Jeg blev ganske varm indeni, da jeg læste dette essay om kunstneren Albrecht Dürer (1471-1528). Indledningen om kunstneres narcissisme er helt forrygende:
There is a well-established cliché that artists are invariably narcissists of some kind or another. Lord Byron and his romantic vanity fit the mold, as do Hollywood’s prima donnas. But when did this pattern begin? In his new book, Albrecht Dürer: Art and Autobiography, David Ekserdjian gives an account of one the modern world’s first artists alleged to have displayed this trait. Whether he was in fact the first modern artist to also be notably narcissistic seems unlikely, but what Dürer created does indeed show astonishing genius—genius that he himself was unafraid to recognize.
Jeg elsker den sidste formulering om at være modig nok til at turde anerkende ens egen genialitet. En ædel egenskab, må man. Og det tør svagt antydes at Dürer tager narcissismen og krukketheden til et helt nyt niveau. Vi taler, trods alt, om en mand, der i sine midttyvere maler ikke færre end tre selvportrætter – med en nærmest uhørt eskalerende grad af selvoptagethed:

Selbstbildnis mit Eryngium (1493)

Selbstbildnis mit Landschaft (1498)

Selbstbildnis im Pelzrock (1500)
Vi går fra ungdommelighed og usikkerhed, via et selvsikkert blik, velstand og gyldne lokker (og se lige den hue!) til at transcendere ind i fusion af kunstneren og Jesus Kristus.
Tænk lige over hvilken transgression vi taler om her. Det er ikke en eller anden direktørsøn fra Hellerup, der i 2023 laver installationskunst over det kapitalistiske samfunds dekadente forfald eller smider buster i vandet. Den slags er gratis, ja, man får legater og ros og kæl i kultursektionerne og kommer i Deadline for det. Nej, her er en kunstner, der i 1500 løber en reel risiko. Religion er omnipræsent i samtiden, enorme samfundsændringer er på vej, Europa er på tærsklen til reformationen og hundreder af år med religionskrige; det er helligbrøde, det han gør, men Dürer giver ikke en fuck. For hvis man ved at man er ligeså uudgrundelig, dyb og følsom som Jesus, ja, så maler man da et selvportræt af sig som selv Jesus. Jeg er VILD med det! Dürer er så ubetinget skamløs, selvoptaget, romantisk og krukket, at jeg slet, slet ikke kan lade være med at elske ham. Her er en rigtig kunstner, en mand der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for sit skaberværk.
Tænk at dette pragteksemplar af et narcissistisk geni levede for 500 år siden, men stadig – den dag i dag – sidder dér med sin Jesus-ikonografi, kigger os provokerende lige ind i øjnene og er relevant. Og det kommer fra mig, der ellers rynker på næsen af snart sagt al billedkunst fra før 1870. For Albrecht Dürer tager alle de åh-så-korrekte kunstnere fra nutiden, og er bare så meget mere ikonoklastiske, grænseoverskridende og heterodoks end dem. Det sætter altsammen tingene i relief, synes jeg. For forleden dag læste jeg en artikel om Devon Rodriguez, der åbenbart er vor tids mest berømte kunstner:
Devon Rodriguez is almost certainly the most famous artist in the world, at least on one level. Almost no one I know has ever heard of him. Except if you say: “he’s the painter who draws people on the subway, from TikTok.” Then sometimes they will light up with recognition.
Jeg læser artiklen om den her person, jeg aldrig har hørt om (for jeg er en semi-boomer, der ikke er på TikTok), der maler billeder som ligner fotografier, og i øvrigt mest er kendt for måden, hvorpå han (måske/måske ikke) tilfældigt udvælger sine motiver. Og jeg ser hans malerier og tænker: der er ingen, absolut ingen, der vil huske Devon Rodriguez om hverken 50, 100 eller 500 år. For han er ikke Dürer. Han har ikke nogen genialitet, som han skal turde erkende. Og han bryder ikke nogen grænser, ud over at han er en dygtig influencer.
Vil bestille Ekserdjians bog, tror jeg. Fornemmer at jeg vil nyde at læse mere om Dürer, min nye absolutte favoritkrukke.