Morgen

Der er noget ulideligt prætentiøst i at bringe ‘se-lige-himlen-fra-min-løbetur-i-morges’ indlæg, jeg ved det godt. Men det var en virkelig god oplevelse og se engang – kl. 06.53 i morges:

København var underlig ved mig denne gang. Det begyndte egentlig på vejen hjem fra Royal Arena, hvor jeg stod af på Islands Brygge for at gå det sidste stykke. Normalt giver Københavns gader mig ro; en følelse af at være ‘hjemme’, tilbage i storbyens betryggende anonymitet. Jeg har været den legemeliggjorte aktør fra George Simmel – ‘Die Großstädte und das Geistesleben’. Men i går følte jeg mig alene og ensom, som jeg gik ned ad Artillerivej og drejede af forbi den gamle lejlighed i Axel Heides Gade og siden hen over Bryggebroen. Jeg har løbet der utallige gange, gået der søvnunderskudsramt med en barnevogn. Og alligevel var det ikke længere mit. Jeg ved ikke. Det var en følelse af at noget er forbi og ikke kommer igen.

Under løbeturen i morges spekulerede jeg så over identiteter og ‘hjem’. Hvad betyder ‘hjem’ efterhånden for mig? Det er klart ikke længere Aalborg, selvom jeg stadig instinktivt definerer mig selv som aalborgenser. Det er (åbenbart) heller ikke længere København, selvom jeg elskede at bo der, og igennem de mere end 12 år kom til at se det som ‘min’ by. Det gjorde jeg også med Roskilde, som jeg holdt (og holder) meget af. Men hvad med nu?

Jeg burde vel sige Odsherred, men det ville ikke være sandt. Her føler jeg mig mere eller mindre bevidst som en fremmed fugl. Jeg bor her, jeg lever her, jeg har gode venner her. Ja, mine børns verden udspringer herfra, men det er stadig ikke ‘mit’ sted. Jeg føler mig ikke for alvor hjemme på landet. Og som tiden går tvivler jeg mere og mere på, at det nogensinde kommer til at ske. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, man kan leve med alt muligt, men distancen er der. Udlængslen. Savnet af de større steders mulighed for at forsvinde og være sig selv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Være mere opsøgende for de lokale fællesskaber, går jeg ud fra. Få mening derigennem.

Altsammen for at sige, at det var en smuk morgen, og jeg nød at løbe gennem Fælleden i regnen.

New Order i Royal Arena

Der er noget underligt nekrofilt over New Order.

De dyrker stadig den tabte forsanger fra Joy Division-tiden, Ian Curtis, der begik selvmord i 1980. Han dyrkes i deres æstetik og mytologi, hænger på væggene i merchandisevognen, svæver som en skygge over bandet, optræder med de karakteristiske druggy øjne i sceneshowet under deres koncerter. Og hans epilepsianfaldsdrevne sceneoptræden og intensitet står – i nu mere end 40 år – altid i skærende kontrast til hans afløser i bandet som forsanger: Bernard Sumner.

Til koncerten i går trissede Sumner rundt det meste af tiden; en indadvendt 67 årig mumitroldlignende mand, der – når det går allervildest til – kan opmønstre et anæmisk dask på hoften, eller måske kortvarige livsglædeforladte klap-nu-med-armbevægelser.

Det er et problem. De øvrige medlemmer står (eller sidder) også mere eller mindre stille, men det er ok, jeg kan respektere en introvert konstellation, og stillestående musikere er en velafprøvet manøvre indenfor synthpopbands. Men en forsanger burde vel udvise en eller anden form entusiasme? Glæde? Vrede? Vigør? Eller? Bevares, han behøver ikke være Dave Gahan, eller en tilsvarende sprællemand, men “GØR DOG NOGET, MAND” fristes man til at skrige ham ind i ansigtet, alt imens man rusker hans nedsunkne skuldrer ublidt.

Diskrepansen er distraherende. Mellem den muskuløse electronica, der tæsker publikum igennem, holdt op imod bandets fuldkomne fravær af bevægelse og følelser. Mellem det mest ultrahedonistiske, pumpende MDMA-drevne beat og Sumners nærmest demonstrative blaserthed på en scene. De samme sange, der drev gæsterne på The Haçienda til begær, vanvid og ekstase, fremføres af passionsløse automatoner. Det kræver en dialektisk indstillet Hegelianer af en anden verden at forlige det med hinanden.

Politikens anmelder vælger den generøse tolkning af problematikken. Der er slet ikke tale om et paradoks, nej, vi har blot at gøre med et rendyrket band, må vi forstå, der uden gøgl lader musikken tale for sig selv. Det er både sandt og løgn på samme tid.

Det er sandt at det New Order virkelig kan, er selve energien, følelsen, musikken, melodierne, beatet, de lejlighedsvis guddommelige synthpassager. De andre aspekter skal man overse.

Teksterne er ofte tåbelige eller direkte meningsløse (under koncerten gik det op for mig, at jeg ikke kan synge med på ret mange af sangene; teksterne har aldrig virket vigtige at lære for at forstå meningen med New Order). Hvilket bringer os elegant til lektion 2 og 3 i kurset ‘Alle de ting, der er galt med Bernard Sumner’.

For udover at have en komatøs karisma på en scene, så er hans lyriske pen mildest talt uinspireret. Og endnu værre: han kan ikke synge længere. Han drukner i lydbilledet, kan slet ikke følge med. Kun når han for alvor træder ind i dødskulten og imiterer Ian Curtis i Joy Division numrene, liver han en smule op. Han var decideret god i ‘Transmission’, en sang jeg ellers altid har fundet lidt tacky. I går opdagede jeg, hvad den virkelig kan. Og igen kan man kun filosofere vemodigt over, hvor vildt et band Joy Division/New Order ville være blevet, hvis ikke Curtis havde hængt sig selv i en alder af 23.

Andre højdepunkter. ‘Your Silent Face’ var fremragende, endnu en sang, jeg ikke har værdsat nok før i går. Den blev båret af en fantastisk film i baggrund, en hyperstiliseret udgave af Los Angeles, der passede aldeles perfekt til sangen.

Hvilket, En passant, leder mig til punktet hvor Politikens anmelder for alvor lyver. For New Orders musik stod aldeles ikke alene til koncerten, men blev bakket op af et visuelt baggrundsshow, der – med få undtagelser – var mageløst og begavet. En sjældent inspirerende æstetik. Jeg kunne fortabe mig undervejs, og skulle i den forbindelse nok huske at takke min skaber for, at jeg ikke får epileptiske anfald af stoboskoplys. Visse af sangene ville have været jævnt uudholdelige uden den visuelle støtte, så gode var de. En dag vil jeg dog gerne have en alvorssnak med bandet om deres nazi-æstetik i indledningen af koncerten. Vi får både forspillet fra Richard Wagner operaer og en udspringsscene, som selv ikke Leni Riefenstahl ikke kunne have lavet mere kropsdyrkende i ‘Olympia’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal udlede af det hele.

Og ja, de spillede naturligvis gruppens reelle mesterværk ‘Temptation’, selvom Sumner (naturligvis) nægtede at give den det fornødne klimaks. Alle der har set ‘Trainspotting’ husker Diane synge: “Oh, you’ve got green eyes, oh, you’ve got blue eyes, oh you’ve got grey eyes/and I’ve never met anyone quite like you before“ for Renton under hans kolde tyrker fra heroinen. Denne lille tekstbid har altid været vanskelig at få ud af hovedet for mig, men Sumner gjorde dog sit bedste – det må jeg give ham – ved at kvække sig hæst igennem den del af sangen. Men, nuvel, det er en detalje, resten af ‘Temptation’ var præcis som den skulle være.

Samlet set? Ikke en verdensomstyrtende god koncert, men jeg er glad for, at jeg nu har oplevet New Order live. Og jeg er glad for at det var sammen med fem venner, som jeg ser alt for sjældent.

Søminestationen

Er til undervisning og internatophold på mit masterforløb på RUC’s kursussted ‘Søminestationen’. Det er en samling romantisk beliggende baraklignende bygninger i Dragerup Skov, et lille stykke udenfor Holbæk.

Tidligere var det en flådestation og testcenter for torpedoer, og under morgenens løbetur emmede skoven af den kolde krig. Rundt omkring i skovbrynet er der forfaldne depotbygninger, der ifølge stedets Wikipedia-side “havde til formål at kunne opbevare atomare granater og andre militære forsyninger”. Jeg så dog ingen nukleare våben under min luntende vralten, men jeg havde dejlige udsigter udover Isefjorden og fik adskillige egerner til at flygte fra min gungren.

Dragerup Skov

Emnerne i de her dage er projektledelse i bred forstand. Det er egentlig spændende og brugbart nok, men rent fagligt er det den anden del af masteren – forandringsledelse – der interesserer mig mest. Ved ikke om jeg skulle have læst sociologi, men jeg martres af den her iboende undren over, hvorfor mennesker i grupper gør som de gør – og hvordan kultur og struktur spilller ind på adfærden. Alle de steder jeg har arbejdet, har jeg oplevet hvordan organisationsforandringer, tiltag, forbedringer et al løber ud i sandet. Årsagerne til det har varieret, men rent intellektuelt (og professionelt) vil jeg gerne forstå hvorfor det sker – og hvordan det kan gøres bedre.

For det er så nemt at sidde på sidelinjen og øffe over at ting ikke lykkes, eller at projekterne bliver eksekveret dårligt af HR/Marketing/IT/alle-andre-afdelinger-end-min-egen. Jeg forfalder selv til den disciplin for tit, hvilket er lidt for sølle af mig. Så må jeg jo selv prøve at gøre noget ved det, hvis jeg virkelig er så god til at lave andres arbejde. Så når jeg en skønne dag ikke længere skal arbejde med kommunikation, så er det (organisations)forandringer, jeg gerne vil skifte over til.

Anna Keay – ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’

Læser i Anna Keays fascinerende ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’ om det britiske interregnum 1649-1661, hvor hun udfolder historien om Storbritanien efter at kong Charles 1. bliver afsat og halshugget.

Monarkiet bliver i det efterfølgende årti erstattet af en tumultarisk periode med først borgerkrig, protestantisk ultrapuritanisme, folkemord i Irland og siden en hybrid af parlamentarisk diktatur i form af først The Commonwealth og siden – under Lord Protector (sikke en titel!) Oliver Cromwell – et decideret militærstyre. I 1661 vender monarkiet tilbage med Charles 2. og the Stuart Restoration. Selvom det ikke betød hverken fred, stabilitet eller de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende (se: The Glorious Revolution), så fremstår de 10 års kaotiske republikanske tilstande her med et par hundrede års bagklogskab som en historisk kuriøsitet; som noget der uundgåeligt måtte fejle.

Paul Delaroche – ‘Cromwell before the Coffin of Charles I’ (1849)

Men det der gør Keay værd at læse er, at hun ved at følge en række historiske personer viser for læseren, at det for samtiden ikke føltes eller blev oplevet sådan. Det var på ingen måde givet eller naturligt, at Storbritanien nødvendigvis skulle genindføre monarkiet. I praksis blev det resultatet af en magtkampe og krig, ja, men indtil da og for de briter, der levede i perioden, så var antagelsen at verden med kuppet i 1649 var radikalt anderledes og Storbritanien var en republik. Hvis man levede i 1655 var der ingen grund til at tro, at den gennemført kiksede Charles 2. skulle vende tilbage fra sit eksil i Haag. De levede i her-og-nuet, og set derfra, så verden ganske anderledes ud, end når jeg sidder en varm sommeraften i Strandhusene og undrer mig over, at de ikke kunne se hvor gakket The Commonwealth var.

Bogen har fået mig til at tænke over tidsopfattelser, og hvordan den menneskelige perception af forandringer kan lede til at man narrer sig selv eller misforstår sammenhængene. Hvordan vi måske i dagligdagen har en tendens til at blive grebet af øjeblikket, en begivenhed (der virker så afgørende netop da) eller den nære samtid, og regne med at verden (og ens eget liv) er mere eller mindre konstant, eller måske kun vil forandres inkrementelt. Men det er jo en fejlslutning og selvbedrag. Verden forandrer sig; langsomt og så pludseligt.

Man går rundt og tror man har regnet tingene ud, men pludselig møder man én, der forandrer alting og vender ens liv på hovedet. Det gælder også på samfundsniveau. Hvis man som brite i 1656 havde indrettet sit verdenssyn efter at monarkiet aldrig ville vende tilbage, så blev man slemt overrasket kun 5 år efter. Indtil februar 2022 og Ruslands angrebskrig i Ukraine var jeg rørende enig med mine gamle lærebøger i international politik om, at i vores tid fører lande ikke længere krig mod hinanden (for efter den kolde krigs afslutning VAR det sådan set på den måde). Indtil COVID-19 tidens nedlukninger og hastelove, troede jeg, at vi i Danmark ikke ville acceptere vidtgående indgreb i den personlige frihed. Jeg har taget mange antagelser og overbevisninger op til fornyet vurdering de senere år.

For yderligere at komplicere ting, så er der også modsatrettede tendenser. Af og til overvurderer vi – som kupmagerne i 1649 – betydningen den transformative kraft af en begivenhed eller forandring. Som når jeg i denne uges The Economist læser deres briefing om Mellemøsten, og det, jeg mest af alt kommer til at tænke på er det arabiske forår i 2010-2012 begyndende med demonstrationer i Tunesien for bedre levevilkår. Hvordan det – sagde den begejstrede samtid – var tegn på et spirende demokrati, frihedstrang og opgør med de gamle eliter. Hvad skete der? I dag er Tunesien et semidiktatur, ingen arabiske lande er vel det, man kan kalde ægte demokratier, og alt imens køber det blodbesudlede og homohadende regime i Saudi-Arabien sig til PR og silkeblød behandling gennem deres petrodollars. Så hvad er egentlig forandret?

Jeg prøver virkelig at indrette mit historiske verdenssyn efter Fernand Braudels ‘longue durée’ tilgang, men det er vanskeligt altid at anlæggt det lange sigt og strukturelle verdensopfattelse. For jeg bliver også farvet af det enkelte øjeblik. Hvem ved om de ting, vi sidder og fortæller hinanden lige nu er misforståelser og farvet af, at vi enten er for statiske eller for forandringstroende i opfattelsen? I de danske medier hører jeg at økonomien er fremragende og der er masser af penge; i Financial Times læser jeg, at Europa er godt og grundigt på spanden og recessionen et faktum. Så hvad man skal man tro? Lever vi i The Commonwealth eller er monarkiet her igen om lidt?

Jeg ved ikke om det er en trøst, at min forvirring blev delt af de hårdprøvede briter i 1650’erne. Men jeg er glad for at jeg har læst Anna Keays ‘The Restless Republic’, der er klart den mest interessante historiske bog jeg har haft fornøjelsen af længe – og som fik mig til at tænke.

Ruth Madievsky – ‘All Night Pharmacy’

I går læste jeg Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’ færdig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den; måske et par blurbs fra amerikanske kritikere beskriver det bedst:

“‘All-Night Pharmacy’ is a California noir novel for the 21st century, rebooting the genre’s saturated nightmares for the 21st century.” (Washington Post)

“An Acid Trip Through Generational Trauma: In an impressive undertaking, Madievsky weaves together a tale of addiction, queerness, and Jewish mysticism, bound together with vibrant imagery and thoughtful prose.” (New York Magazine)

“Ruth Madievsky’s new novel explores trauma, drugs and toxic sisterhood.” (NPR)

Madievsky skriver fremragende og alligevel brød jeg mig ikke om bogen. Mest på grund af den navnløse protagonist, der er begavet, men samtidig nærmest overnaturligt passiv og bare flyder med. Intet får hende til at agere. Voldelige forhold, seksuelle overgreb, alle de forkerte mennesker de forkerte steder, et eskalerende Oxycodone-misbrug, et liv der går i hundene; det hele bliver nærmest blot internaliseret af hende som noget uundgåeligt, noget hun fortjener. Jeg ved godt at det ikke er meningen, at man som læser altid skal kunne spejle sig i eller identificere sig med en bogs karakterer. Jeg VED at hun er traumatiseret. Jeg VED at hun har dårlige indflydelser i sit liv. Men den her insisteren på selvdestruktivitet? Det var vanskeligt for mig at forstå fuldt ud.

Der er dog også betingede lyspunkter i bogen.

Madievsky har selv baggrund i Moldova, og i en ret interessant sekvens følger vi protagonisten og hendes kæreste Sasha på en rejse til Chișinău. Og når først vi kommer ud af alt-er-en-deroute og barndomstraumeinduceret-stofmisbrug-i-Malibu-til-at-flygte-fra-smerten rutinerne fra bogens første tredjedel, så bliver historien nærmest direkte interessant – ikke mindst når den udforsker konsekvensen af pogromerne i det tidligere Sovjet. Man fornemmer at Madievsky har en emotionel kobling til Moldova, og at der er noget på spil for hende.

Dét er godt. Men ak, forholdet og den spirende kærlighed falder fra hinanden, og så er vi for fuld kraft tilbage i traumeland i den resterende del af bogen. Den er tilsvarende forglemmelig, og jeg lukkede den i med en lidt utilfreds brummen. Grundlæggende er jeg derfor usikker på om jeg vil anbefale bogen. Den er bestemt edgy og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man er nødt til at elske bogen som anmelder. For mig var den en deprimerende oplevelse.

Jokum Rohde – ‘Vinterufo’

Jeg slås lidt med at komme igennem Jokum Rohde – ‘Vinterufo’. Den er præcis så original, syret og langt ude som anmeldelserne fremhæver. Det er positivt og spændende, men også lidt drænende. Af og til bliver jeg lamslået af, hvor gennemført og skævt han skriver. Det gør mig misundelig; jeg ville ønske jeg kunne det samme. Men omvendt får jeg hele tiden fornemmelsen af, at Rohde først og fremmest er igang med en stiløvelse – og en hyldest til et andet og mere autentisk København, der (vist nok) var engang. Det er teknisk set en science fiction roman, men plottet er underordnet, og dens setting er tilbageskuende: handlingen foregår i et konstrueret “København”, der er fanget i et uendeligt båndloop mellem 1950 og 1980. Man skulle måske have været der, tænker jeg.

Snebold

Det blev dagen, hvor vi fik døden ind på livet. Vi passer en hund denne weekend, Pan, og det bogstaveligt talt første han gør er at smutte ud i haven gennem den havedør, vi ikke lige havde fået lukket (rookie mistake). Vel i og for sig ikke katastrofalt, bortset fra at A) Pan er en jagthund, B) kaninerne bor i deres kaninbur derude og C) Pan er fuldt ud i stand til at hoppe over hegnet til kaninburet og jage kaniner. Resultatet er ét styk kanin, der bogstaveligt får et hjerteanfald af skræk og siden udånder dramatisk i min datters arme. Således kan en 7- og 9-årigs verden styrte sammen.

Jeg beskriver det med en vis ironisk (og upassende) distance, da mit eget forhold til kaniner i almindelighed kan beskrives som ‘køligt’. Men for de tre øvrige i familien er det en tragedie. Hvis man havde været befundet sig i haven under Snebolds højtidelige begravelse under grantræet, så ville man have overværet noget, der minder om scenerne i Nordkorea efter Kim Jong-Ils død.

Lidt mere alvorligt, hvordan taler man så om døden med børn? Det endte med at blive en afart af Nangijala fra ‘Brødrene Løvehjerte’, hvor Snebold, mens disse ord skrives, venter utålmodigt på at mine børn skal komme op og lege med hende i lejrbålene og historiefortællernes land. En dag må snakken om døden blive på et lidt mere abstrakt filosofisk niveau, men lige i dag var det vist mest trøst, der var behov for.

Og Pan? Tjah, vi har da fået gået ture i skovene og jeg kan egentlig godt lide at have en hund i huset. Om end jeg nok ville sætte pris på en lidt mindre kanindræbende en af slagsen.

Tolkninger

Jeg kan godt lide fransk-schweiziske Marguerite Burnat-Provins (1872-1952) udaterede maleri ‘Selvportræt’. Det rummer en herlig tvetydighed, som gør at jeg ikke helt ved, hvad der foregår i billedet.

Det kunne være en skribent fanget i en skriveblokade. Den nedslåede kropsholdning, hånden der hviler på notes-/dagbogen, den anden passive hånd med pennen; de indikerer alle manglende motivation eller at hun er fanget i usikkerhed. Omvendt har hun et reflekterende ansigtsudtryk, der tyder på at hun ønsker at skabe eller udtrykke noget. Hun er måske blot et sted midtvejs i sine overvejelser? Jeg kan ikke afkode, hvor hun er henne i sin kreative proces.

Men … det kunne også være et portræt af et valg. Der kunne være en pro/kontra-liste i notesbogen. Hun er i færd med kontemplere konsekvenserne af et vanskeligt valg, der skal tages i en diffus, tvetydig og usikker situation. Planten kan umuligt være tilfældig tolket i den kontekst. Den ene halvdel er visnende, døende, grå; den anden blomstrer med håb og farver i retning mod kvinden. Det er tydeligvis ikke en ligegyldig eller konsekvensløs afvejning, der foregår. Hvad skal hun gøre? Hvad er det rigtige?

Netop uvisheden, tvetydigheden og muligheden for fortolkninger er noget af det, jeg sætter mest pris på ved billedkunst. Når kunstneren har flere lag og vedkommendes værk iagttager verden og sig selv på samme tid. Et godt eksempel jeg stødte på for nylig er Édouard Manet ‘Un bar aux Folies Bergère’ (1882):

Hvad foregår der egentlig på det maleri? Virkelig mange ting! Vi er i en bar, hvor vi (beskueren) ser en ung kvinde bag det, der i første omgang ligner en bardisk. Bag hende er et spejl, der måske/måske ikke viser os (beskueren) og et dionysisk orgie (akrobaten i venstre hjørne!) i baggrunden. Eller er beskueren og kvinden den samme? Jeg bliver i tvivl hver gang jeg kigger efter. Er det i virkeligheden hende, der ser ind i spejlet? For hvis beskueren er den spøgelsesagtige herre med hatten, er perspektivet og vinklen i spejlet så ikke helt skørt? Og hvad skal man læse ud af hendes ansigtsudtryk? Hvem er dette menneske og hvordan kan vi lære hende bedre at kende? Hvad er der gået forud? Er hun træt, opgivende, eller reagerer hun blot på en åndssvag fyldebøttekommentar fra beskueren? Er det et angstanfald, vi ser udfolde sig for vores øjne? Hvem er hun egentlig? Er der en dybere mening med de appelsiner og hvordan lyset spejles i dem? Hvor mange sensoriske indtryk kan vi overhovedet håndtere på samme tid?

Mange spørgsmål, ja, men det er netop det, der gør maleriet så genialt. Jeg får næppe nogensinde et entydigt svar eller et facit, hvilket er det vidunderlige ved oplevelsen.

Normalt er Manet ikke en maler, jeg hæfter mig synderligt ved. Men her har han lavet noget særegent fremragende. Han er lysår mere spændende end aktivistkunstnere, der insisterer på at proppe et ensporet budskab ned i halsen på mig (som regel en stadig trættere (og trættende) variation af “fuck kapitalismen!”). Jeg bilder ind, at netop tvetydigheden og evne til at kunne skabe værker som ‘Un Bar aux Folies-Bergère’ er det, som giver billedkunsten en fremtid i en AI-verden. Fordi det stadig, tror jeg, kræver et element af menneskelig indsigt at kunne frembringe visuelle fremstillinger af melankoli og den menneskelige tilstand.

RUC

I Theis Ørntofts roman ‘Jordisk’ er der et vældigt inspirerende afsnit, hvor en af protagonisternes fordrukne og suicidale far tager ham med til Chicago. Her ser de på organisk arkitektur i form af skyskrabere og bygninger af faderens yndlingsarkitekter Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. Faderen er i dagligdagen tavs, depressiv og fremmedgjort fra sin livsverden; han ser verden forfalde og hans tilværelse som fabriksarbejdsmand falde fra hinanden, bid for bid. Men lige hér – omgivet af arkitektoniske mesterværker og når han taler om sine yndlingsemner (mursten og håndværksmæssig kvalitet) – er han levende, intens og engageret. I sidste ende inspirerer turen sønnen til selv at blive arkitekt.

Jeg kom i tanke om tekstbidden, da jeg blev vist rundt på RUC’s Campus tidligere i dag. Det består først og fremmest af lave ét-plansbygninger, der er holdt i varierende Bitumen-farvetoner. Ligesom Aalborg Universitet – der har samme æstetisk grålige vibe – er RUC grundlagt på en mark i 1970’erne og har udviklet sig via en tilsyneladende uplanlagt knopskydning. På græsmarkerne ved siden af er der bofællesskaber og græssende får.

Normalt kan jeg godt lide at et byrum udvikler sig spontant og organisk, men lige i det her tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes. Bevares, jeg kan sagtens forstå at ikke alle universitetscampuser kan ligne dem i Georgetown, Cambridge og Boulder. Men hvor var 70’erne dog en traurig tid, når det handler om arkitektur og byggeri. Inspirerer ikke umiddelbart til store visionære tanker og ånd.

Theis Ørntoft – ‘Jordisk’

Jeg er spændt på hvordan Theis Ørntoft – ‘Jordisk’ udvikler sig, når jeg efterhånden kommer længere ind i bogen. Anmelderne spænder i deres vurderinger fra orgiastiske 6 hjerter i Politiken til “monumentalt kedsommelig” i Weekendavisen. Vildtfavnende slægtsromaner er egentlig ikke min ting, ligesom Gyldendals tæppebombende PR-kampagne i kultursektionerne gjorde mig en anelse mat på forhånd. Men jeg må indrømme at de første 100 sider har været en mere end fornøjelig læseoplevelse, og at jeg spekulerer en del over, hvad Ørntoft kan og vil i resten af romanen.

John Birch Society

Der er givetvis andre og mere tidssvarende emner at læse om end højreekstreme konspirationsteoretikere i USA i 60’erne og 70’erne, men derfor er Matthew Dallek – ‘Birchers: How the John Birch Society Radicalized the American Right’ stadig voldsomt interessant. 

Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.

Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod. 

John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.

Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme. 

Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser. 

Katja Hoyer – Beyond the Wall

Til min udelte begejstring ventede der en sending nye faglitterære bøger på mig, da jeg kom hjem i går. Gik som det første i gang med Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall’. East Germany 1949-1990’, som jeg har glædet mig en del til at læse.

Bogen har fået kritik for at være revisionistisk, sentimental (eller lide af ‘Ostalgie’, som det vist hedder i Tyskland), og generelt være for forstående og relativiserende overfor de fire årtiers kommunistiske regime. Jeg er ikke nået langt nok ind i bogen til at kunne vurdere, hvor valid kritikken er. Men jeg var ret begejstret for Hoyers bog om det tyske kejserrige, så hendes kreditværdighed som historiker er høj hos mig. De første knap 80 siders optakt om årene op til DDR’s dannelse i oktober 1949 har været fabelagtige – og uhyggelige. Da jeg læste Victor Sebestyen – ‘1946: The Making of the Modern World’ fremlagde han en solid case for, at 1946 var det værste år i verdenshistorien at leve i1, men foråret og sommeren 1945? Shit, det var ubehageligt. Det vurderes at 2 mio. tyske kvinder blev voldtaget af sovjetiske soldater over et par måneder. Hvilket blot var halen på de umenneskelige ting, som tyske soldater selv havde foretaget sig på Østfronten. De ting, som mennesker udsatte andre mennesker for i det årti, er helt ubegribelige. Der er sider i bogen, der er ganske hård læsning, også her på mange års afstand.

Hoyers egentlig formål er dog ikke så meget den politiske historie, men at nuancere billedet af det levede liv i DDR. Tilføje det dybde og farver. Rehabilitere et liv, som forsvandt med dannelsen af det forenede Tyskland. Hun er selv født i det daværende DDR, og som læser står hendes ønske om at formidle livet, som det også var i DDR, ret tydeligt.

Ja, det var en totalitær stat, ja, der var overvågning, ja, der var en mur, ja, DDR var en del af Østblokken. Men der var også et hverdagsliv, hvor folk levede, elskede, savnede, skændtes og alt muligt andet. Det var ikke kun nonstop gråt og ‘Das Leben der Anderen’. På den måde er forsiden af bogen ret velvalgt:

Katja Hoyer Beyond the Wall

Den lidt pornoagtige typografi gør ikke så meget for mig, men billedet af det næsten kyssende uniformerede kærestepar ved en militær flyopvisning i Magdeburg i 1974 (og med uelegante propagandaslagord på siden af køretøjet) er underligt rørende. Det gør det vanskeligt at dehumanisere andre, når man husker på, at vores almenmenneskelige tilstand. 

Jeg glæder mig kort sagt til at læse videre i ‘Beyond the Wall’, som jeg tror jeg kan lære en del af og få nuancere mit gråt-i-gråt billede af DDR. Og måske ligefrem bedre forstå, hvorfor og hvordan livet i DDR stadig lever inde i hovederne på en betydelig del af den tyske befolkning, selv mere end 30 år efter genforeningen.

  1. Andre siger år 536, jeg tillader mig at tvivle [↩]

Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’

Jeg er gået anelse død i ‘To Green Angel Tower’, tredje og sidste del af Tad Williams’ ‘Memory, Sorrow and Thorn’ fantasyserie.

Ikke fordi den er dårlig. Tværtimod er det nok det bedste fantasy jeg har læst i mere end 10 år. Men som der så korrekt står på bogens Wikipediaside: “At over 520,000 words, it is one of the longest novels ever written”. Det kan jeg godt mærke. Williams er ikke en mand der fatter sig i korthed, og selvom jeg er begejstret for universet og plottet, så er der virkelig mange (og lange og trange) landskabsbeskrivelser og (nok det mest enerverende) beskrivelser af drømme. At læse Williams er en smule som første gang jeg læste J. R. R. Tolkien. Han kunne heller ikke kunne holde ordstrømmen tilbage, når først mytologien skulle åbenbares og Lothlóriens skove beskrives i detaljer. Det er mesterligt, men det er også … meget.

Så jeg tager mig en lille pause for at læse noget andet og genfinde kræfterne. For at få den fuldbyrdede kontrast fra Williams’ elefantiasis er jeg begyndt på en science fiction novellesamling: Ted Chiang – ‘Stories of Your Life and Others’.

Noveller har ellers aldrig rigtig været noget for mig. Jeg blev altid underligt utilfredsstillet af dem, når vi læste dem i dansktimerne. De var ikke rigtig nok. Jeg har altid haft et behov for at få fortalt en større og mere sammenhængende historie, og oplevede novelleformen som for stram og historierne som for korte og uudfoldede. Min hidtil eneste novellesamling var en samling af Philip K. Dick historier, som jeg primært købte for det litterære oplæg til filmen ‘Total Recall’. Husker det som en glimrende læseoplevelse, men det igangsatte ikke en eksploration af novelleformatet fra min side. Omvendt kan jeg – nu hvor jeg læser Chiang – sagtens se, at en del af de genrelitterære bøger jeg har læst i de senere år med fordel kunne have levet et bedre og mere værdigt liv som en novelle. I skrivende stund tænker jeg især på Blake Crouch – ‘Upgrade’, der havde én god og semioriginal plotidé, men som falder fra hinanden henover de alt for mange sider.

Chiangs novellesamling er heroverfor lidt af en masterclass i science fiction skrivning. Sproget er af høj kvalitet, han er lækkert nørdet og han bobler over at idéer – men vel at mærke idéer, som han eksekverer effektivt og uden at de bliver udvandet af behovet for at fylde en hel roman. Det er fornøjelse at læse og jeg fortryder nu, at jeg har haft ham liggende urørt på min Goodreads-liste gennem efterhånden et par år.

Master

Modtog fredag undervisningsplanen til den masteruddannelse, jeg begynder på her i slutningen af august. Brugte noget af dagen i dag på at gå det hele igennem; planlægge alt, lave mit notesystem, møjsommeligt se om kalenderen kan hænge sammen (spoiler: det kan den ikke) og få læst det første af pensum. Det bliver underligt, men også spændende, at være studerende igen. Forsøgte mig med et enkeltfag på historie for efterhånden mange år siden, ligesom jeg gennemførte det meste af en HD 1. del. Min kommende master lugter lidt af det sidstnævnte – uddannelsen handler om projekt- og forandringsledelse – men er mere ‘ren’ efteruddannelse end HD. På sin vis er det lidt som en rejse tilbage til fortiden (jeg troede aldrig jeg skulle nørde problemformuleringer igen), på den anden side glæder jeg mig til at blive intellektuelt stimuleret og lære nye ting. Bliver også … interessant at arbejde projektorienteret og i grupper. Bevares, jeg gør det nogenlunde dagligt, men det er trods alt RUC, vi taler om. Det bliver næppe mere projektgruppe-fundamentalistisk end det. Men nu ved jeg så, hvad jeg skal fylde de kommende to års tid ud med.

Kult

Lyttede til AaB Support Clubs podcast (‘Rød Aalborg’, suk) under gårdagens urimeligt blæsende løbetur. Paneldeltagerne drøftede livet, døden og tilsvarende eksistentielle spørgsmål her efter AaB’s nedrykning til 1. division. Det var en lidt pudsig oplevelse. For tre kampe inde i den nye sæson i den næstbedste række, så var alle deltagerne i debatten positive, ja, nærmest livsglade. De var spirende optimister og havde igen fundet glæden ved at komme på stadion. De føler ting igen. De tror på ting. De glæder sig til weekenderne, fremfor at gå ind til dem med den der grufulde fornemmelse af utilpashed i maven. Væk var den stoiske distance og ironi, som har været det følelsesmæssige panser og den copingmekanisme, man som AaB’er har haft brug for igennem adskillige år.

Det var besynderligt at opleve, alt imens jeg vraltede prustende rundt dér et sted på Ellingevej.

Dels fordi nordjyder pr. definition er født som misantroper og skeptikere. Dels har de medvirkende i ‘Rød Aalborg’ aldrig – og jeg mener virkelig ALDRIG – været ligeså positive og smilende i alle de år, hvor klubben spillede i den bedste række. De har været sortseende og vrede, selv i de flygtige perioder, hvor det gik nogenlunde habilt for holdet. Men nu sidder vi så her på 2. klasse og verden er styrtet sammen – og pludselig er alle blevet så pokkers glade. Mennesket er i sandhed et underfundigt væsen.

Nu hjælper det selvfølgelig på humøret, at AaB er begyndt at vinde kampe igen. Ganske vist mod svagere og mere eksotiske modstandere (næste hjemmekamp: Næstved) end tidligere, men alligevel, alt tæller jo. Og ligeså vigtigt: efter mange års planløshed, middelmådighed, sportslig og åndelig deroute, inkompetence, vekslende lejesvende fra nær og fjern, så virker det som – perverst nok efter at klubben de facto er blevet fuldstændigt overtaget af udenlandske ejere – at klubben har har fundet tilbage til en samlende identitet igen. Det føles som at klubben og holdet er på rette vej, at der er skabt et samlende formål, en ny retning, ja, en identitet. Der er igen noget at holde af.

Kom til at tænke mere over det identitetsmæssige aspekt efter at have læst to indlæg af musikkritikeren Bob Lefsetz: ‘The music is not enough’ og ‘The cult era’. De er begge både lange og polemiske (og derfor naturligvis læseværdige), men hans pointe er kort opsummeret, at i en verden præget af opbrud, balkaniserede kulturnicher, mainstreamens opløsning og fraværet af de fælles fortællinger om hvem vi er og formålet med det hele, så søger de rodløse og atomiserede (musik)forbrugerne et tilhørsforhold – en identitet at blive en del af. Vi ønsker alle at få fyldt det sorte hul af ensomhed og fjernet følelsen af ikke at høre til:

We all want to belong

First it was baseball, then it was the Beatles and finally it was MTV. We all paid attention, we all knew what was happening, and even the barely hip caught the references.

Today you’ve got no idea what people are talking about, unless they’re a member of your cult.

We’re all people, living on the planet, but we’re all separate, lonely, and this doesn’t feel good. We’re looking to connect. We’re living to connect. So how do we handle this? We join a cult.

There’s no center anymore, nothing everyone is aware of and agrees upon. And this is disorienting. So you’re not just a fan of something, you’re a member of the cult. Like “Succession.” The numbers were anemic. But you can’t tell that to anybody who watched the show, they’ll get pissed off. They’ll tell you how great it was, how you’re missing out.

Just like politics on the right. It doesn’t matter how many times Trump gets indicted, it’s not going to change the minds of his cult members, his believers. It’s not about right and wrong, it’s about belonging. They decided to jump in and were greeted warmly. Used to be a cult was small and its members did their best to keep you out. Today it’s just the opposite, cults are large and everybody is welcome, as long as they drink the kool-aid and become a true believer.

There was One Direction. Huge in America with only one hit. Now we’ve got BTS. Most people have never ever heard the act’s music. But those who have? There are no casual BTS fans, they’re all-in. And it’s not just listening to the music, it’s going to the show, buying merchandise, quoting the lyrics, once again, it’s belief.

Like Taylor Swift. In the scheme of things, she reaches fewer people than any superstar of the pre-internet era. But her cult is large and fearless, out to combat any naysayers. Cross Taylor at your peril. Say something negative and you will be canceled by her army.

As for the attendance at her shows… Talk to some of those who are going, they need to be there, it’s a rite of passage, they need to be able to talk about their experience. They know all the lyrics, they dance and sing, Taylor Swift gives them reason to live.

If you’re trying to reach everybody, you’re failing. Because if you’re reaching everybody there’s no us vs. them. Part of being in the cult is not only believing in the performer, but hating and being down on all competitors. It’s your hero and a bunch of zeros.

And this is all based on the loneliness of the human being, the feeling of detachment, of floating in a wilderness of too many options, none of which reach everybody.

Lefsetz’ argument er, at man som musiker ved siden af den musikalske excellence, kun overlever kommercielt ved at opbygge en identitet, som man på kultagtig vis kan skabe følgere ud fra:

You remember the MTV era, right? Or maybe you don’t, but it was all about a pretty face. The classic rockers were up in arms, believing it should be about the music. They reluctantly made videos. And they were ultimately left behind. You found the person, then you built the act around them, via stylists, via high end production, it was all about the image.

But if you want image today, you go with the Kardashians, the rest of the model elite. That’s all they are selling, they’re inherently two-dimensional. That’s not artistry, that’s business. And by going into competition with the Kardashians, et al, the music business loses again and again. As for all those brand extensions… The Kardashians are about makeup, fragrances, clothing, that’s their essence. For an artist that’s the penumbra. It cheapens the so-called brand and is an also-ran to the Kardashians, looking bad in comparison.

Notice that there are no movie stars anymore? Because they sell image, not identity. They’re different in every film/TV show/production. And in the internet era, with so much information available, most can be seen to be nincompoops, or narcissists focused on plastic surgery to achieve an image that is fake, but palatable to Hollywood, which has lost direction too.

Jeg siger ikke at AaB er en kult. I så fald er det en lidt sørgelig én af slagsen. Men de giver mig (og podcastdeltagerne) en identitet og igen i stigende grad noget at høre til og holde af. Så måske det slet ikke er så underligt igen, at en nedrykning og den efterfølgende rykken-sammen-i-bussen føles så glædesskabende.

Meget af det, der er galt med moderne fodbold er netop at det er blevet en kønsløns forretning. Der er intet at elske, hade eller føle noget for. Hvis man ser en Champions League kamp, så er der ingen tvivl om at spillet på banen er blevet bedre. Underholdningsproduktet er bedre. Og det er vel fint nok, især hvis man gerne vil tjene penge. Men gør det nogen forskel om det er klubben ejet af Emiraterne eller den ejet af Saudi Arabien, der vinder kampen? Hvad skal man som menneske have af meningsfuld relation til de globaliserede franchises, uden skyggen af lokal tilknytning?

Pointen om at søge identitet gennem mindre og mere dedikerede kultagtige fællesskaber er applikerbar langt udover fodboldens verden. I subkulturer og de identitetspolitiske strømninger. I dansk politik virker det ret åbenlyst, at Alex Vanopslaghs transformation til identitetsskabende selvhjælpsguru er et forsøg på at skabe den type fællesskab, som giver meningshungrende personer noget at tro på og være en del af. Og hvis vi bliver i det partipolitiske, så er et af Venstres hovedproblemer ikke så meget, at man er juniorpartner i en anæmisk flertalsregering under socialdemokratisk ledelse. Men partiet har i dag ingen identitetsgivende funktion, formål eller overordnet projekt. Det handler om pragmatisk krisehåndtering – hvilket er helt fint for en sjæleløs teknokrat som mig – men der er ikke længere noget at tro på. Vi er så langt fra en kult, som man kan komme. Hvis man er ideologisk liberal, så er Venstre ikke længere nødvendigvis det sted, man går hen. Og da slet ikke, hvis den brede leverpostejsagtige mainstreammidte bliver mindre og mindre gangbar.

Kritiske ryster vil sige at den ‘midte’ aldrig har eksisteret for alle – og at idealet om den altid har været ekskluderende for de anderledestænkende og at det bygger på normative antagelser om, hvad der er godt og ægte og smukt (i.e det heteroseksuelle ægteskab, kapitalisme, konkurrencestaten, strukturel racisme osv osv). Derfor er opløsningen af mainstream i mindre og atomiserede dele i virkeligheden en positiv ting, da det giver de “ekstreme” eller “anderledes” en stemme og mulighed for at leve, som de ønsker – fri for diskrimination.

Jeg kan til nøds forstå dele af perspektivet, men jeg er bekymret for den egentlige drivkraft – ensomheden, fremmedgørelsen, den manglende interesse eller empati for mennesker, der er uenig med en selv – i en muligvis stigende kult-liggørelsen af kultur og samfund. For hvis vi ikke længere har noget til fælles, hvad skal vi så tale med hinanden om? Hvorfor skal vi udvise inter-generationel solidaritet overfor hinanden? Det er den type dilemmaer, vi får brug for at løse i årene frem.

Lotte Laserstein

Læste en tankevækkende klumme af Enuma Okoro, der gjorde mig opmærksom på den tysk-svenske maler Lotte Laserstein (1898-1993) – og ikke mindst hendes elegiske hovedværk ‘Abend über Potsdam’ fra 1930.

Jeg ved ikke om det er et direkte rart maleri. Men det er dirrende, symbolsk og afbilleder øjeblikket før at alting ændrer sig (antageligvis til det værre). Billedet vækker mange ting i mig. Uro, rastløshed, tanker. Kompositionen er en slags sekulær udgave af Leonardo da Vincis ‘Den sidste nadver’, med den unge kvinde i midten som en kristusfigur. Vi må formode at det er et middagsselskab mellem venner, men alle personerne er tavse, og de ser alle andre steder hen end på hinanden eller på verden; blikket er rettet indad og præget af vildrede. Selv den unge, farverige kvinde – med fremtiden foran sig, må vi formode – er fortabt i melankoli og handlingslammelse.

Billedet er malet i et Tyskland i kaos, social usikkerhed og opbrud, tre år før den nazistiske magtovertagelse. Det er vanskeligt ikke at tolke det urbane landskab; den grå (truende?) himmel; de fremmedgjorte, melankolske, bekymrede og opgivende personer som en metafor for Tyskland og den tyske samtid. Fremfor at tale sammen er de alle opgivende, tabt i egne tanker og ser forskellige steder hen. Måltidet (festen?) er ovre, kun resterne er tilbage – og imens at deres verden er på vej mod barbari kan personerne – lysende Jesus-skikkelse eller ej – ikke længere tale sammen om en vej frem. Det er tragik på adskillige planer.

På den måde er maleriet muligvis mere relevant for vores samtid, end jeg egentlig synes det er behageligt at tænke på. For problemerne og udfordringerne for verden tårner sig også op i 2023 – men evnen til at have en global samtale om løsningerne. Billedet hænger på Neue Nationalgalerie i Berlin og er kæmpestort (110 x 205 cm). Vil glæde mig til at se det live.

‘Abend über Potsdam’ fik mig til at udforske Laserstein yderligere. Lige nu er hun aktuel med en særudstilling på Moderna Museet i Malmö, hvilket nok burde være et besøg værd. Sjældent er jeg stødt på en kunstner, der på den måde kan formidle stemning i sine malerier. Hun er omvandrende melankoli. Uanset om det er portrætter eller landskaber, så stråler hendes følelser ud af billederne.

‘Ich und mein Modell’ (1930)

‘Russisches Mädchen mit Puderdose’ (1928)

Laserstein har også en klar queer-vinkel i sine tidlige, hvor mange af hendes modeller får et tydeligt androgynt udtryk. I 1937 må hun som jøde flygte til Sverige, hvor hun frem til sin død ernærer sig som portrætmaler. En på alle måder kompleks og interessant skikkelse, som det irriterer mig at jeg ikke har hørt om før.

New Order

Har nu endelig fået købt billetter til New Order-koncerten i september. Rygterne vil vide at bandet trådt ind i deres greatest hits fase, med en dertilhørende lidt vel museal og stillestående sceneoptræden. Bernard Sumners i forvejen ikke særlig stærke stemme er tilsyneladende også blevet endnu mere anæmisk. Men … jeg har aldrig set dem live før. Og hvis setlisten minder blot lidt om den, de diverterede publikum med under deres amerikanske koncerter i foråret, så kommer jeg til at dø af lykke undervejs.

Opvaskemaskinen

Det blev dagen, hvor min Mor – fem timer inde i et fire dage langt besøg i Strandhusene – ommøblerede på de glas og kopper, jeg havde stillet i opvaskemaskinen. Det var jo en helt fjollet måde, jeg gjorde det på. Man stopper tilsyneladende aldrig med at være nogens barn.