Kunst

There are 27 posts filed in Kunst (this is page 1 of 2).

Glyptoteket

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.

Albrecht Dürer

Jeg blev ganske varm indeni, da jeg læste dette essay om kunstneren Albrecht Dürer (1471-1528). Indledningen om kunstneres narcissisme er helt forrygende:

There is a well-established cliché that artists are invariably narcissists of some kind or another. Lord Byron and his romantic vanity fit the mold, as do Hollywood’s prima donnas. But when did this pattern begin? In his new book, Albrecht Dürer: Art and Autobiography, David Ekserdjian gives an account of one the modern world’s first artists alleged to have displayed this trait. Whether he was in fact the first modern artist to also be notably narcissistic seems unlikely, but what Dürer created does indeed show astonishing genius—genius that he himself was unafraid to recognize.

Jeg elsker den sidste formulering om at være modig nok til at turde anerkende ens egen genialitet. En ædel egenskab, må man. Og det tør svagt antydes at Dürer tager narcissismen og krukketheden til et helt nyt niveau. Vi taler, trods alt, om en mand, der i sine midttyvere maler ikke færre end tre selvportrætter – med en nærmest uhørt eskalerende grad af selvoptagethed:

Dürer 23

Selbstbildnis mit Eryngium (1493)

Dürer 26

Selbstbildnis mit Landschaft (1498)

Dürer 28

Selbstbildnis im Pelzrock (1500)

Vi går fra ungdommelighed og usikkerhed, via et selvsikkert blik, velstand og gyldne lokker (og se lige den hue!) til at transcendere ind i fusion af kunstneren og Jesus Kristus.

Tænk lige over hvilken transgression vi taler om her. Det er ikke en eller anden direktørsøn fra Hellerup, der i 2023 laver installationskunst over det kapitalistiske samfunds dekadente forfald eller smider buster i vandet. Den slags er gratis, ja, man får legater og ros og kæl i kultursektionerne og kommer i Deadline for det. Nej, her er en kunstner, der i 1500 løber en reel risiko. Religion er omnipræsent i samtiden, enorme samfundsændringer er på vej, Europa er på tærsklen til reformationen og hundreder af år med religionskrige; det er helligbrøde, det han gør, men Dürer giver ikke en fuck. For hvis man ved at man er ligeså uudgrundelig, dyb og følsom som Jesus, ja, så maler man da et selvportræt af sig som selv Jesus. Jeg er VILD med det! Dürer er så ubetinget skamløs, selvoptaget, romantisk og krukket, at jeg slet, slet ikke kan lade være med at elske ham. Her er en rigtig kunstner, en mand der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for sit skaberværk.

Tænk at dette pragteksemplar af et narcissistisk geni levede for 500 år siden, men stadig – den dag i dag – sidder dér med sin Jesus-ikonografi, kigger os provokerende lige ind i øjnene og er relevant. Og det kommer fra mig, der ellers rynker på næsen af snart sagt al billedkunst fra før 1870. For Albrecht Dürer tager alle de åh-så-korrekte kunstnere fra nutiden, og er bare så meget mere ikonoklastiske, grænseoverskridende og heterodoks end dem. Det sætter altsammen tingene i relief, synes jeg. For forleden dag læste jeg en artikel om Devon Rodriguez, der åbenbart er vor tids mest berømte kunstner:

Devon Rodriguez is almost certainly the most famous artist in the world, at least on one level. Almost no one I know has ever heard of him. Except if you say: “he’s the painter who draws people on the subway, from TikTok.” Then sometimes they will light up with recognition.

Jeg læser artiklen om den her person, jeg aldrig har hørt om (for jeg er en semi-boomer, der ikke er på TikTok), der maler billeder som ligner fotografier, og i øvrigt mest er kendt for måden, hvorpå han (måske/måske ikke) tilfældigt udvælger sine motiver. Og jeg ser hans malerier og tænker: der er ingen, absolut ingen, der vil huske Devon Rodriguez om hverken 50, 100 eller 500 år. For han er ikke Dürer. Han har ikke nogen genialitet, som han skal turde erkende. Og han bryder ikke nogen grænser, ud over at han er en dygtig influencer.

Vil bestille Ekserdjians bog, tror jeg. Fornemmer at jeg vil nyde at læse mere om Dürer, min nye absolutte favoritkrukke.

Pergamon

Når man – som jeg – ganske ofte bliver bevidstgjort om min mildest talt imperfekte udførelse af forældregerningen, så er det da en lille trøst, at jeg (trods alt) har udvist så tilpas megen anstændighed, at jeg nåede at tvangsindlægge begge mine børn til at besøge Pergamon museet og få set Ishtar-porten her inden museet lukker udstillingerne indtil 2037(!). The Economist har i denne uge en fascinerende artikel om lukningen og restaureringen af selve Pergamon alteret, hvilket fluks sendte mig mentalt til Berlin.

Berlin 1

Berlin 2

Besøgene har naturligvis sat sig uudslettelige indtryk hos begge arvinger. Jeg håber at have sendt dem begge godt på vej ud af en berigende karrierevej indenfor nærorientale studier og/eller arkæologi. Alt andet vil være en skuffelse. Det undlader jeg ikke at gøre opmærksom på næsten dagligt.

Bortset fra det, så er en 14-år lang nedlukning af en af Berlins største attraktioner ret voldsomt. Og at læse om det giver mig lyst til at rejse og se nye ting igen.

Tolkninger

Jeg kan godt lide fransk-schweiziske Marguerite Burnat-Provins (1872-1952) udaterede maleri ‘Selvportræt’. Det rummer en herlig tvetydighed, som gør at jeg ikke helt ved, hvad der foregår i billedet.

Det kunne være en skribent fanget i en skriveblokade. Den nedslåede kropsholdning, hånden der hviler på notes-/dagbogen, den anden passive hånd med pennen; de indikerer alle manglende motivation eller at hun er fanget i usikkerhed. Omvendt har hun et reflekterende ansigtsudtryk, der tyder på at hun ønsker at skabe eller udtrykke noget. Hun er måske blot et sted midtvejs i sine overvejelser? Jeg kan ikke afkode, hvor hun er henne i sin kreative proces.

Men … det kunne også være et portræt af et valg. Der kunne være en pro/kontra-liste i notesbogen. Hun er i færd med kontemplere konsekvenserne af et vanskeligt valg, der skal tages i en diffus, tvetydig og usikker situation. Planten kan umuligt være tilfældig tolket i den kontekst. Den ene halvdel er visnende, døende, grå; den anden blomstrer med håb og farver i retning mod kvinden. Det er tydeligvis ikke en ligegyldig eller konsekvensløs afvejning, der foregår. Hvad skal hun gøre? Hvad er det rigtige?

Netop uvisheden, tvetydigheden og muligheden for fortolkninger er noget af det, jeg sætter mest pris på ved billedkunst. Når kunstneren har flere lag og vedkommendes værk iagttager verden og sig selv på samme tid. Et godt eksempel jeg stødte på for nylig er Édouard Manet ‘Un bar aux Folies Bergère’ (1882):

Hvad foregår der egentlig på det maleri? Virkelig mange ting! Vi er i en bar, hvor vi (beskueren) ser en ung kvinde bag det, der i første omgang ligner en bardisk. Bag hende er et spejl, der måske/måske ikke viser os (beskueren) og et dionysisk orgie (akrobaten i venstre hjørne!) i baggrunden. Eller er beskueren og kvinden den samme? Jeg bliver i tvivl hver gang jeg kigger efter. Er det i virkeligheden hende, der ser ind i spejlet? For hvis beskueren er den spøgelsesagtige herre med hatten, er perspektivet og vinklen i spejlet så ikke helt skørt? Og hvad skal man læse ud af hendes ansigtsudtryk? Hvem er dette menneske og hvordan kan vi lære hende bedre at kende? Hvad er der gået forud? Er hun træt, opgivende, eller reagerer hun blot på en åndssvag fyldebøttekommentar fra beskueren? Er det et angstanfald, vi ser udfolde sig for vores øjne? Hvem er hun egentlig? Er der en dybere mening med de appelsiner og hvordan lyset spejles i dem? Hvor mange sensoriske indtryk kan vi overhovedet håndtere på samme tid?

Mange spørgsmål, ja, men det er netop det, der gør maleriet så genialt. Jeg får næppe nogensinde et entydigt svar eller et facit, hvilket er det vidunderlige ved oplevelsen.

Normalt er Manet ikke en maler, jeg hæfter mig synderligt ved. Men her har han lavet noget særegent fremragende. Han er lysår mere spændende end aktivistkunstnere, der insisterer på at proppe et ensporet budskab ned i halsen på mig (som regel en stadig trættere (og trættende) variation af “fuck kapitalismen!”). Jeg bilder ind, at netop tvetydigheden og evne til at kunne skabe værker som ‘Un Bar aux Folies-Bergère’ er det, som giver billedkunsten en fremtid i en AI-verden. Fordi det stadig, tror jeg, kræver et element af menneskelig indsigt at kunne frembringe visuelle fremstillinger af melankoli og den menneskelige tilstand.

Lotte Laserstein

Læste en tankevækkende klumme af Enuma Okoro, der gjorde mig opmærksom på den tysk-svenske maler Lotte Laserstein (1898-1993) – og ikke mindst hendes elegiske hovedværk ‘Abend über Potsdam’ fra 1930.

Jeg ved ikke om det er et direkte rart maleri. Men det er dirrende, symbolsk og afbilleder øjeblikket før at alting ændrer sig (antageligvis til det værre). Billedet vækker mange ting i mig. Uro, rastløshed, tanker. Kompositionen er en slags sekulær udgave af Leonardo da Vincis ‘Den sidste nadver’, med den unge kvinde i midten som en kristusfigur. Vi må formode at det er et middagsselskab mellem venner, men alle personerne er tavse, og de ser alle andre steder hen end på hinanden eller på verden; blikket er rettet indad og præget af vildrede. Selv den unge, farverige kvinde – med fremtiden foran sig, må vi formode – er fortabt i melankoli og handlingslammelse.

Billedet er malet i et Tyskland i kaos, social usikkerhed og opbrud, tre år før den nazistiske magtovertagelse. Det er vanskeligt ikke at tolke det urbane landskab; den grå (truende?) himmel; de fremmedgjorte, melankolske, bekymrede og opgivende personer som en metafor for Tyskland og den tyske samtid. Fremfor at tale sammen er de alle opgivende, tabt i egne tanker og ser forskellige steder hen. Måltidet (festen?) er ovre, kun resterne er tilbage – og imens at deres verden er på vej mod barbari kan personerne – lysende Jesus-skikkelse eller ej – ikke længere tale sammen om en vej frem. Det er tragik på adskillige planer.

På den måde er maleriet muligvis mere relevant for vores samtid, end jeg egentlig synes det er behageligt at tænke på. For problemerne og udfordringerne for verden tårner sig også op i 2023 – men evnen til at have en global samtale om løsningerne. Billedet hænger på Neue Nationalgalerie i Berlin og er kæmpestort (110 x 205 cm). Vil glæde mig til at se det live.

‘Abend über Potsdam’ fik mig til at udforske Laserstein yderligere. Lige nu er hun aktuel med en særudstilling på Moderna Museet i Malmö, hvilket nok burde være et besøg værd. Sjældent er jeg stødt på en kunstner, der på den måde kan formidle stemning i sine malerier. Hun er omvandrende melankoli. Uanset om det er portrætter eller landskaber, så stråler hendes følelser ud af billederne.

‘Ich und mein Modell’ (1930)

‘Russisches Mädchen mit Puderdose’ (1928)

Laserstein har også en klar queer-vinkel i sine tidlige, hvor mange af hendes modeller får et tydeligt androgynt udtryk. I 1937 må hun som jøde flygte til Sverige, hvor hun frem til sin død ernærer sig som portrætmaler. En på alle måder kompleks og interessant skikkelse, som det irriterer mig at jeg ikke har hørt om før.

Schweiziske malere

Afrejsen til Ticino nærmer sig og tiden er inde til den liste, alle har ventet på i åndeløs spænding og med tilbageholdt åndedrag: min autoritative rangering af schweiziske malere.

Og ja, full disclosure, jeg har en usaglig præference for kunst mellem 1880 og 1920. Og nej, der er ingen kvinder med på listen. Men altså, kvinder fik ikke stemmeret i Schweiz før 1971; hvor mange kvindelige kunstnere tror I egentlig selv det ultrakonservative folkefærd har givet chancen?

Eller nej, nu lyver jeg, der er to. Den ene er Angelica Kaufmann (1741-1807), men hun malede neoklassiske portrætter og historiske scener; begge genrer der keder mig umanerligt meget – uanset malerens køn. Den anden er Sophie Taeuber-Arp (1889-1943), som pryder de schweiziske 50 Franc pengesedler. Men altså, hun maler Dada og kubisme; det hele er geometri og kasser og streger. Hvilket er stilarter jeg går ekstra hurtigt igennem, når jeg ser dem på kunstmuseer. Er det rimeligt eller fair? Måske ikke. Men jeg ved nogenlunde, hvad jeg kan lide. Og det er ikke Kaufmann eller Taeuber-Arps dele af billedkunsten, der vækker noget hos mig. Med denne indgangsbøn afsluttet kommer vi til listen, der er delt op i tre sektioner:

Ja. Uendelig meget ja

Arnold Böcklin
Emoernes konge! Han malede jo ‘Die Toteninsel’ og alene det sikrer en placering på listen (og mit personlige Mount Rushmore).

Die Toteninsel III (1883)

 

Félix Valloton
Jeg er så uklædeligt forelsket i Valloton, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Med at han er verdenshistoriens bedste til at male træer? At han har malet den smukkeste solnedgang nogensinde? Eller at han maler et romantisk billede, som han så vrængende kalder for ‘Løgnen’? At han ubesværet maler alt fra portrætter til Stilleben over landskaber via sært poetiske 1. verdenskrigsmotiver. Jamen, se dog hvad han kan. Han er eminent:

Le Ballon (1899)

Løgnen (1898)

Coucher de soleil, ciel orange (1899)

Le Vent (1910)

Verdun (1917)

 

Ferdinand Hodler
Selvfølgelig er han med på listen. Han har jo malet mit officielle portræt. Og alpelandskaber.

Ferdinand Hodler – Der Lesende (1885)

Ferdinand Hodler – Le massif de la Jungfrau vu depuis Mürren (1911)

Nej. Jo. Eller, altså, nej. Ok. Måske.

H.R. Giger
Her bliver det vanskeligt, for jeg kan virkelig ikke lide Gigers æstetik eller surrealistiske biomekanik. Men jeg kan omvendt ikke underkende hans betydning indenfor visse subkulturer. Og jeg har i den senere tid udviklet en partikulær svaghed for xenomorphen fra Alien-filmene, så han skal vel med. Men vise ham vil jeg ikke.

 

Aldrig i livet

Ingen roser uden torne. Således heller ikke den schweiziske kunsthistorie. Visse kunstnere er så irriterende, overvurderede, ondskabsfulde eller skadelige at jeg hverken kan eller vil gider se på deres værker. Det drejer sig om:

Alberto Giaconmetti
Hvis jeg skal se blot én til af hans afskyelige tynd-mand-skulpturer, så eksploderer jeg. Man må give ham den anerkendelse at hans stil er genkendelig og distinkt i al dens elendighed, men det er så også det. Gid nogen ville pakke samtlige hans værker ned, forsegle dem og placere dem et sted i Marianergraven.

Le Corbusier
Sjældent har en enkelt person gjort mere skade og forvoldt større menneskelig ulykke end højmodernismens ypperstepræst. Hans menneskehadende byplanlægning er selvfølgelig hans værste forbrydelse, men hans kunst er også forfærdelig.

Samlet set håber jeg at få set kunstnerne i hjemlige omgivelser, formentlig i Kunstmuseum Basel eller Fondation Beyeler. Glæder mig til at opleve noget nyt.

John Singer Sargent

Jeg er inde i en fase, hvor jeg dyrker amerikanske impressionister. Det begyndte da jeg var i Washington DC og så to malerier af James Abbott Whistler og Childe Hassam på National Gallery of Art. Det var store æstetiske oplevelser, men jeg vil egentlig ikke sige så meget om lige de to malerier (en anden gang, måske), da deres eksistens i dette indlæg mest af alt tjener som en segway over til den maler, jeg har haft en del på hjertet i de sidste par dage: John Singer Sargent (1856-1925).

Singer Sargent var først og fremmest portrætmaler; en disciplin som for mig er sådan lidt måske-måske ikke. Hvis et portrætmaleri er virkelig godt kan jeg blive helt eksalteret og fortryllet. Hvis de er dårlige, er de blandt den billedkunst, jeg hader allermest. Adskillige er de traumatiske barndomsminder, hvor jeg blev slæbt gennem museer fulde af fortvivlende hollandske maleres dystre billeder af protestantiske mørkemænd.

Vi er dog heldigvis et lidt andet sted her. Og Singer Sargent har to vigtige ting gående for sig.

For det første er han en dygtig maler, der kan sit billedkunsthåndværk. Den slags giver kredit hos en flammende installationskunst-hadende ‘kunst-skal-være-smukt-og-vække-følelser’ reaktionær som mig.

For det andet: Singer Sargent var en sanselig mand. Hvis jeg skal være lidt indiskret, så kan jeg godt lide at Singer Sargent er så liderlig, når han maler voksne kvinder. Der er virkelig meget sex i hans billeder. Ikke på en creepy, vulgær eller grov måde, men hele hans æstetik, penselstrøgene og hans skildring af kvinderne vidner om en maler, der i den grad formår at udtrykke sit begær gennem sin sanselighed. Bedste eksempel er nok ‘Portrait of Madame X’ (1884), der er Singer Sargents mest berømte og samtidig også mest notoriske værk:

Samtiden i Paris kunne ikke håndtere så meget sex på én gang. Kontrasterne mellem den blege hud og den mørke baggrund, den yndefulde hals, kjolen der både viser og skjuler (for meget) på samme tid. Den indbydende kropsholdning, skønheden og de aristokratiske kindben. En kvinde der hviler i sin egen attraktivitet. Det var alt, alt for meget. Offentligheden gik amok og Singer Sargent måtte flytte til London.

Balladen og forargelsen over ‘Portrait of Madame X’ i de parisiske saloner om Singer Sargent fik mig til at tænke på Ursula K. Le Guins science fiction roman ‘The Left Hand of Darkness’, som jeg forsøgte at læse tidligere i år. Handlingen fængede mig ikke, jeg endte med at gå i stå undervejs, undskyld, men Le Guin skriver eminent og hun udviklede koncepter, der var vildt radikale og originale for sin tid (1968).

I bogen forestiller hun sig en planet, Gethen, hvor beboerne -er androgyne/ambiseksuelle det meste af tiden – og det samfund de har opbygget derfor er helt befriet for binære mand/kvinde verdensopfattelser. Beboerne skifter biologisk køn én gang om måneden, hvor parring så finder sted. De fleste har haft forskelligt køn gennem livet, og næsten alle har både født børn og været fædre. De personer, der udviser en præference for at være et bestemt køn, bliver betragtet som seksuelle afvigere. I bogen følger man hovedpersonen, Genly Ai, der er udsendt fra Jorden som ambassadør til Gethen. Han har klassiske opfattelser af køn og kønsidentitet, hvilket betyder at beboerne på Gethen konsekvent omtaler ham som ‘the Pervert’. og betragter ham som dybt moralsk og seksuelt depraveret. For set med deres øjne og køns-/seksualnormer fremkalder han noget nær samme forargelse og afsky, som en Wahabist føler overfor homoseksuelle.

Min pointe med denne lille ekskurs er blot at sociale normer er kontekstbestemte, altid til forhandling og impermanente. Det er voldsomt og interessant og tankevækkende, hvordan normer kan skifte henover nærmest ingen tid. Maleriet af ‘Madame X’ er fra 1884, små 150 år, hvilket i det store billede er ingenting. En af de ting jeg lærte af Peter Frankopans velmente, men også utroligt kedelige ‘The Earth Transformed: An Untold Story’1 er at Homo Sapiens som race har eksisteret i ca. 0,1% af Jordens levetid. Så 150 år? Peanuts. Ting forandrer sig. Hurtigere end man tror det. Og det gode ved ‘Madame X’ historien er vel, at det tjener som et eksempel på, hvordan sociale definitioner og konventioner kan ændre sig over tid. Tænk, hvordan datidens gentleman, der står dér og koger over af forargelse (og, endnu mere skamfuldt, begær) i efteråret 1884 til den årlige Paris Salon i Académie des Beaux-Arts, ville have det med vores æstetik i dag. De ville ikke ane hvad der ramte dem.

Mit helt eget personlige favorit Singer Sargent kvindeportræt er dog ‘Lady Agnew of Lochnaw’ (1892). Indrømmet: der er mindre hud, men altså, se hende lige. Henslængt i en Bergére stol betragter hun dig direkte, vurderende, halvt smilende. Vi er i færd med en dyb samtale, som ingen (jo, hende, måske) ved hvor skal føre hen. Øjenbrynet er løftet spørgende (drillende?), du har lige sagt noget måske moderat begavet, og her er du i en samtale med en stærk, intelligent kvinde, der har sine meningers mod og på alle måder er din ligeværdige partner – og hun har tænkt sig at udfordre dig. Hun er helt og aldeles uimodståelig, sexet på den helt rigtige måde. Og det mistænker jeg at Singer Sargent også syntes. Han maler hende perfekt og med alt sin sanselighed.

Jeg kan dog også godt lide Singer Sargent, når han er emo. Og det synes jeg han er i ‘The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882):

Hvor skal man begynde, hvis man skal pakke dette maleri ud? Den utraditionelle setting? At vi som beskuere har afbrudt legen? In medias res stemningen? Pigernes autonomi? Den utilpashed, der lurer i billedet? Hvordan vi går fra den lille piges lyse barndom gennem faserne, hvor de fire piger over tid bliver tvetydige, mørkere, fremmedgjorte, taber uskyldigheden og går ind i en ukendt (mørk?) fremtid. Hvor den ældste pige henligger i skygge, vender ansigtet bort og er ulæselig – og er i frigørelse. Jeg er vild med maleriet og dets iboende spændinger og melankoli. Jeg kan godt lide Singer Sargent, når han bliver lidt mørk og jeg ikke rigtig ved, hvad der foregår.

Til slut endnu et børnemaleri: ‘Carnation, Lily, Lily, Rose’ (1885). Her har jeg ingen dybere tolkning, udover at lamperne minder mig om den, der hang på mit børneværelse hjemme på Nordvestvej i Aalborg. Og at jeg er betaget af billedet og synes det er smukt.

Jeg har generelt udviklet et blødt punkt for det, jeg vil kalde for planter-i-baggrunden billeder. Andre eksempler er Kehinde Wiley officielle præsidentportræt af Barack Obama (2018) og Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914). Jeg skal ikke kunne sige, hvad det fortæller om mig.

Singer Sargent malede også landskaber – min favorit er ‘Simplon Pass’ (1911) – men det er klart hans portrætmalerier, der virker bedst på mig. Håber på snart at kunne se flere af hans malerier i virkeligheden.

  1. Det er en af de der ulidelige Waterstones Dad-agtige vigtige bøger på +700 sider om et tilpas vægtigt emne, som anmeldere kalder for ‘magisterial’, men som er alt, alt for detaljerede – “lad mig fortælle dig MEGET mere om, hvordan hittiterne skildrede år med for lidt regn i perioden 1750-1650 f.Kr” – og ingen i virkeligheden får læst [↩]

Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’

Fik anbefalet Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’ (sammen med en frygtelig masse nyere norsk skønlitteratur, gys) af min gode ven Torben. Fik den færdiglæst her til aften henslængt i sengen liggende ved siden af en højlydt snorkende søn.

Vil være så tilpas udiplomatisk og sige at det ikke er en bog for mig. Handlingen og karaktererne er så fremmedgjorte for hinanden og resten af verden, at jeg som bogen skred frem fik mindre og mindre lyst til at være i selskab med dem. Det betyder ikke at det er en dårlig roman. Måske tværtimod, faktisk. Hesselholdt skriver voldsomt godt og har masser på hjertet om ensomhed og skrøbelighed. Men det betyder blot, at man som læser skal have lysten til at læse om en psykiater, der rejser til Tromsø for at begå selvmord – for så siden at ændre mening (efter at have krammet en udstoppet isbjørn i en hotellobby og herigennem blevet mindet om kærlighed) og rejse til Venedig for sammen med sin psykotiske lillebror at udleve en drøm om genopføre handlingen i Thomas Manns ‘Døden i Venedig’.

Hvilket er et problem. For jeg har aldrig læst ‘Døden i Venedig’, jeg kommer næppe heller til det, og det er græsende til usandsynligt at jeg nogensinde får læst blot én af Manns bøger. Som lillebroderen på et tidspunkt funderer over:

Desto flere gange jeg i sin tid læste Døden i Venedig, jo mere kompliceret forekom den mig at være; jeg spurgte mig selv om den overhovedet var til at fatte hvis man ikke havde læst Platons Faidros, Nietzsches Tragediens fødsel og var velbevandret i græsk mytologi; for så er kun portrættet af Venedig og den forholdsvis spinkle handlingsgang tilgængelig: ældre, udslidt forfatter møder under en spadseretur i sin tyske hjemby en tvivlsom skikkelse der på én gang er en vandringsmand og døden; på sin vis sendt af sted af denne skikkelse, rejser Aschenbach til Venedig for at restituere sig, forelsker sig i en ung, smuk dreng, sminker sig for at virke yngre – helt som den falske yngling han mødte på båden til Venedig og væmmedes ved – får kolera og dør.

Jeg ligger nu og tænker på emne-verdener generelt som for eksempel jeg aldrig har haft adgang til på grund af uvidenhed, og emne-verdener der mister betydning, lukker sig, ingen vital rolle spiller længere, som nu græsk mytologi, hvis figurer ingen – eller det kan næppe være mange – forstår sig gennem eller holder op for sig som spejl; og ja, for et øjeblik siden sammenlignede jeg søster med Apollon og mig selv med Dionysos, men det var tom snak. Men for Mann, og for hans læsere må man formode, var henvisningerne til antikken meningsfulde, stadig i live.

Emne-verdener. Hvilket eminent koncept! Har manglet et ord for fænomenet. Hvor et værk idéelt set må forstås eller tolkes gennem dets interkontekstuelle relation til andre værker eller begrebsapparater. Og at ens forudgående viden eller (fravær af) emne-verden nødvendigvis må forme ens læsning af og glæde ved værket. Jeg mangler den relevante emne-verden (i.e. at have læst ‘Døden i Venedig’) for at virkelig at forstå og sætte pris på, hvad det er Hesselholdt rent faktisk gør i ’Til lyden af sin egen tromme’. Jeg kan kun læse værket som das Ding an sich, og det er ikke overvældende. For mig er det en velskrevet, men jævnt træls historie om endnu mere trælse karakterer, der gør ting jeg ikke rigtig forstår. Men for læsere i besiddelse af den relevante emne-verden inden læsning, så er bogen utvivlsomt et mindre mesterværk.

Udover at have beriget mig med ‘emne-verden’ begrebet, så må jeg give Hesselholdt den kredit, at hun sendte mig ud af en længere tangent indenfor skulturkunst. For da først den nu ikke længere akut suicidale psykiater er kommet til Venedig og i stedet er på jagt efter smukke unge mænd, så bliver længere passager af bogen til en højintellektuel turistguide til mesterværkerne fra tiden i La Serenissima Repubblica di Venezia:

Min intuition ledte mig ind på Museo Correr, og jeg kan bedre overskue at være indenfor og på museum end udenfor i menneskemassen i den svært begribelige by.

Jeg står nu foran en statue af Canova der viser Ikaros og hans far, Daidalos. De skal til at flygte fra Kreta, flyvende. Daidalos er netop ved at fastgøre voksvingerne til sin søns ryg med snore. Det var Daidalos der konstruerede labyrinten i Knossos på kong Minos’ bestilling, og også ham der anbefalede Ariadne at give Teseus en tråd med ind i labyrinten – og fæstne den ene ende til indgangen – så han kunne finde ud igen efter drabet på Minotauros. Afsløringen af labyrintens hemmelighed har gjort Minos vred; derfor må bygmesteren flygte. Der er en skyhed og undseelighed over Ikaros, han kigger over sin skulder og ned mod vingen. Daidalos kigger opmærksomt og beskyttende på ham. Min far har aldrig nogensinde set sådan på mig. Han har lige sagt til sin søn at han ikke må lade sig henrive af flyvningen, af euforien som vingerne og den tynde luft vil give ham, så han i sin beruselse kommer for tæt på solen. Mens han siger det, strejfer vingen Ikaros’ skulderblad, voksen der holder fjerene sammen, er stadig en smule varm, og han har aldrig mærket noget så ejendommeligt; det er som om en andens lette krop har lagt sig over hans og er ved at overtage den. Han skælver og drejer hovedet væk fra sin far. Han smiler uden at ville det; han flyver næsten allerede. Udtrykket i farens ansigt gør fortsættelsen på myten umulig at bære. Ikaros hører ikke efter, han lytter kun til vingen der vil trække ham opad og nedad, for tæt på solen, for tæt på havet. Dette øjeblik er et af deres sidste sammen. Marmoren er blevet levende. Faren kommer til at miste ham.

Guderne skal vide at jeg hidtil aldrig, ALDRIG har skænket skulpturer den store opmærksomhed. Jeg er altid pacet forbi dem i alle de museer, jeg har besøgt gennem tiden. På vej mod vigtigere ting; malerier af guddommeligt besjælede landskaber og den slags. Thorvaldsens Museum er et af dem, jeg med ro i sindet aldrig har besøgt, for skulpturer har aldrig vakt de store følelser hos mig.

Men sikke hun kan skrive, Hesselholdt. I kan se skulpturen ‘Dedalo e Icaro’ (1779) her, men Hesselholdts ord er næsten bedre. Jeg var derfor naturligvis nødt til at udforske Antonio Canova lidt grundigere. Og det var så her, jeg opdagede hans hovedværk ‘Amore e Psiche’ (1793):

Er den ikke betagende? Hvordan Eros vækker den døende Psyke med sin kærlighed, hvorved hun bliver gudinde for sjælen? Jeg er forundret over, hvordan Canova kan udtrykke så mange følelser gennem en marmorskulptur. Det er næsten en tur til Louvre værd, alene for at se den. Her kan man da tale om et værk, som man kan forstå – selv uden en at kende mytologien bagved. For værket udtrykker alt det, der er brug for at sige.

Tretyakov

Læste en nyhed om at et berømt ikon, ’Treenigheden’, i en symbolladet politisk gestus bliver flyttet fra Tretyakov Galleriet til først frelserkatedralen i Moskva og siden til hovedsædet for den russisk-ortodokse kirke.

Det har jeg ingen stærke meninger om, selvom jeg ikke ved hvor sundt det er for 700 år gamle ikoner at rejse rundt omkring. Men nyheden fik mig til at tænke tilbage på 2004, hvor jeg var i Moskva og i den forbindelse besøgte Tretyakov Galleriet – men i dag har jeg ikke den fjerneste erindring om de værker, jeg så der.

Brugte derfor her til morgen lidt tid på at udforske museets Wiki-side og samling. Det meste er ikke lige mig. Portrætmalerier af adelige russere fra 1700-tallet og ortodokse religiøse motiver af langskæggede patriarker gør mig ør (og ærligt talt lidt træt). Men især tre værker kan noget:

Kramskoy Portrait of a Woman

Ivan Kramskoi – ‘Portræt af en ukendt kvinde’ (1883) har power og sex i overflod. Samtiden spekulerede meget i om den ukendte kvinde mon var prostitueret (eller blot amoralsk), men jeg ser en stærk og direkte kvinde, der udfordrer beskueren. Det er et fremragende maleri og hendes blik er vanskeligt at løsrive sig fra.

 

Vrubel Dæmonen

Med Mikhail Vrubel – ‘Den siddende dæmon’ (1890) er vi nærmest i Manga-territoriet. Det er mig en gåde at maleriet er så gammelt, som tilfældet er. Kunne det ikke nærmest være malet af en symbolistisk maler indenfor de sidste par år? Stilmæssigt minder Vrubel mig om Egon Schiele, men det her er meget vildere. Bjergbaggrunden er malet som glasparti eller krystallerne på indersiden af de sten, jeg så på Naturhistorisk Museum i Berlin sidste sommer. Jeg ser dæmonen i billedet rumme så mange indbyrdes modsætningsfulde ting. En romantisk, længselsfuld skikkelse, der forener styrke, introversion, ensomhed, passion. Billedet er 115 cm x 212,5 cm – og må være vildt at se i virkeligheden.

 

Filipp Malyavin Вихрь Google Art Project

Filipp Milyavin – ‘Hvirvelvind’ (1906) er en Art Nouveau eksplosion af farver. Det blæser mig bagover; gid jeg havde det hængende på mine vægge. Billedet forestiller bondekoner i dans og Milyavin er åbenbart den ukronede konge af malerier af den russiske landbefolknings dagligliv. 

Sandsynligheden for at jeg kommer til at besøge Moskva i en nær fremtid er vel noget nær nul. Men uanset hvad man mener om Rusland som geopolitisk aktør, så er det et land med en enorm kulturhistorisk betydning og kvalitet. Kunne godt tænke mig at udforske det hele lidt grundigere.

Tate Britain

Læste en dejligt småsur anmeldelse i The Guardian: “Tate Britain rehang review – this is now the museum where art goes to sleep”. Blev helt misundelig over at jeg ikke selv kan skrive så perlende perfidt:

All that excitement about Young British Art back in the 90s is scornfully shrunk into a sin bin called End of a Century, with one work each by the likes of Gillian Wearing, Damien Hirst and Sarah Lucas. Not only are these living artists reduced to dry little eyebites, they’re relegated to the past, along with Lucian Freud. It’s a miserable room – but the one that follows is worse. Here, a painting whose sloppy futility could have been slapped together as easily 40 years ago; there, a photograph of the sea by Wolfgang Tillmans; here, a chunk of heavy machinery; there, a few more so-so paintings botched together to show the current condition of art and the country. The pompous room title, The State We’re In, promises deep sociopolitical diagnosis. Instead, it’s just a scrappy selection of disconnected stuff. Or perhaps they’re saying that, as a nation, we’re as vacuous, timid and fundamentally dull as this display.

Der er dog også en mere tankevækkende strømning i anmeldelsen, nemlig refleksioner over det uhensigtsmæssige i at spænde kunst (eller måske snarere: kunstformidlingen) for en moralsk vogn:

But today’s Tate Britain is where art goes to sleep. That’s largely because it is committed to a worthy view of art. It isn’t the ideals I object to but rather the stultifying fact that when you insist on art’s moral value, you make it predictable and dull.

The novelty of this rehang is to impose a veneer of current concerns with slavery, empire, sexual identity and gender on to displays that are otherwise quite familiar. The results are glib, patronising, belittling.

What, for instance, has Tate Britain got against William Hogarth’s pungent 18th-century satires that it has to “correct” them with a contemporary piece by Pablo Bronstein celebrating Georgian London’s Molly houses?

I’ve been fascinated by these subversive social spaces ever since reading Alan Bray’s pioneering 1982 book Homosexuality in Renaissance England, but I don’t see how Bronstein’s cutely stylish work helps us look at Hogarth. It feels as if the scabrous painter is being called out for his failure to set his scenes of sexual dalliance and social corruption in Molly houses rather than brothels and asylums. But if you look carefully at Hogarth’s A Scene from the Beggar’s Opera you might spot a lesbian encounter. Give 18th-century satire a chance.

Ja, giv da lige det 18. århundredes satire en chance! Og, måske mere indsigtsfuldt, her om hvad museer skal kunne i dag:

Another room chastises baroque painters: how dare William Dobson portray the toff Endymion Porter when he should have been painting the Levellers who tried to overturn the social order during the English civil war? Ranter pamphlets and other radical prints fill a mural by contemporary artist Nils Norman, to put the likes of Dobson, a young British genius who died in his 30s, in their place. A sculpture of two suitcases by Mona Hatoum connects migration today with continental European painters who worked in Tudor Britain. But what exactly is the connection? And how should it change the way I see Marcus Gheeraerts II’s 1594 portrait of Captain Thomas Lee flaunting his fine bare legs

The problem with these “interventions” is not just that they are historically naive, but that they fundamentally misunderstand the way we use museums. What does Tate Britain think – that we’ll read every text, follow every argument, see every painting and even British history itself through the curators’ eyes? When you explore a gallery, you make your own connections, think your own thoughts. One work will draw you, another won’t. And it probably won’t be for the reasons the curators have hung it.

Jeg har ikke et problem med at kunst fra forskellige historiske perioder og stilarter bliver kurateret, tematiseret og sat til at ‘tale sammen’ om relevante samfundsemner. Det er heller ikke et problem per se, hvis tematiseringen sker med en klar politisk vinkling. Jeg er en stor dreng, kan godt tænke selv og kan sagtens sige til og fra overfor den slags. Og det kan bestemt give mening at lave den slags øvelser.

Men jeg er omvendt grundlæggende fortaler for, at værket skal vurderes som værk – og på dets egne præmisser og forudsætninger. Nu har jeg ikke set den aktuelle Carl Bloch udstilling på Statens Museum for Kunst, men jeg kan forstå, at kuratorerne foretager samme (eller endnu mere vidtgående) formidlingsgreb, som de gør på Tate Britain.

Igen – jeg skal have set udstillingen på SMK før jeg kan udtale mig – men det virker som en urimelig behandling af Blochs værker. Og hvis man bør ‘intervenere’ overfor alle fortidens kunstnere, forfattere, musikere, dramatikere, filmskabere, hvor efterlader det os så? Hvad gør man med de sammensatte, komplekse og heterodokse kunstnere, der skabte fantastisk kunst – samtidig med at de behandlede deres nærmeste elendigt, eller blot havde datidens mainstream holdninger til kønsroller eller slaveri?

Jeg ved ikke om jeg har den forkromede løsning. Min insisteren på en ‘værket i sig selv!’-tilgang kræver også kræver en formidling og den kan heller ikke blive værdineutral. Men måske min tvivl og manglende lyst til stillingtagen til værkets (politiske) kontekst er drevet af, at kunst for mig først og fremmest handler om følelser og indtryk. Det er ikke Edward Hoppers politik, der er grunden til at hans malerier taler direkte til mig og det sorte hul indeni mig. Men måske det er en priviligeret position at indtage. Jeg ved det ikke. 

Årgang 2023 udstillingen på Charlottenborg

Var forbi ‘Afgang 2023’ udstillingen på Charlottenborg, hvor afgangsklassen på Kunstakademiet i København viser deres værker frem. Weekendavisen bragte en underligt flad og spændstighedsforladt anmeldelse, der mest af alt tolker udstillingen som et tegn på en kommende (kommerciel) nedgangsperiode for kunsten. Jeg fornemmer at anmelderen ikke var voldsomt bjergtaget af det kunstfaglige niveau, nok snarere det modsatte, men at hun omvendt heller ikke har den store lyst til at kritisere nogen af de 34 kunstnerne eller deres værker unødigt.

For mit eget vedkommende gik jeg rundt i Charlottenborgs smukke lokaler og var uberørt af det meste1.

Dog: nogle af værkerne er begavede og tankevækkende nok. Hvad forsøger Sofie Winther f.eks. egentlig at sige i sit værk med igler, der invaderer institutionsgarderobemøblet; så velkendt fra børnehaver og vuggestuer? Hun sætter ord på i det medfølgende udstillingshæfte. Den får fuld gas for med genopvarmet Foucault-møder-Depeche Mode ‘Master and Servant’: værket handler således om “institutionslivets disciplinering” og at hun er “optaget af de forskellige former for afhængighed, der betinger relationerne mellem individer og systemer og er grundlaget for alt liv” (sic). Hun undersøger “hvordan de forbindelser af gensidighed, kontrol og disciplinering, som vi indgår i, både er brutale strukturer og eksistentielle nødvendigheder” (sic x2). Jeg er ikke sikker på at jeg personligt har lyst til eller stamina nok til at bo på Sofie Winthers planet, men den er om ikke andet interessant og (fornemmer jeg) ret optaget af disciplinering.

Men så går jeg længere ind i lokalet og hvad i alverden skal jeg brug et overdimensioneret korthus lavet af stenuldsplader til? Jo, ifølge hæftet handler det om “planetariske tidsperspektiver og den hverdagslige fortrængning af de større sammenhænge mennesket er en del af”. Som læser af den (desværre ret kedelige) ‘Notes From Deep Time’, så er jeg den type person, der sætter pris på at få sat min eksistentielle ubetydelighed sat ind i de rette geologiske tidsperspektiver. Men altså. Se lige engang:

IMG 3612

Jeg hører hvad du siger, Kaja Lahoda, men der MÅ være andre måder at formidle ‘planetariske tidsperspektiver’ på end det der korthus, det MÅ der altså. Og det er nok mit samlede indtryk af ‘Årgang 2023’. Glimt af noget galt/genialt, enkeltvis kløgtigt udfoldet idérigdom. Men for det meste udført på måder, der efterlader mig indifferent. Jeg så desværre ikke den næste store polymat og renæssancemenneske på udstillingen i torsdags, men jeg håber at jeg tager fejl.

Trissede derefter over og så den anden aktuelle udstilling på Charlottenborg: Jeremy Deller – ‘Welcome to the Shitshow’. Det var en anderledes velkendt, ja, nærmest tryg oplevelse. Faktisk var det så velkendt, at det føltes gammeldags. Popkunstæstetik som ville have gjort Rauschenberg og Warhol varme i trusserne; slogans og slagord à la Barbara Kruger og Jenny Holzer, “Protect me from what I want” og alt det der. Dellers værker virker på mig som af den type, jeg kunne finde på at hænge på kollegieværelset i 00’erne for at kommunikere, hvor skævt tænkende og åh-så-følsomt indsigtsfuld jeg var, alt imens jeg rasede afsted direkte mod et liv i storrumskontorer og hamsterhjulstilværelsen:

IMG 3614

Altså, jeg vil (naturligvis!) til hver en tid forsvare et menneskes ret til at citere ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, alt andet ville være absurd og et etisk kollaps. Men ‘Meat is Murder’-albummet udkom altså i 1985 og når dele af udstillingen grundlæggende befinder sig i en æstetisk acidboble af Bowie, Depeche Mode og Happy Mondays, så bliver det næsten lidt for gammelt, fuzzy og knuselskeligt alt sammen. Jeg hyggede mig med andre ord sammen med Deller, men jeg ved her bagefter stadig ikke om jeg synes han er en stor og relevant samtidskunstner. Tag selv ind og vurder det.

  1. Det er for en stor dels vedkommende min egen fejl. En ubehageligt stor del af udstillingen er installations- eller videokunst, begge genrer jeg er for intellektuelt og emotionelt doven til at forholde mig til (og derfor ikke for alvor kan tillade mig at have en holdning til). At jeg er indifferent overfor dem siger derfor ikke nødvendigvis noget om kunstnerne, men illustrerer snarere min manglende nysgerrighed. [↩]

Anselm Kiefer

Der er ikke meget der går den rigtige vej i øjeblikket. Mit humør i disse dage minder til forveksling om et Anselm Kiefer maleri.

Aalborg Madonna

Man kan vel argumentere for at selve bygningen i sig selv og Alvar Aaltos arkitektur er Kunstens største kunstværk.

Det er et sjældent veldesignet og lyst kunstmuseum, meget mere indbydende end jeg husker det fra de ret blodfattige besøg i skole- og gymnasietiden. Der er plads og perfekt lysindfald; både de mørke og lyse værker kommer til deres ret.

Museet fyldte 50 år i 2022 og kører stadig en ‘Kunsten Retro’-udstilling, hvor de kører med værkerne fra udstillingerne i 1972. Det er sjovt tænkt, men man tages omvendt tilbage i en ret brun og (for mit vedkommende) ikke-berørende tidslomme. Og med en række kunstnere (Asger Jorn, suk) som nok i grunden havde bedst af at forblive i slut-60’erne. Og tilvalg medfører desværre også fravalg.

Jeg savnede især Harald Slott-Møllers vidunderlige ‘Primavera’ (1901) fra museets normale samling.

Hvem kan sige nej til hende? Frugterne, fristelsen, glæden (og skyggerne!) bag hende, mens man ser den plagede mand med forpligtelserne og kirken (sic) bag sig. Det er ikke subtilt, men det er effektivt.

Til gengæld fik jeg så glæden af Henry Heerups ‘Vanløse-madonna’ (1933) – her nænsomt akkompagneret af min lokale Standhusene-madonna.


Har diffuse minder fra min barndom om værket, der hang reproduktioner af det i flere af mine forældres venners hjem. Den får ikke for lidt med jomfru Maria-allegorien og symbolikken. En dag må jeg udforske min veneration for kristne motiver i kunst, men det bliver ikke i dag.

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.