i Rejser

Monte Gambarogno

Indrømmet: jeg frygtede det værste. Mine børn kan være næsten ligeså grumpy og brokkende og selvmedlidende som jeg selv er. Sidste år sprudlede de ikke ligefrem af spontan og inderlig lykke, da vi var på bjervandringer. Faktisk var det en ganske enerverende eftermiddag dengang på vejen op til toppen af Cimetta.

Men på dagens vandring fra Alpe di Neggia til Monte Gambarogno viste børnene sig fra deres mest optimistiske og toughe side. Der var et væld af muligheder for at jamre og pjevse (det var varmt, hårdt, av-av etc.) undervejs, men de kværnede ufortrødent løs op og ned ad bjergene. Der gik sport i den og jeg aldrig set så små ben arbejde så effektivt. Tænk hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg blot besad en flig af mine børns stamina. Jeg er forundret og aner ikke hvor de har det fra.

Jeg kan godt lide tanken om at institutionalisere traditioner som bjergvandringer. Hvor de som noget helt naturligt bliver opfattet som sjovt og meningsfuldt; noget vi gør sammen. Ikke som en pligt eller fordi ens åndede mor og far siger man skal, men fordi det er noget vi kan lide og har sammen med hinanden.


Pletlæser i øjeblikket ‘Paolo Cognetti – ‘Le otto montagne’, der delvist handler om en søn og hans fremmedgjorte forhold til sin indadvendte, vanskelige og sortseende far. Faderen er begavet, men humørssyg og han føler sig aldrig rigtig til rette med nogen eller noget; sønnen prøver at blive set og accepteret for den han er. Det eneste tidspunkt, hvor de to rigtig connecter med hinanden er under tavse bjergvandringer, når familien tager fra den forkrampede lejlighed i Milano op til Monte Rosa bjergene for at besejre de otte tinder.

Uden at jeg ser nogen som helst paralleler til mig selv (…), så gjorde det mig glad at følges med Leo opad – og se hvordan han kunne lide det. Han og hans søster kan tilsyneladende alting, når blot de selv gerne vil det.

På vej nedad talte Elin som et lille vandfald. Jeg ved nu (næsten) hvad hun gerne vil være når hun bliver stor (“jeg tror gerne jeg vil være politidame eller arbejde i et dyrepensionat”), at hun er bange for ikke at få venner i sin nye klasse, og at hun derfor er ekstra glad lige nu for sin bedste ven kaninen Snebold (selvom vores anden kanin, Putte, har brune øjne, og det har Elin også, så ih, det er så svært at vælge, men altså, ja, Snebold er bare cute, er hun ikke?).

Det var en på alle måder god formiddag, som jeg vil bære med mig – når det bliver oktober, gråt, traurigt og jeg igen minder om en italiensk far, der sidder i lejligheden i Milano og egentlig blot gerne vil op i bjergene igen.