Min datter er hjemme med en sygedag på andet døgn; en variant af den hosten og feber, der tilsyneladende hærger skolerne i øjeblikket.
Hun var ganske oprørt over ikke at kunne komme afsted i skole. Dels fordi hun muligvis befinder sig i en småpermanent falsk bevidsthed (“men jeg ELSKER skolen!”), dels fordi der kører en børnelitteraturfestival i Odsherred i øjeblikket. Klassen skal afsted til et foredrag med en forfatter i dag, og da hun grundet feberen heller ikke var med på en anden tur til Ulvsborg i går, så er følelsen af tab og gå-glip-af forholdsvis intens.
Selv havde jeg egentlig booket en feriedag i et smådesperat håb om at få skrevet koncentreret på den stadig mere presserende projektopgave, som min RUC-gruppe skal aflevere om mindre end 14 dage. Men i stedet er morgenen og formiddagen gået med at ligge under dynen og læse med hende. Hun læser Dragonball manga, jeg har afsluttet sidste bind i Elena Ferrantes Napoli-bøger.
Jeg skal allerede her tilstå, at intet – INTET – i øjeblikket giver mig større glæde og stolthed, end når mine børn lystlæser. Det føles intenst vigtigt for mig, at de opdager glæden ved at læse. Der er få ting jeg for alvor er god til, men at læse og skrive er trods alt min metier. Kunne virkelig godt tænke mig, at det er noget af det, jeg giver dem med videre i livet.
Undervejs i læsningen spurgte hun mig, hvad min bog handler om. Her knap 2.000 sider inde, så var det et ubehageligt relevant spørgsmål. For hvad handler Elena Ferrantes bøger egentlig om?
Jeg har skrevet lidt om dem før, men det var mest i et ‘kvindelitteratur’-perspektiv. Handlingsmæssigt sker der egentlig ikke meget henover de fire bøger. Vi følger et pige- og kvindeliv og venskab i Napoli henover syv årtier. Der er skole, forfatterskaber, børn, (knuste) ægteskaber, affærer og momentan vold. Alt sammen set gennem den kvindelige hovedpersons ikke altid særlig pålidelige fortællerøjne. Vi er i virkeligheden ovre i et melodrama, om end et velskrevet og intelligent et af slagsen. Hovedpersonen Elena er et begavet barn og en ambitiøs kvinde, der igennem livet strides med samfundets (maskuline) forventninger til hende som menneske, kvinde, mor og forfatter. Hvilken pris skal man (og dem man elsker) betale, hvis man ønsker at følge sine ambitioner? Hvor meget skal man ofre for kunsten?
På den måde var det sjovt, at læse de sidste sider af ‘Storia della bambina perduta’ ved siden min lille, kloge og følsomme datter, der altid vil så meget og besidder så meget mere skaberkraft, end jeg selv gør. Gad vide hvor hun ender henne, og om hendes drømme bliver opfyldt. Mit job er vel at give hende de bedst mulige rammer. Måske det lige nu indebærer at forberede frokosten og lave te med honning?
Noget af det interessante ved at være i gang med en efteruddannelse er, at min indre mentale kalender – den måde jeg tænker tiden på – igen er blevet struktureret efter semestre.
Året er nu på forunderlig vis atter bygget op om to studiesemestre, der begge afsluttes med eksamener. Jeg var ellers – efter at begge børn er i skole – begyndt at tænke årets gang efter lønmodtagerlogik (“åh nej, det er en arbejdsgiverjul i år”) og grundskolens rytme (“er SFO’en lukket i efterårsferien?”). Men nu er julen atter blevet en mærkelig amorf skikkelse, hvor jeg muligvis har fri, men ikke fri, da der jo er eksamen om et øjeblik. På samme måde er sommeren blevet magisk længere, da min mentale sommerfrihed nu strækker sig op helt frem imod semesterstart.
Tid er, hvad man tænker det som. Mine forældre, der ikke har været på arbejdsmarkedet i snart 15 år, tænker eksempelvis stadig deres verden efter skolernes ferier. “Kommer I ikke med børnene til Aalborg i ferien, så holder vi fri der” er et ikke helt ubekendt refræn under de ugentlige telefonopkald. Hvilket på den ene side er både sympatisk og empatisk (de vil gerne være sammen med deres børn og børnebørn), men omvendt også er lidt konceptuelt bizart for to pensionister, der i princippet har fri hele tiden. For mit eget vedkommende kan jeg grundlæggende bedre lide semester-tidstankegangen end alternativet. Det er en mere naturlig måde for mig at opfatte tidens gang, uafhængigt af hvilke arbitrære ferier og helligdage, der fra politisk side tilføjes eller fjernes i skolernes kalendere.
Jeg skal til to eksaminer i den kommende uge, hvor dele af pensum handler netop om skabelsen af tidsmiljøer og om tidens relation til arbejde. Min gruppe skal til eksamen i et digert værk, vi har skrevet om implementeringen af en 4-dages arbejdsuge. Det spændende ved den case er, at når man indfører komprimerede arbejdsuger i en organisation, så påvirker det hvordan tiden opfattes og hvad ‘arbejdstid’ er for noget. Det åbner for spørgsmål og ret tvetydige paradokser om, hvordan og hvornår den enkelte og fællesskabet arbejder. Dels intensiveres arbejdet fordi flere ting, møder, processer skal presses ind på færre dage. Men arbejdet bliver også ekstensiveret, ikke mindst i en post-COVID-19 verden, hvor hybridarbejde og fleksibilitet forventes i mange jobfunktioner. Hvilket ikke er et særkende i organisationer med 4-dages arbejdsuge, men snartere et vilkår for de fleste (undskyld det vamle udtryk) vidensarbejdere.
Mange af os (især hvis der er børnelogistik i hverdagen, der kræver at man ikke kan blive længe på arbejdet) sidder med arbejde om aftenen eller i weekenden. Fleksibiliteten giver den enkelte friheden til selv at indrette ens arbejde, men omvendt opløses grænserne mellem livssfærerne, hvorved man på sin vis på arbejde hele tiden.
Man er med andre ord fri til selv at indrette sin ufrihed, mens man lytter til Art Feynman – ‘Desperately Free’. Det er en tilstand, der er en fransk filosof værdigt. Eller i det mindste kan bære noget af en eksamenssituation på mandag.
Som eksileret nordjyde er jeg altid i målgruppen for en introspektiv artikel om min hjemstavn. Sidste år skrev Nikolaj Arve eksempelvis den aldeles vidunderlige ‘Trailermanifestet’; en klumme i Weekendavisen, der var så intenst eksilnordjydemelankolsk , at jeg var nødt til at skrive ham en lidt vel henført takkemail (som han replikerede generøst på, givetvist alt imens han funderede over hvem i alverden dog den skrivende tosse var).
I går læste jeg derfor med ganske intens interesse Rebekka Bundgaards noget mere ambivalente odysse i Atlas om Frederikshavn, byen hun voksede op i som ung. Bundgaard genbesøger og udforsker byens identitet (det gennemgående tema er rust og forfald) sammen med sangeren Allan Olsen, der vel er Vendsyssels fremmeste kulturelle ikon. Bundgaard beskriver sine følelser for Frederikshavn som blandede; byen var et hårdt, selvtilstrækkeligt og lukket sted at vokse op, “hvis man stikker en smule ud”:
»Men har du overhovedet selv følelser for byen?«, spørger Allan Olsen mig og afbryder sin egen lange talestrøm. Han har en masse at sige om sagen.
»Du har jo trods alt boet der i den dannende del af din opvækst.«
Jeg har mange følelser for byen, meget blandede følelser. Jeg voksede jo op i Frederikshavn i den ’sløve periode’, som du beskriver det, jeg har aldrig oplevet det som en by med liv. For mig var det et dødt og hårdt sted at vokse op, man skulle passe ind i nogle bestemte rammer, hvis man ville inkluderes, fortæller jeg ham.
Jeg skammer mig lidt, mens jeg siger det. Allan Olsen elsker jo byen. Men det viser sig, at han synes, det er fuldstændigt rigtigt, at rammerne her er for snævre.
»Det handler jo om, at der har været en utilpasset maskulin kultur i byen, og den periode, hvor du er vokset op, der har den maskuline kultur fået et tryk. Så den maskuline værdighed, der var til stede da jeg voksede op, som kunne være rå men også var retfærdig, den er jo i din opvækst blevet til frustration og depression, og det i kombination med maskulinitet bliver tit noget lort.«
Mit eget forhold til Frederikshavn er ‘færger’. Stena Line til Göteborg (og under barndommens utallige ferierejser videre mod Sunne, Idre, Sälen), Læsøfærgen efter mine forældre købte sommerhus på øen. Jeg forbinder intuitivt Frederikshavn med lugten af færgehavn og det at vente på en parkeringsplads i sirlige rækker, inden man kan komme om bord på færgen (“skynd jer op, vi skal nå at finde et godt bord) med dens tax-free og Street Fighter 2 arkadespillemaskiner. Men byen som sådan har jeg ikke et forhold til. Den er et sted, jeg historisk set kun har besøgt på vejen til eller hjem fra bedre steder.
Jeg synes Olsens tolkning af kulturen er tankevækkende, altså hvad det betyder når udviklingen efterlader et sted med en traditionelt ‘maskulin’ og industriel arbejdsidentitet (i Frederikshavns tilfælde havnen) med ingenting. Hvad det kan udarte sig til, når den klassiske maskulinitet ikke længere har gode, konstruktive og meningsgivende ting, at kanalisere sin energi ind i og manifestere sig igennem. Der er interessant, og der ligger givetvis et større essay her og gemmer sig om sammenhængen mellem afindustrialisering i yderområder, maskulinitet og fremvæksten af populistiske partier, men måske det allerede er skrevet 1.000 gange, og uanset hvad må det blive en anden dag.
Der er andre gode og ret morsomme citater i artikler, dog nok mest hvis man han en relation til Vendsyssel:
Allan Olsen fortæller også, at der engang var et stærkt intellektuelt miljø i byen, som udsprang fra gymnasiet. Men da jeg voksede op, var det miljø dødt, og han forestiller sig også, at mange gymnasielærere i byen har levet et ensomt liv, fordi belæste folk kun flytter væk.
»Der kommer ikke længere nogen til byen, der kan tilføre noget. Kun erhvervsfolk. Med andre ord, den eneste stolthed, der er tilbage i Frederikshavn, det er så ishockeyklubben. Men det går også ad helvedes til, for de har ingen penge. Jeg har smidt masser af penge i den klub gennem tiden, og har selv spillet ishockey hele mit liv i Frederikshavn. Jeg nåede at spille hele vejen op til landsholdsniveau. Nu vil Jens Gaardbo så prøve at redde klubben.«
Det understreger en følelse, som mange danskere, der er bosat i provinsen, sikkert kan genkende: At beslutningerne bliver truffet et sted meget langt væk. Også de beslutninger, der vedrører dem selv og deres by. Det kan hurtigt afføde en fornemmelse af uretfærdighed, og af, at folketingspolitikerne lader tilfældighederne råde, når det kommer til udkantsdanmark. Det er Frederikshavns forhold til byen Hjørring et godt eksempel på. De to byer har altid været cirka lige store, og det har selvfølgelig dannet grundlag for et sammenligningsforhold, der til tider har været giftigt.
»Når man i Frederikshavn hader Hjørring som pesten, så er det fordi, at det var en bondeby, en by af husmænd, en by langt fra havet. Man kan ikke have tillid til folk, der bor langt fra havet. Eller folk, der sover middagssøvn,« fastslår Allan Olsen.
Vi havde en fornemmelse af at Hjørring var en by, hvor folk sov hele tiden. Hjørring var et tilstræbt borgerskab, og Frederikshavn var et lykkeriddersted. Her kom søfolk til og slog sig ned på alle mulige omstrejfende måder. Men Hjørring er altid blevet hjulpet, for dem, der sidder mellem Østerbro og Frederiksberg og planlægger, de siger, ’lad os lave noget stort i Vendsyssel’, og så lægger de det i Hjørring, fordi det er i midten.«
»I Sverige har du Stockholm, som er den store flotte hovedstad, hvor Hr. og Fru Hakkebøf kan tage på museum, og så har du Göteborg, og det er heavy metal. I Skotland har du Edinburgh, den store flotte hovedstad, hvor folk render rundt i kilt og blæser i sækkepibe, og så har du Glasgow, som er den by i verden, hvor folk bander mest. I Irland har du Dublin, den pæne hovedstad, hvor folk rejser til for at høre irsk musik. Men Belfast – der kan du bo på Hotel Europa, som er det mest bombede hotel i Europa. Og jeg vil lave den samme sammenligning mellem Hjørring og Frederikshavn. Frederikshavn er den beskidte dreng i Vendsyssel. Og jeg vil hellere være i selskab med den beskidte dreng, end jeg vil være i selskab med en eller anden CEO i Hjørring, jeg ville kede mig ihjel.«
Det bliver selvfølgelig meget vendsysselsk, indforstået og navlebeskuende i den fortælling, men jeg kan nu godt lide det. Og jeg er enig med Allan Olsen. Måske ikke så meget i hans arbejderklasseromantik og bodegafetisch, men jeg stoler heller ikke på folk, der bor langt fra havet, det gør jeg altså ikke. Heller ikke selvom jeg elskede at bo i både Bruxelles og Prag. Hjørring nåede jeg kun at bo i små 7 måneder og fik aldrig noget dybere forhold til. Jeg nåede derfor ikke at bemærke om de sov ekstra meget middagslur, men jeg savner ikke stedet, det må jeg indrømme.
Havde den ældste med på Glyptoteket i de vedvarende bestræbelser på at redde ham fra en skæbne som udkantstosse gennem nådesløs eksponering for kultur. Jeg var der senest i november sidste år, hvilket var en god oplevelse. I går var dog en anelse mere om ad bakke. Ikke så meget på grund af drengen; han gad egentligt godt og forstod, at det nok kunne betale sig at spille med på faderens småborgerlige billedkunstfetisch (vi skulle jo i Faraos Cigarer bagefter). Men jeg greb mig selv i, at det var vanskeligt at formidle min egen iboende begejstring til ham.
Bygningen fungerer til at vække undren (den er jo ganske mageløs), det samme gjorde skulpturerne (som man kan fortælle historier om). Men min egen favoritgenre, billedkunsten? Ikke rigtig. Vi sprang de franske malerier 1800-1870 over, den periode gider jeg jo ikke engang selv. Men som jeg stod der i salen med malerier fra perioden 1870-1925, og drengen kiggede lidt forventningsfuld på mig (men mest: med flakkende blikke hen mod døren ud til friheden), så var det vanskeligt at forklare, hvorfor i alverden han skulle interessere sig for de impressionistiske landskabsmalerier.
Claude Monet – ‘Sous les citronniers’ (1884)
Nu har jeg jo i almindelighed selv vanskeligt ved at være i min krop, når jeg ser et Monet-maleri. For jeg finder det jo selvevident, at manden var et geni og havde et gudsbenådet talent. Men hvordan forklarer jeg den følelse til en dreng, der selv er kreativ og skabende – samtlige kroge, hylder, skuffer og ledige bordpladser i huset svømmer over med hans mangategninger – men ikke nødvendigvis er skolet til at mærke eller blive fascineret af billedkunst? Han er optaget af handling og udtryk og voldsomhed, og nuvel, der sker jo ikke så meget i Monets malerier. Til kontrast er her den plakat, vi senere på dagen købte til hans værelse:
Koyoharu Gotouge – ‘Season 2 poster’ (2022)
Og ja, der sker da indiskutabelt en smule mere på den illustration fra ‘Demon Slayer’. I billedkunsttimerne i skolen har de lært at skelne mellem realistisk og abstrakt kunst, lige nu sidder de i timerne og laver Joan Miro-agtige billeder. Han fandt Monet maleriet abstrakt, hvilket vel både er sandt og falskt, det er jo realistisk, men en virkelighed fortolket gennem malerens (abstrakte) indtryk. Lidt mere succes havde jeg med Van Gogh:
Vincent Van Gogh – ‘Landskab fra Saint-Rémy’ (1889)
Bevares, det er ikke verdenshistoriens mest ophidsende eller spændende Van Gogh maleri, men det var nu engang det, der hang på væggen, så måtte arbejde med det jeg havde. Vi talte om det seje i, at maleren kan skabe bevægelsen og liv i kornmarken alene med måden, han anvender penselstrøgene. Og om hvordan skyen kommer til udtryk; drengen kunne godt lide de forskellige grader af blå i himlen (det kan jeg også). Der var en mere spontan gnist hos ham med Van Gogh, som jeg tænker, at vi godt kan bygge videre på.
Generelt var Glyptoteket dog en lidt flad omgang. Josefine Klougarts ‘Efter Naturen’ udstilling fungerede heller ikke for mig den anden gang, jeg mødte den – og da slet ikke med et barn som selskab. Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, der blev indledt med:
I efteråret åbnede Glyptoteket dørene til en særudstilling kurateret af forfatter Josefine Klougart, der har fået adgang til museets magasiner og fremgravet en række natur- og landskabsmalerier af henholdsvis danske og franske kunstnere. I grove træk favner udstillingen perioden 1850-1950 og indeholder værker af Degas, Monet, Van Gogh, Courbet, Lundbye, Weie og mange flere. Udstillingen er organiseret i to dele og syv udstillingsrum, syv kapitler. For selvom udstillingen overvejende består af malerier, skitser og skulpturer, så er det i den grad en forfatters værk, en tekstuel udstilling. En »genlæsning« og »en slags 3D essay«, kalder de det.
Da jeg gik rundt i hallerne en kold torsdag formiddag, kunne jeg ikke undgå at høre besøgende undre sig over al den tekst og tomme plads. De var kommet for at se på malerier, og der var for få af dem. Læse og spekulere kan man gøre derhjemme, syntes de at mene.
Men i sidste ende er det hverken kunsten eller litteraturen i sig selv, som Klougart vil fremvise. Det handler om den erfaring, der opstår i mødet med kunsten, og den særlige form for tænkning, det igangsætter: den æstetiske. Det er denne sanselige tænkning, hun har forsøgt at skabe rum til: »Intet motiv er væsentligt i sig selv, ethvert maleri er en bøn om at få adgang til det eneste motiv, der egentlig findes: tilsynekomst.«
Nu er det ikke fordi Klougart er blevet hyret til at lave en børneudstilling. Men at se en kunstudstilling der består af et essay trykt på Glyptotekets vægge, akkompagneret spagfærdigt af enkelte værker? Lad mig sige det sådan: det er ikke en særlig velegnet måde at stimulere æstetiske, sanselig tænkning i en 10-årigs møde med kunst på. Vi kom igennem udstillingens syv lokaler foruroligende hurtigt – hvad skulle jeg fortælle ham om det blodfattige indhold? -, hvilket var en skam. Min oprindelige plan for i går var at tage ham med til Louisiana, men det blev i sidste ende for langt væk. Ved eftertanke havde det måske været klogere. Måske det ville være mere givende at eksponere ham for lidt mere aktiv samtidskunst, end for stille impressionisme og Klougarts uendelige ord.
Siden tog vi Café Pixel og spillede på flippermaskiner og gamle arkademaskiner. Og efterfølgende spiste vi ramen (som de gør i ‘Demon Slayer’ og ‘Naruto’ og ‘Dragonball Z’) på Vesterbro, så dagen blev alligevel reddet. Om det ligefrem udvidede hans kulturelle horisont, ved jeg ikke. Men det blev alligevel en god dag.
Fredag aften var jeg i DR’s Koncerthus til koncert med Novo Amor, en julegave fra min bedre halvdel. Jeg har spekuleret ganske intenst over, hvordan jeg skal beskrive oplevelsen, for udgangspunktet var … tvivlsomt.
Novo Amor lyder i studieudgaven meget (som i: overvældende meget, grænsende til at være en 1:1 karbonkopi) som Bon Iver; en musiker jeg af et ærligt hjerte ikke ved, hvordan jeg kan artikulere min afsky overfor på en civiliseret og ikke-opflammende måde. Falsetvokalen, genren, æstetikken, teksterne, den helt ulidelige skrøbelighed. Hvor et knust hjerte ikke bare er knust, men KNUST FOR EVIGT og ødelagt på et højere sfærisk plan og som en scenisk manifestation af den menneskelige tilstand. Det er myrekrybsinducerende. De to musikere er så ens. Jeg ville ikke kunne skelne dem ad, hvis nogen spillede ti blandede sange med dem og bad mig identificere hvem der er hvem. Streamer man Novo Amor lyder han – som Bon Iver – som et gadekryds mellem ufarlig musik-i-baggrunden-på-generisk-café og hjertet-blev-knust-på-efterskolen-nu-ligger-jeg-her-og-har-tudetur-ned-i-puden. Jeg prøvede i arbejdsugen op til koncerter systematisk at lytte til hans albums, så jeg kunne hvis ikke brumme med, så dog genkende sangene. Jeg måtte stoppe. Kunne slet, slet ikke flytte mine papirbunker og være en tilpas kold hånd til den slags mandejammer.
Det lovede med andre ord ikke godt. Jeg var skeptisk, det indrømmer jeg. Omvendt måtte jeg jo inden koncerten konstatere, at tre af hans sange (henholdsvis ‘Anchor’, ‘Statelines’ og ‘Ontario’) har fået 380 mio., 227 mio. og 107 mio. streaminger på Spotify, hvilket i skrivende stund er mere end nogen af sangene på Beyoncés nyeste album har opnået. Så Novo Amor er ikke ingenting. Der er røv i bukserne, eller hvordan man nu end skal formulere det.
Studie 2 var da også fyldt fredag aften. Et publikum i 20’erne og 30’erne, krydret med enkelte gråsprængte personager fra Nordvestsjælland. Der var en forholdsvis høj frekvens af følsomme (måske tilmed særligt sensitive) kvinder med “unikke” tatoveringer med litterære referencer og mænd af typen, man i 00’erne ville have betragtet som baristahipstere. Det var med andre ord lige det rette publikum til en god omgang fællesføleri og – hvem ved? – måske din hånd i min.
Heldigvis viste det sig, at Novo Amor gjorde mine fordomme til skamme.
Dels er han noget mere tiltalende på scenen end hans musikalske persona kunne antyde. Dels havde han et velspillende band med, der faktisk havde lyst til at spille højt. Dels transformerer han live sine sange fra at være stillestående ballader til faktisk at have rytme, bas og liv. Det var en decideret fornøjelse i store træk. Jeg er imponeret over hvor mange instrumenter han behersker, ligesom jeg må give ham, at det er utroligt, hvordan han kan skifte fra falset til mere normal røst.
Det endte med at være en aldeles fortrinlig koncertoplevelse, om end jeg stadig ikke kan lytte til meget mere end 2-3 af hans sange i træk før jeg må give fortabt. Og så var det som sædvanligt rart og livsbekræftende at komme ud og væk for at opleve noget andet end de pastorale omgivelser.
Vanen tro er vi (for) sent ude med at arrangere årets sommerferie. For jeg elsker at rejse og opleve ting, men hader at gøre det indledende arbejde og planlægge turene. Og når jeg så endelig får taget mig sammen til at komme en smule i gang, så ender jeg ud af en helt igennem upraktisk tangent, der leder mig ganske på afveje. Det afstedkommer at jeg ligger i mørket, springer fra Wikipedia-side til næste Wikipedia-side og først falder alt for sent i søvn.
Som nu aftenen inden (ok: natten til) tirsdag, hvor mit mål var ‘Udvikle koncept for en uge i London og det sydlige England for to voksne og to børn’. Jeg havde bedt chatGPT om at give et bud på en ramme, og den foreslog beredvilligt et par dage i storbyen for så siden at rykke mod Brighton.
Hvilket gav mig mindelser om The Whos rockopera (nej, virkelig, det var en ting dengang) ‘Quadrophenia’ fra 1973. Hvori vi følger den unge Jimmys ekskalerende psykiske sammenbrud og udåndende oprør mod autoriteterne i midt-60’ernes ‘Mod’-subkultur i London. Udover at rumme en hel række helt igennem blændende sange (‘The Real Me’, ‘Cut My Hair’, ‘I’m One’, ‘5:15’, ‘Sea and the Sand’og ‘Love Regn O’er Me’), så foregår store dele af musicalen1 i netop Brighton. Musicalen ender således tvetydigt med at Jimmy måske/måske ikke begår selvmord ved at hoppe ud fra en klippe nær Brighton Beach.
Hvor skal du hen, Jimmy?
Men havde det så blot været Brightons mindre suicidale attraktioner, jeg var endt med at researche den aftenstund. I stedet endte jeg med at lave en ‘tour de museer, jeg gerne vil se i London’. Hvilket er både teoretisk og praktisk idioti eftersom jeg er den eneste i husstanden, der gider gå på kunstmuseer. Jeg husker endnu med ikke ubetydelig vemod den 32 grader varme sommerdag i Berlin, hvor jeg slæbte den yngste med ind for at se på Arnold Böcklin og Caspar David Friedrich mesterværker på Alte Nationalgalerie. Og hvad var takken? “Hvornår skal vi ud herfra, Far?”.
Perlende påskønnelse!
Boblende begejstring!
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor en 6-årig ikke intuitivt og intenst blev draget af ‘Die Toteninsel’ eller ‘Der Mönch am Meer’. Og at vurdere efter min adfærd forleden aften, så tænker jeg præcis som Principal Skinner fra ‘The Simpsons’:
Så ja, jeg lå i mørket og kompilerede en liste over de kunstmuseer i London, jeg gerne vil besøge. De er – i prioriteret rækkefølge:
Og hvis jeg virkelig skal give den i rollen som pacende og læringsorienteret forælder, så skal børnene vel også tvangsindrulleres i British Museum og Natural History Museum. Og det skriver jeg velvidende, at mine arvinger med meget stor sandsynlighed er trætte efter to timers storbyudforskning, og derfor bliver ulidelige hele resten af dagen. Og at de under ingen omstændigheder har tænkt sig at se på kunst med mig.
Men alt det ovenstående – Brighton, Böcklin & bøvlede børn – var kun et præludium til min egentlige tangent den aften. Jeg endte (via en af de helt slemme gateway drugs, nemlig Wikisiden for Yale Center for British Art) med at udforske australske impressionister fra den såkaldte Heidelberg School. Hold nu fast:
Arthur Streeton – ‘Golden Summer, Eaglemont’ (1889)
Tom Roberts – ‘A break away!’ (1891)
Clarice Beckett – ‘Sandringham Beach’ (1933)
Hvor meget mere australsk sommer kan det blive? Jeg bilder mig ind at jeg kan huske den hede fra dengang i februar 1997, hvor jeg rejste en måned rundt i Australien med min bedstefar. Intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at det formodentlig er det rene opspind. Men bare fordi noget er falskt, så kan det jo godt føles ægte alligevel.
Og så må jeg sige, at jeg aldrig er stødt på en bedre blade-i-skovbunden maler end Frederick McCubbin (1855-1917). Det er næsten som at duften af eucalyptus siver ud af hans i øvrigt ret ubekvemme malerier:
‘Bush Idyll’ (1893)
‘On the Wallaby Track’ (1896)
‘Lost’ (1907)
Jeg har ikke fået læst nok kunstnerne til at kunne skrive noget begavet om dem, men jeg er inspireret og vil undersøge dem nærmere. Men nuvel, det blev sent og jeg måtte stoppe mit endeløse fald på en eller anden måde. Jeg afsluttede derfor min kunsttangent i Rusland, af alle steder. På de to store kunstmuseer i Skt. Petersborg fandt jeg disse to:
Nicholai Roerich – ‘Battle in the Heavens’ (1912)
Anatoly Levitin – ‘A Warm Day’ (1957)
Jeg kan godt se at hun vasker gulv og at min association derfor er helt forkert. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg til juli også kigger ud af vinduet over tagene i en varm storby. Jeg burde se at få planlagt den ferie.
Der er også en filmudgave med, suk, Sting, men den taler vi ikke om [↩]
Jeg var i biografen i går, hvor det mest bemærkelsesværdige var de indledende reklamer. Nu ser jeg i almindelighed meget få reklamer, da vi ikke har flow-tv i husstanden, så min observation kan være skævredet/ude af sync med verden. Men i biografreklamerne var det meget bemærkelseværdigt, hvor meget de kredsede om en farefuld verden, frygt, pessimisme, behovet for tryghed. Virksomhederne sælger ikke længere en lys fremtid med muligheder og glæde; de sælger pessimisme, forsikring, beskyttelse og et budskab om at verden er farlig.
Der var reklamen for Forsvaret, hvor vi i billedesiden skiftede direkte fra en studentervognkørsel til bombardementer i Ukraine (så husk nu at stå sammen om fædrelandet). Der var en Telia-reklame, der handlede om, at man skal huske at have et godt netværk, da man ellers er i risiko for at blive voldtaget på vej hjem om aftenen. Der var reklamen for Børnetelefonen, hvori børnelivet primært handler om at man er modig, når man ringer og fortæller om at ens alkoholiserede far slår. Der var reklamen om, at man skal slukke for telefonen i biografen, da skærme er farlige og ødelægger nærværet mellem mennesker. Der var én reklame i de 10 minutter, der fik min søn til at grine (en skør hund, der var glad for wifi, jeg fnes også), det var det. Humor, glæde og fjolleri er ikke tonen længere, ikke engang som salgsobjekt. Det er angst, mol og mørke farver. Pas på du ikke larmer, ellers vågner far og banker dig.
Jeg er ikke sociolog, og har desværre ingen storslået teori til at indkapsle samfundets samlede aktuelle habitus baseret på lommefilosofi og en reklameblok i Cinemaxx. Men det var påfaldende. Ikke mindst i de her dage, hvor der virkelig skrues op for negativiteten i retorikken om den europæiske sikkerhedspolitiske situation. Muligvis med god grund, men alligevel.
Jeg sad der med en knap 10-årig dreng, der mest af alt så frem til sin anime, mens jeg spekulerede over, hvordan hans syn på verden bliver i fremtiden. Han var lille i en periode, hvor der var en konstant usynlig, diffus fare omkring ham, verden lukkede ned, andre mennesker var potentielle smittebærere og der var begrænsninger over alt. Og her i årene efter COVID-19 er den samlede fortælling fortsat om angst og fare.
Man kan argumentere for, at det er godt at flere er bevidste om at det er en farefuld verden vi lever i; om at klima, krig, kønsroller, kunstig intelligens, pandemier, biodiversitetsudryddelse osv. kræver at vi tænker og handler anderledes. Min opvækst i og mindsettet fra de solbeskinnede 1990’ere er givetvis ikke holdbare længere. Evig vækst og fremgang er åbenlyst ikke det, der kendetegner vores verden i øjeblikket. Men hvad det så, at børn som min søn og datter skal tro på i fremtiden? Hvad er det håbefulde budskab, som skal indgive dem livsmodet og lysten til at gøre en forskel? Nihilisme og angst kan ikke være svaret, tænker jeg.
Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.
Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)
Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.
Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.
Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)
Brugte min lørdag på Experimentariet sammen med børnene. For den yngste var det første besøg, mens jeg var der med den ældste i november 2018. Han kunne intet huske fra besøget dengang, hvilket måske er meget godt. Det var midt i det mørke år, hvor han ikke trivedes i børnehaven, ting faldt fra hinanden og (familie)livet var malet i de helt dystre nuancer. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg også selv kun glimtvise erindringer om besøget. Men at dømme ud fra en genlæsning af mit dagbogindlæg fra dagen efter, så var det ikke en god tur – eller en glad tid generelt.
I dag var bedre, heldigvis. Ganske vist er hverken jeg eller mine arvinger intenst interesserede i naturvidenskab, ligesom ingen af os har større videnskabelige karrierer foran os. Men de hyggede sig og Experimentariet er klart en oplagt, sjov og (antager jeg) lærerig destination for børn.
Et Experimentarium-besøg er også et interessant sociologisk feltstudie, ikke mindst hvis man – som jeg – er et storbymenneske i eksil i udkanten.
På Experimentariet vrimler det med dem, jeg var engang – eller kunne være blevet, hvis ikke vi var flyttet væk fra hovedstadsområdet. Pæne, kontrollerede, nogenlunde velholdte, ressourcestærke, (øvre) middelklasse forældre i slut-30’erne/start-40’erne, som er så optaget af, at deres/vores børn skal have de bedste forudsætninger – og eksponeres for gode, sunde og dannende aktiviteter. Så vi slæber dem rundt til standene om naturvidenskab, til teaterforestillinger, til musikskolens forårskoncerter og til kunstudstillingerne.
Alle de voksne ligner hinanden på Experimentariet. Fædrene alle i deres mørktonede strik, tredagesskæg og en hjerne-hånd-koordination, der lidt for velvilligt søger smartphonens distraktioner/eskapisme. Mødrene i Ganni og udstyret med det der permatrætte ansigt, som kun livet med flere børn (og den mistede frihed og de permanent udsatte drømme) beriger en med. De suppleres af bedsteforældre i dyre cardigans, fikse briller og duften af friværdi.
Hvem er så ikke tilstede på Experimentariet? De overvægtige, de prollede tatoveringer, de fattige, de egnsprægede, de ressourcesvage, dem med diagnoser. Der var ingen udkant her. Og deres børn var her under ingen omstændigheder.
Vi siger at Danmark ikke er et klassesamfund, at vi har så meget til fælles, sammenhængskraft og alt det der. Men det er løgn. Eller en i bedste fald stratificeret sandhed. JP havde for nylig en historie om et forældrepar, der lever for 2.500 kr./måneden. Det tænkte jeg så på, da jeg betalte 550 kr. for at komme ind én voksen og to børn på Experimentariet. Og 400 kr. i restauranten for tre flasker vand og en ikke synderligt kulinarisk frokost. Jeg siger ikke, at Experimentariet ikke er prisen værd. Men jeg siger, at der sker en hel naturlig selektion i vores børns fremtid, muligheder og udfrielse af potentiale, når prisen for de førnævnte gode, sunde og dannende aktiviteter er så høj.
Jeg ved ikke om der er en løsning. Men det er og bliver en slående, hvor stor en forskel en time kan gøre. På en lille time kan man bevæge sig fra den øvre middelklasses templer – Statens Museum for Kunst, Experimentariet – ud til Holbæk Station, hvor en gravid står og ryger på perronen, inden hun skal med lokaltoget mod Odsherred. Det er en kontrastfyldt verden, vi lever i.
Jeg kan virkelig godt lide Monets ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875).
Claude Monet – ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875)
Dels, naturligvis, af helt banale æstetiske årsager. Det er et smukt impressionistisk værk, fyldt med dybde, dynamik, farver og spontanitet. Der er noget elegant i, hvordan det grønne i paraplyen spejler det hvirvlende græs og blomsterne nedenfor. Penselstrøgene er brede, men intet er tilfældigt.
Dels er der selve motivet, eller måske rettere: livssituationen og det levede familieliv, hvor Monet fanger sin kone og søn i et spontant øjeblik på en blæsende sommerdag. Jeg kan ikke helt vurdere om de er glade for eller irriterede over, at faderen i familien nu igen står der med sin pensel/sit kamera (typisk far!), og forsøger at få tiden til at gå i stå og forevige øjeblikket. Det gav mig en lille ubehagelig (og irrationel, altså, billedet er fra 1875, selvfølgelig er han død) gysen, at læse at den lille trold med solhatten – 7-årige Jean – kun blev 46 år. Memento mori, som de siger.
Mest af alt kan jeg godt lide det bevidst ikke-opstillede motiv, hvordan han fanger dem, som var det et polaroidsnapshot. Uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg at ovenstående jævnt uperfekte billede er det mest rammende, der er taget af min egen lille familie i nyere tid. Situationen fra en varm sommerdag i 1875 minder til forveksling om en bundfrossen 23. december 2023 i Aalborg, hvor vi var ude på en af de der ‘nu-trænger-de-vist-til-at-brænde-krudt-af’-gåture, som bedsteforældre (i min familie, anyway) foreslår fordi de er trætte af at høre på børnebørnene. Taget i første forsøg og med ingen forberedelsestid. Med alt hvad det indebærer af fjollede juletræshuer, mudrede løbesko, en hættetrøjehætte, der stædigt er ved at kravle op i øret, samt en lillesøster, der kæmper med at kombinere sin generthed med behovet for showmanship. Monet ville utvivlsomt have ønsket sig en højere æstetisk værdi, men jeg tror han ville have genkendt og værdsat situationen.
Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:
Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.
How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.
…
Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.
To, nej, tre ting til det.
For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?1
For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker2:
Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.
I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.
For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.
Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.
Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.
Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.
Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874)
Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:
She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.
Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?
Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:
Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.
The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.
The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death
Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:
Raffaelo Sanzio – ‘Scuola di Atene’ (1511)
En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. [↩]
Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? [↩]
Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.
Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.
Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.
Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.
Gustav Klimt – ‘Der Kuss’ (1907-1908)
Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.
Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:
Max Kurzweil – ‘Dame in Gelb’ (1899)
Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?
Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.
Jeg tror egentlig ikke at jeg har ambitioner på mine børns vegne. Ikke nogen eksplicitte, i hvert fald. Og hvis jeg har, så er vi ovre i det generiske: at de bliver lykkelige og finder den rette vej for dem. Men når jeg ser Toulouse-Lautrecs maleri ’At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890) så er der alligevel noget i mig, der håber min datter får et liv som den rødhårede danser.
Henri de Toulouse-Lautrec – ‘At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890)
Ikke fordi hun nødvendigvis SKAL være can-can danser, selvom det bestemt ville være en æggende karrierevej. Men jeg kan godt lide tanken om, at hun (for)bliver rødhåret, livsglad, impulsiv og flammende temperamentsfuld – og at hun bliver en kærlighedsfuld person, der danser frit i de grå omgivelser, uden at tænke over, hvad de andre konformister (såsom hendes far) tror, mener og synes.
Jeg sov dårligt natten til i går. Kunne ikke falde i søvn, lå i stedet og grublede planløst. Der var så stille i huset, at jeg næsten savnede den permanente Autobahn-lyd af Lyngbyvejen i baggrunden fra dengang vi boede i lejligheden i Æbeløgade. Et eller andet sted ud på natten døsede jeg hen, blot for at blive småbrutalt vækket af virkeligheden kl. 05.45.
Resultatet blev ikke særlig overraskende, at jeg – efter arbejdsdagen og hjemmelogistikken var ovre – ikke kunne tage mig sammen til nogen større sammenhængende tankeaktivitet i går aftes. Pludselig var timerne gået med ingenting, det var blevet (alt for) sent, og jeg havde nået helt præcis ingenting af den eksamenslæsning, jeg ellers havde stående med småaggressive og ret insisterende neonfarver på min to-do liste.
Men da jeg så endelig fik taget mig sammen til at gå i seng, så var jeg naturligvis frisk og kunne ikke sove. Endte derfor med en tur ud af adskillige tangenter, ikke mindst da jeg besøgte Louvres wikipedia-side og opdagede denne skønhed:
Nike fra Samothrake, 190 f. kr.
Jeg ved for lidt om græske skulpturer og den hellenistiske periode, men jeg er altså dybt betaget af den vinge. Og den måde, som klædet i hendes dragt falder på. Den æstetiske værdi er nærmest uforståelig. Alene håndværket, der ligger i at kunne bearbejde marmor på den måde. Så skønheden bliver forståelig, mærkbar og meningsfuld mere end 2.000 år efter. Det er mageløst. Og det navnløse geni af en billedhugger lå næppe søvnløs og spekulerede over formålene med det hele.
Mit arbejdsliv består i et vist omfang af en grød af planløse møder, passivt-aggressive mails, afbrydelser, proces, logistik, dubiøse mødebookinger, samtaler med mennesker der mener et eller andet om ting som jeg sjældent selv kærer mig om, koordinering, skrattende opkald fra et dårligt headset i en bil, vi-skal-have-løst-det-her og ad hoc.
I de perioder hænder det at jeg får forvildet mig ind i den vrangforestilling, at det nok er den slags pseudoarbejde, jeg er god til – eller i det mindst har akklimatisereret mig til.
Men så sker det – som i denne uge – at jeg kan bruge en hel tirsdag på at fordybe mig i at skrive et notat om en kompleks problemstilling. Eller at jeg sidder en skiddengrå lørdag formiddag, og det (efter kun tre ugers overspringshandlinger, distraktioner og manglende fokus) lykkes mig at få klemt et par sammenhængende timers koncentreret tankevirksomhed og skrivning ind i det litteraturstudie, som jeg skal aflevere på masterstudiet om et par uger.
Begge gange kommer jeg ind i et flow, bliver inspireret, fordyber mig, ser de store sammenhænge, glemmer fuldstændig min omverden. Jeg havde næsten glemt, hvor pragtfuldt det føles; hvor meget glæde og mening det giver mig at være i den tilstand. Jeg må finde flere af den slags stunder.
Er blevet syg. Det begyndte i går og nåede sit nadir med en søvnløs, forkølet og tankemyldrende nat. Her efter en komatøs formiddag under dynen er jeg dog vågnet op igen. Min hjerne består stadig primært af grød, men kan dog fylde tiden ud med at læse.
Noget skimmer jeg flygtigt her i mine feberfantasier. Jeg fik den nye Venstre-antologi ‘Må jeg være fri’ i fødselsdagsgave af mine forældre (de ser af uransagelige årsager stadig et stort politisk lys i mig), og har hurtiglæst indledningen og et par kapitler.
Jeg synes det er pragtfuldt når politikere forsøger at tænke sammenhængende tanker og tilmed får dem nedfældet i en bog. Men selvom jeg egentlig synes godt om flere af forfatterne – jeg har sågar delt foldere ud for Linea Søgaard-Lidell på adskillige ret kedelige parcelhusveje i Roskilde -, så er de første sider af bogen ikke direkte overvældende i deres intellektuelle sofistikering og analyse.
Forfatternes bussebøhmand er noget, de kalder for ‘systemstaten’. Det er deres betegnelse for det, de ser som den omkringsiggribende og evigt voksende offentlige sektor. ‘Systemstaten’ er selvopretholdende og grundlæggende repressiv, og hvad værre er: den offer- og klientgør det enkelte individ og kvæler det selvstændige initiativ. Det går igen ud over forfatterne eudaimoniske ideal om de frivillige og ikke-skattekronefinansierede fællesskaber, hvor det smukke, ægte, gode og meningsfulde liv leves de rationelle og reflekterende individer imellem. Jeg er jo ikke uenig i alt det her, vel, det er sovs-og-kartofler for en Uffe Ellemann-liberal som mig. Men det er ikke nyt og banebrydende, og det er heller ikke særlig provokerende. Skriv nu noget heterodokst som nogen kan være uenige i, griber jeg mig selv i at tænke. Jeg håber at de senere i bogen skriver noget, bare et eller andet, som kan irritere mig og fremprovokere en reaktion.
Noget af det der til gengæld gør mig vild og blodig af begejstring at læse er Frances Spaldings helt og aldeles vidunderlige ‘The Real and the Romantic. English Art Between Two World Wars’. Jeg er nødt til at være mindre i delirium for at give bogen den omtale, den fortjener. Men jeg elsker den ubetinget. Vil blot her i urteteens tåger sige, at den som ingen anden bog i nyere tid har givet mig lyst til at opdage nye-GAMLE kunstnere – og tage på pilgrimsfærd til London for at udforske elysiske malerier og ekstatiske visioner af de engelske landskaber. Mere følger utvivlsomt.
Kan huske at jeg dengang, hvor jeg stadig var nødt til at læse Børsen nogenlunde regelmæssigt (en dyster tid i mit liv), læste det ene CEO-interview efter det andet, hvor der ikke var den episke strategi eller højtravende vision, der ikke var blevet udtænkt under disse driftige erhvervslederes løbeture/triatlontræning.
Sådan har jeg det på ingen måde. Jeg tænker og føler ingenting, når jeg løber. Mit hoved er tømt for glæder, bekymringer, sorger, opgaver på arbejdet, ting jeg burde gøre, ting jeg ikke burde gøre, pligter, længsler, idéer, neuroser, håb, drømme, grublerier, ambitioner, begær og frygt. Faktisk er dette store ‘intet’ nok det, jeg sætter mest pris på ved at være kommet ind i løberutine. Det har givet mig et vist kvantum daglige minutter/timers frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget eller nogen, mindst af alt til mig selv eller mine egne tanker. Og det er et af de forsvindende få tidspunkter, hvor jeg ikke lever i fortiden eller fremtiden, men er fuldstændig til stede i nuet.
Under dagens løbetur i en mørk vinterskov, hvor verden blev reduceret til det, jeg akkurat kunne se i pandelampens kegleformede lys et par meter frem, blev det nærmest en meditativ oplevelse. Der var intet andet at forholde sig til end stien, snefygningen og min egen puls. Det føltes som at jeg kunne være fortsat for evigt, men så løb jeg tør for skov.
Som en der gennem årene har afskyet at løbe, så føles det stort at være nået hertil. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe igen nu.
Der er konstateret en høj værdi af bly i en drikkevandsmåling på min arbejdsplads. Det er meldt ud på intranettet at der ikke er en akut (sic) sundhedsfare, men at vi ikke kan drikke vandhanevandet eller benytte kaffeautomaterne indtil videre. Det sidste er traumatiserende. Kaffen befinder sig ganske vist til daglig et sted i tusmørkezonen mellem ‘rædderlig’ og ‘udrikkelig’, men at være henvist til fæl discount instantkaffe er direkte ødelæggende for min livsglæde. Og der er ingen alternative kaffesteder her midt ude i ingenting. Hvis I bemærker et tiltagende sortsyn og/eller en højere frekvens af teatralske/melodramatiske udbrud i indlæggene i den kommende tid, ved I hvorfor.
Jeg har skiftet stilling. Det er dejligt og spændende, men det har også betydet at mine dage på nærmest overnaturlig vis fyldes med en foruroligende mængde møder, der stjæler tiden fra at jeg kan udføre mine reelle (og hastigt akkumulerende) arbejdsopgaver. Kombineret med eksamensopgaveskrivning på mit studie, træning, familieliv og en masse ekstracurriculær læsning for at komme i dybden med et nyt fagområde, betyder det, at jeg ikke får tænkt eller reflekteret over særlig mange ting. Det samme gælder min læsning, hvor jeg sjældent fortærer noget dybere end resultaterne i den nye sæson af NBA1. Håber på at få lidt større horisonter igen inden alt for længe.
Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.
For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.
Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.
