Kult

Lyttede til AaB Support Clubs podcast (‘Rød Aalborg’, suk) under gårdagens urimeligt blæsende løbetur. Paneldeltagerne drøftede livet, døden og tilsvarende eksistentielle spørgsmål her efter AaB’s nedrykning til 1. division. Det var en lidt pudsig oplevelse. For tre kampe inde i den nye sæson i den næstbedste række, så var alle deltagerne i debatten positive, ja, nærmest livsglade. De var spirende optimister og havde igen fundet glæden ved at komme på stadion. De føler ting igen. De tror på ting. De glæder sig til weekenderne, fremfor at gå ind til dem med den der grufulde fornemmelse af utilpashed i maven. Væk var den stoiske distance og ironi, som har været det følelsesmæssige panser og den copingmekanisme, man som AaB’er har haft brug for igennem adskillige år.

Det var besynderligt at opleve, alt imens jeg vraltede prustende rundt dér et sted på Ellingevej.

Dels fordi nordjyder pr. definition er født som misantroper og skeptikere. Dels har de medvirkende i ‘Rød Aalborg’ aldrig – og jeg mener virkelig ALDRIG – været ligeså positive og smilende i alle de år, hvor klubben spillede i den bedste række. De har været sortseende og vrede, selv i de flygtige perioder, hvor det gik nogenlunde habilt for holdet. Men nu sidder vi så her på 2. klasse og verden er styrtet sammen – og pludselig er alle blevet så pokkers glade. Mennesket er i sandhed et underfundigt væsen.

Nu hjælper det selvfølgelig på humøret, at AaB er begyndt at vinde kampe igen. Ganske vist mod svagere og mere eksotiske modstandere (næste hjemmekamp: Næstved) end tidligere, men alligevel, alt tæller jo. Og ligeså vigtigt: efter mange års planløshed, middelmådighed, sportslig og åndelig deroute, inkompetence, vekslende lejesvende fra nær og fjern, så virker det som – perverst nok efter at klubben de facto er blevet fuldstændigt overtaget af udenlandske ejere – at klubben har har fundet tilbage til en samlende identitet igen. Det føles som at klubben og holdet er på rette vej, at der er skabt et samlende formål, en ny retning, ja, en identitet. Der er igen noget at holde af.

Kom til at tænke mere over det identitetsmæssige aspekt efter at have læst to indlæg af musikkritikeren Bob Lefsetz: ‘The music is not enough’ og ‘The cult era’. De er begge både lange og polemiske (og derfor naturligvis læseværdige), men hans pointe er kort opsummeret, at i en verden præget af opbrud, balkaniserede kulturnicher, mainstreamens opløsning og fraværet af de fælles fortællinger om hvem vi er og formålet med det hele, så søger de rodløse og atomiserede (musik)forbrugerne et tilhørsforhold – en identitet at blive en del af. Vi ønsker alle at få fyldt det sorte hul af ensomhed og fjernet følelsen af ikke at høre til:

We all want to belong

First it was baseball, then it was the Beatles and finally it was MTV. We all paid attention, we all knew what was happening, and even the barely hip caught the references.

Today you’ve got no idea what people are talking about, unless they’re a member of your cult.

We’re all people, living on the planet, but we’re all separate, lonely, and this doesn’t feel good. We’re looking to connect. We’re living to connect. So how do we handle this? We join a cult.

There’s no center anymore, nothing everyone is aware of and agrees upon. And this is disorienting. So you’re not just a fan of something, you’re a member of the cult. Like “Succession.” The numbers were anemic. But you can’t tell that to anybody who watched the show, they’ll get pissed off. They’ll tell you how great it was, how you’re missing out.

Just like politics on the right. It doesn’t matter how many times Trump gets indicted, it’s not going to change the minds of his cult members, his believers. It’s not about right and wrong, it’s about belonging. They decided to jump in and were greeted warmly. Used to be a cult was small and its members did their best to keep you out. Today it’s just the opposite, cults are large and everybody is welcome, as long as they drink the kool-aid and become a true believer.

There was One Direction. Huge in America with only one hit. Now we’ve got BTS. Most people have never ever heard the act’s music. But those who have? There are no casual BTS fans, they’re all-in. And it’s not just listening to the music, it’s going to the show, buying merchandise, quoting the lyrics, once again, it’s belief.

Like Taylor Swift. In the scheme of things, she reaches fewer people than any superstar of the pre-internet era. But her cult is large and fearless, out to combat any naysayers. Cross Taylor at your peril. Say something negative and you will be canceled by her army.

As for the attendance at her shows… Talk to some of those who are going, they need to be there, it’s a rite of passage, they need to be able to talk about their experience. They know all the lyrics, they dance and sing, Taylor Swift gives them reason to live.

If you’re trying to reach everybody, you’re failing. Because if you’re reaching everybody there’s no us vs. them. Part of being in the cult is not only believing in the performer, but hating and being down on all competitors. It’s your hero and a bunch of zeros.

And this is all based on the loneliness of the human being, the feeling of detachment, of floating in a wilderness of too many options, none of which reach everybody.

Lefsetz’ argument er, at man som musiker ved siden af den musikalske excellence, kun overlever kommercielt ved at opbygge en identitet, som man på kultagtig vis kan skabe følgere ud fra:

You remember the MTV era, right? Or maybe you don’t, but it was all about a pretty face. The classic rockers were up in arms, believing it should be about the music. They reluctantly made videos. And they were ultimately left behind. You found the person, then you built the act around them, via stylists, via high end production, it was all about the image.

But if you want image today, you go with the Kardashians, the rest of the model elite. That’s all they are selling, they’re inherently two-dimensional. That’s not artistry, that’s business. And by going into competition with the Kardashians, et al, the music business loses again and again. As for all those brand extensions… The Kardashians are about makeup, fragrances, clothing, that’s their essence. For an artist that’s the penumbra. It cheapens the so-called brand and is an also-ran to the Kardashians, looking bad in comparison.

Notice that there are no movie stars anymore? Because they sell image, not identity. They’re different in every film/TV show/production. And in the internet era, with so much information available, most can be seen to be nincompoops, or narcissists focused on plastic surgery to achieve an image that is fake, but palatable to Hollywood, which has lost direction too.

Jeg siger ikke at AaB er en kult. I så fald er det en lidt sørgelig én af slagsen. Men de giver mig (og podcastdeltagerne) en identitet og igen i stigende grad noget at høre til og holde af. Så måske det slet ikke er så underligt igen, at en nedrykning og den efterfølgende rykken-sammen-i-bussen føles så glædesskabende.

Meget af det, der er galt med moderne fodbold er netop at det er blevet en kønsløns forretning. Der er intet at elske, hade eller føle noget for. Hvis man ser en Champions League kamp, så er der ingen tvivl om at spillet på banen er blevet bedre. Underholdningsproduktet er bedre. Og det er vel fint nok, især hvis man gerne vil tjene penge. Men gør det nogen forskel om det er klubben ejet af Emiraterne eller den ejet af Saudi Arabien, der vinder kampen? Hvad skal man som menneske have af meningsfuld relation til de globaliserede franchises, uden skyggen af lokal tilknytning?

Pointen om at søge identitet gennem mindre og mere dedikerede kultagtige fællesskaber er applikerbar langt udover fodboldens verden. I subkulturer og de identitetspolitiske strømninger. I dansk politik virker det ret åbenlyst, at Alex Vanopslaghs transformation til identitetsskabende selvhjælpsguru er et forsøg på at skabe den type fællesskab, som giver meningshungrende personer noget at tro på og være en del af. Og hvis vi bliver i det partipolitiske, så er et af Venstres hovedproblemer ikke så meget, at man er juniorpartner i en anæmisk flertalsregering under socialdemokratisk ledelse. Men partiet har i dag ingen identitetsgivende funktion, formål eller overordnet projekt. Det handler om pragmatisk krisehåndtering – hvilket er helt fint for en sjæleløs teknokrat som mig – men der er ikke længere noget at tro på. Vi er så langt fra en kult, som man kan komme. Hvis man er ideologisk liberal, så er Venstre ikke længere nødvendigvis det sted, man går hen. Og da slet ikke, hvis den brede leverpostejsagtige mainstreammidte bliver mindre og mindre gangbar.

Kritiske ryster vil sige at den ‘midte’ aldrig har eksisteret for alle – og at idealet om den altid har været ekskluderende for de anderledestænkende og at det bygger på normative antagelser om, hvad der er godt og ægte og smukt (i.e det heteroseksuelle ægteskab, kapitalisme, konkurrencestaten, strukturel racisme osv osv). Derfor er opløsningen af mainstream i mindre og atomiserede dele i virkeligheden en positiv ting, da det giver de “ekstreme” eller “anderledes” en stemme og mulighed for at leve, som de ønsker – fri for diskrimination.

Jeg kan til nøds forstå dele af perspektivet, men jeg er bekymret for den egentlige drivkraft – ensomheden, fremmedgørelsen, den manglende interesse eller empati for mennesker, der er uenig med en selv – i en muligvis stigende kult-liggørelsen af kultur og samfund. For hvis vi ikke længere har noget til fælles, hvad skal vi så tale med hinanden om? Hvorfor skal vi udvise inter-generationel solidaritet overfor hinanden? Det er den type dilemmaer, vi får brug for at løse i årene frem.

B.93 – AaB

Måske er det godt nok at jeg ikke kunne være med på Østerbro Stadion til AaB’s sæsonpremiere mod B.93 i dag. Jeg ville have haft vanskeligt ved at være i det. Ikke grundet delte loyaliteter – slipper aldrig af med min aalborgensiske selvforståelse – men jeg ville have været et neurotisk vrag. Har lyttet til den ene dommedagsagtige fodboldpodcast efter den anden, og var ærligt talt kommet i en ikke særlig klædelig tilstand af hysteri. Nu vandt AaB så 3-0 og jeg er mere … bedøvet. Ikke glad, ikke tryg, men dog knap så eksistentielt urolig. Håber det bliver begyndelsen på et bedre år.

Seth Godin

I et ellers jævnt uinteressant interview besvarer marketingguruen Seth Godin spørgsmålet ‘If you were called in as a consultant to professional baseball, what would you tell them to do to keep the game alive?’:

What is baseball? In most of the world, no one wants to watch one minute of baseball. Why do we want to watch baseball? Why do the songs and the sounds matter to some people and not to others? The answer is that professional sports in any country that are beloved, are beloved because they remind us of our parents. They remind us of a different time in our lives. They are comfortable but also challenging. They let us exchange status roles in a safe way without extraordinary division.

Det tror jeg at der er meget sandhed i. En af de ret få ting jeg stadig kan bonde med min far om er at se en AaB-kamp i tv’et. Ikke på stadion, nej, på tv, fra hver vores stol i mine forældres stue, og helst en kamp på en eller anden utiltalende og skiden pløjemark længere nede i Jylland¹. Ideelt set en kamp hvor de spiller af lort, tingene falder fra hinanden, drømmene knuses og vi kan bekræfte hinanden i situationens elendighed. Sådan har det altid være. De vundne kampe er hurtigt glemt, glæden er ikke noget vi deler. Det vigtige er at mødes i skuffelsen, så vi kan få genbekræftet sortsynet.

Bemærk hvordan steder som Aarhus, Randers og Herning i mit hoved altid vil være sydpå eller ‘længere nede i landet’. Jeg kan ikke gøre noget ved det, det hænger ved. Mit mentale Danmarkskort har ikke ændret sig i de +20 år jeg har været væk fra Aalborg [↩]

Oprykning

Nuvel, givet at jeg kun har været til én anden sportsbegivenhed i nyere tid – AaB’s anæmiske og helt igennem deprimerende nederlag i pokalfinalen – er det muligvis en smule undervældende, når jeg siger at dagens kamp på Østerbro Stadion er årets hidtil bedste sportsoplevelse. Det var en livsbekræftende affære, da:

Der var noget nær fuldt hus og en enorm stemning. 3.200 mennesker på Østerbro Stadion er mange. Især da der højst var 2-300 frosne personer til stede sidste jeg var der til en fodboldkamp
Men det var ikke større forhold end at det hele stadig er meget familiært. Lige fra U9-drengene der står og synger smædesange, til moderen til en af spillerne, der stolt vender sig om mod os og siger: “det er min dreng, der kommer på banen nu”. Svært ikke at blive lidt påvirket i en sympatiserende retning
B.93 rykkede op i 1. division! Hvor de nu skal spille mod AaB. Det er så barokt at tænke på, at jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre af mig selv
De serverede naturvin og Crêpes – og stadionpølser til kampen. Af og til glemmer jeg hvor dekadent det er på Østerbro
Jeg fik mulighed for at nyde den fortabte AaB-søn (og hans hår) Nicolaj Thomsen i fuld flor. Jeg har passeret mit vredesstadie, og er klar til at tilgive hams hans FCK-tid. Han er nu en dejlig dreng
Jeg har fået noget af min glæde ved fodbold tilbage igen. Det var tiltrængt

Har lyst til nogle flere B.93-ture i den nye sæson. Har brug for mere sportsrelateret solskin i mit liv.

B93

Har små, sitrende sommerfugle i maven inden på lørdag, hvor jeg skal på Østerbro Stadion og se B.93’s afgørende kamp mod Thisted. Uafgjort er tilstrækkeligt for B.93 til en oprykning til 1. division, og jeg er i desperat behov efter en sportslig succesoplevelse. Jeg vil ikke sige at jeg savner Østerbro på daglig basis. Men det er altid dejligt at være tilbage, og jeg bør uanset hvad støtte mit gamle lokale hold (tilfældigvis også Københavns mest elskelige fodboldklub), når de nu endelig, endelig, ENDELIG kan vende tilbage til det lidt bedre selskab – og endda møde AaB i næste sæson.

Nadir

Det er jo ikke fordi jeg er glad for at AaB i dag rykkede ned i 1. division. Men det har været et langt og slidsomt år, hvor de konstant har givet mig sorger, bekymringer, uro og falske håb. Det er slut nu. Og der er noget befriende ved at det værste, ja, alt det jeg frygtede, nu er sket. Det kan ikke blive værre (ikke lige nu i hvert fald), vi har ramt bunden. Der er ikke længere noget at være bange for, ingen grund til fortvivlelse eller at lyve for mig selv længere. Tingene er faldet fra hinanden, huset er styrtet sammen, illusionerne er bristet. Nu kan vi begynde forfra i den nye virkelighed. Tabula rasa. Hvem ved, måske det endda bliver sjovt?

Hvidovre IF

Egentlig har jeg ikke nogen aktie i Hvidovre IF’s oprykning til Superligaen efter 26 års fravær. Men som gammel beboer på Hvidovre Hospitalskollegium og samtidig ihærdig smørrebrødssmørrer i storkøkkenet på det nærliggende hospital, så er det da festligt at se klubben tilbage i den bedste række. Helt psykedelisk bliver det selvfølgelig hvis AaB taber i morgen, og de to klubber dermed er tæt på at bytte klassement. Mine negle kan snart ikke bides længere ned.

Pokalfinalen 2023

Pokalfinalen i Parken gik ikke som jeg havde drømt om. Adspurgt i en sms tidligere i dag om ‘Var det en dejlig kamp i går?’ svarede jeg:

Det var rædsomt. For den neutrale tilskuere må den have været jævnt kedsommelig. AaB får lukket fint ned for dem i første halvleg og er bedste hold. FCK scorer i 47. minut (jeg var på vej tilbage til min plads efter at have været på toilettet, meget symbolsk, I suppose), og så falder tingene ligeså stille fra hinanden derfra. AaB producerer ikke en ærlig chance over 90 minutter. Selvom jeg selvfølgelig mener at VAR-annulleringen af AaB’s mål og den efterfølgende helt åbenlyse handssituation er kampafgørende dommerfejl, så kan jeg ikke med nogen rimelighed sige, at AaB burde have vundet. Men er ærgerligt, for FC var ikke særlig gode eller ekstraordinære. De var til at tale med. Men det var selvfølgelig dejligt at være omgivet af mange ligesindende bøvede bønder; det er ikke så ofte jeg kan bade i aalborgensisk dialekt på den måde

For det er nogenlunde konklusionen. Kampen og det sportslige havde jeg afskrevet mere eller mindre på forhånd (selvom nederlag gjorde og gør ondt), men det var dejligt at være til en AaB-kamp sammen med andre eksilerede nordjyder. Stemningen var lidt underlig, eller også var det bare mine neuroser der havde en festdag. AaB var i en pokalfinale, men det sker på bagtæppet af en stadig mere desperat kamp for at undgå nedrykning fra superligaen. Selvom en sejr i går havde været skøn, vil jeg meget hellere overleve i den bedste række. Ved ikke om nederlaget i går gjorde fra eller til i den proces. Måske jeg efterrationalisere i bestræbelserne på at dulme smerten over at tabe. Men videre skal vi.

Malstrøm

Egentlig gik jeg rundt og bildte mig selv ind, at når tilværelsen bliver vanskelig, nøden er størst og sammenholdet er mest påkrævet, så ville jeg være der. Loyal og standhaftig til det sidste. Men AaB’s årelange kollaps og absurd deterministiske kurs mod nedrykningen, har med al tydelighed vist at det blot var endnu et selvbedrag i rækken.

For reelt er jeg stemplet ud. Gemmer mig. Vil ikke såres mere. Det gør for ondt. Følger ikke længere med. Jeg har ikke set en AaB-kamp – hverken live eller på tv – i en evighed. Besøger ikke fanforummet (hvor end ikke ironisk distance kan beskytte mig mod det sorte hul af nød, elendighed og desperation), undgår behændigt Nordjyskes fodbolddækning. Der er trods alt grænser for, hvor mange gange jeg kan lappe mit knuste hjerte sammen med hæfteplaster og papirklips.

Jeg var i et træningscenter under dagens nederlag. Lyttede så absolut ikke til noget AaB-relateret, men derimod til en kun moderat stimulerende podcast om Bauhaus, suppleret efterfølgende af stærkt aggressiv rap. Det hjalp lidt på at mestre min sorg og afmagt. Så derfor først resultatet da jeg kom hjem, længe efter kampen var slut. Mit indre blev igen en malstrøm, for Gud ved hvilken gang. Der er absolut intet lyspunkt i denne permamørke, filmbulvinter-agtige fodboldsæson.

Men … jeg kan vel ikke give op. Kan jeg? Der er stadig en teoretisk chance for at de overlever i Superligaen. Og man holder jo ikke op med at elske nogen, bare fordi de har det svært. Men ondt? Det gør det.

VM

Gruppespillet i VM i fodbold nærmer sig sin afslutning. Jeg har stadig ikke set andet og mere end 10 minutter hist, 7 minutter pist. Det var kedeligt. Ved ikke helt, hvad det er mit problem med denne slutrunde, men den efterlader mig ganske indifferent. Det føles ikke vigtigt at følge med.

Men hvad er der galt? Ikke det politiske. Eller jo, der er selvfølgelig alt galt med korruptionen, de døde gæstearbejdere og krænkelsen af ytringsfriheden. Men har folk ikke efterhånden fået revet illusionerne om verdens godhed og idealer fra hinanden?

Internationale sportsorganisationer som IOC og FIFA var og er gennemkorrupte – og det fortsætter de formodentlig med at være. Og Qatar selv? Landet var en teokratisk og homofobisk slaveholderstat før turneringens begyndelse. Det vil det også være, når den sidste kamp er spillet. Det ændrer hverken dit eller mit boykot på. Og hvis du ikke vil fryse næste vinter, så glæd dig over, at du er med til at opretholde det syge system gennem Europas køb af LNG fra Qatar.

Så nej, det er ikke performativ forargelse eller principfasthed, der holder mig fra at se VM. Men der er noget helt galt med tidspunktet på året. Slutrunder er noget med varme og ferie. Det her med kampe kl. 14 en tilfældig tirsdag giver ikke mening for mig. Så nej, jeg kan åbenlyst ikke håndtere en slutrunde om vinteren. Og jeg mangler nogen at holde med. Hvor er mine italienere? Og svenskere? Om lidt mister jeg vel også Ghana, så har jeg intet tilbage.

Men mest af alt er jeg nok blot inderligt fodbolddeprimeret i disse måneder. Al min opmærksomhed, angst og passion er parkeret på AaB’s anlæg på Hornevej 2 i Aalborg Øst. Den truende nedrykning overskygger alt. Det kan en inferiør begivenhed som et VM ikke ændre på. Hvor jeg dog håber på bedring i 2023.