Army of Me

En ikke-ubetydelig del af mit arbejde består i at interagere med mennesker, der er utilfredse over et eller andet. Af og til helt berettiget, andre gange … ja, nuvel, andre gange mindre berettiget. I dag gav det mig en helt ubændig trang til (for første gang i måske 20 år) at lytte til Björk – ‘Army of Me’ på et uvenligt højt lydniveau1. Det hjalp. 

  1. Der sker i øvrigt umanerligt mange mærkværdige ting i den musikvideo; tidlig Björk var nu en sælsom affære []

Årets sange 2022

Min Spotify Wrapped lyver. Det er straffen for kun at lytte til soundtracks fra 25 år gamle rollespil eller klassisk musik i løbet af arbejdsdagen. Min reelle liste med årets sange indenfor rytmisk musik er derfor1:

Årets sang er Cleo Sol – ‘Promises’ fra hendes album ‘Mother’. Jeg kan ikke stå for det slæbende beat og den altfortærende melankoli og fortrydelse. Den spirituelle aftager til Lianne le Havas – ‘Bittersweet’ og (endnu længere tilbage) Lauryn Hills desperate ‘X-Factor’.

Øvrige favoritter er (i ikke-prioriteret rækkefølge):

Et stille år målt på BPM og sangenes voldsomhed. Meget synth, rigelige mængder æterisk vokal og udforskning af indre melankolske universer. Vi er på nippet til at gå i stå. Min musiksmag har tilsyneladende udviklet sig en stadig mere indadvendt retning.

Eneste danske sang jeg for alvor bed mærke i var Tobias Rahim – ‘Mucki Bar’, der nøgternt vurderet er et mesterværk. Spændende om han kan forsætte sin musikalske færd eller om fascinationen af egne genitalier tager over.

  1. Vanen tro er de fleste af sangene ikke udgivet i 2022 []

VM

Gruppespillet i VM i fodbold nærmer sig sin afslutning. Jeg har stadig ikke set andet og mere end 10 minutter hist, 7 minutter pist. Det var kedeligt. Ved ikke helt, hvad det er mit problem med denne slutrunde, men den efterlader mig ganske indifferent. Det føles ikke vigtigt at følge med.  

Men hvad er der galt? Ikke det politiske. Eller jo, der er selvfølgelig alt galt med korruptionen, de døde gæstearbejdere og krænkelsen af ytringsfriheden. Men har folk ikke efterhånden fået revet illusionerne om verdens godhed og idealer fra hinanden? 

Internationale sportsorganisationer som IOC og FIFA var og er gennemkorrupte – og det fortsætter de formodentlig med at være. Og Qatar selv? Landet var en teokratisk og homofobisk slaveholderstat før turneringens begyndelse. Det vil det også være, når den sidste kamp er spillet. Det ændrer hverken dit eller mit boykot på. Og hvis du ikke vil fryse næste vinter, så glæd dig over, at du er med til at opretholde det syge system gennem Europas køb af LNG fra Qatar. 

Så nej, det er ikke performativ forargelse eller principfasthed, der holder mig fra at se VM. Men der er noget helt galt med tidspunktet på året. Slutrunder er noget med varme og ferie. Det her med kampe kl. 14 en tilfældig tirsdag giver ikke mening for mig. Så nej, jeg kan åbenlyst ikke håndtere en slutrunde om vinteren. Og jeg mangler nogen at holde med. Hvor er mine italienere? Og svenskere? Om lidt mister jeg vel også Ghana, så har jeg intet tilbage. 

Men mest af alt er jeg nok blot inderligt fodbolddeprimeret i disse måneder. Al min opmærksomhed, angst og passion er parkeret på AaB’s anlæg på Hornevej 2 i Aalborg Øst. Den truende nedrykning overskygger alt. Det kan en inferiør begivenhed som et VM ikke ændre på. Hvor jeg dog håber på bedring i 2023.

Lou Berney – ‘The Long and Faraway Gone’

Det er ikke så ofte at jeg har fundet ny læseinspiration via Five Books. Men i min rådvilde søgen efter noget tilpas sederende eskapistisk læsning fandt jeg Lou Berney – ‘The Long and Faraway Gone’ i artiklen om The Best Contemporary Mystery Books. Hvilket var noget af et lykketræf; bogen havde alt hvad jeg drømte om. Velskrevet, vedkommende karakterer og Oklahoma City. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg var så fænget af historien dér i min Kindles blålige skær, at jeg næsten glemte alt om kulden og de forbitrede omgivelser på Nykøbing Sj station. Varmt anbefalet.

Jens Lekman

Jeg skal ikke sidde her og være en skabagtig krukke. For Spotify og de andre musikstreamingtjenester har udvidet mit musikforbrug voldsomt og (tror jeg) i en positiv retning.

Men der er og bliver noget utrygt ved at overlade ens musik til en kapitalfondsdrevet tredjepart.

Dels fordi der er begrædelige huller i musikkataloget (jeg opretholder en smerteligt lang liste over sange og album der mangler), dels kan man miste ens musikkatalog uden varsel – alt efter om en eller anden forsmået IP-håndhævende rettighedshaver insisterer på ville bestemme.

Stor var min rædsel eksempelvis, da mine tidlige 20’eres højt elskede popidol Jens Lekman pludselig forsvandt fra Spotify. For blot siden at genopstå som en perverteret Lazarus med genindspilninger af hans første to album. Genindspilninger der vel at mærke ødelægger hele formålet og glæden ved hans sange for mig.

Det allermest vidunderlige ved Jens Lekmans tidlige popsange var naturligvis hans meget svenske sensibilitet, de quirky tekster og den skamløse brug af (oftest) strygerbaserede samples. Samples, der var (og er) helt uimodståelige for mig, og som jeg formoder, at der nu med 15-20 års forsinkelser er blevet krævet royalties for.

Så Lekman – der vel næppe er blevet markant mere velhavende med årene – fjerner sine oprindelige sange fra tjenesterne og erstatter dem med noget meget, meget værre. Fremfor de skramlende, lasede og obskure (med andre ord: PERFEKTE) samples, så er der nu lækker lyd, fuldfede strygere og midalderende mandlig singer-songwriter plastret ud over det hele. Det er en kunstnerisk katastrofe. Jeg kan ikke beskrive det på andre måder. Så grufuldt er det for mig.

Den største forbrydelser er nok ‘Maple Leaves’. Jeg vil ikke linke til den genindspilningen – lidt selvrespekt har jeg vel – men originalen fra 2003 kom i to udgaver.

Albumudgaven er den bedste og sampler ikke færre end tre sange. Det ene sæt melankolske strygere kom fra The Mama & the Papas – ‘Do You Wanna Dance’ (1966), det andet sæt kom fra Glen Campbell – ‘By the Time I Get to Phoenix’ (1967) og trommerne blev hapset fra The American Breed – ‘I’m Gonna Make You Mine’ (1968). Lekman synger sin melankolske tekst sløret ind i det, der lyder som et lidt vel spartansk udstyret hjemmestudie i en snesjappet forstad til Göteborg, trygt pakket ind i et smukt Phil Spector’sk Wall of Sound-agtigt lydbillede. I 7″-udgaven af ‘Maple Leaves’ er Campbells mesterværk erstattet af en sample fra The Left Banke – ‘Walk Away Renée’ (1967), hvilket svækker det samlede indtryk moderat, men der er stadig tale om en uimodståeligt skæv popsang.

I 2022 er ‘Maple Leaves’ blevet domesticeret, vellydende, krystalklar, lækker og med håndspillede ikke-samplede strygere inde over. Den er med andre ord blevet helt forfærdelig.

Jeg troede på den unge Jens Lekman, når han sang om om hjerte-smerte og afgrundsdyb melankoli:

It’s autumn in Gothenburg
I’m walking home to my suburb
Rain falls hard on the city
On every homeless kitty

Oh please God bring relief
Even if it’s only brief
That she says that we were just make-believe
But I thought she said maple leaves

So we talked for hours
And you cried into my sheets
And you said you hated your body
That it was just a piece of meat
I disagreed
I think you’re beautiful
But it’s impossible
To make you understand
That if you don’t take my hand
I’ll lose my mind completely
Madness will finally defeat me

She said it was all make-belief
But I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about the season
I never understood at all

I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about Mark E Smith
I never understood at all
I never understood at all
I never understood at all

Jeg tror til gengæld IKKE på, at den musikalsk tandblegede Jens Lekman i 2022 er blot en my ligeså melankolsk, ægte, sær og oprigtig, som ham, der tilsyneladende hørte dårligt efter tilbage i start-00’erne. De skramlede samples var meningen med det hele. Jeg vil ikke have perfekt, smukt og sæt-på-i-baggrunden-til-middagsselskabet. Jeg vil have skønhedspletterne, jeg vil have ham her, der da lige laver en svensk udgave (‘Lönnlöv’, naturligvis) live.

Genindspilningerne er den største musikalske sorg for mig i 2022. Og jeg er lykkelig for, at jeg ejer hans tidlige album i fysisk form, så jeg ikke er nødt til at forlade mig på de tandlægeventeværelsesudgaver af Jens Lekman, som nu er tilgængelige.

Hokuloa Road

Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.

Saudade

Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere1. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:

“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”

Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål. 

  1. Har du eksempelvis hørt om det, man med rette kan beskrive som den første verdenskrig: den nederlandske-portugisiske krig i 1602-1663? Heller ikke jeg. Men den var episk. []

Return to Monkey Island

Så fik jeg spillet og gennemført ’Return of Monkey Island’. Det tog det meste af min lørdag – efter en gulvskrubbende arbejdsformiddag på friskolen – og hvad kan jeg så berette? Det er ikke et spil, som det er bydende nødvendigt at du opsøger og spiller med det samme. Hvilket kan lyde som en underlig vurdering, når jeg nu lige har været tryllebundet af det i 15 timers tid. Men selvom det var en behagelig, sjov og hyggelig oplevelse, så efterlod spillet mig delvist frustreret. Tillad mig at uddybe.

Return to Monkey Island

På den ene side var det lifligt at være tilbage i universet. Spillet foregår i en del af tiden på henholdsvis Mêlée Island og Monkey Island, med alt hvad det indebærer af velkendte lokationer og klientel fra det originale ’The Secret of Monkey Island’. Så der er masser af blink-i-øjet og fanservice på den konto. Humoren, stemningen etc.: det er den samme som for 30 år siden. Man kan sagtens mærke at det er den originale skaber Ron Gilbert, der står bag spillet. De enkelte puzzles er (med enkelte undtagelser, hvor de var så ulogiske, at jeg var nødt til at opsøge en walkthrough) også gode og gennemtænkte.

Jeg nød kort sagt at spille ’Return to Monkey Island’. Det eneste jeg for alvor savnede var sværdkamp-via-fornærmelser. Der har været en del kritik af den visuelle linje i spillet, men jeg kunne godt lide grafikken. Ikke mindst i kombination med den elskelige faux-caribiske musik.

På den anden side er der er noget … besynderligt meta-agtigt over det hele. Spillet, dets fortælling og dets karakterer eksisterer ligesom ikke rigtig i deres egen ret eller som noget værdifuldt i sig selv. De tjener mere som et statement fra Gilbert om, hvad et eventyrspil burde være og hvad en spilfortælling burde kunne. Som et ekko af en død genre og en agitation for en antikommerciel indiespilfilosofi, som Gilbert tydeligvis higer efter burde være fremtrædende. Spillet er konstant selvrefererende til de tidligere spil i serien. Nogen gange er det charmerende – som den scrapbog man ender med at udfylde -, men andre gange ville jeg ønske, at spillet stod mere på egne ben. For jeg mener jo sådan set at point-and-click-/adventurespil også er relevante i 2022, og at ’Return to Monkey Island’ kunne have givet genren et kommercielt boost og populært revival. Nu får vi i stedet en slags pastiche over eventyrspilgenren, eller rettere: eventyrgenren som Gilbert mener den burde være. Og den vision er jeg bange for høre til et sted tilbage i 1990’erne.

Når jeg hæfter mig så meget ved det aspekt, så er det fordi det leder hen til min egentlige anke overfor spillet.

For Ron Gilbert har ladet sine dogmer tage styringen i en sådan grad, at det skader det vigtigste i ’Return to Monkey Island’: spillets plot. Ligesom med ‘Thimbleweed Park’ – Gilberts spil fra et par år siden -, så kan han ikke finde ud af at lave en ordentlig, afrundet, konventionel slutning på sin kreation. ’Thimbleweed Pak’ blev også meget meta og lidt for wink-wink. Historielinjerne i fortællingen blev ikke afsluttet, mens slutningen foregik i et wireframeunivers, hvor spillets hovedperson bryder fri ved at slette spillet/fiktionen, lidt à la hvad der foregår i bogen ‘Sofies verden’. Alt sammen meget nuttet, men ja … jeg sad utilfredsstillet tilbage, efter en belæring fra Gilbert om, hvordan en historie burde fortælles.

Det samme sker til dels i ’Return to Monkey Island’. Historien bliver ikke rundet af, den stopper ligesom bare. Og meget af det, der er foregået indtil da i spillet, forbliver uafsluttet. Kan læse på diverse fora, at den abrupte afbrydelse er hans pointe, men det er alligevel frustrerende. Og måske man ikke burde være så overrasket. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var slutningen på ’Monkey Island 2’ også helt horribel og meningsløs.

Nå. Jeg lyder ekstremt skuffet. Det er jeg egentlig ikke. For det var en fornøjelig spiloplevelse. Og nu er der vel så bundet en sløjfe på ’Monkey Island’-universet for den originale skaber, hvilket vel er udmærket. Jeg havde måske blot håbet på noget andet og mere.