Det er vanskeligt at vide hvad der er sandt eller falsk. Grundlæggende er der indtil videre kun tale om påstande i et interview. Men hvis det er korrekt at Michel Foucault var en pædofil voldtægtsmand under sine år i Tunesien, så bliver det interessant at se, hvordan de woke identitetspolitiske aktivister vil forholde sig til de mulige afsløringer om selveste ypperstepræsten indenfor postmodernismen. Det er straks sværere at aflyse personer fra ens egen gruppe, end dem, man i forvejen er uenig med. Mon ikke der bliver tale om et ‘vi må adskille kunstneren fra kunstværket’-forsvar.

Hvis jeg skulle være generøst anlagt overfor de mange partihoppere i disse uger og måneder – og det skal jeg jo -, så ville jeg sige, at det er hjertevarmende og opmuntrende at opleve, hvordan modvind og dårlige meningsmålinger kan skabe så imponerende meget kreativitet, politisk selvrefleksion og ideologisk sjælegranskning hos vores folkevalgte, som tilfældet er. Det er altid dejligt når folk finder deres rette hylde.

Har lyttet til størstedelen af Josh Rouses bagkatalog de senere dage. Han holder et imponerende højt niveau over tid; der er ikke mange sangskrivere med så mange fængende melodier på samvittigheden. Min favorit må vel være ‘Directions’, om end ‘Winter in the Hamptons’ er tæt på.

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales