Crazier Idea

Den vil mildest talt ikke være for alle, jeg ved det godt, ligesom videoen muligvis ikke velegnet til offentlig konsumption i et storkontor. Men Kirin J. Callinan – ‘Crazier Idea’ er den bedste, mest originale og catchy neo-David Bowie agtige sang, jeg er stødt på i … i … ja, ok: nogensinde. Beatet er absurd og sangen spiller efter meget få, måske nærmest ingen, regler. Jeg har ikke for alvor turde undersøge Kirin J. Callinans bagkatalog endnu, men det rummer sange med titler som ‘Anaemic Adonis’, hvilket alt andet lige lovende.

Denkbilder

Læser i disse dage en bog om ensomhed: ‘This Exquisite Loneliness: What Loners, Outcasts, and the Misunderstood Can Teach Us About Creativity’ af Richard Deming.

Selvom jeg som tordnende introvert, genert og generaliseret fremmedgjort overfor de fleste mennesker sympatiserer med bogen og dens agtværdige formål, ja, så kæmper jeg en anelse med at komme igennem den.

Dels er bogen ikke ligefrem sprælskt skrevet. Dels er den alt, alt for indfølende empatisk til min smag. Der bliver virkelig mærket efter og gransket dybt i sjælens stille vand, hvilket jeg kun kan holde til i begrænsede mængder, inden jeg må styrke mig med en underlødig artikel om et eller andet overfladisk.

Men nu skal jeg også være rimelig. For lige nu er jeg påbegyndt det, jeg håber bliver et interessant kapitel om Egon Schiele: alle billedkunstinteresserede emo’ers favorit perverterede østrig-ungarer.

Egon Schiele – ‘Sitzende Frau mit angezogenem Knie’ (1917)

Jeg holder meget af dette maleri og har gjort det lige siden jeg så det første gang sommeren 2005 på Národní galerie i Prag. Faktisk så meget at en plakatreproduktion er at finde et sted i husholdningen. Det giver mig helt lyst til at skrive et rablende indlæg om Schiele, men det må blive ved en anden lejlighed.

For det jeg egentlig gerne ville fortælle fra Demings bog stammer fra kapitlet om filosoffen Walter Benjamin. En meget (melo)dramatisk skikkelse, hvis samlede tankesæt jeg næppe besidder de fornødne kognitive evner eller stamina til virkelig at forstå. Men Deming omtaler et af Benjamins begreber, Denkbilder, som fik mig til at spidse øren:

The book provides a counterpoint to his more densely theoretical writing, such as his doctoral thesis, The Origin of German Tragic Drama, or the crucial essays “The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction” and “Goethe’s Elective Affinities.” It isn’t a light, frothy book, and it has all the markers of having been produced by a reader steeped in a history of the Sturm und Drang of German Romanticism. Seemingly any small object, any city site, could be the vehicle for reverie and insight into how anything, drenched in imagination and longing, becomes a kind of poem. Anything could light up “paths to the world’s interior. The cue could come from anywhere.” He called these Denkbilder, “thought pictures.” Often, the paths they light up are ones that are walked alone.

Hvis jeg kender tyske filosoffer ret, så er deres filosofiske begreber markant mere komplekse og dybsindige, end hvad min parafraserende og sludrende udlægning tilsiger. Men ‘tankebilleder’, hvor komplekse ting, fænomener, relationer indfanges, interesserer mig.

Jeg skal ikke kunne frasige mig, at jeg muligvis er mest er fascineret af ‘Denkbilder’, fordi visse ting ganske enkelt lyder dybere og bedre og klogere på tysk (se også: Wanderlust, Fernweh, Zeitgeist, Leselust, Gesamtkunstwerk, Leitmotif). Men der også noget helt uimodståeligt og håbløst romantisk i den idé om, at man med den rette filosofiske, litterære, og besjælede fantasi, kan opnå indsigt i verdens sande tilstand. Jeg tror det er en tanke, som kun kan opstå ved ensomme og meget indadskuende mennesker, der udvider universet ved at udforske deres egen tankeverden.

Måske Deming alligevel har fat i noget i sin bog.

Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’.

Er i gang med at læse Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’. Jeg har ikke dannet mig en fast mening om hendes samlede argument endnu, men som litteratur betragtet er bogen fremragende. Clark skriver blændende, og jeg kan sagtens forstå at den fik Weekendavisens litteraturpris. Når jeg stadig grubler lidt over mit ståsted, så er det naturligvis fordi jeg ikke er en neutral og uberørt læser.

Dels er det vanskeligt ikke at blive påvirket af Walter Clarks beskrivelse af minkindustrien. Det var en ubehagelig branche på adskillige måder, hvilket hun på skarp og saglig vis illustrerer.

Men mere præsent: jeg har en fortid som lobbyist for nogle af ‘skurkene’ i bogen: Landbrug & Fødevarer. Og jeg har arbejdet i flere år for grovvareselskabet DLG, der er leverandør af bl.a. foder til husdyrproduktion i Danmark og Europa.

Så når jeg læser bogen, så medfører det i sagens natur refleksioner. Både over det skrevne – hun vinkler skarpt af og til -, men selvfølgelig også over min egen rolle og mine tanker om dansk landbrug. Walter Clarks mest prægnante pointe er, at en branche som minkproduktionen (men i virkeligheden alle former for intensiv husdyrproduktion) kun kan lade sig gøre, hvis vi som samfund/forbrugere/mennesker vender det blinde øje til dét, hun betragter som fremmedgjort, moralsk uforsvarligt og, ja, sygelig.

Jeg er ikke enig med hende. Hvis jeg var det, så havde jeg naturligvis ikke kunne bestride de stillinger, som jeg gjorde dengang. Jeg spiser stadig kød og nærer ingen illusioner om at verdens befolkning vil ophøre med at efterspørge kød, nok snarere tværtimod. Jeg mener, at man sagtens kan bedrive både etisk og dyrevelfærdsmæssig forsvarlig husdyrproduktion. Også uden at ødelægge klima, natur og miljø.

Men det kan sagtens være, at produktionen skal foregå i mindre intensive former og reguleres helt anderledes. Vi lever i naturmæssigt monokulturel ørken i Danmark, hvilket er svært at forsvare eller leve med, med mindre eksporten af landbrugsprodukter giver enormt god samfundsøkonomisk værdi (eller den danske produktion er det mest bæredygtige sammenlignet med andre lande). Tilsvarende går jeg også ind for en CO2-beskatning på landbruget. Så der skal indiskutabelt gøres noget for at få en mere bæredygtig og … normaliseret landbrugsproduktion. Men derfra og så til at købe ind på Walter Clarks kernesynspunkt om husdyrproduktion som uforsvarligt? Det er jeg ikke klar til.

Walter Clark skriver ofte ondskabsfuldt om minkavlernes fremtoning og væremåde. Det er ikke så generøst af hende, og det er i disse mere polemiske/perfide sekvenser, at hun er svagest. I min tid i erhvervet mødte jeg både sympatiske og usympatiske landmænd. De første fandt man især blandt plante- og mælkeproducenter, de sidste især i de produktionsgrene, der grundlæggende beskæftiger sig med en eller form for industrialiseret død (f.eks. svineproducenter og minkavlere). Jeg ved ikke om jeg vil betegne dem alle som ‘gode mennesker’, ligesom det var ganske ulideligt, når der gik offerfortælling og ingen-forstår-os i den. Men jeg kan stadig beundre den skabe- og virketrang, som jeg synes karakteriserede dem alle på tværs af produktionsgrene. Landmænd er et driftigt og selvstændigt folkefærd på godt og ondt. Det gør dem i stand til at opbygge verdensførende andelsselskaber og erobre verdensmarkedet. Men det gør dem også i stand til at handle forkert på måder, som kan være vanskelige at forstå – hvilket Walter Clark fint viser.

Jeg er ikke færdig med hele bogen endnu, men jeg vil allerede nu klart anbefale ‘Det blinde øje’. Den får en til at tænke og reflektere – måske endda træffe moralske valg. Flere i min omgangskreds fortæller den har fået dem overbevist om at blive vegetarer. Lad os nu se om de sidste 70 sider kan påvirke mig i samme retning.

Anhedoni

Det er efterhånden sjældent jeg strinter bloggen til med mine sportslige indebrændtheder. Men efter en fredag aften, hvor et stadig mere falmende og jordslået AaB tabte til Hobro – og anhedonien dermed er total og altopslugende – så er jeg nødt til at ventilere min afmagt og mismod.

For det skete samme aften som Denver Nuggets tabte førstepladsen i NBA’s Western Conference på gulvet – og blot en uge efter at Lazio tabte slaget om Rom til de unævnelige lokalrivaler. Hvis ikke jeg havde været alene hjemme med den yngste – og derfor var nødsaget til at holde masken i de samfulde 1 time og 40 minutter som Disneys ret rædsomme ‘Ønsket’ varede – havde jeg været at finde i en meget ukønt hulkende fosterstilling i bryggerset.

For mine sportslige affektioner smuldrer én for én; det løber ud mellem fingrene på mig, og det er som at intet vil lykkes i øjeblikket. Det går mig ærligt talt mere på end hvad rimeligt er. Verden er jo ved a styrte sammen rundt om os; hvis ikke det nukleare holocaust rydder spillepladen, så gør klima-/biodiversitets-/indsæt-selv-bekymrende-fænomen-krisen det utvivlsomt. Så hvem har overhovedet tiden til at gå op i noget så inferiørt (og i det store kosmiske billede: irrelevant) som professionel sport?

Lidt faux-kunstnerisk kapital til et indlæg om sport og forårsfornemmelser: Vincent van Gogh – ‘Amandelbloesem’ (1890)

Mig, åbenbart. Jeg kunne virkelig, VIRKELIG godt snart bruge en sportslig succesoplevelse, lidt sol og livsglæde for de hold, jeg ganske uironiske har elsket og holdt af igennem mange år.

Måske jeg blot bør ophøre med at føle noget for fjollede forretninger, der involverer mennesker og en bold. Men det er svært for mig at lade være. Tag nu basketholdet Washington Wizards. Som besidder sportshistoriens absolut mest fjollede navn (men ok, deres oprindelige navn, Baltimore Bullets, har muligvis også visse uheldige konnotationer), men som jeg jo er nødt til at holde af, eftersom jeg blev så voldsomt begejstret for Washington DC, da jeg besøgte byen for, suk, snart fem lange år siden. Så når jeg læser en artikel om Wizards kollaps, malaise og altfortrængede elendighed, så har jeg vanskeligt ved ikke at blive inderligt grå indeni.

‘April is the cruellest month’, som T.S. Elliot med profetisk fremsyn konstaterede det. Jeg kan godt lide post-apokalyptiske tilstande i mine science fiction bøger, men ikke i min sportslige eskapisme. Gid det snart var sommer.

Primo april 2024

London

Vanen tro er vi (for) sent ude med at arrangere årets sommerferie. For jeg elsker at rejse og opleve ting, men hader at gøre det indledende arbejde og planlægge turene. Og når jeg så endelig får taget mig sammen til at komme en smule i gang, så ender jeg ud af en helt igennem upraktisk tangent, der leder mig ganske på afveje. Det afstedkommer at jeg ligger i mørket, springer fra Wikipedia-side til næste Wikipedia-side og først falder alt for sent i søvn.

Som nu aftenen inden (ok: natten til) tirsdag, hvor mit mål var ‘Udvikle koncept for en uge i London og det sydlige England for to voksne og to børn’. Jeg havde bedt chatGPT om at give et bud på en ramme, og den foreslog beredvilligt et par dage i storbyen for så siden at rykke mod Brighton.

Hvilket gav mig mindelser om The Whos rockopera (nej, virkelig, det var en ting dengang) ‘Quadrophenia’ fra 1973. Hvori vi følger den unge Jimmys ekskalerende psykiske sammenbrud og udåndende oprør mod autoriteterne i midt-60’ernes ‘Mod’-subkultur i London. Udover at rumme en hel række helt igennem blændende sange (‘The Real Me’, ‘Cut My Hair’, ‘I’m One’, ‘5:15’, ‘Sea and the Sand’ og ‘Love Regn O’er Me’), så foregår store dele af musicalen1 i netop Brighton. Musicalen ender således tvetydigt med at Jimmy måske/måske ikke begår selvmord ved at hoppe ud fra en klippe nær Brighton Beach.

Hvor skal du hen, Jimmy?

Men havde det så blot været Brightons mindre suicidale attraktioner, jeg var endt med at researche den aftenstund. I stedet endte jeg med at lave en ‘tour de museer, jeg gerne vil se i London’. Hvilket er både teoretisk og praktisk idioti eftersom jeg er den eneste i husstanden, der gider gå på kunstmuseer. Jeg husker endnu med ikke ubetydelig vemod den 32 grader varme sommerdag i Berlin, hvor jeg slæbte den yngste med ind for at se på Arnold Böcklin og Caspar David Friedrich mesterværker på Alte Nationalgalerie. Og hvad var takken? “Hvornår skal vi ud herfra, Far?”.

Perlende påskønnelse!

Boblende begejstring!

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor en 6-årig ikke intuitivt og intenst blev draget af ‘Die Toteninsel’ eller ‘Der Mönch am Meer’. Og at vurdere efter min adfærd forleden aften, så tænker jeg præcis som Principal Skinner fra ‘The Simpsons’:

Så ja, jeg lå i mørket og kompilerede en liste over de kunstmuseer i London, jeg gerne vil besøge. De er – i prioriteret rækkefølge:

  1. Tate Britain (britisk kunst før 1920)
  2. National gallery (’The Fighting Téméraire’!)
  3. Tate Modern (jeg er vel nødt til at lade som at illudere at jeg er interesseret i samtidskunst)
  4. Imperial War Museum (John Singer Sargent og John Nash!)

Og hvis jeg virkelig skal give den i rollen som pacende og læringsorienteret forælder, så skal børnene vel også tvangsindrulleres i British Museum og Natural History Museum. Og det skriver jeg velvidende, at mine arvinger med meget stor sandsynlighed er trætte efter to timers storbyudforskning, og derfor bliver ulidelige hele resten af dagen. Og at de under ingen omstændigheder har tænkt sig at se på kunst med mig.

Men alt det ovenstående – Brighton, Böcklin & bøvlede børn – var kun et præludium til min egentlige tangent den aften. Jeg endte (via en af de helt slemme gateway drugs, nemlig Wikisiden for Yale Center for British Art) med at udforske australske impressionister fra den såkaldte Heidelberg School. Hold nu fast:

Arthur Streeton – ‘Golden Summer, Eaglemont’ (1889)

Tom Roberts – ‘A break away!’ (1891)

Clarice Beckett – ‘Sandringham Beach’ (1933)

Hvor meget mere australsk sommer kan det blive? Jeg bilder mig ind at jeg kan huske den hede fra dengang i februar 1997, hvor jeg rejste en måned rundt i Australien med min bedstefar. Intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at det formodentlig er det rene opspind. Men bare fordi noget er falskt, så kan det jo godt føles ægte alligevel.

Og så må jeg sige, at jeg aldrig er stødt på en bedre blade-i-skovbunden maler end Frederick McCubbin (1855-1917). Det er næsten som at duften af eucalyptus siver ud af hans i øvrigt ret ubekvemme malerier:

‘Bush Idyll’ (1893)

‘On the Wallaby Track’ (1896)

‘Lost’ (1907)

Jeg har ikke fået læst nok kunstnerne til at kunne skrive noget begavet om dem, men jeg er inspireret og vil undersøge dem nærmere. Men nuvel, det blev sent og jeg måtte stoppe mit endeløse fald på en eller anden måde. Jeg afsluttede derfor min kunsttangent i Rusland, af alle steder. På de to store kunstmuseer i Skt. Petersborg fandt jeg disse to:

Nicholai Roerich – ‘Battle in the Heavens’ (1912)

Anatoly Levitin – ‘A Warm Day’ (1957)

Jeg kan godt se at hun vasker gulv og at min association derfor er helt forkert. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg til juli også kigger ud af vinduet over tagene i en varm storby. Jeg burde se at få planlagt den ferie.

  1. Der er også en filmudgave med, suk, Sting, men den taler vi ikke om [↩]

Yndlings coverversioner

Jeg er som udgangspunkt skeptisk indstillet overfor coverversioner. Der er noget iboende fattigt for en musiker i at genindspille andres sange, en slags utilstrækkelighed i ikke selv at kunne manifestere ens kreativitet i noget nyt og uoriginalt. Og dog. For en sjælden gang sker det jo, at en coverversion er bedre end originalen. Ja, måske forvandler coverversionen på magisk vis originalen til noget andet; noget smukkere, bedre og mere ægte.

Nedenfor er min liste over tre coverversioner, som jeg mener gør netop det. Kriterierne for at være med er ret nådesløse: A) originalen skal være fantastisk og B) coversionen skal være bedre. 

Erlend Øye – ‘There is a light that never goes out’ (2001)

The Smiths orginalen er alle emodrenges sorte, pulserende hjerte og den er et veritabelt mesterværk. Det var en af de sange, som den 16-årige Kåre kopierede fra de Smiths-cd’er han lånte på biblioteket (The World Wont Listen <3 ) og over på MiniDisc’en, for at skamlytte til dem i en ret traurig uendelighed. Teksten er naturligvis ulidelig og alt, alt for meget hvis ens teenangst-dage ligger et stykke tilbage. Men ÅH, hvor er linjerne dog romantiske og weltschmerz’ede:

Take me out tonight

Where there’s music and there’s people

And they’re young and alive

Driving in your car

I never, never want to go home

Because I haven’t got one anymore

Take me out tonight

Because I want to see people

And I want to see lights

Driving in your car, oh, please don’t drop me home

Because it’s not my home, it’s their home

And I’m welcome no more

 

And if a double-decker bus crashes into us

To die by your side is such a heavenly way to die

And if a ten tonne truck kills the both of us

To die by your side, well, the pleasure, the privilege is mine

Jeg husker en Morrissey-koncert i Vega tilbage i midten af 00’erne, hvor alle mændene i 40’erne skrålede uironisk med på teksten om at blive most i et meget romantisk trafikuheld, hvilket oprigtigt talt var en særpræget og lidt urovækkende oplevelse. Men uanset hvad, så forvandler norske Erlend Øye sin udgave af ‘There is a light that never goes out’ til noget andet. Fra ringlende indieguitar er vi i knitrende houseland, og kritiske røster vil indvende, at det ikke er et rigtigt cover, men snarere et mashup af originalen og et remix af en Röyksopp sang. Det ændrer dog ikke på, at de sammenblandede elementer går op i en højere enhed. Faktisk er det så godt, at jeg i 9 ud af 10 tilfælde hellere vil lytte til Øyes udgave end den ellers urørlige original. Tror ikke at Morrissey – krukken over alle krukker – ville acceptere præmissen om at coveret er bedre end hans original, men det burde han1.

Dinosaur Jr. – ‘Just Like Heaven’ (1987)

Det her er ikke et direkte forsøg på apostase, men ja, jeg er ham der vil argumentere for at Dinosaur Jr’s version af The Cure – ‘Just Like Heaven’ er den bedste udgave af sangen2. Hvilket egentlig ikke burde være tilfældet, da originalen egentlig har alt:

✓ Ringlende guitar

✓ Sfærisk synth

✓ Uimodståeligt klaver

✓ Klagende mandevokal

✓ Robert Smith i en udgave, hvor han ikke ligner et oppustet fugleskræmsel/Danny de Vito i sin rolle som Pingvinen i ‘Batman 2′

Så, hvorfor Dinosaur Jr.? Jeg synes de støjende guitarer, de underlige lyde og det opskruede tempo klæder sangen. Men først og fremmest er sanger J. Mascis en bedre og mere relevant fremfører af sangen end Robert Smith. Han har en vidunderlig livstræt, knækket vokal, så når han i ‘Just Like Heaven’ synger “I must have been asleep for days”, så tror jeg ham virkelig. Han er selvsagt også manden bag en uhørt vidunderlig udgave af ‘Fade into you’, hvor jeg dog – trods alt og hårdt presset – stadig foretrækker Mazzy Star originalen. 

Saint Etienne – ‘Only Love Can Break Your Heart (Andrew Weatherall Mix’) (1996)

Only love can break your heart.

Jeg er ikke helt ærlig overfor mig selv nu. For sandheden er, at jeg ikke er særlig vild med Neil Youngs original. Faktisk finder jeg den jævnt dødssyg og tung i røven. Tilsvarende er Saint Etiennes originale cover fra 1991 også en lidt anæmisk og tilbageholdende udgave.

Men Andrew Weatherall er et stenet og langt mere hårdtparkende bekendskab, ikke mindst når først vokalen træder ind. Det er en meget … anderledes udgave end Neil Young, som jeg dog egentlig tror vil kunne sætte pris på den kunstneriske vision, som både Saint Etienne lagde ud over hans original. 

  1. ’There is a light that never goes out’-coveret stammer fra et vidunderligt mixalbum, som også rummer et Erlend Øye cover af Opus III’s 90’er houseklassiker ‘Fine Day’ (der vist nok også er et cover, men nu bliver det meta-meta-meta artigt), som er næsten ligeså godt. Men det føltes som lidt vel meget med to Erlend Øye coverversioner på samme liste. [↩]
  2. Også bedre end Watson Twins-udgaven, der bestemt er nuttet, men også lidt for meget baggrundsmusik-på-generisk-café [↩]

Introduktion til græsk og romersk kunst

Lånte bogen ‘Introduktion til græsk og romersk kunst’ med hjem fra mine forældre, da jeg hentede mine børn efter de har været på et par dages præ-påskeferie i Aalborg. Læste i den på vej hjem med Molslinjen, omgivet af børn (herunder mine egne, dog dybt opslugte af deres skærme, så der var læsefred), svedne kombardofritter, og så den der akkumulerede lyd af utålmodige mennesker, der egentlig helst ville være alle andre steder i verden end på en færge mellem Aarhus og Odden, her dagen inden Guds enbårne søn kommer på korset.

Bogen er ikke just ny; det drejer sig om er en dansk oversættelse af Susan Woodford – ‘The Art of Greece and Rome’ fra 1982. Den er – tror jeg, faktisk er jeg en smule usikker om, hvornår og hvordan det begrædelige bogtyveri er foregået – havnet i mine forældres boghylder efter at min mor engang i slut-90’erne begyndte at følge oldtidskundskab på enkeltfag på Aalborg Studenterkursus. Ja, ikke at jeg kunne drømme om at tillægge hende onde hensigter, intet kunne ligge mig fjernere, men det ser ikke kønt ud, Mor, det gør det altså ikke:

To ting: for det første tvivler jeg stærkt på, at bogen foran mig nogensinde er blevet erstattet, det ville jo ligesom underminere formålet med rapseriet. For det andet får ordene ‘mishandlede bøger’ mig til at trække på smilebåndet. Jeg får indre billeder af en jamrende bog, der bliver pint og plaget og slet og ret behandlet dårligt. Måske jeg burde holde op med at antropomorfisere alting, men det er vanskeligt for mig. 

Ved nærmere eftertanke tror jeg også at det må være første gang, at jeg aktivt selv har opsøgt en gymnasial lærebog siden min forholdsvis fjerne fortid på Aalborg Katedralskole. Bogen er da også forholdsvist letlæst og jeg nåede igennem den inden vi ramte Sjællands Odde. Ikke mindst fordi jeg (må jeg med skam at melde tilstå) nøjedes med rudimentært at skimme afsnittene om bemalet keramik (jeg er altså ikke en amphora-pige, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver) og kapitlet om de græske templers udsmykning. Ud over at jeg med en ikke ubetydelig selvtilfredshed kunne konstatere, at jeg stadig kan kende forskel på doriske og ioniske søjler (samt deres noget mere udsvævende og letlevende slægtning: søjler med korinthiske kapitæler), så følte jeg heller ikke noget dybere behov for at læse om græske templers gavlfelter, metoper eller de klassiske kompositionsproblemer med friserne (hint: det er vanskeligt at finde et motiv til en frise, der – med bogens ord – er ‘et umådeligt langt, smalt bånd’, se dog Parthenon-frisen for en veludført undtagelse).

Skulpturer, derimod, skønne, æstetiske, (homo)erotiske Kouros-skulpturer; dét er lige noget for mig. I forlængelse heraf, så er noget af det, jeg virkelig værdsætter ved grækerne er, at de tænker lidt ligesom mig. Eller, nuvel, som jeg ville ønske at jeg tænkte. Som Woordford skriver om græske skulpturerer vis-a-vis deres ægyptiske forgængere: 

“Grækerne overtog ægypternes arbejdsmetoder og i vid udstrækning også deres proportionssystem. Det er derfor de tidligere græske statuer ligner de ægyptiske så meget. Ligheden i stilling og teknik er tydelig; forskellene i stil og intention er vanskeligere at erkende, men uhyre vigtige. Den ægyptiske billedhugger lavede en ret overbevisende naturalistisk menneskefigur; den græske statue er mere abstrakt. Grækerne mente åbenbart, at en sådan statue ikke blot skulle ligne et menneske, men udgøre et æstetisk objekt i sig selv”

Og i et andet afsnit om forskellen mellem det græske og romerske tankesæt: 

“Af temperament og tradition var romerne meget forskellige fra grækerne. I tankens og kunstens verden elskede grækerne det abstrakte og almengyldige, hvorimod romerne, som var jordbundne og praktiske folk, foretrak det konkrete og den faktisk foreliggende virkelighed … det, romerne forestillede sig ved et portræt, var et nøjagtigt billede af en bestemt person. Under indflydelse af den græske kunst tillempede de billedhuggere, som arbejdede for romerne, ofte deres stil og gjorde personerne smukkere eller mere imponerende, men de gav aldrig slip på deres karakteristiske særpræg og den individualitet, som romerne værdsatte så højt”

Er de ikke skønne, de grækere? Vilde med abstraktioner, det almengyldige og med et umætteligt behov for æstetisere ting? Jeg er fan. Og lad os da se på varen:

Originalen af ‘Doryphoros’ (Spydbæreren) fra omkring 440 f.Kr. var lavet af bronze og er desværre væk for tid og evighed, så vi har kun marmorudgaver tilbage. 

Men se ham lige engang. Han er perfekt. Han er harmoni, skønhed og fuldendte proportioner. Hans contrapposto er vel nærmest kun i konkurrence med ‘David’ eller ‘Venus fra Milo’. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig – måske fordi jeg er indsovset i eurocentrisk kulturforståelse, men det er jeg egentlig indifferent overfor i denne sag – hvordan dette ikke kan være det perfekte fysiske ideal for mandekroppen. 

Om ikke andet, så kan Woodfords bog (stjålet eller ej) motivere mig for en yderligere indsats i det lokale træningscenter. Der er et stykke vej endnu til Spydbærer-niveau, tænker jeg. Og bogen vækker også rejsefeberen. Ovenstående marmorudgave kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Napoli, der nu naturligvis med øjeblikkelig virkning er kommet på min vil-besøge-i-fremtiden liste.

Wilhelm Sasnal

Det er mig egentlig meget imod at bringe samtidskunst, men der er noget ved Wilhelm Sasnal – ‘Forest’ (2003), som jeg har vanskeligt ved at stå for. Der er noget ved voldsomheden og det ultimative i penselstrøgene der tiltaler mig. Maleriet er både abstrakt og figurativt på samme tid, hvilket får mit system til at kokse. For min fantasi fortæller mig, at det er en skov, men omvendt er det vanskeligt at lade være med at se de brølende penselstrøg. Uanset hvad, så ville maleriet se bjergtagende ud på væggen i min stue1.

  1. Og selvom det er en infantil association, jeg ved det godt og jeg burde holde mig for god til den slags, så kommer jeg alligevel til at tænke på mine yndlings fiktive skove fra fantasylitteraturen: Mirkwood, Fangorn og Lothlórien fra Tolkien-universet [↩]

Mikhail Bulgakov – ‘Mesteren og Margarita’

Ved ikke helt, hvad der foregår med min skrivelyst. Eller rettere mit fravær af den.

Det er ikke fordi jeg ikke får læst inspirerende bøger. For det gør jeg. Den bedste har været Mikhail Bulgakov – ‘Mesteren og Margarita’, som var en gedigen overraskelse af en læseoplevelse. Dels fordi den i mange sekvenser er decideret morsom, hvilket ikke stemmer overens med min fordom om hvad russisk litteratur er (i.e. (skæbne)tung, dyster, fatalistisk, usundt optaget af selvmord). Men ligeså vigtigt fordi den danske oversætter i Rosinante udgaven – en Jørgen Harris – har haft en fest med ord. Det er faktisk hele indgangsbilletten til bogen værd. Her er en ikke-fyldestgørende liste af ord, der pirrede mig alene i det første kapitel af bogen:

  • velnæret
  • ilede
  • ejendommelighed
  • svale af
  • overdådig
  • mærkværdig
  • bemægtige
  • ingenlunde
  • billedskabende kraft
  • belæsthed
  • dunkle materier
  • ubesmittet
  • ærefrygt
  • forvrænge
  • frastødende
  • ærbødigt
  • overordentlig
  • betydningsfuldt
  • urolig tavshed
  • umådelig
  • gnistrende øjne
  • den fantaserende udlænding
  • konfus
  • se gennemtrængende på nogen
  • beskæmmet
  • latterudbrud
  • frygtsomt
  • hemmelighedsfuld
  • modbydelig
  • glædestrålende

Er det ikke en mageløs samling ord og vendinger? Og Bulgakov og Harris bliver blot ved og ved og ved. Det er ikke fordi jeg har et inciterende behov for at lyde som en omvandrende anakronisme. Men hvor er mit eget dagligdagssprog og mine tekster dog blevet fattige og anæmiske. Jeg bør snige mere dunkle materier og yderligere urolig tavshed ind i mine ord. Bogen er på den måde inspirerende i ordets egentlige forstand.

Hvad angår bogen som værk i egen ret, ja, så bliver ‘Mesteren og Margarita’ lidt for meget af det gode ud på omkring side 200; der har vi som læsere lissom fået en ret overvældende (og konstant) dosis satire over den russiske kulturelite i 1930’erne. Vi behøver ikke mere på det tidspunkt; det har allerede været noget af et festfyrværkeri af dæmoniske katte og Pontius Pilatus. Men så laver Bulgakov noget af et fortællermæssigt pivot over i retning af en kærlighedshistorie. Det lykkes bemærkelsesværdigt godt, og jeg fandt mig selv overraskende varm om stenhjertet efter endt læsning. Jeg forstår bogens klassikerstatus, og vil anbefale den til både de mere finlitterært indstillede typer og til plotpiger, som mig selv.

PS. Film har jeg også set flere af, tilmed i biografen. Lige fra det længe ventede sci-fi epos ‘Dune 2’ til tårerperseren ‘Lassie på nye eventyr’. ‘Dune 2’ kunne (og burde) jeg havde skrevet noget om, ja, jeg har sågar skrevet halvanden sides noter om filmen i en af mine notesbøger. Men et egentlig blogindlæg afventer fortsat at skriveblokeringen ophører. Det gælder for såvidt også min kommende queerteoretiske og intersektionelle analyse af Lassie-filmen.

Føniken

Jeg lærte virkelig mange betagende ting af ‘The Rest is History’-podcasten om Karthago. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til emnet (i.e: Roms ærkefjende, Hannibal og hans elefanter gennem Alperne, grundlagt af kolonister fra Fønikien), men vidste ikke at:

Der findes et fænomen kaldet ‘Late Bronze Age Collapse’, en kaotisk periode mellem 1200 og 1150 f.kr., hvor samtlige af de hidtidige imperier og civilisationer i det østlige Middelhav styrter sammen hen over et par årtier. Årsagerne er flertydige (invasioner af ukendte folkeslag, klimaforandringer, migration – reeelt ved vi det ikke), men kollapset har enorme geopolitiske konsekvenser. Død, ødelæggelse, pest og plager – og de næste 3-400 år befinder den hellenistiske verden sig i de såkaldte ‘Greek Dark Ages’. Indtil at Føniken bliver en af de ledende civilisationer, altså.

Afledt heraf: Verden virker så sikker og statisk – indtil at den ikke er det mere. Hvis man betragter udvikling i det store tidsperspektiv, så bliver alting mere gyngende og impermanent. Den oplysningstids-/industrielle revolutionsdrevne vestlige/liberalt-demokratiske/kapitalistiske model er en 250 år gammel anomali, som flyder oven på tusinder år af despoti, storhed og fald. Man kan blive lidt svimmel af den tanke, synes jeg.

Hvis Føniken eller fønikierne da ellers nogensinde har eksisteret. For det er tilsyneladende et af de allerhedeste – og mest vredeskabende – debatemner indenfor oldtidsforskningen, hvorvidt der faktisk var et ‘folk’, der omtalte sig selv som fønikier, eller så sig selv som et kulturelt fønikisk fællesskab. Kritikerne postulerer, at der ingen dokumentation er for Fønikens eksistens, mens der tværtimod er masser af kilder, der vidner om at mennesker dengang i stedet betragtede sig selv som borgere i byer som Tyre, Byblos eller Sidon. På samme måde som de snarere omtalte deres område i det nuværende Libanon og Israel som Kana’an, I ved nok, det fra Bibelen. Andre forskere mener det er en absurd påstand, da eksempelvis de fønikiske kolonier (som Karthago) ofte henviste til deres kulturelle ophav østpå. Jeg vil følge debatten med spænding.

En hel upolitisk strejftanke i forlængelse af Kana’an og folkeslag og national identitet: hvor langt skal man gå tilbage i historien for at definere, hvem et bestemt givet geografiske område ‘tilhører’? Hvem er det ‘oprindelige folkeslag’? Kan nogen af palæstinenserne eller israelerne overhovedet med nogen seriøsitet påstå, at de har den historiske reet på deres side? Den ældste kilde vi har til ordet ‘Danmark’ er fra år 955, altså små 2.000 år efter fønikiernes tid. Første gang en skriftlig kilde omtaler ‘danerne’ er omkring år 550 – og det er en stamme, der invaderer det nuværende Danmark fra Sverige. Ja. Husk det. Der er en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at du – kære læser – er resultatet af en svensk invasion, der jog de oprindelige danskere ud af landet. Apropos det lange tidsperspektiv.

Fodboldklubben Olympique de Marseilles kælenavn er ‘Les Phocéens’, altså ‘Fønikerne’. For Marseille er også en oprindelig fønikisk koloni. Jeg elsker, elsker, elsker når historie betyder noget og influerer nutidig kultur!

En af læringerne fra Karthago er i øvrigt, at man skal sørge for det ikke er ens fjender, der skriver ens eftermæle. For efter at have fjernet byen fuldstændig, brændt alt skriftligt materiale og gjort deres bedste for at slette Karthagos eksistens fra historien fuldstændig, så er det udelukkende gennem romernes kilder, at vi ved noget om stedet. Og de kilder er, ja, en smule biased i kritisk og negativ retning. Så derfor handler de fleste historier om Karthago om depraveret adfærd, dekadence og barneofringer. Hvilket alt andet lige er lidt synd, når Karthago i en lang periode var en dominerende kraft og en kulturel højborg. Så sørg for at definere dit eget eftermæle.

Endelig fik hele tankespindet om Føniken mig til at tænke tilbage på sommeren 1989, hvor familien Fuglsbjerg er på sommerferie i Italien. Det er første gang jeg besøger landet; det er varmt, der er aldrig toiletsæder på campingpladsernes toiletter, og min klareste erindring er, at vi på et tidspunkt besøger Siena og at jeg er ret imponeret over Palazzo Pubblico. Nå, men vi er i Toscana og min far har på dette tidspunkt en oldtidsfiksering (åbenbart en tilbagevendende ting hos de mandlige medlemmer af familien), hvorfor vi bliver fragtet rundt omkring for at besøge ‘etruskernes grave’. Etruskerne, endnu et af disse mystiske oldtidsfolkefærd, som vi ikke meget om, men jeg husker at stå på et et eller andet bakkedrag og stirre på nogen sten, der måske/måske ikke havde været en gravplads. De var effektive, romerne, til at fjerne deres rivalers historiske eksistens.

De forsvundne film

Berlingske har i dag en kun let alarmistisk artikel om, at ‘filmklassikere er forsvundet fra jordens overflade’, hvormed de mener, at mange film ikke kan findes på streamingtjenesterne. Folk er (oh rædsel!) henvist til fysiske medier som dvd, hvis de ønsker at se filmklassikere, kunstfilm, kultfilm eller gyserfilm. Hvilket jo ikke er så rart, når man er vant til at alt indhold er få klik væk.

Min interesse har hidtil været koncentreret om konsekvensen af/risikoen ved at overlade ens musikbibliotek til streamingtjenester – se mit cri de coeur om Jens Lekmans pludselige og urimelige skamfering af sit katalog -, men jeg kan sagtens se udfordringen for film og tv-serier også. Og det er ikke en ny problemstilling. Tilbage i 2018 skrev jeg på min gamle blog:

Det er frustrerende at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke, hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting? Hvis de ikke findes, så er der ingen til at drømme om dem eller skabe nye erindringer.

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Nuvel, tiden gik, og de pågældende tv-serier blev siden hen tilgængelige på streamingtjenesterne (og forsvandt igen for ‘Friday Night Lights’ vedkommende). Men meget andet er siden glemt og forsvundet i intetheden. Eller også kræver det en ihærdig indsats, som kun de færreste er villige til at gøre.

For nylig så jeg f.eks. ’Det syvende segl’, Ingmar Bergmans klassiker fra 1957. Filmen er ikke tilgængelig nogen steder, men jeg havde lånt den på dvd, og det krævede en tur i gemmerne for at finde mit lidt hengemte dvd-drev til Mac’en. Jeg har holdninger til filmen (mange holdninger, faktisk), men i denne kontekst er pointen mest, at intet levende menneske under 40 år (eller de særligt interesserede) støder på ‘Det syvende segl’ af sig selv, endsige bliver spontant interesseret i at se filmen. Den er – nøgternt vurderet – forsvundet og på vej mod destination ‘glemt’. For mit vedkommende kendte jeg filmens titel, havde sågar lyttet til en podcast om filmen sidste efterår, men jeg havde ikke skænket det en tanke rent faktisk at se den. Jeg mistænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Konklusionen? Det må vel være, at man (stadig) skal sørge for at købe og eje de ting, man gerne vil kunne tilgå i fremtiden. Og at den store glemsel nok ikke lade sig stoppe.

Sortsyn

Jeg var i biografen i går, hvor det mest bemærkelsesværdige var de indledende reklamer. Nu ser jeg i almindelighed meget få reklamer, da vi ikke har flow-tv i husstanden, så min observation kan være skævredet/ude af sync med verden. Men i biografreklamerne var det meget bemærkelseværdigt, hvor meget de kredsede om en farefuld verden, frygt, pessimisme, behovet for tryghed. Virksomhederne sælger ikke længere en lys fremtid med muligheder og glæde; de sælger pessimisme, forsikring, beskyttelse og et budskab om at verden er farlig.

Der var reklamen for Forsvaret, hvor vi i billedesiden skiftede direkte fra en studentervognkørsel til bombardementer i Ukraine (så husk nu at stå sammen om fædrelandet). Der var en Telia-reklame, der handlede om, at man skal huske at have et godt netværk, da man ellers er i risiko for at blive voldtaget på vej hjem om aftenen. Der var reklamen for Børnetelefonen, hvori børnelivet primært handler om at man er modig, når man ringer og fortæller om at ens alkoholiserede far slår. Der var reklamen om, at man skal slukke for telefonen i biografen, da skærme er farlige og ødelægger nærværet mellem mennesker. Der var én reklame i de 10 minutter, der fik min søn til at grine (en skør hund, der var glad for wifi, jeg fnes også), det var det. Humor, glæde og fjolleri er ikke tonen længere, ikke engang som salgsobjekt. Det er angst, mol og mørke farver. Pas på du ikke larmer, ellers vågner far og banker dig.

Jeg er ikke sociolog, og har desværre ingen storslået teori til at indkapsle samfundets samlede aktuelle habitus baseret på lommefilosofi og en reklameblok i Cinemaxx. Men det var påfaldende. Ikke mindst i de her dage, hvor der virkelig skrues op for negativiteten i retorikken om den europæiske sikkerhedspolitiske situation. Muligvis med god grund, men alligevel.

Jeg sad der med en knap 10-årig dreng, der mest af alt så frem til sin anime, mens jeg spekulerede over, hvordan hans syn på verden bliver i fremtiden. Han var lille i en periode, hvor der var en konstant usynlig, diffus fare omkring ham, verden lukkede ned, andre mennesker var potentielle smittebærere og der var begrænsninger over alt. Og her i årene efter COVID-19 er den samlede fortælling fortsat om angst og fare.

Man kan argumentere for, at det er godt at flere er bevidste om at det er en farefuld verden vi lever i; om at klima, krig, kønsroller, kunstig intelligens, pandemier, biodiversitetsudryddelse osv. kræver at vi tænker og handler anderledes. Min opvækst i og mindsettet fra de solbeskinnede 1990’ere er givetvis ikke holdbare længere. Evig vækst og fremgang er åbenlyst ikke det, der kendetegner vores verden i øjeblikket. Men hvad det så, at børn som min søn og datter skal tro på i fremtiden? Hvad er det håbefulde budskab, som skal indgive dem livsmodet og lysten til at gøre en forskel? Nihilisme og angst kan ikke være svaret, tænker jeg.

The Smiths

I dag fylder musikhistoriens bedste debutalbum 40 år. Det kan godt være at Morrissey med årene er blevet en absurd og utiltalende krukke. Men det ændrer ikke på, at ‘The Smiths’ er et mesterværk og at albummet ændrede mit emo-teenager liv, da jeg lånte det med hjem fra biblioteket dengang i 1.G. Jeg lytter til det nu og elsker det stadig lige ubetinget. 

Dune del 1

Lørdag aften så jeg den nye udgave af ‘Dune’. Eller nye og nye, den udkom jo i 2021, men er en eksplicit del et af to. Dengang, som nu, kunne jeg ikke bære at se filmen, og så være nødsaget til at vente to år (nej, mere!) på at få svarene og forløsningen i efterfølgeren. Det ville være helt umuligt for mig, jeg kan ikke leve på den måde. Jeg vil have det hele, alting og fuldt ud. Og det skal være nu. Det er det hele eller ingenting. Alt andet er naturstridigt for mig. Så jeg ventede. Og ventede. Ignorerede med nærmest umenneskelig selvdisciplin filmen hver gang (og det var ofte, dagligt, måske) at algoritmen i HBO Max mente, at den da skulle anbefale filmen til mig.

Men nu hvor jeg endelig har fået købt billet til del to – find mig i Imperial d. 1. marts 2024 -, så var tiden inde. Jeg behøvede ikke længere nægte mig selv den hedonistiske glæde det ville være, at nyde filmatiseringen af min med afstand yndlings science fiction roman.

Frank Herberts bog er vigtig for mig. Faktisk måske den vigtigste og mest formative bog, når nu jeg tænker over det. Der er et før og et efter ‘Dune’, når det handler om min tilværelse som læser. Jeg husker stadig coveret på udgaven, som jeg lånte dengang på Hasseris Bibliotek, selvsagt med den charmerende danske titel ‘Klit’:

Meget kan man sige om den sandorm, men viril, dét er den. Og se lige de skrifttyper. Er det ikke vidunderligt, hvordan de snor sig? Måske i en subtil hilsen til Herberts islamisk inspirerede begrebsverden? Kan det undre at jeg blev draget i min spæde gymnasietid?

Alt sammen for at sige, at når vi taler ‘Dune’, så er æstetikken af stor betydning. Personligt er jeg ikke fan af David Lynch filmatiseringen fra 1984, der må betegnes som en omgang lurvet kokainmanisk nonsens, men visuelt byder filmen dog på Sting i metalunderbukser (nej, google selv) og et overraskende pirrende steampunk-agtigt univers. Og når man læser om konceptet for æstetikken i Alejandro Jodorowskys planlagte (men afblæste) udgave i 1975, så er det vanskeligt ikke at blive nærmest erotisk opstemt:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Den film havde måske ikke været klassisk god, men den havde om ikke andet været interessant.

Når jeg nævner Jodorowsky og Lynchs visioner er det fordi den nye filmatisering af ‘Dune’ i modsætning til dem er minimalistisk og visuelt mageløs1. Det er mange år siden at jeg sidst har set en film, hvor alting er så gennemført og konsekvent i sin æstetik. Det understøttes af den eminente casting. Timothée Chalamet er nær perfekt som den skrøbelige Paul Atreides, der opdager sine latente kræfter blive vækket til live. Og ak, vi almindelige dødelige kan kun håbe forgæves på at opnå samme sexappeal som Oscar Isaacs udgave af den martrede og fortabte hertug Leto. Jeg er lidt skuffet over Stellan Skarsgårds udgave af Vladimir Harkonnen, der slet ikke er afskyvækkende og ulækker nok, men ellers er alt fantastisk på skuespillerfronten.

Men mest af alt er jeg glad for, at filmen er loyal mod romanen. Her står den i kontrast til Apple TV-udgaven af Isaac Asimovs science fiction klassiker ‘Foundation’ (som jeg også har set lidt af i denne uge og faktisk er blevet godt gammeldags mopset på), der ikke har meget med de oprindelige bøger at gøre. Her stoler ‘Dune’ mere på sig selv, og filmen følger historien og stemningen i bogen loyalt. Faktisk så loyalt og så kompromisløst, at jeg greb mig selv flere gange i at tænke ‘gad vide hvordan en ikke-indviet mon ser denne scene? Kan de forstå, hvad der foregår?’. Jeg kan vel personligt være ligeglad, jeg har sjældent været mere på under en film, men jeg spekulerede under filmen over, hvad mine børn mon vil sige til historien i ‘Dune’, når jeg om et par år tvangsindlægger dem til at se den. Jeg håber de vil elske den ligeså meget som jeg selv gør – og jeg glæder mig uklædeligt til at se del to.

  1. Jeg ville egentlig gerne – nu vi taler om ‘Dune’-æstetik have skrevet en endnu længere roman om det vidunderlige PC-spil ‘Dune’ fra 1992, som jeg spillede i rå mængder i midten af 90’erne. Det er skammeligt overset, visuelt er det pragtfuldt, og hvis du har 5 timer og 31 minutter til overs, så kan du nyde et longplay på YouTube. Velbekomme [↩]

True Detective sæson 4

Det er interessant, hvilke fremmede og ‘eksotiske’ ting, der inspirerer og stimulerer os. En del af attraktionen ved første sæson af ‘True Detective’ var for mig især at den foregik i et gustent, nedslidt og fugtigt Louisiana. De myggebefængte sumpområder i kombinationen med det postindustrielle forfald og den farvematte lysstofrør-agtig belysning var lige noget for mig.

På samme måde mistænker jeg at instruktøren af seriens fjerde sæson, mexicanske Issa López, er vildt fascineret af Alaska, permamørke, isolation og inuitkultur. Der er sne og is over alt, billedsiden er anæmisk, karakterernes rynker er skarpt optrukne. Alting er med andre ord ligeså grimt og slidt som i Louisiana; serien vil sikkert hævde, at det har noget at gøre med, at tiden er en flad cirkel, eller hvad det nu end var for pseudononsens, at de filosofiske politifolk i sæson 1 kom frem til.

Her fire afsnit inde i fjerde sæson – indrømmet: det var en ikke direkte produktiv søndag aften – er jeg lige dele interesseret og irriteret over serien.

Interesseret fordi jeg gerne vil vide, hvad der skræmte de 7 personer på polarforskningsstationen til døde. Plot-pigen i mig er klart investeret i hvad der foregår.

Irriteret fordi serien er så selvtilfreds i sin eksekvering. Lige fra Billie Eilish temasangen til de lidt for lange er-det-ikke-bare-uhyggeligt-og-besjælet-det-her-landskab-hva-hva-hva? droneoptagelser. Det er som at serien stadig ikke helt er kommet sig over, at verden i den grad elskede første sæsons filosofiske pessimisme, weird fiction tendenser og Matthew McConaugheys præstation.

Nuvel, som uironisk elsker af speculative fiction håber jeg, at sæsonen i det mindste holder fast i de overnaturlige elementer, som den indtil videre har diverteret os med. Ved godt at det ikke er klædeligt for en +40 årig mand at være optaget af en spøgelseshistorie, men ja, her har I mig altså, folkens. Og så er det (helt egoistisk betragtet) skønt at være optaget af en tv-serie igen. Det er længe siden, det skete sidst. Jeg burde opsøge det noget mere.

Michel Houellebecq – ‘Serotonin’

Jeg er efterladt med rasende ambivalente følelser efter endt læsning af min første (og, tror jeg, sidste) Michel Houellebecq roman.

På den ene side må jeg beundre hans sætninger, de indiskutable evner til at skrive. Hans sprog er fremragende, begavet og overlegent. Jeg tror ikke at jeg hidtil er stødt på en forfatter, der kan skrive så eminent ondskabsfuldt, og tilmed gøre det på et så højt sprogligt niveau. Det er vældig inspirerende, faktisk. Gid jeg også kunne skrive ligeså godt.

På den anden side er perfiditeten og Houellebecqs konstante behov for at provokere også problemet med ‘Serotonin’, der er en helt igennem ubehagelig og ulækker bog.

Jeg er med på – som omtalt i ‘Læsevejr’ – at Houellebecq vist nok udstiller ‘den moderne, misogyne mand’ gennem sit menneskelige fallitbo af en fortæller. Men det er for meget, for ekstremt, for karikeret. Der er intet forsonende ved hovedpersonen Florent-Claude Labrouste, der er et sort hul af depression, nihilisme og antisocial narcissisme. Nu er det jo ikke et nødvendigvis et krav til god litteratur, at den skal rumme elskelige (eller blot relaterbare) karakterer. Men Houellebecq insisterer på via sine fremmedgjorte mænd at smadre løs på alt og alting. Intet og ingen kan tilsyneladende være gode eller ægte eller sande eller smukke i en Houellebecq roman. Hvis hovedpersonen interagerer med en kvinde (en kategori af mennesker, hovedpersonen (Houellebecq?) har det ganske vanskeligt med), så skal hun først voldeligt seksualiseres, siden ødelægges. Igen: det kan sagtens være, at det er meningen med overdrivelserne, at jeg som (mandlig) læser skal reflektere over, hvorvidt jeg selv minder om Florent-Claude Labrouste. Er jeg selv misogyn, hvordan udfolder jeg min maskulinitet etc, osv et al. Men fordi alting hele tiden er så ekstremt, så føler jeg mig ikke for alvor ramt.

En anonym person skriver på Wikipedia om bogen:

As with many of Houllebecq’s works, the protagonist is an alienated, middle-aged man. Serotonin features its author’s trademark black humour and depictions of loveless sex, and also touches on paedophilia (when the narrator spies on a suspicious German tourist) and bestiality (when he finds pornographic videos of his girlfriend on her computer). The overall mood is one of spiritual malaise and social fracture during the decline of the West.

Så er man ligesom advaret, tænker jeg. ‘Serotonin’ er en deprimerende, drænende og frygtelig velskrevet bog. Den er til tider vanvittig morsom, når først hovedpersonen folder sig ud i omnikritiske (og ofte meget begavede) tirader om den vestlige kulturs dekadente forfald.

Det ændrer imidlertid ikke på at ‘Serotonin’ er afskyelig. Jeg gav den 1 stjerne på Goodreads, da jeg hader den intenst. Men: jeg glad for at jeg læste bogen, da den har provokeret og inspireret min læsning. Som værk betragtet er jeg mere uafklaret om bogen. Er den stor kunst? Måske. Men jeg vil kun anbefale den til læsere, der er iklædt hazmat-dragt og efterspørger endeløse styrt ned i menneskelig fordærvelse.

Paul Lynch – ‘Prophet Song’

Jeg får ikke læst nok for tiden. Hverken skøn- eller faglitteratur. Arbejdet og studier stjæler det meste af tiden, overskuddet, min opmærksomhed. Grublerier og bekymringer-af-typen-der-giver-den-der-tristhedsinducerede-kløft-mellem-øjnene lægger beslag på resten. Og når jeg endelig læser noget ved siden af, så er det nyheder eller ‘current affairs’ analyser. Hvilket næppe er befordrende for livsglæden og optimismen.

Når jeg ligger om aftenen og samvittighedsfuldt forsøger at læse et eller andet lødig litteratur på min Kindle, så løber det ud i sandet for mig. Der er en sand kirkegård af påbegyndte, men ikke for alvor læste bogsamples i mit bibliotek lige nu. Mit fokus flakker og jeg ender med i stedet at læse en fjollet artikel i et tidsskrift, som ikke gør noget relevant for mig alligevel, hvorefter jeg olmt slukker lyset.

Jeg kan også observere en lidt pudsig 1:1 sammenhæng mellem min fysiske træningsmængde og læseaktivitet. De sidste 10-14 dages tid har min træning været uregelmæssig, sjasket eller (ak!) ikke-eksisterende. Samtidig er min læsning og generelle inspiration mere eller mindre faldet fra hinanden. Hvorimod jeg typisk får kværnet en masse ord og tænkt alle mulige besynderlige (måske ligefrem kreative!) ting i de perioder, hvor jeg træner og ikke føler mig tiltagende lasket og tung.

Det var altsammen for at sige, at jeg har ambitioner om at få trænet systematisk i den kommende tid. Og om for alvor at få læst videre i Paul Lynch ‘Prophet Song’. Den vandt sidste års Booker Prize, hvilket jeg – baseret på de første kapitler – godt kan forstå, men den er også virkelig dyster og kræver en eksorbitant lyst til at fordybe sig i en deroute. Eller, måske jeg blot bør se at læst et eller andet skønlitterært for at komme tilbage i rytmen igen. Skal have genskabt de gode rutiner.

Læsevejr

Engang for efterhånden noget tid siden abonnerede jeg på betalingsnyhedsbrevet Føljeton. Det var egentlig ok, men åbenbart ikke ok nok til at jeg ville betale for det, og derfor lidt småabrupt afmeldte inden prøveperioden udløb. Men – og det er jeg glad for, selvom jeg er i tvivl om det er etisk forsvarligt ikke at fortælle Føljeton at jeg free-rider, men, altså, det er jo ikke mig, der ikke har styr på mit CRM-system, vel, det er dem – jeg får af uransagelige årsager stadig tilsendt deres nyhedsbrev ‘Læsevejr’ om bøger.

Egentlig var jeg på et internat hele weekenden med min efteruddannelse på et arbejderistisk og fagbevægelsesejet kursussted i et gråt og smattet Nordsjælland. Det var ganske pirrende; der var naturalistiske malerier af tidligere formænd (og det er kun mænd) for Dansk Metal på væggene, røde faner i slyngelstuen i kælderetagen, og kursusdeltagerne fra lokalafdelingerne i Stormstrøm og Esbjerg kastede skeptiske blikke over mod bordet med gæster fra RUC.

Alt sammen for at sige, at jeg normalt ikke ville have fået læst Læsevejr i den situation, men – og det skriver jeg med ikke ubetydelig skamfølelse – måske zonede jeg en smule ud under noget af undervisningen i forandringsledelse. Og ja, jeg kom til at læse nyhedsbreve. Og læse lidt mere.

For ærligt talt, Rebekka Bundgaards ‘Fri mig fra den fallocentriske litteratur’ var eminent skrevet, og essayet fik mig til at både at smile og føle mig truffet på samme tid. Ved ikke om jeg må citere, undskyld Rebekka, men nu gør jeg det alligevel, endda i sin helhed:

“Lad mig tage jer med hen til mit skrivebord, hvor der hver dag lander en ny bunke bøger, der bare venter på at blive læst. For der er særligt én type bog, der begynder at kede mig, skønt der findes mesterværker inden for dens kategori. Det er bøger med en høj pik-faktor, som jeg ynder at kalde det. Og hvad er så ’pikket’ litteratur?

Skoleeksemplet må være Karl Ove Knausgårds massive seksbindsværk Min Kamp, et værk der handler om livet selv, om døden, om sex, om faderopgør, et råt selvportræt om alle de dilemmaer og, ja, kampe, en mand som Karl Ove Knausgård konfronteres med gennem livet. Titlen refererer provokativt til Adolf Hitlers selvbiografi. Forsiderne på de danske udgivelser er prydet med billeder af truende skyer og mørk nåleskov. Og på forfatterfotoet kigger Karl Ove Knausgård konfronterende ind i kameraet, sammenbidt og dog dybsindig. Et udtryk, der i forfatterkredse senere er blevet døbt »at knause«. Det var et værk, der slog benene væk under de fleste læsere, en sand moderne klassiker. Men det var også et værk, som mange blev mætte af undervejs. Puha, han skriver godt, men hvor har han dog meget på hjerte. Er det virkelig muligt, at alle de eksistentielle spørgsmål kan udspringe fra hans eget liv? Alle veje leder tilbage til Knausgård, han er centrum for sit eget rå univers.

I den anden ende af spektret for pikket litteratur er en type værk, som ikke sætter forfatterens eget liv i centrum, men som alligevel ønsker at skrive en roman, der rummer universets lange linjer, kaster om sig med referencer til krige, videnskab, livets store spørgsmål, og som på en eller anden måde formår at få det hele til at gå op. Et aktuelt eksempel på dette er Benjamín Labatuts kommende roman, Maniac, der udkommer midt i februar, som starter med atombombens oprindelseshistorie og slutter med AI. Lyder bogen som noget, Hans Zimmer ville komponere et bombastisk soundtrack til, hvis den en dag blev filmatiseret? Så er den nok pikket. Ligner forfatteren en rockstjerne, der skriver på sit værk, tømmermandsramt og med en smøg i hånden? Så er den nok pikket. Maniac er givetvis en stor læseoplevelse, Labatut plejer jo at være en anmelderdarling. Men både titel, bagsidetekst, forfatterfoto og forsiden maxer helt ud på pik-skalaen, og jeg er allerede udmattet, før jeg har åbnet bogen, og tillader mig derfor at dømme den på omslaget i denne omgang.

Det kan selvfølgelig være, jeg tager fejl. Fx ville mange måske antage, at Michel Houellebecq er en af tidens mest pikkede forfattere, og det er en stor misforståelse. Nok er hans hovedpersoner lige dele misogyne og liderlige, nok skriver han om politik, nok er han en provokatør af format, hvis lige nok ikke kan findes på den litterære scene. Men i sine værker udstiller han netop den moderne, misogyne mand. Her findes ingen mere tragisk karakter. Han er alt andet end selvhøjtidelig i sin litteratur. Til gengæld vil jeg ikke tøve med at placere fx Salman Rushdie i den pikkede kategori (enormt indviklede persongallerier men en ofte midaldrende forfatter som den indviklede histories centrum, der simpelthen ikke kan få fred til at skrive sit mastodontværk, fordi lystfulde kvinder flokkes om ham).”

Det er både sjovt, ondskabsfuldt og rammende skrevet! Og mit skrøbelige maskuline ego føler sig ramt. Ikke at jeg på nogen måde besidder de nævnte forfatteres intellekt eller evner, men jeg deler åbenlyst deres opblæsthed, selvhøjtidelighed og fascination af egne genitalier – bevidnet ved denne blogs (undskyld, jeg mener: mit VÆRK) eksistens og indhold. Måske jeg en dog også får udgivet mit fallocentriske magnus opum og får taget knausede fotografier af mig selv.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)