Happy End

Som alle selvoptagede og faux-følsomme mænd i min generation er jeg naturligvis fan af ‘Lost in Translation’. Dels af selve filmen, men primært af soundtracket, der vel er Sophia Coppolas reelle opus magnum.

Jeg vil påstå, at hvis man ikke har følt en intens melankolsk længsel efter at besøge Tokyo efter at have set – og lyttet til – filmens slutning (aldrig har Jesus and the Mary Chain – ‘Just Like Honey’ været bedre anvendt), så har man aldrig oplevet Sturm und Drang i sit liv. Eller hvad den natlige køretur gennem et nærmest Akira-agtigt cityscape med My Bloody Valentine – ‘Sometimes’ tæskende i baggrunden? Det er næsten cringe i al sin start-00’er æstetik, men også kun næsten.

Men ak, der har i for mange år været et gabende hul i streamingtjenesternes reproduktion af soundtracket. Happy End – ‘Kaze Wo Atsumete’ har været fraværende, men er der nu i al sin fulde magt og porno-orgel’ede vælde. Kan næsten få en uskadt igennem en arbejdsdag i mellemdagene inden påsken.

Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film
Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record
Filmen er nu mere end 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?
Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af
Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Sight and Sound

OK, jeg tror ikke umiddelbart jeg får set ‘Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles’ i den nærmeste fremtid. Men nuvel, jeg har jo også formået at leve fire årtier uden at få set hverken ‘Citizen Kane’ eller ‘Vertigo’, så den kosmiske balance forbliver vel uforstyrret af tronskiftet på den 10-årlige Sight and Sound rangliste.