i Kultur, Kunst

Glyptoteket

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.