Age of Vice

Jeg burde muligvis have lyttet mere til New York Times’ litteraturanmelder, men jeg glemte det altså, da jeg til min forbløffelse fandt Deepti Kapoor – ‘Age of Vice’ på Nykøbing Sj biblioteks ellers ret depraverede hylder med engelsksprogede bøger. NYT skrev:

Deepti Kapoor’s second novel, “Age of Vice,” is a luxe thriller, set in New Delhi, that rides the line between commercial and literary fiction so adroitly that it will almost certainly move a lot of units, as I’ve heard publishers say about their best sellers. 

“Age of Vice” is the “Good Morning America” book-club selection for January, and it’s been purchased by FX for a series. It’s easy to see why attention has been paid. As a storyteller, Kapoor is a natural. Her novel offers the pleasures of narrative dexterity. It moves — early on, at any rate — as if on rails.

She does not offer, except rarely, the pleasures of subtlety. Over more than 500 pages, the book’s sleekness bends toward slickness and the magic toward tricks. Its length really hurts it. What might have been a crisp and moody entertainment, in Graham Greene’s elevated sense of that word, distends.

Kapoor has a cinematic eye. This novel has a lot of moments that feel lush and screenplay-ready: motorcycle rides on roads that cut through paddy fields, seen as if from a drone; pensive drags on cigarettes; looming goons; flights on private jets; VIP rooms; “Silkwood”-style showers to scrub off bad decisions; gangs of nearly naked men covered in grease who emerge from the roadside, as if from a Cormac McCarthy fever dream, to wreak havoc.

Det er virkelig rammende. Havde bogen været 150 sider kortere, så ville jeg betegne den som en decideret banger. Alting er meget MEGET i bogen, alt skriger i neon. Ikke megen skandinavisk indadvendthed og gråere-end-grå gråtoner her. Den politiske og moralske korruption er af bibelske proportioner. Kapoor tackler igennem og i de første 100 sider er det altsammen fabelagtigt. Men nu endte jeg grundet længden med at skulle kæmpe for at få den læst færdig og jeg blev, ja, ligeglad med plot og karakterer hen mod slutningen. Hvorefter jeg til min rædsel opdager, at det blot er første bind i en planlagt trilogi. Eller som NYT skriver (hvilket fik mig til at klukle):

“Age of Vice” is the first novel in a planned trilogy. People say the two saddest words in the English language are “What party?” But “planned trilogy” cannot be far behind.

Anbefales kun med forbehold i elefantstørrelsen.

Survival is Insufficient

Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har genlæst en skønlitterær bog, men jeg gjorde det i denne weekend med Emily St. John Mandel -‘Station Eleven’.

Læste den første gang tilbage i 2014, hvor jeg blev blæst væk af historien, St. John Mandels skrivestil og bogens almene vidunderlighed. Siden har ’Station Eleven’ været på min noget amorfe liste over yndlingsbøger, der alle er kendetegnet ved at jeg ikke rigtig tør genlæse dem af frygt for at komme til at blive skuffet og elske dem lidt mindre før (se også: ‘Dune’).

Motivation for genlæsning blev ikke større af at ‘Station Eleven’ fik en lidt makaber opblomstring med COVID-19-pandemien i 2020. Dele af handlingen er henlagt til verden, hvor en coronalignende virus udsletter 99% af verdens befolkning. Pludselig blev St. John Mandel udlagt som stor fortolker at en post-apokalyptisk verden, hvilket blev lidt meget. Den efterfølgende tv-serie udgave har jeg ligeledes holdt mig langt fra.

Efter genlæsningen kan jeg dog glædestrålende meddele at ‘Station Eleven’ var og er et mesterværk. Jeg blev om muligt endnu mere (be)rørt af læsningen denne gang, og – selvom det kan lyde en anelse besynderligt – så er verdens undergang ikke engang det vigtige i bogen. Bogen handler først og fremmest om kærlighed, ensomhed og kunstens betydning. Hvilket kan lyde højstemt og kedeligt, men er alt andet. Det er rørende, melankolsk og underligt optimistisk.

Jeg siger ikke at du er et slet menneske, hvis du endnu ikke har læst ‘Station Eleven’. Men der findes altså kategoriske imperativer, og St. John Mandels bog er en af dem. Den måske største boganbefaling herfra til dato.

Læselyst

Det går op for mig at det er virkelig længe siden at jeg har griflet om mine litterære eksplorationer. Eller rettere: det er længe siden at jeg har skrevet noget, sådan i almindelighed. Jeg vil ikke sige at jeg mangler inspiration som sådan. Men mit fokus har vel været andetsteds, jeg har været distraheret. Måske du kender det.

Nå, men det var bøgerne vi kom fra.

Siden julens frådende læseraseri har min læsning i januar og februar været i bedste fald svingende. Jeg er på en losing streak uden lige, når det handler om faglitteratur. Det har medført en vis navlepillende refleksion over om jeg mon blevet for kognitivt blævret og intellektuelt doven. Trykker alderen? Eller læser jeg blot om det forkerte? Noget tyder på det. I hvert fald er min succesrate med murstenstykke historiebøger kraftig nedadgående.

Jeg nævnte allerede tilbage i begyndelsen af januar, hvordan jeg tunede ud under læsningen af Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thinking Freely’ og Andrea Wulfs skamroste ‘Magnificent Rebels: The First Romantics and the Invention of the Self’. Det samme er siden hændt under læsningen af Bart van Loo – ‘The Burgundians: A Vanished Empire’ (som endda er underholdende skrevet), Markus Friedrich – ‘The Jesuits’ (tilmed et emne jeg grundlæggende gerne vil vide mere om). 

Jeg får begyndt at læse lidt i dem, fuld af selvbedrag og falskt håb, men går så i stå allerede på side 53. Hvilket måske ikke i sig selv er moralsk angribeligt, men dog en smule nedslående når der stadig er 654 sider tilbage. Jeg mener; se lige her, det er jo urimelige forhold:

Jesuits

Måske det blot er det tidsmæssige, der er problemet? For jeg var jo glad for de mere nutidige Tracey Thorn – ‘Bedsit Disco: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’ og (dele af) Patrick Radden Keefes urovækkende ‘Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty’. Jeg skal ikke kunne sige om det aktualitetsmæssige er udslagsgivende. Men begge har den uomtvistelige fordel vis-à-vis øvrige bøger, at jeg ikke behøver læse om cølibate mænd i 1700-tallet før vi kommer til de spændende dele. I skrivende stund ligger Ada Ferrer – ‘Cuba: An American History’ ovre på hylden og kigger olmt på mig. Håber virkelig at tingene bliver anderledes denne gang. Har brug for den faglitterære inspiration også.

Skønlitteraturen har heldigvis været en noget anden sag.

Max Barry – ‘The 22 Murders of Madison May’ var virkelig dejlig. Jeg manglede et underlødigt og ikke alt for alvorstungt science fiction mystery til at genstarte min læselyst, og det leverede den til fulde. Kan man lide parallelunivers, mordmysterier og tidsparadokser, så er der intet at betænke sig på. 

David McCloskey – ‘Damascus Station’ var en spændende og dybt deprimerende spionthriller. Handlingen udspiller sig  i Syrien ved borgerkrigens udbrud for mere end 10 år siden. Et par enkelte steder går der lidt for meget vor-veltrænede-spionhelt-har-intens-elskov-med-forførende-arabisk-skønhød-i-et-toscansk-castelli i den, men generelt er bogen fermt velskrevet og handlingen overraskende realistisk og bleg. Der er ingen rigtig gode i den syriske konflikt, og bogen er så deprimerende, da forholdene i Syrien anno 2023 stadig er grufulde. McCloskey er overraskende dygtig til nuancerede personskildringer. Det er lidt af en bedrift at få regimets efterretningschef – der undervejs i bogen deltager i adskillige torturscener – til at fremstå om ikke sympatisk, så dog … menneskelig? Jeg læser normalt ikke denne genre, men samlede bogen op efter en glødende anmeldelse i Financial Times. Jeg er helt enig og vil gerne anbefale.

Chuck Wendig – ‘The Book of Accidents’ blev beskrevet som en slags opdateret Stephen King horror, hvilket jeg godt kan forstå. For der er noget umiskendeligt 80’er-agtigt over bogens plot, skurk og horrorgenremæssige virkemidler. Her er både dæmoner, dobbeltgængere, forheksede bøger og emo-teenagere. Godt nok kombineret med noget lidt mere nutidigt parallelunivers-setting, men alligevel. Jeg var godt underholdt i hvert fald 3/4 af bogen, men den ER for lang og havde været mere effektiv, hvis rædslerne blev kondenseret en smule. 

Blake Crouch – ‘Upgrade’ var en monumental skuffelse. Jeg oplever at filmen er knækket med Crouch. Og jeg føler mig ærligt talt misbrugt. Alle hans bøger har haft et tv-serie-agtigt præg, med en fiffig speculative fiction grundidé i kombination et plottempo, der var meget velegnet til at blive konverteret til et manuskript. Men med ‘Upgrade’ kammer det over. Den er simpelthen alt for beregnende og kynisk skrevet. Crouch spiller på alle genrens klichéer og virkemidler, og man kan se det på kilometers afstand. Det er lidt som første bog i ‘The Expanse’-serien, hvor forfatterne skruppelløst opgav originalitet og kunstnerisk, for i stedet at mikse den helt rette Greatest Hits-samling af Space Opera-klichéer – med henblik på maksimalt kick, kommercialisering og afhængighedsskabelse. Det blev heldigvis bedre i de senere ‘Expanse’-bøger (og deres mission lykkedes, jeg endte med at læse alle 9!), men jeg tror at Crouch er fortabt og hans sjæl solgt for evigt. 

Ray Nayler – ‘The Mountain in the Sea’ er en tænksom bog om bevidsthed, intelligens og eksistens, pakket ind i en post-apokalyptisk ramme og en science fiction genrebetegnelse. Det er en bog med virkelig mange forrygende koncepter og idéer (bevidste blæksprutter!), og jeg vil egentlig gerne anbefale den. Mit eneste rigtige problem med den er, at plottet til tider bliver opholdt af virkelig, virkelig, virkelig lange dialoger mellem personerne. Vi er nærmest ude i ‘Sofies verden’-ske tilstande, hvor en populærvidenskabelig fremstilling af filosofi pakkes ind i en rammefortælling. Det frustrerende er, at Nayler har så interessante idéer og har lavet et så lækkert world building, at selve historien kunne og burde have været eksekveret meget mere spændende. Jeg fornemmer dog at han var nervøs for, at  hans dybe tanker ville bleve overskygget, hvis plottet var for spændende. På den måde er han vel lidt en anti-Crouch. Hvor førstnævnte er en kommerciel skøge, så er Nayler noget af en jomfrunalsk asket. Hvis de nu fik et kærlighedsbarn sammen, så ville vi nærme os det perfekt. Ak, man kan jo drømme.

Styrkemangel

Hvis man skal vinkle det meget positivt, så er det vel en noget af en bedrift, at jeg undgik at forstrække min Gluteus maximus. Og jeg kom heller ikke til at tabe nogen tunge ting, hverken på mig selv eller andre. Men derudover var mit første besøg i et motionscenter i +8 år mildest talt afskyeligt og drømmeknusende.

Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til, hvor svag jeg er blevet. Det er som at stå for bunden af Karakoram bjergene, kigge op og indse, at ja, der ER såmænd 8 km, snestorm, iltdepravering, groteske stigninger og utiltalende selskab med svedige mennesker på begrænset plads forude, inden vi når toppen.

Føler jeg er inde i habile kardiotræningsrutiner, men det bliver et slid at komme tilbage i et styrketræningsregime. Bevares, jeg har aldrig været en pumpertype, men der er noget … humbling (hvad siger man på dansk? Ydmygende? Realismeinducerende?) ved at ikke at kunne løfte tungere ting, end den udmagrede pensionist, der var ved maskinen før mig selv.

Vejen er med andre ord lang. Men jeg må se om jeg ikke kan få konstrueret nogen positive oplevelser ved træningen, så jeg holder fast i det.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og ikke mindst vigtigt spørgsmål. Således:

  • Zelda: Link’s Awakening
  • Secret of Mana
  • Illusion of Gaia
  • Star Fox
  • Virtua Fighter
  • Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For mig bliver tingene aldrig bedre end da jeg var 11-12 år.

Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

  • Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film
  • Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record
  • Filmen er nu mere end 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?
  • Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af
  • Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Goodwill

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit eget billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier på biblioteket af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. For nylig røg der seks bind med hjem fra biblioteket.

Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’.

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen for nylig huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste?

Følgende to ting kan og bør konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges flittigt. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet, men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Uden ham var Goodwill dødsens. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af børnenes første 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser og depraverede plotpunkter. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.