Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Hamburger Kunsthalle

Hamburger Kunsthalle: Caspar David Friedrich var selvsagt det store nummer. De har to deciderede mesterværker af ham: ‘Der Wanderer über dem Nebelmeer’ og ‘Das Eismeer’, som det hver evig eneste gang er en fornøjelse at beskue. Jeg er ellers ikke den store dyrker af romantikken, besjælede landskaber og den slags (selvom både Turner og Aivazovsky excellerer i netop det), men Friedrich er – kitschet eller ej – ypperlig og uovertruffen. De havde også fine værker af den ekspressionistiske August Macke, der døde alt for ung i første verdenskrigs skyttegrave1. Gå ind og besøg museet, når I en skønne dag er i Hamburg.

August Macke

Det fik mig alt sammen til at tænke over kunst i almindelighed.

For en måneds tid siden var der megen palaver om Jens Haaning, der har stjålet 534.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Haaning skulle genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.

Det skete imidlertid ikke. Da personalet på kunstmuseet pakkede værkerne ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: “Take the Money and Run“. Begrundelsen er noget med, at Haaning vil sætte fokus på underbetalte kunstnere, og at Kunsten derfor er blevet (ufrivillig) mæcen. I den forbindelse skrev Jyllands-Postens kunstredaktør, Tom Jørgensen, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ som han siger.

Mere progressivt tænkende mennesker vil mene, at det er en forældet tilgang til kunst. Jeg forsøgte at se nogle af afsnittene af DR’s ‘Oprør på Akademiet’, og baseret på det jeg holdt ud, så er nutidens kunstnerspirer mildest talt ikke på Tom Jørgensens bølgelængde.

Men det er jeg! Da vi bevægede os over i Hamburger Kunsthalles ‘contemporary’ afdeling fyldtes jeg af dyb og inderlig fremmedgjorthed. Og ja, det skyldes sikkert min priviligerede status som hvid midaldrende CIS-mand. Men jeg har brug for kunst som noget, der både udtrykker vision OG håndværksmæssig excellence. Det skal også have noget almengyldigt og universelt over sig. Jeg skal føle noget (og her tæller irritation over infantile spillopper altså ikke, Haaning). Jeg tvivler helt grundlæggende på at nutidens konceptkunst vil blive husket om 250 år, endsige besidder en kerne af noget almengyldigt og almenmenneskeligt.

Og Haaning? Jeg ser hvad han laver, hans indtagelse af rollen som narren, der påpeger de magtfuldes strukturer. Jeg har tilmed en vis sympati for hans pointe om underbetaling af kunstnere. Men hans værk, hvis man kan kalde tomme lærreder det (og det er jo ikke engang originalt tænkt, selv en fraud og poseur som mig har engang set værker med blanke lærreder på Centre Pompidou, kunsteneren har jeg lykkeligt glemt), påduttet mening via en kontekst og en titel? Det er for nemt, for billigt, for meget Herning-smart, for infantilt.

Så ja, han er en nar. Men er han en modig nar? Jeg ville gerne se ham lave sin provokation ved at stjæle 0,534 mio. kr. fra andre end nordjyske tranlamper. Så kunne vi få REELT spændende kunstværker som ‘Satudarah udvider kunstners rektum med en donkraft’ eller ‘Loyal to Familia udforsker amatøramputationer af kunstners lemmer’ at se. DET ville være ægte kunst! Nu får vi i stedet blanke lærreder, telefoninterviews med P1 og en eller anden djøffet løsning i januar 2022, når pengene skal betales tilbage.

  1. Billedet ovenfor, ‘Frau in Einer Grünen Jacke’, er IKKE på Hamburger Kunsthalle, men på Museum Ludwig i Köln. Jeg så det tilbage i 2011 og det hænger som køleskabsmagnet her i Jordhulen. []

Lucas Cranach den Ældre – ‘Portræt af en kvinde’

Portrait of a woman

Nuvel, jeg ved godt det er en smule underligt at bringe Lucas Cranach den Ældre – ‘Portræt af en kvinde’ fra 1522. Men se lige på det. Er det ikke slående, hvor moderne det ser ud? Der er noget tidløst over portrættet som tiltaler mig. OK, hatten er ikke nyeste mode (om end jeg ser muligheder i dens tilbagekomst!), men billedet er altså 500 år gammelt – og hun ser ud som at kunne have levet i dag.