Paul Lynch – ‘Prophet Song’

Jeg får ikke læst nok for tiden. Hverken skøn- eller faglitteratur. Arbejdet og studier stjæler det meste af tiden, overskuddet, min opmærksomhed. Grublerier og bekymringer-af-typen-der-giver-den-der-tristhedsinducerede-kløft-mellem-øjnene lægger beslag på resten. Og når jeg endelig læser noget ved siden af, så er det nyheder eller ‘current affairs’ analyser. Hvilket næppe er befordrende for livsglæden og optimismen.

Når jeg ligger om aftenen og samvittighedsfuldt forsøger at læse et eller andet lødig litteratur på min Kindle, så løber det ud i sandet for mig. Der er en sand kirkegård af påbegyndte, men ikke for alvor læste bogsamples i mit bibliotek lige nu. Mit fokus flakker og jeg ender med i stedet at læse en fjollet artikel i et tidsskrift, som ikke gør noget relevant for mig alligevel, hvorefter jeg olmt slukker lyset.

Jeg kan også observere en lidt pudsig 1:1 sammenhæng mellem min fysiske træningsmængde og læseaktivitet. De sidste 10-14 dages tid har min træning været uregelmæssig, sjasket eller (ak!) ikke-eksisterende. Samtidig er min læsning og generelle inspiration mere eller mindre faldet fra hinanden. Hvorimod jeg typisk får kværnet en masse ord og tænkt alle mulige besynderlige (måske ligefrem kreative!) ting i de perioder, hvor jeg træner og ikke føler mig tiltagende lasket og tung.

Det var altsammen for at sige, at jeg har ambitioner om at få trænet systematisk i den kommende tid. Og om for alvor at få læst videre i Paul Lynch ‘Prophet Song’. Den vandt sidste års Booker Prize, hvilket jeg – baseret på de første kapitler – godt kan forstå, men den er også virkelig dyster og kræver en eksorbitant lyst til at fordybe sig i en deroute. Eller, måske jeg blot bør se at læst et eller andet skønlitterært for at komme tilbage i rytmen igen. Skal have genskabt de gode rutiner.

Læsevejr

Engang for efterhånden noget tid siden abonnerede jeg på betalingsnyhedsbrevet Føljeton. Det var egentlig ok, men åbenbart ikke ok nok til at jeg ville betale for det, og derfor lidt småabrupt afmeldte inden prøveperioden udløb. Men – og det er jeg glad for, selvom jeg er i tvivl om det er etisk forsvarligt ikke at fortælle Føljeton at jeg free-rider, men, altså, det er jo ikke mig, der ikke har styr på mit CRM-system, vel, det er dem – jeg får af uransagelige årsager stadig tilsendt deres nyhedsbrev ‘Læsevejr’ om bøger.

Egentlig var jeg på et internat hele weekenden med min efteruddannelse på et arbejderistisk og fagbevægelsesejet kursussted i et gråt og smattet Nordsjælland. Det var ganske pirrende; der var naturalistiske malerier af tidligere formænd (og det er kun mænd) for Dansk Metal på væggene, røde faner i slyngelstuen i kælderetagen, og kursusdeltagerne fra lokalafdelingerne i Stormstrøm og Esbjerg kastede skeptiske blikke over mod bordet med gæster fra RUC.

Alt sammen for at sige, at jeg normalt ikke ville have fået læst Læsevejr i den situation, men – og det skriver jeg med ikke ubetydelig skamfølelse – måske zonede jeg en smule ud under noget af undervisningen i forandringsledelse. Og ja, jeg kom til at læse nyhedsbreve. Og læse lidt mere.

For ærligt talt, Rebekka Bundgaards ‘Fri mig fra den fallocentriske litteratur’ var eminent skrevet, og essayet fik mig til at både at smile og føle mig truffet på samme tid. Ved ikke om jeg må citere, undskyld Rebekka, men nu gør jeg det alligevel, endda i sin helhed:

“Lad mig tage jer med hen til mit skrivebord, hvor der hver dag lander en ny bunke bøger, der bare venter på at blive læst. For der er særligt én type bog, der begynder at kede mig, skønt der findes mesterværker inden for dens kategori. Det er bøger med en høj pik-faktor, som jeg ynder at kalde det. Og hvad er så ’pikket’ litteratur?

Skoleeksemplet må være Karl Ove Knausgårds massive seksbindsværk Min Kamp, et værk der handler om livet selv, om døden, om sex, om faderopgør, et råt selvportræt om alle de dilemmaer og, ja, kampe, en mand som Karl Ove Knausgård konfronteres med gennem livet. Titlen refererer provokativt til Adolf Hitlers selvbiografi. Forsiderne på de danske udgivelser er prydet med billeder af truende skyer og mørk nåleskov. Og på forfatterfotoet kigger Karl Ove Knausgård konfronterende ind i kameraet, sammenbidt og dog dybsindig. Et udtryk, der i forfatterkredse senere er blevet døbt »at knause«. Det var et værk, der slog benene væk under de fleste læsere, en sand moderne klassiker. Men det var også et værk, som mange blev mætte af undervejs. Puha, han skriver godt, men hvor har han dog meget på hjerte. Er det virkelig muligt, at alle de eksistentielle spørgsmål kan udspringe fra hans eget liv? Alle veje leder tilbage til Knausgård, han er centrum for sit eget rå univers.

I den anden ende af spektret for pikket litteratur er en type værk, som ikke sætter forfatterens eget liv i centrum, men som alligevel ønsker at skrive en roman, der rummer universets lange linjer, kaster om sig med referencer til krige, videnskab, livets store spørgsmål, og som på en eller anden måde formår at få det hele til at gå op. Et aktuelt eksempel på dette er Benjamín Labatuts kommende roman, Maniac, der udkommer midt i februar, som starter med atombombens oprindelseshistorie og slutter med AI. Lyder bogen som noget, Hans Zimmer ville komponere et bombastisk soundtrack til, hvis den en dag blev filmatiseret? Så er den nok pikket. Ligner forfatteren en rockstjerne, der skriver på sit værk, tømmermandsramt og med en smøg i hånden? Så er den nok pikket. Maniac er givetvis en stor læseoplevelse, Labatut plejer jo at være en anmelderdarling. Men både titel, bagsidetekst, forfatterfoto og forsiden maxer helt ud på pik-skalaen, og jeg er allerede udmattet, før jeg har åbnet bogen, og tillader mig derfor at dømme den på omslaget i denne omgang.

Det kan selvfølgelig være, jeg tager fejl. Fx ville mange måske antage, at Michel Houellebecq er en af tidens mest pikkede forfattere, og det er en stor misforståelse. Nok er hans hovedpersoner lige dele misogyne og liderlige, nok skriver han om politik, nok er han en provokatør af format, hvis lige nok ikke kan findes på den litterære scene. Men i sine værker udstiller han netop den moderne, misogyne mand. Her findes ingen mere tragisk karakter. Han er alt andet end selvhøjtidelig i sin litteratur. Til gengæld vil jeg ikke tøve med at placere fx Salman Rushdie i den pikkede kategori (enormt indviklede persongallerier men en ofte midaldrende forfatter som den indviklede histories centrum, der simpelthen ikke kan få fred til at skrive sit mastodontværk, fordi lystfulde kvinder flokkes om ham).”

Det er både sjovt, ondskabsfuldt og rammende skrevet! Og mit skrøbelige maskuline ego føler sig ramt. Ikke at jeg på nogen måde besidder de nævnte forfatteres intellekt eller evner, men jeg deler åbenlyst deres opblæsthed, selvhøjtidelighed og fascination af egne genitalier – bevidnet ved denne blogs (undskyld, jeg mener: mit VÆRK) eksistens og indhold. Måske jeg en dog også får udgivet mit fallocentriske magnus opum og får taget knausede fotografier af mig selv.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)

Stick the Landing

Lyttede til en skøn podcast under søndagens træningsseance, ‘Stick the Landing’, hvis præmis er uhyre besnærende:

Hosted by Andy Greenwald, Stick the Landing is a new podcast that revisits iconic season finales from the past to see what they might tell us about our TV-watching future.

Første afsnit var om ‘Friday Night Lights’, en serie jeg elskede uironisk og (indså jeg efter endt lytning) stadig elsker intenst og uden filter eller medierende faktorer. Jeg var helt optaget undervejs i lytningen, glemte helt at se olmt på de øvrige tilstedeværende i træningscentret. Var transporteret tilbage til den usmageligt møblerede lejlighed i Ixelles, hvor jeg var installeret dengang i foråret 2011, og fyldte mine sene hverdagsaftener ud med færdigretter fra Delhaize (de nudler, altså!) og seriekiggeri – især ‘Friday Night Lights’.

Nostalgien generer mig, for jeg bryder mig ikke om nostalgi (og da slet ikke dens endnu værre slægtning ‘sentimentalitet’) som koncept. Eller, jo, naturligvis labber jeg nostalgi i mig; hvem længes ikke efter den mytiske og sagnomspundne ungdom, hvor alting – især i efterrationaliseringens rosenrøde skær – føltes bedre, smukkere, mere ægte, mere MERE, end den affortryllede nutid og dystopisk fremtid. Men jeg bilder mig jo ind, at jeg er et fremtidsorienteret individ, der ikke svælger sentimentalt i noget, der måske-måske ikke fandtes engang. Nostalgi føles reaktionært og fattigt. Er en af de ganske mange grunde til, at jeg er kisteglad for, at vi aldrig har haft en gymnasiereunion, hvor vi kunne pølse rundt i kan-du-huske-dengang, trættende anekdoter og reproduktioner af hinandens rolle fra for mere end 20 år siden (spoiler: jeg har ikke lyst til at reproducere min rolle fra gymnasietiden). Nostalgi er en krykke, en smuldrende kondensering af fortiden, og noget for boomere (ikke mig, forstås), der går til greatest hits koncerter og temafester.

Men alt dette – al min modvilje – til trods, så lykkedes det ikke at holde nostalgien nede under ‘Friday Night Lights’ afsnittet. Ej heller her til morgen under cykelturen (med en i øvrigt nærmest vaniljefarvet himmel) til arbejdet, hvor jeg lyttede til næste afsnit om ‘Mad Men’. Endnu en serie, som jeg virkelig følte, elskede og som betød noget dengang.

Hvilket fik mig til at tænke over kærligheden – eller rettere: mit fravær af kærlighed – til popkulturelle artefakter i de senere år. Før i tiden (i bloggens tidligere, pinligere iterationer) kunne jeg finde på at skrive ekstatiske indlæg om noget, jeg havde set for nylig. Der gik ren fanboi i den til tider. I dag? Ja, jeg ved ikke om jer er blevet mere blasert, eller om det blot er fordi jeg ser færre ting, eller om det er endnu en af de småinfantile ting – det at være fan af noget – som forældreskabet overflødiggør. Følelsen er der ikke så meget længere.

De senere år har jeg ganske vist set serier og film, som jeg kunne lide, beundrede eller fandt kunstnerisk imponerende. Hvilket jo er … fint nok. Men det er længe siden, at der var en serie eller film, som jeg virkelig var besat af og vild med. Det kan stadig ske med bøger af og til, og malerier naturligvis, men ikke så meget med de andre. Alle mine serier, dem jeg virkelig elskede og var besat af, er i en bestemt periode af mit liv. Nærmere bestemt da jeg var mellem 25 og 32 år. ‘Lost’, ‘The Wire’, ‘Sopranos’, ‘Friday Night Lights’, ‘Mad Men’, ‘Battlestar Galactica’. Her, alt for mange år senere, savner jeg det med at være intenst optaget af en ny serie, men jeg ved ikke hvad det skulle være.

Så noget tyder på, at jeg må få genset nogen af serierne. Jeg savner følelsen af at være besat af noget. Og helst af noget, der er universelt og tidløst godt (så jeg kan lyve for mig selv og sige, at nej-nej, det her handler ikke om nostalgi, men om k-v-a-l-i-t-e-t). Først på listen står vel ‘Sopranos’, som jeg kun har set en enkelt gang. Men gid jeg kunne finde noget nyt i stedet for.

Winifred Knights

Winifred Knights (1899-1947) er en af de engelske mellemkrigskunstnere, som jeg læste om i Frances Spaldings pragtværk ‘The Real and the Romantic: English Art Between the World Wars’, en bog jeg aldrig bliver træt af at promovere og rose. Hun er fascinerende; en kompleks kombination af en Quattrocento-elsker og religiøs modernist.

Jeg er vild med især to af hendes malerier, der er komplet forskellige – og ens.

Winifred Knights – ‘The Deluge’ (1920)

‘The Deluge’ (1920) er hendes gennembrudsværk og er en helt igennem ubehagelig affære. Lidt som hvis man tog Justice sangen ‘Stress’ og omformede den til et endog særdeles kontrolleret maleri. Det er frygt, fatalisme, flugt, traume indkapslet i en smukt koreograferet (og pauseret) tragisk dans. Den bibelske oversvømmelse af det stille landskab med de grå, anonyme bygninger, bakker, vand og himmel er uafvendelig. Malet et par år efter de ufattelige ødelæggelser, barbari og tragedier under 1. verdenskrig, er det ikke just et maleri, der indgyder livsglæde og optimisme. Det er et stille, fastfrossent skrig. Og netop derfor tror jeg at der er genialt.

Hendes andet værk, ‘Edge of the Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-30), er det, som jeg egentlig kom til at tænke på her til aften.

Jeg skulle cykle hjem efter en ufokuseret arbejdsdag og en efterfølgende jævnt miserabel træning; det blæste og susede og mit træningstøj lugtede surt (hvad mon de andre steroidvrag tænkte om min odeur, funderede jeg), de nordvestsjællandske landeveje var i en sjælden grad mørke og trange, og min højre pedal på cyklen sagde de her højlydt knagende lyde (krrrrriiitch, scraaaatttchh), der indikerer, at jeg snart skal gøre noget (og jeg er virkelig ringe til at vedligeholde ting, det er en af mine (mange) svagheder, jeg ville virkelig gerne blive bedre til at passe på ting, men) inden jeg ender med at stå dér med en ikke-funktionel cykel i vejkanten, i Odsherred, en kold og våd og ikke-rar tirsdag aften i februar.

Winifred Knights – ‘Edge of Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-1930)

Og netop da, i det øjeblik, tænkte jeg på sommer, på varme, på Italien, på sol, på stilhed i mit hoved. Jeg tænkte på ‘Edge of the Abruzzi’. Knights malede billedet i de år, hvor hun arbejdede på The British School in Rome, og i højsommeren flygtede hun til landsbyen Piediluco, hvor udsigten1 ud over en sø inspirerede hende. Jeg tror, at det er et af de mest stille malerier, jeg nogensinde har set. Se lige på det vand. Har du nogensinde set så stille vand før? Det er næsten uhyggeligt, så ubevægeligt det er. Men også kun næsten. For mig symboliserer det ro og eskapisme. Guderne skal vide, at jeg godt kunne tænke mig at være i den båd. Og at jeg godt kunne tænke mig en rejse væk, snart.

Og Knights? Hun døde af en hjernetumor i 1947 og blev glemt indtil 2016, hvor hun endelig fik en retrospektiv særudstilling. I øvrigt lyder hun i sin Wiki-artikel til at have været en vidunderligt partikulær dame: “Knights was known for her distinctive dress, a stylised version of nineteenth century Italian peasant costume, characterised by a loose ankle-length skirt, a plain buttoned blouse, a wide brimmed black hat and coral necklace and earrings”. Altid dejligt at møde en anden italofil romantiker!

  1. Hov, udsigter, forresten. Lyttede til podcasten ‘In Our Time’ på en løbetur søndag, hvor det gik op for mig, at ‘De sterrennacht’ er malet med den udsigt, som van Gogh havde fra sit værelse på det nervesanatorium, han havde tjekket sig selv ind på i to års tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet historien var bag maleriet. Det er så smukt. Så ikke at det udsprang af et sammenbrud. []

Experimentariet

Brugte min lørdag på Experimentariet sammen med børnene. For den yngste var det første besøg, mens jeg var der med den ældste i november 2018. Han kunne intet huske fra besøget dengang, hvilket måske er meget godt. Det var midt i det mørke år, hvor han ikke trivedes i børnehaven, ting faldt fra hinanden og (familie)livet var malet i de helt dystre nuancer. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg også selv kun glimtvise erindringer om besøget. Men at dømme ud fra en genlæsning af mit dagbogindlæg fra dagen efter, så var det ikke en god tur – eller en glad tid generelt.

I dag var bedre, heldigvis. Ganske vist er hverken jeg eller mine arvinger intenst interesserede i naturvidenskab, ligesom ingen af os har større videnskabelige karrierer foran os. Men de hyggede sig og Experimentariet er klart en oplagt, sjov og (antager jeg) lærerig destination for børn.

Et Experimentarium-besøg er også et interessant sociologisk feltstudie, ikke mindst hvis man – som jeg – er et storbymenneske i eksil i udkanten.

På Experimentariet vrimler det med dem, jeg var engang – eller kunne være blevet, hvis ikke vi var flyttet væk fra hovedstadsområdet. Pæne, kontrollerede, nogenlunde velholdte, ressourcestærke, (øvre) middelklasse forældre i slut-30’erne/start-40’erne, som er så optaget af, at deres/vores børn skal have de bedste forudsætninger – og eksponeres for gode, sunde og dannende aktiviteter. Så vi slæber dem rundt til standene om naturvidenskab, til teaterforestillinger, til musikskolens forårskoncerter og til kunstudstillingerne.

Alle de voksne ligner hinanden på Experimentariet. Fædrene alle i deres mørktonede strik, tredagesskæg og en hjerne-hånd-koordination, der lidt for velvilligt søger smartphonens distraktioner/eskapisme. Mødrene i Ganni og udstyret med det der permatrætte ansigt, som kun livet med flere børn (og den mistede frihed og de permanent udsatte drømme) beriger en med. De suppleres af bedsteforældre i dyre cardigans, fikse briller og duften af friværdi.

Hvem er så ikke tilstede på Experimentariet? De overvægtige, de prollede tatoveringer, de fattige, de egnsprægede, de ressourcesvage, dem med diagnoser. Der var ingen udkant her. Og deres børn var her under ingen omstændigheder.

Vi siger at Danmark ikke er et klassesamfund, at vi har så meget til fælles, sammenhængskraft og alt det der. Men det er løgn. Eller en i bedste fald stratificeret sandhed. JP havde for nylig en historie om et forældrepar, der lever for 2.500 kr./måneden. Det tænkte jeg så på, da jeg betalte 550 kr. for at komme ind én voksen og to børn på Experimentariet. Og 400 kr. i restauranten for tre flasker vand og en ikke synderligt kulinarisk frokost. Jeg siger ikke, at Experimentariet ikke er prisen værd. Men jeg siger, at der sker en hel naturlig selektion i vores børns fremtid, muligheder og udfrielse af potentiale, når prisen for de førnævnte gode, sunde og dannende aktiviteter er så høj.

Jeg ved ikke om der er en løsning. Men det er og bliver en slående, hvor stor en forskel en time kan gøre. På en lille time kan man bevæge sig fra den øvre middelklasses templer – Statens Museum for Kunst, Experimentariet – ud til Holbæk Station, hvor en gravid står og ryger på perronen, inden hun skal med lokaltoget mod Odsherred. Det er en kontrastfyldt verden, vi lever i.

La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils

Jeg kan virkelig godt lide Monets ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875).

Claude Monet – ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875)

Dels, naturligvis, af helt banale æstetiske årsager. Det er et smukt impressionistisk værk, fyldt med dybde, dynamik, farver og spontanitet. Der er noget elegant i, hvordan det grønne i paraplyen spejler det hvirvlende græs og blomsterne nedenfor. Penselstrøgene er brede, men intet er tilfældigt.

Dels er der selve motivet, eller måske rettere: livssituationen og det levede familieliv, hvor Monet fanger sin kone og søn i et spontant øjeblik på en blæsende sommerdag. Jeg kan ikke helt vurdere om de er glade for eller irriterede over, at faderen i familien nu igen står der med sin pensel/sit kamera (typisk far!), og forsøger at få tiden til at gå i stå og forevige øjeblikket. Det gav mig en lille ubehagelig (og irrationel, altså, billedet er fra 1875, selvfølgelig er han død) gysen, at læse at den lille trold med solhatten – 7-årige Jean – kun blev 46 år. Memento mori, som de siger.

Mest af alt kan jeg godt lide det bevidst ikke-opstillede motiv, hvordan han fanger dem, som var det et polaroidsnapshot. Uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg at ovenstående jævnt uperfekte billede er det mest rammende, der er taget af min egen lille familie i nyere tid. Situationen fra en varm sommerdag i 1875 minder til forveksling om en bundfrossen 23. december 2023 i Aalborg, hvor vi var ude på en af de der ‘nu-trænger-de-vist-til-at-brænde-krudt-af’-gåture, som bedsteforældre (i min familie, anyway) foreslår fordi de er trætte af at høre på børnebørnene. Taget i første forsøg og med ingen forberedelsestid. Med alt hvad det indebærer af fjollede juletræshuer, mudrede løbesko, en hættetrøjehætte, der stædigt er ved at kravle op i øret, samt en lillesøster, der kæmper med at kombinere sin generthed med behovet for showmanship. Monet ville utvivlsomt have ønsket sig en højere æstetisk værdi, men jeg tror han ville have genkendt og værdsat situationen.

Rafael

Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:

Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.

How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.

Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.

To, nej, tre ting til det.

For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?1

For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker2:

Raffaello Sanzio – ‘Autoritratto’ (1506)

For en betimelig kontrast til søde, rare og uskyldsrene Rafael, så se fyrige Albrecht Dürer, den selvudslettende samtidsmaler, der i sine selvportrætter som det naturligste i verden modellerede sig selv efter Jesus. Ham synes folk i dag er lidt af et mensch. Rafael? Mjah. Ham synes ingen rigtig noget om.

Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.

I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.

For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.

På det seneste har jeg læst en del om Prærafaelitterne, en engelsk kunstgruppe i midten af 1800-tallet, der (som navnet antyder) ønskede at bringe kunsten tilbage til tilstanden FØR Rafael kom og ødelagde den med sine rene, klare, stringente, kedelige og neoplatoniske principper. Prærafaelitterne ville i stedet tilbage til principperne i den italienske ‘Quattrocento’-tid, med dens klarhed, naturskildring, stærke farver, følelser, klassicisme, romantik. De ønskede et opgør med Manierismen, som man kender den fra baroktiden, med alle dens fede små engle, overdrevent langstrakte skikkelser, underlige kropsproportioner samt forkærlighed for overbroderede klædedragter og besynderlige perspektiver.

Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.

Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.

Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.

Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874)

Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:

She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.

Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?

Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:

Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.

The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.

The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death

Selv kommer jeg – småtskåren som jeg er – først og fremmest til at tænke på musikvideoen til Nick Cave og Kylie Minogues – ‘Where the Wild Roses Grow’ fra 1995. Der må siges at være mere end en overfladisk æstetisk inspiration fra Millais maleri i den video.

Jeg vil også anbefale at undersøge William Holman Hunt – The Awakening Conscience’ (1853), som er lidt af et Kinderæg af flertydige budskaber. Det samme gælder John Everett Millais – ‘Mariana’ (1851), der kan det samme.

Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:

Raffaelo Sanzio – ‘Scuola di Atene’ (1511)

  1. En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. []
  2. Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? []

Wiener Secessionen

Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.

Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.

Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.

Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.

Gustav Klimt – ‘Der Kuss’ (1907-1908)

Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.

Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:

Max Kurzweil – ‘Dame in Gelb’ (1899)

Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?

Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.

Henri de Toulouse-Lautrec – ‘At the Moulin Rouge, the Dance’

Jeg tror egentlig ikke at jeg har ambitioner på mine børns vegne. Ikke nogen eksplicitte, i hvert fald. Og hvis jeg har, så er vi ovre i det generiske: at de bliver lykkelige og finder den rette vej for dem. Men når jeg ser Toulouse-Lautrecs maleri ’At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890) så er der alligevel noget i mig, der håber min datter får et liv som den rødhårede danser.

Henri de Toulouse-Lautrec – ‘At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890)

Ikke fordi hun nødvendigvis SKAL være can-can danser, selvom det bestemt ville være en æggende karrierevej. Men jeg kan godt lide tanken om, at hun (for)bliver rødhåret, livsglad, impulsiv og flammende temperamentsfuld – og at hun bliver en kærlighedsfuld person, der danser frit i de grå omgivelser, uden at tænke over, hvad de andre konformister (såsom hendes far) tror, mener og synes.

Nike fra Samothrake

Jeg sov dårligt natten til i går. Kunne ikke falde i søvn, lå i stedet og grublede planløst. Der var så stille i huset, at jeg næsten savnede den permanente Autobahn-lyd af Lyngbyvejen i baggrunden fra dengang vi boede i lejligheden i Æbeløgade. Et eller andet sted ud på natten døsede jeg hen, blot for at blive småbrutalt vækket af virkeligheden kl. 05.45.

Resultatet blev ikke særlig overraskende, at jeg – efter arbejdsdagen og hjemmelogistikken var ovre – ikke kunne tage mig sammen til nogen større sammenhængende tankeaktivitet i går aftes. Pludselig var timerne gået med ingenting, det var blevet (alt for) sent, og jeg havde nået helt præcis ingenting af den eksamenslæsning, jeg ellers havde stående med småaggressive og ret insisterende neonfarver på min to-do liste.

Men da jeg så endelig fik taget mig sammen til at gå i seng, så var jeg naturligvis frisk og kunne ikke sove. Endte derfor med en tur ud af adskillige tangenter, ikke mindst da jeg besøgte Louvres wikipedia-side og opdagede denne skønhed:

Nike fra Samothrake, 190 f. kr.

Jeg ved for lidt om græske skulpturer og den hellenistiske periode, men jeg er altså dybt betaget af den vinge. Og den måde, som klædet i hendes dragt falder på. Den æstetiske værdi er nærmest uforståelig. Alene håndværket, der ligger i at kunne bearbejde marmor på den måde. Så skønheden bliver forståelig, mærkbar og meningsfuld mere end 2.000 år efter. Det er mageløst. Og det navnløse geni af en billedhugger lå næppe søvnløs og spekulerede over formålene med det hele.

Flow

Mit arbejdsliv består i et vist omfang af en grød af planløse møder, passivt-aggressive mails, afbrydelser, proces, logistik, dubiøse mødebookinger, samtaler med mennesker der mener et eller andet om ting som jeg sjældent selv kærer mig om, koordinering, skrattende opkald fra et dårligt headset i en bil, vi-skal-have-løst-det-her og ad hoc.

I de perioder hænder det at jeg får forvildet mig ind i den vrangforestilling, at det nok er den slags pseudoarbejde, jeg er god til – eller i det mindst har akklimatisereret mig til.

Men så sker det – som i denne uge – at jeg kan bruge en hel tirsdag på at fordybe mig i at skrive et notat om en kompleks problemstilling. Eller at jeg sidder en skiddengrå lørdag formiddag, og det (efter kun tre ugers overspringshandlinger, distraktioner og manglende fokus) lykkes mig at få klemt et par sammenhængende timers koncentreret tankevirksomhed og skrivning ind i det litteraturstudie, som jeg skal aflevere på masterstudiet om et par uger.

Begge gange kommer jeg ind i et flow, bliver inspireret, fordyber mig, ser de store sammenhænge, glemmer fuldstændig min omverden. Jeg havde næsten glemt, hvor pragtfuldt det føles; hvor meget glæde og mening det giver mig at være i den tilstand. Jeg må finde flere af den slags stunder.

Må jeg være fri

Er blevet syg. Det begyndte i går og nåede sit nadir med en søvnløs, forkølet og tankemyldrende nat. Her efter en komatøs formiddag under dynen er jeg dog vågnet op igen. Min hjerne består stadig primært af grød, men kan dog fylde tiden ud med at læse.

Noget skimmer jeg flygtigt her i mine feberfantasier. Jeg fik den nye Venstre-antologi ‘Må jeg være fri’ i fødselsdagsgave af mine forældre (de ser af uransagelige årsager stadig et stort politisk lys i mig), og har hurtiglæst indledningen og et par kapitler.

Jeg synes det er pragtfuldt når politikere forsøger at tænke sammenhængende tanker og tilmed får dem nedfældet i en bog. Men selvom jeg egentlig synes godt om flere af forfatterne – jeg har sågar delt foldere ud for Linea Søgaard-Lidell på adskillige ret kedelige parcelhusveje i Roskilde -, så er de første sider af bogen ikke direkte overvældende i deres intellektuelle sofistikering og analyse.

Forfatternes bussebøhmand er noget, de kalder for ‘systemstaten’. Det er deres betegnelse for det, de ser som den omkringsiggribende og evigt voksende offentlige sektor. ‘Systemstaten’ er selvopretholdende og grundlæggende repressiv, og hvad værre er: den offer- og klientgør det enkelte individ og kvæler det selvstændige initiativ. Det går igen ud over forfatterne eudaimoniske ideal om de frivillige og ikke-skattekronefinansierede fællesskaber, hvor det smukke, ægte, gode og meningsfulde liv leves de rationelle og reflekterende individer imellem. Jeg er jo ikke uenig i alt det her, vel, det er sovs-og-kartofler for en Uffe Ellemann-liberal som mig. Men det er ikke nyt og banebrydende, og det er heller ikke særlig provokerende. Skriv nu noget heterodokst som nogen kan være uenige i, griber jeg mig selv i at tænke. Jeg håber at de senere i bogen skriver noget, bare et eller andet, som kan irritere mig og fremprovokere en reaktion.

Noget af det der til gengæld gør mig vild og blodig af begejstring at læse er Frances Spaldings helt og aldeles vidunderlige ‘The Real and the Romantic. English Art Between Two World Wars’. Jeg er nødt til at være mindre i delirium for at give bogen den omtale, den fortjener. Men jeg er elsker den ubetinget. Vil blot her i urteteens tåger sige, at den som ingen anden bog i nyere tid har givet mig lyst til at opdage nye-GAMLE kunstnere – og tage på pilgrimsfærd til London for at udforske elysiske malerier og ekstatiske visioner af de engelske landskaber. Mere følger utvivlsomt.

Løb

Kan huske at jeg dengang, hvor jeg stadig var nødt til at læse Børsen nogenlunde regelmæssigt (en dyster tid i mit liv), læste det ene CEO-interview efter det andet, hvor der ikke var den episke strategi eller højtravende vision, der ikke var blevet udtænkt under disse driftige erhvervslederes løbeture/triatlontræning.

Sådan har jeg det på ingen måde. Jeg tænker og føler ingenting, når jeg løber. Mit hoved er tømt for glæder, bekymringer, sorger, opgaver på arbejdet, ting jeg burde gøre, ting jeg ikke burde gøre, pligter, længsler, idéer, neuroser, håb, drømme, grublerier, ambitioner, begær og frygt. Faktisk er dette store ‘intet’ nok det, jeg sætter mest pris på ved at være kommet ind i løberutine. Det har givet mig et vist kvantum daglige minutter/timers frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget eller nogen, mindst af alt til mig selv eller mine egne tanker. Og det er et af de forsvindende få tidspunkter, hvor jeg ikke lever i fortiden eller fremtiden, men er fuldstændig til stede i nuet.

Under dagens løbetur i en mørk vinterskov, hvor verden blev reduceret til det, jeg akkurat kunne se i pandelampens kegleformede lys et par meter frem, blev det nærmest en meditativ oplevelse. Der var intet andet at forholde sig til end stien, snefygningen og min egen puls. Det føltes som at jeg kunne være fortsat for evigt, men så løb jeg tør for skov.

Som en der gennem årene har afskyet at løbe, så føles det stort at være nået hertil. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe igen nu.

Travlt

Jeg har skiftet stilling. Det er dejligt og spændende, men det har også betydet at mine dage på nærmest overnaturlig vis fyldes med en foruroligende mængde møder, der stjæler tiden fra at jeg kan udføre mine reelle (og hastigt akkumulerende) arbejdsopgaver. Kombineret med eksamensopgaveskrivning på mit studie, træning, familieliv og en masse ekstracurriculær læsning for at komme i dybden med et nyt fagområde, betyder det, at jeg ikke får tænkt eller reflekteret over særlig mange ting. Det samme gælder min læsning, hvor jeg sjældent fortærer noget dybere end resultaterne i den nye sæson af NBA1. Håber på at få lidt større horisonter igen inden alt for længe.

  1. Det går fremragende, tak fordi du spørger. []

De nøgne træer

Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.

For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.

Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Morgen

Der er noget ulideligt prætentiøst i at bringe ‘se-lige-himlen-fra-min-løbetur-i-morges’ indlæg, jeg ved det godt. Men det var en virkelig god oplevelse og se engang – kl. 06.53 i morges:

København var underlig ved mig denne gang. Det begyndte egentlig på vejen hjem fra Royal Arena, hvor jeg stod af på Islands Brygge for at gå det sidste stykke. Normalt giver Københavns gader mig ro; en følelse af at være ‘hjemme’, tilbage i storbyens betryggende anonymitet. Jeg har været den legemeliggjorte aktør fra George Simmel – ‘Die Großstädte und das Geistesleben’. Men i går følte jeg mig alene og ensom, som jeg gik ned ad Artillerivej og drejede af forbi den gamle lejlighed i Axel Heides Gade og siden hen over Bryggebroen. Jeg har løbet der utallige gange, gået der søvnunderskudsramt med en barnevogn. Og alligevel var det ikke længere mit. Jeg ved ikke. Det var en følelse af at noget er forbi og ikke kommer igen.

Under løbeturen i morges spekulerede jeg så over identiteter og ‘hjem’. Hvad betyder ‘hjem’ efterhånden for mig? Det er klart ikke længere Aalborg, selvom jeg stadig instinktivt definerer mig selv som aalborgenser. Det er (åbenbart) heller ikke længere København, selvom jeg elskede at bo der, og igennem de mere end 12 år kom til at se det som ‘min’ by. Det gjorde jeg også med Roskilde, som jeg holdt (og holder) meget af. Men hvad med nu?

Jeg burde vel sige Odsherred, men det ville ikke være sandt. Her føler jeg mig mere eller mindre bevidst som en fremmed fugl. Jeg bor her, jeg lever her, jeg har gode venner her. Ja, mine børns verden udspringer herfra, men det er stadig ikke ‘mit’ sted. Jeg føler mig ikke for alvor hjemme på landet. Og som tiden går tvivler jeg mere og mere på, at det nogensinde kommer til at ske. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, man kan leve med alt muligt, men distancen er der. Udlængslen. Savnet af de større steders mulighed for at forsvinde og være sig selv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Være mere opsøgende for de lokale fællesskaber, går jeg ud fra. Få mening derigennem.

Altsammen for at sige, at det var en smuk morgen, og jeg nød at løbe gennem Fælleden i regnen.

RUC

I Theis Ørntofts roman ‘Jordisk’ er der et vældigt inspirerende afsnit, hvor en af protagonisternes fordrukne og suicidale far tager ham med til Chicago. Her ser de på organisk arkitektur i form af skyskrabere og bygninger af faderens yndlingsarkitekter Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. Faderen er i dagligdagen tavs, depressiv og fremmedgjort fra sin livsverden; han ser verden forfalde og hans tilværelse som fabriksarbejdsmand falde fra hinanden, bid for bid. Men lige hér – omgivet af arkitektoniske mesterværker og når han taler om sine yndlingsemner (mursten og håndværksmæssig kvalitet) – er han levende, intens og engageret. I sidste ende inspirerer turen sønnen til selv at blive arkitekt.

Jeg kom i tanke om tekstbidden, da jeg blev vist rundt på RUC’s Campus tidligere i dag. Det består først og fremmest af lave ét-plansbygninger, der er holdt i varierende Bitumen-farvetoner. Ligesom Aalborg Universitet – der har samme æstetisk grålige vibe – er RUC grundlagt på en mark i 1970’erne og har udviklet sig via en tilsyneladende uplanlagt knopskydning. På græsmarkerne ved siden af er der bofællesskaber og græssende får.

Normalt kan jeg godt lide at et byrum udvikler sig spontant og organisk, men lige i det her tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes. Bevares, jeg kan sagtens forstå at ikke alle universitetscampuser kan ligne dem i Georgetown, Cambridge og Boulder. Men hvor var 70’erne dog en traurig tid, når det handler om arkitektur og byggeri. Inspirerer ikke umiddelbart til store visionære tanker og ånd.