Kåre Ghisler Fuglsbjerg

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ ¹, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag ↩

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel¹. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når ens søn fra 2019 (sic) også rejser tilbage i tiden besøger én på galeanstalten.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre - og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør. ↩

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.:

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er ingen stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller.

Tænkte en del over dem mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’. Den er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger ((Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan)), hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden (læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times).

Jeg har Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der - som Frankopan - mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde.

Det er interessante tider vi lever i!

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept¹ og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt - se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe - i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 - og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

1. Store menneskemængder gør mig nervøs! ↩

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’. Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.