God tro

Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme).

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis.

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).

Styrkemangel

Hvis man skal vinkle det meget positivt, så er det vel en noget af en bedrift, at jeg undgik at forstrække min Gluteus maximus. Og jeg kom heller ikke til at tabe nogen tunge ting, hverken på mig selv eller andre. Men derudover var mit første besøg i et motionscenter i +8 år mildest talt afskyeligt og drømmeknusende.

Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til, hvor svag jeg er blevet. Det er som at stå for bunden af Karakoram bjergene, kigge op og indse, at ja, der ER såmænd 8 km, snestorm, iltdepravering, groteske stigninger og utiltalende selskab med svedige mennesker på begrænset plads forude, inden vi når toppen.

Føler jeg er inde i habile kardiotræningsrutiner, men det bliver et slid at komme tilbage i et styrketræningsregime. Bevares, jeg har aldrig været en pumpertype, men der er noget … humbling (hvad siger man på dansk? Ydmygende? Realismeinducerende?) ved at ikke at kunne løfte tungere ting, end den udmagrede pensionist, der var ved maskinen før mig selv.

Vejen er med andre ord lang. Men jeg må se om jeg ikke kan få konstrueret nogen positive oplevelser ved træningen, så jeg holder fast i det.

Nattog

Nu – efter 9 timers søvnløs gadung-gadung-gadung (kun afbrudt af lyden af aldrende stålelementer, der hviner mod hinanden) – ved jeg så, at konceptet ‘nattog’ og jeg ikke bliver gode venner.

København

Tilbragte det meste af sidste weekend i København. Dels til en familiefødselsdag lørdag eftermiddag, dels til en julefrokost med gamle kolleger samme aften. Begge dele var hyggelige og givende sociale begivenheder med mennesker, som jeg ser for sjældent (og måske i det daglige fortrænger, hvor meget jeg savner).

Det blev så sent at jeg på forhånd havde besluttet at skåne mig selv for den sjæleødelæggende natlige togtur henover Sjælland til de ydre provinser. Søndag morgen inden hjemturen forsøgte jeg at uddrive alkoholen med en løbetur i mine gamle områder: Njalsgade, Axel Heides Gade, Amager Fælled, Kalvebod Brygge. De lignede sig selv dér i den tågede og mørke morgen; jeg følte en ikke ubetydelig nostalgi og affektion for København netop da.

Jeg fortryder ikke at vi rykkede fra Islands Brygge til Roskilde – og så for to år siden videre til Odsherred. Livet i naturskønne omgivelser og stærke, nære lokalsamfund tilbyder noget andet, end det vi ville kunne få i hovedstadsområdet. Familien trives, det var det rigtige at gøre.

Men der ER en distance. Både i fysisk og mental forstand.

Det slog mig særligt under en tur i s-toget, at der var – gisp! – unge mennesker til stede. I alle mulige former, farver og faconer. Bevares, der var også ældre i toget, det centrale var den eklektiske sammensætning, jeg er blevet afvænnet fra de senere år. Diversiteten var også af intellektuel karakter. I s-toget sad en person og læste en Stefan Zweig-bog. En anden lignede Mads Holger genopstanden fra de døde. Skråt overfor sad individer med piercinger obskønne steder.

Det er på en eller anden måde efter et par år i den ret monokulturelle provins (i kombination med for få udlandsrejser) ubevidst lykkedes mig at glemme, hvor divers og spændende verden også kan være. Jeg er blevet så vant til, at jeg (en grånende og konventionel knudemand) som regel er blandt de yngste til stede, når jeg kommer steder i Odsherred. At der mest af alt deltager ældre mennesker (med ældre menneskers interesser, tankegange og bekymringer), at gråt hår er den altdominerende lokale egnsdragt. At jeg bliver betragtet som meget (quote) alternativ (unquote) fordi jeg afleverer børn i en ladcykel.

Det bekymrer mig lidt. Om hvad konsekvensen er af ikke i samme grad at blive udfordret og stimuleret af noget yngre, anderledes, dynamisk. Om jeg får de fornødne input, udfordringer og samtaler. Om jeg er i intellektuel og åndelig stagnation. Om jeg over tid ubevidst får et indsnævret udsyn og manglende indsigt.

Konklusionen må være, at jeg skal gøre mere for at opsøge de ting. Jeg må læse mere, lytte mere, tale mere, gøre mere sammen med andre. Opsøge de gode og spændende mennesker, som jeg ved er herude. Og så må jeg sørge for indoktrinere børnene, så de får stimuleret udsynet og nysgerrigheden overfor verden udenfor. Måske en Københavnstur i januar?