Jeg har intet klogt eller indsigtsfuldt at sige om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Der er allerede skrevet utallige elegier og afmægtige hjerteskrig over Trumps sejr. Og flere – uendelig mange flere, faktisk – bliver skrevet i netop dette øjeblik af mere analytisk begavede og klartskuende mennesker end mig.
Så selvom udsigten til yderligere fire år med Trump fylder mig med betydelig uro og bekymring, så er det min umiddelbare plan at praktisere radikal accept – og på god strudsemanér håndtere den ukontrollable omverden med en hjemmestrikket stoisk strategi. Verden er som den er, fokuser på det du kan forandre, memento mori og alt det der. Denne indledende fase kan (alt afhængigt hvor hastigt jordens undergang nærmer sig og behovet for selvbedrag tilsvarende vokser) suppleres af et intellektuelt indre eksil, hvor jeg kan fordybe mig i sværmerisk billedkunst og betydningsfuld skønlitteratur.
Jeg kan forstå at det er en illustration af en mytisk scene fra et japansk sagn, men jeg vælger i stedet at tolke motivet særdeles bogstaveligt. Her sidder man og chiller med en hjemmedreng, lever livet ligeså fredeligt og leger med hinandens katanaer; “HALLØJ, SAVNEDE I MIG?” brøler apokalypsen pludselig skælmsk, alt imens den trækker scenetæppet unødvendigt dramatisk til side og fremkalder eksistentiel rædsel. I retrospekt virker det som en glimrende beskrivelse af nattens begivenheder fra USA.
The Economist har i denne uge en artikel om den globale popularitet af Manga og Animé. Som japanofil nørd, der i sin barndom og teenagetid selv var stærkt marineret i japansk popkultur og æstetik, så kan jeg kun bifalde udviklingen. Tilsvarende gør det mig glad, at min søn har samme pudsige tendenser og er decideret besat af Japan og Manga.
Men omvendt må jeg også indrømme, at noget Animé er meget, meget underligt. På DR kan man i øjeblikket streame udgaver af ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ med danske stemmer. Normalt streamer min søn sine serier via Crunchyroll, hvor filmene er med japansk tale og engelske undertekster. Selvom han selv mener at han er et multi-lingualt geni, der overraskende ofte kan findes i selskab med Duolingos kursus i japansk, så ER det lidt nemmere for en 4. klasses dreng at forstå hele handlingen, når den er på dansk. Og for hans lillesøster, der vældig, vældig gerne også vil synes at Manga og Animé er sejt, så er det danske en endnu større mulighed for at være med og komme ind i universerne.
Det helt normale og ingenlunde hysteriske cast fra ‘Dragon Ball’
Så nu sidder de og ser det sammen, ligesom jeg kigger lidt med fra siden. Og jeg er ganske mystificeret. Altså, jeg kan godt forstå, hvorfor dele ad ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ fungerer og tiltrækker, især i en børnekontekst. Men der er også dele af fortællerteknikken, animationerne og handlingen, som er slet og ret besynderlige. Hvis man som forælder kun har set Pokémon serierne (der må siges at være det helt store gateway drug til japansk kultur for børn), så skal man visualisere sig de allermest hysteriske kampscener – og så skrue dem op med en faktor 10.000. Jeg ved godt, at det karikerede og småhysteriske er en del af Shōnen manga genren, men jeg er ikke sikker at jeg forstår det, når jeg faktisk ser det.
Hovedpersonen Coco/Elin fra ‘Witch Hat Atelier’.
Så kan jeg bedre forholde mig til ‘Witch Hat Atelier’, en helt og aldeles vidunderlig Manga, jeg læser sammen med min datter. Den er smukt tegnet og har en fabelagtig eventyrhistorie om en forældreløs pige, der er i lære for at blive en heks. Der er drama, venskab, svære prøver, kærlighed, original worldbuilding og et virkelig gennemarbejdet magisystem, som jeg som gammel fantasylæser må tage hatten af for. Det, min datter glæder sig allermest til på Animé-fronten er, når ‘heksehat’ (som den hedder i uformel daglig tale) kommer i serieform i 2025. Traileren gjorde hende decideret lykkelig. Jeg glæder mig til at se serien med hende; hun rummer et betydeligt drømmerpotentiale, som jeg godt kan lide at dele med hende.
Måske det er lidt infantilt. Men jeg havde vanskeligt ved ikke at fnise, da jeg opdagede at et eller andet lysende geni har krydset dansescenen fra ‘A Charlie Brown Christmas’ (1965) med Joy Division mesterværket ‘Love Will Tear Us Apart’ (1980). Jeg elskede dansen allerede i dens jazzede udgave, men nu er den blevet direkte vidunderlig. Bevægelserne er perfekt synkroniserede, og der er noget nærmest erotisk over at se Nuser gå amok til postpunk.
Jeg får ikke samlet mig til at skrive indsigtsfulde anmeldelser af de ting; jeg læser, ser eller lytter til. Derfor her et skyndsomt opsamlingsheat med tanker om de senere uger (måneders?) læsning.
Jeg har fået læst de to sidste bøger, ‘Transit’og ‘Kudos’, i Rachel Cusks trilogi. Ingen af dem når niveauet i ‘Omrids’, der er en uangribeligt perfekt udgave af Cusks plotløse og konversationsdrevne modus. Særligt ’Transit’ var småstreng at komme igennem, selvom dens overordnede tema (dislokation i tilværelsen) umiddelbart burde resonere mere hos mig end ‘Kudos’ mere eksplicitte fokus på køn. Cusks skrivemetode fungerer kun for alvor, hvis fortælleren Fayes samtalepartnere er interessante – og at de føles værd at investere ens empati og indlevelse i. Det gør de for sjældent i ‘Transit’, men selv en småsløj Cusk er lysår foran stort set alle andre forfattere, når det handler om at skrive. Vil derfor klart anbefale hele trilogien, det har været en fantastisk læseoplevelse.
Aidan Mohers nostalginørdnarko ‘Fight, Magic, Items’, har jeg allerede dækket andetsteds. Obligatorisk læsning for alle japanofile rollespilsnørder ude over deres første ungdom.
Jesse Donaldson – ‘The More They Disappear’(2016) har været længe på min ‘to read’ liste på Goodreads, forleden fik jeg den så endelig læst. Teknisk set er genren vel krimi, men det er ikke selve forbrydelsen, der er interessant – det er derimod, hvad de bagvedliggende årsager til den er. Mest af alt er det sociologisk meditation over, hvordan et landsbysamfund i Kentucky bliver revet fra hinanden af opioider omkring år 2000. Donaldson beskriver med en usædvanlig indlevelse og solidaritet, hvordan ensomhed, smerte og meningsløshed driver krisen. Det er ikke social realisme, men mere en … ja, i mangel af bedre beskrivelser, en sorgfuld mysteriebog.
James R. Gaines – ‘Evening in the Palace of Reason’ (2005)har undertitlen ‘Bach meets Frederick the Great in the Age of Enlightement’. Gaines’ formål er at skrive om J.S. Bach og hans værker, hvilket også var min egentlige motivation til at læse bogen (udover titlen, som jeg elsker). Jeg vedbliver med at have et uudfyldeligt sort hul indeni, når det handler om klassisk musik. Tilsyneladende ligegyldigt hvor meget jeg lytter, formår jeg aldrig helt at få greb om det. Mine tanke var derfor, at hvis jeg nu læser kloge værker om komponisterne, forstår dem i deres samtid, og måske får en blid guide til, hvor jeg skal starte i min lytning, så vil jeg på et eller andet tidspunkt forstå og værdsætte musikken mere. Det var bestemt interessant at læse om Bach, der tydeligvis var et geni af ganske uforlignelig karakter. Men jeg endte alligevel med at nyde kapitlerne om Frederik den Store af Preussenlangt mere. Frederik var en sammensat person; en kreativ og skrøbelig dreng, der blev skadet af sin fars mishandling og absurd rigide opdragelse gennem barndommen. Kulminerende med at faderen lod Frederiks elsker Hans Hermann von Katte henrette for øjnene af ham, blev dette skadede menneske siden en oplysningstidsinspireret enevældig monark, der kombinerede en kunstnerisk sjæl med sjældent set militær brutalitet. Bachs skærmydsler med den lokale kirkes sogneråd i Dresden om betaling for at undervise i klaverspil, fremstår let banal i sammenligning. Mest af alt er Gaines’ bog værd at læse, da den er skrevet af en person, der har brugt hele sit liv på at opstøve ALT (og mener virkelig alt) om et emne han elsker, og som han nu virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne vil formidle sin viden og begejstring om. Det er på den måde en meget smittende bog, som man bliver gladere og klogere af at læse.
Jeg har også fået læst de første tre bind af Elena Ferrantes Napoli-bøger. Jeg går og barsler med et længere indlæg om bøgerne, men lige nu holder jeg en pause, så jeg kan få samlet energien til at læse den fjerde og sidste bog. Ferrante får mig til at tænke. I et interview i 2016 sagde hun:
– “Yes, I hold that male colonization of our imaginations—a calamity as long as we were unable to give shape to our difference—is, today, a strength. We know everything about the male symbol system; they, for the most part, know nothing about ours, above all about how it has been restructured by the blows the world has dealt us. What’s more, they are not even curious, indeed they recognize us only from within their system.”
“This painting seems to perfectly articulate a modern cultural idea – one that John Berger describes in his Ways of seeing of 1972: ‘according to usage and conventions … men act and women appear. Men look at women. Women watch themselves being looked at’. The power dynamic in paintings of the female nude, an art subject that was popularized in Renaissance Italy, is assumed to rest with artist and the viewer, who are assumed to be men – a process of objectification that Laura Mulvey influentially described as the ‘male gaze’”
Det mandlige blik, den mandlige fantasi, den mandlige æstetisering og tingsliggørelse af kvinden. Det er det samme Ferrante taler om. Og jeg er vel ikke bedre selv, hvis man vurderer ud fra de malerier, der befolker denne side. Alle disse smukke kvinder, hvis funktion er at blive set af mænd, for at opnå værdi. Det er tankevækkende, når først man bliver opmærksom på mønstrene.
Jeg abonnerer egentlig ikke på, at der findes ‘mandelitteratur’ eller ‘kvindelitteratur’, tværtimod mener jeg at litteraturen burde være universel. Men omvendt er det måske netop et priviligeret (og meget bekvemt) synspunkt, at det så tilfældigvis er mit køns bøger, mit køns æstetik, mit køns fantasi, som – hovsa! – tilfældigvis må siges at være udgangspunktet for den universalistiske litteratur.
Napoli-bøgerne er derimod kvindelitteratur, hvis vi da kan bruge termen på en deskriptiv måde. Alting ses ud fra et kvindeligt perspektiv. Der er et fuldstændigt fravær af sympatiske mænd i bøgerne. Ikke fordi – tror jeg da – at Ferrante hader mænd per se, men fordi de mænd der optræder i bøgerne ses ud fra et rent kvindeligt perspektiv, ud fra deres handlinger – og de afledte konsekvenser, de ofte har for kvinderne. Kvinderne kan lade sig besnakke og forføre af mænd, men der er aldrig andet end råddenskab og (oftest) vold bagved løgnene – med Nino (dette intelligente, manipulerende, egocentriske og hensynsløse mandebarn, der går gennem livet og efterlader brudte skæbner i sit kølvand) som det primære eksempel. Systemet er maskulint, opretholdt af maskulin vold og logik. Hovedpersonen Elena forsøger at få succes ved at emulere en mand.
På den måde har Ferrante-bøgerne været en slags øjenåbner. Som historiefortællinger betragtet er jeg ikke vild med dem. Der er et anstrøg af sæbeopera over handlingen, og der sker ikke meget i bøgerne. Men det er som nævnt inspirerende at læse bøger, der er så konsekvente i deres afvisning af den mandlige fantasi.
Nydelse fordi japanske videorollespil nu på tredje årti ligger mit hjerte meget nær, skam fordi der grundlæggende er tale om en nostalgisk øvelse. Vi taler trods alt om en spilgenre, der havde sin storhedstid omkring 1996.
Kampscene fra ‘Final Fantasy VI’, mine tidlige teenageårs absolutte eskapistiske højdepunkt. Bogens titel kommer fra menuvalgmulighederne. Modstanderen her er Atma Weapon, der er den stærkeste boss i World of Balance. Min favoritkarakter i spillet er Locke (øverst til højre), der er en følsom og melankolsk tyv. Han er meget forelsket i Celes (lige nedenfor Locke), der er en tidligere general i det onde Imperium, men nu en del af modstandsbevægelsen. Hun er hård uden på, men sårbar indeni, sådan som alle japanske heltinder er det. SPOILER: de får hinanden i slutningen. Der er nogle meget rørende scener på YouTube, som jeg måske/måske ikke netop har brugt en del tid på at gense i rørstrømsk sindstilstand.
Noget af det, som Moher gør en del ud af i bogen er den nære kobling mellem videospillene og japansk popkultur, animé/manga. Det link var en kilde til kreativitet og var styrende for spillenes ofte enormt ekspansive plot og high fantasy koncepter. F.eks. lavede den anerkendte illustrator Yoshitaka Amano en række portrætter og scener til Final Fantasy VI, der dannede grundlag for karaktererne:
Spillets hovedperson Terra skuer ud over minebyen Narshe fra sædet i sin robottank. På dette tidspunkt er hun stadig ond, da Imperiet kontrollerer hende med en såkaldt ‘slavekrone’. Hun ved på dette tidspunkt ikke at hun er barn af et menneske og en Esper, Final Fantasy VI’s svar på Tolkiens elevere, og derfor er hun i besiddelse af uhyrlige magiske kræfter. I slutningen af spillet er hun helt nødvendig for at kunne besejre spillets stærkt megalomane og ikke så lidt sadistiske slutboss Kefka.
Et udsnit af de i alt 14(!) karakterer man kan spille. De er ombord på luftskibet ‘The Falcon’, som man transporterer sig rundt i den ganske omfattende spilverden med.
Jeg kom til at tænke på Amano og hans Final Fantasy VI illustrationer, da jeg så dette maleri på Oberes Belvedere i Wien:
Giovanni Segantini – ‘Die bösen Mütter’ (1894)
Jeg er usikker på, hvor godt jeg formidler det i dette indlæg, men som jeg stod der og kiggede på det ganske uhyggelige billede, følte jeg et stærkt slægtskab mellem Segantinis æstetik og de illustrationer, jeg havde kigget på så ofte for mange år siden. Der er en fantasy/science fiction-agtig kvalitet i billedets isørken, det forblæste træer og symbolistiske stil. Der stod følgende forklaringen ved siden af billedet:
In the midst of an icy winter landscape, a young woman is writhing, caught in tree. Ensnared by its branches, her child suckles at her breast. But the mother struggles against the infant with all her might. In his 1894 painting The Evil Mothers, Giovanni Segantini addresses the controversial subject of unwanted pregnancies. He based his pictorial idea on a poem by Luigi Illica, which in turn was inspired by a Buddhist saga. Segantini created a poetic interpretation of the dilemmas surrounding female sexuality and motherhood.
På sin vis kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en kvinde, der havde forsøgt at udtrykke det dilemma, fremfor at det skulle fortolkes af en mand. Uanset hvad er det dog et stærkt og symbolladet billede, der blev sørgerligt overset. Måske fordi det har en ikke så rar undertone, måske fordi det var placeret i rummet ved siden af ‘Der Kuss’, hvor der så sådan her ud:
Billede af mennesker der tager billeder af billedet fremfor at se på billedet
Jeg skal naturligvis ikke sidde her og postulere, at et krypto-feministisk maleri fra 1894 inspirerede en række videospilillustrationer 100 år senere. Men det er en vedblivende fascination for mig, hvordan kunst taler (ubevidst) sammen på tværs af tid og sted. Jeg tror det er en af grundene til, at jeg sætter så meget pris på ældre kunst. Fordi det bliver en måde at tale med og forstå fortiden på en en ny måde.
PS. ‘Fight, Magic, Items’ er fantastisk, hvis man er i målgruppen. Jeg var varm og blød og lykkelig indeni hele vejen igennem.
Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:
Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.
Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.
Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.
Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:
Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.
Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):
Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.
Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?
Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.
Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.
Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.
Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):
Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.
Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.
Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.
Selvom min sommerferie i Wien er ved at fortabe sig i hverdagens glemsel, så kom jeg under dagens løbetur til at tænke på byen.
Måske det var dagens unaturlige septembervarme, der udløste tankestrømmen. Som udpræget vinterbarn, indendørsentusiast og solsky af natur, så trives jeg bedst med moderate temperaturer. Jeg har altid nikket med stor empati og solidaritet, når Morrissey i sangen ‘Ask’ fortæller at han bruger sin tid på: ‘Spending warm summer days indoors/Writing frightening verse/To a buck-toothed girl in Luxembourg’. Jeg søger heller ikke ud. Varme og det at være udenfor er ikke mit naturlige habitat, det er skyggen, køligheden og indendøre1. Men under mit østrigske besøg i juli var der ikke på noget tidspunkt under 34 grader i dagtimerne, og det var kun moderat køligere om natten. Indendøre hjalp ikke meget. Der var ikke aircondition i kvistlejligheden på Taborstraße, og det var reelt vanskeligt for mig at sove.
Det har jeg ikke prøvet før. Jeg er virkelig ringe til at sove i transportmidler, og har formået at rejse hjem fra bryllupsrejse via Maui til Los Angeles til Newark til København til Östersund uden at sove det mindste. Men at sove i en seng nye steder? Intet problem. Jeg kan sove under alle forhold. Troede jeg. Jeg skulle blive klogere.
Taborstraße, 15. juli 2024 kl. 2020, 33 grader
At håndtere varmen udgjorde en løbende eksperimentel læringsproces for mig under mit ophold. Jeg åbnede vinduerne den ene nat, det hjalp kun begrædeligt lidt. Dels var det lige så varmt og vindstille. Dels er der – opdagede bonderøven, der tydeligvis har været for længe væk fra urbane miljøer – forunderligt nok larm i form af højlydte mennesker, sporvogne og trafik på gaden hele døgnet i centrum af Europas femte største by, forstå det hvem der kan.
Jeg satte derfor airbnb værtindens vakkelvorne transportable blæser igang den anden nat, så mild og svalende luft kunne medvirke til at nedkøle mit solskoldede legeme. Det var en god plan, bortset fra at blæseren lød som et brunkulsfyret russisk industrianlæg, der tilmed udsendte en urovækkende kemisk brændt lugt, og derfor muligvis kunne bryde i brand hvert øjeblik det skulle være. Eftersom jeg ikke umiddelbart planlagde at ende mine dage alene i en kummerlig lejlighedsbrand i Wien, fungerede denne plan derfor heller ikke.
Den tredje dag havde jeg under dagsudflugterne holdt vinduer og gardiner lukket, så varmen ikke sneg sig ind. Forgæves, naturligvis. Jeg kom gennemstegt hjem fra Bratislava, købte mad i den overfyldte Billa på Praterstern stationen, og trådte derefter ind i det, der bedst kan beskrives som en overtændt sauna.
Jeg fandt aldrig en løsning. Den retoriske floskel om ‘at vågne badet i sved’ var indtil Wien mest af alt et kuriøst fænomen, jeg var stødt på i de mere kulørte dele af litteraturens verden. Nu ved jeg, hvad der menes.
Det tænkte jeg altsammen på, mens jeg i dag gungrede tungt og ugraciøst langs stierne i Ulkerup skoven. På det seneste har jeg døjet med mit højre knæ; ikke noget alvorligt forsikrer min livlæge mig, noget betændelse og overbelastningsinduceret, men dog stærkt irriterende, og jeg er nødt til at aflaste knæet ved at ændre træningsrutinerne. Jeg mærkede første gang til det i Wien, mit knæ klikkede lissom underlig efter en lang dags traven, så noget tyder på Wien har haft mærkbare somatiske konsekvenser for mig.
Men nuvel, udover at sove dårligt og understrege min status som et gammel skrog, så bød Wien også på en forfærdelig masse kunst, som jeg ikke rigtig har fået fortalt om endnu. Det må jeg til at gøre noget ved.
Lige her i første omgang vil jeg gerne dele Egon Schiele – ‘Die Unarmung’ (1917), som jeg så på Oberes Belvedere.
Der var engang, hvor jeg syntes Schiele var himmelstræbende genial. Han har en unik malestil og æstetik, som afviger fra hans samtid og er entydigt hans. Man kan altid genkende ham, uanset om han maler prostituerede, böhmiske landsbyer eller resignerede selvportrætter. Men jo ældre og mere af-erotiseret jeg selv bliver, jo mindre begynder jeg at synes om ham. Han døde i en alder af 28 år, og som årene går, bliver hans tilstræbte rolle som provokatør trættende for mig. I mange af Schieles andre værker bruges eksplicit nøgenhed til seksuelle provokationer, og det virker lidt infantilt for mig.
Måske det er derfor jeg virkelig godt kan lide ‘Die Unarmung’, hvor han går en anden vej og udviser en anderledes modenhed. De nøgne fysiske kroppe er stadig i centrum, men De to elskende omfavner hinanden intimt og desperat. De findes kun for hinanden, dér på det hvide lagen, mens den abstrakte verden uden om dem er forsvundet. Deres kroppe udstråler nærhed, intimitet og (føler jeg) tab og sorg. Jeg er med på, at Schiele ikke maler klassisk smukke eller lykkelige billeder, men jeg er betaget af, hvordan han bruger de tos fysiske kroppe til at udtrykke deres indre tilstand.
Det var (også) varmt den dag på museet, men det var en stor oplevelse at være der. Flere kunstoplevelser følger.
Med mindre vi taler om bjerge, naturligvis, så vil jeg altid hellere være udenfor [↩]
Musikalsk er jeg stået i stampe denne sommer. I løbet af arbejdsdagene lytter jeg størstedelen af tiden til klassisk, mens jeg oftest har podcasts i ørene under transport. Det efterlader begrænset tid til at udforske og opdage nye ting. Når det så er sagt, så er her de sange, der betød mest i den nyligt bortgåede sommer.
Dina Ögon spillede på Syd for Solen i år, hvilket skulle have været en lidt vel fersk oplevelse for alle involverede. Det kan jeg dog godt tilgive dem, da studieudgaven af bandet tenderer det perfekte. ‘Jag vil ha allt’ om melankolsk selvbedrag er årets sommersang for mig, en værdig opfølger til den næste ligeså beske ‘Det läcker’om en, ja, tilværelse, som bunden er gået ud af og hvor tingene lækker ud. Meget opløftende.
I det mere soulede segment kunne jeg rigtig godt lyde Bakars cover af ‘A Girl Like You’, der transformerede Edwyn Collins’ fundamentalt sunde (men også lidt for tungrøvede) originaludgave til en skamløs scoresang. Orion Sun er min yndlingssangerinde i genren i øjeblikket, selvom jeg efterhånden er nervøs for hendes hashforbrug. ‘Sweet’ er ret, ja, sød, men måske ikke helt på højde med hendes tidligere mesterværker ‘Antidote’og ‘Valentine’. Jeg er ret pjanket med System Olympia – ‘Shy Shy’, som er en italiensk pastiche af den allermest lækre slags. Men det er måske problematisk, når højdepunktet i sangen er de tre-fire sekunder, hvor samplen fra Gianni Risos italodisco mesterværk ‘Disco Shy’får lov at spille igennem. På den anden side er det vel urimeligt at kritisere et jordisk værk for ikke at være ligeså godt det sublime og metafysiske? Det må jeg fundere mere over.
Sidste weekend var jeg med børnene inde i biografen og se ‘Grusomme mig 4’, som jeg fandt usammenhængende, ikke særlig morsom og ærligt talt noget sjask1. Den havde dog et formildende træk, nemlig en musikscene med Tears for Fears – ‘Everybody Wants to Rule the World’. Jeg tror den sang er en af de forholdsvis få, der vil befinde sig i en eviggyldig musikkanon på tværs af generationerne. Den er 40 år gammel og lyder muligvis sådan, men jeg betragter den ikke som kitsch – dertil er melodien for stærk. Det er min ældstes yndlingssang, og jeg kan godt forstå ham. Faktisk kan jeg ikke visualisere nogen ordentlige mennesker, som ikke kan lide ‘Everybody Wants to Rule The World’.
Stefánsson har ligget rundt omkring på forskellige hylder rundt om i hjemmet i efterhånden et godt stykke tid nu. På kontoret, i stuen, i køkkenet; alle mulige steder hvor jeg har kunne samle den op og læse i den spontant. Altsammen med den klare heroiske ambition at anspore mig til at læse i den. Hidtil forgæves. For bogen har krævet nogle tilløb efterhånden, men nu – NU – tror jeg at jeg er kommet oprigtigt og vedvarende i gang med den. Handlingen kredser om et mikrokosmos på Islands vestkyst for 100 år siden, hvor en fisketur går grueligt galt. Eller handling, skriver jeg nu lidt frimodigt, måske det burde skrives med “-er, for det er endnu en af de bøger, hvor plottet ikke er det drivende. Det er sproget derimod. Stefánsson har et poetisk sprog, hvilket jeg indrømmer var en selvstændig barriere for mig indledningsvist. Det virkede uoverskueligt at kæmpe sig igennem 210 siders sproglig akrobatik og næsten tolkienske landskabsbeskrivelser. Vi er gudskelov ikke ovre i magisk realisme (den ultimative ‘nej tak!’-genre for mig), men der ER besjælet nordatlantisk natur og mennesker, der lever i en åndelig verden. Jeg lånte bogen af nogle af vores venner i Roskilde sidste år, hvor de beskrev det som en ‘ikke så nem, men meget smuk læseoplevelse’. Dengang lød det ildevarslende, men jeg tror, at jeg nu forstår, hvad de mente. Der er to bøger mere i serien, som jeg er usikker på om jeg får læst også. Men ‘Himmerige og helvede’ giver jeg ikke slip på nu. Jeg nægter. Og jeg er også begyndt at kære mig om personerne i fortællingen, hvilket plejer at udrette mirakler for min læselyst.
Ben Lerner nærmer jeg mig kun med en bidende skepsis. Jeg har læst en bog af ham tidligere, ‘The Topeka School’, som jeg tilbage i august 2020 oplevede således på min gamle blog:
“Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv. En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knausgård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.”
Nu hvor jeg læser ‘Leaving the Atocha School’ (flere årtier for tidligt, tilsyneladende), så må jeg på samme tid både give mig selv ret og modsige mine postulater.
For selv om det ER vanskeligt at sondre mellem forfatteren Lerner og hans trælse protagonist, så er det muligvis mere måden som Lernen skriver på, snarere end hovedpersonen per se, der er så sindssvagt tirrende for mig. Faktisk er det noget af en bedrift af Lerner. Det kræver reelle evner, tror jeg, at skabe en så konsistent utiltalende skikkelse, som den lemmedaskende sociopat i ‘Leaving the Atocha Station’, der slasker planløst og manipulerende rundt i Madrid.
Lerner minder mig som forfatter en del om en anden feteret midaldrende amerikansk mand, Jonathan Franzen, der heller ikke kan lade være at skrive hyperironisk og distanceret kynisk om tilværelsens ulidelige lethed. Jeg har følt mig lurvet og snavset de gange jeg har læst noget af ham, og Lerner har samme effekt på mig. Jeg må dog – om ikke andet – rose bogens forside, som jeg synes har en ganske æggende æstetik i dens fusion af tog(?) og værker fra Prado og Reina Sofia. Og så er jeg generelt bare en fangirl når det handler om at indarbejde geografiske lokationer i en titel.
Jeg er stadig kun 23% inde i bogen, der i betydeligt omfang vækker samme følelser, som ‘The Topeka School’ gjorde. Jeg tror jeg bliver glad efter endt læsning. Både for at have læst bogen og for at skulle slippe for at være sammen med Lerner igen i en rum tid fremover.
Man kan fylde biblioteker, katedraler og oceaner med de emner, jeg ved meget lidt (eller intet) om. Det være sig botanik, indretning og hvordan man rent faktisk skaber og reparerer ting, I ved nok: fysisk, med ens hænder. Et af de absolut pinligste ofre for min omfattende ignorance er dog danmarkshistorien. Jeg er – vil jeg i al beskedenhed gerne fremføre – givetvis Vestsjællands fremmeste ekspert indenfor nyere tjekkisk politisk historie, ligesom jeg da ikke blankt vil afvise at holde en lysbillede-baseret foredragsrække om italienske fodboldtrøjers udvikling siden 1985. Men jeg roder rundt som en blind og døv og stum, når det handler om Danmarks fortid. Jeg har lykkeligt glemt alt fra min skoletid, ligesom jeg kun i sporadiske glimt mindes de ellers ganske mange afsnit af podcasten ‘Kongerækken’, som jeg lyttede til for år tilbage. Det er pinligt. Jeg kan ikke besvare selv de mest rudimentære spørgsmål, som mine børn kunne finde på at stille om Danmark.
Derfor er jeg meget tilfreds med at være gået i gang med ‘Den store nordiske krig’, der dækker en afgørende periode i danmarkshistorien. Og som svensk gift, så er det selvsagt tankevækkende og oplysende at opdage præcis, hvor svigagtigt, ondsindet og nederdrægtigt et folkefærd at svenskerne egentlig er. Jeg er på nippet til teatralsk at udbryde ‘DET HER FORKLARER ALTING’, men det er svært, når jeg nu har verdens rareste svigerfamilie og i øvrigt selv er svenskofil i usund grad. Uanset hvad så er det en skønt velskrevet og ikke-fordummende historiebog, hvor synsvinklen og analysen konstant skifter fra Stockholm til København til Skt. Petersborg til Gottorp. Det er vældig interessant og jeg bliver reelt klogere af læsningen. Hvem ved, måske jeg endda på et tidspunkt kan svare på mine arvingers spørgsmål med andet end æh, bæh, buh næste gang vi står foran en historisk bygning i København.
Bevares, jeg er pinligt bevidst om at jeg efterhånden har citeret Janan Ganesh fra Financial Times alt for mange gange. Men han er og bliver nu engang min favoritskribent. Og når Ganesh så i anledningen af at samtlige døende aviser, opmærksomhedshungrende politikere og selvpromoverende LinkedIn-typer for tiden gylper ‘disse aktuelle bøger skal jeg/du læse i min sommerferie’-indlæg op, kritiserer det, vi med en mild eufemisme kunne kalde for ‘aktualitets-bias’ i læsningen, så jeg naturligvis fyr og flamme:
“Given our finite lives, and the centuries-deep canon of literature, what logic is there in reading something current? More than 120mn unique titles have been published since the dawn of the printing press. What are the odds that one written in 2024 deserves our limited time?
Instead of a list, here is a rule: avoid the contemporary. If a novel has worth, it will still have it in a decade or two. If not, the filtering effect of time — which is imperfect in its judgment, but still the best thing we have — will remove the book from consideration by then. (If you didn’t read Vernon God Little in 2003, how tempted are you now?).
This is just as true of nonfiction. If the content is topical — quantum computing, US-China relations — it will age at speed. The proper vessel for those subjects is journalism or a ChatGPT gut of the academic literature. If the book is grander in scope and register, all very well, but the question isn’t whether there is some worthwhile new stuff out there. Of course there is. The question is whether it should edge out Chateaubriand’s memoirs or Abraham Pais on Einstein in the war for your time.
If pragmatic exceptions are made here and there, Schopenhauer’s reading advice (avoid whatever is “making a great commotion”) is right. To read well is to ignore the now. This is true of no other art form, because no other art form is so time-intensive. Looking at a painting made last week does not preclude looking at a Poussin. The opportunity cost is a minute or so. If a new book turns out to be a piece of zeitgeist-y ephemera, that is seven-to-10 hours you can’t spend with Barbara Tuchman.
I have argued as a dry utilitarian so far, but there is a more human case for sticking to the past. Reading is hailed as a mental health salve: it slows a racing mind, it puts distance between one and the world. But this is only true, or at least much truer, of a book with some decades behind it. “This thing pre-dates my troubles,” is the sentiment the reader ultimately craves, “and will see them out too.” You needn’t go full Montaigne, who communed with Ovid as the religious wars burned, but don’t count on much solace from another up-to-the-minute treatise on autocracy from someone who uses “dynamic” as a noun.
There are other rules. Don’t read fewer than 50 pages in a sitting. The cost of pecking at a book here and there is a lost sense of its narrative wholeness. (“If you read a novel in more than two weeks, you don’t read the novel” — Philip Roth.) And avoid general histories. The last way to learn about China is a book called something like China. As with fiction, the universal is in the particular.
But the highest rule is to privilege the old. When he doubted Shakespeare’s greatness on probabilistic grounds — how could someone born in 1564 trump all the billions of literate people who have lived since? — Sam Bankman-Fried got things exactly wrong. The question is how something as untested as recent writing can rival work that has survived the sieve of time.
Jeg tror … jeg tror at jeg rent principielt er enig med Ganesh i, at man bør stræbe efter at læse eviggyldig og tidløs litteratur, være det sig skøn- eller faglitteratur. Altså, han er jo åbenlyst en skamløs, reaktionær og helt utålelig snob (hvilket jeg kan sætte pris på, vi mangler skamløse, utålelige og reaktionære kultursnobber i almindelighed), men han har fat i noget rigtigt, tror jeg. At et værk er aktuelt, gør det ikke nødvendigvis vigtigt. Og jeg er enig i, at en stor del skønlitteratur med fordel kan læses et par år efter udgivelsen, så man reelt kan vurdere værkets kunstneriske værdi. Her er fx for sjov skyld de otte øverste bøger på ‘New York Times 100 Notable Books 2013’:
Hvor mange af disse bøger er vigtige og værd at læse her et årti senere? ‘Americanah’, går jeg ud fra. Måske også ‘The Goldfinch’ (som jeg gik i stå i, det tilstår jeg, 771 sider i selskab med en svært irriterende hovedperson var for meget mig, men det var en nuttet kunstmaler reference i titlen). Men ellers er resten, der dengang føltes vigtige og aktuelle, vel i det store hele diffunderet ud i intetheden og irrelevansen.
Men der kan desværre være en beklagelig afstand mellem at være principielt/intellektuelt enig i noget, og til at det så manifesterer sig i konkret handling. I hvert fald når det handler om mig.
For mine boghylder (og Kindle) svømmer over med bøger, som jeg købte og læste fordi de var aktuelle, omtalte og “vigtige”. Jeg ville jo gerne være au courant, og vide hvad alle dem, der er klogere og bedre mennesker end mig, talte så indsigtsfuldt om med hinanden. Hvem ved, måske jeg en dag kunne blive en af dem? At jeg så begrædeligt ofte fandt disse bøger i bedste fald acceptable, i værste fald kedelige (og vanskelige at huske her efter endt læsning), ja, det siger vel mest noget om mit fravær af intellektuel stamina, men måske også en lillebitte smule om kvaliteten af de værker.
Jeg har i praksis udviklet en slagside i retning af aktualitet og det nye. Jeg er ikke god til at læse lidt ældre bøger, og da slet ikke klassikere. Klassikere er bøger jeg muligvis læser om, men aldrig i. Jeg opsøger ikke antikvariater, og jeg har i almindelighed ikke tålmodighed til at læse bøger, der er skrevet i ældre sprog. Jeg har fx forsøgt at gå i gang med ‘Kongens fald’ ganske mange gange, og der lykkes mig aldrig. Det er et moralsk og etisk kollaps fra min side, jeg ved det godt, men det er nu og engang sandheden.
Men jeg kan vel prøve at følge Ganeshs gyldne regel. Måske ikke så rigidt at det jeg læser skal være +20 år gammelt, men jeg vil forsøge mig at læse mere almengyldig litteratur. Jeg kommer dog ikke til følge læs-mindst-50-sider-per-læsesession reglen. Det forekommer mig, at personer der laver og følger den slags arbitrære regler hverken har børn eller en familie at være sammen med.
PS. Lige nu læser jeg lidt distræt i Elena Ferrante – ‘Min geniale veninde’, som New York Times for nylig udråbte til den bedste bog i det 21. århundrede. Den er 13 år gammel, så den er vel teknisk set indenfor Ganeshs definition af tidsmæssigt acceptabel litteratur. Her 120 sider inde ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal sige, mene eller føle. Måske den løfter sig for mig inden længe. Efterfølgende må jeg så se, hvad næste eviggyldige værk jeg skal kaste mig over.
Nu er barokpaladser ganske vist ikke lige min kop the, men Österreichische Galerie på Belvedere slottet er et forholdsvis vanvittigt kunstmuseum, som jeg derfor naturligvis måtte besøge under rejsen til Wien. Jeg vil gerne fortælle mere om udstillingerne en anden gang, men lige nu er jeg mest optaget af slottets have.
Ja, naturligvis ikke alt det manneristiske gøgl og humbug, ej heller de obsessivt klippede hække, de sirligt anlagte grusstier eller de fedladne marmornymfer og -gudinder, der bebor Jeux d’eau-installationerne på den øvre parterre. Det ville jo være aparte at gå op i den slags. Nej, jeg er mere optaget af perspektiver i, eller måske snarere: fra haven.
På Kunsthistorisches Museum kan man finde Bernardo Bellottos maleri ‘Wien, vom Belvedere aus gesehen’ fra 1760.
Billedet og veduta-genren i almindelighed inspirerer mig vel egentlig ikke som sådan. Men Bellotto – der malede under sit nom de guerre ‘Canaletto’ – konstruerede med sit maleri intet mindre end et stykke manipuleret virkelighed. Hans maleri blev så at sige det accepterede blik på, hvordan Wien ser ud – eller burde se ud. De definerede sågar en term for det: det såkaldte ‘Canaletto-Blick’. Vi ser den indre by, Karlskirche, Stephansdom og Palais Schwarzenberg – den sprudlende, velbeslåede stad under Habsburgerne oplyste vælde. Mon ikke kejserinde Maria Theresia satte pris på en så fidel fremstilling af hendes hovedstad? Og se lige her, hvordan udsigten ser ud (nogenlunde samme sted fra 350 år senere, en utidigt varm sommerdag i 2024):
Ja, bevares, nu kan I ikke rigtig se skylinen alligevel, da billedet er taget med svedig og rystende hånd af en håbløs amatør, der til hver en tid hellere vil udtrykke sig med ord snarere end billeder.
Men den grundlæggende pointe er blot, at den normative kraft i ‘Canaletto-Blick’, i Bellottos billede af og vision for hvordan Wien (bogstaveligt og figurativt) burde se ud, har været – og er – så stærk, at selv ikke 350 års industrialisering og almindelig fordummelse har kunne ødelægge det. Det er da vanvittigt interessant at opleve fortidens kraft på den måde.
Det der med forskellige normative blikke var også noget, jeg bed mærke i under museumbesøgene. For i virkelig mange af de ældre landskabsmalerier (ca. 1400-1600) dominerer en underlig magisk realisme, hvor landskaberne fremstår underligt overnaturlige – eller divergerer kraftigt fra virkeligheden. Vi ser panoramaer med episke bjerge eller klippemassiver og frodige jungler i malerier, der skal forestille scener fra det nuværende Holland. I scener fra det hellige land optræder der skove, der har en umiskendelig lighed med skove fra det vestlige og regnfulde Europa. Jeg opdagede under rejsen, at fænomenet har et navn: Weltlandschaft, eller ‘verdenslandskabet’. Som Wiki beskriver det:
The world landscape, a translation of the German Weltlandschaft, is a type of composition in Western painting showing an imaginary panoramic landscape seen from an elevated viewpoint that includes mountains and lowlands, water, and buildings. The subject of each painting is usually a Biblical or historical narrative, but the figures comprising this narrative element are dwarfed by their surroundings.
The world landscape first appeared in painting in the work of the Early Netherlandish painter Joachim Patinir (c. 1480–1524), most of whose few surviving paintings are of this type, usually showing religious subjects, but commissioned by secular patrons. “They were imaginary compilations of the most appealing and spectacular aspects of European geography, assembled for the delight of the wealthy armchair traveler”, giving “an idealized composite of the world taken in at a single Olympian glance”.
Åh, at være en velhavende lænestolsrejsende, kan man ønske sig noget mere her i livet? Som iagttager verden gennem sit Weltlandschaft-blik, og dermed kan reducere kaoset og smudset fra den ellers ubehøvlet larmende verden. Jeg har aldrig fået læst noget af Edward Said, men jeg er sikker på, at han ville have holdninger til, hvordan orienten visuelt og æstetisk blev gjort ekstra eksotisk alt efter hvilket ‘blik’, der blev lagt på den. Jeg vil holde øje med fænomener à la ‘Canaletto-Blick’ i fremtiden.
Jeg er ganske betaget af Judith Hermann – ‘Vi ville have fortalt hinanden alt’ (Wir hätten uns alles gesagt), endnu en fremragende oversat tysk bog. Handlingen er det igen så som så med, der er tale om en række selvbiografiske (eller autofiktive, jeg er oprigtigt usikker) essays om Hermanns forfatterskab og tilværelse. Ikke alt er lige spændende, men så ramler man ind i skamløst romantiske sekvenser som denne – og det er det hele værd:
Der er kun få mennesker her som jeg ser og taler med, egentlig er der kun en. Jeg ser Jon. Det er covid der skaber denne begrænsning, men når det kommer til stykket har jeg med eller uden covid ikke lyst til at se andre mennesker, jeg har simpelthen kun lyst til at se Jon, og covid skaber et motiv som jeg har længtes efter:
Jeg og en anden er alene i verden.
Jon og jeg er alene i verden.
I november 2020, i de dage hvor jeg følte at jeg drev af sted på bunden af en flod, tilbragte vi nogle eftermiddage på slotsmuseet i en provinsby på egnen hvor Jon skulle udføre noget arbejde. Han skulle vælge nogle kuriøse detaljer i interiøret der ikke straks faldt i øjnene, og affotografere dem, og vi tilbragte timer i salonerne og kabinetterne, og vi lagde os på ryggen på parketgulvet og ledte efter skjulte motiver i loftsmalerierne, frøen i hejrens næb, den gud som trækker vindvognen, et blottet bryst, bortvendte nøgne skuldre. Museet var lukket på grund af pandemien. Der var ingen bortset fra os, vi kunne lege at vi var nogle andre end dem vi var, vi gjorde det med en taknemmelighed der svarede til omstændighederne: kontemplativt.
Tre dage, vi blev til efter mørkets tidlige frembrud, og den sidste dag skete der det at vagten næsten lukkede os inde. Fredag. Han opdagede os i audienssalen hvor vi sad i en vindueskarm og så ud på den forladte slotsplads. Han sagde at hvis han ikke tilfældigvis havde hørt vores stemmer – vi havde slet ikke talt med hinanden – var han nok kommet til at spærre os inde. Han ventede høfligt til vi havde samlet vores grej sammen, og fulgte os hen til udgangen; han sagde han først ville være kommet tilbage om mandagen, vi havde på en eller anden måde måttet klare os gennem weekenden.
Han sagde, og forrådskamrene er tomme. Så lukkede han slotsporten bag os.
Senere skrev jeg en kort besked til Jon. Jeg skrev at jeg faktisk meget gerne ville have tilbragt en hel weekend sammen med ham spærret inde i et provinsslot, jeg skrev, hvor trist, vi ville have fortalt hinanden alt.
Jon vender ofte tilbage til det. Han gentager det – vi ville have fortalt hinanden alt, han vil have at jeg skal sige hvad det ville have været: alt.
Det er et sjovt spørgsmål. Det er umuligt at fortælle ham hvad alt ville have været, og det står klart for os begge at den åbenbaring aldrig mere vil kunne finde sted. To dage og nætter i et slot ville have bragt en sandhed frem i lyset der nu er uigenkaldeligt tabt; det er beroligende at antage at der altid er flere sandheder.
Men Jon giver ikke op. Han bliver ved med at sige, hvad mener du med alt. Hvad mente du med det.
Jeg kunne sige, altså for eksempel de ting, vi er besat af. Du ville langt om længe kunne have fortalt mig om dine hemmelige ønsker, på otteogfyrre timer ville vi også være nået frem til dem, du kunne have sat alt på et bræt, men det siger jeg naturligvis ikke.
Jeg siger slet ingenting.
December er forbi, det nye år er begyndt, jeg stiger op, op fra bunden af floden, op til de andre, jeg må have luft, trods alt. Når man får luft begynder man også at tale.
Nu, hvor det nye år er begyndt, taler Jon meget mere med mig end sidste år, jeg taler mere med ham, hver sætning vi formulerer for hinanden bringer en ny kompliceret gåde med sig. Jo mere vi forsøger at forklare os, jo mere misforstår vi hinanden. Som i eventyret. Tale er sølv. Tavshed er guld.
Jeg spørger Jon hvad det mon kan skyldes.
Han tænker efter et stykke tid, så siger han simpelthen, det skyldes spøgelserne.
Jeg tænker at jeg ved hvad han mener.
Jeg ville virkelig gerne kunne skrive som Hermann. Naturligvis er det at skrive hendes metier, ligesom hun har givetvis brugt år og dag på at skrive ovenstående sætninger. Man kan ikke helt sammenligne en dubiøs blog med et genuint forfatterskab. Men alligevel. Jeg beundrer det hun kan med ord.
Det er ikke så tit at jeg lytter til punk, men jeg kan simpelthen ikke stå for Amyl and the Sniffers. Har foreløbigt haft to af deres sange – ‘U Should Not Be Doing That’ og den endnu bedre ‘Hertz’ – på noget nær repeat det seneste døgn. De kan bruges til alt: kedsommelige notatskriverier, løbeture og særligt genstridig opvask. Alle aktiviteter bliver ganske enkelt bedre af deres sange. Og udover deres sanges mirakuløse karakter, så må Amyl and the Sniffers være det mest perfekte bandnavn nogensinde. Gad godt jeg havde fundet på det.
Engang i tidernes morgen var jeg som ung, idealistisk og uironisk EU-begejstret aktiv i Europabevægelsens ungdomsorganisation ‘Europæisk Ungdom’. Vi skulle holde et debatarrangement på Studenterhuset i København om noget så æggende og forførende som EU’s landbrugspolitik.
Oplægsholderen var en økonomiprofessor på det daværende KVL, der hed Christian Friis Bach. Arrangement var naturligvis sparsomt besøgt, men Friis Bach var ganske eminent den eftermiddag. Begavet, inspirerende og med det politiske hjerte på rette sted: jeg var fan. Selv efter at min EU-entusiasme blev mindre udtalt i årene der fulgte, og han blev, dramatisk suk, radikalt folketingsmedlem og minister, så holdt min sympati ved.
Blot for at sige, at jeg virkelig glad og tilfreds med nyheden om at Friis Bach i dag skifter til Venstre. Han er præcis den type, der er brug for, og det er dejligt, at han er kommet hjem.
Da jeg inden afrejsen læste om hvad vi skulle se og opleve i Bilbao, så var det slående, hvor mange af kommentarerne på diverse fora der kredsede om, at det reelt spændende kunstmuseum i byen ikke er Guggenheim, men derimod Museo de Arte Moderno de Bilbao.
Det troede jeg ikke for alvor på. Vi taler trods alt om et internationalt kompetitivt kunstmuseum, der alligevel skulle blive overstrålet af et landsdelsmuseum? Mon dog. Men i retrospekt må jeg indrømme, at jeg er enig. Værkerne på Museo Bilbao stimulerede min nysgerrighed og tankebaner langt mere, end det nominelt finere celeb-museum gjorde. Måske fordi de udstillede værker her var langt mere spanske og baskiske, snarere end det globaliserede kunst, der bliver udstillet på Guggenheim.
Skal vi ikke lægge hårdt ud? Hvad siger I f.eks. til Ignacio Zuloaga helt ustyrlige ‘Retrato de la condesa Mathieu de Noailles’ (1913)?
Er hun ikke bedårende? Som hun ligger elegant henslængt, allongée, i sublim kontrast mellem den lyserød-lilla-orange chiffon og divanens grønne satin. I hendes blik aner vi hendes dybe væsen; der er romantik og elegance i kjolens arabeske-agtige fald. Vi møder hendes sind gennem det nysgerrige blik og det lille underfundige smil, der spiller om munden. På bordet har dette prægtige og intellektuelt sensuelle væsen sine bøger (måske vi netop har forstyrret hendes læsning?), sine roser (symbol på kærlighed) og perler (passion og velstand). Den scenografiske baggrund med tunge gardiner, der indrammer vores hovedperson i et betagende magisk realistisk skylandskab. Jeg kan ikke erindre at have set et mere flatterende portræt i lang, lang tid. Det skulle da lige være nogle af Singer Sargents vidunderlige malerier. Og helt banalt må jeg sige, at det var et yderst smukt billede, som det hang der på væggen i Museo Bilbao. Zuloagas eftermæle er ambivalent. Han var basker, men endte på den forkerte side i den spanske borgerkrig – og Franco brugte ham siden i propagandaøjemed. Jeg synes ikke at Zuloagas valg nødvendigvis reducerer den æstetiske eller kunstneriske værdi af hans portræt af Anna de Noailles. Men det vidner om, at æstetikken og den historisk arv kan være vanskelig at få til at mødes på en letfordøjelig måde. Det er fuldt ud muligt at lave skøn kunst og samtidig støtte et militærstyre, jf. mere nutidige diskussioner om muligheden for at sondre mellem kunstneren og vedkommendes kunst. Det virker småabsurd at tænke på i dag, men Spanien var et militærdiktatur gennem adskillige årtier indtil 1978. Det er længe siden nu, men det er ikke længe siden. Der er stadig masser af nulevende spaniere, som erindrer hvordan livet var i et ganske andet spansk samfund – og hvem ved, måske endda besidder positive erindringer om det. Tilværelsen ville nemmere, hvis den var mere principiel og sort-hvid, men ak, vi må nok acceptere gråzoner, nuancer, fejlbarlighed og moralske kompromiser lidt endnu.
Ingen sommer uden høst. I Anselmo Guinea – ‘La recolección de la manzana’ (1893) er vi i de baskiske frugthaver i den pittoreske Arratia dal. Alt er harmoni, vi befinder os nærmest i et japansk papirtryk. Jeg er ganske betaget af lyset i billedet, og jeg er særligt vild med kontrasten mellem det gyldne og det blå. Jeg kan lide Guineas næsten Monet’ske måde at skildre af naturen. Omvendt ved jeg ikke om kvindens ansigt fungerer? Det virker underligt … anderledes med et realistisk ansigt i et ellers pointillistisk billede. Den er ikke rigtig konsekvent nok, denne sammenblanding af stilarter. Jeg får fornemmelsen af, at Guinea var ude i en stiløvelse, hvor han gerne ville vise at han var en moderne maler, der havde adopteret strømningerne fra Paris – men at han stadig ikke helt ville eller kunne gennemføre det fuldt ud. Se til kontrast Monets maleri af sin kone og barn i et andet sommermotiv. Måske det er den konsekvente vilje til at gå hele vejen, der er en af forskellene mellem de dygtige og de guddommelige kunstnere?
Mere spansk landidyl, denne gang to piger på en sti i Gabriel García Maroto – ‘Mozas en el sendero’ (1922-1923). Jeg ville ønske, at jeg kunne udtrykke det på en mere sofistikeret måde, men – fanget som jeg er i en dansk provins – så sætter jeg pris på det … sydeuropæiske i skildringen af landskabet. Sammenligningen er en anelse søgt, men i mit hoved bliver jeg mindet om bjergvandringer i Schweiz, når jeg ser på maleriet. Det skyggefulde hvil på stien en varm, varm dag.
Stien op mod Alpe Cardera, Locarno
Så måske Marotos billede først og fremmest fremkaldte en nostalgisk reaktion i mig. Og savn og længsel efter noget andet.
Det kan dog ikke være rural idyl det hele. For drivkraften i baskerlandets historie i det meste af 1900-tallet var ikke landbrug, det var minedrift og industri – som fremstillet her i Daniel Vázquez Díaz ‘La fábrica bajo la niebla’ (1923), hvor han maler et det kongelige asturiske mineselskabs industrikompleks lige øst for San Sebastián. Egentlig er jeg ikke den store kubist, men jeg synes det er sjovt hvordan alting – skorstene, bjerge, bygninger, kulbunkerne – er konstrueret af geometriske former. Og der er en vis elegance i hvordan Díaz fremstiller den fugtige tåge gennem blege hvide, blå og grå farver. Jeg ved ikke om industrien ligefrem bliver smuk på billedet, men jeg fornemmer omvendt heller ikke at Díaz er ude på at illustrere en dystopi eller forfald. Der er noget stolt – måske ligefrem noget baskisk – over billedet, der – sin firkantethed til trods – er beundringsværdigt realistisk.
De næste par malerier har jeg ikke dannet nogen dybere tanker eller associationer om, udover at de var virkelig smukke og/eller specielle at se i levende live, som jeg stod der i Museo Bilbao:
Jean Berque – ‘Deux nus’ (1923)
José Maria de Ucelay – ‘Una muchacha’ (1922)
José Maria de Ucelay – ‘Jugando a los bolos en San Bartolomé’ (1935)
Gustavo de Maeztu – ‘Los mujeres del mar’ (1916)
Intet indlæg uden seminøgenhed på stranden, melankolske kvindeblikke i bjergene, vaniljefarvede skyer i særprægede formationer, eller rasende furier. Jeg ved ikke, måske er der ikke tale om unik eller verdensomstyrtende kunst. Men Museo Bilbao var en ualmindeligt mættende og dejlig oplevelse. Naturligvis fordi museet udstiller værker fra mine kunsthistoriske yndlingsperioder, det hjælper på det hele, men også fordi mange af malerierne har en stedbundethed og en forankring i noget (beklager det småvamle ord) ægte. Hvis man skal drage en nordjysk parallel, så synes jeg personligt at Poul Anker Bech er overvurderet, men omvendt så forstår jeg fuldt ud, hvorfor en vendelbo kan føle Vendsyssel i hans malerier. Jeg tænker, at en basker vil kunne føle det på samme måde, når de møder et maleri af Arteta og co.
Endelig var noget af det mest forunderlige ved vores besøg på Museo Bilbao, at størstedelen af museets udstillingsareal faktisk var lukket grundet ombygning. Derfor var det ikke engang hele samlingen, vi fik at se. Jeg vil klart anbefale et besøg, især hvis man gik lidt død i Guggenheims lidt ufrugtbare udstillinger.
Han er en sjov historie, det gamle AaB-talent Wessam Abou Ali, der efter nedture, snørklede karriereveje og skæbnetræf nu er konge af Egypten topscorer i den egyptiske liga, afrikansk Champions League mester, og skal til klub-VM med sit hold Al Ahly.
Han er en i rækken af sørgeligt fortabte AaB-talenter, som jeg nærede så store forhåbninger til (se også: Jannik Pohl), men som aldrig for alvor slog igennem i klubben. Men jeg er glad på hans vegne. Han fortjener at være lykkelig. For udover at praktisere en dejlig aalborgensisk dialekt, så har han været en virkelig sød dreng at høre på, de gange jeg har hørt ham optræde i diverse AaB-podcasts. Jeg gad virkelig godt at det havde været i AaB at han var blevet forløst, men sådan skulle det ikke være.
Jeg så ham et par gange live i AaB-tiden, senest i en druknet regnvejrskamp på Roskilde Idrætspark i september 20181. Han var ret lille og ufærdig dengang, iført et kæmpestort hår (altid et tegn på at man er en hædersmand) og var klart et talent med perspektiver i. Hvad der siden gik galt med ham og AaB ved jeg ikke. Men hvis jeg var typen der skrev selvhjælpsbøger eller religiøse epos, så ville jeg bruge ham som case på en person, der (uforskyldt, tror jeg, AaB var et dystopisk mareridt i de år) først fejlede, men som siden fandt lykken, æren og skønheden ved at følge sin egen, heterodokse vej i livet.
AaB vandt 5-0 og jeg var lidt splittet, da jeg dengang forsøgte at opbygge en affektion for FC Roskilde, der dengang var min lokale klub. [↩]
Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.
Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.
Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?
Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.
En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.
Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.
Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.
Louise Bourgeois – ‘Maman’ (1999)
Jeff Koons – ‘Puppy’ (1992)
Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.
Salen med Richard Serras installationer
Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.
Roy Lichtenstein – ‘Grrrrrrrrrrr!!’ (1965)
Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?
Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:
Robert Rauschenberg – ‘Barge’ (1962–63)
Robert Rauschenberg – ‘Untitled’ (1963)
Mark Rothko – ‘Untitled’ (1952-1953)
Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.
Yoshitomo Nara – ‘Miss Margaret’ (2016)
Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.
Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:
Elin Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth
Leo Ghisler Fuglsbjerg Martha Jungwirth
Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.
Martha Jungwirth – ‘Große Natur’ (1993)
Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:
Fordi:
Francisco de Goya – ‘La maja vestida’ (1800-1805)
Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.
Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.
Normalt undgår jeg i videst muligt omfang at skrive nostalgi-inficerede indlæg, eftersom nostalgi – og dets endnu mere pinagtige slægtning ‘sentimentalitet’ – er et gammel-menneske fænomen, hvilket jeg jo ikke er (gammel, altså).
Men i dag røg jeg ned i et musikalsk hul, hvor jeg blev … ja, jeg kan ikke sige det på anden vis, end at jeg blev genbetaget af et band og en sanger, der har ligget i mit baghoved igennem ganske mange år. Sangen jeg lyttede til med bandet, er et af den slags værker, der kræver et vist humør/sindsstemning for at det fungerer. Hvis man lytter til sangen på det forkerte tidspunkt, så vil den for de fleste være helt og aldeles for meget, for inderlig, for intens. Det svarer lidt til at læse en bog på det forkerte tidspunkt i livet (jeg vil påstå at man er nødt til at læse Tolkien i en påvirkelig alder, ellers er det ligemeget) eller at se Caspar David Friedrich mesterværker som 6-årig. Man kan godt gøre det, men sandsynligheden for religiøse åbenbaringer er begrænset.
Men … at en sang kræver den rette kontekst betyder er ikke ensbetydende med, at der ikke er tale om et mesterværk. Og det gav mig lysten til at skrive indlægget ‘Popsange (primært fra skribentens yngre dage) der er på grænsen til at være alt, alt for meget, men naturligvis er objektivt vidunderlige i deres krystalliserede perfektion’.
Sange jeg elsker på trods (eller måske fordi) de er så skamløse/uironiske/oprigtige/cringe, at man næsten ikke helt kan bære det. Det er sange, der kræver et særligt mentalt ståsted i livet. Det er således næppe et tilfælde, at næsten alle sangene er klumpet sammen i midt-/slut-90’erne, hvor jeg åbenbart var en ret modtagelig sjæl. Så med fare for ydmygelse:
Jo, jeg gik helt derud lige fra starten. Og jeg siger ikke undskyld for det. ‘Iris’ er så emo’et som det kan blive, hvilket er aldeles pragtfuldt, som at bade i et oprørt kar af teenangst, oprigtighed og uklædelig Weltschmerz. “And I don’t want the world to see me/because I don’t think that they’d understand/When everything’s made to be broken/I just want you to know who I am”. ÅH SÅ LAP DOG MIT HJERTE SAMMEN IGEN, EN ELLER ANDEN.
Kan du ikke lide denne sang? Hvad er der galt med dig? Hader du også killinger og snefnug og din mors kram da du var lille og havde slået dig og det første kys efter biografturen og følelsen af frihed og uendelige muligheder dengang toget kørte ud fra stationen, da du og din første kæreste tog på interrail sammen den sommer før alting gik galt i Trieste? Hvordan kan du artikulere ordene “jeg kan ikke lide ‘Kiss Me’?”. Det er jo konceptuelt vanvittigt at have det sådan.
Faste læsere vil vide at ‘Linger’ er min ubetingede yndlingssang. Det er mere end tvivlsomt, at det kommer til at ændre sig nogensinde. Det er indbegrebet af en hjerte-smerte sang, og jeg vil forsvare den til mine dages ende.
Ja-ja, jeg ved godt ‘Murder on the Dancefloor’ er den sang, som alle huske fra Ellis-Bextors første periode. Men ‘Take Me Home’ er altså den objektivt bedste popsang af de to. Melodien tripper forførende rundt på tåspidser, der er forførelse i luften; det er som hvis Harald Slott-Møllers ‘Primavera’ blev omformet til en popsang.
Måske er en sang om vold i hjemmet ikke den helt store glædespreder. Men har du lyttet til melodien i ‘Luka’ for nylig? Den er så fantastisk. Og Vega synger sangen så tilpas tilbageholdt, at man ved der er hjerteblod bagved. Mon man overhovedet ville kunne lave den slags sange i dag? Om den type emner?
Jeg indrømmer en vis … fascination af Alanis dengang. Jeg var 13 og hun var meget, meget direkte. Jeg tror at det var første gang jeg var interesseret i vrede kvinder. Det er stadig en brutal sang, som er bedst når man er forsmået – og den bør uanset hvad ikke spilles på lav volumen på noget tidspunkt.
Hvis jeg var yngre ville jeg dyrke Sam Fender helt uhæmmet. Han er så sublim indenfor sin genre, som en moderne Bruce Springsteen. ‘Seventeen Going Under’ er den ultimative desperate teenagesang. ‘Spit of You’ er anderledes, den fungerer nok bedst, hvis man er en far, der til tider kan synes det er vanskeligt at gøre det rigtigt. Teksten i ‘Spit of You’ kredser om maskulinitet og en søns fremmedgjorte forhold til sin far, set fra sønnens perspektiv. Musikvideoenermeget rammende. Sangen er lidt vanskelig for en distant og fejlbehæftet far at lytte til:
“They say I’m the spit of you/
And they’re not wrong/
Bury my head too/
Stomach hurts all the time/
Can’t shift it/
Been like that since eight/
Knotted up with the baggage/
Neck like a stone/
All sounds just like you/
Smashing cups off the floor/
And kicking walls through/
That’s me and you
I can talk to anyone/
I can talk to anyone/
I can’t talk to you”
Så kommer vi til sangen der begyndte hele balladen i dag. Spotifys algoritme satte ‘Put Your Arms Around Me’ ind i mit flow, og bang, jeg var i Texas. Efter at have været fraværende i måske 25 år. Det er den ypperligste melankolske ballade, et sørgerligt glemt mesterværk. Lige fra strygerne, over beatet til teksten om ubesvarede følelser og hedonistisk selvbedrag (“So put your arms around me/You let me believe that you are someone else/‘Cause only time can take you/So let me believe/That I am someone else”). Kun de mest forhærdede, forbitrede og uelskende sjæle lader sig ikke berøre af sangens længsel.
Generelt har Texas en voldsom diskografi, blev jeg mindet om i dag. De har vel 8-10 bangers over en 5 årig periode, og de er alle fremragende. Måske jeg egentlig bedst kan lide deres første single, ‘I Don’t Want a Lover’ fra 1989, ikke mindst for dens musikvideo. Forsanger Sharleen Spiteri er 22 år og er helt uimodståelig. Hendes vokal er dyb og alle bandmedlemmerne har en frisure, jeg vil begå mord for at eje den dag i dag. Året efter spiller de på en hollandsk festival, og selvom jeg egentlig ikke er til meget kort hår hos kvinder (og koncerten lige tager et par minutter for at træde i karakter), så er hun åbenlyst en kommende superstjerne. Faktisk tror jeg – helt uironisk og usagligt – at forsanger Sharleen Spiteri er musikhistoriens mest attraktive kvinde. Se hende i koncerten fra 2001. Se hende i videoen til ‘Say What You Want’. Hun er guddommelig. Jeg kunne også godt lide Louise Warner i Sleeper, men ingen er i nærheden af Spiteri.
Ovenstående er selvsagt en ufuldstændig liste. Men jeg har brug for mere tid til at finde flere sange, der ligger udenfor den uværdige tidslomme, de kalder mine teenageår.
I en af sine klummerskriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:
Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)
This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.
Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.
If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).
Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.
All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.
Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.
Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.
Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.
Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:
“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.
Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”
Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.
Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.
Fordi:
