Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer.

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

Krig i Europa

Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.

Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.

Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.

Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.

Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.

Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.

Så hvor gik jeg galt i byen henne?

Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):

Grozny 1999

Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning  betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.

Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.

Skøjteløb

De fleste har givetvis observeret at de kvindelige OL-medaljevindere i gymnastik og kunstskøjteløb har en tendens til at være meget unge og præ-pubertære i deres udseende. Næppe så underligt; det er fordel at være let og stærk, hvis man skal lave ekvilibristiske bevægelser og de mest krævende øvelser. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg læste i dag at det er decideret fysisk umuligt at lave de mest ambitiøse spring for en kvindelig kunstskøjteløber, hvis man er over 15 år og gået i puberteten. Man kan kort sagt ligeså godt gå på pension, hvis man er over 17 år og tror man skal konkurrere med den russiske skøjteprinsesse-maskine. De har trænet konstant siden de var 2 år gamle og blevet bedt om at ofre alt.

Det er fundamentalt perverst og ekstremt, men jeg ved ikke hvad løsningen er. At indføre alderskrav og dermed sænke den ‘oplevede kvalitet’ af kunstskøjteløb? Der er vel ingen (vigtigst af alt heller ikke sponsorerne!), der ønsker lavere sportslig, kunstnerisk og underholdningsmæssig værdi? I praksis bliver visse discipliner derfor forbeholdt de nationer, der er klar til at gå længst i deres, hmmm, kreative udvikling af atleterne. Måske markedet korrigerer situationen, hvis interessen for sporten derfor forsvinder?

Tror jeg holder mig til at se fodbold og basket.

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.

Årets bøger 2021

Året har været noget af en læsemæssig mavepuster for mig. Med 25 afsluttede bøger var 2021 mit suverænt mindst læsende år siden jeg begyndte at føre regnskab i GoodReads (hvilket begyndte i 2014). Adskillige af bøgerne var endda fra samme underlødig urban fantasy serie. Og da jeg så listen igennem slog det mig, at ingen af bøgerne for alvor fejede benene væk under mig. Det var især vanskeligt for mig at finde en årets nonfiction oplevelse, faktisk min læsning af nonfiction er mere eller mindre kollapset. Mildest talt et personligt udviklingspunkt for 2022.

Årets skønlitterære oplevelse

This Eden

Ed O’Loughlin – ’This Eden’

Kommentar: Den første roman jeg har læst, hvor COVID–19 er en del af baggrundsstøjen. En spionhistorie/technothriller/speculative fiction med et paranoidt og afsindigt spændende plot. I et stærkere år var O’Loughlin ikke endt på førstepladsen, men ‘This Eden’ var min bedste og mest fornøjelige læseoplevelse i 2021.

Årets nonfiction oplevelse

Patrick Radden Keefe Say Nothing Patrick Radden Keefe – ‘Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’

Kommentar: Igen en god, men ikke fantastisk bog – der dog var langt bedre end de (få) andre nonfictionbøger, jeg fik læst i år. Radden Keefe er skribent på The New Yorker, hvilket altid er en garant for at en forfatter er velskrivende. Det er også tilfældet her, og Radden Keefe sætter et tragisk mord ind i en større politisk-historisk kontekst.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Ben Aaronovitch – ‘Rivers of London’
  • Guillermo del Toro & Chuck Hogan – ‘The Hollow Ones’
  • James S. A. Corey – ‘Leviathan Falls’

Kommentar: Jeg nød disse tre helt igennem underlødige og slaske genrelitterære bøger. Efterfølgerne til Aaronovitch var lidt op og ned, mens jeg ser frem til at del Toro og Hogan udvider horroruniverset fra ‘The Hollow Ones’.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Aaronovitch – ‘Moon Over Soho’
  • Ben Aaronovitch – ‘Whispers Under Ground’
  • Ben Aaronovitch – ‘Foxglove Summer’
  • David Gray – ‘Liminal Thinking’
  • Dov Alfon – ‘A Long Night in Paris’
  • Angus Burgin – ‘The Great Persuasion: Reinventing Free Markets Since the Depression’
  • Matthew Quirk – ‘The Night Agent’
  • Jane Harper – ‘The Lost Man’
  • James Brabazon – ‘Arkhangel’
  • Terryl Givens – ‘Mormonism: What Everyone Needs to Know’
  • C.A. Bayly -‘The Birth of the Modern World, 1780–1914: Global Connections and Comparisons’
  • M. Todd Henderson – ‘State of Shock’
  • Carsten Staur – ‘Dansk udenrigspolitik i 250 år’
  • Georges Perec – ‘En mand der sover’
  • Wolfram Eilenberger – ‘Troldmændenes tid’
  • Shane Parrish – ‘The Great Mental Models’

Kommentar: En række meget forskellige bøger, vanen tro domineret af genrelitteratur. De fleste er ok (som i 4 ud af 6 stjerner), men langt fra banebrydende. Kan se at jeg i 2021 kun læste én eneste ren science fiction og ingen rene fantasybøger. Måske jeg skal genopdage de to genrer igen, det er jo ikke fordi vi mangler anledninger i vores pandemiske verden til at søge i indre eksil med eskapistiske fortællinger.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Cal Newport – ‘A World Without Email’
  • Michael Böss – ‘Liberalismens vildfarelser’
  • Ben Aaronovitch – ‘Broken Homes’

Kommentar: Den eneste reelle skuffelse her var Newport, hvis bøger jeg ellers har været mildt stimuleret af i almindelighed. Böss bogen købte jeg efter at Weekendavisen havde omtalt ham, men jeg fandt ikke nye argumenter eller indsigter, som jeg ikke havde læst fremført bedre (og mindre selvtilfredst) før. Aaronovitch havde en offday og burde have taget en skrivepause.

Bøger jeg gik i stå i

  • Walter Scheidel – ‘Escape from Rome: The Failure of Empire and the Road to Prosperity’

Kommentar: For lang, for trang, for kedelig – også selv hans centrale tese (om at tiden efter romerrigets fald ikke er en mørk periode, men snarere rummer kimen til alt godt) egentlig er både provokerende og tankevækkende.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Hamburger Kunsthalle

Hamburger Kunsthalle: Caspar David Friedrich var selvsagt det store nummer. De har to deciderede mesterværker af ham: ‘Der Wanderer über dem Nebelmeer’ og ‘Das Eismeer’, som det hver evig eneste gang er en fornøjelse at beskue. Jeg er ellers ikke den store dyrker af romantikken, besjælede landskaber og den slags (selvom både Turner og Aivazovsky excellerer i netop det), men Friedrich er – kitschet eller ej – ypperlig og uovertruffen. De havde også fine værker af den ekspressionistiske August Macke, der døde alt for ung i første verdenskrigs skyttegrave1. Gå ind og besøg museet, når I en skønne dag er i Hamburg.

August Macke

Det fik mig alt sammen til at tænke over kunst i almindelighed.

For en måneds tid siden var der megen palaver om Jens Haaning, der har stjålet 534.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Haaning skulle genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.

Det skete imidlertid ikke. Da personalet på kunstmuseet pakkede værkerne ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: “Take the Money and Run“. Begrundelsen er noget med, at Haaning vil sætte fokus på underbetalte kunstnere, og at Kunsten derfor er blevet (ufrivillig) mæcen. I den forbindelse skrev Jyllands-Postens kunstredaktør, Tom Jørgensen, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ som han siger.

Mere progressivt tænkende mennesker vil mene, at det er en forældet tilgang til kunst. Jeg forsøgte at se nogle af afsnittene af DR’s ‘Oprør på Akademiet’, og baseret på det jeg holdt ud, så er nutidens kunstnerspirer mildest talt ikke på Tom Jørgensens bølgelængde.

Men det er jeg! Da vi bevægede os over i Hamburger Kunsthalles ‘contemporary’ afdeling fyldtes jeg af dyb og inderlig fremmedgjorthed. Og ja, det skyldes sikkert min priviligerede status som hvid midaldrende CIS-mand. Men jeg har brug for kunst som noget, der både udtrykker vision OG håndværksmæssig excellence. Det skal også have noget almengyldigt og universelt over sig. Jeg skal føle noget (og her tæller irritation over infantile spillopper altså ikke, Haaning). Jeg tvivler helt grundlæggende på at nutidens konceptkunst vil blive husket om 250 år, endsige besidder en kerne af noget almengyldigt og almenmenneskeligt.

Og Haaning? Jeg ser hvad han laver, hans indtagelse af rollen som narren, der påpeger de magtfuldes strukturer. Jeg har tilmed en vis sympati for hans pointe om underbetaling af kunstnere. Men hans værk, hvis man kan kalde tomme lærreder det (og det er jo ikke engang originalt tænkt, selv en fraud og poseur som mig har engang set værker med blanke lærreder på Centre Pompidou, kunsteneren har jeg lykkeligt glemt), påduttet mening via en kontekst og en titel? Det er for nemt, for billigt, for meget Herning-smart, for infantilt.

Så ja, han er en nar. Men er han en modig nar? Jeg ville gerne se ham lave sin provokation ved at stjæle 0,534 mio. kr. fra andre end nordjyske tranlamper. Så kunne vi få REELT spændende kunstværker som ‘Satudarah udvider kunstners rektum med en donkraft’ eller ‘Loyal to Familia udforsker amatøramputationer af kunstners lemmer’ at se. DET ville være ægte kunst! Nu får vi i stedet blanke lærreder, telefoninterviews med P1 og en eller anden djøffet løsning i januar 2022, når pengene skal betales tilbage.

  1. Billedet ovenfor, ‘Frau in Einer Grünen Jacke’, er IKKE på Hamburger Kunsthalle, men på Museum Ludwig i Köln. Jeg så det tilbage i 2011 og det hænger som køleskabsmagnet her i Jordhulen. []

Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918’

Læser netop nu i Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918.

Det er en forunderlig bog. Dels er det lykkedes hende at skrive en populærhistorisk bog, der ikke behøver 768 sider for at behandle sit stof fyldestgørende. Dels er det rart at læse en begavet behandling af denne del af tysk historie, hvor perioden ikke alene ses som præludiet til barbariet i 1933-1945, men som noget med værdi i sig selv. Dels har bogen ledt mig på utallige afstikkere på Wikipedia under læsningen. Hvem havde troet at jeg skulle fortabe mig på siderne om Weltpolitik, Deutsch-Neuguinea og Namibias løsrivelse fra Sydafrika i 1990? Nuvel, det skete altså.

Mest af alt får bogen mig til at indse, hvor lidt jeg reelt vidste (og ved) om Tyskland før år 1900. Det havde ikke slået mig, hvor ung en stat Tyskland er – og hvor mange af de kulturelle stereotyper, vi i dag reproducerer om tyskere, blev fremelsket og dannet af den nærmest hysterisk omnipotente Bismarck. Det er stærkt fascinerende.

Endelig er det vanskeligt at stå for preussernes bombastiske overskæg og den ferme strategiske anvendelse af bakkenbarter. Ja, undskyld, men det er bydende nødvendigt for mig at bringe et billede af såvel Kaiser Wilhelm 1. og siden hans berygtede barnebarn Kaiser Wilhelm 2.

Det er slet, slet ikke til at stå for. Hoyers bog får min varmeste anbefaling alene for den nærdødsoplevelse det er, at se et så virilt moustache udfolde sig i det fri.