Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. De gjorde en forskel. Især fordi antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

Nordens Paris

Nuvel, jeg skal ikke sidde her og påstå at Aalborg er blevet pæn i de snart 20 år, jeg ikke har boet der. Det gælder sikkert stadigvæk, at man kun for alvor kan holde af byen, hvis man selv kommer derfra. Men så er det til gengæld også svært at løsrive sig fra stedets identitet, skulle jeg hilse at sige. 

Men det mentale klichébillede af Aalborg, I ved nok: post-industri, Ejersbos ‘Nordkraft’, den lurvede råhed, det er ikke længere gældende for store dele af byen. Jo, selvfølgelig stadig i Vejgaard og den slags steder, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men gå nogle ture i Vestbyen, langs havnepromenaden eller i bymidten. Det er blevet helt kosmopolitisk og universitetet udvider tilsyneladende i det uendelige. Der sker noget i Aalborg, det er et sted der vil fremad. Det er ikke alle byggerierne der er lige smukke, men den der lidt tvære du-skal-ikke-komme-her-og-spille-smart attitude jeg husker fra 1990’erne, den er der ikke mere. Aalborgenserne er begyndt at have noget at have det i, når de går rundt og fortæller hinanden at de bor et fremragende sted.

Nu vil den skeptiske læser helt korrekt kunne indvende, at jeg ikke ligefrem er den mest objektive person til at vurdere Aalborgs lyksagligheder. Og fire påskedage i solskinsvejr kan som bekendt få selv de mest livstrætte steder til at fremstå attraktive. Men jeg tror nu alligevel de har fat i noget rigtigt deroppe. De er i en god udvikling. Det kan jeg se, når jeg selv bor i Roskilde, hvor tingene mildest talt ikke buldrer derudaf.