i Kunst

Schweiziske malere

Afrejsen til Ticino nærmer sig og tiden er inde til den liste, alle har ventet på i åndeløs spænding og med tilbageholdt åndedrag: min autoritative rangering af schweiziske malere.

Og ja, full disclosure, jeg har en usaglig præference for kunst mellem 1880 og 1920. Og nej, der er ingen kvinder med på listen. Men altså, kvinder fik ikke stemmeret i Schweiz før 1971; hvor mange kvindelige kunstnere tror I egentlig selv det ultrakonservative folkefærd har givet chancen?

Eller nej, nu lyver jeg, der er to. Den ene er Angelica Kaufmann (1741-1807), men hun malede neoklassiske portrætter og historiske scener; begge genrer der keder mig umanerligt meget – uanset malerens køn. Den anden er Sophie Taeuber-Arp (1889-1943), som pryder de schweiziske 50 Franc pengesedler. Men altså, hun maler Dada og kubisme; det hele er geometri og kasser og streger. Hvilket er stilarter jeg går ekstra hurtigt igennem, når jeg ser dem på kunstmuseer. Er det rimeligt eller fair? Måske ikke. Men jeg ved nogenlunde, hvad jeg kan lide. Og det er ikke Kaufmann eller Taeuber-Arps dele af billedkunsten, der vækker noget hos mig. Med denne indgangsbøn afsluttet kommer vi til listen, der er delt op i tre sektioner:

Ja. Uendelig meget ja

Arnold Böcklin
Emoernes konge! Han malede jo ‘Die Toteninsel’ og alene det sikrer en placering på listen (og mit personlige Mount Rushmore).

Die Toteninsel III (1883)

 

Félix Valloton
Jeg er så uklædeligt forelsket i Valloton, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Med at han er verdenshistoriens bedste til at male træer? At han har malet den smukkeste solnedgang nogensinde? Eller at han maler et romantisk billede, som han så vrængende kalder for ‘Løgnen’? At han ubesværet maler alt fra portrætter til Stilleben over landskaber via sært poetiske 1. verdenskrigsmotiver. Jamen, se dog hvad han kan. Han er eminent:

Le Ballon (1899)

Løgnen (1898)

Coucher de soleil, ciel orange (1899)

Le Vent (1910)

Verdun (1917)

 

Ferdinand Hodler
Selvfølgelig er han med på listen. Han har jo malet mit officielle portræt. Og alpelandskaber.

Ferdinand Hodler – Der Lesende (1885)

Ferdinand Hodler – Le massif de la Jungfrau vu depuis Mürren (1911)

Nej. Jo. Eller, altså, nej. Ok. Måske.

H.R. Giger
Her bliver det vanskeligt, for jeg kan virkelig ikke lide Gigers æstetik eller surrealistiske biomekanik. Men jeg kan omvendt ikke underkende hans betydning indenfor visse subkulturer. Og jeg har i den senere tid udviklet en partikulær svaghed for xenomorphen fra Alien-filmene, så han skal vel med. Men vise ham vil jeg ikke.

 

Aldrig i livet

Ingen roser uden torne. Således heller ikke den schweiziske kunsthistorie. Visse kunstnere er så irriterende, overvurderede, ondskabsfulde eller skadelige at jeg hverken kan eller vil gider se på deres værker. Det drejer sig om:

Alberto Giaconmetti
Hvis jeg skal se blot én til af hans afskyelige tynd-mand-skulpturer, så eksploderer jeg. Man må give ham den anerkendelse at hans stil er genkendelig og distinkt i al dens elendighed, men det er så også det. Gid nogen ville pakke samtlige hans værker ned, forsegle dem og placere dem et sted i Marianergraven.

Le Corbusier
Sjældent har en enkelt person gjort mere skade og forvoldt større menneskelig ulykke end højmodernismens ypperstepræst. Hans menneskehadende byplanlægning er selvfølgelig hans værste forbrydelse, men hans kunst er også forfærdelig.

Samlet set håber jeg at få set kunstnerne i hjemlige omgivelser, formentlig i Kunstmuseum Basel eller Fondation Beyeler. Glæder mig til at opleve noget nyt.