i Kultur, Kunst

Renæssance

Det er vanskeligt for mig, det indrømmer jeg blankt, at adskille det ene medlem af Medici-familien fra det andet. Fra Cosimo de’ Medici til Lorenzo de’ Medici, de store mæcener flyder sammen for mig. Men det politiske persongalleri fra renæssancens Firenze var måske hellere ikke direkte intentionen med at læse Lawrence Rothfield – ‘The Measure of Man: Liberty, Virtue, and Beauty in the Florentine Renaissance’. For ganske vist er jeg historisk interesseret, hvorfor det er givende at få et indblik i samspillet med kunst, kapital og magt i Quattrocentro-tiden. Men egentlig er jeg – hvis jeg skal være ganske ærlig – mest interesseret i at læse om og opdage kunstnerne, der virkede i datidens epicenter for vestlig kultur.

Det er måske nu, at jeg skal komme med dagens første indrømmelse. Nemlig at noget af det jeg holder allermest af er, når fagbøger har en informativ billedesektion i midten. I ved nok, en 9-10 sider med farvebilleder, oftest trykt på en anden og mere stiv papirtype for at adskille det fra resten af bogen. Og måske (når det er bedst) med små kommentarer til hvert billede. Som her i billedesektionen fra Simon Sebag Montefiores (i øvrigt fortrinlige) ‘The Romanovs: 1613-1918’, hvor vi i små vignetter introduceres for ret æggende koncepter som en ‘endearing and attractive’ tsar, en legendarisk kaukasisk jihadistisk oprørsleder ved navn Shamyl, en dansk ‘perfect consort’ og trist og hensygnende kejserinde. Altsammen på to sider. Det er mageløst:

Det var en mindre ekskurs for at fortælle, at ‘the Measure of Man’ også har en lille, men dog tilfredsstillende billedesektion. Se bare:

På kun to sider får vi voldsom (VOLDSOM) mandlig æstetik OG et maleri af en korrupt, opulent og nepotistisk pave, malet af min evige dødsfjende Rafael. Og efter at have fået den gave foræret, hvad kan man så egentlig ønske sig mere af en bog?

Jo, såmænd, man kan ønske sig fire siders analyse af Botticellis to mesterværker ‘Primavera’ (1470-1480) og ‘La Nascita di Venere’ (1484-1486).

Sandro Botticelli – ‘Primavera’ (1470-1480)

‘La nascita di Venere’ (1484-1486)

Nu ved jeg godt, at begge disse malerier skriger langt væk af alt for mange svedende turister, der er stuvet sammen og fægter med selfiestængerne i en sal i Uffizi galeriet. Begge malerier er for kendte, for ikoniske, for meget italiensk-renæssance-mainstream.

Men … se lige engang på dem.

Ikke som repræsentanter for den vestlige kulturkanon eller som udtryk for, at man i datidens Firenze var ramt af en dyrkelse af græsk kultur og tankegods. Se dem som værker i sig selv, som Botticellis vision, kreativitet og håndværk. Her er en mand, der elsker skønhed og elsker kvinder (måske næsten ligeså meget som John Singer Sargent).

Man kan læse og fortolke mange ting ud af billederne, om end jeg ikke er velbevandret nok i mytologien til at være i stand til det. I bogen er der en lang analyse af ‘Primavera’ som “the great hymn to Neo-platonic love”, ligesom ’Nascita di Venere’ betegnes som genialt, da ‘it makes the equivalence of erotic and holy seem not only reasonable but lovely’. Det lyser ud af dem, dyrkelsen af det skønne, den bliver, ja, guddommelig.

Venus botticelli detail.

Se lige på Venus1. Er der skabt en smukkere, mere guddommelig kvinde i kunsthistorien siden i de sidste 550 år? Jeg tillader mig at tvivle. Botticellis evner som billedkunstner og som formidler af det smukke og det skønne er helt uforlignelige. Eller hvad siger I til forårsgudinden?

1665px-The Birth of Venus detail - Hora.

Botticelli er det flagrendes mester. Flagrende lokker, flagrende kjoler, flagrende klæder. Vestenvinden Zephyr og nymfen Aura blæser den nyfødte Venus ind i Floras favn og ventende klæde. Og alle disse skønne detaljer! Alle blomsterne på kjolen, på klædet, på jorden under hende. Hun er liv, frugtbarhed og løftet om glæden efter en lang vinter. Og se lige roserne, der daler ned over Venus:

Skærmbillede 2024-05-11 kl. 11.00.18.

Ser I de gyldne kerner? Alle detaljerne i blomsterbladene? Jeg mener, hvordan kunne Botticelli rumme det hele? Jeg skal nok holde inde nu, men jo mere jeg ser hans malerier, jo mere betaget bliver jeg. ‘Primavera’ er et mørkere og mere komplekst billede, men stadig med underskønne detaljer, f.eks. de tre gratier Aglaia (glans), Euphrosyne (glæde) og Thaleia (blomstring) i runddans:

1551px-Sandro Botticelli - Three Graces in Primavera.

Det var interessant at læse om Botticellis karriere og eftermæle. Tilsyneladende var han noget nær ignoreret i 400 år indtil at præ-rafaellitterne – der også dyrkede skønheden – gav ham den oprejsning, han så åbenlyst fortjente.

‘The Measure of Man’ er ikke en perfekt eller ligefrem anbefalesværdig bog, men den har passager, hvor jeg blev oprigtigt inspireret og lærte nye ting. Og om ikke andet, så satte den en streg under, at jeg må og skal besøge Firenze. Jo før, jo bedre.

  1. Eller er det Guds moder Maria, for det er vanskeligt ikke at se den klassiske Madonna figur fra samtidskunsten her []