Det gør mig trist og grå indeni at Fantask lukker. Der er nu nul interessante bogbutikker tilbage i København. Men jeg er jo selv en del af problemet, når jeg ikke længere køber science fiction og fantasyromaner i bogform – men kun læser dem på min Kindle 📚

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Anglofili

Læste en anmeldelse af genudgivelsen af den gamle koldkriger Robert Conquests klassikere ‘The Great Terror: Stalin’s Purge of the Thirties’ (1968) og ‘The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivisation and the Terror-Famine’ (1986).

Det var i sig selv interessant læsning, men endnu vigtigere; anmeldelsen mindede mig om hvorfor at jeg (Brexit eller ej) antageligvis altid vil forblive håbløst anglofil.

Satire and light verse were among Conquest’s strengths as a poet. He also wrote science fiction, co-operating with Kingsley Amis on five anthologies of new sci-fi writing in the 1960s as well as publishing his own sci-fi novel, A World of Difference (1955), and was a lifelong member of the British Interplanetary Society.

I hvilke andre lande end dybt excentriske Storbritanien kan man i ramme alvor forestille sig, at nogen danner et interplanetarisk selskab? Som lobbyer for mere udforskning af rummet? Det er jo helt og aldeles vidunderligt. Og foreningen findes i øvrigt stadig.

John Scalzi

Når jeg ser på min Goodreads-liste, må jeg konstatere, at John Scalzi er en af de forfattere, jeg har læst flest bøger af.

Det er der flere gode grunde til. Han skriver underholdende science fiction/space opera, der som oftest er fuld af kreative idéer og (i mangel af et passende dansk ord) velgennemført ‘worldbuilding’. Han har udpræget sans for et strikke et hæsblæsende plot sammen, og han er bestemt ikke ueffen ud i at skrive actionscener. Jeg har kort sagt aldrig kedet mig i en Scalzi bog, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de fleste andre forfattere.

Men når jeg læser hans nyeste roman, ‘The Consuming Fire’, bliver jeg (igen) mindet om, hvor irriterende og bedrevidende en forfatter Scalzi er. Hvordan alle hans karakterer nærmest pr. definition er omnipotente, altid har et popkulturelt-kækt-ironisk svar på rede hånd, altid har gennemskuet situationen dybere, altid har et es i ærmet. Og ikke mindst: Hvordan Scalzi tilsyneladende er ude af stand til at skrive dialoger, der ikke lyder som noget fra rippet direkte ud af ‘Gilmore Girls’. Det var jævnt træls for fem bøger siden, og nu er det så ved at blive decideret ulideligt.

Måske det er unfair at kritisere en space opera forfatter for ikke at være i stand til at lave nuancerede karakterportrætter. Men da Scalzi vældig gerne vil tages seriøst1, så ville det nu være rart, hvis ikke hans hovedpersoner var så tegneserieagtige.

Lige nu er de lette Scalzi-kalorier dog helt ok ovenpå en periode med lidt vel dyster læsning og ditto tv-serier. Men jeg tror nu alligevel, at jeg snart forlader hans buffet.

  1. Hans personlige blog er meget politisk anlagt, ligesom sammenbruddet af ormehullerne i hans nye bog er en slet skjult parabel for klimaforandringer []