Hokuloa Road

Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

Årets bøger 2021

Året har været noget af en læsemæssig mavepuster for mig. Med 25 afsluttede bøger var 2021 mit suverænt mindst læsende år siden jeg begyndte at føre regnskab i GoodReads (hvilket begyndte i 2014). Adskillige af bøgerne var endda fra samme underlødig urban fantasy serie. Og da jeg så listen igennem slog det mig, at ingen af bøgerne for alvor fejede benene væk under mig. Det var især vanskeligt for mig at finde en årets nonfiction oplevelse, faktisk min læsning af nonfiction er mere eller mindre kollapset. Mildest talt et personligt udviklingspunkt for 2022.

Årets skønlitterære oplevelse

This Eden

Ed O’Loughlin – ’This Eden’

Kommentar: Den første roman jeg har læst, hvor COVID–19 er en del af baggrundsstøjen. En spionhistorie/technothriller/speculative fiction med et paranoidt og afsindigt spændende plot. I et stærkere år var O’Loughlin ikke endt på førstepladsen, men ‘This Eden’ var min bedste og mest fornøjelige læseoplevelse i 2021.

Årets nonfiction oplevelse

Patrick Radden Keefe Say Nothing Patrick Radden Keefe – ‘Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’

Kommentar: Igen en god, men ikke fantastisk bog – der dog var langt bedre end de (få) andre nonfictionbøger, jeg fik læst i år. Radden Keefe er skribent på The New Yorker, hvilket altid er en garant for at en forfatter er velskrivende. Det er også tilfældet her, og Radden Keefe sætter et tragisk mord ind i en større politisk-historisk kontekst.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Ben Aaronovitch – ‘Rivers of London’
  • Guillermo del Toro & Chuck Hogan – ‘The Hollow Ones’
  • James S. A. Corey – ‘Leviathan Falls’

Kommentar: Jeg nød disse tre helt igennem underlødige og slaske genrelitterære bøger. Efterfølgerne til Aaronovitch var lidt op og ned, mens jeg ser frem til at del Toro og Hogan udvider horroruniverset fra ‘The Hollow Ones’.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Aaronovitch – ‘Moon Over Soho’
  • Ben Aaronovitch – ‘Whispers Under Ground’
  • Ben Aaronovitch – ‘Foxglove Summer’
  • David Gray – ‘Liminal Thinking’
  • Dov Alfon – ‘A Long Night in Paris’
  • Angus Burgin – ‘The Great Persuasion: Reinventing Free Markets Since the Depression’
  • Matthew Quirk – ‘The Night Agent’
  • Jane Harper – ‘The Lost Man’
  • James Brabazon – ‘Arkhangel’
  • Terryl Givens – ‘Mormonism: What Everyone Needs to Know’
  • C.A. Bayly -‘The Birth of the Modern World, 1780–1914: Global Connections and Comparisons’
  • M. Todd Henderson – ‘State of Shock’
  • Carsten Staur – ‘Dansk udenrigspolitik i 250 år’
  • Georges Perec – ‘En mand der sover’
  • Wolfram Eilenberger – ‘Troldmændenes tid’
  • Shane Parrish – ‘The Great Mental Models’

Kommentar: En række meget forskellige bøger, vanen tro domineret af genrelitteratur. De fleste er ok (som i 4 ud af 6 stjerner), men langt fra banebrydende. Kan se at jeg i 2021 kun læste én eneste ren science fiction og ingen rene fantasybøger. Måske jeg skal genopdage de to genrer igen, det er jo ikke fordi vi mangler anledninger i vores pandemiske verden til at søge i indre eksil med eskapistiske fortællinger.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Cal Newport – ‘A World Without Email’
  • Michael Böss – ‘Liberalismens vildfarelser’
  • Ben Aaronovitch – ‘Broken Homes’

Kommentar: Den eneste reelle skuffelse her var Newport, hvis bøger jeg ellers har været mildt stimuleret af i almindelighed. Böss bogen købte jeg efter at Weekendavisen havde omtalt ham, men jeg fandt ikke nye argumenter eller indsigter, som jeg ikke havde læst fremført bedre (og mindre selvtilfredst) før. Aaronovitch havde en offday og burde have taget en skrivepause.

Bøger jeg gik i stå i

  • Walter Scheidel – ‘Escape from Rome: The Failure of Empire and the Road to Prosperity’

Kommentar: For lang, for trang, for kedelig – også selv hans centrale tese (om at tiden efter romerrigets fald ikke er en mørk periode, men snarere rummer kimen til alt godt) egentlig er både provokerende og tankevækkende.

Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918’

Læser netop nu i Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918.

Det er en forunderlig bog. Dels er det lykkedes hende at skrive en populærhistorisk bog, der ikke behøver 768 sider for at behandle sit stof fyldestgørende. Dels er det rart at læse en begavet behandling af denne del af tysk historie, hvor perioden ikke alene ses som præludiet til barbariet i 1933-1945, men som noget med værdi i sig selv. Dels har bogen ledt mig på utallige afstikkere på Wikipedia under læsningen. Hvem havde troet at jeg skulle fortabe mig på siderne om Weltpolitik, Deutsch-Neuguinea og Namibias løsrivelse fra Sydafrika i 1990? Nuvel, det skete altså.

Mest af alt får bogen mig til at indse, hvor lidt jeg reelt vidste (og ved) om Tyskland før år 1900. Det havde ikke slået mig, hvor ung en stat Tyskland er – og hvor mange af de kulturelle stereotyper, vi i dag reproducerer om tyskere, blev fremelsket og dannet af den nærmest hysterisk omnipotente Bismarck. Det er stærkt fascinerende.

Endelig er det vanskeligt at stå for preussernes bombastiske overskæg og den ferme strategiske anvendelse af bakkenbarter. Ja, undskyld, men det er bydende nødvendigt for mig at bringe et billede af såvel Kaiser Wilhelm 1. og siden hans berygtede barnebarn Kaiser Wilhelm 2.

Det er slet, slet ikke til at stå for. Hoyers bog får min varmeste anbefaling alene for den nærdødsoplevelse det er, at se et så virilt moustache udfolde sig i det fri.