Samfund

There are 16 posts filed in Samfund (this is page 1 of 1).

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Frederikshavn

Som eksileret nordjyde er jeg altid i målgruppen for en introspektiv artikel om min hjemstavn. Sidste år skrev Nikolaj Arve eksempelvis den aldeles vidunderlige ‘Trailermanifestet’; en klumme i Weekendavisen, der var så intenst eksilnordjydemelankolsk , at jeg var nødt til at skrive ham en lidt vel henført takkemail (som han replikerede generøst på, givetvist alt imens han funderede over hvem i alverden dog den skrivende tosse var).

I går læste jeg derfor med ganske intens interesse Rebekka Bundgaards noget mere ambivalente odysse i Atlas om Frederikshavn, byen hun voksede op i som ung. Bundgaard genbesøger og udforsker byens identitet (det gennemgående tema er rust og forfald) sammen med sangeren Allan Olsen, der vel er Vendsyssels fremmeste kulturelle ikon. Bundgaard beskriver sine følelser for Frederikshavn som blandede; byen var et hårdt, selvtilstrækkeligt og lukket sted at vokse op, “hvis man stikker en smule ud”:

»Men har du overhovedet selv følelser for byen?«, spørger Allan Olsen mig og afbryder sin egen lange talestrøm. Han har en masse at sige om sagen.

»Du har jo trods alt boet der i den dannende del af din opvækst.«

Jeg har mange følelser for byen, meget blandede følelser. Jeg voksede jo op i Frederikshavn i den ’sløve periode’, som du beskriver det, jeg har aldrig oplevet det som en by med liv. For mig var det et dødt og hårdt sted at vokse op, man skulle passe ind i nogle bestemte rammer, hvis man ville inkluderes, fortæller jeg ham.

Jeg skammer mig lidt, mens jeg siger det. Allan Olsen elsker jo byen. Men det viser sig, at han synes, det er fuldstændigt rigtigt, at rammerne her er for snævre.

»Det handler jo om, at der har været en utilpasset maskulin kultur i byen, og den periode, hvor du er vokset op, der har den maskuline kultur fået et tryk. Så den maskuline værdighed, der var til stede da jeg voksede op, som kunne være rå men også var retfærdig, den er jo i din opvækst blevet til frustration og depression, og det i kombination med maskulinitet bliver tit noget lort.«

Mit eget forhold til Frederikshavn er ‘færger’. Stena Line til Göteborg (og under barndommens utallige ferierejser videre mod Sunne, Idre, Sälen), Læsøfærgen efter mine forældre købte sommerhus på øen. Jeg forbinder intuitivt Frederikshavn med lugten af færgehavn og det at vente på en parkeringsplads i sirlige rækker, inden man kan komme om bord på færgen (“skynd jer op, vi skal nå at finde et godt bord) med dens tax-free og Street Fighter 2 arkadespillemaskiner. Men byen som sådan har jeg ikke et forhold til. Den er et sted, jeg historisk set kun har besøgt på vejen til eller hjem fra bedre steder.

Jeg synes Olsens tolkning af kulturen er tankevækkende, altså hvad det betyder når udviklingen efterlader et sted med en traditionelt ‘maskulin’ og industriel arbejdsidentitet (i Frederikshavns tilfælde havnen) med ingenting. Hvad det kan udarte sig til, når den klassiske maskulinitet ikke længere har gode, konstruktive og meningsgivende ting, at kanalisere sin energi ind i og manifestere sig igennem. Der er interessant, og der ligger givetvis et større essay her og gemmer sig om sammenhængen mellem afindustrialisering i yderområder, maskulinitet og fremvæksten af populistiske partier, men måske det allerede er skrevet 1.000 gange, og uanset hvad må det blive en anden dag.

Der er andre gode og ret morsomme citater i artikler, dog nok mest hvis man han en relation til Vendsyssel:

Allan Olsen fortæller også, at der engang var et stærkt intellektuelt miljø i byen, som udsprang fra gymnasiet. Men da jeg voksede op, var det miljø dødt, og han forestiller sig også, at mange gymnasielærere i byen har levet et ensomt liv, fordi belæste folk kun flytter væk.

»Der kommer ikke længere nogen til byen, der kan tilføre noget. Kun erhvervsfolk. Med andre ord, den eneste stolthed, der er tilbage i Frederikshavn, det er så ishockeyklubben. Men det går også ad helvedes til, for de har ingen penge. Jeg har smidt masser af penge i den klub gennem tiden, og har selv spillet ishockey hele mit liv i Frederikshavn. Jeg nåede at spille hele vejen op til landsholdsniveau. Nu vil Jens Gaardbo så prøve at redde klubben.«

Det understreger en følelse, som mange danskere, der er bosat i provinsen, sikkert kan genkende: At beslutningerne bliver truffet et sted meget langt væk. Også de beslutninger, der vedrører dem selv og deres by. Det kan hurtigt afføde en fornemmelse af uretfærdighed, og af, at folketingspolitikerne lader tilfældighederne råde, når det kommer til udkantsdanmark. Det er Frederikshavns forhold til byen Hjørring et godt eksempel på. De to byer har altid været cirka lige store, og det har selvfølgelig dannet grundlag for et sammenligningsforhold, der til tider har været giftigt.

»Når man i Frederikshavn hader Hjørring som pesten, så er det fordi, at det var en bondeby, en by af husmænd, en by langt fra havet. Man kan ikke have tillid til folk, der bor langt fra havet. Eller folk, der sover middagssøvn,« fastslår Allan Olsen.

Vi havde en fornemmelse af at Hjørring var en by, hvor folk sov hele tiden. Hjørring var et tilstræbt borgerskab, og Frederikshavn var et lykkeriddersted. Her kom søfolk til og slog sig ned på alle mulige omstrejfende måder. Men Hjørring er altid blevet hjulpet, for dem, der sidder mellem Østerbro og Frederiksberg og planlægger, de siger, ’lad os lave noget stort i Vendsyssel’, og så lægger de det i Hjørring, fordi det er i midten.«

»I Sverige har du Stockholm, som er den store flotte hovedstad, hvor Hr. og Fru Hakkebøf kan tage på museum, og så har du Göteborg, og det er heavy metal. I Skotland har du Edinburgh, den store flotte hovedstad, hvor folk render rundt i kilt og blæser i sækkepibe, og så har du Glasgow, som er den by i verden, hvor folk bander mest. I Irland har du Dublin, den pæne hovedstad, hvor folk rejser til for at høre irsk musik. Men Belfast – der kan du bo på Hotel Europa, som er det mest bombede hotel i Europa. Og jeg vil lave den samme sammenligning mellem Hjørring og Frederikshavn. Frederikshavn er den beskidte dreng i Vendsyssel. Og jeg vil hellere være i selskab med den beskidte dreng, end jeg vil være i selskab med en eller anden CEO i Hjørring, jeg ville kede mig ihjel.«

Det bliver selvfølgelig meget vendsysselsk, indforstået og navlebeskuende i den fortælling, men jeg kan nu godt lide det. Og jeg er enig med Allan Olsen. Måske ikke så meget i hans arbejderklasseromantik og bodegafetisch, men jeg stoler heller ikke på folk, der bor langt fra havet, det gør jeg altså ikke. Heller ikke selvom jeg elskede at bo i både Bruxelles og Prag. Hjørring nåede jeg kun at bo i små 7 måneder og fik aldrig noget dybere forhold til. Jeg nåede derfor ikke at bemærke om de sov ekstra meget middagslur, men jeg savner ikke stedet, det må jeg indrømme.

Men uanset hvad, så er Bundgaards ‘De perifere lemmer visner’ værd at læse. Også hvis man ikke har et personligt forhold til Frederikshavn, eller blot sidder et sted på det ydre Sjælland og tænker på hjemstavnen. Og den er ekstra værd at læse her kort tid efter, at Frederikshavn Kommune har pantsat det meste af sin økonomiske fremtid i at redde havnen fra økonomisk ruin. Nu forstår jeg bedre, hvorfor de har gjort det.

Kroning

Da jeg var yngre – teenager – var jeg republikaner. Afskaffelse af det danske kongehus var en af mine favoritdiskussioner var med min bedstefar. Han var modstandsmand under krigen, frihedselskende og liberal af den gamle (høj)skole. En livslang Venstrevælger, der ikke dyrkede kongerøgelse, og i øvrigt nærede en intuitivt ironisk distance til de selvudråbte moralske autoriteter. Men han havde en grundlæggende bevidsthed om betydningen og værdien af et nationalt, kulturelt fællesskab. Med et lidt bedaget udtrykt følte han stor fædrelandskærlighed. For ham var monarkiet en vigtig del af det. Om ikke andet, så som symbol for Danmark, vores historiske arv og det at være dansk.

Han var samtidig også vild med en god diskussion, især med sit yngste (og mest provokerende) yndlingsbarnebarn. Så afskaffelse af kongehuset kunne vi diskutere ofte. Ikke så underligt, for monarkiets (og folkekirkens1) afskaffelse er et de der ‘gode’ symbolske politiske diskussionsemner, hvor der ikke kommer til at ske noget i den virkelige verden. Til gengæld kan deltagerne komme helt op den store ideologisk klinge, uden at det koster noget, eller nogen for alvor bliver stødt over det.

Jeg entrerede diskussionerne fra en liberal og principiel vinkel. Fremhævede det udemokratiske, det autoritære, den illiberale kerne i monarkiet som styreform. At man i et moderne samfund ikke burde acceptere monarkiet, der i mine øjne var en amoralsk og illegitim historisk konstruktion. Der – uanset om der ‘kun’ er tale om et konstitutionelt monarki – i sin grundessens stadig er baseret på uretfærdighed og irrationalitet.

Min bedstefar var mere konservativt og pragmatisk anlagt. Var vel enig i det principielle argument imod monarkiet som styreform, men vægtede det sammenhængskraftsskabende og den fællesskabsdannende højere. Og hvad er alternativet, Kåre, vil du hellere have Poul Nyrup som præsident (spoiler: det ville jeg ikke). Sådan kunne vi diskutere frem og tilbage. Vi blev naturligvis ikke enige. Det tror jeg egentlig heller ikke var meningen. Han nød mest af alt diskussionen, tankegymnastikken og at få lirket argumentationen ud af mig.

Friedrich Kaulbach – ‘Krönung Karls des Großen’ (1861)

Jeg vil ikke sige, at jeg i dag er blevet mere enig med min bedstefar. Principielt mener jeg stadig det samme. Men afskaffelse af monarkiet står ganske langt nede af listen over politiske forandringer, jeg vil gennemføre den dag revolutionen kommer.

Og måske min tilgang i dag er af mere … sociologisk karakter? For jeg er ret overbevist om, at alle samfund og fællesskaber har brug for fortællinger, symboler, ritualer til at skabe mening, helhed og identitet.

Selv et nominelt sekulært samfund som Danmark i 2024. Hvis vi ikke længere dyrker Gud, så må vi dyrke noget andet. Det gælder også på individniveau. Er det ikke bemærkelsesværdigt, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i arbitrære ting ved at dyrke dem, ja, religiøst? Fænomener som ‘min karriere’, ‘det perfekte hjem’, ‘rollen som MOR’, ‘politik’, ‘træning’, ’18 timers faste’, ‘klimakampen’ og ’social status’ kan ses som ersatz-religion for mange mennesker. Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter; det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden uden større mening. Men set i det lys (og løftet op på samfundsniveau) er kongehusets fortsatte eksistens – uanset at der tale om en udemokratisk anakronisme – måske ikke så underlig. Vi har som samfund brug for mening, metafysik og fortællinger, hvilket monarkiet kan tilbyde.

Eller … det har det i hvert fald kunne indtil videre.

For den afledte konsekvens af at betragte monarkiet som meningsgivende symbolsk artefakt må samtidig være, at den dag kongehusets medlemmer ikke kan levere symbolerne, meningen, fortællingen eller metafysikken, der får os til at glemme os selv, så forsvinder relevansen af monarkiet som institution.

Hvad sker der, hvis vores opløftede symboler bliver ‘folkelige’ eller ‘almindelige’? Hvis dem, der skulle forestille at være fortolkerne og forvalterne af det symbolske Danmark (før, nu og i fremtiden), viser sig at være mådeligt begavede, dårligt formulerede, motionsløbende midaldrende mænd, med en forkærlighed for mobbende kostskoler, venindebesøg i Madrid, tvivlsom ageren i IOC samt rigeligt mængder betalte vennetjenester af magteliten? Hvad nu, hvis kongehuset i overgangen fra en kulturelt dannet filosofdronning til noget …andet, ikke længere er god showbizz? At potemkinkulissen falder, og vi ser medlemmerne af kongehuset, som det de med stor sandsynlighed er: uinteressante individer, uden nogen videre talenter eller opløftethed. Hvor længe holder den royale illusion og de søde løgne om os selv som nationalt fællesskab så?

Så måske jeg i virkeligheden stadig er den republikanske teenager indeni. Jeg ville ønske at disse mennesker blev frisat til rent faktisk at skabe forme deres egen skæbne. Også på en dag, hvor der bliver kronet en ny regent. Jeg håber da det bedste for ham, kongehuset forsvinder jo ikke i morgen, men jeg har min tvivl. Og jeg tror ikke at min bedstefar ville have været særlig imponeret af de medlemmer af kongehuset, der bestrider rollen i dag.

  1. Som jeg naturligvis også mener burde afskaffes [↩]

Neijuan

Nu skal man naturligvis være varsom og påpasselig, når man begynder at nærme sig ‘et gammelt kinesisk ordsprog siger at …’-territoriet. Men jeg tror alligevel jeg vil begynde at indarbejde begrebet ‘neijuan’ i mit ordforråd. Stødte på det i en artikel i Foreign Affairs: ‘Xi’s Age of Stagnation: The Great Walling-Off of China’, og det er så dejligt rammende:

What this analysis overlooks is the extent to which these economic problems are part of a broader process of political ossification and ideological hardening. For anyone who has observed the country closely over the past few decades, it is difficult to miss the signs of a new national stasis, or what Chinese people call neijuan. Often translated as “involution,” it refers to life twisting inward without real progress.

Et liv, der drejer sig indad uden noget rigtigt fremskridt. Mmmm. Eller som det beskrives i den overraskende hjælpsomme wiki-artikel om begrebet:

Neijuan (Chinese: 内卷; pinyin: nèijuǎn; lit. ‘to roll inwards’) is an English loanword of the Chinese word for involution. Neijuan is made of two characters which mean “inside” and “rolling”. Neijuan has disseminated to nearly all works of life in mainland China in the recent few years, due to the uneven distribution of social, economic, and educational resources and ongoing economic malaise, especially in terms of higher education bodies and labour markets. Neijuan reflects a life of being overworked, stressed, anxious and feeling trapped, a lifestyle where many face the negative effects of living a very competitive life for nothing.

Uden at ville lyde alt for meget som en skribent i Politiken, så er det på en og samme tid både betryggende og rædsomt, at de lejlighedsvise følelser af meningsløshed og eksistentiel fortvivlelse er en almenmenneskelig tilstand – uanset om man bor i Strandhusene eller Shanghai. Og jeg synes neijuan er et interessant koncept. Ikke mindst i en tid, hvor Mette Frederiksen rejser land og rige rundt med sit konkurrencestatsbudskab om nødvendigheden af at danskerne skal sænke blikket, droppe de flyvske drømme om noget andet – og arbejde mere og længere. Det er neijuan i sin reneste form. Hvem mon bliver lykkelig af det?

Kult

Lyttede til AaB Support Clubs podcast (‘Rød Aalborg’, suk) under gårdagens urimeligt blæsende løbetur. Paneldeltagerne drøftede livet, døden og tilsvarende eksistentielle spørgsmål her efter AaB’s nedrykning til 1. division. Det var en lidt pudsig oplevelse. For tre kampe inde i den nye sæson i den næstbedste række, så var alle deltagerne i debatten positive, ja, nærmest livsglade. De var spirende optimister og havde igen fundet glæden ved at komme på stadion. De føler ting igen. De tror på ting. De glæder sig til weekenderne, fremfor at gå ind til dem med den der grufulde fornemmelse af utilpashed i maven. Væk var den stoiske distance og ironi, som har været det følelsesmæssige panser og den copingmekanisme, man som AaB’er har haft brug for igennem adskillige år.

Det var besynderligt at opleve, alt imens jeg vraltede prustende rundt dér et sted på Ellingevej.

Dels fordi nordjyder pr. definition er født som misantroper og skeptikere. Dels har de medvirkende i ‘Rød Aalborg’ aldrig – og jeg mener virkelig ALDRIG – været ligeså positive og smilende i alle de år, hvor klubben spillede i den bedste række. De har været sortseende og vrede, selv i de flygtige perioder, hvor det gik nogenlunde habilt for holdet. Men nu sidder vi så her på 2. klasse og verden er styrtet sammen – og pludselig er alle blevet så pokkers glade. Mennesket er i sandhed et underfundigt væsen.

Nu hjælper det selvfølgelig på humøret, at AaB er begyndt at vinde kampe igen. Ganske vist mod svagere og mere eksotiske modstandere (næste hjemmekamp: Næstved) end tidligere, men alligevel, alt tæller jo. Og ligeså vigtigt: efter mange års planløshed, middelmådighed, sportslig og åndelig deroute, inkompetence, vekslende lejesvende fra nær og fjern, så virker det som – perverst nok efter at klubben de facto er blevet fuldstændigt overtaget af udenlandske ejere – at klubben har har fundet tilbage til en samlende identitet igen. Det føles som at klubben og holdet er på rette vej, at der er skabt et samlende formål, en ny retning, ja, en identitet. Der er igen noget at holde af.

Kom til at tænke mere over det identitetsmæssige aspekt efter at have læst to indlæg af musikkritikeren Bob Lefsetz: ‘The music is not enough’ og ‘The cult era’. De er begge både lange og polemiske (og derfor naturligvis læseværdige), men hans pointe er kort opsummeret, at i en verden præget af opbrud, balkaniserede kulturnicher, mainstreamens opløsning og fraværet af de fælles fortællinger om hvem vi er og formålet med det hele, så søger de rodløse og atomiserede (musik)forbrugerne et tilhørsforhold – en identitet at blive en del af. Vi ønsker alle at få fyldt det sorte hul af ensomhed og fjernet følelsen af ikke at høre til:

We all want to belong

First it was baseball, then it was the Beatles and finally it was MTV. We all paid attention, we all knew what was happening, and even the barely hip caught the references.

Today you’ve got no idea what people are talking about, unless they’re a member of your cult.

We’re all people, living on the planet, but we’re all separate, lonely, and this doesn’t feel good. We’re looking to connect. We’re living to connect. So how do we handle this? We join a cult.

There’s no center anymore, nothing everyone is aware of and agrees upon. And this is disorienting. So you’re not just a fan of something, you’re a member of the cult. Like “Succession.” The numbers were anemic. But you can’t tell that to anybody who watched the show, they’ll get pissed off. They’ll tell you how great it was, how you’re missing out.

Just like politics on the right. It doesn’t matter how many times Trump gets indicted, it’s not going to change the minds of his cult members, his believers. It’s not about right and wrong, it’s about belonging. They decided to jump in and were greeted warmly. Used to be a cult was small and its members did their best to keep you out. Today it’s just the opposite, cults are large and everybody is welcome, as long as they drink the kool-aid and become a true believer.

There was One Direction. Huge in America with only one hit. Now we’ve got BTS. Most people have never ever heard the act’s music. But those who have? There are no casual BTS fans, they’re all-in. And it’s not just listening to the music, it’s going to the show, buying merchandise, quoting the lyrics, once again, it’s belief.

Like Taylor Swift. In the scheme of things, she reaches fewer people than any superstar of the pre-internet era. But her cult is large and fearless, out to combat any naysayers. Cross Taylor at your peril. Say something negative and you will be canceled by her army.

As for the attendance at her shows… Talk to some of those who are going, they need to be there, it’s a rite of passage, they need to be able to talk about their experience. They know all the lyrics, they dance and sing, Taylor Swift gives them reason to live.

If you’re trying to reach everybody, you’re failing. Because if you’re reaching everybody there’s no us vs. them. Part of being in the cult is not only believing in the performer, but hating and being down on all competitors. It’s your hero and a bunch of zeros.

And this is all based on the loneliness of the human being, the feeling of detachment, of floating in a wilderness of too many options, none of which reach everybody.

Lefsetz’ argument er, at man som musiker ved siden af den musikalske excellence, kun overlever kommercielt ved at opbygge en identitet, som man på kultagtig vis kan skabe følgere ud fra:

You remember the MTV era, right? Or maybe you don’t, but it was all about a pretty face. The classic rockers were up in arms, believing it should be about the music. They reluctantly made videos. And they were ultimately left behind. You found the person, then you built the act around them, via stylists, via high end production, it was all about the image.

But if you want image today, you go with the Kardashians, the rest of the model elite. That’s all they are selling, they’re inherently two-dimensional. That’s not artistry, that’s business. And by going into competition with the Kardashians, et al, the music business loses again and again. As for all those brand extensions… The Kardashians are about makeup, fragrances, clothing, that’s their essence. For an artist that’s the penumbra. It cheapens the so-called brand and is an also-ran to the Kardashians, looking bad in comparison.

Notice that there are no movie stars anymore? Because they sell image, not identity. They’re different in every film/TV show/production. And in the internet era, with so much information available, most can be seen to be nincompoops, or narcissists focused on plastic surgery to achieve an image that is fake, but palatable to Hollywood, which has lost direction too.

Jeg siger ikke at AaB er en kult. I så fald er det en lidt sørgelig én af slagsen. Men de giver mig (og podcastdeltagerne) en identitet og igen i stigende grad noget at høre til og holde af. Så måske det slet ikke er så underligt igen, at en nedrykning og den efterfølgende rykken-sammen-i-bussen føles så glædesskabende.

Meget af det, der er galt med moderne fodbold er netop at det er blevet en kønsløns forretning. Der er intet at elske, hade eller føle noget for. Hvis man ser en Champions League kamp, så er der ingen tvivl om at spillet på banen er blevet bedre. Underholdningsproduktet er bedre. Og det er vel fint nok, især hvis man gerne vil tjene penge. Men gør det nogen forskel om det er klubben ejet af Emiraterne eller den ejet af Saudi Arabien, der vinder kampen? Hvad skal man som menneske have af meningsfuld relation til de globaliserede franchises, uden skyggen af lokal tilknytning?

Pointen om at søge identitet gennem mindre og mere dedikerede kultagtige fællesskaber er applikerbar langt udover fodboldens verden. I subkulturer og de identitetspolitiske strømninger. I dansk politik virker det ret åbenlyst, at Alex Vanopslaghs transformation til identitetsskabende selvhjælpsguru er et forsøg på at skabe den type fællesskab, som giver meningshungrende personer noget at tro på og være en del af. Og hvis vi bliver i det partipolitiske, så er et af Venstres hovedproblemer ikke så meget, at man er juniorpartner i en anæmisk flertalsregering under socialdemokratisk ledelse. Men partiet har i dag ingen identitetsgivende funktion, formål eller overordnet projekt. Det handler om pragmatisk krisehåndtering – hvilket er helt fint for en sjæleløs teknokrat som mig – men der er ikke længere noget at tro på. Vi er så langt fra en kult, som man kan komme. Hvis man er ideologisk liberal, så er Venstre ikke længere nødvendigvis det sted, man går hen. Og da slet ikke, hvis den brede leverpostejsagtige mainstreammidte bliver mindre og mindre gangbar.

Kritiske ryster vil sige at den ‘midte’ aldrig har eksisteret for alle – og at idealet om den altid har været ekskluderende for de anderledestænkende og at det bygger på normative antagelser om, hvad der er godt og ægte og smukt (i.e det heteroseksuelle ægteskab, kapitalisme, konkurrencestaten, strukturel racisme osv osv). Derfor er opløsningen af mainstream i mindre og atomiserede dele i virkeligheden en positiv ting, da det giver de “ekstreme” eller “anderledes” en stemme og mulighed for at leve, som de ønsker – fri for diskrimination.

Jeg kan til nøds forstå dele af perspektivet, men jeg er bekymret for den egentlige drivkraft – ensomheden, fremmedgørelsen, den manglende interesse eller empati for mennesker, der er uenig med en selv – i en muligvis stigende kult-liggørelsen af kultur og samfund. For hvis vi ikke længere har noget til fælles, hvad skal vi så tale med hinanden om? Hvorfor skal vi udvise inter-generationel solidaritet overfor hinanden? Det er den type dilemmaer, vi får brug for at løse i årene frem.

The Marvelification of man

Nu er Odsherred jo som bekendt en nærmest 1:1 karbonkopi af London, så jeg lytter altid ekstra opmærksomt, når Financial Times’ ‘How To Spend It’-redaktør Jo Ellison identificerer en tendens. Denne gang i den, nuvel, angstprovokerende klumme ‘The Marvelification of man’:

When did everybody start looking like Chris Hemsworth? Walking around the City during this recent hot spell, I have been struck by a distinct shift in the thirtysomething male physique. A great many young men seem to have undergone some sort of pneumatic transformation: it is now customary to boast biceps that strain one’s shirt sleeves and shoulders so hench they burst the seams.

That’s if they wear a shirt. Walking past St Paul’s Cathedral on my commute last week, I was beset by dozens of running, shirtless beefcakes all sporting smooth, hairless, bionic chests. Each had extraordinary muscle definition, every contour was exactly bronzed. Dressed in my sad goth summer office outfit, I felt like a weedy extra on the set of Avengers: Infinity War.

City bros pumped on power and muscle have been around for a long time: Tom Wolfe first observed his “masters of the universe”, those buffed titans of Wall Street, in The Bonfire of the Vanities back in 1987. Likewise, the extremely gym-hewn have been a staple of gay-friendly metropolitan centres for decades. Today, however, it has become routine to see young men of every persuasion, from Cupertino to Chelmsford, looking as though they’re mid-transition from puny man-child into the Hulk.

Allerførst: jeg elsker at hun er iført et ‘sad goth summer office outfit’. Vi kunne alle have brug for mange flere sad goth summer office outfits i vores tilværelse.

Dernæst: JESUS KRISTUS OG DEN HELLIGE GUDS MODER, hvordan skal jeg kunne konkurrere med pumpede city bros og de ultratrænede Himbos? Ellison hjælper mig ikke, thi nu er det også min tur til at blive tingsliggjort:

It’s a cruel corollary of the gender-equality awakening that men now feel compelled to aim for completely unrealistic body goals. There are currently alarmingly high rates of body dysmorphia and disordered eating among young men. The ubiquity of social media apps for dating has also revealed cold, hard truths. These are difficult times for the bow-legged and the paunchy: our sex lives increasingly depend on a snapshot that will be examined for an instant before being swiped away. And while women may be expected to resemble Emily Ratajkowski, men must now embody an outlandish standard of perfection that sits somewhere between Love Island contestant and cartoon demigod.

It’s sad, unfair and facile, but men are just as vulnerable to the ills of objectification. You can bring the intellect and deep conversation, but no amount of quoting Dostoyevsky will likely get you laid.

Hvad med bell hooks? Amia Srinivasan? Giver det slet ikke noget, at jeg ved hvem de er? Hallo? Se lige mine bøger? Kan vi ikke tale om det? Hvad med alle mine dyyybe interesser og alle de omhyggeligt opbyggede narrativer om mig selv? Nej? Behøver jeg virkelig det her:

According to my personal trainer, Peter Cobby, mere mortals can obtain the Marvel bod. “That kind of body shape requires seven-days-a-week training, a huge amount of weightlifting and a very prescriptive diet,” he tells me. “However, you’ll find a lot of these guys are cheating and doing three days a week, plus steroids.”

Steroid use is now pretty commonplace among those looking for instant muscle. Certainly, that might help to explain the sudden explosion of he-men in this part of town. Meanwhile, I plan to monitor the situation very closely, as part of an ongoing study on the fallout of the gender wars. Himbos, next time you see a sad old lady staring at you — feel free to remove your shirt.

Oooook. Mere rolig nu. Ikke meget, men dog mere. Jeg må nok blot lære at acceptere, at givet at jeg A) ikke føler et akut behov for at ødelægge vitale kropsfunktioner med steroider og B) trods alt har andet at lave end at sidde hver dag i et sørgeligt træningslokale i Højby og løfte ting, så må jeg parkere Himbo ambitionerne for nuværende. Og så må jeg vel blot håbe på at mine omgivelser stadig vil kunne lide mig i den korte tid der går inden at alle andre mænd får forvandlet sig til Chris Hemsworth.

Alex Vanopslagh

Jeg burde være lige i målgruppen for Alex Vanopslaghs seneste iteration som værdipolitisk liberal, hvor Det Liberale Projekt handler om frihed, mening, ansvar et al – og ikke kun om skattelettelser og retten til et stort privatforbrug. Der er meget, der taler for ham. Han er objektivt en dygtig politiker, intelligent og retorisk skarp. Han er sjov og fremragende til kommunikation – især på sociale medier – og han har på mange måde galvaniseret yngre menneskers interesse for politik. Han er den borgerlige oppositions klare fyrtårn. Jeg vil endda næsten love at jeg kommer til at læse hans nye bog, der har fået endog særdeles positive anmeldelser. Og hvis jeg var yngre, så ville jeg formodentlig også se ham og Liberal Alliance som et mere attraktivt valg, end den gamle, støvede bondelobby af et parti, som jeg stadig er medlem af.

Men jeg kan ikke. Liberal Alliance er for mig stadig Saxo Banks politiske lejesoldater. Det er i mine øjne stadig et grundlæggende asocialt foretagne. Og så er der Vanopslag selv. Han har han haft for mange kalkulerede politiske personaer, for mange hamskift. Det er fint og agtværdigt at gennemgå en politisk og personlig dannelsesproces. Forandring er bedre end stasis. Men der må være en kerne et eller andet sted derinde, og jeg ved ærligt ikke om jeg kan lide det, jeg tror der er derinde. Han taler om personligt ansvar, men fusker med sin bolig? Ehhhh. Det bliver lidt meget, synes jeg.

Det var en lang intro for at sige, at jeg er fascineret af det arrangement, som Vanopslagh og Liberal Alliance afholdt i KB-Hallen i denne uge. Hvor han – godt hjulpet af Casper Christensen (en anden mand med en forvirret og konstant skiftende identetet, aktuelt er han vist kristen efter at have taget ecstacy og tilgivet sig selv i en skov sammen med sin psykoterapeut) – transcenderede fra politiker til selvhjælpsguru; en dansk og (må man håbe) lidt mindre toksisk udgave af Jordan Peterson. 2.500 mennesker har betalt for at deltage i det, der måske (måske ikke) var et politisk arrangement, kombineret med bønnemøde og selvudviklingsforedrag. Det er et vildt tiltag i dansk politik, som vi nok kommer til at se meget mere af i fremtiden.

Når det så alt sammen er sagt, så tror jeg at Vanopslagh har fat i noget rigtigt i substansen. De store fortællinger og ideologier er døde, vi lever i en verden med polykriser, Panta Rhei, de etablerede sandheder opløses, der er usikkerhed, tvetydighed og ambivalens over alt. Men behovet for mening i tilværelsen for den enkelte og fællesskabet er jo ikke forsvundet. Så hvad er meningen med det hele? Hvordan bliver jeg et menneske der lever et hvis ikke lykkeligt, så dog meningsfuldt liv? Hvad kan jeg selv gøre, hvad er mit personlige ansvar, hvis de hidtidige samfundsinstitutioner spiller fallit i bestræbelserne på at imødeegå kriserne? Det er denne grundlæggende søgen og higen, som Vanopslagh nu på begavet vis forsøger at kombinere med politisk vækkelse.

Igen: hans projekt er ikke for mig, jeg mistænker at dybsindigheden og refleksionen mest af alt handler om en politisk kalkule. Men jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig – og det er værd at holde øje med Liberal Alliances strategi. De er klart Danmarks mest interessante parti at følge i de her år.

The Nineties

Hovedkonklusionen jeg tager med mig efter endt læsning af Chuck Klostermans ujævne, men underholdende ‘The Nineties’ er, hvor meget af min tænkning og intuitive livsopfattelse er formet af at være barn og teenager i det årti. Teknisk set er jeg vistnok Millennial (om end den korrekt term vist er ‘Geriatric Millennial’), men reelt er jeg influeret af den ældre Generation X – ikke mindst efter min usunde dyrkelse af Douglas Couplands forfatterskab i min gymnasietid. Derfor min permaironiske, blaserte og distancerede tilgang til det meste. Selvom der er en klar nordamerikansk popkulturel bias i bogen (behøvede Grunge og Bill Clintons affærer fylde så meget?), så er der mange beskrivelser af fænomener og trends, jeg kan huske og mener at kunne genkende. Hvilket naturligvis får mig til at føle mig uendelig gammel og nostalgisk efter en fortid, jeg ikke er sikker på jeg selv virkelig har oplevet.

Apple Vision Pro

Føler mig noget lunken overfor det nye mixed-reality headset, som Apple præsenterede forleden.

Jeg var skeptisk da Meta satsede på deres metaverse, og selv ikke hardware af Apple-kvalitet ændrer så meget ved det. Uden at ville lyde alt for teknofobisk og 70’er-pædagog-agtig, så kan jeg ikke forestille mig noget mere fremmedgørende end mennesker, der sidder med headset på i selskab med andre. Eller yderligere blurred grænser mellem den fysiske og digitale virkelighed for den sags skyld. Hvis vi synes skærmene er omnipræsente i dag, hvad er det så for en interaktion, vi vil have med hinanden i fremtiden? Hvis vi er bag en skærm hele tiden?

Og jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er for et problem eller behov, at mixed/augmented/virtual-reality og skal løse. Det er ikke et problem jeg har, eller har lyst til at have. Men måske jeg blot mangler at se lyset. Måske Apple Vision faktisk bliver det nybrud, som alle tech-evangelisterne i mit Twitterfeed har kokset helt ud over de seneste 24 timer. Men jeg håber det ikke.

Foreign Affairs

Er igen begyndt at abonnere på Foreign Affairs efter en del års pause. Nyeste nummer lå i postkassen i dag, og det føles helt rart og trygt at bladre i det. Måske det er en retrograde tilgang, men jeg læser stadig bedre i fysiske aviser og magasiner end de digitale artikler. Skiftede af ren og skær nærighed mit Weekendavisen-abonnement ud med et digitalt af slagsen, hvilket jeg fortryder uge efter uge (uden at jeg af den grund får gjort noget ved det).

Nu må vi så blot se om jeg rent faktisk får læst artiklerne i Foreign Affairs. Min interesse for sikkerheds- og udenrigspolitik var alt andet lige mere intens dengang jeg stadig troede at jeg skulle skrive Ph.d. om geopolitiske forhold og siden redde verden som hærdet diplomat i Ouagadougou.

Neo

Jeg ser ellers ikke mig selv som en klassisk luddite. Men jeg bliver mismodig og traurig når jeg læser artikler som ‘What does it mean to be a boy online in 2023?’ (undertitel: “What lessons young men are learning from YouTube, TikTok and influencers like Andrew Tate“).

Dels over selve det forvrængede univers, som børn og unge kan møde online. Alle de bizarre og fremmedgørende normer og idealer. Men også over hvordan det digitale liv tager så meget over fra det fysiske og sociale – og hvor vanskeligt det er at fravælge. Det afhængighedsskabende aspekt er skræmmende. Hvordan skal de nogensinde blive lykkelige og nogenlunde afbalancerede personer? Hvordan kan jeg hjælpe dem?

Age of Average

Har set artiklen ‘Age of Average’ blive anbefalet en lang række steder. Fuldt forståeligt, da den er stærkt tanke- og urovækkende. Dens centrale tese om at alting ser ens og gennemsnitligt ud – indretning, biler, caféer, arkitektur, logoer, bogforsider, det kvindelige skønhedsideal (sic), alskens produkter, instagram æstetikken et al, – er af den slags, hvor jeg greb mig selv i at sidde som en gammel tosse, der nikker og brummer anerkendende i fuld offentlighed uden selv at være klar over det. Efter endt læsning får man en ubændig trang til at være anderledes.

God tro

Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme). 

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis. 

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).

Heaven’s Gate

Jeg fordybede mig for nylig i en podcast i ikke færre end ti dele om ‘Heaven’s Gate’-kulten.

Det er klart at suicidale UFO-dommedagskulter – hvor de i tiden inden masseselvmordet også kastrerede hinanden – er en anelse … ekstreme i deres løsninger. Men noget jeg kom til at tænke på, da jeg hørte om deres tankesystem var: Ja, de mennesker var gakkede, men men men. Hvis man kom udefra – måske gemte sig bag et Rawlsk slør af uvidenhed – og anlagde samme kritiske/tilstræbt objektive distance til de religiøse narrativer og livsførelser, vi betragter som mainstream i vestlige/sekulariserede samfund anno 2023, ville vores egne tankesystemer, moralske modeller og logikker så pr. definition blive betragtet som sunde, raske, naturlige og rigtige? Kræver det egentlig ikke nogen lidt underlige argumentatoriske spagatøvelser for at få tingene tingene til at hænge sammen? Kan du egentlig forklare, hvorfor vi kulturhistorisk tænker som vi gør?

De senere års fragmentering, polarisering og disinformation udfordrer i hvert fald antagelsen om en ’normal’ og almengyldig mainstream. Dermed ikke sagt, at jeg som almindelig bøvet leverpostejsdansker ikke selv abonnerer på det meste af den samlede mainstreampakke; jeg er mildest talt ikke en heterodoks tænker.

Men når man møder fænomener, som er så langt ude som ‘Heaven’s Gate’ var, og som fuldstændig forkaster mainstream, så må man fundere over, hvad ens egen verdensmodel indeholder af besynderligheder.

Artikelgeneratoren

For et stykke tid siden florerede der en ganske morsom Zetland artikel generator på Twitter, der på kun let karikeret vis (og helt uden brug af AI) konstruerede den arketypiske artikel i Zetland:

Zetland Artikel Generator

Efter ikke færre end tre (afbrudte) prøveabonnementer på Zetland gennem årene, så oplevede jeg generatoren som til tider ret rammende. Og jeg kom til at tænke på den efter at have læst debatindlæg nummer 137 i Politiken om “hvid januar” og den åbenbart problematiske danske alkoholkultur (præmieeksempel: “Sociolog: Min mand håber stadig, at jeg en dag vil drikke igen: »Du var jo så sjov«, siger han”).

For mon der findes en Politiken debatindlægsgenerator? Hvor man med udgangspunkt i ens øvre middelklassenavle kan udføre en performativ, rituel dans, hvor ens selvtilfredse forbrugsvalg og normer kan ophøjes til at være løsningen på et postuleret samfundsproblem? Hvor man kan bryste sig af at udvise mod (gerne med den kvalmende “vi skal turde at …”-formulering, især hvis det efterlyste mod enten ikke er modigt, eller hvis det er: helst skal udvises af mere ressourcesvage grupper end skribentens egen) og koble sig på en dagsorden, som de visionære mennesker i Politikens redaktion har bestemt er vigtig lige nu.

Hvis, ja, hvordan kan jeg så ødelægge den generator?

Ikke at jeg negligerer at druk og alkohol er et problem, tværtimod. Jeg ville ønske at vi havde en mere normaliseret, mediterran tilgang til alkohol i Danmark. Men alle de personer, der lige nu er i gang med at deklarere deres nyfundne alkoholfri tilværelse (og opfordrer alle til at følge deres lysende eksempel), er de samme mennesker der på varierende tidspunkter de senere år har påstået at slette deres facebookprofil, kun spiser økologisk, ikke handler hos nemlig.com og heller ikke længere køber nyt tøj af hensyn til klimaet.

Hvilket altsammen sikkert er agtværdige mål og handlinger, men tilsyneladende bedst udleves via selvhævdende opslag på sociale medier og doserende debatindlæg i Politiken. Indtil næste jeg-er-et-godt-menneske-emne dukker op, naturligvis. Så starter den rituelle dans forfra med de samme deltagere.