Kunstnere jeg var begejstret for i mine 20’ere: Alphonse Mucha (vel kickstartet af en tur til Berlin i 2003, hvor der var en specialudstilling på Bröhan Museum, siden boostet af praktikopholdet på ambassaden i Prag) og popkunstnerne Barbara Kruger og Jenny Holzer. Ikke mindst de to sidstnævnte havde jo skarpe, ironiske og anti-fremmedgørelses slogans. Det var lige noget for en faux-intellektuel og følsom ung mand, nyligt fragtet ind fra provinsen.

Men for nylig genbesøgte jeg Muchas slaviske epos (som jeg så i Moravský Krumlov i sommeren 2005) og det er kitsch ud over det acceptable. Hvad var det jeg så i billederne dengang? Udover den imposante størrelse, naturligvis.

I dag er Holzer for usubtil og gimmickagtig med sine slagord, Krugers facon er fastlåst og hendes budskaber er ferske her +30 år senere. Popkunst er generelt blevet for studentikost til mig nu, især hvis jeg ikke synes de er dygtige håndværkere/billedkunstnere (sådan som en Robert Rauschenberg åbenlyst er det).

Ens smag i kunst ændrer sig åbenbart. For mit vedkommende i retning af at jeg har brug for andet og mere end et kløgtigt koncept. Jeg har behov for at jeg kan se den dygtige, unikke håndværker i kunstværket. Nå, ja, og at det ikke er installations-, video- eller performancekunst. Intet gør mig mere gnaven. Sådan er vi kulturelt regressive midaldrende mænd.