Jokum Rohde – ‘Vinterufo’

Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.

Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’

Efter en længere science fiction pause forsøgte jeg mig igen med genrelitteraturen. Christopher Brookmyre – ‘Places in the Darkness’ kan bedst beskrives som en noir-mystery-thriller-i-rummet. Den opmærksomme læser kan derfor nok regne ud, at vi her taler om underlødig underholdningslæsning, snarere end en generationsdefinerende samtidsroman.

Brookmyre Places in the Darkness

Jeg var dog nogenlunde tilfreds efter endt læsning. Bogen var udmærket til formålet (i.e. eskapisme), om end jeg tvivler på, at jeg om to år kan huske specielt meget af den.

Romanen har dog visse ting gående for sig.

Det grundlæggende plot i romanen er slet ikke ueffent og selve romanens setting er ret stimulerende. Vi befinder os på en rumstation, Cieudad de Cielo, hvor menneskeheden er gået sammen om at bygge generationskibe, der skal redde menneskeheden fra den forestående økologiske katastrofe nede på Jorden. Naturligvis er rumstationen opdelt i to sektioner: en velhavende (og selvsagt hyklerisk) Mormon-agtig sektion og den tarvelige, men autentiske underklassesektion.

Mord er uhørt på rumstationen – mormonerne har hyret et ret drakonisk privat sikkerhedsfirma til at holde styr på tingene -, men da der pludselig sker en række bestialske mord, så har vi balladen. Indsæt her generiske variable som ‘korrupt politibetjent med hjerte af guld’, ‘smuk og rig ung kvindelig protagonist viser sig at være hyperbegavet genetisk modificeret tvilling’ og ‘gal videnskabskvinde vil kontrollere folks tanker og skabe en verden perfekt’.

Uden at ville afsløre for meget af plottet, så har Brookmyre lavet en velsmagende, men ikke særlig nærende fusion af Philip K. Dick, ‘Expanse’-bøgerne og et britisk kostumedrama. Bogen føles til tider som at læse en lidt mindre voldelig udgave af ‘Total Recall’ (der også leger med (falske) erindringer og en rumstation setting), der har fået et elskovsbarn med den velkendte Upstairs-Downstairs dynamik fra ‘Downton Abbey’. Ved siden af er hele noir-detektiv-på-rumstation og teknologien-er-blevet-SKØR temaet nærmest en 1:1 kopi af handlingen i ‘Leviathan Wakes’. Det gør ikke ‘Places in Darkness’ til en ikke-underholdende bog, men det gør den meget lidt original.

Bogen kostede kun 6 USD på min Kindle, så jeg er egentlig ikke fjendtligt indstillet. Men den har omvendt befundet på min ‘Want to read’-liste på Goodreads i noget nær en evighed (eller i hvert fald siden 30. november 2017), og det havde næppe gjort noget, hvis den var forblevet glemt der i endnu længere tid. Vi ender med en 7 ud af 10.

Justin Cronin – ‘The Ferryman’

To, nej tre, ting om Justin Cronin – ‘The Ferryman’.

For det første er vi et godt stykke fra Cronins meritter i den maksimalistiske og frådende ‘The Passage’. Jeg var underholdt og havde vanskeligt ved at lægge ’The Ferryman’ fra mig i går aftes, men jeg var ikke så intenst opslugt, som jeg var dengang jeg læste ’The Passage’ – hvor jeg var decideret ukontaktbar i en periode.

For det andet var jeg ikke vild med det store plottwist, der kommer ca 3/4 inde i bogen. Jeg vil ikke spolere noget for nogen, men vi er (for langt) ovre i ‘det-hele-var-bare-en-drøm’-territoriet, og selvom Cronin eksekverer sine plotmekanismer på imponerende vis, så synes jeg stadig det er et billigt og sjasket Deus ex machina-trick. Og så hjælper det heller ikke på sagerne, at det hele bliver meget meta-meta-agtigt i slutningen. Som at Cronin ikke vil tage sin egen konstruktion helt alvorligt, men insisterer på at blinke indforstået til læseren.

For det tredje blev jeg under læsningen hele tiden slået af, hvor meget plottet var et medley af de mest succesfulde idéer og virkemidler fra de sidste 25 års sci-fi/speculative fiction. Dér blev der lånt fra ‘Lost’, her kommer Blake Crouch ind fra siden, ups, der fløj ‘Inception’ og ‘Tenet’ forbi, hov, dér er ‘Truman Show’, vupti, der kom ’Total Recall’ med ind over. Der er plads til det meste i Cronins muntre sci-fi-fusionskøkken.

Det fungerer ofte virkelig effektivt; jeg var som nævnt glimrende underholdt. Men jeg mangler den originale idé, sjælen, et autentisk Philip K. Dick’sk vanvid. Noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af andres kreativitet. Her efter endt læsning af ’The Ferryman’ ville jeg gerne sige, at jeg blev grebet og berørt, men Cronin er for kalkuleret, for slick og for professionel til at jeg kan give mig hen. Læs den for underholdningens skyld, ikke for indsigten.

Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.