Ved ikke helt, hvad der foregår med min skrivelyst. Eller rettere mit fravær af den.
Det er ikke fordi jeg ikke får læst inspirerende bøger. For det gør jeg. Den bedste har været Mikhail Bulgakov – ‘Mesteren og Margarita’, som var en gedigen overraskelse af en læseoplevelse. Dels fordi den i mange sekvenser er decideret morsom, hvilket ikke stemmer overens med min fordom om hvad russisk litteratur er (i.e. (skæbne)tung, dyster, fatalistisk, usundt optaget af selvmord). Men ligeså vigtigt fordi den danske oversætter i Rosinante udgaven – en Jørgen Harris – har haft en fest med ord. Det er faktisk hele indgangsbilletten til bogen værd. Her er en ikke-fyldestgørende liste af ord, der pirrede mig alene i det første kapitel af bogen:
- velnæret
- ilede
- ejendommelighed
- svale af
- overdådig
- mærkværdig
- bemægtige
- ingenlunde
- billedskabende kraft
- belæsthed
- dunkle materier
- ubesmittet
- ærefrygt
- forvrænge
- frastødende
- ærbødigt
- overordentlig
- betydningsfuldt
- urolig tavshed
- umådelig
- gnistrende øjne
- den fantaserende udlænding
- konfus
- se gennemtrængende på nogen
- beskæmmet
- latterudbrud
- frygtsomt
- hemmelighedsfuld
- modbydelig
- glædestrålende
Er det ikke en mageløs samling ord og vendinger? Og Bulgakov og Harris bliver blot ved og ved og ved. Det er ikke fordi jeg har et inciterende behov for at lyde som en omvandrende anakronisme. Men hvor er mit eget dagligdagssprog og mine tekster dog blevet fattige og anæmiske. Jeg bør snige mere dunkle materier og yderligere urolig tavshed ind i mine ord. Bogen er på den måde inspirerende i ordets egentlige forstand.
Hvad angår bogen som værk i egen ret, ja, så bliver ‘Mesteren og Margarita’ lidt for meget af det gode ud på omkring side 200; der har vi som læsere lissom fået en ret overvældende (og konstant) dosis satire over den russiske kulturelite i 1930’erne. Vi behøver ikke mere på det tidspunkt; det har allerede været noget af et festfyrværkeri af dæmoniske katte og Pontius Pilatus. Men så laver Bulgakov noget af et fortællermæssigt pivot over i retning af en kærlighedshistorie. Det lykkes bemærkelsesværdigt godt, og jeg fandt mig selv overraskende varm om stenhjertet efter endt læsning. Jeg forstår bogens klassikerstatus, og vil anbefale den til både de mere finlitterært indstillede typer og til plotpiger, som mig selv.
PS. Film har jeg også set flere af, tilmed i biografen. Lige fra det længe ventede sci-fi epos ‘Dune 2’ til tårerperseren ‘Lassie på nye eventyr’. ‘Dune 2’ kunne (og burde) jeg havde skrevet noget om, ja, jeg har sågar skrevet halvanden sides noter om filmen i en af mine notesbøger. Men et egentlig blogindlæg afventer fortsat at skriveblokeringen ophører. Det gælder for såvidt også min kommende queerteoretiske og intersektionelle analyse af Lassie-filmen.