Noter efter årets første bjergvandring:
Varmen er ondskabsfuld. 34 grader er nok i overkanten til bjergvandringer, men jeg kan egentlig ikke lide at svømme og keder mig lynhurtigt ved en strand. Så ender jeg med at sidde i varmen og gruble og tænke og planlægge, hvilket aldrig leder til noget som helst godt. Så heller okse afsted. De andre gad ikke med, så kom afsted på en solotur.
Vandreruten op til Monte di Vira er nøgternt vurderet ikke noget særligt. Dens primære fordele er at den ligger i baghaven og at turen op/ned kan klares på 2,5 timer. Det første stykke op igennem landsbyen Orgnana er af trapper, hvilket er det rene tortur – især i trykkende hede.
Siden er der et stykke, hvor man går langs en kedelig bilvej inden man ENDELIG kommer ind i skoven og stierne. Her kommer der også smæk på stigningerne og pulsen kommer i vejret. Jeg så vandfald og vilde hindbær undervejs.
Apropos mit indlæg forleden om at målopfyldelse ikke fylder tomrummet ud, så er det heller ikke epokegørende endelig at nå toppen af Vira. Der er en lille mennesketom landsby og endnu vigtigere: min bedste ven i hele verden i form af en vandpost. Den var hele turen værd.
Da jeg kom ned igen kølede jeg af med en svømmetur i Lago Maggiore. Der vrimlede med lokale, der har opbygget den der nærmest læderagtige hud af at tilbringe flere timer i solen hver dag ved lidoen. Det var næsten som at være i Aalborg i solariernes storhedstid.
Formen er god – også selvom jeg kunne mærke forkølelsen og de tre timers urolig søvn i nat. Synes jeg kan mærke at jeg har trænet mere systematisk i den senere tid. De stejle stigninger er stadig brutale, men selvom jeg i dagligdagen nok forsømmer at styrketræne ben, så går det tilfredsstillende opad. Måske det er lidt trist at der ikke skal mere til, men det giver mig en processuel glæde at der er mærkbare fysiske fremskridt.
Andet? Jo, jeg ville ønske at jeg var blevet klippet før afgang. Har opbygget en hat af hår, der er tung, varm og gør hvad den vil. Tør ikke frekventere en frisør hernede, har jo set de lokale.