Kunsthistorisches Museum

Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:

Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.

Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.

Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.

Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:

Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.

Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):

Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.

Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?

Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.

Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.

Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.

Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’ spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):

Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.

Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.

Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.

Varme i Wien

Selvom min sommerferie i Wien er ved at fortabe sig i hverdagens glemsel, så kom jeg under dagens løbetur til at tænke på byen.

Måske det var dagens unaturlige septembervarme, der udløste tankestrømmen. Som udpræget vinterbarn, indendørsentusiast og solsky af natur, så trives jeg bedst med moderate temperaturer. Jeg har altid nikket med stor empati og solidaritet, når Morrissey i sangen ‘Ask’ fortæller at han bruger sin tid på: ‘Spending warm summer days indoors/Writing frightening verse/To a buck-toothed girl in Luxembourg’. Jeg søger heller ikke ud. Varme og det at være udenfor er ikke mit naturlige habitat, det er skyggen, køligheden og indendøre¹. Men under mit østrigske besøg i juli var der ikke på noget tidspunkt under 34 grader i dagtimerne, og det var kun moderat køligere om natten. Indendøre hjalp ikke meget. Der var ikke aircondition i kvistlejligheden på Taborstraße, og det var reelt vanskeligt for mig at sove.

Det har jeg ikke prøvet før. Jeg er virkelig ringe til at sove i transportmidler, og har formået at rejse hjem fra bryllupsrejse via Maui til Los Angeles til Newark til København til Östersund uden at sove det mindste. Men at sove i en seng nye steder? Intet problem. Jeg kan sove under alle forhold. Troede jeg. Jeg skulle blive klogere.

Taborstraße, 15. juli 2024 kl. 2020, 33 grader

At håndtere varmen udgjorde en løbende eksperimentel læringsproces for mig under mit ophold. Jeg åbnede vinduerne den ene nat, det hjalp kun begrædeligt lidt. Dels var det lige så varmt og vindstille. Dels er der – opdagede bonderøven, der tydeligvis har været for længe væk fra urbane miljøer – forunderligt nok larm i form af højlydte mennesker, sporvogne og trafik på gaden hele døgnet i centrum af Europas femte største by, forstå det hvem der kan.

Jeg satte derfor airbnb værtindens vakkelvorne transportable blæser igang den anden nat, så mild og svalende luft kunne medvirke til at nedkøle mit solskoldede legeme. Det var en god plan, bortset fra at blæseren lød som et brunkulsfyret russisk industrianlæg, der tilmed udsendte en urovækkende kemisk brændt lugt, og derfor muligvis kunne bryde i brand hvert øjeblik det skulle være. Eftersom jeg ikke umiddelbart planlagde at ende mine dage alene i en kummerlig lejlighedsbrand i Wien, fungerede denne plan derfor heller ikke.

Den tredje dag havde jeg under dagsudflugterne holdt vinduer og gardiner lukket, så varmen ikke sneg sig ind. Forgæves, naturligvis. Jeg kom gennemstegt hjem fra Bratislava, købte mad i den overfyldte Billa på Praterstern stationen, og trådte derefter ind i det, der bedst kan beskrives som en overtændt sauna.

Jeg fandt aldrig en løsning. Den retoriske floskel om ‘at vågne badet i sved’ var indtil Wien mest af alt et kuriøst fænomen, jeg var stødt på i de mere kulørte dele af litteraturens verden. Nu ved jeg, hvad der menes.

Det tænkte jeg altsammen på, mens jeg i dag gungrede tungt og ugraciøst langs stierne i Ulkerup skoven. På det seneste har jeg døjet med mit højre knæ; ikke noget alvorligt forsikrer min livlæge mig, noget betændelse og overbelastningsinduceret, men dog stærkt irriterende, og jeg er nødt til at aflaste knæet ved at ændre træningsrutinerne. Jeg mærkede første gang til det i Wien, mit knæ klikkede lissom underlig efter en lang dags traven, så noget tyder på Wien har haft mærkbare somatiske konsekvenser for mig.

Men nuvel, udover at sove dårligt og understrege min status som et gammel skrog, så bød Wien også på en forfærdelig masse kunst, som jeg ikke rigtig har fået fortalt om endnu. Det må jeg til at gøre noget ved.

Lige her i første omgang vil jeg gerne dele Egon Schiele – ‘Die Unarmung’ (1917), som jeg så på Oberes Belvedere.

Der var engang, hvor jeg syntes Schiele var himmelstræbende genial. Han har en unik malestil og æstetik, som afviger fra hans samtid og er entydigt hans. Man kan altid genkende ham, uanset om han maler prostituerede, böhmiske landsbyer eller resignerede selvportrætter. Men jo ældre og mere af-erotiseret jeg selv bliver, jo mindre begynder jeg at synes om ham. Han døde i en alder af 28 år, og som årene går, bliver hans tilstræbte rolle som provokatør trættende for mig. I mange af Schieles andre værker bruges eksplicit nøgenhed til seksuelle provokationer, og det virker lidt infantilt for mig.

Måske det er derfor jeg virkelig godt kan lide ‘Die Unarmung’, hvor han går en anden vej og udviser en anderledes modenhed. De nøgne fysiske kroppe er stadig i centrum, men De to elskende omfavner hinanden intimt og desperat. De findes kun for hinanden, dér på det hvide lagen, mens den abstrakte verden uden om dem er forsvundet. Deres kroppe udstråler nærhed, intimitet og (føler jeg) tab og sorg. Jeg er med på, at Schiele ikke maler klassisk smukke eller lykkelige billeder, men jeg er betaget af, hvordan han bruger de tos fysiske kroppe til at udtrykke deres indre tilstand.

Det var (også) varmt den dag på museet, men det var en stor oplevelse at være der. Flere kunstoplevelser følger.

Med mindre vi taler om bjerge, naturligvis, så vil jeg altid hellere være udenfor [↩]

Canaletto-Blick

Nu er barokpaladser ganske vist ikke lige min kop the, men Österreichische Galerie på Belvedere slottet er et forholdsvis vanvittigt kunstmuseum, som jeg derfor naturligvis måtte besøge under rejsen til Wien. Jeg vil gerne fortælle mere om udstillingerne en anden gang, men lige nu er jeg mest optaget af slottets have.

Ja, naturligvis ikke alt det manneristiske gøgl og humbug, ej heller de obsessivt klippede hække, de sirligt anlagte grusstier eller de fedladne marmornymfer og -gudinder, der bebor Jeux d’eau-installationerne på den øvre parterre. Det ville jo være aparte at gå op i den slags. Nej, jeg er mere optaget af perspektiver i, eller måske snarere: fra haven.

På Kunsthistorisches Museum kan man finde Bernardo Bellottos maleri ‘Wien, vom Belvedere aus gesehen’ fra 1760.

Billedet og veduta-genren i almindelighed inspirerer mig vel egentlig ikke som sådan. Men Bellotto – der malede under sit nom de guerre ‘Canaletto’ – konstruerede med sit maleri intet mindre end et stykke manipuleret virkelighed. Hans maleri blev så at sige det accepterede blik på, hvordan Wien ser ud – eller burde se ud. De definerede sågar en term for det: det såkaldte ‘Canaletto-Blick’. Vi ser den indre by, Karlskirche, Stephansdom og Palais Schwarzenberg – den sprudlende, velbeslåede stad under Habsburgerne oplyste vælde. Mon ikke kejserinde Maria Theresia satte pris på en så fidel fremstilling af hendes hovedstad? Og se lige her, hvordan udsigten ser ud (nogenlunde samme sted fra 350 år senere, en utidigt varm sommerdag i 2024):

Ja, bevares, nu kan I ikke rigtig se skylinen alligevel, da billedet er taget med svedig og rystende hånd af en håbløs amatør, der til hver en tid hellere vil udtrykke sig med ord snarere end billeder.

Men den grundlæggende pointe er blot, at den normative kraft i ‘Canaletto-Blick’, i Bellottos billede af og vision for hvordan Wien (bogstaveligt og figurativt) burde se ud, har været – og er – så stærk, at selv ikke 350 års industrialisering og almindelig fordummelse har kunne ødelægge det. Det er da vanvittigt interessant at opleve fortidens kraft på den måde.

Det der med forskellige normative blikke var også noget, jeg bed mærke i under museumbesøgene. For i virkelig mange af de ældre landskabsmalerier (ca. 1400-1600) dominerer en underlig magisk realisme, hvor landskaberne fremstår underligt overnaturlige – eller divergerer kraftigt fra virkeligheden. Vi ser panoramaer med episke bjerge eller klippemassiver og frodige jungler i malerier, der skal forestille scener fra det nuværende Holland. I scener fra det hellige land optræder der skove, der har en umiskendelig lighed med skove fra det vestlige og regnfulde Europa. Jeg opdagede under rejsen, at fænomenet har et navn: Weltlandschaft, eller ‘verdenslandskabet’. Som Wiki beskriver det:

The world landscape, a translation of the German Weltlandschaft, is a type of composition in Western painting showing an imaginary panoramic landscape seen from an elevated viewpoint that includes mountains and lowlands, water, and buildings. The subject of each painting is usually a Biblical or historical narrative, but the figures comprising this narrative element are dwarfed by their surroundings.

The world landscape first appeared in painting in the work of the Early Netherlandish painter Joachim Patinir (c. 1480–1524), most of whose few surviving paintings are of this type, usually showing religious subjects, but commissioned by secular patrons. “They were imaginary compilations of the most appealing and spectacular aspects of European geography, assembled for the delight of the wealthy armchair traveler”, giving “an idealized composite of the world taken in at a single Olympian glance”.

Åh, at være en velhavende lænestolsrejsende, kan man ønske sig noget mere her i livet? Som iagttager verden gennem sit Weltlandschaft-blik, og dermed kan reducere kaoset og smudset fra den ellers ubehøvlet larmende verden. Jeg har aldrig fået læst noget af Edward Said, men jeg er sikker på, at han ville have holdninger til, hvordan orienten visuelt og æstetisk blev gjort ekstra eksotisk alt efter hvilket ‘blik’, der blev lagt på den. Jeg vil holde øje med fænomener à la ‘Canaletto-Blick’ i fremtiden.

Museo de Arte Moderno de Bilbao

Da jeg inden afrejsen læste om hvad vi skulle se og opleve i Bilbao, så var det slående, hvor mange af kommentarerne på diverse fora der kredsede om, at det reelt spændende kunstmuseum i byen ikke er Guggenheim, men derimod Museo de Arte Moderno de Bilbao.

Det troede jeg ikke for alvor på. Vi taler trods alt om et internationalt kompetitivt kunstmuseum, der alligevel skulle blive overstrålet af et landsdelsmuseum? Mon dog. Men i retrospekt må jeg indrømme, at jeg er enig. Værkerne på Museo Bilbao stimulerede min nysgerrighed og tankebaner langt mere, end det nominelt finere celeb-museum gjorde. Måske fordi de udstillede værker her var langt mere spanske og baskiske, snarere end det globaliserede kunst, der bliver udstillet på Guggenheim.

Skal vi ikke lægge hårdt ud? Hvad siger I f.eks. til Ignacio Zuloaga helt ustyrlige ‘Retrato de la condesa Mathieu de Noailles’ (1913)?

Er hun ikke bedårende? Som hun ligger elegant henslængt, allongée, i sublim kontrast mellem den lyserød-lilla-orange chiffon og divanens grønne satin. I hendes blik aner vi hendes dybe væsen; der er romantik og elegance i kjolens arabeske-agtige fald. Vi møder hendes sind gennem det nysgerrige blik og det lille underfundige smil, der spiller om munden. På bordet har dette prægtige og intellektuelt sensuelle væsen sine bøger (måske vi netop har forstyrret hendes læsning?), sine roser (symbol på kærlighed) og perler (passion og velstand). Den scenografiske baggrund med tunge gardiner, der indrammer vores hovedperson i et betagende magisk realistisk skylandskab. Jeg kan ikke erindre at have set et mere flatterende portræt i lang, lang tid. Det skulle da lige være nogle af Singer Sargents vidunderlige malerier. Og helt banalt må jeg sige, at det var et yderst smukt billede, som det hang der på væggen i Museo Bilbao. Zuloagas eftermæle er ambivalent. Han var basker, men endte på den forkerte side i den spanske borgerkrig – og Franco brugte ham siden i propagandaøjemed. Jeg synes ikke at Zuloagas valg nødvendigvis reducerer den æstetiske eller kunstneriske værdi af hans portræt af Anna de Noailles. Men det vidner om, at æstetikken og den historisk arv kan være vanskelig at få til at mødes på en letfordøjelig måde. Det er fuldt ud muligt at lave skøn kunst og samtidig støtte et militærstyre, jf. mere nutidige diskussioner om muligheden for at sondre mellem kunstneren og vedkommendes kunst. Det virker småabsurd at tænke på i dag, men Spanien var et militærdiktatur gennem adskillige årtier indtil 1978. Det er længe siden nu, men det er ikke længe siden. Der er stadig masser af nulevende spaniere, som erindrer hvordan livet var i et ganske andet spansk samfund – og hvem ved, måske endda besidder positive erindringer om det. Tilværelsen ville nemmere, hvis den var mere principiel og sort-hvid, men ak, vi må nok acceptere gråzoner, nuancer, fejlbarlighed og moralske kompromiser lidt endnu.

Ingen sommer uden høst. I Anselmo Guinea – ‘La recolección de la manzana’ (1893) er vi i de baskiske frugthaver i den pittoreske Arratia dal. Alt er harmoni, vi befinder os nærmest i et japansk papirtryk. Jeg er ganske betaget af lyset i billedet, og jeg er særligt vild med kontrasten mellem det gyldne og det blå. Jeg kan lide Guineas næsten Monet’ske måde at skildre af naturen. Omvendt ved jeg ikke om kvindens ansigt fungerer? Det virker underligt … anderledes med et realistisk ansigt i et ellers pointillistisk billede. Den er ikke rigtig konsekvent nok, denne sammenblanding af stilarter. Jeg får fornemmelsen af, at Guinea var ude i en stiløvelse, hvor han gerne ville vise at han var en moderne maler, der havde adopteret strømningerne fra Paris – men at han stadig ikke helt ville eller kunne gennemføre det fuldt ud. Se til kontrast Monets maleri af sin kone og barn i et andet sommermotiv. Måske det er den konsekvente vilje til at gå hele vejen, der er en af forskellene mellem de dygtige og de guddommelige kunstnere?

Mere spansk landidyl, denne gang to piger på en sti i Gabriel García Maroto – ‘Mozas en el sendero’ (1922-1923). Jeg ville ønske, at jeg kunne udtrykke det på en mere sofistikeret måde, men – fanget som jeg er i en dansk provins – så sætter jeg pris på det … sydeuropæiske i skildringen af landskabet. Sammenligningen er en anelse søgt, men i mit hoved bliver jeg mindet om bjergvandringer i Schweiz, når jeg ser på maleriet. Det skyggefulde hvil på stien en varm, varm dag.

Stien op mod Alpe Cardera, Locarno

Så måske Marotos billede først og fremmest fremkaldte en nostalgisk reaktion i mig. Og savn og længsel efter noget andet.

Det kan dog ikke være rural idyl det hele. For drivkraften i baskerlandets historie i det meste af 1900-tallet var ikke landbrug, det var minedrift og industri – som fremstillet her i Daniel Vázquez Díaz ‘La fábrica bajo la niebla’ (1923), hvor han maler et det kongelige asturiske mineselskabs industrikompleks lige øst for San Sebastián. Egentlig er jeg ikke den store kubist, men jeg synes det er sjovt hvordan alting – skorstene, bjerge, bygninger, kulbunkerne – er konstrueret af geometriske former. Og der er en vis elegance i hvordan Díaz fremstiller den fugtige tåge gennem blege hvide, blå og grå farver. Jeg ved ikke om industrien ligefrem bliver smuk på billedet, men jeg fornemmer omvendt heller ikke at Díaz er ude på at illustrere en dystopi eller forfald. Der er noget stolt – måske ligefrem noget baskisk – over billedet, der – sin firkantethed til trods – er beundringsværdigt realistisk.

De næste par malerier har jeg ikke dannet nogen dybere tanker eller associationer om, udover at de var virkelig smukke og/eller specielle at se i levende live, som jeg stod der i Museo Bilbao:

Jean Berque – ‘Deux nus’ (1923)

José Maria de Ucelay – ‘Una muchacha’ (1922)

José Maria de Ucelay – ‘Jugando a los bolos en San Bartolomé’ (1935)

Gustavo de Maeztu – ‘Los mujeres del mar’ (1916)

Intet indlæg uden seminøgenhed på stranden, melankolske kvindeblikke i bjergene, vaniljefarvede skyer i særprægede formationer, eller rasende furier. Jeg ved ikke, måske er der ikke tale om unik eller verdensomstyrtende kunst. Men Museo Bilbao var en ualmindeligt mættende og dejlig oplevelse. Naturligvis fordi museet udstiller værker fra mine kunsthistoriske yndlingsperioder, det hjælper på det hele, men også fordi mange af malerierne har en stedbundethed og en forankring i noget (beklager det småvamle ord) ægte. Hvis man skal drage en nordjysk parallel, så synes jeg personligt at Poul Anker Bech er overvurderet, men omvendt så forstår jeg fuldt ud, hvorfor en vendelbo kan føle Vendsyssel i hans malerier. Jeg tænker, at en basker vil kunne føle det på samme måde, når de møder et maleri af Arteta og co.

Endelig var noget af det mest forunderlige ved vores besøg på Museo Bilbao, at størstedelen af museets udstillingsareal faktisk var lukket grundet ombygning. Derfor var det ikke engang hele samlingen, vi fik at se. Jeg vil klart anbefale et besøg, især hvis man gik lidt død i Guggenheims lidt ufrugtbare udstillinger.

Bilbao

Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.

Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.

Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?

Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.

En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.

Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.

Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.

Louise Bourgeois – ‘Maman’ (1999)

Jeff Koons – ‘Puppy’ (1992)

Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.

Salen med Richard Serras installationer

Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.

Roy Lichtenstein – ‘Grrrrrrrrrrr!!’ (1965)

Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?

Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:

Robert Rauschenberg – ‘Barge’ (1962–63)

Robert Rauschenberg – ‘Untitled’ (1963)

Mark Rothko – ‘Untitled’ (1952-1953)

Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.

Yoshitomo Nara – ‘Miss Margaret’ (2016)

Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.

Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:

~~Elin Ghisler Fuglsbjerg~~ Martha Jungwirth

~~Leo Ghisler Fuglsbjerg~~ Martha Jungwirth

Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.

Martha Jungwirth – ‘Große Natur’ (1993)

Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:

Fordi:

Francisco de Goya – ‘La maja vestida’ (1800-1805)

Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.

Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Bratislava

Besøget i Bratislava fik mig til at tænke over proportioner. Alting dér virkede … mindre, eller rettere: for småt i forhold til, hvad det burde være. Hvor Wien lider af det modsatte syndrom (i.e. byen er skabt til noget større og mere grandiøst end vore dages geografisk beskedne nationalstat Østrig; Wien forlanger, fortjener og kræver ånd, kultur, dannelse og kejserriger), så er Bratislava dens komplette invers.

Byen virker for lille, for provinsiel og for uexceptionel til sin egen eksistens. Bratislava føles – uagtet at den har fået sig en stereotyp skyline og tilmed har en hvidkalket borg opført på en tilpas høj og dramatisk klippeformation – ikke som en rigtig europæisk hovedstad. Kirkerne er små, afstandene begrænsede, der er ingen storladne boulevarder og barokpaladserne i byens historiske centrum er slidte. Det mest distinkte oppe fra udsigtspunktet ved byens borg var de klassiske Panelák boligblokke i Petržalka.

Indtrykket som besøgende i Bratislava er at være i en mere anæmisk og mindre interessant udgave af Prag eller Budapest. Eller måske at befinde sig i en regional hovedby i et større konglomerat. Hvilket måske ikke er så underligt, da netop det ret beset har været Bratislavas historiske rolle, i hvert fald indtil dannelsen af Slovakiet som selvstændigt land i 1993. Før da var Bratislava en del af Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og siden kun den næststørste by i Tjekkoslovakiet. Bratislava var altid by nummer 2, 3 eller 4; det var aldrig stedet for historieskrivningen eller dér, hvor ting skete. Selv byens navn er ‘nyt’; indtil dannelsen af Tjekkoslovakiet i 1918 hed byen Preßburg for de tysktalende og Pozsony for den ungarske del. Bratislava har stået i skyggen af andre og bedre steder, fornemmer man under et besøg. Naturligvis af Wien – kejserrigets funklende juvel kun 60 km væk – og siden Prag, den tjekkiske majoritets centrum. I den konkurrence er det vanskeligt at være med.

Alle de her ting vidste jeg egentlig godt inden jeg satte mig på toget mod Bratislava fra Wien Hbf. Og det var da heller ikke fordi, jeg ligefrem har gået og manglet Bratislava i mit liv. Men jeg må indrømme, at der har ligget en latent irritation over, at jeg aldrig nåede at besøge Slovakiet dengang jeg var i praktik på ambassaden i Prag. Jeg nåede aldrig længere østpå end Brno, så der manglede en væsentlig brik i mit metaforiske centraleuropæiske puslespil. Så nu hvor der kun var en times togtur fra Wien Hbf, og museerne alligevel holdt lukket, så var tiden inde til at få rettet op på miseren.

En plads i den gamle by. Der var 34 grader; kun gale hunde, amerikanske turistgrupper og Kåre var ude at gå på det tidspunkt.

Det var mandag, så ak, nationalgalleriet var lukket. Meget forvirrende omtaler slovakkerne sig selv som ‘Slovenská republika’ og tillægsordet er ‘slovenská’. Der er basis for misforståelser her, men jeg antager, at både Slovenien og Slovakiet gør krav på at hedde ‘slavernes land’, eller noget tilsvarende.

Jeg besøgte et shoppingcenter – der var så dejligt køligt derinde – og midt mellem to bygninger stod der en imposant statue af en flot gentleman i flyveruniform, suppleret af en nærmest venetiansk løve med slovakisk heraldik. Statuen forestiller Milan Rastislav Štefánik, der indtil besøget var ganske ukendt for mig, men åbenbart er en slovakiske nationalhelt og lidt af et renæssancemenneske. I sine blot 38 leveår var han politiker, diplomat, pilot og astronom – OG en af de drivende kræfter i Tjekkoslovakiets selvstændighed. Ifølge wikipedia var hans personlige motto: “To Believe, To Love, To Work” (Veriť, milovať, pracovať). Jeg fornemmer at der er få ting, han ikke var i stand til.

Jeg har en svaghed for trapper, der fører op til spændende ting. Det er lidt ligesom med grise, lærte jeg engang på slagteriet i Horsens, de foretrækker at gå lidt skråt opad. Ikke plant, ikke ned ad bakke, nej, en rar skråning opad, gerne med lidt vinkler, så de ikke ved hvad der er bag hjørnet. Det gør dem nysgerrige og giver dem lyst til at gå fremad (og i sidste ende ind i bedøvelsesgaskammeret). Sådan har jeg det også, jeg kan ikke stå for en pittoresk trappe med vinkler. Denne skulle eftersigende føre op til slottet. Uh, det er spændende.

Selve slottet gjorde ikke det store for mig, må jeg indrømme. Det var flot hvidt og alt muligt, men det var ret småt (man aner et mønster) og der var ikke meget at se eller gøre. Der var en spagfærdig barokhave, men den slags har altid kedet mig forfærdeligt (jeg spang også den episke slotshave Schönbrunn over i Wien, så min haveignorance er ikke en Bratislava-ting), så jeg gik hurtigt derfra igen.

Jeg ved ikke rigtig hvem Svätopluk 1. var, udover at han har et fedt heavy metal-agtigt navn og at Wiki fortæller mig at han var leder af Mähren i 870’erne. Det tæller vel også i det store regnskab.

Her har vi Svätopluk bagfra og igennem en port, da jeg i situationen tænkte at det ville give en sofistikeret æstetik. Her ser man, at det han stirrer på i triumf og gjaldende kalder folket til kamp for er … Panelák-boligblokkene i Petržalka. Kunne de dog ikke have vendt ham et andet sted hen end ud imod kommunist æraens boligblokke? Stakkels Svätopluk.

Stødte på disse statuer i slotsparken. Hvis det var Harald Blåtand der gjorde danerne kristne, så var det tilsyneladende aliens, der klarede den tilsvarende sag i Slovakiet.

Skyline. Biznizz. Glas og beton. Kapital. Og en fotograf, der ikke kan lade være med at lade 25% af motivet dække af træer.

En bro over Donau. Bygget i 1972, hvor man man bulldozede det meste af byens gamle kvarter for at få plads til vejene ¯\_(ツ)_/¯ Sådan var de så fremsynede i den gamle østblok.

Men så fik de jo også plads til denne skønhed af en motorvej. Hvor skal vi hen? Budapest? Wien? Brno? Žilina? Kun fantasien sætter grænser!

Jeg kan ganske enkelt ikke stå for god gammeldags Aalborg Portland-agtig industri! Se dog på ilden, der sprudler op ad den skorsten! Er det mon brunkul, de fyrer med?

Jeg er endt med at lyde unødvendigt ironisk overfor Bratislava i dette indlæg. Det er ikke helt retfærdigt, for jeg havde fire gode timer der, og jeg kunne egentlig godt lide byen for det den er – på godt og ondt. Men mest af alt fik byen og besøget mig til at savne Prag, mit liv der, friheden og det at være 23 år og ude at bo i udlandet for første gang nogensinde. Det gjorde mig melankolsk og lidt trist til mode, må jeg indrømme. Jeg var noget mismodig i toget på vej hjem mod Wien, men nuvel, jeg kan og bør vel ikke give Bratislava skylden per se. Og jeg er glad for, at jeg nu endelig har besøgt Slovakiet.

Vil jeg anbefale et besøg i byen? Kun hvis du allerede har set det du ville i Wien, Prag eller Budapest. Bratislava kan lidt af det samme, men er slet, slet ikke på de andres niveau. Det er en hyggelig endagstur, mere kan den ikke trække.

Bilbao

Det blev sommer. Mens dette skrives ligger den trykkende varme over Odsherred som en kvælende tung og gennemsvedt dyne. Måske L. A. Ring har været på et posthumt visit? Eller måske vi snarere er i Wyeth land?

L. A. Ring – ‘I juni måned’ (1899)

Andrew Wyeth – ‘Christina’s World’ (1948)

Uanset hvad, så glæder jeg mig til snart at skulle se og opleve andet end rurale omgivelser, da vi rejser på ferie i den kommende uge. Destinationen er Bilbao og Baskerlandet, der kombinerer familiens heterodokse (og indbyrdes ikke helt kompatible) krav/ønsker til en ferie: storby/kultur (mig), natur (den bedre halvdel), strande og varme (børnene). En ferie til Bilbao med endagsture ud i bjergene, til strandene ved Atlanterhavet samt til San Sebastián og Santander, burde rumme lidt af hvert til alle.

Jeg har besøgt Bilbao én gang tidligere, men uanset hvor meget jeg tænker efter, så kan jeg ikke tidsfæste det præcist. Var det i år 2000? Dengang min Mor mente hun skulle køre (ikke gå) langs Camino-ruten? Det var sammen med mine forældre, husker jeg, og vi var inde at se det dengang forholdsvist nyåbnede Guggenheim museum – så det har været efter 1997. Jeg har ellers ikke så stærke erindringer om Bilbao, vi var der kun et par timer. Mest af alt husker jeg at se det nu forlængst nedrevne San Mamés stadion mens vi kørte igennem byens gader. Alt det, jeg læser i øjeblikket – om Bilbaos post-industrielle forfald og byens metamorfose om til kultur-/serviceøkonomisk centrum der foregik netop dengang – husker jeg intet om at have set. Det irriterer mig en anelse; ville ønske jeg havde skrevet blog eller dagbog dengang fremfor blot at have diffuse, visuelle erindringer.

Apropos San Mamés, så læser jeg i Christopher James Evans – ‘Los Leones: The Unique Story of Athletic Club Bilbao’ for at komme i den rette stemning inden afrejsen. Da jeg er pinligt bevidst om at fodbold er et emne, der optager meget, meget få af læserne, så vil jeg nøjes med følgende summariske (og muligvis alment interessante) pointer:

Athtletic Bilbao er den legemliggjorte baskiske identitet. Nu hvor ETA er holdt op med at sprænge bomber, så er det her at den baskiske selvstændighedstrang udfolder sig
Klubbens kendetegn og identitet udtrykkes gennem deres ‘Canterra’-strategi, hvor de udelukkende anvender spillere, der er baskere eller er opvokset i Baskerlandet. Det er en meget konsekvent og bevidst tilgang, der – afhængigt af ens synspunkt og temperament – enten er ulækkert nationalistisk, eller udtryk for en romantisk insisteren på egne regionale dyder og selvstændighed (i protest mod en moderne fodboldverden, hvor storklubberne er ejet af oliesheiker eller kapitalfonde). Jeg er mest til den sidste tolkning, da jeg dels er til salg for lokalpatriotisme (og elskede AaB’s sværmeriske, men ærgerligt fallerede ‘Nordkraft’-strategi, hvor klubben søgte at emulere Athletics tilgang med kun at spille med nordjyske spillere), dels er ‘Canterra’-strategien bemærkelsesværdigt internationalt anlagt og inkluderende. To af Athtletics stjernespillere er eksempelvis brødrene Iñaki og Nico Williams. Deres familie er immigranter fra Ghana, men begge er opvokset i Pamplona og Bilbao – og er derfor, naturligvis, baskere. Det kan jeg godt lide
Den selvpålagte geografiske/kulturelle begrænsning betyder desværre også at klubben i en sportslig kontekst ikke er konkurrencedygtig, når de er oppe imod modstandere, der rekrutterer talent fra resten af verden

Det er underligt, hvad der giver mennesker mening, identitet og stolthed. Men det skaber indiskutabelt nogle strømninger, når regional stolthed manifesterer sig på fredelig og måske ligefrem konstruktiv vis. Hvilket det lader til at gøre det i Athletics tilfælde. Der møder f.eks. 1 mio. mennesker op for at fejre det, når klubben med 40 års mellemrum vinder et inferiørt trofæ. Jeg sad her til morgen og så nogle af optagelserne fra april måned, hvor spillerne futtede afsted ned ad Nervión floden i en eller anden besynderlig pram, alt imens en hel region koger over af jubel. Det er da bemærkelsesværdigt.

Aurelio Arteta – ‘Idilio en los Campos de Sport’ (1920)

Bogen introducerede mig for det fine Arteta-maleri, der hænger i foyeren i Athletics klubhus. Det forestiller klublegenden Rafael ‘Pichichi’ Moreno Aranzadi og hans hustru i en privat samtale. Billedet tiltaler mig, farverne især (naturligvis kan jeg godt lide at Athletic og AaB’s trøjer er noget nær identiske), men også intimiteten. Der er dog et eller andet med proportionerne. Ifølge wikipedia var Pichichi samfulde 154 cm høj, hvilket jeg ikke er helt overbevist at Arteta fik indfanget i sit maleri.

Højdebedrag eller ej, så glæder jeg mig til at komme afsted. Det har været et på mange måder grublende år siden sidste sommer, og jeg har ikke rigtig koblet af siden dengang i bjergene i Schweiz. Bliver dejligt at blive flyttet, både fysisk og mentalt.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)

Lahaina

Ganske hjerteskærende at Lahaina på Maui ser ud til at brænde ned til grunden. Husker det som et af de dejligste steder på rejsen til Hawai’i, ikke mindst pladsen i byens centrum med det imposante banyantræ.

Hjemme igen

Det har været et par varme dage uden skyggen af interessante sociologiske eller antropologiske observationer. De franske dele af svigerfamilien ankom fra Annecy, hvilket har fyldt lidt. Det samme har et par vandringer af vekslende kvalitet og underholdningsværdi. Bedst og smukkest var vandringerne i Valle Maggia.

Før ferien havde jeg en utopisk idé om at bjergvandringer ville være stimulerende for tankeaktiviteten. Min plan var at jeg skulle have regnet hele min tilværelse ud og udarbejdet fyldestførende fremtidsscenarier undervejs på diverse vandrestier. Jeg ville så komme hjem med klarhed og styr på alting.

Men sandheden er at jeg er præcis ligeså konfus som før afrejsen. Og at bjergvandringer har samme effekt som løbeture: de gør mig tom i hovedet. Hvilket bestemt kan være en eskapistisk kvalitet, men det er ikke lige, hvad jeg havde drømt om. Her hjemme igen er det eneste konkrete, jeg har opbygget de seneste to uger, et hår på størrelse med en atompaddehat. Men nuvel, det har om ikke andet også en form for underholdningsværdi, går jeg ud fra:

Vi ankom hjem lidt tidligere her til aften. Turen Magadino – Malpensa – Kastrup – Strandhusene var begivenhedsløs, grænsende til anodyn. På vej igennem en underligt abrupt byge et sted på Midtsjælland, greb jeg mig selv i at tænke, at det her har jeg egentlig slet ikke savnet på nogen måde. Føler ikke den store længsel efter hverdag og rutiner. Måske det vender tilbage om et par dage.

Milano

Milano i grove træk:

Mennesker over alt. Turister. Piazza del Duomo er spækket med svedige mennesker og selfiestænger i maks. længde. På vejen i toget læste jeg en artikel i Foreign Affairs, hvor skribenten siger at Europa er i overhængende risiko for indenfor få år at blive en mellemting ‘between a theme park and a hospice’. Måske han har ret og jeg har set fremtiden her i Italien. Her er masser af gamle mennesker og ikke-europæiske turister. De står i kø til alt: til toiletter, til indgangsbilletter til domkirken, til billetter til elevatoren i nordfløjen af domkirken, til billetter til elevatoren i sydfløjen af domkirken, til at få udleveret måltidet på McDonald’s, til at skælde ud på deres børn, der ikke hører efter.

Der er kun en smule kø i Museo del Novecento, til gengæld har de et rum er med udsigt over pladsen. Jeg tager et billede ud af vinduet, lidt urolig over genskinnet. Og kommer til at tænke.

Tænk på alle disse mennesker. På deres håb, drømme, frustrationer, ambitioner, frygt, begær, skam, usikkerhed, længsler, fortrængninger, jalousi, had, kærlighed, frustrationer. Tænk på deres bagtaleriske kolleger, den dumme ting de kom til at sige i sidste uge i kantinen, på den uro hvormed de afventer resultatet af skanningen, på den mail der lige tikkede ind fra chefen, på den eksistentielle rædsel og smerte der følger dem, hver gang de besøger deres demente far på plejecentret og tingene bare bliver værre. På de pæne ord der blev sagt til dem, da de stoppede som formand i fodboldklubben, på at nu kigger hun igen på skærmen, når vi taler sammen. På deres affærer, på deres hjemmebyggede terrasser, deres personlig rekord i bænkpres, på deres sårbare datter, på dengang de stjal noget, på følelsen af at selvom man gjorde alt det rigtige, så føles det alligevel aldrig rigtig som nok. Tænk på alle disse mennesker. Gennem et snavset vindue i et museum for italiensk kunst fra det 20. århundrede.

Jannis Kounellis ‘Senza titolo (Rosa nera’)’ (1966) er umiddelbart det eneste værk fra frs Museo del Novecento, som jeg fik lyst til at videreformidle. Det var et flot maleri i levende live, men ser lidt falmet ud her. Hvis jeg skal være meget grov, så er nyere italienske malere ikke mig. Hvis de ikke maler hengivne billeder til Mussolini i mellemkrigstiden, så elsker de kubisme, futurisme og grå/brune farver. Det føles som at drukne i en pøl af beige og firkanter. Jeg er glad for at jeg besøgte museet, men mest fordi det udbyggede min viden om et felt – italiensk billedkunst – som jeg ikke vidste særlig meget om.

Noget gladere blev jeg af Le Gallerie d’Italia di Milano, et aldeles fremragende (og urimeligt mennesketomt) museum. Deres allermest moderne kunst skøjtede jeg hurtigt igennem, men jeg fik mulighed for alt boltre mig i Umberto Boccioni:

Boccionis – ‘Tre Donne’ (1909-1910) afbilleder de tre kvinder i hans liv. Mor Cecilia, søster Amelia og elskerinden Ines. I må selv gætte hvem der er hvem. Jeg kan lide intimiteten og kærligheden i billedet. Jeg tog en række fotografier af andre malerier, jeg kunne lide – men de blev allesammen noget bras. Men Le Gallerie d’Italia di Milano var klart turens æstetiske højdepunkt, hvor jeg også mødte min gamle ven skulptøren Canova. Det var et prægtigt besøg og jeg kommer gerne igen.

Apropos fotografier så er det visuelt mest tilfredsstillende billede, jeg har set fra Milano fra et højhus’ wiki-side. Nærmere betegnet Torre Velasca. Der er taget fra domkirkens tag. 1950’er modernisme møder gotikken. Det er en helt vidunderligt kontrast.

Jeg ved ikke om jeg selv har lyst til at bo i en by som Milano. Men når jeg besøger de her globale centre for et eller andet – og man må sige at Milano er et center for design og mode -, og mærker den rå og småvulgære velstand det medfører at være eliten indenfor et felt, så bliver jeg bevidst om, hvor lille et land Danmark stadig er. Vi bilder os gerne ind, at vi er noget unikt og fantastisk og kan lære alle mulige andre lande noget om, hvordan man bør gøre tingene. Hygge og velfærdsstaten og vindmøller, I ved nok. Og det kan vi måske også indenfor ganske afgrænsede områder. Men det er provinsielt at tro, at vi ved så meget bedre end andre. Det vidner et sted som Milano om. På godt og ondt.

Nedbrudt klimaanlæg i toget hjem. Ulideligt, der er 30 grader, luften står stille og man kan lugte sur sved krydret med det billige fedtstof fra den ret olierede sandwich, som tyskeren på sædet overfor må have rekvireret på Milano Centrale. Tager min Kindle ud af sit cover og anvender det som interimistisk vifte. Virker kun delvist. Meget ironisk foregår handlingen i min fantasybog nu i et tundralandskab. Højspændt/-rød amerikansk turist skælder ud på konduktøren og stormer ud på Como San Giovanni stationen. Vi andre kører videre og jeg når hjem, lige inden tordenvejret begynder.

Lugano

Lugano lignede sig selv: varm, velhavende og veldresseret. Det er en på alle måder billedeskøn by. Perfekt beliggenhed, perfekt klima. Lyserøde toner, der får det hele til at ligne en blomstret flødeskumskage. Alle de velkendte luksusforretninger på en perlerække. Europæisk på den der anonymiserede Liebhaver-måde, som et rejsebureau i Newark, New Jersey ville sælge rejselystne amerikanere en rejse til det ÆGTE Europa på. Det eneste der mangler her post-Ukraine invasionen er de russisk-ejede yachts.

Men byen er også lidt kedelig. Når først Hermès tasken og Louis Vuitton accessories’ne er købt, og det alt sammen er blevet flashet på de eksklusive caféer, så er der ikke så meget mere at lave. Og dog. For lidt skæve og tankevækkende ting så jeg trods alt i dag.

Jeg stod lidt og stirrede på hende. Hvem er hun? Hvad symboliserer hun? Hvad flygter hun mon fra? Hun hænger dér på væggen af Biblioteca Cantonale di Lugano, så måske hun i ekstase op, op, op på vej mod viden og indsigt? Søger hun lyset?

For enden af den maleriske gade med alle de globale luksuskædebutikker støder man på Chiesa Santa Maria degli Angioli. Med en ret episk renæssancefreske fra 1529. Mit elendige fotografi gør den ikke rigtig ære, det er klart en af de vildere korsfæstelser jeg er stødt på. Tittede også ind i Chiesa di San Rocco, der var fuld af – suk – neo-barok:

Jeg vil virkelig ikke cancelle nogen (hvordan bøjer man denne anglicisme? ‘Aflyse’ lyder så dramatisk), jeg er jo frisindet og nuanceret og bla bla bla, men hvis jeg var tvunget, så ville samtlige barokkunstnere være mit førstevalg. Kan det mon lade sig gøre?

Højdepunktet på dagens tur var besøget på MASI (Museo d’arte della Svizzera italiana), som jeg havde set en del frem til. I et område med så mange billedskønne landskaber og kunstnerkolonier, så burde et museum dedikeret til italiensk-schweizisk billedkunst være en oplevelse.

Deres aktuelle udstilling med Rita Ackermann – ‘Hidden’ var ikke så meget mig. Efter de første syv malerier kredsende om fremmedgjort moderskab og/eller præpubertær selvdestruktiv adfærd (jeg fornemmer at Ackermann dyrkede filmen ‘Kids’ en hel del tilbage i 90’erne), så kom jeg umærkeligt til at sætte farten op og skimme resten af udstillingen. I en af teksterne på væggen stod der noget ekstremt creepy:

“The exhibition ends with three paintings from the new series of “War Drawings”, created for the exhibition at MASI. In oil, china marker and acrylic on raw canvas, these are shattered compositions in which the figures dissolve and the lines are scraped away. Each painting appears dominated by disaster, which comes across as a potential purifying force, paving the way for a future harmony.”

Jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i hendes univers, og jeg kan egentlig godt lide hendes vrede, men ville gerne se hende kanalisere andre følelser i hendes værker også. Og når først en kunstner begynder at fantasere om katastrofer som middel til at ‘purify’ ting, så får jeg uro i maven og begynder at spekulere på, hvilke totalitære ideologier der igennem tiden også har hyldet det rene, det pure, det voldelige og ødelæggelsen som middel til at opnå renhed og harmoni. Det bryder jeg mig ikke rigtig om.

Jeg følte mig straks mere hjemme i MASI’s permanente udstilling, der bød på landskabsmalerier, symbolisme, naturalisme og andet godt fra min favoritperiode 1870-1920.

Filippo Franzoni – ‘Lodano, Valle Maggia, a sera’ (1885)

Cuno Amiet – ‘Selbstbildnis mit der Gattin’ (1899)

Ingen af de to malerier er mesterværker, men jeg kunne lide dem af forskellige årsager.

Franzoni er et roligt naturalistisk maleri i en skøn grøn palette. Billedet er ikke revolutionerende eller nytænkende og min positive holdning er klart influeret af de senere dages vandringer. Bevares, jeg ser ikke bondekoner på mine ture, men farverne og stemningerne er intenst Ticino.

Amiet fordi det er sjovt bygget op. Jeg kan lide kærligheden i billedet: hånden om hendes hofte, hendes blik. Jeg kan læse mig til, at det er malet et år efter deres bryllup. Og selvfølgelig hvordan hans øjne drager beskueren ind. Det var ret effektivt i levende live.

Jeg vil anbefale MASI, hvis man alligevel er i området og vil fordybe sig en times tid i hjemstavnskunst. Det tilføjer klart Lugano noget mere substans oven på kagen.

Dage i Ticino

Flere vandringer; i går i Valle Verzasca, den centrale dal i Ticino. Det var en forrygende oplevelse. Begyndende med den imposante Contra dæmning:

Dæmningen slår sig op som et hot spot for bungee jumping (220 meter), og det kan jeg sagtens forstå. Det bliver dog et kæmpe nej tak her fra. Jeg lider ikke af højdeskræk, men altså, det er da vanskeligt ikke få blot en flig af dødsangst, når man står og kigger ned i afgrunden:

Siden kørte vi til Sonogno og vandrede til Froda vandfaldet, om end den yngre del af familien primært var interesserede i de omkringfarende geder.

Mens familien blev og badede ved Lavertezzo, luffede jeg videre på vandringen tilbage mod Locarno. Det blev en anelse længere end planlagt – jeg nåede kun med nød og næppe den sidste båd tilbage til Magadino – men var en meget terapeutisk oplevelse. En del af de vandringer, jeg ellers er på, handler mest om at okse nedefra og op mod en top, og så tilbage igen. Det er motion og træning frem for alt. Her var det mere fra punkt A til B, mere udforskende og der var en behagelig variation hele vejen. Vil gerne tilbage hertil en anden gang.

Dagen i dag begyndte med at jeg fandt Gud. Jeg vandrede de tre timer op til Poncino della Croce, hvor jeg på toppen mødte dette vidunder:

Udsigten var aldeles fantastisk og alt sliddet og slæbet værd. Og så mindede det nærmest hysteriske skinnende kors mig en smule om alien monolitten fra ‘2001: a space Odyssey’. Det gør mig også altid glad, når jeg ser sne på bjerge midt om sommeren – som her på Monte Rosa langt vestpå:

Senere på eftermiddagen var vi en tur i Bellinzona, et sted jeg har et irrationelt blødt punkt for. I modsætning til de mere stereotypt schweiziske pittoreske-byer-ved-sø (som Locarno, Lugano og – længere nordpå – Luzern og Genève), så ligger Bellinzona tungt midt i en floddal, omgivet af fladt landbrugsland, indfaldsveje med industrikvarterer, indkøbscentre, tacky fitnesscentre, outletbutikker og brugtvognsforhandlere.

Hvor den anden større by Lugano kan føles kunstig, parfumeret og usundt optaget af at tiltrække turister fra Emiraterne, så er Bellinzona et sted, hvor nogenlunde normale mennesker bor og arbejder. Lad mig berige jer med et repræsentativt view ud over dele af byen:

Hvor normcore kan det blive? Maks. tre etager, en lumsk kran fra venstre, dårligt kassebyggeri, problematisk æstetik og ikke en sø i miles omkreds. Og midt på billedet – selvsagt skjult bag træerne – gemmer sig det lurvede Stadio Comunale, hvor mit schweiziske yndlingshold AC Bellinzona spiller deres hjemmebanekampe.

Bellinzona er med andre ord et pragmatisk sted, men men men: byen er skøn at besøge. Centrum er hyggeligt og chill, og Bellinzona har noget, som få andre byer har: tre velbevarede middelalderslotte. Byen opstod fordi placeringen var genial til at kontrollere nord-syd-handlen fra St. Gotthard passet. Visconti familien i Milano kunne opkræve told og skat af handelsfolkene, og til det formål skulle de bruge et par slotte til at projicere deres magt ud fra.

Det siger nok mere om mig (og mine evner som fotograf) end om Bellinzona, men selv ikke efter gentagne besøg er det nogensinde lykkedes mig at tage et vellykket billede af et eller flere af de tre castelli. Således heller ikke i dag. Her er imidlertid et billede af Castelgrande som jeg har, hmmm, lånt på internettet, samt en figurativ gengivelse af nærmest science fictionske dimensioner:

Se hvor de tre borge svæver i luften! Det er nærmest Cloud City fra ‘The Empire Strikes Back’. Eller noget fra en Studio Ghibli film. Og er det ikke et fængende navn? Når jeg en dag starter et dødsmetalband, så skal det hedde Fortezza Bellinzona.

Apropos de genrelitterære excesser, så kan jeg berolige med, at det heldigvis ikke kun er mig i husstanden, som er til den slags smuds. Hermed bevidnet fra en boghandel i Bellinzona:

I samme boghandel fandt jeg en fascinerende bog om historiske slægter i Ticino. Se blot hvem der dukkede op på side 241 (beklager, men lyset var virkelig dårligt, det er ikke mig, der er en dårlig fotograf):

Muligvis stammer jeg fra bønder fra Horsens, der engang i deres manglende kreativitet tog navnet ‘Fuglsbjerg’ fra den nærliggende bakke ved Vær Kirke. Men jeg har da i det mindste giftet mig til hæder, ære, våbenskjold og en direkte linje til Schweiz’ svar på Næstved.

Eftersom jeg har fundet Gud, så var vi også et smut inde i Chiesa collegiata dei Santi Pietro e Stefano, Bellinzonas største kirke, hvor der var skruet HELT op for barokkunsten og bladguldet:

Som gift med en katolik og med to katolsk døbte børn, så har jeg som ikke-troende et ret pragmatisk og distanceret forhold til den katolske kirke. Jeg kan ikke (længere) blive oprørt når den er så opulent og smagløs, som tilfældet er her i Bellinzona. Så bliver det mest lidt sjovt og alt for meget på en underholdende måde. Kunne kunstnerne virkelig ikke selv se det? Men egentlig er det også sådan jeg har det med barokken i almindelighed. For meget drama og storhed til min smag.

Endelig er jeg til slut som kommunalt ansat iskold hånd naturligvis også tvunget til at bringe et par billeder fra rådhuset – eller som det mere passende hedder hernede: ‘Palazzo Civico’ – i Bellinzona:

Jeg siger ikke at Odsherred Kommune og rådhuset i Højby er et sted uden charme eller mulighed for romantik. Men vi kunne måske lære en smule, blot en smule, af Città di Bellinzona.

Cardada

Temperaturen er faldet en anelse til mere udholdelige 27 grader. Det er nu muligt at sove om natten, min forkølelse er forsvundet og vi har fundet ind i en vis modus hernede. I formiddags var vi i Lido Locarno, et mindre palads af et kombineret vandland, spa og udendørspark. Der blev svømmet og dykket til den store guldmedalje. Jeg fik undervejs besøgt deres fitnesscenter, der har en moderat bedre udsigt end Borren i Højby.

Besøget mindede mig lidt om tiden med fitnesscentre i Bruxelles og før da i Prag. Der havde de også en enorm vognflåde af træningsmaskiner (men begrædeligt få frivægte) samt en mindre hær af ansatte, der alle excellerer i at lægge ansigterne i enten A) en grimasse af overdreven entusiasme (trænerne) eller B) inderlig tyggegummityggende kedsomhed (dem bag skranken). Bortset fra det, så var det rart at få passet styrketræningen, så forfaldet ikke er fuldkomment efter ferien.

Om eftermiddagen var jeg på en af de vandringer, jeg havde set mest frem til: Cardada. Vandrede der for første gang i 2008 og det var en traumatiserende oplevelse – som jeg igennem årene har søgt igen og igen. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måde, som vejen op fordeler sig. Ruten må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.

Først er der urban setting fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Den del indebærer trapper af en sådan længe og beskaffenhed, at alle former for bentræning er aflyst det næste stykke tid frem.

Dernæst er der en uendelig lang labyrint af zig-zag vandring, der tilsyneladende varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg hver evig eneste gang næsten er brudt sammen psykisk.

Ja-ja, det ser idyllisk ud. Men man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Det er ren Groundhog Day. Ingen variation. Bortset fra den sidste lede trappe, naturligvis.

Kun udsigten fra min yndlingsbænk og den barmhjertige vandpost ved siden af – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen. Efter San Bernardo var det sidste stykke op mod Alpe Cardada noget mere humant. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. På vejen hjem i båden inspicerede jeg mine sundhedsdata, som var direkte fjollede (men også sært tilfredsstillende):

Så, ja, det var en rædsom og vidunderlig eftermiddag på Cardada. Tror ikke det bliver sidste gang, jeg opsøger smerten dér igen.

Ghisla Art Collection

Jeg havde en idé om at jeg skulle have et roligt, ja, nærmest bedøvende besøg på feriens første kunstmuseum: Ghisla Art Collection i Locarno. Sådan … gik det ikke helt. Her er første billede, jeg mødte i udstillingen:

Keith Haring – ‘Untitled’ (1985)

Hvilket naturligvis var en forfriskende begyndelse på det hele. Jeg kan forstå at billedet blev malet som en kommentar til HIV-situationen i det homoseksuelle miljø i New York i midt-80’erne, men det fremkaldte nu også en meget konkret og fysisk reaktion hos denne konforme beskuer små 40 år senere.

Resten af udstillingen var lidt mindre hårdtslående, men jeg så et fint værk af James Rosenquist:

Jeg husker mest Rosenquist fra hans popartmesterværk ‘F-111’ (1965), hvor han vrængende spidder reklamer, forbrugersamfundet og det militær-industrielle-kompleks. Tror sågar det optrådte i en af mine bøger i gymnasietiden.

Her i et 25 år senere værk er vi stadig i reklamernes glitrende verden, kombineret med nyfunden interesse for grafittiæstetik. Jeg kunne vældig godt lide maleriet, det består klart min “det gad jeg godt have hængende”-krav, men der er noget … ‘min-tid-som-relevant-kunstner-er-ovre’ over maleriet. Som at Rosenquist godt vidste at han aldrig ville komme ud af sin bås. At han blev og formodentlig altid ville blive opfattet som en del af samme bølge som Roy Lichtenstein, Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Og at denne bølge holdt op med at være det kunstneriske omdrejningspunkt for (på dette tidspunkt i 1990) mindst 15 år tidligere. Og at han måske derfor nu var fri til at male det han havde lyst til, da det alligevel hverken ville gøre fra eller til.

Jeg håber at jeg selv bliver klar over det, den dag jeg ikke længere selv er relevant i mit virke – og at jeg kan finde en ro og accept i det. Det ville ligne mig dårligt, men jeg kan vel have ambitionen om at det bliver sådan.

Ghisla-samlingen kommer næppe til at ændre verden, men det er en fin tilføjelse til Locarno, og jeg er glad for at jeg satte tiden af til et besøg i dag. Det er rart at kunst får mig til at føle og tænke.

Monte Gambarogno

Indrømmet: jeg frygtede det værste. Mine børn kan være næsten ligeså grumpy og brokkende og selvmedlidende som jeg selv er. Sidste år sprudlede de ikke ligefrem af spontan og inderlig lykke, da vi var på bjervandringer. Faktisk var det en ganske enerverende eftermiddag dengang på vejen op til toppen af Cimetta.

Men på dagens vandring fra Alpe di Neggia til Monte Gambarogno viste børnene sig fra deres mest optimistiske og toughe side. Der var et væld af muligheder for at jamre og pjevse (det var varmt, hårdt, av-av etc.) undervejs, men de kværnede ufortrødent løs op og ned ad bjergene. Der gik sport i den og jeg aldrig set så små ben arbejde så effektivt. Tænk hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg blot besad en flig af mine børns stamina. Jeg er forundret og aner ikke hvor de har det fra.

Jeg kan godt lide tanken om at institutionalisere traditioner som bjergvandringer. Hvor de som noget helt naturligt bliver opfattet som sjovt og meningsfuldt; noget vi gør sammen. Ikke som en pligt eller fordi ens åndede mor og far siger man skal, men fordi det er noget vi kan lide og har sammen med hinanden.

Pletlæser i øjeblikket ‘Paolo Cognetti – ‘Le otto montagne’, der delvist handler om en søn og hans fremmedgjorte forhold til sin indadvendte, vanskelige og sortseende far. Faderen er begavet, men humørssyg og han føler sig aldrig rigtig til rette med nogen eller noget; sønnen prøver at blive set og accepteret for den han er. Det eneste tidspunkt, hvor de to rigtig connecter med hinanden er under tavse bjergvandringer, når familien tager fra den forkrampede lejlighed i Milano op til Monte Rosa bjergene for at besejre de otte tinder.

Uden at jeg ser nogen som helst paralleler til mig selv (…), så gjorde det mig glad at følges med Leo opad – og se hvordan han kunne lide det. Han og hans søster kan tilsyneladende alting, når blot de selv gerne vil det.

På vej nedad talte Elin som et lille vandfald. Jeg ved nu (næsten) hvad hun gerne vil være når hun bliver stor (“jeg tror gerne jeg vil være politidame eller arbejde i et dyrepensionat”), at hun er bange for ikke at få venner i sin nye klasse, og at hun derfor er ekstra glad lige nu for sin bedste ven kaninen Snebold (selvom vores anden kanin, Putte, har brune øjne, og det har Elin også, så ih, det er så svært at vælge, men altså, ja, Snebold er bare så cute, er hun ikke?).

Det var en på alle måder god formiddag, som jeg vil bære med mig – når det bliver oktober, gråt, traurigt og jeg igen minder om en italiensk far, der sidder i lejligheden i Milano og egentlig blot gerne vil op i bjergene igen.

Monte di Vira

Noter efter årets første bjergvandring:

Varmen er ondskabsfuld. 34 grader er nok i overkanten til bjergvandringer, men jeg kan egentlig ikke lide at svømme og keder mig lynhurtigt ved en strand. Så ender jeg med at sidde i varmen og gruble og tænke og planlægge, hvilket aldrig leder til noget som helst godt. Så heller okse afsted. De andre gad ikke med, så kom afsted på en solotur.

Udgangspunktet: Villa Ghisler med kirken i baggrunden

Vandreruten op til Monte di Vira er nøgternt vurderet ikke noget særligt. Dens primære fordele er at den ligger i baghaven og at turen op/ned kan klares på 2,5 timer. Det første stykke op igennem landsbyen Orgnana er af trapper, hvilket er det rene tortur – især i trykkende hede.

Siden er der et stykke, hvor man går langs en kedelig bilvej inden man ENDELIG kommer ind i skoven og stierne. Her kommer der også smæk på stigningerne og pulsen kommer i vejret. Jeg så vandfald og vilde hindbær undervejs.

Apropos mit indlæg forleden om at målopfyldelse ikke fylder tomrummet ud, så er det heller ikke epokegørende endelig at nå toppen af Vira. Der er en lille mennesketom landsby og endnu vigtigere: min bedste ven i hele verden i form af en vandpost. Den var hele turen værd.

Jeg behøver ikke andre end dig

Da jeg kom ned igen kølede jeg af med en svømmetur i Lago Maggiore. Der vrimlede med lokale, der har opbygget den der nærmest læderagtige hud af at tilbringe flere timer i solen hver dag ved lidoen. Det var næsten som at være i Aalborg i solariernes storhedstid.

Formen er god – også selvom jeg kunne mærke forkølelsen og de tre timers urolig søvn i nat. Synes jeg kan mærke at jeg har trænet mere systematisk i den senere tid. De stejle stigninger er stadig brutale, men selvom jeg i dagligdagen nok forsømmer at styrketræne ben, så går det tilfredsstillende opad. Måske det er lidt trist at der ikke skal mere til, men det giver mig en processuel glæde at der er mærkbare fysiske fremskridt.

Andet? Jo, jeg ville ønske at jeg var blevet klippet før afgang. Har opbygget en hat af hår, der er tung, varm og gør hvad den vil. Tør ikke frekventere en frisør hernede, har jo set de lokale.

Alpensüdseite

Nu er vi her. Alpensüdseite. Klokken er 18 minutter over midnat, temperaturen er 25 grader, jeg er forkølet, det meste er fugtigt og min dyne føles som et overgreb. I morgen venter Lago Maggiore eller (helst) et bjerg.

Sommerferiestart

Sommerferien nærmer sig. “Den er vist tiltrængt”, bemærkede min altid belevne kollega Claus ved frokostbordet denne uge, “du ser slidt ud”.

Nu har jeg altid bildt mig selv ind at kommentarer beslægtet med ‘du ser træt ud’ pr. definition er et kompliment til mænd (≈ “ih, du ser ud som at du har arbejdet hårdt!”) og en sviner til kvinder (≈ “hvor ser du dog hærget ud!”). Men lige i det konkrete tilfælde var kommentaren vist blot en nogenlunde nøgtern beskrivelse af, hvad han så. Så jeg smilede lidt stramt, alt imens mit indre styrtede sammen; bøjede af og stirrede ekstra intenst på indholdet af min livsforladte sandwich fra et kommunalt storkøkken på det ydre Sjælland.

I øvrigt havde han fuldstændig ret i den æstetiske vurdering. Jeg havde sovet elendigt flere nætter i træk, hvilket kunne ses. Og det er en underlig sommer. Den er jo ikke objektivt dårlig som sådan, det er nogenlunde varmt og alt er … fint. Alligevel går jeg mest af alt indolent rundt i mine små cirkler og plejer mine kedsommelige rutiner. Arbejder, træner, logistik, sover. Ser ikke rigtig frem til noget, hverken på det helt korte sigt eller længere frem. Alting er lidt i gråtoner for tiden.

Men jeg prøver. Og Sommerferien ER på vej. Og da vi skal til Schweiz har jeg (på nu andet årti) virkelig forsøgt (og atter opgivet) at læse Wikipedia-siden om det politiske system i Schweiz. Jeg har lyttet til rap på Schwizerdütsch. Jeg har læst om kunstmuseer i Basel. Jeg har undersøgt rejsetiden til Torino og Verona. Og jeg har læst flere artikler i Neue Zürcher Zeitung for at vurdere om 2023 virkelig er annus mirabilis, hvor mit tysk endegyldigt er blevet så mangelfuldt, at jeg ikke længere er i stand til at læse en højstemt udenrigspolitisk artikel om udviklingen i Mali. SPOILER: det kan jeg stadig. Alt andet havde da også været en falliterklæring for den regerende ejer af ‘Legat uddelt til flittig og interesseret elev i tysk’ fra Aalborg Katedralskole år 2000. Så samlet set vil jeg mene, at jeg er rejseklar.

Jeg læste dog også artiklen ‘Einen ganzen Tag am Strand zu liegen, ist keine gute Idee’, hvor en dermatolog – meget overraskende! – når frem til, at man skal huske at bruge solcreme. Det tænkte jeg meget på i dag, da jeg lå på Nordstrand og blev stegt. Uden solcreme, naturligvis.

Se, så blev I også forkælet med en pelset og bleg udgave af de der pinagtige se-mine-velskabte-ben-henslængt-ved-vandet motiver, som befolkede alle influenceres instagramprofiler for år tilbage.

Og jeg vil give dermatologen ret i i hvert fald én ting. En hel dag ved stranden ER en dårlig idé. Mest fordi det er kedeligt. Jeg havde slæbt en bog og en Kindle med, og ingen af delene fik jeg den store glæde af. Der er sand over det hele. Og selvom min svigermor fremhævede vandets lune beskaffenhed, så var det en ondsindet løgn. Det var isnende, nærmest grotesk koldt. Jeg holdt ud under vand i ca. 30 sekunder før jeg måtte flygte.

Heldigvis var vi der kun et par timer, hvorefter jeg (og mine så småt purpurrøde nakke og skuldre) kunne komme hjem i skyggen, og siden en tur i mit surrogathjem i form af træningscentret i Højby.

Rutinerne skal jo passes. Hvor gråtonede de end må være.