Kåre Ghisler Fuglsbjerg

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

Jeg har bestemt sat pris på dele af Ben Watt og Tracey Thorns værker siden deres seneste fælles album ‘Temperamental’ udkom i 1999 (og som blev købt med spænding af mig i HMV i Bispensgade, Aalborg).

Men det har alligevel aldrig været helt så overbevisende som da de var sammen i Everything But The Girl. Ingen kan som EBTG få mig til at føle mig gammel. For jeg synes jo stadig at deres electronica på ‘Temperamental’ lyder tidssvarende, og hvorfor bliver mit hår stadig mere og mere gråt?

Og så har vi ikke engang drøftet at ‘Amplified Heart’ fylder 25 i år, og stop tiden, jeg vil af.

Det har været et usædvanligt vellykket skønlitterært 2019. Antallet af åh-nej-klokken-er-alt-for-mange-men-jeg-er-NØDT-til-at-læse-videre romaner har været helt usandsynligt stort.

Jeg har således været fanget af alt lige fra Sally Rooney ‘Normal People’, Blake Crouch ‘Recursion’, Emma Newmans science fiction dystopier, Christopher Priests ‘The Prestige’ og ‘The Affimation’, R.F. Kuang ‘The Poppy War’ til Tom Sweterlitsch ‘The Gone World’.

Kombineret med at jeg har fået læst en del fremragende faglitteratur ved siden af, så tegner 2019 derfor heldigvis til at blive mit bedste læseår i lang, lang tid.

Lige pt. kredser mine tanker dog primært om Stuart Turton ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’. Jeg fik den anbefalet af en snob, der normalt kun har hån til overs for mine genrelitterære tilbøjeligheder. Stor var overraskelsen derfor, da det viste sig at Turtons bog er et vanvittigt vellykket gadekryds af Agatha Christie, ’Inception’, og ‘Groundhog Day’. Måske der endnu er håb for menneskeheden?

Jeg var godt underholdt og spekulerede konstant over intrigerne og mordgåden. Plottet er smågenialt skruet sammen og det lykkedes mig tilmed - hvilket jeg faktisk er ganske stolt over - ikke at snyde og læse foran. Den slags øvelser kræver betydelig selvdisciplin fra min side, da jeg ellers konsekvent altid læser foran i de bøger (eller læser spoilers om tv-serier), jeg aktuelt er besat af. At Turtons bog var så spændende at jeg ikke ville tillade mig selv at spolere oplevelsen, siger derfor en hel del.

Som den elendige boganmelder jeg er, magter jeg ikke opsummere handlingen eller bogen i almindelighed¹. Alt hvad jeg vil sige er, at hvis man synes om mordmysterier, tidsparadokser og utroværdige gentlemen på et engelsk gods i 1920’erne, så er der ingen grund til yderligere overvejelser; bare se at få bogen læst. Det bliver en af dine bedste læseoplevelser lang tid.

1. Det klares altsammen bedre her ↩

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ ¹, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag ↩