Kåre Ghisler Fuglsbjerg

2019 var lidt af et rekordår i min læsning. Ifølge Goodreads har jeg således dags dato fortæret ikke færre end 60 bøger. I retfærdighedens skal det sige, at ikke alle af dem blev læst lige grundigt. Men det er et markant opsving fra 2018 (+15) og 2017 (+24), og jeg har den subjektive fornemmelse af at jeg nød de læste bøger mere end i tidligere år - især skønlitteraturen.

Når jeg kigger på listen er bøgerne (igen særlig de skønlitterære) mindre fisefornemme end tidligere. Jeg har således læst en solid portion thrillers, horror, spekulative fiction, mysterier og science fiction, mens mit indtag af fantasy er stagneret.

Der var et par all-time højdepunkter blandt min nonfiction læsning, men når jeg ser tilbage, så var der også en række reelle skæverter. Det er egentlig ret underligt, da det plejer at være den modsatte fordeling mellem skønlitteratur og nonfiction.

Metoden

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i min årlige boggennemgang:

• ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
• ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
• ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
• ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre, men de giver mening for mig.

Årets skønlitterære oplevelse:

Som jeg skrev ved læsningen tilbage i februar måned: "Der er en reel sandsynlighed for at Tom Sweterlitsch ‘The Gone World‘ bliver årets bogoplevelse for mig. Det er en svimlende krydsning mellem ‘True Detective’, ‘Inception’, ‘Fringe’ og (hvilket er særligt forførende) Joe Haldeman ‘The Forever War’. Meget varmt anbefalet”. Det kom til at holde stik. Jeg læste andre fremragende speculative fiction bøger i løbet af året, men ingen tryllebandt mig ligeså meget som ’The Gone World'. Det er en fantastisk bog, der fortjener at blive en moderne klassiker. 

Årets nonfiction oplevelse:

Tilbage i maj var jeg begejstret for Lovells fantastisk velskrevne mesterværk om maoismen. Det er jeg stadig. Det er den bedste nonfiction bog siden Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’. Vil anbefale alle blot moderat historisk, politisk og/eller filosofisk interesserede at læse den. Lovell er en gudsbenådet formidler, emnet er aktuelt og tankevækkende.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget'

• Tom Sweterlitsch: ’The Gone World'
• Susan Rooney: ’Normal People'
• Iain Reid: ‘I’m Thinking of Ending Things'
• Stuart Turton: ’The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle'
• Blake Crouch: ‘Recursion'
• Emma Newman: ‘Before Mars'
• Emma Newman: ‘Atlas Alone'
• Christopher Priest: ’The Affirmation'
• Christopher Priest: ’The Prestige'
• Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History'
• Anna Fifield: ’The Great Successor: The Divinely Perfect Destiny of Brilliant Comrade Kim Jong Un'
• Yuval Noah Harari: ’Sapiens: A Brief History of Humankind'
• Daniel Immerwahr: 'How to Hide an Empire'
• Lori Gottlieb: ‘Maybe You Should Talk to Someone'
• Thorsten Borring Olesen: ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid: 1972-1982'
• Niels Wium Olesen: 'De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993'

Kommentar: Hvis man ser bort fra den fabelagtige ‘Normal People’, så befinder alle mine favorit skønlitterære bøger sig indenfor spekulative fiction genren. Vi taler tidsrejser, paralleluniverser, postapokalyptiske dystopier, Groundhog Day-agtige scenarier og Philip K. Dick’ske tankeeksperimenter.  Jeg ved ikke hvad det fortæller om mig og mine behov i disse år. Alle nonfictionbøgerne gjorde mig klogere/fik mig til at tænke. På alle måder en god årgang.

‘God, men nok mest hvis du er sær'

• Michael McDowell: ’The Elementals'
• Kali Wallace: ’Salvation Day'
• Iain Reid: 'Foe'
• David Koepp: ‘Cold Storage'
• Michelle Paver: ‘Dark Matter'
• R.F. Kuang: ’The Dragon Republic'
• James Brabazon: ’The Break Line'
• Christopher Priest: ’The Islanders'
• James S.A. Corey: ’Tiamat’s Wrath'
• Josiah Bancroft: ’The Hod King'
• John Scalzi: ’The Consuming Fire'
• M. Todd Henderson: ‘Mental State'
• Ben H. Winters: ‘Golden State'
• Peter F. Hamilton: ’Salvation'
• Brent Weeks: ’The Black Prism'
• Jenn Lyons: ’The Ruin of a King'
• Cal Newport: ‘Digital Minimalism'
• Dmitri Trenin: ‘Russia'
• Luuk Van Middelaar: ‘Alarums and Excursions'
• Alan Jacobs: 'How to Think'
• Christopher Clapham: ’The Horn of Africa: State Formation and Decay'
• Jesse Norman: ‘Adam Smith: What He Thought, and Why It Matters'
• Huw Lewis-Jones: ’The Writer’s Map: And Atlas of Imaginary Lands'
• Judith Schalansky: ‘Pocket Atlas of Remote Islands: Fifty Islands I Have Not Visited and Never Will'
• Peter Frankopan: ’The Silk Roads: A New History of the World'

Kommentar: Ingen af nonfictionbøgerne i denne kategori vil jeg reelt anbefale til den ikke-sære læser. Jeg satte pris på dem, men de bør ikke læses med mindre man går op i emnerne i forvejen. Og nok engang er de skønlitterære bidrag stort set alle indenfor genrelitteraturen. Er der tre af dem der skulle op i topkategorien, ville det være McDowell, Koepp og Paver. Jeg nød at læse alle tre, men igen: de kræver en forkærlighed for spøgelser, pandemier og arktiske gys. 

‘Skuffende. Meget skuffende'

• Alex Michaelides: ’The Silent Patient'
• Peter F. Hamilton: ’Salvation Lost'
• Greer Hendricks & Sarah Pekkanen: ‘An Anonymous Girl'
• Sylvain Neuvel: ‘Only Human'
• Sylvain Neuvel: ‘Waking Gods'
• Sarah Vaughan: ‘Anatomy of a Scandal'
• David Zahl: ’Seculosity'
• Carlo Rovelli: ’Seven Brief Lessons on Physics'
• Seneca: ‘Letters From a Stoic'
• Gustavo Rinaldi: ‘Econnomics for Policy Makers'
• K. S. Komireddi: ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India'
• Jenny Odell: ‘How to Do Nothing'
• Roham Alvandi: ’Nixon, Kissinger and the Shah'
• Quinn Slobodian: ‘Globalists'
• Richard H. Thaler: ‘Misbehaving'

Kommentar: Mange af disse var ikke decideret dårlige - faktisk er der næppe en eneste af bøgerne der ville score mindre end 3 ud af 6 - men fællesmængden er, at jeg havde større forventninger til dem. Årets dårligste bog jeg fik læst til ende? ‘Silent Patient’ endte med at have et rigtig fesent twist. ‘Salvation Lost’, bind to i en trilogi, kunne slet ikke holde første binds niveau (og nu ved jeg ikke om jeg gider at læse bind tre, når den en skønne dag udkommer). ‘An Anonymous Girl’ havde et dårligt plot. 

Bøger jeg gik i stå i

• Mary Robinette Kowal: ’The Calculating Stars'
• Peter H. Wilson: ’The Holy Roman Empire: A Thousand Years of Europe’s History'
• Toby Green: ‘A Fistful of Shells: West Africa from the Rise of the Slave Trade to the Age of Revolution'
• Christopher Booker: ’The Seven Basic Plots'
• Twyla Tharp: ’The Creative Habit'
• Ryan Holiday: ’The Obstacle is the Way'

Kommentar: Kowal bogen vandt dette års Hugo Award for bedste roman, men den fungerede ikke for mig. De første 50 sider var gode, siden løb bogen ud i sandet. Wilson og Green har det tilfælles, at de A) behandler historiske emner/epoker, som jeg havde fortalt mig selv var interessante og B) Var murstenstunge afhandlinger. Jeg døde relativt kort ind i dem begge. Tharp og Holiday var irriterende skrevet selvhjælpsbøger, som jeg ikke gad læse til ende - og jeg har ellers en stor svaghed for selvhjælpsbøger. 

Målet for 2020 er at fortsætte udviklingen med kun at læse bøger, som rent faktisk giver mig glæde og indsigt. Og så vil jeg gerne rette op på den noget halvskidte succesrate for nonfiction bøger. Kvantitetsmæssigt har jeg ingen særlige ambitioner. 

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra - og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand - hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation - kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem - ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Jeg fik aldrig læst Richard H. Thaler og Cass R. Sunsteins ‘Nudge’ dengang hypen var på sit højeste. Siden blev det hele lidt vel offentlig sektor-agtigt, da Djøf-spæklaget i alt fra ministerier til kommuner og sygehuse så en mulighed for nye projektlederstillinger og konsulenthonorarer i at nudge borgerne.

Det var dermed med en vis forhåndsskepsis at jeg gik ombord i Thalers ‘Misbehaving: The Making of Behavioral Economics’.

Her halvvejs i bogen er jeg udmærket underholdt. Selvom mange af indsigterne er velkendt stof fra dengang jeg læste ‘Animal Spirits’ og ‘Thinking fast and slow’, så er Thaler en fortrinlig populærvidenskabelig formidler. Hvis man er blot en smule interesseret i krydsfeltet mellem psykologi og økonomi, så bør Thalers bog være øverst på læselisten.

Et enkelt usagligt ‘men’ skal der dog også være plads til.

Det bliver nemlig lidt trættende i længden, når en mand der har modtaget Nobelprisen i økonomi, rådgivet statsledere, spillet sig selv i Hollywoodfilm og været formand for American Economist Association konstant forsøger at give den i rollen som outsideren, der kæmper for at få anerkendelse af mainstream økonomisk teori. Det bør man stoppe med når man er en af de helt store superstjerner indenfor sit fag.

Men stoffet i bogen? Det er interessant nok. Anbefalet læsning.

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med. 

Man skulle næsten tro at kongen af speculative fiction skizofreni Philip K. Dick var genopstået fra de døde. Har i hvert fald fald fortæret nogle fortrinlige nyere værker indenfor det, man lidt fortegnet kunne kalde ‘er-det-jeg-oplever-virkeligt-eller-er-jeg-ved-at-blive-splittergal?!’-litteratur.

Blake Crouch er den aktuelle mester indenfor genren (seriøst: Se at få læst ‘Dark Matter’ og ‘Recursion’), men efter at have færdiglæst Iain Reid ‘I’m Thinking of Ending Things’ ved morgenmadsbordet, så tror jeg at hans position er truet. Reids debut er noget af det mest veleksekverede og fængslende psykologiske horror jeg har læst i lang tid.

Jeg har allerede købt Reids anden roman ‘Foe’, som også har fået ros for sin læskende uhygge. Glæder mig til at komme i gang med den.

Jeg er ret begejstret for The Delines og deres nye materiale. For et par år siden ramte deres sang ’Calling In’ mig jævnt perfekt med sin melankolske efterårsstemning, men deres nye (og mærkbart mere livsglade) sange er besynderligt nok endnu bedre.

Har absolut ingen forventninger om at dette blogindlæg vil omvende jer til frådende Delines-proselytter. Men jeg tror af et ærligt hjerte, at I efter at have lyttet til ’A Room on the Tenth Floor’, ’The Imperial’ eller ’Let’s Be Us Again’ også vil være en smule forelsket 🎵