Kåre Ghisler Fuglsbjerg

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra - og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand - hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation - kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem - ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Jeg fik aldrig læst Richard H. Thaler og Cass R. Sunsteins ‘Nudge’ dengang hypen var på sit højeste. Siden blev det hele lidt vel offentlig sektor-agtigt, da Djøf-spæklaget i alt fra ministerier til kommuner og sygehuse så en mulighed for nye projektlederstillinger og konsulenthonorarer i at nudge borgerne.

Det var dermed med en vis forhåndsskepsis at jeg gik ombord i Thalers ‘Misbehaving: The Making of Behavioral Economics’.

Her halvvejs i bogen er jeg udmærket underholdt. Selvom mange af indsigterne er velkendt stof fra dengang jeg læste ‘Animal Spirits’ og ‘Thinking fast and slow’, så er Thaler en fortrinlig populærvidenskabelig formidler. Hvis man er blot en smule interesseret i krydsfeltet mellem psykologi og økonomi, så bør Thalers bog være øverst på læselisten.

Et enkelt usagligt ‘men’ skal der dog også være plads til.

Det bliver nemlig lidt trættende i længden, når en mand der har modtaget Nobelprisen i økonomi, rådgivet statsledere, spillet sig selv i Hollywoodfilm og været formand for American Economist Association konstant forsøger at give den i rollen som outsideren, der kæmper for at få anerkendelse af mainstream økonomisk teori. Det bør man stoppe med når man er en af de helt store superstjerner indenfor sit fag.

Men stoffet i bogen? Det er interessant nok. Anbefalet læsning.

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med. 

Man skulle næsten tro at kongen af speculative fiction skizofreni Philip K. Dick var genopstået fra de døde. Har i hvert fald fald fortæret nogle fortrinlige nyere værker indenfor det, man lidt fortegnet kunne kalde ‘er-det-jeg-oplever-virkeligt-eller-er-jeg-ved-at-blive-splittergal?!’-litteratur.

Blake Crouch er den aktuelle mester indenfor genren (seriøst: Se at få læst ‘Dark Matter’ og ‘Recursion’), men efter at have færdiglæst Iain Reid ‘I’m Thinking of Ending Things’ ved morgenmadsbordet, så tror jeg at hans position er truet. Reids debut er noget af det mest veleksekverede og fængslende psykologiske horror jeg har læst i lang tid.

Jeg har allerede købt Reids anden roman ‘Foe’, som også har fået ros for sin læskende uhygge. Glæder mig til at komme i gang med den.

Jeg er ret begejstret for The Delines og deres nye materiale. For et par år siden ramte deres sang ’Calling In’ mig jævnt perfekt med sin melankolske efterårsstemning, men deres nye (og mærkbart mere livsglade) sange er besynderligt nok endnu bedre.

Har absolut ingen forventninger om at dette blogindlæg vil omvende jer til frådende Delines-proselytter. Men jeg tror af et ærligt hjerte, at I efter at have lyttet til ’A Room on the Tenth Floor’, ’The Imperial’ eller ’Let’s Be Us Again’ også vil være en smule forelsket 🎵

Stødte på et bud på de 10 bedste spøgelseshistorier i The Guardian, og syntes at Michelle Paver ‘Dark Matter’ lød interessant. Kværnede bogen i ét hug her til formiddag, hvilket var en ubetinget fornøjelse.

På trods af at bogen er deklareret som horror, så er historien mere urovækkende end direkte uhyggelig. Men romanen er velskrevet og dens univers - en fejlslagen videnskabelig ekspedition til Svalbard i 1937 - er fængende og fremragende eksekveret.

Det er ligefrem rart med en gyserhistorie der ikke leverer uhygge baseret på sadistisk vold, men mere spiller på klassiske gyserdyder som psykologi, ‘cabin fever’ og en upålidelig fortæller, der alene i en hytte i snestorm tydeligvis er på vanviddets rand.

Efter endt læsning står det således ikke klart om der faktisk er sket noget overnaturligt, eller om vil blot har været en tur inde i sindet på en sårbar og skadet sjæl. Den slags åbne slutninger plejer at irritere mig grufuldt, men i ‘Dark Matter’ ville jeg ikke ønske det anderledes.

Historiens omgivelser - en isoleret bugt på Spitsbergen - er måske bogens største styrke. På trods af at de barske omgivelser måske/måske ikke er medvirkende til hovedpersonens sammenbrud, så fik jeg en intens lyst til at tage første og bedste fly til Longyearbyen. Det virker som et fascinerende sted. Jeg har generelt i et stykke tid næret en unormal interesse for ishavet og ubeboede øer - hvorfor jeg for nylig også nød Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt: 1840-1975’ og Judith Schalansky ‘Pocket Atlas of Remote Islands’. De er god inspiration til at drømme sig væk.

I foråret forsøgte jeg også at komme igennem Dan Simmons ‘The Terror’, der også er en gyserhistorie i ishavet. Den blev dog en kende for lang; 900 sider, hvor der først begynder at ske decideret uhyggelige ting ¾ inde i bogen, er simpelthen for meget til mig. ‘Dark Matter’ rammer derimod en ganske perfekt balance. Jeg skal ikke kunne sige om det ligefrem er en af de 10 bedste spøgelseshistorier nogensinde, men anbefale bogen - dét vil jeg gerne.