolket, omskabt og, ja, ændret af en oversætter, går mig på. Jeg vil helst foretage den øvelse selv. Sola scriptura, som Luther ville have sagt det.
Men i det konkrete tilfælde med Cusks bog, så tror jeg ved nærmere eftertanke, at jeg fik en del mere ud af at læse den på dansk. Dels kan man mærke, at det er en kompetent oversætter, hvilket efterlader læseren med en betryggende fornemmelse. Dels er det en bog, hvor en stor del af min glæde ved at læse den udspringer af den sproglige inspiration, den giver mig. På den måde minder den mig lidt om ‘Mesteren og Margarita’, som også var en sprogligt og skrivemæssigt inspirerende bog. Cusk (og hendes oversætter) er overvældende dygtige til at beskrive og fortolke – til tider med sætninger og formuleringer, der får mig til at klukke af begejstring. Jeg får lyst til at skrive mere og bedre efter at have læst Cusk.
Det er en i overvejende grad plotløs bog. Den anonyme (men antager vi: autobiografiske) fortæller rejser til Athen for at undervise på et skrivekursus. Her møder hun forskellige mennesker, der fortæller hende om sig selv og deres liv. Det er selve selvfortællingen, der er i centrum – den måde, som vi som mennesker skaber mening med (løbende reviderede) narrativer om os selv og vores tilværelse. Mere end det sker der egentlig ikke. Fortælleren spiser souvlaki, iagttager en lejlighed hun har fået stillet til rådighed og tager på sejlture med en mand, hun har mødt i flyet til Athen. Mere sker der ikke. Vi fornemmer at hun bearbejder et tab af en art, men det bliver ikke ekspliciteret i bogen. Normalt ville det være en entydigt dårlig ting for mig, når en bog er plotløs. Men jeg må indrømme, at jeg bliver indfanget i Cusks personer og deres (selv)fortællinger, selvom min egen manglende evne til selvrefleksion i sammenligning med hendes personer bestemt efterlader mig med en vis portion følelse af utilstrækkelighed. ‘Outline’ er den første bog i en trilogi, som jeg overvejer at læse videre i. Normalt ville min læselyst have været drevet af ‘HVAD SKER DER SÅ NU I PLOTTET, JEG MÅ GANSKE ENKELT VIDE DET’, men sådan forholder det sig ikke helt denne gang. Jeg må overveje om jeg fortsætter. Men ‘Outline’ er i al fald værd at læse.
I Bilbao læste jeg Jenny Erpenbeck ‘Kairos’. Der er sagt og skrevet meget om bogen – det er trods alt en Booker Prize vinder – og jeg har intet reelt originalt eller indsigtsfuldt at byde ind med i en analyse. Det romantiske forhold mellem bogens to protagonister er indledningsvist betagende – meget altmodisch, som det er, drevet af kunst og kultur – men er grundlæggende (små)sadistisk og usundt. Da relationen et stykke inde i bogen forvandler sig fra asymmetrisk forelskelse til besættelse/jalousi, så bliver det stadig mere ubehageligt at følge med. Erpenbeck er bedst når Hans og Katharinas forhold akkompagnerer udviklingen (eller afviklingen) i DDR, og på mange måder handler bogen mest om tab. Tab af en relation, men også tab af et land, tab af mening, tab af en delt historie, tab af sig selv. Der er ikke tale om en historiebog eller Ostalgie, men jeg mindes ikke at have fået et så indfølende blik i, hvordan livet også blev levet i DDR – hvordan der ikke kun var tale om en overvågningsstat, men også et sted med rigtige levende mennesker. På den måde supplerer den fint indtrykket fra Katja Hoyer ‘Beyond the Wall’, som jeg læste sidste år.
Ligesom Cusk, så skriver Erpenbeck blændende – og ligesom Cusk har hun en fabelagtig oversætter til rådighed. Ofte er de konkrete formuleringer inspirerende, som når Hans i sit vanvids-drevne jalousi insisterer på, at den største gave han kan give til Katharina er en ‘en grundig besigtigelse af ruinerne’ af hendes postulerede affære. Endnu mere inspirerende for mig var dog, at Erpenbeck undervejs indfletter utallige litterære og kulturelle referencer, gerne til kunstnere fra DDR, der i dag er mere eller mindre glemt. Efter endt læsning havnede jeg i en småintens tour-de-DDR-kunst lomme på nettet, hvor jeg med udgangspunkt i ‘Kairos’ undersøgte malere, forfattere og arkitekter. Jeg bliver aldrig begejstret for Bertold Brecht eller socialistisk realistisk arkitektur, men jeg synes det er interessant, hvad et lands kultur fortæller om det. Nedenstående to malerier var således dem, der blev solgt flest reproduktioner af i DDR gennem tiden – og som hang på flest vægge i hjemmene rundt om:
Walter Womacka – ‘Am Strand’ (1962)
Harald Hakenbeck – ‘Peter im Tierpark’ (1961)
Ikke ligefrem farverige affærer, men det er måske meget sigende, at unge mennesker på en strand og et naivistisk billede af et barn – snarere end fremstillinger af arbejdslivet og/eller politik – var det, som DDR-borgerne selv foretrak.
‘Kairos’ er ikke en let eller rar bog, men den virkede vigtig under og efterlæsningen. Jeg synes den gjorde mig klogere, måske mere forstående for at tab er en mangefacetteret størrelse. Varmt anbefalet.
De underlødige
Selvom min appetit for causerende tekster om den menneskelige tilstand og storpolitik er noget nær umættelig, så har jeg naturligvis også læst mindre lødig genrelitteratur denne sommer.
Indenfor thrillergenren har jeg læst Dugald Bruce-Lockhart – ‘The Lizard’ og David McCloskey – ‘Moscow X’. Jeg opdagede ‘The Lizard’ i en Financial Times anmeldelse af dens efterfølger, og fik lyst til at læse den. Den foregår i det græske øhav i 1988, og lad mig bare sige det som det er: det er en værre røverhistorie af 80’er-æstetik, backpackerhorror og ikke-plausible plottwists. Det er på mange måder som hvis en kreative sjæl besluttede sig for at omforme sangen Material – ‘Bustin’ Out’ (1981)til romanform. Det er svedigt, kokaindrevet og voldeligt på et ægæisk baggrundstæppe. Jeg var selvsagt vild med den, og har allerede købt opfølgeren på til min Kindle.
‘Moscow X’ var en selvstændig opfølger til ‘Damascus Station’, en thriller jeg var ret glad for i 2023. ‘Moscow X’ er desværre ikke helt ligeså velskrevet, ikke helt ligeså vedkommende og – nuvel – heller ikke helt ligeså spændende som sin mareridtsagtige forgænger. McCloskey er stadig ferm til sit thrillerforfatter håndværk, men han var bedre til at skrive om Assads Syrien end han er til at lave kremlologiske historier om Rusland. Jeg slugte bogen henover et par rejsedag og var udmærket underholdt. Men hvor ‘The Lizards’ temasang var en feberagtig discobanger, så er vi her mere ovre i noget fra musicalen ‘Chess’.
Indenfor de mere spekulative genrer har jeg læst Thomas Olde Heuvelt – ‘Oracle’. Heuvelt var lidt af et sats for mig. Han udgav for et par år siden ‘HEX’, der er en ret oldschool horrorbog i Stephen King traditionen. Præmisset i den bog var selvsagt fjollet – en heks går amok – men jeg måtte stoppe med at læse bogen dengang, da Heuvelt var nærmest overdrevet entusiastisk i sin velvilje til at slå børn ihjel på bestialske måder. Grin blot af mig og bed mig få et realistisk syn på verden (har du hørt om Gaza eller Sudan, Kåre?), men efter at jeg selv har fået børn, så magter jeg ikke meget eksplicitte barnemord i min fiktion – og jeg nærer en grundlæggende skepsis overfor de kunstnere (det er dig jeg ser på nu Christian Tafdrup, dit syge væsen), der har den type fantasier og lysten til at manifestere dem i deres værker. Så det var med en vis skepsis at jeg gav ‘Oracle’ en chance. Og nuvel, Heuvelt slår stadig børn ihjel, omend i en mindre skala og mindre sadistisk denne gang. ‘Oracle’ er desværre en ujævn bog, der har tre distinkte faser: A) uhyggelig opbygning af den centrale overnaturlige fortælling, B) blodigt mellemstykke hvor det overnaturlige går amok og C) actionfyldt afslutning, hvor protagonisterne efter mange lidelser vinder (men dog ikke helt, der kommer jo en ny bog i serien). Fase A) er vanvittigt god, i fase B) kigger Heuvelts syge fantasi forbi og fase C) er … kedelig. Så samlet set ved jeg ikke helt, hvor jeg står henne. Jeg synes den overordnede historie og universet spædende, men jeg ved ikke rigtig om jeg har lysten til en ny omgang Heuvelt, når der kommer en opfølger til ‘Oracle’. Vi må se.
Jeg genlæste også Tom Sweterlitsch – ‘The Gone World’, en bog der siden jeg læste den første gang i februar 2019 har antaget (troede jeg med tiden; jeg har det med at være dramatisk ukritisk overfor de værker jeg betages spontant af) nærmest urimelige proportioner i min bevidsthed som den bedste sci-fi/horror/thriller roman, jeg nogensinde har læst. Heldigvis viste det sig ved genlæsningen, at min initiale dyrkelse af bogen hverken var urimelig eller forkert. ‘The Gone World’ er en fabelagtig bog, der på sin vis er en slags anti-Rachel Cusk. Ikke som i ‘dårligt skrevet’, men det er en udpræget plotdrevet bog, der er nærmest konsekvent eksplosiv, og hvor de kreative speculative fiction koncepter står i kø for at blive udlevet.
Hvad med nonfiction?
Jeg har ikke læst noget! Eller jo, tilbage i juni, før min ferie, læste jeg David Daokui Li -‘China’s World View: Demystifying China to Prevent GlobalConflict’, der er en Kina-apologetisk bog skrevet af en kinesisk systemmand. Den er interessant for så vidt at bogen giver et indblik i den kinesiske selvopfattelse og verdensbillede – eller om ikke andet: det billede, som man fra kinesisk side gerne vil fremmane om sig selv og verden. Jeg er ikke imponeret over Daokuo Lis udenrigspolitiske analyse, men det er næppe heller meningen. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale bogen til andre end de særligt Kina-interesserede, men det er altid værdifuldt at vide hvordan den anden tænker og ser verden.
Den handler om den identitetspolitiske strømning – eller ‘the identity synthesis’, som Mounk kalder det – og er af den slags bøger, som litteratursektionen i Financial Times elsker. Et intelligent, velskrevet, velanmeldt og ‘fornuftigt’ værk om et aktuelt globalt emne, skrevet af en ikke-rabiat, konsensussøgende mand (det er altid en mand) fra cremen af den meningdannende, transatlantiske overklasse.
Mounk er uddannet fra Cambridge og Harvard, oprindeligt socialdemokrat (men nu apostat), velformuleret og god til at se bekymret (men samtidig tiltrækkende) ud, så han er typecastet perfekt til rollen. Når han skriver bøger, kan man være sikker på at de er fulde af litteraturhenvisninger og en respektfuld, men naturligvis også konstruktiv-kritisk tilgang til dem, han er ideologisk uenig med. Han kritiserer ‘the Left’, men på en sørgmodig måde (det er hjerteblod det her), og mest for at venstrefløjen har glemt sig selv og klassekampen i en identitetspolitiske blodrus. Bogen ender ud i et passioneret – altså, så passioneret som man nu engang kan blive, når man er en nogen-og-fyrreårig akademiker med sit på det tørre, og som gerne vil hyres til næste foredrag også – forsvar for det universalistiske verdensbillede. Således er alle svaret sit og vi kan alle gå tilfredse hjem.
Det siger sig selv, at jeg som en centrist dad (og indbegrebet af den priviligerede, hvide, heteroseksuelle, ikke-handikappede, uddannede, ressourcestærke cis-mand; indsæt evt. selv flere af mine privilegier her) er mere eller mindre enig med det meste Mounk skriver. Det er altsammen indsigtsfuldt, men også helt forudsigeligt og ret kedeligt. Jeg greb mig selv i at døse en smule hen under læsningen, men det var altså også ret varmt og jeg sad i en solstribe i toget, så måske jeg er lovligt undskyldt.
Jeg ved derfor samlet set ikke om jeg vil anbefale Mounks bog. Nøgternt vurderet er den glimrende, det er god og muligvis vigtig debatbog, men jeg tror omvendt ikke den kommer til at ændre en eneste mening om noget hos nogen. Hvis man i forvejen var skeptisk overfor identitetspolitik, så er man det også efterfølgende – og tilsvarende, hvis man nærmer sig bogen fra en anden position. Læs den hvis du vil vide mere om det idéhistoriske ophav og teoretikerne bag en af de formative politiske strømninger i disse år. Hvis ikke, kan du trygt springe den over.
Er i gang med at læse Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’. Jeg har ikke dannet mig en fast mening om hendes samlede argument endnu, men som litteratur betragtet er bogen fremragende. Clark skriver blændende, og jeg kan sagtens forstå at den fik Weekendavisens litteraturpris. Når jeg stadig grubler lidt over mit ståsted, så er det naturligvis fordi jeg ikke er en neutral og uberørt læser.
Dels er det vanskeligt ikke at blive påvirket af Walter Clarks beskrivelse af minkindustrien. Det var en ubehagelig branche på adskillige måder, hvilket hun på skarp og saglig vis illustrerer.
Men mere præsent: jeg har en fortid som lobbyist for nogle af ‘skurkene’ i bogen: Landbrug & Fødevarer. Og jeg har arbejdet i flere år for grovvareselskabet DLG, der er leverandør af bl.a. foder til husdyrproduktion i Danmark og Europa.
Så når jeg læser bogen, så medfører det i sagens natur refleksioner. Både over det skrevne – hun vinkler skarpt af og til -, men selvfølgelig også over min egen rolle og mine tanker om dansk landbrug. Walter Clarks mest prægnante pointe er, at en branche som minkproduktionen (men i virkeligheden alle former for intensiv husdyrproduktion) kun kan lade sig gøre, hvis vi som samfund/forbrugere/mennesker vender det blinde øje til dét, hun betragter som fremmedgjort, moralsk uforsvarligt og, ja, sygelig.
Jeg er ikke enig med hende. Hvis jeg var det, så havde jeg naturligvis ikke kunne bestride de stillinger, som jeg gjorde dengang. Jeg spiser stadig kød og nærer ingen illusioner om at verdens befolkning vil ophøre med at efterspørge kød, nok snarere tværtimod. Jeg mener, at man sagtens kan bedrive både etisk og dyrevelfærdsmæssig forsvarlig husdyrproduktion. Også uden at ødelægge klima, natur og miljø.
Men det kan sagtens være, at produktionen skal foregå i mindre intensive former og reguleres helt anderledes. Vi lever i naturmæssigt monokulturel ørken i Danmark, hvilket er svært at forsvare eller leve med, med mindre eksporten af landbrugsprodukter giver enormt god samfundsøkonomisk værdi (eller den danske produktion er det mest bæredygtige sammenlignet med andre lande). Tilsvarende går jeg også ind for en CO2-beskatning på landbruget. Så der skal indiskutabelt gøres noget for at få en mere bæredygtig og … normaliseret landbrugsproduktion. Men derfra og så til at købe ind på Walter Clarks kernesynspunkt om husdyrproduktion som uforsvarligt? Det er jeg ikke klar til.
Walter Clark skriver ofte ondskabsfuldt om minkavlernes fremtoning og væremåde. Det er ikke så generøst af hende, og det er i disse mere polemiske/perfide sekvenser, at hun er svagest. I min tid i erhvervet mødte jeg både sympatiske og usympatiske landmænd. De første fandt man især blandt plante- og mælkeproducenter, de sidste især i de produktionsgrene, der grundlæggende beskæftiger sig med en eller form for industrialiseret død (f.eks. svineproducenter og minkavlere). Jeg ved ikke om jeg vil betegne dem alle som ‘gode mennesker’, ligesom det var ganske ulideligt, når der gik offerfortælling og ingen-forstår-os i den. Men jeg kan stadig beundre den skabe- og virketrang, som jeg synes karakteriserede dem alle på tværs af produktionsgrene. Landmænd er et driftigt og selvstændigt folkefærd på godt og ondt. Det gør dem i stand til at opbygge verdensførende andelsselskaber og erobre verdensmarkedet. Men det gør dem også i stand til at handle forkert på måder, som kan være vanskelige at forstå – hvilket Walter Clark fint viser.
Jeg er ikke færdig med hele bogen endnu, men jeg vil allerede nu klart anbefale ‘Det blinde øje’. Den får en til at tænke og reflektere – måske endda træffe moralske valg. Flere i min omgangskreds fortæller den har fået dem overbevist om at blive vegetarer. Lad os nu se om de sidste 70 sider kan påvirke mig i samme retning.
Lånte bogen ‘Introduktion til græsk og romersk kunst’ med hjem fra mine forældre, da jeg hentede mine børn efter de har været på et par dages præ-påskeferie i Aalborg. Læste i den på vej hjem med Molslinjen, omgivet af børn (herunder mine egne, dog dybt opslugte af deres skærme, så der var læsefred), svedne kombardofritter, og så den der akkumulerede lyd af utålmodige mennesker, der egentlig helst ville være alle andre steder i verden end på en færge mellem Aarhus og Odden, her dagen inden Guds enbårne søn kommer på korset.
Bogen er ikke just ny; det drejer sig om er en dansk oversættelse af Susan Woodford – ‘The Art of Greece and Rome’ fra 1982. Den er – tror jeg, faktisk er jeg en smule usikker om, hvornår og hvordan det begrædelige bogtyveri er foregået – havnet i mine forældres boghylder efter at min mor engang i slut-90’erne begyndte at følge oldtidskundskab på enkeltfag på Aalborg Studenterkursus. Ja, ikke at jeg kunne drømme om at tillægge hende onde hensigter, intet kunne ligge mig fjernere, men det ser ikke kønt ud, Mor, det gør det altså ikke:
To ting: for det første tvivler jeg stærkt på, at bogen foran mig nogensinde er blevet erstattet, det ville jo ligesom underminere formålet med rapseriet. For det andet får ordene ‘mishandlede bøger’ mig til at trække på smilebåndet. Jeg får indre billeder af en jamrende bog, der bliver pint og plaget og slet og ret behandlet dårligt. Måske jeg burde holde op med at antropomorfisere alting, men det er vanskeligt for mig.
Ved nærmere eftertanke tror jeg også at det må være første gang, at jeg aktivt selv har opsøgt en gymnasial lærebog siden min forholdsvis fjerne fortid på Aalborg Katedralskole. Bogen er da også forholdsvist letlæst og jeg nåede igennem den inden vi ramte Sjællands Odde. Ikke mindst fordi jeg (må jeg med skam at melde tilstå) nøjedes med rudimentært at skimme afsnittene om bemalet keramik (jeg er altså ikke en amphora-pige, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver) og kapitlet om de græske templers udsmykning. Ud over at jeg med en ikke ubetydelig selvtilfredshed kunne konstatere, at jeg stadig kan kende forskel på doriske og ioniske søjler (samt deres noget mere udsvævende og letlevende slægtning: søjler med korinthiske kapitæler), så følte jeg heller ikke noget dybere behov for at læse om græske templers gavlfelter, metoper eller de klassiske kompositionsproblemer med friserne (hint: det er vanskeligt at finde et motiv til en frise, der – med bogens ord – er ‘et umådeligt langt, smalt bånd’, se dog Parthenon-frisen for en veludført undtagelse).
Skulpturer, derimod, skønne, æstetiske, (homo)erotiske Kouros-skulpturer; dét er lige noget for mig. I forlængelse heraf, så er noget af det, jeg virkelig værdsætter ved grækerne er, at de tænker lidt ligesom mig. Eller, nuvel, som jeg ville ønske at jeg tænkte. Som Woordford skriver om græske skulpturerer vis-a-vis deres ægyptiske forgængere:
“Grækerne overtog ægypternes arbejdsmetoder og i vid udstrækning også deres proportionssystem. Det er derfor de tidligere græske statuer ligner de ægyptiske så meget. Ligheden i stilling og teknik er tydelig; forskellene i stil og intention er vanskeligere at erkende, men uhyre vigtige. Den ægyptiske billedhugger lavede en ret overbevisende naturalistisk menneskefigur; den græske statue er mere abstrakt. Grækerne mente åbenbart, at en sådan statue ikke blot skulle ligne et menneske, men udgøre et æstetisk objekt i sig selv”
Og i et andet afsnit om forskellen mellem det græske og romerske tankesæt:
“Af temperament og tradition var romerne meget forskellige fra grækerne. I tankens og kunstens verden elskede grækerne det abstrakte og almengyldige, hvorimod romerne, som var jordbundne og praktiske folk, foretrak det konkrete og den faktisk foreliggende virkelighed … det, romerne forestillede sig ved et portræt, var et nøjagtigt billede af en bestemt person. Under indflydelse af den græske kunst tillempede de billedhuggere, som arbejdede for romerne, ofte deres stil og gjorde personerne smukkere eller mere imponerende, men de gav aldrig slip på deres karakteristiske særpræg og den individualitet, som romerne værdsatte så højt”
Er de ikke skønne, de grækere? Vilde med abstraktioner, det almengyldige og med et umætteligt behov for æstetisere ting? Jeg er fan. Og lad os da se på varen:
Originalen af ‘Doryphoros’(Spydbæreren) fra omkring 440 f.Kr. var lavet af bronze og er desværre væk for tid og evighed, så vi har kun marmorudgaver tilbage.
Men se ham lige engang. Han er perfekt. Han er harmoni, skønhed og fuldendte proportioner. Hans contrapposto er vel nærmest kun i konkurrence med ‘David’ eller ‘Venus fra Milo’. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig – måske fordi jeg er indsovset i eurocentrisk kulturforståelse, men det er jeg egentlig indifferent overfor i denne sag – hvordan dette ikke kan være det perfekte fysiske ideal for mandekroppen.
Om ikke andet, så kan Woodfords bog (stjålet eller ej) motivere mig for en yderligere indsats i det lokale træningscenter. Der er et stykke vej endnu til Spydbærer-niveau, tænker jeg. Og bogen vækker også rejsefeberen. Ovenstående marmorudgave kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Napoli, der nu naturligvis med øjeblikkelig virkning er kommet på min vil-besøge-i-fremtiden liste.
Ved ikke helt, hvad der foregår med min skrivelyst. Eller rettere mit fravær af den.
Det er ikke fordi jeg ikke får læst inspirerende bøger. For det gør jeg. Den bedste har været Mikhail Bulgakov – ‘Mesteren og Margarita’, som var en gedigen overraskelse af en læseoplevelse. Dels fordi den i mange sekvenser er decideret morsom, hvilket ikke stemmer overens med min fordom om hvad russisk litteratur er (i.e. (skæbne)tung, dyster, fatalistisk, usundt optaget af selvmord). Men ligeså vigtigt fordi den danske oversætter i Rosinante udgaven – en Jørgen Harris – har haft en fest med ord. Det er faktisk hele indgangsbilletten til bogen værd. Her er en ikke-fyldestgørende liste af ord, der pirrede mig alene i det første kapitel af bogen:
velnæret
ilede
ejendommelighed
svale af
overdådig
mærkværdig
bemægtige
ingenlunde
billedskabende kraft
belæsthed
dunkle materier
ubesmittet
ærefrygt
forvrænge
frastødende
ærbødigt
overordentlig
betydningsfuldt
urolig tavshed
umådelig
gnistrende øjne
den fantaserende udlænding
konfus
se gennemtrængende på nogen
beskæmmet
latterudbrud
frygtsomt
hemmelighedsfuld
modbydelig
glædestrålende
Er det ikke en mageløs samling ord og vendinger? Og Bulgakov og Harris bliver blot ved og ved og ved. Det er ikke fordi jeg har et inciterende behov for at lyde som en omvandrende anakronisme. Men hvor er mit eget dagligdagssprog og mine tekster dog blevet fattige og anæmiske. Jeg bør snige mere dunkle materier og yderligere urolig tavshed ind i mine ord. Bogen er på den måde inspirerende i ordets egentlige forstand.
Hvad angår bogen som værk i egen ret, ja, så bliver ‘Mesteren og Margarita’ lidt for meget af det gode ud på omkring side 200; der har vi som læsere lissom fået en ret overvældende (og konstant) dosis satire over den russiske kulturelite i 1930’erne. Vi behøver ikke mere på det tidspunkt; det har allerede været noget af et festfyrværkeri af dæmoniske katte og Pontius Pilatus. Men så laver Bulgakov noget af et fortællermæssigt pivot over i retning af en kærlighedshistorie. Det lykkes bemærkelsesværdigt godt, og jeg fandt mig selv overraskende varm om stenhjertet efter endt læsning. Jeg forstår bogens klassikerstatus, og vil anbefale den til både de mere finlitterært indstillede typer og til plotpiger, som mig selv.
PS. Film har jeg også set flere af, tilmed i biografen. Lige fra det længe ventede sci-fi epos ‘Dune 2’ til tårerperseren ‘Lassie på nye eventyr’. ‘Dune 2’ kunne (og burde) jeg havde skrevet noget om, ja, jeg har sågar skrevet halvanden sides noter om filmen i en af mine notesbøger. Men et egentlig blogindlæg afventer fortsat at skriveblokeringen ophører. Det gælder for såvidt også min kommende queerteoretiske og intersektionelle analyse af Lassie-filmen.
Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.
Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.
Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:
Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?
Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:
Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.
Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.
Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.
Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere på under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.
Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme [↩]
Jeg har gået og rumlet med et ‘Årets bøger’ indlæg et stykke tid nu. Det har været vanskeligere at få skrevet end ved tidligere lejligheder, synes. Har krævet en række forgæves tilløb, faktisk. 2023 har på mange måder været et omskifteligt år, hvilket også præger min læsning. Et manisk læsende forår og forsommer blev afløst af et veritabelt læsekollaps og et anæmisk efterår og tidlig vinter.
Kvantitativt nåede jeg i 2023 op på 64 bøger, hvilket er to mere end i rekordåret 2019. Jeg er ikke sikker på, at så højt et antal læste bøger er en god ting; det tyder på sjasket/skimmende læsning.
Som jeg sidder her – med et vue ud over Isefjorden, der denne regnvejrsdag er nærmest lige så grå som himlen over den – er min subjektive oplevelse, at det er begrænset, hvor mange bøger der virkelig begejstrede mig i årets løb. Det gælder især på den skønlitterære front, hvor der reelt kun var én ny bog, som indfangede mig totalt under læsningen. Vi er måske ikke helt på samme lave niveau som i mit personlige Annus horribilis i 2021, men vi er omvendt også langt fra de bedste læseår.
Den generelle metode
Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de tre autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:
‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
Jeg burde snart erstatte dem af noget mindre infantilt, men mangler den fornødne intellektuelle rigiditet, så det bliver en genganger igen i år. De ret fjollede kategorier suppleres af de to ærespriser ‘Årets skønlitterære oplevelse’ og ‘Årets nonfiction oplevelse’.
Årets skønlitterære oplevelse
Egentlig er ‘Samlade Verk’ nok for lang og trang. Måske jeg blev uproportionalt farvet af, at jeg læste den under forårets rejse til Stockholm. Men ingen anden skønlitterær bog fængede mig på samme måde i år. Jeg var betaget af karaktererne, betaget af dens Göteborg-portræt, betaget af dramaet. Jeg vil anbefale den til absolut alle.
Årets nonfiction oplevelse
Jeg tror ikke at Frances Spaldings bog er for alle – dertil er emnet for smalt – men den var i den grad noget for mig. Jeg elsker emnet, jeg elsker hendes måde at væve de engelske billedekunstnere ind i den generelle samfundshistorie, jeg elsker hendes perspektivering, jeg elsker hendes underfundig måde at skrive på. Mest af alt elsker jeg at hun inspirerer mig til at opdage nye-gamle kunstnere, og sender mig ad timelange ekskurser i jagten på billeder. Det er en helt særlig og aldeles vidunderlig bog, og jeg føler mig lykkelig over at have læst den.
‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
Frances Spalding – ‘The Real and the Romantic: English Art Between Two World Wars’
Stephen Walsh – ‘The Beloved Vision: A History of Nineteenth Century Music’
Emily St. John Mandel – ‘Station Eleven’ (genlæsning)
Lydia Sandgren – ‘Samlade verk’
Kommentar: Walsh fik mig til at klukke og hvine og udvise andre uklædelige reaktioner under læsningen. Og hvis ikke det var så regressivt og uoriginalt, så ville jeg tilstå at min genlæsning af ‘Station Eleven’ var årets reelt bedste skønlitterære oplevelse. Jeg elsker den bog. Fuldstændigt og ubetinget.
‘God, men nok mest hvis du er sær’
Bart Van Loo – ‘The Burgundians’
John Mauceri – ‘The War on Music: Reclaiming the Twentieth Century’
Anna Keay – ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’
Tracey Thorn – ‘Bedsit Disco Queen: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’
Ferrer Ada – ‘Cuba: An American History’
Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall: East Germany, 1949-1990’
Martyn Rady – ‘The Middle Kingdoms: A New History of Central Europe’
Bastian Emil Goldsmidt – ‘Fremad’
Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’
Chuck Klosterman – ‘The Nineties’
Nathaniel Adams – ‘The Tragedy of Madagascar: An Island Nation Confronts the 21st Century’
Daniel Chandler – ‘Free and Equal’
Matthew Dallek – ‘Birchers: How the John Birch Society Radicalized the American Right’
David Brooks – ‘How to Know a Person: The Art of Seeing Others Deeply and Being Deeply Seen’
Alex Vanopslagh: ‘Vejen til ansvar’
Julie Smith – ‘Why Has Nobody Told Me This Before?’
Lærke Malmbak – ‘Vi legede gemmeleg med verden’
Lavie Tidhar – ‘Maror’
Chuck Wendig – ‘The Book of Accidents’
Silvia Moreno-Garcia – ‘Silver Nitrate’
Tine Høeg – ‘Nye rejsende’
Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’
Tove Ditlevsen – ‘Samlede Digte’
Ray Nayler – ‘The Mountain in the Sea’
Max Barry – ‘The 22 Murders of Madison May’
David McCloskey – ‘Damascus Station’
Seanan McGuire – ‘Seasonal Fears’
Justin Cronin – ‘The Ferryman’
Eleanor Catton – ‘Birnam Wood’
S.A. Cosby – ‘All the Sinners Blled’
Lauren Beukes – ‘Bridge’
Carl Frode Tiller – ‘Innsirkling’
Tad Williams – ‘The Dragonbone Chair’
Tad Williams – ‘Stone of Farewell’
Kommentar: Jeg synes jeg fik rettet op på min uimponerende nonfiction læsning i 2022. Det var et år med mange gode (ikke fremragende, men gode) og interessante fagbøger, som hver især lærte mig noget nyt. De skønlitterære bøger var meget forskellige, men var alle velskrevne – og efterlod mig klogere og mere eftertænksom.
‘Skuffende. Meget skuffende’
Ted Gioia – ‘How to Listen to Jazz’
Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thing Freely’
Simon Emil Ammitzbøll-Bille – ‘Insider: Fire år med Løkke’
Kieran Setiya – ‘Life is Hard’
Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’
Calin Salter – ‘100 Novels That Changed the World’
Marie Bjerre m.fl. – ‘Må jeg være fri – fem venstrefolk gør op med systemstaten’
Anna Sofie Kragh – ‘Showbiz’
Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’
Blake Crouch – ‘Upgrade’
Jennifer Egan – ‘The Candy House’
Lena Nguyen – ‘We Have Always Been Here’
Catriona Ward – ‘Sundial’
Ia Genberg – ‘Detaljerna’
Christina Hesselholdt – ‘Til lyden af sin egen tromme’
Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’
Jokum Rohde – ‘Vinterufo’
Deepti Kapoor – ‘Age of Vice’
Dean Koontz – ‘The House at the End of the World’
Riley Sager – ‘The House Across the Lake’
China Miéville – ‘The City and the City’
Kommentar: Der er alt for mange bøger med i denne kategori! Det irriterer mig især at jeg ikke opgav flere af de skønlitterære bøger, for de tog en del mental energi at komme igennem – og de var enten skuffende, utilfredsstillende og/eller, ja, kedelige. Vil blive bedre til at sige NEJ i det nye år, uanset hvor mange gange en bog bliver anbefalet i New York Times og slige steder.
‘Gik i stå’
Markus Friedrich – ‘The Jesuits
Peter Frankopan – ‘The Earth Transformed: An Untold Story’
Ursula K. Le Guin – ‘The Left Hand of Darkness’
Mariana Enriquez – ‘Our Share of Night’
Kommentar: Fællestrækkene her er bøgernes længde. Jeg var interesseret i emnet, de havde et spændende præmis eller (for de skønlitterære bøgers vedkommende) havde interessante koncepter, men … ikke nok til at meritere +700 sider.
Samlet set
Et tilfredstillende nonfiction år, men jeg vil gerne læse flere og bedre skønlitterære bøger i det kommende år. Jeg vil føle, berøres og fascineres mere.
Årets grundlæggende problem er at jeg har læst alt, alt for mange bøger, som skuffede mig eller som jeg ikke var særlig vild med – men hvor jeg følte, at jeg burde læse bogen færdig. Det giver sig også udtryk i mine vurderinger på Goodreads. Min overordnede vurdering i 2022 var på 4,1, mens den i 2023 er på 3,9. Kvalitativt var det med andre ord et problematisk læseår. Det vil jeg se om jeg ikke kan få rettet op på i 2024. Vil prioritere færre, men bedre bøger.
Det er ikke fordi Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’er en dårlig bog, den gør mig blot inderligt deprimeret. Alene det faktum at disse ord skrives på en ‘personlig blog’ (et format der ikke har været relevant siden slut-00’erne) burde forklare hvorfor. Jeg hører til i en anden æra.
Bogen er en overflyvning over de seneste 25 års udvikling i sociale medier og ikke mindst den ‘contentøkonomi’, der er fulgt med. Af og til er bogen nostalgiskabende (Myspace <3 ), hvilket bestemt kan give en midlertidig varme. Men: jeg føler mig i almindelighed fremmedgjort overfor de fleste sociale medier, den performative akt og den virkelighedsskabelse, der foregår på dem – og som bliver tillagt så stor værdi og vigtighed af så mange mennesker.
Egentlig nærer jeg ingen illusioner om, at den analoge verden var bedre. Jeg hænger jo også selv foran en skærm det meste af tiden. Den virkelige, fysiske verden keder mig ofte. Jeg er ligeså draget af den digitale virkelighed og dens underholdning, som de fleste andre er. Jeg fylder også mit eksistentielle tomrum ud med digitalt indhold.
Men derfor kan udviklingen jo godt opleves som … forkert. Det kan føles som en kliché at pakke ens egne synsninger ind i ‘JAMEN, HVAD MED BØRNENE?’-bekymring. Men jeg tænker da en del over, hvad det betyder for mine egne børns kognitive udvikling og mentale trivsel, at det digitale fylder så meget for dem. Hvordan vil det påvirke deres interaktioner og sociale intelligens, når ‘leg’ er forsvundet så meget, som det er? Og hvordan mon min datter vil se sig selv og sit eget værd, når først hun begynder at deltage i det performative våbenkapløb på de forskellige platforme? Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det her skal ende med noget rigtig godt.
Lorenz er grundlæggende fascineret af det digitale. Hendes er ikke en forfaldsfortælling, men er en grundlæggende optimistisk historie om, hvordan den enkelte har fået flere muligheder for at udtrykke sig. ‘Extremely Online’ gav mig en større viden om og forståelse for flere af de platforme og fænomener, som jeg ikke selv har erfaring med – og måske heller ikke helt forstår. For mig lyder TikTok som Fentanyl sprøjtet direkte ind i lysken. Som noget jeg for alt i verden bør forpurre at mine børn får kontakt med, hvis jeg da ellers håber nogensinde at have en samtale igen med dem. Men det siger nok mere om mig og min alder, end om det gør om udviklingen som sådan.
En selvstændig pointe med bogen er, at udviklingen går som stærkt og at der hele tiden er nye platforme, nye retninger, nye tendenser. At det digitale aldrig er statisk. Derfor skal bogen – lidt ironisk, måske – læses nu. For om måske halvandet år er dens indhold forældet og irrelevant. Vil anbefale bogen til andre semi-boomere, der også har behov for at forstå et urovækkende aspekt af verden. Den efterlod mig klogere og noget mere deprimeret end før.
Under gårdagens tur til København havde Lokaltog meget venligt og generøst valgt at erstatte togene med togbusser. Det var lidt af en gave. Dels gav det mig mulighed for at sidde dejligt tæt på fremmede mennesker (intet forsøder tilværelsen mere end at sidde ved siden af en ryger), dels gav det mig ekstra tid til at få læst i nogen af mine bøger.
En række af mine kolleger gav mig i mandags to bøger, jeg længe har ønsket mig: David Brooks – ‘How to Know a Person’ og Alexandra Hudson – ‘The Soul of Civility’. Det var en farvel-goddag gave i anledningen af at jeg har skiftet stilling, og de havde tilmed lavet en hel lille ceremoni og indkaldt mig til et falsk møde (som jeg i retrospekt nok burde have gættet var uautentisk, for det var indiskutabelt en noget besynderlig dagsorden). Jeg blev ganske rørt, faktisk, og jeg ved ikke helt om jeg fik formidlet min glæde og taknemmelighed ordentligt til dem, jeg bliver altid perpleks når jeg er i centrum. Men glad blev jeg ikke desto mindre. De havde jo ikke behøvet at gøre noget ud af mig; det er kun et internt stillingsskifte fra en afdeling til en anden, i praksis flytter jeg blot en etage op, og jeg kan (og vil) stadig genere mine tidligere kontormakkere non-stop via Teams.
Og måske det alt i alt er en fin indflyvning til David Brooks bogen. Egentlig er den to ting. For det første er den et cri de coeur om på samfundsplan at fremme dyder som empati, den lyttende samtale, og evnen til at have en dialog med mennesker, man ikke er enig med. For det andet er den en art selvhjælpsbog med teknikker til rent faktisk at se det andet menneske.
Det sidste er noget, jeg i stigende grad bliver optaget af. For jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg bevidst om mine blinde vinkler. I min tænkning, i min følen og i hvordan jeg opfatter ting, situationer og (især) andre mennesker. Noget af det er drevet af min rolle som far. Der er mange stunder og situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at se og forstå mine børns perspektiv og behov. At jeg havde handlet og reageret anderledes, end jeg reelt gjorde. Men det gælder også i hverdagslivet. Altså når jeg f.eks. bliver dybt overrasket over, at nogen af mine kolleger holder nok af mig til, at de gerne vil markere en overgangsrite for mig. Jeg havde ikke skænket det en tanke at det var vigtigt, men de havde (korrekt) observeret, at jo, det betyder faktisk noget. Måske jeg selv burde blive bedre til at se mine kolleger, forstå dem og deres livsverden – og så handle på det.
Altsammen for at sige, at selvom en række af Brooks’ pointer og anbefalinger på overfladen kan virke enkle eller banale, så er de ikke nødvendigvis nemme at udleve. Jeg fik en masse ud af at læse bogen, pg ikke mindst noget at tænke over. Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis fik større forståelse eller empati for den omvandrende askebægerstank ved siden af mig i bussen, men jeg kan vel stræbe efter at blive bedre til at lytte til og se mine medmennesker i fremtiden.
Jeg gik død i China Miévilles – ‘The City and the City’, hvilket både ærgrer og undrer mig. Dels vandt romanen et væld af priser, da den udkom. Dels er jeg normalt særdeles billigt til salg for alt, der emmer blot det mindste af speculative fiction, parallelvirkeligheder og tidsparadokser. Men nej, ikke denne gang.
Bogen begynder ellers særdeles godt og endda med et ganske interessant præmis.
De to kulturelt meget forskellige bystater Besźel og Ul Qoma deler samme geografiske lokation et udefinerbart sted i Østeuropa, men de eksisterer i to adskilte parallelle virkeligheder. Så vidt ret standard; den litterære konstruktion var også drivkraften i tv-serien ‘Fringe’, der hærgede mit popkulturelle forbrug omkring 2010.
Men men: Miéville laver to originale kneb i ‘The City and the City’.
Den første er at hans paralleluniverser flyder sammen. Der er lommer, steder, flader, hvor grænsen mellem de to verdener er permeable – og (besværligt nok) kan man ikke nødvendigvis se, hvilken verden man befinder sig i på det pågældende sted. Det er måske ikke i sig selv bragende orginalt; jeg har efterhånden læst en del bøger – senest Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-serie og før da Paul Cornells ‘Shadow Police’-bøger – med det koncept. Begge serier foregår i London (åbenbart et notorisk hotspot for paralleluniverser), og i begge serier eksisterer universerne sideløbende og i delvis hemmelighed.
Her indtræffer Miévilles andet originale påfund. I stedet for at der findes et hemmeligt, tabuiseret magisk univers ved siden af vores eget, så er der i ‘The City and the City’ fuld bevidsthed om det andet univers’ eksistens – og interaktionen med det er strengt politisk reguleret via et decideret forbud mod kontakt mellem de to verdener. For at de to verdener kan sameksistere og ikke skal flyde/bryde sammen, så er alle mennesker pålagt at skulle ‘ikke-se’ og aktivt fortrænge ting og oplevelser, hvis de ved et uheld eller tilfælde er kommet se ind i parallelvirkeligheden. Forbuddet bliver håndhævet af et diffust, ja, nærmest metafysisk tankepoliti kaldet ‘Breach’. Hvis man aktivt bryde reglen om kontaktforbud, eller undlader at ikke-se ting, havner man i “breach” og forsvinder. Det kan vel nærmest beskrives som det idéelle totalitære samfunds omnipræsente sikkerhedspoliti.
Den erfarne læser af speculative fiction kan givetvis allerede her give et bud på forskellige generiske plotlinjer, der alle inkluderer en tilpas martret protagonist, der krydser grænserne mellem universerne og opnår dybe indsigter om verdens sande tilstand (og vigtigst, naturligvis, om sit eget sjæleliv). Miéville vælger at køre med et noir-detektiv set-up. Det begynder fængende og stemningsfuldt, men ender med at blive alt, alt for langtrukket. Det er ganske enkelt rasende uinteressant, hvem der begik mordet og hvorfor det skete.
Det bliver det bl.a. fordi Miéville er mere interesseret i at udforske sit breach/’ikke-se’ koncept end i at fortælle en god historie. Han bruger det som en slet skjult analogi for den måde, vi i mainstreamdelen af vores samfund med vilje ikke-ser ‘parallelfænomener’ såsom hjemløshed, fattigdom, strukturel racisme og kønsdiskrimination. For ved at ikke-se fænomenerne kan man (magthaverne) benægte deres eksistens og underminere legitimiteten af de mennesker, der begår ‘breach’ og kæmper for at ændre tingenes tilstand. Hvilket selvsagt er en valid og tankevækkende pointe, men den drukner (for mig og mit nydelsessyge sind) når bogen er lang og plottet slæber sig afsted.
Jeg gik i stå og speedskimmede de sidste 30% af bogen, alene for at finde ud af hvad der skete i slutningen. Vil derfor kun anbefale ‘The City and the City’ for den koncept-interesserede læser, der kan tolerere plotmæssig tomgang i kombination med (indrømmet) spændende tanker.
En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.
Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?
Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.
Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.
Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.
Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.
I går læste jeg Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’ færdig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den; måske et par blurbs fra amerikanske kritikere beskriver det bedst:
“‘All-Night Pharmacy’ is a California noir novel for the 21st century, rebooting the genre’s saturated nightmares for the 21st century.” (Washington Post)
“An Acid Trip Through Generational Trauma: In an impressive undertaking, Madievsky weaves together a tale of addiction, queerness, and Jewish mysticism, bound together with vibrant imagery and thoughtful prose.” (New York Magazine)
“Ruth Madievsky’s new novel explores trauma, drugs and toxic sisterhood.” (NPR)
Madievsky skriver fremragende og alligevel brød jeg mig ikke om bogen. Mest på grund af den navnløse protagonist, der er begavet, men samtidig nærmest overnaturligt passiv og bare flyder med. Intet får hende til at agere. Voldelige forhold, seksuelle overgreb, alle de forkerte mennesker de forkerte steder, et eskalerende Oxycodone-misbrug, et liv der går i hundene; det hele bliver nærmest blot internaliseret af hende som noget uundgåeligt, noget hun fortjener. Jeg ved godt at det ikke er meningen, at man som læser altid skal kunne spejle sig i eller identificere sig med en bogs karakterer. Jeg VED at hun er traumatiseret. Jeg VED at hun har dårlige indflydelser i sit liv. Men den her insisteren på selvdestruktivitet? Det var vanskeligt for mig at forstå fuldt ud.
Der er dog også betingede lyspunkter i bogen.
Madievsky har selv baggrund i Moldova, og i en ret interessant sekvens følger vi protagonisten og hendes kæreste Sasha på en rejse til Chișinău. Og når først vi kommer ud af alt-er-en-deroute og barndomstraumeinduceret-stofmisbrug-i-Malibu-til-at-flygte-fra-smerten rutinerne fra bogens første tredjedel, så bliver historien nærmest direkte interessant – ikke mindst når den udforsker konsekvensen af pogromerne i det tidligere Sovjet. Man fornemmer at Madievsky har en emotionel kobling til Moldova, og at der er noget på spil for hende.
Dét er godt. Men ak, forholdet og den spirende kærlighed falder fra hinanden, og så er vi for fuld kraft tilbage i traumeland i den resterende del af bogen. Den er tilsvarende forglemmelig, og jeg lukkede den i med en lidt utilfreds brummen. Grundlæggende er jeg derfor usikker på om jeg vil anbefale bogen. Den er bestemt edgy og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man er nødt til at elske bogen som anmelder. For mig var den en deprimerende oplevelse.
Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.
Jeg er spændt på hvordan Theis Ørntoft – ‘Jordisk’ udvikler sig, når jeg efterhånden kommer længere ind i bogen. Anmelderne spænder i deres vurderinger fra orgiastiske 6 hjerter i Politiken til “monumentalt kedsommelig” i Weekendavisen. Vildtfavnende slægtsromaner er egentlig ikke min ting, ligesom Gyldendals tæppebombende PR-kampagne i kultursektionerne gjorde mig en anelse mat på forhånd. Men jeg må indrømme at de første 100 sider har været en mere end fornøjelig læseoplevelse, og at jeg spekulerer en del over, hvad Ørntoft kan og vil i resten af romanen.
Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.
Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod.
John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.
Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme.
Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser.