Jeg har intet klogt eller indsigtsfuldt at sige om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Der er allerede skrevet utallige elegier og afmægtige hjerteskrig over Trumps sejr. Og flere – uendelig mange flere, faktisk – bliver skrevet i netop dette øjeblik af mere analytisk begavede og klartskuende mennesker end mig.
Så selvom udsigten til yderligere fire år med Trump fylder mig med betydelig uro og bekymring, så er det min umiddelbare plan at praktisere radikal accept – og på god strudsemanér håndtere den ukontrollable omverden med en hjemmestrikket stoisk strategi. Verden er som den er, fokuser på det du kan forandre, memento mori og alt det der. Denne indledende fase kan (alt afhængigt hvor hastigt jordens undergang nærmer sig og behovet for selvbedrag tilsvarende vokser) suppleres af et intellektuelt indre eksil, hvor jeg kan fordybe mig i sværmerisk billedkunst og betydningsfuld skønlitteratur.
Jeg kan forstå at det er en illustration af en mytisk scene fra et japansk sagn, men jeg vælger i stedet at tolke motivet særdeles bogstaveligt. Her sidder man og chiller med en hjemmedreng, lever livet ligeså fredeligt og leger med hinandens katanaer; “HALLØJ, SAVNEDE I MIG?” brøler apokalypsen pludselig skælmsk, alt imens den trækker scenetæppet unødvendigt dramatisk til side og fremkalder eksistentiel rædsel. I retrospekt virker det som en glimrende beskrivelse af nattens begivenheder fra USA.
Jeg får ikke samlet mig til at skrive indsigtsfulde anmeldelser af de ting; jeg læser, ser eller lytter til. Derfor her et skyndsomt opsamlingsheat med tanker om de senere uger (måneders?) læsning.
Jeg har fået læst de to sidste bøger, ‘Transit’og ‘Kudos’, i Rachel Cusks trilogi. Ingen af dem når niveauet i ‘Omrids’, der er en uangribeligt perfekt udgave af Cusks plotløse og konversationsdrevne modus. Særligt ’Transit’ var småstreng at komme igennem, selvom dens overordnede tema (dislokation i tilværelsen) umiddelbart burde resonere mere hos mig end ‘Kudos’ mere eksplicitte fokus på køn. Cusks skrivemetode fungerer kun for alvor, hvis fortælleren Fayes samtalepartnere er interessante – og at de føles værd at investere ens empati og indlevelse i. Det gør de for sjældent i ‘Transit’, men selv en småsløj Cusk er lysår foran stort set alle andre forfattere, når det handler om at skrive. Vil derfor klart anbefale hele trilogien, det har været en fantastisk læseoplevelse.
Aidan Mohers nostalginørdnarko ‘Fight, Magic, Items’, har jeg allerede dækket andetsteds. Obligatorisk læsning for alle japanofile rollespilsnørder ude over deres første ungdom.
Jesse Donaldson – ‘The More They Disappear’(2016) har været længe på min ‘to read’ liste på Goodreads, forleden fik jeg den så endelig læst. Teknisk set er genren vel krimi, men det er ikke selve forbrydelsen, der er interessant – det er derimod, hvad de bagvedliggende årsager til den er. Mest af alt er det sociologisk meditation over, hvordan et landsbysamfund i Kentucky bliver revet fra hinanden af opioider omkring år 2000. Donaldson beskriver med en usædvanlig indlevelse og solidaritet, hvordan ensomhed, smerte og meningsløshed driver krisen. Det er ikke social realisme, men mere en … ja, i mangel af bedre beskrivelser, en sorgfuld mysteriebog.
James R. Gaines – ‘Evening in the Palace of Reason’ (2005)har undertitlen ‘Bach meets Frederick the Great in the Age of Enlightement’. Gaines’ formål er at skrive om J.S. Bach og hans værker, hvilket også var min egentlige motivation til at læse bogen (udover titlen, som jeg elsker). Jeg vedbliver med at have et uudfyldeligt sort hul indeni, når det handler om klassisk musik. Tilsyneladende ligegyldigt hvor meget jeg lytter, formår jeg aldrig helt at få greb om det. Mine tanke var derfor, at hvis jeg nu læser kloge værker om komponisterne, forstår dem i deres samtid, og måske får en blid guide til, hvor jeg skal starte i min lytning, så vil jeg på et eller andet tidspunkt forstå og værdsætte musikken mere. Det var bestemt interessant at læse om Bach, der tydeligvis var et geni af ganske uforlignelig karakter. Men jeg endte alligevel med at nyde kapitlerne om Frederik den Store af Preussenlangt mere. Frederik var en sammensat person; en kreativ og skrøbelig dreng, der blev skadet af sin fars mishandling og absurd rigide opdragelse gennem barndommen. Kulminerende med at faderen lod Frederiks elsker Hans Hermann von Katte henrette for øjnene af ham, blev dette skadede menneske siden en oplysningstidsinspireret enevældig monark, der kombinerede en kunstnerisk sjæl med sjældent set militær brutalitet. Bachs skærmydsler med den lokale kirkes sogneråd i Dresden om betaling for at undervise i klaverspil, fremstår let banal i sammenligning. Mest af alt er Gaines’ bog værd at læse, da den er skrevet af en person, der har brugt hele sit liv på at opstøve ALT (og mener virkelig alt) om et emne han elsker, og som han nu virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne vil formidle sin viden og begejstring om. Det er på den måde en meget smittende bog, som man bliver gladere og klogere af at læse.
Jeg har også fået læst de første tre bind af Elena Ferrantes Napoli-bøger. Jeg går og barsler med et længere indlæg om bøgerne, men lige nu holder jeg en pause, så jeg kan få samlet energien til at læse den fjerde og sidste bog. Ferrante får mig til at tænke. I et interview i 2016 sagde hun:
– “Yes, I hold that male colonization of our imaginations—a calamity as long as we were unable to give shape to our difference—is, today, a strength. We know everything about the male symbol system; they, for the most part, know nothing about ours, above all about how it has been restructured by the blows the world has dealt us. What’s more, they are not even curious, indeed they recognize us only from within their system.”
“This painting seems to perfectly articulate a modern cultural idea – one that John Berger describes in his Ways of seeing of 1972: ‘according to usage and conventions … men act and women appear. Men look at women. Women watch themselves being looked at’. The power dynamic in paintings of the female nude, an art subject that was popularized in Renaissance Italy, is assumed to rest with artist and the viewer, who are assumed to be men – a process of objectification that Laura Mulvey influentially described as the ‘male gaze’”
Det mandlige blik, den mandlige fantasi, den mandlige æstetisering og tingsliggørelse af kvinden. Det er det samme Ferrante taler om. Og jeg er vel ikke bedre selv, hvis man vurderer ud fra de malerier, der befolker denne side. Alle disse smukke kvinder, hvis funktion er at blive set af mænd, for at opnå værdi. Det er tankevækkende, når først man bliver opmærksom på mønstrene.
Jeg abonnerer egentlig ikke på, at der findes ‘mandelitteratur’ eller ‘kvindelitteratur’, tværtimod mener jeg at litteraturen burde være universel. Men omvendt er det måske netop et priviligeret (og meget bekvemt) synspunkt, at det så tilfældigvis er mit køns bøger, mit køns æstetik, mit køns fantasi, som – hovsa! – tilfældigvis må siges at være udgangspunktet for den universalistiske litteratur.
Napoli-bøgerne er derimod kvindelitteratur, hvis vi da kan bruge termen på en deskriptiv måde. Alting ses ud fra et kvindeligt perspektiv. Der er et fuldstændigt fravær af sympatiske mænd i bøgerne. Ikke fordi – tror jeg da – at Ferrante hader mænd per se, men fordi de mænd der optræder i bøgerne ses ud fra et rent kvindeligt perspektiv, ud fra deres handlinger – og de afledte konsekvenser, de ofte har for kvinderne. Kvinderne kan lade sig besnakke og forføre af mænd, men der er aldrig andet end råddenskab og (oftest) vold bagved løgnene – med Nino (dette intelligente, manipulerende, egocentriske og hensynsløse mandebarn, der går gennem livet og efterlader brudte skæbner i sit kølvand) som det primære eksempel. Systemet er maskulint, opretholdt af maskulin vold og logik. Hovedpersonen Elena forsøger at få succes ved at emulere en mand.
På den måde har Ferrante-bøgerne været en slags øjenåbner. Som historiefortællinger betragtet er jeg ikke vild med dem. Der er et anstrøg af sæbeopera over handlingen, og der sker ikke meget i bøgerne. Men det er som nævnt inspirerende at læse bøger, der er så konsekvente i deres afvisning af den mandlige fantasi.
Nydelse fordi japanske videorollespil nu på tredje årti ligger mit hjerte meget nær, skam fordi der grundlæggende er tale om en nostalgisk øvelse. Vi taler trods alt om en spilgenre, der havde sin storhedstid omkring 1996.
Kampscene fra ‘Final Fantasy VI’, mine tidlige teenageårs absolutte eskapistiske højdepunkt. Bogens titel kommer fra menuvalgmulighederne. Modstanderen her er Atma Weapon, der er den stærkeste boss i World of Balance. Min favoritkarakter i spillet er Locke (øverst til højre), der er en følsom og melankolsk tyv. Han er meget forelsket i Celes (lige nedenfor Locke), der er en tidligere general i det onde Imperium, men nu en del af modstandsbevægelsen. Hun er hård uden på, men sårbar indeni, sådan som alle japanske heltinder er det. SPOILER: de får hinanden i slutningen. Der er nogle meget rørende scener på YouTube, som jeg måske/måske ikke netop har brugt en del tid på at gense i rørstrømsk sindstilstand.
Noget af det, som Moher gør en del ud af i bogen er den nære kobling mellem videospillene og japansk popkultur, animé/manga. Det link var en kilde til kreativitet og var styrende for spillenes ofte enormt ekspansive plot og high fantasy koncepter. F.eks. lavede den anerkendte illustrator Yoshitaka Amano en række portrætter og scener til Final Fantasy VI, der dannede grundlag for karaktererne:
Spillets hovedperson Terra skuer ud over minebyen Narshe fra sædet i sin robottank. På dette tidspunkt er hun stadig ond, da Imperiet kontrollerer hende med en såkaldt ‘slavekrone’. Hun ved på dette tidspunkt ikke at hun er barn af et menneske og en Esper, Final Fantasy VI’s svar på Tolkiens elevere, og derfor er hun i besiddelse af uhyrlige magiske kræfter. I slutningen af spillet er hun helt nødvendig for at kunne besejre spillets stærkt megalomane og ikke så lidt sadistiske slutboss Kefka.
Et udsnit af de i alt 14(!) karakterer man kan spille. De er ombord på luftskibet ‘The Falcon’, som man transporterer sig rundt i den ganske omfattende spilverden med.
Jeg kom til at tænke på Amano og hans Final Fantasy VI illustrationer, da jeg så dette maleri på Oberes Belvedere i Wien:
Giovanni Segantini – ‘Die bösen Mütter’ (1894)
Jeg er usikker på, hvor godt jeg formidler det i dette indlæg, men som jeg stod der og kiggede på det ganske uhyggelige billede, følte jeg et stærkt slægtskab mellem Segantinis æstetik og de illustrationer, jeg havde kigget på så ofte for mange år siden. Der er en fantasy/science fiction-agtig kvalitet i billedets isørken, det forblæste træer og symbolistiske stil. Der stod følgende forklaringen ved siden af billedet:
In the midst of an icy winter landscape, a young woman is writhing, caught in tree. Ensnared by its branches, her child suckles at her breast. But the mother struggles against the infant with all her might. In his 1894 painting The Evil Mothers, Giovanni Segantini addresses the controversial subject of unwanted pregnancies. He based his pictorial idea on a poem by Luigi Illica, which in turn was inspired by a Buddhist saga. Segantini created a poetic interpretation of the dilemmas surrounding female sexuality and motherhood.
På sin vis kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en kvinde, der havde forsøgt at udtrykke det dilemma, fremfor at det skulle fortolkes af en mand. Uanset hvad er det dog et stærkt og symbolladet billede, der blev sørgerligt overset. Måske fordi det har en ikke så rar undertone, måske fordi det var placeret i rummet ved siden af ‘Der Kuss’, hvor der så sådan her ud:
Billede af mennesker der tager billeder af billedet fremfor at se på billedet
Jeg skal naturligvis ikke sidde her og postulere, at et krypto-feministisk maleri fra 1894 inspirerede en række videospilillustrationer 100 år senere. Men det er en vedblivende fascination for mig, hvordan kunst taler (ubevidst) sammen på tværs af tid og sted. Jeg tror det er en af grundene til, at jeg sætter så meget pris på ældre kunst. Fordi det bliver en måde at tale med og forstå fortiden på en en ny måde.
PS. ‘Fight, Magic, Items’ er fantastisk, hvis man er i målgruppen. Jeg var varm og blød og lykkelig indeni hele vejen igennem.
Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:
Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.
Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.
Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.
Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:
Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.
Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):
Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.
Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?
Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.
Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.
Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.
Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):
Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.
Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.
Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.
Selvom min sommerferie i Wien er ved at fortabe sig i hverdagens glemsel, så kom jeg under dagens løbetur til at tænke på byen.
Måske det var dagens unaturlige septembervarme, der udløste tankestrømmen. Som udpræget vinterbarn, indendørsentusiast og solsky af natur, så trives jeg bedst med moderate temperaturer. Jeg har altid nikket med stor empati og solidaritet, når Morrissey i sangen ‘Ask’ fortæller at han bruger sin tid på: ‘Spending warm summer days indoors/Writing frightening verse/To a buck-toothed girl in Luxembourg’. Jeg søger heller ikke ud. Varme og det at være udenfor er ikke mit naturlige habitat, det er skyggen, køligheden og indendøre1. Men under mit østrigske besøg i juli var der ikke på noget tidspunkt under 34 grader i dagtimerne, og det var kun moderat køligere om natten. Indendøre hjalp ikke meget. Der var ikke aircondition i kvistlejligheden på Taborstraße, og det var reelt vanskeligt for mig at sove.
Det har jeg ikke prøvet før. Jeg er virkelig ringe til at sove i transportmidler, og har formået at rejse hjem fra bryllupsrejse via Maui til Los Angeles til Newark til København til Östersund uden at sove det mindste. Men at sove i en seng nye steder? Intet problem. Jeg kan sove under alle forhold. Troede jeg. Jeg skulle blive klogere.
Taborstraße, 15. juli 2024 kl. 2020, 33 grader
At håndtere varmen udgjorde en løbende eksperimentel læringsproces for mig under mit ophold. Jeg åbnede vinduerne den ene nat, det hjalp kun begrædeligt lidt. Dels var det lige så varmt og vindstille. Dels er der – opdagede bonderøven, der tydeligvis har været for længe væk fra urbane miljøer – forunderligt nok larm i form af højlydte mennesker, sporvogne og trafik på gaden hele døgnet i centrum af Europas femte største by, forstå det hvem der kan.
Jeg satte derfor airbnb værtindens vakkelvorne transportable blæser igang den anden nat, så mild og svalende luft kunne medvirke til at nedkøle mit solskoldede legeme. Det var en god plan, bortset fra at blæseren lød som et brunkulsfyret russisk industrianlæg, der tilmed udsendte en urovækkende kemisk brændt lugt, og derfor muligvis kunne bryde i brand hvert øjeblik det skulle være. Eftersom jeg ikke umiddelbart planlagde at ende mine dage alene i en kummerlig lejlighedsbrand i Wien, fungerede denne plan derfor heller ikke.
Den tredje dag havde jeg under dagsudflugterne holdt vinduer og gardiner lukket, så varmen ikke sneg sig ind. Forgæves, naturligvis. Jeg kom gennemstegt hjem fra Bratislava, købte mad i den overfyldte Billa på Praterstern stationen, og trådte derefter ind i det, der bedst kan beskrives som en overtændt sauna.
Jeg fandt aldrig en løsning. Den retoriske floskel om ‘at vågne badet i sved’ var indtil Wien mest af alt et kuriøst fænomen, jeg var stødt på i de mere kulørte dele af litteraturens verden. Nu ved jeg, hvad der menes.
Det tænkte jeg altsammen på, mens jeg i dag gungrede tungt og ugraciøst langs stierne i Ulkerup skoven. På det seneste har jeg døjet med mit højre knæ; ikke noget alvorligt forsikrer min livlæge mig, noget betændelse og overbelastningsinduceret, men dog stærkt irriterende, og jeg er nødt til at aflaste knæet ved at ændre træningsrutinerne. Jeg mærkede første gang til det i Wien, mit knæ klikkede lissom underlig efter en lang dags traven, så noget tyder på Wien har haft mærkbare somatiske konsekvenser for mig.
Men nuvel, udover at sove dårligt og understrege min status som et gammel skrog, så bød Wien også på en forfærdelig masse kunst, som jeg ikke rigtig har fået fortalt om endnu. Det må jeg til at gøre noget ved.
Lige her i første omgang vil jeg gerne dele Egon Schiele – ‘Die Unarmung’ (1917), som jeg så på Oberes Belvedere.
Der var engang, hvor jeg syntes Schiele var himmelstræbende genial. Han har en unik malestil og æstetik, som afviger fra hans samtid og er entydigt hans. Man kan altid genkende ham, uanset om han maler prostituerede, böhmiske landsbyer eller resignerede selvportrætter. Men jo ældre og mere af-erotiseret jeg selv bliver, jo mindre begynder jeg at synes om ham. Han døde i en alder af 28 år, og som årene går, bliver hans tilstræbte rolle som provokatør trættende for mig. I mange af Schieles andre værker bruges eksplicit nøgenhed til seksuelle provokationer, og det virker lidt infantilt for mig.
Måske det er derfor jeg virkelig godt kan lide ‘Die Unarmung’, hvor han går en anden vej og udviser en anderledes modenhed. De nøgne fysiske kroppe er stadig i centrum, men De to elskende omfavner hinanden intimt og desperat. De findes kun for hinanden, dér på det hvide lagen, mens den abstrakte verden uden om dem er forsvundet. Deres kroppe udstråler nærhed, intimitet og (føler jeg) tab og sorg. Jeg er med på, at Schiele ikke maler klassisk smukke eller lykkelige billeder, men jeg er betaget af, hvordan han bruger de tos fysiske kroppe til at udtrykke deres indre tilstand.
Det var (også) varmt den dag på museet, men det var en stor oplevelse at være der. Flere kunstoplevelser følger.
Med mindre vi taler om bjerge, naturligvis, så vil jeg altid hellere være udenfor [↩]
Nu er barokpaladser ganske vist ikke lige min kop the, men Österreichische Galerie på Belvedere slottet er et forholdsvis vanvittigt kunstmuseum, som jeg derfor naturligvis måtte besøge under rejsen til Wien. Jeg vil gerne fortælle mere om udstillingerne en anden gang, men lige nu er jeg mest optaget af slottets have.
Ja, naturligvis ikke alt det manneristiske gøgl og humbug, ej heller de obsessivt klippede hække, de sirligt anlagte grusstier eller de fedladne marmornymfer og -gudinder, der bebor Jeux d’eau-installationerne på den øvre parterre. Det ville jo være aparte at gå op i den slags. Nej, jeg er mere optaget af perspektiver i, eller måske snarere: fra haven.
På Kunsthistorisches Museum kan man finde Bernardo Bellottos maleri ‘Wien, vom Belvedere aus gesehen’ fra 1760.
Billedet og veduta-genren i almindelighed inspirerer mig vel egentlig ikke som sådan. Men Bellotto – der malede under sit nom de guerre ‘Canaletto’ – konstruerede med sit maleri intet mindre end et stykke manipuleret virkelighed. Hans maleri blev så at sige det accepterede blik på, hvordan Wien ser ud – eller burde se ud. De definerede sågar en term for det: det såkaldte ‘Canaletto-Blick’. Vi ser den indre by, Karlskirche, Stephansdom og Palais Schwarzenberg – den sprudlende, velbeslåede stad under Habsburgerne oplyste vælde. Mon ikke kejserinde Maria Theresia satte pris på en så fidel fremstilling af hendes hovedstad? Og se lige her, hvordan udsigten ser ud (nogenlunde samme sted fra 350 år senere, en utidigt varm sommerdag i 2024):
Ja, bevares, nu kan I ikke rigtig se skylinen alligevel, da billedet er taget med svedig og rystende hånd af en håbløs amatør, der til hver en tid hellere vil udtrykke sig med ord snarere end billeder.
Men den grundlæggende pointe er blot, at den normative kraft i ‘Canaletto-Blick’, i Bellottos billede af og vision for hvordan Wien (bogstaveligt og figurativt) burde se ud, har været – og er – så stærk, at selv ikke 350 års industrialisering og almindelig fordummelse har kunne ødelægge det. Det er da vanvittigt interessant at opleve fortidens kraft på den måde.
Det der med forskellige normative blikke var også noget, jeg bed mærke i under museumbesøgene. For i virkelig mange af de ældre landskabsmalerier (ca. 1400-1600) dominerer en underlig magisk realisme, hvor landskaberne fremstår underligt overnaturlige – eller divergerer kraftigt fra virkeligheden. Vi ser panoramaer med episke bjerge eller klippemassiver og frodige jungler i malerier, der skal forestille scener fra det nuværende Holland. I scener fra det hellige land optræder der skove, der har en umiskendelig lighed med skove fra det vestlige og regnfulde Europa. Jeg opdagede under rejsen, at fænomenet har et navn: Weltlandschaft, eller ‘verdenslandskabet’. Som Wiki beskriver det:
The world landscape, a translation of the German Weltlandschaft, is a type of composition in Western painting showing an imaginary panoramic landscape seen from an elevated viewpoint that includes mountains and lowlands, water, and buildings. The subject of each painting is usually a Biblical or historical narrative, but the figures comprising this narrative element are dwarfed by their surroundings.
The world landscape first appeared in painting in the work of the Early Netherlandish painter Joachim Patinir (c. 1480–1524), most of whose few surviving paintings are of this type, usually showing religious subjects, but commissioned by secular patrons. “They were imaginary compilations of the most appealing and spectacular aspects of European geography, assembled for the delight of the wealthy armchair traveler”, giving “an idealized composite of the world taken in at a single Olympian glance”.
Åh, at være en velhavende lænestolsrejsende, kan man ønske sig noget mere her i livet? Som iagttager verden gennem sit Weltlandschaft-blik, og dermed kan reducere kaoset og smudset fra den ellers ubehøvlet larmende verden. Jeg har aldrig fået læst noget af Edward Said, men jeg er sikker på, at han ville have holdninger til, hvordan orienten visuelt og æstetisk blev gjort ekstra eksotisk alt efter hvilket ‘blik’, der blev lagt på den. Jeg vil holde øje med fænomener à la ‘Canaletto-Blick’ i fremtiden.
Da jeg inden afrejsen læste om hvad vi skulle se og opleve i Bilbao, så var det slående, hvor mange af kommentarerne på diverse fora der kredsede om, at det reelt spændende kunstmuseum i byen ikke er Guggenheim, men derimod Museo de Arte Moderno de Bilbao.
Det troede jeg ikke for alvor på. Vi taler trods alt om et internationalt kompetitivt kunstmuseum, der alligevel skulle blive overstrålet af et landsdelsmuseum? Mon dog. Men i retrospekt må jeg indrømme, at jeg er enig. Værkerne på Museo Bilbao stimulerede min nysgerrighed og tankebaner langt mere, end det nominelt finere celeb-museum gjorde. Måske fordi de udstillede værker her var langt mere spanske og baskiske, snarere end det globaliserede kunst, der bliver udstillet på Guggenheim.
Skal vi ikke lægge hårdt ud? Hvad siger I f.eks. til Ignacio Zuloaga helt ustyrlige ‘Retrato de la condesa Mathieu de Noailles’ (1913)?
Er hun ikke bedårende? Som hun ligger elegant henslængt, allongée, i sublim kontrast mellem den lyserød-lilla-orange chiffon og divanens grønne satin. I hendes blik aner vi hendes dybe væsen; der er romantik og elegance i kjolens arabeske-agtige fald. Vi møder hendes sind gennem det nysgerrige blik og det lille underfundige smil, der spiller om munden. På bordet har dette prægtige og intellektuelt sensuelle væsen sine bøger (måske vi netop har forstyrret hendes læsning?), sine roser (symbol på kærlighed) og perler (passion og velstand). Den scenografiske baggrund med tunge gardiner, der indrammer vores hovedperson i et betagende magisk realistisk skylandskab. Jeg kan ikke erindre at have set et mere flatterende portræt i lang, lang tid. Det skulle da lige være nogle af Singer Sargents vidunderlige malerier. Og helt banalt må jeg sige, at det var et yderst smukt billede, som det hang der på væggen i Museo Bilbao. Zuloagas eftermæle er ambivalent. Han var basker, men endte på den forkerte side i den spanske borgerkrig – og Franco brugte ham siden i propagandaøjemed. Jeg synes ikke at Zuloagas valg nødvendigvis reducerer den æstetiske eller kunstneriske værdi af hans portræt af Anna de Noailles. Men det vidner om, at æstetikken og den historisk arv kan være vanskelig at få til at mødes på en letfordøjelig måde. Det er fuldt ud muligt at lave skøn kunst og samtidig støtte et militærstyre, jf. mere nutidige diskussioner om muligheden for at sondre mellem kunstneren og vedkommendes kunst. Det virker småabsurd at tænke på i dag, men Spanien var et militærdiktatur gennem adskillige årtier indtil 1978. Det er længe siden nu, men det er ikke længe siden. Der er stadig masser af nulevende spaniere, som erindrer hvordan livet var i et ganske andet spansk samfund – og hvem ved, måske endda besidder positive erindringer om det. Tilværelsen ville nemmere, hvis den var mere principiel og sort-hvid, men ak, vi må nok acceptere gråzoner, nuancer, fejlbarlighed og moralske kompromiser lidt endnu.
Ingen sommer uden høst. I Anselmo Guinea – ‘La recolección de la manzana’ (1893) er vi i de baskiske frugthaver i den pittoreske Arratia dal. Alt er harmoni, vi befinder os nærmest i et japansk papirtryk. Jeg er ganske betaget af lyset i billedet, og jeg er særligt vild med kontrasten mellem det gyldne og det blå. Jeg kan lide Guineas næsten Monet’ske måde at skildre af naturen. Omvendt ved jeg ikke om kvindens ansigt fungerer? Det virker underligt … anderledes med et realistisk ansigt i et ellers pointillistisk billede. Den er ikke rigtig konsekvent nok, denne sammenblanding af stilarter. Jeg får fornemmelsen af, at Guinea var ude i en stiløvelse, hvor han gerne ville vise at han var en moderne maler, der havde adopteret strømningerne fra Paris – men at han stadig ikke helt ville eller kunne gennemføre det fuldt ud. Se til kontrast Monets maleri af sin kone og barn i et andet sommermotiv. Måske det er den konsekvente vilje til at gå hele vejen, der er en af forskellene mellem de dygtige og de guddommelige kunstnere?
Mere spansk landidyl, denne gang to piger på en sti i Gabriel García Maroto – ‘Mozas en el sendero’ (1922-1923). Jeg ville ønske, at jeg kunne udtrykke det på en mere sofistikeret måde, men – fanget som jeg er i en dansk provins – så sætter jeg pris på det … sydeuropæiske i skildringen af landskabet. Sammenligningen er en anelse søgt, men i mit hoved bliver jeg mindet om bjergvandringer i Schweiz, når jeg ser på maleriet. Det skyggefulde hvil på stien en varm, varm dag.
Stien op mod Alpe Cardera, Locarno
Så måske Marotos billede først og fremmest fremkaldte en nostalgisk reaktion i mig. Og savn og længsel efter noget andet.
Det kan dog ikke være rural idyl det hele. For drivkraften i baskerlandets historie i det meste af 1900-tallet var ikke landbrug, det var minedrift og industri – som fremstillet her i Daniel Vázquez Díaz ‘La fábrica bajo la niebla’ (1923), hvor han maler et det kongelige asturiske mineselskabs industrikompleks lige øst for San Sebastián. Egentlig er jeg ikke den store kubist, men jeg synes det er sjovt hvordan alting – skorstene, bjerge, bygninger, kulbunkerne – er konstrueret af geometriske former. Og der er en vis elegance i hvordan Díaz fremstiller den fugtige tåge gennem blege hvide, blå og grå farver. Jeg ved ikke om industrien ligefrem bliver smuk på billedet, men jeg fornemmer omvendt heller ikke at Díaz er ude på at illustrere en dystopi eller forfald. Der er noget stolt – måske ligefrem noget baskisk – over billedet, der – sin firkantethed til trods – er beundringsværdigt realistisk.
De næste par malerier har jeg ikke dannet nogen dybere tanker eller associationer om, udover at de var virkelig smukke og/eller specielle at se i levende live, som jeg stod der i Museo Bilbao:
Jean Berque – ‘Deux nus’ (1923)
José Maria de Ucelay – ‘Una muchacha’ (1922)
José Maria de Ucelay – ‘Jugando a los bolos en San Bartolomé’ (1935)
Gustavo de Maeztu – ‘Los mujeres del mar’ (1916)
Intet indlæg uden seminøgenhed på stranden, melankolske kvindeblikke i bjergene, vaniljefarvede skyer i særprægede formationer, eller rasende furier. Jeg ved ikke, måske er der ikke tale om unik eller verdensomstyrtende kunst. Men Museo Bilbao var en ualmindeligt mættende og dejlig oplevelse. Naturligvis fordi museet udstiller værker fra mine kunsthistoriske yndlingsperioder, det hjælper på det hele, men også fordi mange af malerierne har en stedbundethed og en forankring i noget (beklager det småvamle ord) ægte. Hvis man skal drage en nordjysk parallel, så synes jeg personligt at Poul Anker Bech er overvurderet, men omvendt så forstår jeg fuldt ud, hvorfor en vendelbo kan føle Vendsyssel i hans malerier. Jeg tænker, at en basker vil kunne føle det på samme måde, når de møder et maleri af Arteta og co.
Endelig var noget af det mest forunderlige ved vores besøg på Museo Bilbao, at størstedelen af museets udstillingsareal faktisk var lukket grundet ombygning. Derfor var det ikke engang hele samlingen, vi fik at se. Jeg vil klart anbefale et besøg, især hvis man gik lidt død i Guggenheims lidt ufrugtbare udstillinger.
Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.
Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.
Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?
Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.
En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.
Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.
Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.
Louise Bourgeois – ‘Maman’ (1999)
Jeff Koons – ‘Puppy’ (1992)
Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.
Salen med Richard Serras installationer
Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.
Roy Lichtenstein – ‘Grrrrrrrrrrr!!’ (1965)
Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?
Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:
Robert Rauschenberg – ‘Barge’ (1962–63)
Robert Rauschenberg – ‘Untitled’ (1963)
Mark Rothko – ‘Untitled’ (1952-1953)
Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.
Yoshitomo Nara – ‘Miss Margaret’ (2016)
Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.
Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:
Elin Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth
Leo Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth
Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.
Martha Jungwirth – ‘Große Natur’ (1993)
Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:
Fordi:
Francisco de Goya – ‘La maja vestida’ (1800-1805)
Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.
Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.
Jeg har læstRachel Cusk – ‘Outline’ i en dansk oversættelse. Det er jeg underligt glad for at jeg gjorde. Normalt insisterer jeg på at læse et værk på originalsproget, hvis ellers jeg kan forstå det. Det vil i praksis sige engelsk, svensk og norsk, og – hvis jeg virkelig skal – tysk. Jeg har en idé om, at man bedst møder den ‘rigtige’ forfatter, når ordene og sætningerne eksisterer sådan som vedkommende tænkte og skabte dem. Konceptet om at forfatteren bliver fortolket, omskabt og, ja, ændret af en oversætter, går mig på. Jeg vil helst foretage den øvelse selv. Sola scriptura, som Luther ville have sagt det.
Men i det konkrete tilfælde med Cusks bog, så tror jeg ved nærmere eftertanke, at jeg fik en del mere ud af at læse den på dansk. Dels kan man mærke, at det er en kompetent oversætter, hvilket efterlader læseren med en betryggende fornemmelse. Dels er det en bog, hvor en stor del af min glæde ved at læse den udspringer af den sproglige inspiration, den giver mig. På den måde minder den mig lidt om ‘Mesteren og Margarita’, som også var en sprogligt og skrivemæssigt inspirerende bog. Cusk (og hendes oversætter) er overvældende dygtige til at beskrive og fortolke – til tider med sætninger og formuleringer, der får mig til at klukke af begejstring. Jeg får lyst til at skrive mere og bedre efter at have læst Cusk.
Det er en i overvejende grad plotløs bog. Den anonyme (men antager vi: autobiografiske) fortæller rejser til Athen for at undervise på et skrivekursus. Her møder hun forskellige mennesker, der fortæller hende om sig selv og deres liv. Det er selve selvfortællingen, der er i centrum – den måde, som vi som mennesker skaber mening med (løbende reviderede) narrativer om os selv og vores tilværelse. Mere end det sker der egentlig ikke. Fortælleren spiser souvlaki, iagttager en lejlighed hun har fået stillet til rådighed og tager på sejlture med en mand, hun har mødt i flyet til Athen. Mere sker der ikke. Vi fornemmer at hun bearbejder et tab af en art, men det bliver ikke ekspliciteret i bogen. Normalt ville det være en entydigt dårlig ting for mig, når en bog er plotløs. Men jeg må indrømme, at jeg bliver indfanget i Cusks personer og deres (selv)fortællinger, selvom min egen manglende evne til selvrefleksion i sammenligning med hendes personer bestemt efterlader mig med en vis portion følelse af utilstrækkelighed. ‘Outline’ er den første bog i en trilogi, som jeg overvejer at læse videre i. Normalt ville min læselyst have været drevet af ‘HVAD SKER DER SÅ NU I PLOTTET, JEG MÅ GANSKE ENKELT VIDE DET’, men sådan forholder det sig ikke helt denne gang. Jeg må overveje om jeg fortsætter. Men ‘Outline’ er i al fald værd at læse.
I Bilbao læste jeg Jenny Erpenbeck ‘Kairos’. Der er sagt og skrevet meget om bogen – det er trods alt en Booker Prize vinder – og jeg har intet reelt originalt eller indsigtsfuldt at byde ind med i en analyse. Det romantiske forhold mellem bogens to protagonister er indledningsvist betagende – meget altmodisch, som det er, drevet af kunst og kultur – men er grundlæggende (små)sadistisk og usundt. Da relationen et stykke inde i bogen forvandler sig fra asymmetrisk forelskelse til besættelse/jalousi, så bliver det stadig mere ubehageligt at følge med. Erpenbeck er bedst når Hans og Katharinas forhold akkompagnerer udviklingen (eller afviklingen) i DDR, og på mange måder handler bogen mest om tab. Tab af en relation, men også tab af et land, tab af mening, tab af en delt historie, tab af sig selv. Der er ikke tale om en historiebog eller Ostalgie, men jeg mindes ikke at have fået et så indfølende blik i, hvordan livet også blev levet i DDR – hvordan der ikke kun var tale om en overvågningsstat, men også et sted med rigtige levende mennesker. På den måde supplerer den fint indtrykket fra Katja Hoyer ‘Beyond the Wall’, som jeg læste sidste år.
Ligesom Cusk, så skriver Erpenbeck blændende – og ligesom Cusk har hun en fabelagtig oversætter til rådighed. Ofte er de konkrete formuleringer inspirerende, som når Hans i sit vanvids-drevne jalousi insisterer på, at den største gave han kan give til Katharina er en ‘en grundig besigtigelse af ruinerne’ af hendes postulerede affære. Endnu mere inspirerende for mig var dog, at Erpenbeck undervejs indfletter utallige litterære og kulturelle referencer, gerne til kunstnere fra DDR, der i dag er mere eller mindre glemt. Efter endt læsning havnede jeg i en småintens tour-de-DDR-kunst lomme på nettet, hvor jeg med udgangspunkt i ‘Kairos’ undersøgte malere, forfattere og arkitekter. Jeg bliver aldrig begejstret for Bertold Brecht eller socialistisk realistisk arkitektur, men jeg synes det er interessant, hvad et lands kultur fortæller om det. Nedenstående to malerier var således dem, der blev solgt flest reproduktioner af i DDR gennem tiden – og som hang på flest vægge i hjemmene rundt om:
Walter Womacka – ‘Am Strand’ (1962)
Harald Hakenbeck – ‘Peter im Tierpark’ (1961)
Ikke ligefrem farverige affærer, men det er måske meget sigende, at unge mennesker på en strand og et naivistisk billede af et barn – snarere end fremstillinger af arbejdslivet og/eller politik – var det, som DDR-borgerne selv foretrak.
‘Kairos’ er ikke en let eller rar bog, men den virkede vigtig under og efterlæsningen. Jeg synes den gjorde mig klogere, måske mere forstående for at tab er en mangefacetteret størrelse. Varmt anbefalet.
De underlødige
Selvom min appetit for causerende tekster om den menneskelige tilstand og storpolitik er noget nær umættelig, så har jeg naturligvis også læst mindre lødig genrelitteratur denne sommer.
Indenfor thrillergenren har jeg læst Dugald Bruce-Lockhart – ‘The Lizard’ og David McCloskey – ‘Moscow X’. Jeg opdagede ‘The Lizard’ i en Financial Times anmeldelse af dens efterfølger, og fik lyst til at læse den. Den foregår i det græske øhav i 1988, og lad mig bare sige det som det er: det er en værre røverhistorie af 80’er-æstetik, backpackerhorror og ikke-plausible plottwists. Det er på mange måder som hvis en kreative sjæl besluttede sig for at omforme sangen Material – ‘Bustin’ Out’ (1981)til romanform. Det er svedigt, kokaindrevet og voldeligt på et ægæisk baggrundstæppe. Jeg var selvsagt vild med den, og har allerede købt opfølgeren på til min Kindle.
‘Moscow X’ var en selvstændig opfølger til ‘Damascus Station’, en thriller jeg var ret glad for i 2023. ‘Moscow X’ er desværre ikke helt ligeså velskrevet, ikke helt ligeså vedkommende og – nuvel – heller ikke helt ligeså spændende som sin mareridtsagtige forgænger. McCloskey er stadig ferm til sit thrillerforfatter håndværk, men han var bedre til at skrive om Assads Syrien end han er til at lave kremlologiske historier om Rusland. Jeg slugte bogen henover et par rejsedag og var udmærket underholdt. Men hvor ‘The Lizards’ temasang var en feberagtig discobanger, så er vi her mere ovre i noget fra musicalen ‘Chess’.
Indenfor de mere spekulative genrer har jeg læst Thomas Olde Heuvelt – ‘Oracle’. Heuvelt var lidt af et sats for mig. Han udgav for et par år siden ‘HEX’, der er en ret oldschool horrorbog i Stephen King traditionen. Præmisset i den bog var selvsagt fjollet – en heks går amok – men jeg måtte stoppe med at læse bogen dengang, da Heuvelt var nærmest overdrevet entusiastisk i sin velvilje til at slå børn ihjel på bestialske måder. Grin blot af mig og bed mig få et realistisk syn på verden (har du hørt om Gaza eller Sudan, Kåre?), men efter at jeg selv har fået børn, så magter jeg ikke meget eksplicitte barnemord i min fiktion – og jeg nærer en grundlæggende skepsis overfor de kunstnere (det er dig jeg ser på nu Christian Tafdrup, dit syge væsen), der har den type fantasier og lysten til at manifestere dem i deres værker. Så det var med en vis skepsis at jeg gav ‘Oracle’ en chance. Og nuvel, Heuvelt slår stadig børn ihjel, omend i en mindre skala og mindre sadistisk denne gang. ‘Oracle’ er desværre en ujævn bog, der har tre distinkte faser: A) uhyggelig opbygning af den centrale overnaturlige fortælling, B) blodigt mellemstykke hvor det overnaturlige går amok og C) actionfyldt afslutning, hvor protagonisterne efter mange lidelser vinder (men dog ikke helt, der kommer jo en ny bog i serien). Fase A) er vanvittigt god, i fase B) kigger Heuvelts syge fantasi forbi og fase C) er … kedelig. Så samlet set ved jeg ikke helt, hvor jeg står henne. Jeg synes den overordnede historie og universet spædende, men jeg ved ikke rigtig om jeg har lysten til en ny omgang Heuvelt, når der kommer en opfølger til ‘Oracle’. Vi må se.
Jeg genlæste også Tom Sweterlitsch – ‘The Gone World’, en bog der siden jeg læste den første gang i februar 2019 har antaget (troede jeg med tiden; jeg har det med at være dramatisk ukritisk overfor de værker jeg betages spontant af) nærmest urimelige proportioner i min bevidsthed som den bedste sci-fi/horror/thriller roman, jeg nogensinde har læst. Heldigvis viste det sig ved genlæsningen, at min initiale dyrkelse af bogen hverken var urimelig eller forkert. ‘The Gone World’ er en fabelagtig bog, der på sin vis er en slags anti-Rachel Cusk. Ikke som i ‘dårligt skrevet’, men det er en udpræget plotdrevet bog, der er nærmest konsekvent eksplosiv, og hvor de kreative speculative fiction koncepter står i kø for at blive udlevet.
Hvad med nonfiction?
Jeg har ikke læst noget! Eller jo, tilbage i juni, før min ferie, læste jeg David Daokui Li -‘China’s World View: Demystifying China to Prevent GlobalConflict’, der er en Kina-apologetisk bog skrevet af en kinesisk systemmand. Den er interessant for så vidt at bogen giver et indblik i den kinesiske selvopfattelse og verdensbillede – eller om ikke andet: det billede, som man fra kinesisk side gerne vil fremmane om sig selv og verden. Jeg er ikke imponeret over Daokuo Lis udenrigspolitiske analyse, men det er næppe heller meningen. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale bogen til andre end de særligt Kina-interesserede, men det er altid værdifuldt at vide hvordan den anden tænker og ser verden.
Det blev sommer. Mens dette skrives ligger den trykkende varme over Odsherred som en kvælende tung og gennemsvedt dyne. Måske L. A. Ring har været på et posthumt visit? Eller måske vi snarere er i Wyeth land?
L. A. Ring – ‘I juni måned’ (1899)
Andrew Wyeth – ‘Christina’s World’ (1948)
Uanset hvad, så glæder jeg mig til snart at skulle se og opleve andet end rurale omgivelser, da vi rejser på ferie i den kommende uge. Destinationen er Bilbao og Baskerlandet, der kombinerer familiens heterodokse (og indbyrdes ikke helt kompatible) krav/ønsker til en ferie: storby/kultur (mig), natur (den bedre halvdel), strande og varme (børnene). En ferie til Bilbao med endagsture ud i bjergene, til strandene ved Atlanterhavet samt til San Sebastián og Santander, burde rumme lidt af hvert til alle.
Jeg har besøgt Bilbao én gang tidligere, men uanset hvor meget jeg tænker efter, så kan jeg ikke tidsfæste det præcist. Var det i år 2000? Dengang min Mor mente hun skulle køre (ikke gå) langs Camino-ruten? Det var sammen med mine forældre, husker jeg, og vi var inde at se det dengang forholdsvist nyåbnede Guggenheim museum – så det har været efter 1997. Jeg har ellers ikke så stærke erindringer om Bilbao, vi var der kun et par timer. Mest af alt husker jeg at se det nu forlængst nedrevne San Mamés stadion mens vi kørte igennem byens gader. Alt det, jeg læser i øjeblikket – om Bilbaos post-industrielle forfald og byens metamorfose om til kultur-/serviceøkonomisk centrum der foregik netop dengang – husker jeg intet om at have set. Det irriterer mig en anelse; ville ønske jeg havde skrevet blog eller dagbog dengang fremfor blot at have diffuse, visuelle erindringer.
Apropos San Mamés, så læser jeg i Christopher James Evans – ‘Los Leones: The Unique Story of Athletic Club Bilbao’ for at komme i den rette stemning inden afrejsen. Da jeg er pinligt bevidst om at fodbold er et emne, der optager meget, meget få af læserne, så vil jeg nøjes med følgende summariske (og muligvis alment interessante) pointer:
Athtletic Bilbao er den legemliggjorte baskiske identitet. Nu hvor ETA er holdt op med at sprænge bomber, så er det her at den baskiske selvstændighedstrang udfolder sig
Klubbens kendetegn og identitet udtrykkes gennem deres ‘Canterra’-strategi, hvor de udelukkende anvender spillere, der er baskere eller er opvokset i Baskerlandet. Det er en meget konsekvent og bevidst tilgang, der – afhængigt af ens synspunkt og temperament – enten er ulækkert nationalistisk, eller udtryk for en romantisk insisteren på egne regionale dyder og selvstændighed (i protest mod en moderne fodboldverden, hvor storklubberne er ejet af oliesheiker eller kapitalfonde). Jeg er mest til den sidste tolkning, da jeg dels er til salg for lokalpatriotisme (og elskede AaB’s sværmeriske, men ærgerligt fallerede ‘Nordkraft’-strategi, hvor klubben søgte at emulere Athletics tilgang med kun at spille med nordjyske spillere), dels er ‘Canterra’-strategien bemærkelsesværdigt internationalt anlagt og inkluderende. To af Athtletics stjernespillere er eksempelvis brødrene Iñaki og Nico Williams. Deres familie er immigranter fra Ghana, men begge er opvokset i Pamplona og Bilbao – og er derfor, naturligvis, baskere. Det kan jeg godt lide
Den selvpålagte geografiske/kulturelle begrænsning betyder desværre også at klubben i en sportslig kontekst ikke er konkurrencedygtig, når de er oppe imod modstandere, der rekrutterer talent fra resten af verden
Det er underligt, hvad der giver mennesker mening, identitet og stolthed. Men det skaber indiskutabelt nogle strømninger, når regional stolthed manifesterer sig på fredelig og måske ligefrem konstruktiv vis. Hvilket det lader til at gøre det i Athletics tilfælde.Der møder f.eks. 1 mio. mennesker op for at fejre det, når klubben med 40 års mellemrum vinder et inferiørt trofæ. Jeg sad her til morgen og så nogle af optagelserne fra april måned, hvor spillerne futtede afsted ned ad Nervión floden i en eller anden besynderlig pram, alt imens en hel region koger over af jubel. Det er da bemærkelsesværdigt.
Aurelio Arteta – ‘Idilio en los Campos de Sport’ (1920)
Bogen introducerede mig for det fine Arteta-maleri, der hænger i foyeren i Athletics klubhus. Det forestiller klublegenden Rafael ‘Pichichi’ Moreno Aranzadi og hans hustru i en privat samtale. Billedet tiltaler mig, farverne især (naturligvis kan jeg godt lide at Athletic og AaB’s trøjer er noget nær identiske), men også intimiteten. Der er dog et eller andet med proportionerne. Ifølge wikipedia var Pichichi samfulde 154 cm høj, hvilket jeg ikke er helt overbevist at Arteta fik indfanget i sit maleri.
Højdebedrag eller ej, så glæder jeg mig til at komme afsted. Det har været et på mange måder grublende år siden sidste sommer, og jeg har ikke rigtig koblet af siden dengang i bjergene i Schweiz. Bliver dejligt at blive flyttet, både fysisk og mentalt.
Jeg har ingen reelle indsigter eller underbyggede holdninger om dagens valg til Europa-Parlamentet, ikke mindst fordi resultatet ikke er kendt endnu.
Lige nu ser det forholdsvis urovækkende ud rundt om i Europa. Den europæiske liberale gruppe går tilbage. I Frankrig får højrenationalisterne et fremragende valg, det samme tyder på at være billedet i Tyskland og måske Italien. Ikke at jeg forventer at det nødvendigvis får den store geopolitiske betydning. Men det tyder alligevel på at der er ildevarslende understrømme i vælgerhavet rundt om i Europa, som ikke ligefrem er til gavn for de af os, der sætter pris på det liberale demokrati og et stærkt europæisk samarbejde. Og som medlem af Venstre kan jeg forstå, at jeg skal være glad og lettet over, at det pt. ser ud som at partiet ‘kun’ er blevet halveret i forhold til valget i 2019. Det funderer jeg så videre over om jeg er.
Men indtil vi ved mere, så må jeg vel dulme uroen med lidt paneuropæisk kunst. Da jeg ikke kunne sove i går aftes, lå jeg i mørket og undersøgte malerier fra det polske Nationalmuseums filialer i Kraków, Warszawa, Poznań og Wrocław. Stødte på ukrainsk-polske Konrad Krzyżanowski, hvis ‘Skyer i Finland’ fra 1908 gjorde mig ganske ekspressionistisk varm og sommerlig indeni. Satser på at følelsen holder ved.
Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.
Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:
Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.
Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.
Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)
Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)
Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)
Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:
Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)
Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.
Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.
Det var først et par år inde i forholdet at jeg var blevet tilstrækkeligt sikkerhedsgodkendt af svigerfamilien til at rejse med ned til deres schweiziske besiddelser. Siden har vi været der mange gange, men dengang var det nyt og ikke så lidt eksotisk. Folk sagde konsekvent højlydt ‘Grüezi!’ når man mødte dem på vandrestierne, der var palmer ved Lago Maggiores bredder, de lokale drak underlige mælkeserum-inficerede sodavand – og selv som den ellers stolte modtager af legatet for ‘Flittig og interesseret elev i tysk’ på Aalborg Katedralskole i år 2000, så var stort set umuligt at forstå den lokale dialekt Schwyzerdütsch.
Det var i sensommeren 2008, få måneder efter at Schweiz og Østrig havde afholdt de daværende Europamesterskaber. Ikke på nogen lokationer Alpensüdseite, ganske vist, dengang som nu sakkede Ticino fodboldmæssigt (og økonomisk) efter resten af landet. Men der var dog stadig feststemning nok tilbage i landet til at man stødte på de lejlighedsvise ‘Hopp Schwiiz!’-klistermærker og plakater rundt omkring. Og da jeg altid har haft en vis svaghed for andre landes pudserløjelige nationale slogans, ja, så var det vel i de varme uger den sommer, at jeg besluttede mig for, at jeg ville holde med Schweiz i resten af mine dage. Og her er vi så, midt i et blogindlæg, mange år senere.
Fodboldmæssigt er der nøgternt vurderet meget at holde af ved Schweiz. Deres EM-trup består udover traditionelle Eidgenossen også af spillere med baggrund i Cameroun, DR Congo, Chile, Kap Verde, Tyrkiet, Bosnien, Kosovo, Angola, Den Dominikanske Republik, Senegal og Nigeria, så man kan da tale om et kosmopolitisk og globaliseret landshold. Om de er gode er anden diskussion, men sympatiske, det er de. Og så er vi vel også nødt til at anerkende det pragtfulde faktum, at de schweiziske klubmestre hedder ‘Young Boys’ – og at de suppleret i ligaen af klubben ‘Grasshopper’. Selv holder jeg med holdet AC Bellinzona fra min yndlings normcore-by, der nu som en andet recovering addict fører en mødestabil tilværelse i den næstbedste fodboldrække efter en traurig konkurs og generaliseret elendighed gennem ganske mange år. Mere kan jeg vel ret beset ikke bede om.
Nå. Men schweizisk kunst til at folde en slutrunde ud. Det er egentlig lidt snyd, som et forkvaklet afsnit af tv-køkkenet, for jeg skrev et følelsesfuldt indlæg sidste sommer om schweiziske kunstnere, så jeg kan vel sakse fra det. Baseret på det, så burde jeg muligvis vælge et Félix Valloton-maleri, men det føles alligevel lidt for ferskt. Nej, den mest rammende maler, der kombinerer Schweiz, mig selv og afgrundsdyb melankoli er og bliver Ferdinand Hodler:
Udover at male mit officielle selvportræt i ‘Der Lesende’ (1885), så må man også give Hodler kredit for at være en selvoptaget lummergøj. Da det her er en børne- og familievenlig blog, så vil jeg ikke bringe hans seminøgenmalerier. Hans landskabsmalerier er smukke, men ikke direkte dynamiske. Vil derfor nøjes med hans selvportræt fra 1912. Og jeg vil blot sige, at dette er ikke en beskeden eller midtersøgende mand. Tilmed har han vel nærmest perfektioneret klog-mand-i-Politiken-er-bekymret-over-meget-alvorligt-emne (alternativt creepy-hypnotisør-vil-have-dig-til-at-smide-tøjet-NU) looket 100 år før det blev et koncept:
Musikalsk er det lidt vanskeligere. Schweizerne er gode til gedulgte bankkonti, kukure, Gruyère ost og moralsk fleksibel neutralitet, men populær musik? Det er de fattige på. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke komme på en internationalt kendt musiker eller band fra Schweiz. Vil derfor fremhæve Lil Bruzy – ‘Wunderschöni Rhymes’ (2021), der udover at byde på et meget tyktflydende synthesizer-beat også er, JA, rap på føromtalte Schwyzerdütsch. I kan jo lytte med og så reflektere over, at denne dialekt på skrift optræder på samme måde, som det tysk du havde i skolen. Det er en gåde for mig, hvordan det kan være tilfældet.
Ved EM er schweizerne er i indledende gruppe med Ungarn, Skotland og Tyskland. Det burde blive til kvalifikation til næste runde. Og jeg håber da især at de asociale ungarer får en særlig ukærlig behandling af schweizerne. Det kan passende fejres herhjemme med en omgang italiensk-schweizisk polenta, når det sker.
Tjekkiet er næste episke manifestation i den betydningsfulde kavalkade af landehyldester i anledningen af den forestående EM-slutrunde.
Mit hjerte har banket for Tjekkiet siden en studietur til Prag i 2.g, efterfulgt af en (synes jeg selv) ganske overbevisende større historieopgave i 3.g om den kommunistiske magtovertagelse i det daværende Tjekkoslovakiet i 1948. Det var Tomáš Masaryk, Václav Havel, fløjlsrevolutioner og Járomir Jágr i en tumultarisk besættelse for mig. Den følelsesmæssige forbindelse blev kun yderligere forstærket af et mageløst seks måneders ophold som praktikant på den danske ambassade i Prag nogle år senere. Der fulgte tilmed siden hen forvirrede perioder af mit liv, hvor jeg fantaserede om at skrive en Ph.d. om transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Muligvis en fantasi – indser jeg her fra et farveløst kommunekontor i udkantsdanmark en del år senere – som jeg i retrospekt burde have forfulgt med en del mere ihærdighed og overbevisning. Men uanset hvad, så er der tale om varm, oprigtig og langvarig hengivenhed overfor Tjekkiet fra min side.
Rent fodboldmæssigt er Tjekkiet ikke helt, hvad det var engang. Jeg kiggede skyndsomt på truppen i går, og ja, der er ærligt talt ikke mange jeg kender. Det behøver ret beset ikke være tjekkernes fejl, de kan jo være både dejlige mennesker og prægtige væsener på det landshold. Men det er blot for at sige, at vi kvalitetsmæssigt er et stykke fra den hvide ridder Pavel Nedvěd og start-00’ernes Wunderkind Tomáš Rosický. Mine sportslige forventninger er derfor begrænsede, men derfor skal Tjekkiet alliegevel stadig have den ypperligste kunstneriske og musikalske behandling.
Kunstnerisk var der ingen tvivl. Hvis det skal være alt, alt for meget (og det skal det), så er Alfons Mucha lige manden til jobbet. Jeg stødte på ham første gang i 2003, hvor der var en udstilling med ham på Bröhan Museum i Berlin. Udstillingen fokuserede på hans lidt tuttenuttede Art Nouveau kvinder, der er så billedskønne, at de kan pryde enhver sirligt anlagt café:
Alfons Mucha – ‘Zodiaque’ (1896-1897)
Ja, det er kært, ikke sandt, med æstetikken og alle krøllerne og de tuttenuttede detaljer. Men Mucha rummede en anden og mere subversiv identitet som pan-slavisk agitator. Fra 1910 til 1926 lavede han det, han selv betegnede som sit egentlige mesterværk: ‘Slovanská epopej’, eller: det slaviske epos. I intet mindre end 20 enorme malerier (8,10 meter x 6,10 meter) skildrede han – helt stille og roligt og uden skyggen af megalomani – de slaviske folks åndelige historier. Og tro mig, den får fuld hammer på symbolikken, højstemtheden og de visuelle virkemidler.
Sådan ser man ud, når man i al selvudslettende beskedenhed har påtaget sig den uambitiøse opgave det er at formulere og manifestere de slaviske folks samlede historie og ånd
Billederne hænger i et temmelig nedslidt – det var i det i hvert fald dengang jeg var der i 2005 – renæssanceslot i udørken Moravský Krumlov, langt ude på det tjekkiske bøhland. Og sikke nogle malerier:
Slovanská epopej: Slované v pravlasti (1912)
Slovanská epopej: Slavnost Svantovítova (1912)
Slovanská epopej: Bratrská škola v Ivančicích – tisknutí Bible kralické (1914)
Slovanská epopej: Přísaha Omladiny pod slovanskou lípou (1926)
Slovanská epopej: Apoteóza z dějin Slovanstva (1926)
Altså, de her malerier er jo i vid udstrækning helt og aldeles rædsomme, kitschede og spækket med en besynderlig mysticisme, som jeg ikke forstår eller værdsætter. Men overvej lige engang, hvor meget arrogance og selvtillid det kræver at sætte sig for at male 20 episke værker om en kulturs samlede fortælling – afsluttende med den guddommeliggjorte slaviskhed. Som sagt: Mucha er alt, alt for meget. Hvilket gør ham helt og aldeles pragtfuld. En slags moderne Albrecht Dürer, en anden vidunderlig kunstner med et ego på størrelse med himmellegemer. Han må være den oplagte maler for det tjekkiske landshold at finde inspiration og ånd i.
Musikalsk er jeg lidt mere i tvivl. Et mere dannet menneske end jeg havde muligvis valgt noget af komponisten Smetana, måske hans ‘Má Vlast’, i form af ‘Vlatava’. Men det er alligevel for adstadigt og vuggende til mig. Jeg vil i stedet vælge den underfundige Kryštof – ‘Sqěle’ eller måske 100°C – ‘From Base to Travel‘, hvis beat nok havde fortjent en mere engelsk-sikker forsanger. Skal det være lidt nyere, så sætter jeg pris på Dukla – ‘I.P. Pavlova’, ikke mindst fordi titlen er en metrostation, jeg ofte benyttede mig af, Good Times Only – ‘Někdy jsme to my’ eller Metastavy – ‘Neboj’.
Tjekkiet er i gruppe med Tyrkiet, Georgien og Portugal. Sidstnævnte er nok for stærke, men de to øvrige burde være til at tale med. Jeg har en varm fornemmelse i maven for mine tjekkere i år, og mit lille sorte hjerte banker for dem – præcis som det plejer.
Jeg befinder mig aktuelt i et skriveinspirationsmæssigt tusmørkeland, hvor jeg ikke for alvor har noget vigtigt eller meningsfuldt på hjertet. Ergo må jeg kaste mig ud i et lidt lurvet indlæg der kombinerer tre af mine lavkulturelle passioner: underlødig populærmusik, uunderbyggede nationale stereotyper og fodbold.
Europamesterskaberne i herrefodbold begynder om små 14 dage. Det er dermed tid til at bekende kulør om hvem jeg (og I, håber jeg for jeres skyld, thi mine præferencer udspringer af kantianske kategoriske imperativer, der ikke er til diskussion) holder med.
Jeg vil samtidig ønske benævnte nationer held og lykke ved at identificere A) et tilpas svulvstigt maleri fra landet og B) den all-time bedste sang fra det pågældende land1. I nogle tilfælde kan det være en ‘fodboldsang’, men det vil være undtagelsen.
Jeg håber på i de næste dage at få griflet om de øvrige lande, I med god samvittighed kan holde med i den kommende halvanden måneds tid. Vi lægger ud med den mest funklende juvel af dem alle.
Italien
Naturligvis, det kan vel ikke komme bag på nogen efterhånden. Der er kun et land der fortjener min udelte kærlighed, passion, blodets brusen og lidenskab. Jeg har store forhåbninger og ingen kvaler. Bevares, truppen rummer ganske vist begrædeligt få spillere fra Lazio, men det ville også være for meget at forlange ovenpå en forhutlet sæson. Jeg er helt klar til at få knust hjertet eller blive bjergtaget, jeg ser ingen mellemvej når det handler om Italien. For at repræsentere den flammende, utæmmede romantik, har jeg valgt Francesco Hayez – ‘Il Bacio’ fra 1859:
‘Il Bacio’ befinder sig på Pinacoteca di Brera, som jeg desværre ikke nåede forbi sidst jeg var i Milano. Jeg tænker at Gustav Klimt har fundet en vis inspiration i maleriet til sin egen udgave af et episk kys, desuden er der (fortæller billedets wiki-side mig) patriotiske undertoner. Men lige når det handler om fodbolden, så vælger jeg dog overfladetolkningen i form af romantik.
Musikalsk skal vi lidt tættere på nutiden. Jeg kunne og burde måske have valgt et eller andet classy, men det ville ikke være ganske rammende eller ærligt i denne kontekst. Så vi skal i stedet have fat i Pino D’Angios sjasklumre ‘Ma Quale Idea’ fra 1980, den måske ypperligste af alle italodisco sange. Opmærksomme – eller blot lidt ældre – læsere vil muligvis endda genkende dele af sangen, der blev i one-hit-wonderet Madison Avenue – ‘Don’t Call Me Baby’. Uanset hvad, så bliver Hayez’ romantik suppleret af en passende mængde krydderi i D’Angios mesterværk – og jeg glæder mig til at ganske utidigt til at følge Europas mest sexede landshold.
Administrativ note: … men hvad med Danmark?
Mit udgangspunkt er at jeg ikke har set en landskamp i årevis, har det svært med folkelighed, og ikke er interesseret i konglomeratet af nuværende og/eller tidligere Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg selvsagt MENINGER.
Derfor kan jeg uden tøven svare på, at ja, selvfølgelig er Rocazino – ‘En for alle, alle for en’ historiens bedste danske fodboldsang. Altså, naturligvis ikke bedre end ‘AaB – Vi står sammen om dig’, men hvis jeg – hårdt presset – skal nedsænke mig til at beskæftige mig med det nationale niveau, så er ‘En for alle, alle for en’ uangribelig, muligvis et mesterværk:
Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ✔️
Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til/skråles med på ved næste (og næste og næste) slutrunde: ✔️
Et intelligent lyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon), og en tekst der kan forstås både bogstaveligt og i overført betydning: ✔️
Nå, ja, og skader det selvfølgelig ikke at det er Danmarkshistoriens bedste og mest fremmedgjorte synthersizerpopband, der står bag. Jeg er ikke ironisk nu. Lyt lige en ekstra gang til ‘Elsk mig i nat’. Især teksten. Glem at sangen er spillet alt for mange gange på Radio Soft, 80’er temafester og at den er blevet kitsch. Og nævn mig så en sang, der indkapsler en dystopisk tidsånd bedre end en tekst som: “De sagde på TV at der aldrig bli’r krig igen/jeg spø’r hvornår den holder op/og selvom jeg holder dig tæt/er det ikke rigtig nok’. Rocazino vinder selvsagt også fodboldsangkategorien – og det er ikke engang tæt.
Det var alt sammen en lang indledning for at sige: det var Danmark. Dem kommer vi ikke til at beskæftige os mere med.
Mine chauvinistiske og ekskluderende geografiske kriterier betyder desværre at jeg ikke kan fremhæve flere af mine absolutte musikalske eller kunstneriske favoritter. Musikalsk tænker naturligvis her især på New Order – ‘World in Motion’, der var Englands VM-sang i 1990. Hvilket er en begrædelig skam. Ud over at være lavet af mine afguder New Order, så rummer sangens musikvideoen den person, jeg i mange år betragtede som det æstetiske højdepunkt indenfor mandekønnet. Hvis man vil snyde sig selv for et genuint synthmesterværk (…), så kan man nøjes med at se den engelske adonis John Barnes på slap line 02:28 og frem. Måske ideelt set på lydløs, da hans flow er, nuvel, til at diskutere. [↩]
Det er vanskeligt for mig, det indrømmer jeg blankt, at adskille det ene medlem af Medici-familien fra det andet. Fra Cosimo de’ Medici til Lorenzo de’ Medici, de store mæcener flyder sammen for mig. Men det politiske persongalleri fra renæssancens Firenze var måske hellere ikke direkte intentionen med at læse Lawrence Rothfield – ‘The Measure of Man: Liberty, Virtue, and Beauty in the Florentine Renaissance’. For ganske vist er jeg historisk interesseret, hvorfor det er givende at få et indblik i samspillet med kunst, kapital og magt i Quattrocentro-tiden. Men egentlig er jeg – hvis jeg skal være ganske ærlig – mest interesseret i at læse om og opdage kunstnerne, der virkede i datidens epicenter for vestlig kultur.
Det er måske nu, at jeg skal komme med dagens første indrømmelse. Nemlig at noget af det jeg holder allermest af er, når fagbøger har en informativ billedesektion i midten. I ved nok, en 9-10 sider med farvebilleder, oftest trykt på en anden og mere stiv papirtype for at adskille det fra resten af bogen. Og måske (når det er bedst) med små kommentarer til hvert billede. Som her i billedesektionen fra Simon Sebag Montefiores (i øvrigt fortrinlige) ‘The Romanovs: 1613-1918’, hvor vi i små vignetter introduceres for ret æggende koncepter som en ‘endearing and attractive’ tsar, en legendarisk kaukasisk jihadistisk oprørsleder ved navn Shamyl, en dansk ‘perfect consort’ og trist og hensygnende kejserinde. Altsammen på to sider. Det er mageløst:
Det var en mindre ekskurs for at fortælle, at ‘the Measure of Man’ også har en lille, men dog tilfredsstillende billedesektion. Se bare:
På kun to sider får vi voldsom (VOLDSOM) mandlig æstetik OG et maleri af en korrupt, opulent og nepotistisk pave, malet af min evige dødsfjende Rafael. Og efter at have fået den gave foræret, hvad kan man så egentlig ønske sig mere af en bog?
Jo, såmænd, man kan ønske sig fire siders analyse af Botticellis to mesterværker ‘Primavera’(1470-1480) og ‘La Nascita di Venere’(1484-1486).
Sandro Botticelli – ‘Primavera’ (1470-1480)
‘La nascita di Venere’ (1484-1486)
Nu ved jeg godt, at begge disse malerier skriger langt væk af alt for mange svedende turister, der er stuvet sammen og fægter med selfiestængerne i en sal i Uffizi galeriet. Begge malerier er for kendte, for ikoniske, for meget italiensk-renæssance-mainstream.
Men … se lige engang på dem.
Ikke som repræsentanter for den vestlige kulturkanon eller som udtryk for, at man i datidens Firenze var ramt af en dyrkelse af græsk kultur og tankegods. Se dem som værker i sig selv, som Botticellis vision, kreativitet og håndværk. Her er en mand, der elsker skønhed og elsker kvinder (måske næsten ligeså meget som John Singer Sargent).
Man kan læse og fortolke mange ting ud af billederne, om end jeg ikke er velbevandret nok i mytologien til at være i stand til det. I bogen er der en lang analyse af ‘Primavera’ som “the great hymn to Neo-platonic love”, ligesom ’Nascita di Venere’ betegnes som genialt, da ‘it makes the equivalence of erotic and holy seem not only reasonable but lovely’. Det lyser ud af dem, dyrkelsen af det skønne, den bliver, ja, guddommelig.
Se lige på Venus1. Er der skabt en smukkere, mere guddommelig kvinde i kunsthistorien siden i de sidste 550 år? Jeg tillader mig at tvivle. Botticellis evner som billedkunstner og som formidler af det smukke og det skønne er helt uforlignelige. Eller hvad siger I til forårsgudinden?
Botticelli er det flagrendes mester. Flagrende lokker, flagrende kjoler, flagrende klæder. Vestenvinden Zephyr og nymfen Aura blæser den nyfødte Venus ind i Floras favn og ventende klæde. Og alle disse skønne detaljer! Alle blomsterne på kjolen, på klædet, på jorden under hende. Hun er liv, frugtbarhed og løftet om glæden efter en lang vinter. Og se lige roserne, der daler ned over Venus:
Ser I de gyldne kerner? Alle detaljerne i blomsterbladene? Jeg mener, hvordan kunne Botticelli rumme det hele? Jeg skal nok holde inde nu, men jo mere jeg ser hans malerier, jo mere betaget bliver jeg. ‘Primavera’ er et mørkere og mere komplekst billede, men stadig med underskønne detaljer, f.eks. de tre gratier Aglaia (glans), Euphrosyne (glæde) og Thaleia (blomstring) i runddans:
Det var interessant at læse om Botticellis karriere og eftermæle. Tilsyneladende var han noget nær ignoreret i 400 år indtil at præ-rafaellitterne – der også dyrkede skønheden – gav ham den oprejsning, han så åbenlyst fortjente.
‘The Measure of Man’ er ikke en perfekt eller ligefrem anbefalesværdig bog, men den har passager, hvor jeg blev oprigtigt inspireret og lærte nye ting. Og om ikke andet, så satte den en streg under, at jeg må og skal besøge Firenze. Jo før, jo bedre.
Eller er det Guds moder Maria, for det er vanskeligt ikke at se den klassiske Madonna figur fra samtidskunsten her [↩]
Jeg blev så optaget af de tre malerier på billedet, at jeg zoomede manisk frem og tilbage på telefonens skærm et ikke ubetydeligt antal gange. I virkeligheden er de 180 x 210 cm og må være en majestætisk oplevelse. Og de taler til italofilen i mig:
As the show’s poster image, “Villa Borghese” beams out everywhere, pasted to bridges, waterbuses, across the weathered walls of windswept piazzas. De Kooning, luminous, fluid, opulent, is utterly at home here, both in the watery city and among the fleshy Titians and Tintorettos he loved.
The exhibition — de Kooning’s first European museum show for nearly two decades — is a persuasive exploration of how Italy changed the Dutch-born American painter’s art, twice. It deepens understanding of the paintings and is groundbreaking in placing his sculptures, begun in and responding to Rome, centre stage.
Back home, he painted the grand trio of “abstract pastoral landscapes”, whose broad brushstrokes, odd truncations and superimpositions develop from the Roman works, and sustain their looseness and atmospheric freedom. They are reunited for the first time here: “Villa Borghese”, “A Tree in Naples” — frothy blue lapping waves, warm reddish-brown earth — and the hot pink/creamy yellow “Door to the River”. Its vigorous gestural marks balanced by delicate feathery strokes, with grey slivers between the hefty verticals leading into the deep space opened by the “door”, it alludes to Long Island, but carries Italian memories. Elaine de Kooning wrote that her husband “adores Rome, the doors are so big and you feel so welcome”.
Willem de Kooning – ‘A Tree in Naples’ (1960)
Willem de Kooning – ‘A Door to the River” (1960)
Willem de Kooning – ‘Villa Borghese’ (1960)
Normalt foretrækker jeg mine landskaber mindre abstrakte, men de tre de Kooning værker taler virkelig til mig. Jeg længes akut efter Italien.
Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.
Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.
Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)
Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:
Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)
Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:
Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)
Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.
Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:
I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.
Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.
Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«
Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.
Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.
Selvom jeg som tordnende introvert, genert og generaliseret fremmedgjort overfor de fleste mennesker sympatiserer med bogen og dens agtværdige formål, ja, så kæmper jeg en anelse med at komme igennem den.
Dels er bogen ikke ligefrem sprælskt skrevet. Dels er den alt, alt for indfølende empatisk til min smag. Der bliver virkelig mærket efter og gransket dybt i sjælens stille vand, hvilket jeg kun kan holde til i begrænsede mængder, inden jeg må styrke mig med en underlødig artikel om et eller andet overfladisk.
Men nu skal jeg også være rimelig. For lige nu er jeg påbegyndt det, jeg håber bliver et interessant kapitel om Egon Schiele: alle billedkunstinteresserede emo’ers favorit perverterede østrig-ungarer.
Egon Schiele – ‘Sitzende Frau mit angezogenem Knie’ (1917)
Jeg holder meget af dette maleri og har gjort det lige siden jeg så det første gang sommeren 2005 på Národní galerie i Prag. Faktisk så meget at en plakatreproduktion er at finde et sted i husholdningen. Det giver mig helt lyst til at skrive et rablende indlæg om Schiele, men det må blive ved en anden lejlighed.
For det jeg egentlig gerne ville fortælle fra Demings bog stammer fra kapitlet om filosoffen Walter Benjamin. En meget (melo)dramatisk skikkelse, hvis samlede tankesæt jeg næppe besidder de fornødne kognitive evner eller stamina til virkelig at forstå. Men Deming omtaler et af Benjamins begreber, Denkbilder, som fik mig til at spidse øren:
The book provides a counterpoint to his more densely theoretical writing, such as his doctoral thesis, The Origin of German Tragic Drama, or the crucial essays “The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction” and “Goethe’s Elective Affinities.” It isn’t a light, frothy book, and it has all the markers of having been produced by a reader steeped in a history of the Sturm und Drang of German Romanticism. Seemingly any small object, any city site, could be the vehicle for reverie and insight into how anything, drenched in imagination and longing, becomes a kind of poem. Anything could light up “paths to the world’s interior. The cue could come from anywhere.” He called these Denkbilder, “thought pictures.” Often, the paths they light up are ones that are walked alone.
Hvis jeg kender tyske filosoffer ret, så er deres filosofiske begreber markant mere komplekse og dybsindige, end hvad min parafraserende og sludrende udlægning tilsiger. Men ‘tankebilleder’, hvor komplekse ting, fænomener, relationer indfanges, interesserer mig.
Jeg skal ikke kunne frasige mig, at jeg muligvis er mest er fascineret af ‘Denkbilder’, fordi visse ting ganske enkelt lyder dybere og bedre og klogere på tysk (se også: Wanderlust, Fernweh, Zeitgeist, Leselust, Gesamtkunstwerk, Leitmotif). Men der også noget helt uimodståeligt og håbløst romantisk i den idé om, at man med den rette filosofiske, litterære, og besjælede fantasi, kan opnå indsigt i verdens sande tilstand. Jeg tror det er en tanke, som kun kan opstå ved ensomme og meget indadskuende mennesker, der udvider universet ved at udforske deres egen tankeverden.
Vanen tro er vi (for) sent ude med at arrangere årets sommerferie. For jeg elsker at rejse og opleve ting, men hader at gøre det indledende arbejde og planlægge turene. Og når jeg så endelig får taget mig sammen til at komme en smule i gang, så ender jeg ud af en helt igennem upraktisk tangent, der leder mig ganske på afveje. Det afstedkommer at jeg ligger i mørket, springer fra Wikipedia-side til næste Wikipedia-side og først falder alt for sent i søvn.
Som nu aftenen inden (ok: natten til) tirsdag, hvor mit mål var ‘Udvikle koncept for en uge i London og det sydlige England for to voksne og to børn’. Jeg havde bedt chatGPT om at give et bud på en ramme, og den foreslog beredvilligt et par dage i storbyen for så siden at rykke mod Brighton.
Hvilket gav mig mindelser om The Whos rockopera (nej, virkelig, det var en ting dengang) ‘Quadrophenia’ fra 1973. Hvori vi følger den unge Jimmys ekskalerende psykiske sammenbrud og udåndende oprør mod autoriteterne i midt-60’ernes ‘Mod’-subkultur i London. Udover at rumme en hel række helt igennem blændende sange (‘The Real Me’, ‘Cut My Hair’, ‘I’m One’, ‘5:15’, ‘Sea and the Sand’og ‘Love Regn O’er Me’), så foregår store dele af musicalen1 i netop Brighton. Musicalen ender således tvetydigt med at Jimmy måske/måske ikke begår selvmord ved at hoppe ud fra en klippe nær Brighton Beach.
Hvor skal du hen, Jimmy?
Men havde det så blot været Brightons mindre suicidale attraktioner, jeg var endt med at researche den aftenstund. I stedet endte jeg med at lave en ‘tour de museer, jeg gerne vil se i London’. Hvilket er både teoretisk og praktisk idioti eftersom jeg er den eneste i husstanden, der gider gå på kunstmuseer. Jeg husker endnu med ikke ubetydelig vemod den 32 grader varme sommerdag i Berlin, hvor jeg slæbte den yngste med ind for at se på Arnold Böcklin og Caspar David Friedrich mesterværker på Alte Nationalgalerie. Og hvad var takken? “Hvornår skal vi ud herfra, Far?”.
Perlende påskønnelse!
Boblende begejstring!
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor en 6-årig ikke intuitivt og intenst blev draget af ‘Die Toteninsel’ eller ‘Der Mönch am Meer’. Og at vurdere efter min adfærd forleden aften, så tænker jeg præcis som Principal Skinner fra ‘The Simpsons’:
Så ja, jeg lå i mørket og kompilerede en liste over de kunstmuseer i London, jeg gerne vil besøge. De er – i prioriteret rækkefølge:
Og hvis jeg virkelig skal give den i rollen som pacende og læringsorienteret forælder, så skal børnene vel også tvangsindrulleres i British Museum og Natural History Museum. Og det skriver jeg velvidende, at mine arvinger med meget stor sandsynlighed er trætte efter to timers storbyudforskning, og derfor bliver ulidelige hele resten af dagen. Og at de under ingen omstændigheder har tænkt sig at se på kunst med mig.
Men alt det ovenstående – Brighton, Böcklin & bøvlede børn – var kun et præludium til min egentlige tangent den aften. Jeg endte (via en af de helt slemme gateway drugs, nemlig Wikisiden for Yale Center for British Art) med at udforske australske impressionister fra den såkaldte Heidelberg School. Hold nu fast:
Arthur Streeton – ‘Golden Summer, Eaglemont’ (1889)
Tom Roberts – ‘A break away!’ (1891)
Clarice Beckett – ‘Sandringham Beach’ (1933)
Hvor meget mere australsk sommer kan det blive? Jeg bilder mig ind at jeg kan huske den hede fra dengang i februar 1997, hvor jeg rejste en måned rundt i Australien med min bedstefar. Intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at det formodentlig er det rene opspind. Men bare fordi noget er falskt, så kan det jo godt føles ægte alligevel.
Og så må jeg sige, at jeg aldrig er stødt på en bedre blade-i-skovbunden maler end Frederick McCubbin (1855-1917). Det er næsten som at duften af eucalyptus siver ud af hans i øvrigt ret ubekvemme malerier:
‘Bush Idyll’ (1893)
‘On the Wallaby Track’ (1896)
‘Lost’ (1907)
Jeg har ikke fået læst nok kunstnerne til at kunne skrive noget begavet om dem, men jeg er inspireret og vil undersøge dem nærmere. Men nuvel, det blev sent og jeg måtte stoppe mit endeløse fald på en eller anden måde. Jeg afsluttede derfor min kunsttangent i Rusland, af alle steder. På de to store kunstmuseer i Skt. Petersborg fandt jeg disse to:
Nicholai Roerich – ‘Battle in the Heavens’ (1912)
Anatoly Levitin – ‘A Warm Day’ (1957)
Jeg kan godt se at hun vasker gulv og at min association derfor er helt forkert. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg til juli også kigger ud af vinduet over tagene i en varm storby. Jeg burde se at få planlagt den ferie.
Der er også en filmudgave med, suk, Sting, men den taler vi ikke om [↩]
Fordi:
#/media/File:The_Kiss_-_Gustav_Klimt_-_Google_Cultural_Institute.jpg){kind=link}