Kategori: Fodbold

Egentlig gik jeg rundt og bildte mig selv ind, at når tilværelsen bliver vanskelig, nøden er størst og sammenholdet er mest påkrævet, så ville jeg være der. Loyal og standhaftig til det sidste. Men AaB’s årelange kollaps og absurd deterministiske kurs mod nedrykningen, har med al tydelighed vist at det blot var endnu et selvbedrag i rækken.

For reelt er jeg stemplet ud. Gemmer mig. Vil ikke såres mere. Det gør for ondt. Følger ikke længere med. Jeg har ikke set en AaB-kamp – hverken live eller på tv – i en evighed. Besøger ikke fanforummet (hvor end ikke ironisk distance kan beskytte mig mod det sorte hul af nød, elendighed og desperation), undgår behændigt Nordjyskes fodbolddækning. Der er trods alt grænser for, hvor mange gange jeg kan lappe mit knuste hjerte sammen med hæfteplaster og papirklips.

Jeg var i et træningscenter under dagens nederlag. Lyttede så absolut ikke til noget AaB-relateret, men derimod til en kun moderat stimulerende podcast om Bauhaus, suppleret efterfølgende af stærkt aggressiv rap. Det hjalp lidt på at mestre min sorg og afmagt. Så derfor først resultatet da jeg kom hjem, længe efter kampen var slut. Mit indre blev igen en malstrøm, for Gud ved hvilken gang. Der er absolut intet lyspunkt i denne permamørke, filmbulvinter-agtige fodboldsæson.

Men … jeg kan vel ikke give op. Kan jeg? Der er stadig en teoretisk chance for at de overlever i Superligaen. Og man holder jo ikke op med at elske nogen, bare fordi de har det svært. Men ondt? Det gør det.

Gruppespillet i VM i fodbold nærmer sig sin afslutning. Jeg har stadig ikke set andet og mere end 10 minutter hist, 7 minutter pist. Det var kedeligt. Ved ikke helt, hvad det er mit problem med denne slutrunde, men den efterlader mig ganske indifferent. Det føles ikke vigtigt at følge med.

Men hvad er der galt? Ikke det politiske. Eller jo, der er selvfølgelig alt galt med korruptionen, de døde gæstearbejdere og krænkelsen af ytringsfriheden. Men har folk ikke efterhånden fået revet illusionerne om verdens godhed og idealer fra hinanden?

Internationale sportsorganisationer som IOC og FIFA var og er gennemkorrupte – og det fortsætter de formodentlig med at være. Og Qatar selv? Landet var en teokratisk og homofobisk slaveholderstat før turneringens begyndelse. Det vil det også være, når den sidste kamp er spillet. Det ændrer hverken dit eller mit boykot på. Og hvis du ikke vil fryse næste vinter, så glæd dig over, at du er med til at opretholde det syge system gennem Europas køb af LNG fra Qatar.

Så nej, det er ikke performativ forargelse eller principfasthed, der holder mig fra at se VM. Men der er noget helt galt med tidspunktet på året. Slutrunder er noget med varme og ferie. Det her med kampe kl. 14 en tilfældig tirsdag giver ikke mening for mig. Så nej, jeg kan åbenlyst ikke håndtere en slutrunde om vinteren. Og jeg mangler nogen at holde med. Hvor er mine italienere? Og svenskere? Om lidt mister jeg vel også Ghana, så har jeg intet tilbage.

Men mest af alt er jeg nok blot inderligt fodbolddeprimeret i disse måneder. Al min opmærksomhed, angst og passion er parkeret på AaB’s anlæg på Hornevej 2 i Aalborg Øst. Den truende nedrykning overskygger alt. Det kan en inferiør begivenhed som et VM ikke ændre på. Hvor jeg dog håber på bedring i 2023.