Jakob Ellemann

Jeg tror ikke at jeg har noget særskilt begavet, originalt eller indsigtsfuld at sige til nyheden om Jakob Ellemanns afsked som formand for Venstre. Ud over at jeg naturligvis er ked af det. På hans og på partiets vegne.

Jeg argumenterede selv for ham som ny formand tilbage i 2019. Det mente – og mener jeg stadig – at han var og er. Jeg opfatter Ellemann som et hæderligt, godt og visionært menneske. Venstre blev med ham i spidsen et bedre, mere klassisk liberalt, mere urbant, mere fremtidsorienteret parti, der tager ansvar, når det gælder. Regeringsdeltagelsen viste format og et sjældent set strategisk klarsyn. Det samme gjorde Ellemanns opgør med resterne af den jævnt afskyvækkende flok af populister, nationalkonservative, konspirationsteoretikere og asociale typer, der engang gik under betegnelsen ‘blå blok’.

Fra at være et til stadighed mere og mere ulækkert og skruppelløst foretagne under Løkke, blev Venstre et parti jeg igen kunne identificere mig med – og som jeg gladeligt fornyede medlemskabet af.

Jeg havde det helt fint med at afskalle indvandrerhaderne over til den dømte kriminelle Støjberg i Danmarksdemokraterne. Hvis ens moralske og etiske kompas leder én til Lars Løkke, så synes jeg bestemt at Moderaterne er et mere velegnet opholdssted for en end Venstre er. Og hvis det skal gå stærkt og skrøbelige mennesker kan rende en, så er Liberal Alliance sikkert også et bedre valg.

Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at Venstre ikke længere er et masseparti. Den slags er sikkert velegnede til at erobre regeringsmagten med. De appellerer til medianvælgeren, men er rædderlige for os naive idealister. Det så man under Foghs regime og hans Dansk Folkeparti-pleasende meningstyranni i 00’erne. Men hvis man – som jeg – mere ser Venstre som en del af en større revolutionær samfundsforandrende bevægelse for frisind og frihed (snarere end en valgkampsplatform for at få valgt midaldrende mænd fra Herning til Folketinget), så massepartier rigtig ubehagelige størrelser. Jeg vil meget hellere have et ideologisk kvalitativt bedre parti, end jeg ønsker at skulle appellere til alle. Så jeg var tilfreds med udviklingen, enig i Jakob Ellemanns politiske linje og var egentlig ret ligeglad med de aktuelle meningsmålinger. Faktisk er jeg sikker på, at partiet også ville være blive blevet belønnet ved de kommende valg. Så det gør mig ganske fortvivlet, at jeg nu kan se ind i en mere regressiv politisk retning for Venstre.

Og uanset hvem der bliver ny formand, så bliver det næppe virkelig godt. For hvem er det egentlig vi kan se frem til. Ja, at dømme ud fra den fordrukne klumme Søren Pind havde i Berlingske i går, så står det skidt til. Han skriver med uspiselig patos og faux-empati:

“Men en ting står klart: Demokratiet er en levende størrelse, der forandrer sig. Som det er lige nu, er det på vej ind i en blindgyde. Formelt legitimt, javel. Men løsrevet alligevel.

I USA i form af et rigsmandsstyre. I Danmark i form af en politisk klasse, der har gjort det til et arbejde at være politiker, og hvor anderledes mennesketyper har vanskeligt ved at få plads eller passe ind. Tænk blot Jakob Ellemann her, der har alle forudsætninger i kraft af sin baggrund og familie, men alligevel ikke kan passes ind i den skabelon, moderne professionelle politikere har etableret omkring sig.”

Anderledes mennesketyper. Anderledes mennesketyper? Er man en ‘anderledes mennesketype’ fordi man kan er bevidst om sin sårbarhed og lider under at være grundlæggende hæderlig? Det siger noget om et Venstre-menneske fra de gamle, dårlige dage – som Søren Pind -, at man kan betragte den mennesketype som ‘anderledes’. Og det er ildevarslende, når den kommende Venstre-formand formodentlig bliver af en anden karakter.

Så jeg er ked af det på Venstres vegne. Men mest af alt er jeg ked af det på Jakobs vegne. Han fortjente langt bedre end det her, og jeg håber han finder vejen tilbage til noget meningsfuldt.

De nøgne træer

Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.

For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.

Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Stagnation

I fraværet af egen læsning af bøger, har jeg i stedet læst om bøger. Her til morgen læste jeg eksempelvis – med en vis antiintellektuel skadefryd – artiklen ‘What Was Literary Fiction? The strangely short history of a publishing niche’, der erklærer den smalle og ‘finkulturelle’ skønlitteratur for død (eller døende).

Nu er selve det at erklære et fænomen for dødt jo en ædel disciplin i sig selv. Noget man skal gå en anelse skeptisk til som læser. For på varierende tidspunkter indenfor de sidste par år har jeg læst nekrologer over alt lige fra fremskridtet, kapitalismen, religion, socialisme, Trumpisme, liberalisme, den judæo-kristne tradition over det industrielle landbrug til maskuliniteten som vi har kendt den hidtil. De var alle skrevet af indsigtsfulde og reflekterende mennesker. Og alligevel, til trods herfor, virker det på forunderlig vis til, at fænomenerne enten stadig lever eller eksisterer i en uhellig og udød zombietilværelse.

Den indvending forhindrede dog ikke at jeg – en uironisk og (føler jeg) ugleset læser af genrelitterær eskapisme i form af genrer som science fiction, fantasy og horror – opnåede en smålig (men ikke nødvendigvis lille) glæde at læse om den palliative tilstand indenfor ‘fiction that privileges art over entertainment’. Og dog. Måske alligevel ikke helt. Dels er essayet er mere nuanceret end som så (læs det nu bare, ok?). Og i princippet har jeg ikke noget imod, at forfattere udforsker nye, orginale, smalle og krævende måder at skrive på (jeg ville bare ønske, de ikke så ned på min lurvede smag i processen).

I virkeligheden vil jeg jo bare gerne have et elskovsbarn mellem genrelitteratur og Literary Fiction. Ganske vist er jeg en sjasket læser, der til enhver tid vil prioritere plot over sproglige excesser. Men jeg sætter også pris på at en overlegent skrevet genrelitterær bog. Nu er jeg ganske vist sørgeligt bevidst om, at min yndling Emily St. John Mandel kategorisk nægter at hun skriver science fiction – ;-( – men det ændrer ikke på, at hendes litterære evner er grunden til at ‘Station Eleven’ er den bedste science fiction roman nogensinde. Kunne jeg blot få mere af det, så ville jeg være lykkelig.

Narrativet om kulturens forfald og stagnation bindes sammen i andet essay jeg læste i denne uge, denne gang i New York Times: ‘Why Culture Has Come to a Standstill: A Times critic argues that ours is the least innovative century for the arts in 500 years’.

Det er et af de der lange, episke, fejende essays, man nærmest kun kan skrive fra en ophøjet og priviligeret position (skrevet, forestiller jeg mig, ved et skrivebord fyldt med lærde bøger (kun Literary Fiction!), alt imens man af og til kaster et blasert og lidenskabsløst blik ud af vinduets pragtudsigt over Central Park) som kulturkritiker ved den måske eneste fortsat globalt relevante avis. Jeg har ikke selv læst det grundigt nok endnu til at forfatte en kommentar, men bed mærke i denne:

We are now almost a quarter of the way through what looks likely to go down in history as the least innovative, least transformative, least pioneering century for culture since the invention of the printing press. There is new content, of course, so much content, and there are new themes; there are new methods of production and distribution, more
diverse creators and more global audiences; there is more singing in hip-hop and more sampling on pop tracks; there are TV detectives with smartphones and lovers facing rising seas. Twenty-three years in, though, shockingly few works of art in any medium — some albums, a handful of novels and artworks and barely any plays or poems — have been created that are unassimilable to the cultural and critical standards that audiences accepted in 1999. To pay attention to culture in 2023 is to be belted into some glacially slow Ferris wheel, cycling through remakes and pastiches with nowhere to go but around. The suspicion gnaws at me (does it gnaw at you?) that we live in a time and place whose culture seems likely to be forgotten.

Skribenten taler mest om finkultur, men følelsen af stasis, stagnation og den uendelige mimetisk reproduktion af tidligere generationers kultur slår også igennem i populærkulturen. Jeg vil – for tankeeksperimentets skyld – opfordre til at du selv overvejer, hvad du mener at 2020’ernes kultur vil blive husket for. Eller blot 10’erne, for den sags skyld. Hvilke sange, bøger, digte, skuespil,l film? Når de om føje år vil holde temafester, hvad er det så helt præcist folk vil erindre de senere årtier for? Jeg har ingen gode bud selv. I essayet er der også et bud på en (hold nu fast) makroøkonomisk forklaring:

I have a few theories, but one to start with is that the modernist cultural explosion might very well have been like the growth of the economy more generally: not the perpetual forward march we were promised in the 20th century, but a one-time-only rocket blast followed by a long, slow, disappointing glide. As the economist Robert Gordon has shown, the transformative growth of the period between 1870 and 1970 — the “special century,” he calls it — was an anomalous superevent fueled by unique and unrepeatable innovations (electricity, sanitation, the combustion engine) whose successors (above all information technology) have not had the same economic impact. In the United States, the 2010s had the slowest productivity growth of any decade in recorded history; if you believe you are living in the future, I am guessing you have not recently been on United Airlines. In this macroeconomic reading, a culture that no longer delivers expected stylistic innovations might just be part and parcel of a more generally underachieving century, and not to be tutted at in isolation.

Jeg tror, der er meget rigtigt i den analyse. At økonomisk stagnation nødvendigvis må smitte af på den kulturelle kreativitet og dynamik. Hvilket vel egentlig er et urovækkende perspektiv, hvis vi de kommende årtier skal degrowth’e og være cirkulært økonomiske hele tiden. Det er en uskik at citere alt for meget, jeg ved det godt, undskyld, men de her afsnit ræsonnerer meget med min egen tænkning:

Since the start of the 21st century, despite all recent digital accelerations of discovery and transmission, no stylistic innovations of equivalent scale have taken place. The closest thing we can point to has been in rap, where the staccato nihilism of drill, deeply conversant with YouTube and SoundCloud, would sound legitimately foreign to a listener from 2000. (When the teenage Chief Keef was rapping in his grandmother’s Chicago apartment, he was following in the tradition of Joyce and Woolf and Pound.) In fact, the sampling techniques pioneered in hip-hop and, later, electronic dance music — once done with piles of records, now with folders of WAV files — have trickled down into photography, painting, literature and lower forms like memes, all of which now present a hyperreferentialism that sets them slightly apart from the last century’s efforts. In the 2010s, hip-hop alone seemed to be taking the challenge of digital progress seriously, though it, too, has calcified since; having switched from linear writing and recording of verses to improvising hundreds of one-verse digital takes, rappers now seem to be converging on a single, ProTools-produced flow.

There have also been a few movies of limited influence (and very limited box-office success) that have introduced new cinematographic techniques: Ang Lee’s “Billy Lynn’s Long Halftime Walk” (2016) was the first film shot at an eerily lifelike 120 frames per second, while at the other extreme, Steven Soderbergh shot all of “Unsane” (2018) with an iPhone 7 Plus. Michael Bay’s “Ambulance” (2022) included first-person-view drone shots, flying the viewer through the windows of exploding cars the way your dad shot your last beach-vacation memory reel. But by and large the technologies that have changed filmmaking since 2000 have stayed in the postproduction studio: computer-graphics engines, digital tools for color grading and sound editing. They have had vanishingly little influence on the grammar of the moving image, in the way that lightweight cameras did for the Nouvelle Vague or digital kits did for American indie cinema. Really, the kind of image that distinguishes this century is less the spectacular Hollywood image than what the German artist Hito Steyerl has called the “poor image” — low-res compressed pictures like memes, thumbnails, screenshots — whose meaning arises from being circulated and modified.

It may just be that the lexical possibilities of many traditional media are exhausted, and there’s no shame in that. Maybe Griffith and Eisenstein and Godard and Akerman did it all already, and it’s foolish to expect a new kind of cinema. Certainly that exhaustion came long ago to abstract painting, where every possible move can only be understood as a quotation or reboot. (Kerstin Brätsch, one of the smartest abstract painters working today, has acknowledged that any mark she makes is “not empty anymore but loaded with historical reference.”) Consider last year’s hit “Creepin’,” by The Weeknd: a 2022 rejigger of the 2004 Mario Winans song “I Don’t Wanna Know” with no meaningful change in instrumentation in the nearly two intervening decades. It was hardly the only recent chart-topper to employ a clangingly obvious sample, but it’s not like the endeavors of the 1990s, when Puffy and family were rapping over “Every Breath You Take.” Back then the critic Greg Tate could still celebrate such sampling as a motor of cultural progress; by “collapsing all eras of Black music onto a chip,” a new generation had new tools to write a new chapter of sound. Twenty-five years later, the citation and rearrangement have become so automatic as to seem automated — as our recent fears about artificial intelligence and large language models suggest we already know.

Trapped on a modernist game board where there are no more moves to make, a growing number of young artists essentially pivoted to political activism — plant a tree and call it a sculpture — while others leaned hard into absurdity to try to express the sense of digital disorientation. You saw this Dadaist strategy in the hyperpop of 100 gecs, in the crashed-and-burned “post-internet” art of the collective Dis, and above all in the satirical fashion of Virgil Abloh.

It wouldn’t be so bad if we could just own our static position; who cares if it’s novel as long as it’s beautiful, or meaningful? But that pesky modernist conviction remains in us: A work of art demonstrates its value through its freshness. So we have shifted our expectations from new forms to new subject matter — new stories, told in the same old languages as before. In the 20th century we were taught that cleaving “style” from “content” was a fallacy, but in the 21st century content (that word!) has had its ultimate vengeance, as the sole component of culture that our machines can fully understand, transmit and monetize. What cannot be categorized cannot be streamed; to pass through the pipes art must become information. So, sure, there are new songs about texting and ghosting; sure, there are superhero movies about trauma and comedies about climate change. But in privileging the parts of culture that can be summarized and shared — the narratives, the characters, the lyrics, the lessons — digital media have bulldozed an autonomous sphere of culture into a moral terrain that Aristotle would find familiar: We again want our “content” to authentically reflect the world (mimesis) and produce healthy feelings in its consumers (catharsis).

Very unfortunately, this evangelical turn in the arts in the 21st century has been conflated with the long-overdue admission of women, people of color and out sexual minorities into the culture industry — conflated, not least, by its P.R. departments. A gay rom-com is trotted out as “the first”; a Black Little Mermaid is a “breakthrough”; our museums, studios and publishing houses can bring nothing new to market except the very people they once systematically excluded. If resisting such market essentialism was once a primordial task of the artist — “I am not burying myself in a narrow particularism,” Césaire made clear in 1956 as he forged a French poetry that could span the Black Atlantic — today identities keep being diminished, brutally, into a series of searchable tags.

This institutional hunger for novelty combined with digital requirements for communicability may help explain why so much recently celebrated American culture has taken such conservative, traditionalist forms: oil portraiture, Iowa-vintage coming-of-age novels, biopics, operettas barely distinguishable from musical theater. “It scandalizes progressive sensibility to think that things were so much more complex in this domain a generation ago than they are now, but there you have it,” said Darby English, the art historian and author of “How To See a Work of Art in Total Darkness,” when asked in 2021 about the recent efflorescence of Black American art in museums and the market. “Because the core project is communication,” English said, “anything that resists the art-communications apparatus fails to leave a mark. Form has become increasingly irrelevant during these 20 years.”

Allerførst: tænk hvis man kunne få mulighed for at skrive sådan, altså til daglig, i ens day job. Jeg vil også gerne være kulturkritiker ved New York Times, og blive betalt et helt ublu beløb for at causere over den vestlige kulturs sidste dage.

Dernæst: der er (for) mange argumenter her at pakke ud og forholde sig til. Jeg ved ikke helt, hvor jeg selv skal begynde, så jeg vil egentlig blot opfordre til at læse det hele (der er MERE).

Måske det bare mig, der er fanget i det modernistiske tankesæt, men jeg savner at blive … begejstret, overrasket, fascineret, betaget af noget kulturelt. Eksempelvis musikalsk. Bevares, jeg holder da af at nørde rundt i mine playlister på Spotify og opdage ny musik. Men det er svært ikke at se gentagelserne. Alle The Cure-klonerne (lige fra musikken til æstetikken); alle de minimalistiske technosange, der lyder som noget Aphex Twin lavede for 30 år siden. Og selvom jeg elsker Blondshell-albummet fra 2023 (lytter til ‘Kiss City’, ‘Tarmac’, ‘Sepsis’ og ‘Joiner’ på repeat), men kan jeg med nogen større troværdighed sige, at hun ikke lyder præcis som Belly gjorde på ‘Super-Connected’ i 1995? Nej. Igen: man skal passe på med de store generaliserende teser om kulturel stagnation og fænomeners død. Men jeg synes det er stimulerende at tænke over de her ting – og hvad de fortæller om samfundet generelt. Og personligt går stagnationen og de manglende (nye) følelser mig på. Vil gerne have fejet benene væk under mig snart.

Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’

Jeg er egentlig ikke cykelinteresseret, måske snarere lidt apatisk, men det er vanskeligt ikke at blive revet med under læsningen af Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’. Sporten får den helt store, himmelstræbende behandling. Myterne, legenderne, de helt store fortællinger foldes ud. Goldschmidt skriver decideret fremragende. Lidt arkaisk og til tider Mads Holger’sk i tonen (hvis ellers Mads Holger havde kunne skrive); som en start-1900-tals intellektuel wiennesisk bonvivant fanget i et åndeligt forarmet 21. århundrede. Han er allerbedst når passionen tager over: han kan nærmest ikke være i sig selv, når han æstetiserer forholdet mellem rytteren og bjergene. De italienske tinder og legender mærkes intenst. Jeg ville ønske at jeg selv følte lige så meget som Goldschmidt, når jeg ser cykling; det må være berigende at kunne se så meget mening, ånd og sandhed i en sport. End ikke AaB kan fremkalde tilsvarende episk rusen i mit blod. Men uanset hvad er det en meget anbefalelsesværdig og inspirerende bog.

Neijuan

Nu skal man naturligvis være varsom og påpasselig, når man begynder at nærme sig ‘et gammelt kinesisk ordsprog siger at …’-territoriet. Men jeg tror alligevel jeg vil begynde at indarbejde begrebet ‘neijuan’ i mit ordforråd. Stødte på det i en artikel i Foreign Affairs: ‘Xi’s Age of Stagnation: The Great Walling-Off of China’, og det er så dejligt rammende:

What this analysis overlooks is the extent to which these economic problems are part of a broader process of political ossification and ideological hardening. For anyone who has observed the country closely over the past few decades, it is difficult to miss the signs of a new national stasis, or what Chinese people call neijuan. Often translated as “involution,” it refers to life twisting inward without real progress.

Et liv, der drejer sig indad uden noget rigtigt fremskridt. Mmmm. Eller som det beskrives i den overraskende hjælpsomme wiki-artikel om begrebet:

Neijuan (Chinese: 内卷; pinyin: nèijuǎn; lit. ‘to roll inwards’) is an English loanword of the Chinese word for involution. Neijuan is made of two characters which mean “inside” and “rolling”. Neijuan has disseminated to nearly all works of life in mainland China in the recent few years, due to the uneven distribution of social, economic, and educational resources and ongoing economic malaise, especially in terms of higher education bodies and labour markets. Neijuan reflects a life of being overworked, stressed, anxious and feeling trapped, a lifestyle where many face the negative effects of living a very competitive life for nothing.

Uden at ville lyde alt for meget som en skribent i Politiken, så er det på en og samme tid både betryggende og rædsomt, at de lejlighedsvise følelser af meningsløshed og eksistentiel fortvivlelse er en almenmenneskelig tilstand – uanset om man bor i Strandhusene eller Shanghai. Og jeg synes neijuan er et interessant koncept. Ikke mindst i en tid, hvor Mette Frederiksen rejser land og rige rundt med sit konkurrencestatsbudskab om nødvendigheden af at danskerne skal sænke blikket, droppe de flyvske drømme om noget andet – og arbejde mere og længere. Det er neijuan i sin reneste form. Hvem mon bliver lykkelig af det?

Støjberg

Jeg har skrevet virkelig meget forvrøvlet ævl gennem mit liv. Men de værste sætninger må nok være disse fra min JP-kronik, der – det sagde kommentatorerne selv! – kickstartede lederskiftet i Venstre:

Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.

OK, noget i det var ikke direkte fejlagtigt. Jeg fik jo sådan set den formand og næstformand, jeg ønskede mig. Den del var forudseende nok. Lauritzen og Ahlers’ exit til det private erhvervsliv var selvfølgelig ærgerlige, men er vel ret beset ikke noget, vi kunne have forudset da vi skrev kronikken. Og jeg ved sådan set heller ikke om vi burde have forudset Løkkes excesser, raseri og dannelsen af personkulten Moderaterne i årene efter. I kan nok høre at jeg frikender mig selv her.

Nej, det egentlige problem er Støjberg. Det plager mig fortsat her fire år efter, at jeg skrev som jeg gjorde. At hun var en del af fremtiden. At hun bliver nævnt som vigtig. Bevares, hun optræder kun i en bisætning, men dog en central en af slagsen (det var den, som journalisterne bed mærke i).

Og hvor tog jeg dog fejl, selv om jeg burde have vidst bedre.

Dengang gav sætningerne muligvis partitaktisk mening. Støjberg var (og er) en karismatisk stemmesluger, der definerede vigtige fraktioner af Venstres vælgerkorps gennem 90’erne og 00’erne: udkants-/landdistriktsvælgere, udlændingehadere og dem, der er til salg for en nationalkonservativ populist, der på dejligt unuanceret vis og uden større behov for empati ‘bare siger tingene som de er’.

Jeg tilhørte (og tilhører) selv den diametralt modsatte fløj i Venstre, men det havde været useriøst ikke at nævne hende som en del af ledelsen. I hvert fald ud fra en gængs stemmemaksimerende logik, som man som partipolitisk aktiv har det med at abonnere på. Venstre var et klassisk masseparti, der rummede forskellige strømninger og skulle appellere til mange forskellige vælgergrupper – også dem, der ikke ligner mig selv. Jeg måtte lukke øjnene og tænke på England, eller hvad man nu end siger.

Og så alligevel.

Det var jo forkert. Menneskeligt, etisk og ideologisk forkert. Jeg vidste inderst inde godt at hun er kriminel. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes politiske linje intet havde med den frisindede liberalisme, som jeg ønsker Venstre skal være en bevægelse for. Jeg vidste inderst inde godt, at hun – sit vælgertække til trods – er en megaloman, illoyal og destruktiv person. Det siger noget om et menneske, der – alt imens Assad brugte giftgas og torterede løs i sine fængsler – jubler med kage over stramninger af udlændingelovgivningen.

Vi kan godt lege at det ikke forholder sig sådan; at det bare var en rolle hun skulle spille. Men jeg tror ikke på det. Støjberg har igen og igen vist os præcis hvem og hvad hun er. Bare se på tiden siden kronikken. Efter Løkkes fald blev hun næstformand i Venstre, brændte partiet ned, blev dømt i Rigsretten, fik fodlænke på og dannede Danmarksdemokraterne. Og nu sidder jeg så her og tænker på hende, da jeg lige har læst en klumme hos Altinget med overskriften: ‘Støjbergs forsøg på at knytte bånd til landbruget udfordrer Ellemann’.

Hvori Thomas Larsen påpeger Venstres (indiskutabelt korrekte) identitetsdilemma, som et nominelt borgerligt parti i regering med Socialdemokraterne. En penibel situation, hvor Liberal Alliance spiser de liberalistiske og yngre vælgere, Moderaterne tager de blide og bløde socialliberale, og hvor Danmarksdemokraterne tilsyneladende forsøger at overtage Venstres rolle som landbrugets foretrukne partipolitiske venner. Hvad er det i den situation så tilbage at elske, kæmpe for og brænde for, når man et gammelt magtparti, der er gået i regering sammen med to af landets mest moralsk fleksible og hensynsløse partiledere?

Dilemmaet og det partistrategiske problem er reelt nok. Det er mange vælgergrupper, der er tabt (eller risikerer at blive tabt) de seneste 4 år.

Men jeg er nødt til – især efter jeg selv solgte ud dengang – at tro på, at Støjberg en dag får det, som hendes adfærd berettiger til. At der må være konsekvenser for en politiker af at lyve, være kriminel og, ja, et gement menneske.

Jeg er med på at hun er en dygtig politiker. Måske ikke til at skabe politik eller samfundsforandringer, men hun er en skarp og skruppelløs politisk kommunikator, der ved hvad der virker på hendes målgruppe. Men det burde ikke være nok. Jeg er ikke tilstrækkeligt naiv til at tro, at vi lever i en retfærdig verden. Men på et tidspunkt må selv hendes mest forblændede støtter se hende for det, hun igen og igen har vist os at hun er.

Jeg siger ikke at Venstre er et perfekt eller ædelt parti, det ville være latterligt. Men det er et bedre parti end Danmarksdemokraterne, og Ellemann er i særklasse bedre end Støjberg. Jeg er langt mere stolt af Venstre i dag, end jeg var for år tilbage. Jeg har ikke længere fornemmelsen af, at partiet er ledet af moralsk anløbne løgnere, tværtimod. Måske et sørgeligt lavt succeskriterium for et politisk parti, men nuvel, det er vist her vi er.

Blot for at sige, at jeg i sidste ende tror (ok: håber) at det ender godt – og at resten af verden også snart gennemskuer hvem Støjberg er.

Morgen

Der er noget ulideligt prætentiøst i at bringe ‘se-lige-himlen-fra-min-løbetur-i-morges’ indlæg, jeg ved det godt. Men det var en virkelig god oplevelse og se engang – kl. 06.53 i morges:

København var underlig ved mig denne gang. Det begyndte egentlig på vejen hjem fra Royal Arena, hvor jeg stod af på Islands Brygge for at gå det sidste stykke. Normalt giver Københavns gader mig ro; en følelse af at være ‘hjemme’, tilbage i storbyens betryggende anonymitet. Jeg har været den legemeliggjorte aktør fra George Simmel – ‘Die Großstädte und das Geistesleben’. Men i går følte jeg mig alene og ensom, som jeg gik ned ad Artillerivej og drejede af forbi den gamle lejlighed i Axel Heides Gade og siden hen over Bryggebroen. Jeg har løbet der utallige gange, gået der søvnunderskudsramt med en barnevogn. Og alligevel var det ikke længere mit. Jeg ved ikke. Det var en følelse af at noget er forbi og ikke kommer igen.

Under løbeturen i morges spekulerede jeg så over identiteter og ‘hjem’. Hvad betyder ‘hjem’ efterhånden for mig? Det er klart ikke længere Aalborg, selvom jeg stadig instinktivt definerer mig selv som aalborgenser. Det er (åbenbart) heller ikke længere København, selvom jeg elskede at bo der, og igennem de mere end 12 år kom til at se det som ‘min’ by. Det gjorde jeg også med Roskilde, som jeg holdt (og holder) meget af. Men hvad med nu?

Jeg burde vel sige Odsherred, men det ville ikke være sandt. Her føler jeg mig mere eller mindre bevidst som en fremmed fugl. Jeg bor her, jeg lever her, jeg har gode venner her. Ja, mine børns verden udspringer herfra, men det er stadig ikke ‘mit’ sted. Jeg føler mig ikke for alvor hjemme på landet. Og som tiden går tvivler jeg mere og mere på, at det nogensinde kommer til at ske. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, man kan leve med alt muligt, men distancen er der. Udlængslen. Savnet af de større steders mulighed for at forsvinde og være sig selv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Være mere opsøgende for de lokale fællesskaber, går jeg ud fra. Få mening derigennem.

Altsammen for at sige, at det var en smuk morgen, og jeg nød at løbe gennem Fælleden i regnen.

New Order i Royal Arena

Der er noget underligt nekrofilt over New Order.

De dyrker stadig den tabte forsanger fra Joy Division-tiden, Ian Curtis, der begik selvmord i 1980. Han dyrkes i deres æstetik og mytologi, hænger på væggene i merchandisevognen, svæver som en skygge over bandet, optræder med de karakteristiske druggy øjne i sceneshowet under deres koncerter. Og hans epilepsianfaldsdrevne sceneoptræden og intensitet står – i nu mere end 40 år – altid i skærende kontrast til hans afløser i bandet som forsanger: Bernard Sumner.

Til koncerten i går trissede Sumner rundt det meste af tiden; en indadvendt 67 årig mumitroldlignende mand, der – når det går allervildest til – kan opmønstre et anæmisk dask på hoften, eller måske kortvarige livsglædeforladte klap-nu-med-armbevægelser.

Det er et problem. De øvrige medlemmer står (eller sidder) også mere eller mindre stille, men det er ok, jeg kan respektere en introvert konstellation, og stillestående musikere er en velafprøvet manøvre indenfor synthpopbands. Men en forsanger burde vel udvise en eller anden form entusiasme? Glæde? Vrede? Vigør? Eller? Bevares, han behøver ikke være Dave Gahan, eller en tilsvarende sprællemand, men “GØR DOG NOGET, MAND” fristes man til at skrige ham ind i ansigtet, alt imens man rusker hans nedsunkne skuldrer ublidt.

Diskrepansen er distraherende. Mellem den muskuløse electronica, der tæsker publikum igennem, holdt op imod bandets fuldkomne fravær af bevægelse og følelser. Mellem det mest ultrahedonistiske, pumpende MDMA-drevne beat og Sumners nærmest demonstrative blaserthed på en scene. De samme sange, der drev gæsterne på The Haçienda til begær, vanvid og ekstase, fremføres af passionsløse automatoner. Det kræver en dialektisk indstillet Hegelianer af en anden verden at forlige det med hinanden.

Politikens anmelder vælger den generøse tolkning af problematikken. Der er slet ikke tale om et paradoks, nej, vi har blot at gøre med et rendyrket band, må vi forstå, der uden gøgl lader musikken tale for sig selv. Det er både sandt og løgn på samme tid.

Det er sandt at det New Order virkelig kan, er selve energien, følelsen, musikken, melodierne, beatet, de lejlighedsvis guddommelige synthpassager. De andre aspekter skal man overse.

Teksterne er ofte tåbelige eller direkte meningsløse (under koncerten gik det op for mig, at jeg ikke kan synge med på ret mange af sangene; teksterne har aldrig virket vigtige at lære for at forstå meningen med New Order). Hvilket bringer os elegant til lektion 2 og 3 i kurset ‘Alle de ting, der er galt med Bernard Sumner’.

For udover at have en komatøs karisma på en scene, så er hans lyriske pen mildest talt uinspireret. Og endnu værre: han kan ikke synge længere. Han drukner i lydbilledet, kan slet ikke følge med. Kun når han for alvor træder ind i dødskulten og imiterer Ian Curtis i Joy Division numrene, liver han en smule op. Han var decideret god i ‘Transmission’, en sang jeg ellers altid har fundet lidt tacky. I går opdagede jeg, hvad den virkelig kan. Og igen kan man kun filosofere vemodigt over, hvor vildt et band Joy Division/New Order ville være blevet, hvis ikke Curtis havde hængt sig selv i en alder af 23.

Andre højdepunkter. ‘Your Silent Face’ var fremragende, endnu en sang, jeg ikke har værdsat nok før i går. Den blev båret af en fantastisk film i baggrund, en hyperstiliseret udgave af Los Angeles, der passede aldeles perfekt til sangen.

Hvilket, En passant, leder mig til punktet hvor Politikens anmelder for alvor lyver. For New Orders musik stod aldeles ikke alene til koncerten, men blev bakket op af et visuelt baggrundsshow, der – med få undtagelser – var mageløst og begavet. En sjældent inspirerende æstetik. Jeg kunne fortabe mig undervejs, og skulle i den forbindelse nok huske at takke min skaber for, at jeg ikke får epileptiske anfald af stoboskoplys. Visse af sangene ville have været jævnt uudholdelige uden den visuelle støtte, så gode var de. En dag vil jeg dog gerne have en alvorssnak med bandet om deres nazi-æstetik i indledningen af koncerten. Vi får både forspillet fra Richard Wagner operaer og en udspringsscene, som selv ikke Leni Riefenstahl ikke kunne have lavet mere kropsdyrkende i ‘Olympia’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal udlede af det hele.

Og ja, de spillede naturligvis gruppens reelle mesterværk ‘Temptation’, selvom Sumner (naturligvis) nægtede at give den det fornødne klimaks. Alle der har set ‘Trainspotting’ husker Diane synge: “Oh, you’ve got green eyes, oh, you’ve got blue eyes, oh you’ve got grey eyes/and I’ve never met anyone quite like you before“ for Renton under hans kolde tyrker fra heroinen. Denne lille tekstbid har altid været vanskelig at få ud af hovedet for mig, men Sumner gjorde dog sit bedste – det må jeg give ham – ved at kvække sig hæst igennem den del af sangen. Men, nuvel, det er en detalje, resten af ‘Temptation’ var præcis som den skulle være.

Samlet set? Ikke en verdensomstyrtende god koncert, men jeg er glad for, at jeg nu har oplevet New Order live. Og jeg er glad for at det var sammen med fem venner, som jeg ser alt for sjældent.

Søminestationen

Er til undervisning og internatophold på mit masterforløb på RUC’s kursussted ‘Søminestationen’. Det er en samling romantisk beliggende baraklignende bygninger i Dragerup Skov, et lille stykke udenfor Holbæk.

Tidligere var det en flådestation og testcenter for torpedoer, og under morgenens løbetur emmede skoven af den kolde krig. Rundt omkring i skovbrynet er der forfaldne depotbygninger, der ifølge stedets Wikipedia-side “havde til formål at kunne opbevare atomare granater og andre militære forsyninger”. Jeg så dog ingen nukleare våben under min luntende vralten, men jeg havde dejlige udsigter udover Isefjorden og fik adskillige egerner til at flygte fra min gungren.

Dragerup Skov

Emnerne i de her dage er projektledelse i bred forstand. Det er egentlig spændende og brugbart nok, men rent fagligt er det den anden del af masteren – forandringsledelse – der interesserer mig mest. Ved ikke om jeg skulle have læst sociologi, men jeg martres af den her iboende undren over, hvorfor mennesker i grupper gør som de gør – og hvordan kultur og struktur spilller ind på adfærden. Alle de steder jeg har arbejdet, har jeg oplevet hvordan organisationsforandringer, tiltag, forbedringer et al løber ud i sandet. Årsagerne til det har varieret, men rent intellektuelt (og professionelt) vil jeg gerne forstå hvorfor det sker – og hvordan det kan gøres bedre.

For det er så nemt at sidde på sidelinjen og øffe over at ting ikke lykkes, eller at projekterne bliver eksekveret dårligt af HR/Marketing/IT/alle-andre-afdelinger-end-min-egen. Jeg forfalder selv til den disciplin for tit, hvilket er lidt for sølle af mig. Så må jeg jo selv prøve at gøre noget ved det, hvis jeg virkelig er så god til at lave andres arbejde. Så når jeg en skønne dag ikke længere skal arbejde med kommunikation, så er det (organisations)forandringer, jeg gerne vil skifte over til.

Anna Keay – ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’

Læser i Anna Keays fascinerende ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’ om det britiske interregnum 1649-1661, hvor hun udfolder historien om Storbritanien efter at kong Charles 1. bliver afsat og halshugget.

Monarkiet bliver i det efterfølgende årti erstattet af en tumultarisk periode med først borgerkrig, protestantisk ultrapuritanisme, folkemord i Irland og siden en hybrid af parlamentarisk diktatur i form af først The Commonwealth og siden – under Lord Protector (sikke en titel!) Oliver Cromwell – et decideret militærstyre. I 1661 vender monarkiet tilbage med Charles 2. og the Stuart Restoration. Selvom det ikke betød hverken fred, stabilitet eller de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende (se: The Glorious Revolution), så fremstår de 10 års kaotiske republikanske tilstande her med et par hundrede års bagklogskab som en historisk kuriøsitet; som noget der uundgåeligt måtte fejle.

Paul Delaroche – ‘Cromwell before the Coffin of Charles I’ (1849)

Men det der gør Keay værd at læse er, at hun ved at følge en række historiske personer viser for læseren, at det for samtiden ikke føltes eller blev oplevet sådan. Det var på ingen måde givet eller naturligt, at Storbritanien nødvendigvis skulle genindføre monarkiet. I praksis blev det resultatet af en magtkampe og krig, ja, men indtil da og for de briter, der levede i perioden, så var antagelsen at verden med kuppet i 1649 var radikalt anderledes og Storbritanien var en republik. Hvis man levede i 1655 var der ingen grund til at tro, at den gennemført kiksede Charles 2. skulle vende tilbage fra sit eksil i Haag. De levede i her-og-nuet, og set derfra, så verden ganske anderledes ud, end når jeg sidder en varm sommeraften i Strandhusene og undrer mig over, at de ikke kunne se hvor gakket The Commonwealth var.

Bogen har fået mig til at tænke over tidsopfattelser, og hvordan den menneskelige perception af forandringer kan lede til at man narrer sig selv eller misforstår sammenhængene. Hvordan vi måske i dagligdagen har en tendens til at blive grebet af øjeblikket, en begivenhed (der virker så afgørende netop da) eller den nære samtid, og regne med at verden (og ens eget liv) er mere eller mindre konstant, eller måske kun vil forandres inkrementelt. Men det er jo en fejlslutning og selvbedrag. Verden forandrer sig; langsomt og så pludseligt.

Man går rundt og tror man har regnet tingene ud, men pludselig møder man én, der forandrer alting og vender ens liv på hovedet. Det gælder også på samfundsniveau. Hvis man som brite i 1656 havde indrettet sit verdenssyn efter at monarkiet aldrig ville vende tilbage, så blev man slemt overrasket kun 5 år efter. Indtil februar 2022 og Ruslands angrebskrig i Ukraine var jeg rørende enig med mine gamle lærebøger i international politik om, at i vores tid fører lande ikke længere krig mod hinanden (for efter den kolde krigs afslutning VAR det sådan set på den måde). Indtil COVID-19 tidens nedlukninger og hastelove, troede jeg, at vi i Danmark ikke ville acceptere vidtgående indgreb i den personlige frihed. Jeg har taget mange antagelser og overbevisninger op til fornyet vurdering de senere år.

For yderligere at komplicere ting, så er der også modsatrettede tendenser. Af og til overvurderer vi – som kupmagerne i 1649 – betydningen den transformative kraft af en begivenhed eller forandring. Som når jeg i denne uges The Economist læser deres briefing om Mellemøsten, og det, jeg mest af alt kommer til at tænke på er det arabiske forår i 2010-2012 begyndende med demonstrationer i Tunesien for bedre levevilkår. Hvordan det – sagde den begejstrede samtid – var tegn på et spirende demokrati, frihedstrang og opgør med de gamle eliter. Hvad skete der? I dag er Tunesien et semidiktatur, ingen arabiske lande er vel det, man kan kalde ægte demokratier, og alt imens køber det blodbesudlede og homohadende regime i Saudi-Arabien sig til PR og silkeblød behandling gennem deres petrodollars. Så hvad er egentlig forandret?

Jeg prøver virkelig at indrette mit historiske verdenssyn efter Fernand Braudels ‘longue durée’ tilgang, men det er vanskeligt altid at anlæggt det lange sigt og strukturelle verdensopfattelse. For jeg bliver også farvet af det enkelte øjeblik. Hvem ved om de ting, vi sidder og fortæller hinanden lige nu er misforståelser og farvet af, at vi enten er for statiske eller for forandringstroende i opfattelsen? I de danske medier hører jeg at økonomien er fremragende og der er masser af penge; i Financial Times læser jeg, at Europa er godt og grundigt på spanden og recessionen et faktum. Så hvad man skal man tro? Lever vi i The Commonwealth eller er monarkiet her igen om lidt?

Jeg ved ikke om det er en trøst, at min forvirring blev delt af de hårdprøvede briter i 1650’erne. Men jeg er glad for at jeg har læst Anna Keays ‘The Restless Republic’, der er klart den mest interessante historiske bog jeg har haft fornøjelsen af længe – og som fik mig til at tænke.

Ruth Madievsky – ‘All Night Pharmacy’

I går læste jeg Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’ færdig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den; måske et par blurbs fra amerikanske kritikere beskriver det bedst:

“‘All-Night Pharmacy’ is a California noir novel for the 21st century, rebooting the genre’s saturated nightmares for the 21st century.” (Washington Post)

“An Acid Trip Through Generational Trauma: In an impressive undertaking, Madievsky weaves together a tale of addiction, queerness, and Jewish mysticism, bound together with vibrant imagery and thoughtful prose.” (New York Magazine)

“Ruth Madievsky’s new novel explores trauma, drugs and toxic sisterhood.” (NPR)

Madievsky skriver fremragende og alligevel brød jeg mig ikke om bogen. Mest på grund af den navnløse protagonist, der er begavet, men samtidig nærmest overnaturligt passiv og bare flyder med. Intet får hende til at agere. Voldelige forhold, seksuelle overgreb, alle de forkerte mennesker de forkerte steder, et eskalerende Oxycodone-misbrug, et liv der går i hundene; det hele bliver nærmest blot internaliseret af hende som noget uundgåeligt, noget hun fortjener. Jeg ved godt at det ikke er meningen, at man som læser altid skal kunne spejle sig i eller identificere sig med en bogs karakterer. Jeg VED at hun er traumatiseret. Jeg VED at hun har dårlige indflydelser i sit liv. Men den her insisteren på selvdestruktivitet? Det var vanskeligt for mig at forstå fuldt ud.

Der er dog også betingede lyspunkter i bogen.

Madievsky har selv baggrund i Moldova, og i en ret interessant sekvens følger vi protagonisten og hendes kæreste Sasha på en rejse til Chișinău. Og når først vi kommer ud af alt-er-en-deroute og barndomstraumeinduceret-stofmisbrug-i-Malibu-til-at-flygte-fra-smerten rutinerne fra bogens første tredjedel, så bliver historien nærmest direkte interessant – ikke mindst når den udforsker konsekvensen af pogromerne i det tidligere Sovjet. Man fornemmer at Madievsky har en emotionel kobling til Moldova, og at der er noget på spil for hende.

Dét er godt. Men ak, forholdet og den spirende kærlighed falder fra hinanden, og så er vi for fuld kraft tilbage i traumeland i den resterende del af bogen. Den er tilsvarende forglemmelig, og jeg lukkede den i med en lidt utilfreds brummen. Grundlæggende er jeg derfor usikker på om jeg vil anbefale bogen. Den er bestemt edgy og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man er nødt til at elske bogen som anmelder. For mig var den en deprimerende oplevelse.

Jokum Rohde – ‘Vinterufo’

Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.

Snebold

Det blev dagen, hvor vi fik døden ind på livet. Vi passer en hund denne weekend, Pan, og det bogstaveligt talt første han gør er at smutte ud i haven gennem den havedør, vi ikke lige havde fået lukket (rookie mistake). Vel i og for sig ikke katastrofalt, bortset fra at A) Pan er en jagthund, B) kaninerne bor i deres kaninbur derude og C) Pan er fuldt ud i stand til at hoppe over hegnet til kaninburet og jage kaniner. Resultatet er ét styk kanin, der bogstaveligt får et hjerteanfald af skræk og siden udånder dramatisk i min datters arme. Således kan en 7- og 9-årigs verden styrte sammen.

Jeg beskriver det med en vis ironisk (og upassende) distance, da mit eget forhold til kaniner i almindelighed kan beskrives som ‘køligt’. Men for de tre øvrige i familien er det en tragedie. Hvis man havde været befundet sig i haven under Snebolds højtidelige begravelse under grantræet, så ville man have overværet noget, der minder om scenerne i Nordkorea efter Kim Jong-Ils død.

Lidt mere alvorligt, hvordan taler man så om døden med børn? Det endte med at blive en afart af Nangijala fra ‘Brødrene Løvehjerte’, hvor Snebold, mens disse ord skrives, venter utålmodigt på at mine børn skal komme op og lege med hende i lejrbålene og historiefortællernes land. En dag må snakken om døden blive på et lidt mere abstrakt filosofisk niveau, men lige i dag var det vist mest trøst, der var behov for.

Og Pan? Tjah, vi har da fået gået ture i skovene og jeg kan egentlig godt lide at have en hund i huset. Om end jeg nok ville sætte pris på en lidt mindre kanindræbende en af slagsen.

Tolkninger

Jeg kan godt lide fransk-schweiziske Marguerite Burnat-Provins (1872-1952) udaterede maleri ‘Selvportræt’. Det rummer en herlig tvetydighed, som gør at jeg ikke helt ved, hvad der foregår i billedet.

Det kunne være en skribent fanget i en skriveblokade. Den nedslåede kropsholdning, hånden der hviler på notes-/dagbogen, den anden passive hånd med pennen; de indikerer alle manglende motivation eller at hun er fanget i usikkerhed. Omvendt har hun et reflekterende ansigtsudtryk, der tyder på at hun ønsker at skabe eller udtrykke noget. Hun er måske blot et sted midtvejs i sine overvejelser? Jeg kan ikke afkode, hvor hun er henne i sin kreative proces.

Men … det kunne også være et portræt af et valg. Der kunne være en pro/kontra-liste i notesbogen. Hun er i færd med kontemplere konsekvenserne af et vanskeligt valg, der skal tages i en diffus, tvetydig og usikker situation. Planten kan umuligt være tilfældig tolket i den kontekst. Den ene halvdel er visnende, døende, grå; den anden blomstrer med håb og farver i retning mod kvinden. Det er tydeligvis ikke en ligegyldig eller konsekvensløs afvejning, der foregår. Hvad skal hun gøre? Hvad er det rigtige?

Netop uvisheden, tvetydigheden og muligheden for fortolkninger er noget af det, jeg sætter mest pris på ved billedkunst. Når kunstneren har flere lag og vedkommendes værk iagttager verden og sig selv på samme tid. Et godt eksempel jeg stødte på for nylig er Édouard Manet ‘Un bar aux Folies Bergère’ (1882):

Hvad foregår der egentlig på det maleri? Virkelig mange ting! Vi er i en bar, hvor vi (beskueren) ser en ung kvinde bag det, der i første omgang ligner en bardisk. Bag hende er et spejl, der måske/måske ikke viser os (beskueren) og et dionysisk orgie (akrobaten i venstre hjørne!) i baggrunden. Eller er beskueren og kvinden den samme? Jeg bliver i tvivl hver gang jeg kigger efter. Er det i virkeligheden hende, der ser ind i spejlet? For hvis beskueren er den spøgelsesagtige herre med hatten, er perspektivet og vinklen i spejlet så ikke helt skørt? Og hvad skal man læse ud af hendes ansigtsudtryk? Hvem er dette menneske og hvordan kan vi lære hende bedre at kende? Hvad er der gået forud? Er hun træt, opgivende, eller reagerer hun blot på en åndssvag fyldebøttekommentar fra beskueren? Er det et angstanfald, vi ser udfolde sig for vores øjne? Hvem er hun egentlig? Er der en dybere mening med de appelsiner og hvordan lyset spejles i dem? Hvor mange sensoriske indtryk kan vi overhovedet håndtere på samme tid?

Mange spørgsmål, ja, men det er netop det, der gør maleriet så genialt. Jeg får næppe nogensinde et entydigt svar eller et facit, hvilket er det vidunderlige ved oplevelsen.

Normalt er Manet ikke en maler, jeg hæfter mig synderligt ved. Men her har han lavet noget særegent fremragende. Han er lysår mere spændende end aktivistkunstnere, der insisterer på at proppe et ensporet budskab ned i halsen på mig (som regel en stadig trættere (og trættende) variation af “fuck kapitalismen!”). Jeg bilder ind, at netop tvetydigheden og evne til at kunne skabe værker som ‘Un Bar aux Folies-Bergère’ er det, som giver billedkunsten en fremtid i en AI-verden. Fordi det stadig, tror jeg, kræver et element af menneskelig indsigt at kunne frembringe visuelle fremstillinger af melankoli og den menneskelige tilstand.

RUC

I Theis Ørntofts roman ‘Jordisk’ er der et vældigt inspirerende afsnit, hvor en af protagonisternes fordrukne og suicidale far tager ham med til Chicago. Her ser de på organisk arkitektur i form af skyskrabere og bygninger af faderens yndlingsarkitekter Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. Faderen er i dagligdagen tavs, depressiv og fremmedgjort fra sin livsverden; han ser verden forfalde og hans tilværelse som fabriksarbejdsmand falde fra hinanden, bid for bid. Men lige hér – omgivet af arkitektoniske mesterværker og når han taler om sine yndlingsemner (mursten og håndværksmæssig kvalitet) – er han levende, intens og engageret. I sidste ende inspirerer turen sønnen til selv at blive arkitekt.

Jeg kom i tanke om tekstbidden, da jeg blev vist rundt på RUC’s Campus tidligere i dag. Det består først og fremmest af lave ét-plansbygninger, der er holdt i varierende Bitumen-farvetoner. Ligesom Aalborg Universitet – der har samme æstetisk grålige vibe – er RUC grundlagt på en mark i 1970’erne og har udviklet sig via en tilsyneladende uplanlagt knopskydning. På græsmarkerne ved siden af er der bofællesskaber og græssende får.

Normalt kan jeg godt lide at et byrum udvikler sig spontant og organisk, men lige i det her tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes. Bevares, jeg kan sagtens forstå at ikke alle universitetscampuser kan ligne dem i Georgetown, Cambridge og Boulder. Men hvor var 70’erne dog en traurig tid, når det handler om arkitektur og byggeri. Inspirerer ikke umiddelbart til store visionære tanker og ånd.

Theis Ørntoft – ‘Jordisk’

Jeg er spændt på hvordan Theis Ørntoft – ‘Jordisk’ udvikler sig, når jeg efterhånden kommer længere ind i bogen. Anmelderne spænder i deres vurderinger fra orgiastiske 6 hjerter i Politiken til “monumentalt kedsommelig” i Weekendavisen. Vildtfavnende slægtsromaner er egentlig ikke min ting, ligesom Gyldendals tæppebombende PR-kampagne i kultursektionerne gjorde mig en anelse mat på forhånd. Men jeg må indrømme at de første 100 sider har været en mere end fornøjelig læseoplevelse, og at jeg spekulerer en del over, hvad Ørntoft kan og vil i resten af romanen.

John Birch Society

Der er givetvis andre og mere tidssvarende emner at læse om end højreekstreme konspirationsteoretikere i USA i 60’erne og 70’erne, men derfor er Matthew Dallek – ‘Birchers: How the John Birch Society Radicalized the American Right’ stadig voldsomt interessant. 

Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.

Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod. 

John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.

Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme. 

Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser. 

Katja Hoyer – Beyond the Wall

Til min udelte begejstring ventede der en sending nye faglitterære bøger på mig, da jeg kom hjem i går. Gik som det første i gang med Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall’. East Germany 1949-1990’, som jeg har glædet mig en del til at læse.

Bogen har fået kritik for at være revisionistisk, sentimental (eller lide af ‘Ostalgie’, som det vist hedder i Tyskland), og generelt være for forstående og relativiserende overfor de fire årtiers kommunistiske regime. Jeg er ikke nået langt nok ind i bogen til at kunne vurdere, hvor valid kritikken er. Men jeg var ret begejstret for Hoyers bog om det tyske kejserrige, så hendes kreditværdighed som historiker er høj hos mig. De første knap 80 siders optakt om årene op til DDR’s dannelse i oktober 1949 har været fabelagtige – og uhyggelige. Da jeg læste Victor Sebestyen – ‘1946: The Making of the Modern World’ fremlagde han en solid case for, at 1946 var det værste år i verdenshistorien at leve i1, men foråret og sommeren 1945? Shit, det var ubehageligt. Det vurderes at 2 mio. tyske kvinder blev voldtaget af sovjetiske soldater over et par måneder. Hvilket blot var halen på de umenneskelige ting, som tyske soldater selv havde foretaget sig på Østfronten. De ting, som mennesker udsatte andre mennesker for i det årti, er helt ubegribelige. Der er sider i bogen, der er ganske hård læsning, også her på mange års afstand.

Hoyers egentlig formål er dog ikke så meget den politiske historie, men at nuancere billedet af det levede liv i DDR. Tilføje det dybde og farver. Rehabilitere et liv, som forsvandt med dannelsen af det forenede Tyskland. Hun er selv født i det daværende DDR, og som læser står hendes ønske om at formidle livet, som det også var i DDR, ret tydeligt.

Ja, det var en totalitær stat, ja, der var overvågning, ja, der var en mur, ja, DDR var en del af Østblokken. Men der var også et hverdagsliv, hvor folk levede, elskede, savnede, skændtes og alt muligt andet. Det var ikke kun nonstop gråt og ‘Das Leben der Anderen’. På den måde er forsiden af bogen ret velvalgt:

Katja Hoyer Beyond the Wall

Den lidt pornoagtige typografi gør ikke så meget for mig, men billedet af det næsten kyssende uniformerede kærestepar ved en militær flyopvisning i Magdeburg i 1974 (og med uelegante propagandaslagord på siden af køretøjet) er underligt rørende. Det gør det vanskeligt at dehumanisere andre, når man husker på, at vores almenmenneskelige tilstand. 

Jeg glæder mig kort sagt til at læse videre i ‘Beyond the Wall’, som jeg tror jeg kan lære en del af og få nuancere mit gråt-i-gråt billede af DDR. Og måske ligefrem bedre forstå, hvorfor og hvordan livet i DDR stadig lever inde i hovederne på en betydelig del af den tyske befolkning, selv mere end 30 år efter genforeningen.

  1. Andre siger år 536, jeg tillader mig at tvivle []