EM 2024 Schwiez

Det var først et par år inde i forholdet at jeg var blevet tilstrækkeligt sikkerhedsgodkendt af svigerfamilien til at rejse med ned til deres schweiziske besiddelser. Siden har vi været der mange gange, men dengang var det nyt og ikke så lidt eksotisk. Folk sagde konsekvent højlydt ‘Grüezi!’ når man mødte dem på vandrestierne, der var palmer ved Lago Maggiores bredder, de lokale drak underlige mælkeserum-inficerede sodavand – og selv som den ellers stolte modtager af legatet for ‘Flittig og interesseret elev i tysk’ på Aalborg Katedralskole i år 2000, så var stort set umuligt at forstå den lokale dialekt Schwyzerdütsch.

Det var i sensommeren 2008, få måneder efter at Schweiz og Østrig havde afholdt de daværende Europamesterskaber. Ikke på nogen lokationer Alpensüdseite, ganske vist, dengang som nu sakkede Ticino fodboldmæssigt (og økonomisk) efter resten af landet. Men der var dog stadig feststemning nok tilbage i landet til at man stødte på de lejlighedsvise ‘Hopp Schwiiz!’-klistermærker og plakater rundt omkring. Og da jeg altid har haft en vis svaghed for andre landes pudserløjelige nationale slogans, ja, så var det vel i de varme uger den sommer, at jeg besluttede mig for, at jeg ville holde med Schweiz i resten af mine dage. Og her er vi så, midt i et blogindlæg, mange år senere.

Fodboldmæssigt er der nøgternt vurderet meget at holde af ved Schweiz. Deres EM-trup består udover traditionelle Eidgenossen også af spillere med baggrund i Cameroun, DR Congo, Chile, Kap Verde, Tyrkiet, Bosnien, Kosovo, Angola, Den Dominikanske Republik, Senegal og Nigeria, så man kan da tale om et kosmopolitisk og globaliseret landshold. Om de er gode er anden diskussion, men sympatiske, det er de. Og så er vi vel også nødt til at anerkende det pragtfulde faktum, at de schweiziske klubmestre hedder ‘Young Boys’ – og at de suppleret i ligaen af klubben ‘Grasshopper’. Selv holder jeg med holdet AC Bellinzona fra min yndlings normcore-by, der nu som en andet recovering addict fører en mødestabil tilværelse i den næstbedste fodboldrække efter en traurig konkurs og generaliseret elendighed gennem ganske mange år. Mere kan jeg vel ret beset ikke bede om.

Nå. Men schweizisk kunst til at folde en slutrunde ud. Det er egentlig lidt snyd, som et forkvaklet afsnit af tv-køkkenet, for jeg skrev et følelsesfuldt indlæg sidste sommer om schweiziske kunstnere, så jeg kan vel sakse fra det. Baseret på det, så burde jeg muligvis vælge et Félix Valloton-maleri, men det føles alligevel lidt for ferskt. Nej, den mest rammende maler, der kombinerer Schweiz, mig selv og afgrundsdyb melankoli er og bliver Ferdinand Hodler:

Ferdinand Hodler - Der Lesende

Udover at male mit officielle selvportræt i ‘Der Lesende’ (1885), så må man også give Hodler kredit for at være en selvoptaget lummergøj. Da det her er en børne- og familievenlig blog, så vil jeg ikke bringe hans seminøgenmalerier. Hans landskabsmalerier er smukke, men ikke direkte dynamiske. Vil derfor nøjes med hans selvportræt fra 1912. Og jeg vil blot sige, at dette er ikke en beskeden eller midtersøgende mand. Tilmed har han vel nærmest perfektioneret klog-mand-i-Politiken-er-bekymret-over-meget-alvorligt-emne (alternativt creepy-hypnotisør-vil-have-dig-til-at-smide-tøjet-NU) looket 100 år før det blev et koncept:

Musikalsk er det lidt vanskeligere. Schweizerne er gode til gedulgte bankkonti, kukure, Gruyère ost og moralsk fleksibel neutralitet, men populær musik? Det er de fattige på. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke komme på en internationalt kendt musiker eller band fra Schweiz. Vil derfor fremhæve Lil Bruzy – ‘Wunderschöni Rhymes’ (2021), der udover at byde på et meget tyktflydende synthesizer-beat også er, JA, rap på føromtalte Schwyzerdütsch. I kan jo lytte med og så reflektere over, at denne dialekt på skrift optræder på samme måde, som det tysk du havde i skolen. Det er en gåde for mig, hvordan det kan være tilfældet.

Ved EM er schweizerne er i indledende gruppe med Ungarn, Skotland og Tyskland. Det burde blive til kvalifikation til næste runde. Og jeg håber da især at de asociale ungarer får en særlig ukærlig behandling af schweizerne. Det kan passende fejres herhjemme med en omgang italiensk-schweizisk polenta, når det sker.

Hjemme igen

Det har været et par varme dage uden skyggen af interessante sociologiske eller antropologiske observationer. De franske dele af svigerfamilien ankom fra Annecy, hvilket har fyldt lidt. Det samme har et par vandringer af vekslende kvalitet og underholdningsværdi. Bedst og smukkest var vandringerne i Valle Maggia.

Før ferien havde jeg en utopisk idé om at bjergvandringer ville være stimulerende for tankeaktiviteten. Min plan var at jeg skulle have regnet hele min tilværelse ud og udarbejdet fyldestførende fremtidsscenarier undervejs på diverse vandrestier. Jeg ville så komme hjem med klarhed og styr på alting.

Men sandheden er at jeg er præcis ligeså konfus som før afrejsen. Og at bjergvandringer har samme effekt som løbeture: de gør mig tom i hovedet. Hvilket bestemt kan være en eskapistisk kvalitet, men det er ikke lige, hvad jeg havde drømt om. Her hjemme igen er det eneste konkrete, jeg har opbygget de seneste to uger, et hår på størrelse med en atompaddehat. Men nuvel, det har om ikke andet også en form for underholdningsværdi, går jeg ud fra:

Vi ankom hjem lidt tidligere her til aften. Turen Magadino – Malpensa – Kastrup – Strandhusene var begivenhedsløs, grænsende til anodyn. På vej igennem en underligt abrupt byge et sted på Midtsjælland, greb jeg mig selv i at tænke, at det her har jeg egentlig slet ikke savnet på nogen måde. Føler ikke den store længsel efter hverdag og rutiner. Måske det vender tilbage om et par dage.

Lugano

Lugano lignede sig selv: varm, velhavende og veldresseret. Det er en på alle måder billedeskøn by. Perfekt beliggenhed, perfekt klima. Lyserøde toner, der får det hele til at ligne en blomstret flødeskumskage. Alle de velkendte luksusforretninger på en perlerække. Europæisk på den der anonymiserede Liebhaver-måde, som et rejsebureau i Newark, New Jersey ville sælge rejselystne amerikanere en rejse til det ÆGTE Europa på. Det eneste der mangler her post-Ukraine invasionen er de russisk-ejede yachts.

Men byen er også lidt kedelig. Når først Hermès tasken og Louis Vuitton accessories’ne er købt, og det alt sammen er blevet flashet på de eksklusive caféer, så er der ikke så meget mere at lave. Og dog. For lidt skæve og tankevækkende ting så jeg trods alt i dag.

Jeg stod lidt og stirrede på hende. Hvem er hun? Hvad symboliserer hun? Hvad flygter hun mon fra? Hun hænger dér på væggen af Biblioteca Cantonale di Lugano, så måske hun i ekstase op, op, op på vej mod viden og indsigt? Søger hun lyset?

For enden af den maleriske gade med alle de globale luksuskædebutikker støder man på Chiesa Santa Maria degli Angioli. Med en ret episk renæssancefreske fra 1529. Mit elendige fotografi gør den ikke rigtig ære, det er klart en af de vildere korsfæstelser jeg er stødt på. Tittede også ind i Chiesa di San Rocco, der var fuld af – suk – neo-barok:

Jeg vil virkelig ikke cancelle nogen (hvordan bøjer man denne anglicisme? ‘Aflyse’ lyder så dramatisk), jeg er jo frisindet og nuanceret og bla bla bla, men hvis jeg var tvunget, så ville samtlige barokkunstnere være mit førstevalg. Kan det mon lade sig gøre?

Højdepunktet på dagens tur var besøget på MASI (Museo d’arte della Svizzera italiana), som jeg havde set en del frem til. I et område med så mange billedskønne landskaber og kunstnerkolonier, så burde et museum dedikeret til italiensk-schweizisk billedkunst være en oplevelse.

Deres aktuelle udstilling med Rita Ackermann – ‘Hidden’ var ikke så meget mig. Efter de første syv malerier kredsende om fremmedgjort moderskab og/eller præpubertær selvdestruktiv adfærd (jeg fornemmer at Ackermann dyrkede filmen ‘Kids’ en hel del tilbage i 90’erne), så kom jeg umærkeligt til at sætte farten op og skimme resten af udstillingen. I en af teksterne på væggen stod der noget ekstremt creepy:

“The exhibition ends with three paintings from the new series of “War Drawings”, created for the exhibition at MASI. In oil, china marker and acrylic on raw canvas, these are shattered compositions in which the figures dissolve and the lines are scraped away. Each painting appears dominated by disaster, which comes across as a potential purifying force, paving the way for a future harmony.”

Jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i hendes univers, og jeg kan egentlig godt lide hendes vrede, men ville gerne se hende kanalisere andre følelser i hendes værker også. Og når først en kunstner begynder at fantasere om katastrofer som middel til at ‘purify’ ting, så får jeg uro i maven og begynder at spekulere på, hvilke totalitære ideologier der igennem tiden også har hyldet det rene, det pure, det voldelige og ødelæggelsen som middel til at opnå renhed og harmoni. Det bryder jeg mig ikke rigtig om.

Jeg følte mig straks mere hjemme i MASI’s permanente udstilling, der bød på landskabsmalerier, symbolisme, naturalisme og andet godt fra min favoritperiode 1870-1920.

Filippo Franzoni – ‘Lodano, Valle Maggia, a sera’ (1885)

Cuno Amiet – ‘Selbstbildnis mit der Gattin’ (1899)

Ingen af de to malerier er mesterværker, men jeg kunne lide dem af forskellige årsager.

Franzoni er et roligt naturalistisk maleri i en skøn grøn palette. Billedet er ikke revolutionerende eller nytænkende og min positive holdning er klart influeret af de senere dages vandringer. Bevares, jeg ser ikke bondekoner på mine ture, men farverne og stemningerne er intenst Ticino.

Amiet fordi det er sjovt bygget op. Jeg kan lide kærligheden i billedet: hånden om hendes hofte, hendes blik. Jeg kan læse mig til, at det er malet et år efter deres bryllup. Og selvfølgelig hvordan hans øjne drager beskueren ind. Det var ret effektivt i levende live.

Jeg vil anbefale MASI, hvis man alligevel er i området og vil fordybe sig en times tid i hjemstavnskunst. Det tilføjer klart Lugano noget mere substans oven på kagen.

Dage i Ticino

Flere vandringer; i går i Valle Verzasca, den centrale dal i Ticino. Det var en forrygende oplevelse. Begyndende med den imposante Contra dæmning:

Dæmningen slår sig op som et hot spot for bungee jumping (220 meter), og det kan jeg sagtens forstå. Det bliver dog et kæmpe nej tak her fra. Jeg lider ikke af højdeskræk, men altså, det er da vanskeligt ikke få blot en flig af dødsangst, når man står og kigger ned i afgrunden:

Siden kørte vi til Sonogno og vandrede til Froda vandfaldet, om end den yngre del af familien primært var interesserede i de omkringfarende geder.

Mens familien blev og badede ved Lavertezzo, luffede jeg videre på vandringen tilbage mod Locarno. Det blev en anelse længere end planlagt – jeg nåede kun med nød og næppe den sidste båd tilbage til Magadino – men var en meget terapeutisk oplevelse. En del af de vandringer, jeg ellers er på, handler mest om at okse nedefra og op mod en top, og så tilbage igen. Det er motion og træning frem for alt. Her var det mere fra punkt A til B, mere udforskende og der var en behagelig variation hele vejen. Vil gerne tilbage hertil en anden gang.

Dagen i dag begyndte med at jeg fandt Gud. Jeg vandrede de tre timer op til Poncino della Croce, hvor jeg på toppen mødte dette vidunder:

Udsigten var aldeles fantastisk og alt sliddet og slæbet værd. Og så mindede det nærmest hysteriske skinnende kors mig en smule om alien monolitten fra ‘2001: a space Odyssey’. Det gør mig også altid glad, når jeg ser sne på bjerge midt om sommeren – som her på Monte Rosa langt vestpå:

Senere på eftermiddagen var vi en tur i Bellinzona, et sted jeg har et irrationelt blødt punkt for. I modsætning til de mere stereotypt schweiziske pittoreske-byer-ved-sø (som Locarno, Lugano og – længere nordpå – Luzern og Genève), så ligger Bellinzona tungt midt i en floddal, omgivet af fladt landbrugsland, indfaldsveje med industrikvarterer, indkøbscentre, tacky fitnesscentre, outletbutikker og brugtvognsforhandlere.

Hvor den anden større by Lugano kan føles kunstig, parfumeret og usundt optaget af at tiltrække turister fra Emiraterne, så er Bellinzona et sted, hvor nogenlunde normale mennesker bor og arbejder. Lad mig berige jer med et repræsentativt view ud over dele af byen:

Hvor normcore kan det blive? Maks. tre etager, en lumsk kran fra venstre, dårligt kassebyggeri, problematisk æstetik og ikke en sø i miles omkreds. Og midt på billedet – selvsagt skjult bag træerne – gemmer sig det lurvede Stadio Comunale, hvor mit schweiziske yndlingshold AC Bellinzona spiller deres hjemmebanekampe.

Bellinzona er med andre ord et pragmatisk sted, men men men: byen er skøn at besøge. Centrum er hyggeligt og chill, og Bellinzona har noget, som få andre byer har: tre velbevarede middelalderslotte. Byen opstod fordi placeringen var genial til at kontrollere nord-syd-handlen fra St. Gotthard passet. Visconti familien i Milano kunne opkræve told og skat af handelsfolkene, og til det formål skulle de bruge et par slotte til at projicere deres magt ud fra.

Det siger nok mere om mig (og mine evner som fotograf) end om Bellinzona, men selv ikke efter gentagne besøg er det nogensinde lykkedes mig at tage et vellykket billede af et eller flere af de tre castelli. Således heller ikke i dag. Her er imidlertid et billede af Castelgrande som jeg har, hmmm, lånt på internettet, samt en figurativ gengivelse af nærmest science fictionske dimensioner:

Se hvor de tre borge svæver i luften! Det er nærmest Cloud City fra ‘The Empire Strikes Back’. Eller noget fra en Studio Ghibli film. Og er det ikke et fængende navn? Når jeg en dag starter et dødsmetalband, så skal det hedde Fortezza Bellinzona.

Apropos de genrelitterære excesser, så kan jeg berolige med, at det heldigvis ikke kun er mig i husstanden, som er til den slags smuds. Hermed bevidnet fra en boghandel i Bellinzona:

I samme boghandel fandt jeg en fascinerende bog om historiske slægter i Ticino. Se blot hvem der dukkede op på side 241 (beklager, men lyset var virkelig dårligt, det er ikke mig, der er en dårlig fotograf):

Muligvis stammer jeg fra bønder fra Horsens, der engang i deres manglende kreativitet tog navnet ‘Fuglsbjerg’ fra den nærliggende bakke ved Vær Kirke. Men jeg har da i det mindste giftet mig til hæder, ære, våbenskjold og en direkte linje til Schweiz’ svar på Næstved.

Eftersom jeg har fundet Gud, så var vi også et smut inde i Chiesa collegiata dei Santi Pietro e Stefano, Bellinzonas største kirke, hvor der var skruet HELT op for barokkunsten og bladguldet:

Som gift med en katolik og med to katolsk døbte børn, så har jeg som ikke-troende et ret pragmatisk og distanceret forhold til den katolske kirke. Jeg kan ikke (længere) blive oprørt når den er så opulent og smagløs, som tilfældet er her i Bellinzona. Så bliver det mest lidt sjovt og alt for meget på en underholdende måde. Kunne kunstnerne virkelig ikke selv se det? Men egentlig er det også sådan jeg har det med barokken i almindelighed. For meget drama og storhed til min smag.

Endelig er jeg til slut som kommunalt ansat iskold hånd naturligvis også tvunget til at bringe et par billeder fra rådhuset – eller som det mere passende hedder hernede: ‘Palazzo Civico’ – i Bellinzona:

Jeg siger ikke at Odsherred Kommune og rådhuset i Højby er et sted uden charme eller mulighed for romantik. Men vi kunne måske lære en smule, blot en smule, af Città di Bellinzona.

Cardada

Temperaturen er faldet en anelse til mere udholdelige 27 grader. Det er nu muligt at sove om natten, min forkølelse er forsvundet og vi har fundet ind i en vis modus hernede. I formiddags var vi i Lido Locarno, et mindre palads af et kombineret vandland, spa og udendørspark. Der blev svømmet og dykket til den store guldmedalje. Jeg fik undervejs besøgt deres fitnesscenter, der har en moderat bedre udsigt end Borren i Højby.

Besøget mindede mig lidt om tiden med fitnesscentre i Bruxelles og før da i Prag. Der havde de også en enorm vognflåde af træningsmaskiner (men begrædeligt få frivægte) samt en mindre hær af ansatte, der alle excellerer i at lægge ansigterne i enten A) en grimasse af overdreven entusiasme (trænerne) eller B) inderlig tyggegummityggende kedsomhed (dem bag skranken). Bortset fra det, så var det rart at få passet styrketræningen, så forfaldet ikke er fuldkomment efter ferien.

Om eftermiddagen var jeg på en af de vandringer, jeg havde set mest frem til: Cardada. Vandrede der for første gang i 2008 og det var en traumatiserende oplevelse – som jeg igennem årene har søgt igen og igen. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måde, som vejen op fordeler sig. Ruten må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.

Først er der urban setting fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Den del indebærer trapper af en sådan længe og beskaffenhed, at alle former for bentræning er aflyst det næste stykke tid frem.

Dernæst er der en uendelig lang labyrint af zig-zag vandring, der tilsyneladende varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg hver evig eneste gang næsten er brudt sammen psykisk.

Ja-ja, det ser idyllisk ud. Men man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Det er ren Groundhog Day. Ingen variation. Bortset fra den sidste lede trappe, naturligvis.

Kun udsigten fra min yndlingsbænk og den barmhjertige vandpost ved siden af – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen. Efter San Bernardo var det sidste stykke op mod Alpe Cardada noget mere humant. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. På vejen hjem i båden inspicerede jeg mine sundhedsdata, som var direkte fjollede (men også sært tilfredsstillende):

Så, ja, det var en rædsom og vidunderlig eftermiddag på Cardada. Tror ikke det bliver sidste gang, jeg opsøger smerten dér igen.

Ghisla Art Collection

Jeg havde en idé om at jeg skulle have et roligt, ja, nærmest bedøvende besøg på feriens første kunstmuseum: Ghisla Art Collection i Locarno. Sådan … gik det ikke helt. Her er første billede, jeg mødte i udstillingen:

Keith Haring – ‘Untitled’ (1985)

Hvilket naturligvis var en forfriskende begyndelse på det hele. Jeg kan forstå at billedet blev malet som en kommentar til HIV-situationen i det homoseksuelle miljø i New York i midt-80’erne, men det fremkaldte nu også en meget konkret og fysisk reaktion hos denne konforme beskuer små 40 år senere.

Resten af udstillingen var lidt mindre hårdtslående, men jeg så et fint værk af James Rosenquist:

Jeg husker mest Rosenquist fra hans popartmesterværk ‘F-111’ (1965), hvor han vrængende spidder reklamer, forbrugersamfundet og det militær-industrielle-kompleks. Tror sågar det optrådte i en af mine bøger i gymnasietiden.

Her i et 25 år senere værk er vi stadig i reklamernes glitrende verden, kombineret med nyfunden interesse for grafittiæstetik. Jeg kunne vældig godt lide maleriet, det består klart min “det gad jeg godt have hængende”-krav, men der er noget … ‘min-tid-som-relevant-kunstner-er-ovre’ over maleriet. Som at Rosenquist godt vidste at han aldrig ville komme ud af sin bås. At han blev og formodentlig altid ville blive opfattet som en del af samme bølge som Roy Lichtenstein, Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Og at denne bølge holdt op med at være det kunstneriske omdrejningspunkt for (på dette tidspunkt i 1990) mindst 15 år tidligere. Og at han måske derfor nu var fri til at male det han havde lyst til, da det alligevel hverken ville gøre fra eller til.

Jeg håber at jeg selv bliver klar over det, den dag jeg ikke længere selv er relevant i mit virke – og at jeg kan finde en ro og accept i det. Det ville ligne mig dårligt, men jeg kan vel have ambitionen om at det bliver sådan.

Ghisla-samlingen kommer næppe til at ændre verden, men det er en fin tilføjelse til Locarno, og jeg er glad for at jeg satte tiden af til et besøg i dag. Det er rart at kunst får mig til at føle og tænke.

Monte Gambarogno

Indrømmet: jeg frygtede det værste. Mine børn kan være næsten ligeså grumpy og brokkende og selvmedlidende som jeg selv er. Sidste år sprudlede de ikke ligefrem af spontan og inderlig lykke, da vi var på bjervandringer. Faktisk var det en ganske enerverende eftermiddag dengang på vejen op til toppen af Cimetta.

Men på dagens vandring fra Alpe di Neggia til Monte Gambarogno viste børnene sig fra deres mest optimistiske og toughe side. Der var et væld af muligheder for at jamre og pjevse (det var varmt, hårdt, av-av etc.) undervejs, men de kværnede ufortrødent løs op og ned ad bjergene. Der gik sport i den og jeg aldrig set så små ben arbejde så effektivt. Tænk hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg blot besad en flig af mine børns stamina. Jeg er forundret og aner ikke hvor de har det fra.

Jeg kan godt lide tanken om at institutionalisere traditioner som bjergvandringer. Hvor de som noget helt naturligt bliver opfattet som sjovt og meningsfuldt; noget vi gør sammen. Ikke som en pligt eller fordi ens åndede mor og far siger man skal, men fordi det er noget vi kan lide og har sammen med hinanden.

Pletlæser i øjeblikket ‘Paolo Cognetti – ‘Le otto montagne’, der delvist handler om en søn og hans fremmedgjorte forhold til sin indadvendte, vanskelige og sortseende far. Faderen er begavet, men humørssyg og han føler sig aldrig rigtig til rette med nogen eller noget; sønnen prøver at blive set og accepteret for den han er. Det eneste tidspunkt, hvor de to rigtig connecter med hinanden er under tavse bjergvandringer, når familien tager fra den forkrampede lejlighed i Milano op til Monte Rosa bjergene for at besejre de otte tinder.

Uden at jeg ser nogen som helst paralleler til mig selv (…), så gjorde det mig glad at følges med Leo opad – og se hvordan han kunne lide det. Han og hans søster kan tilsyneladende alting, når blot de selv gerne vil det.

På vej nedad talte Elin som et lille vandfald. Jeg ved nu (næsten) hvad hun gerne vil være når hun bliver stor (“jeg tror gerne jeg vil være politidame eller arbejde i et dyrepensionat”), at hun er bange for ikke at få venner i sin nye klasse, og at hun derfor er ekstra glad lige nu for sin bedste ven kaninen Snebold (selvom vores anden kanin, Putte, har brune øjne, og det har Elin også, så ih, det er så svært at vælge, men altså, ja, Snebold er bare så cute, er hun ikke?).

Det var en på alle måder god formiddag, som jeg vil bære med mig – når det bliver oktober, gråt, traurigt og jeg igen minder om en italiensk far, der sidder i lejligheden i Milano og egentlig blot gerne vil op i bjergene igen.

Monte di Vira

Noter efter årets første bjergvandring:

Varmen er ondskabsfuld. 34 grader er nok i overkanten til bjergvandringer, men jeg kan egentlig ikke lide at svømme og keder mig lynhurtigt ved en strand. Så ender jeg med at sidde i varmen og gruble og tænke og planlægge, hvilket aldrig leder til noget som helst godt. Så heller okse afsted. De andre gad ikke med, så kom afsted på en solotur.

Udgangspunktet: Villa Ghisler med kirken i baggrunden

Vandreruten op til Monte di Vira er nøgternt vurderet ikke noget særligt. Dens primære fordele er at den ligger i baghaven og at turen op/ned kan klares på 2,5 timer. Det første stykke op igennem landsbyen Orgnana er af trapper, hvilket er det rene tortur – især i trykkende hede.

Siden er der et stykke, hvor man går langs en kedelig bilvej inden man ENDELIG kommer ind i skoven og stierne. Her kommer der også smæk på stigningerne og pulsen kommer i vejret. Jeg så vandfald og vilde hindbær undervejs.

Apropos mit indlæg forleden om at målopfyldelse ikke fylder tomrummet ud, så er det heller ikke epokegørende endelig at nå toppen af Vira. Der er en lille mennesketom landsby og endnu vigtigere: min bedste ven i hele verden i form af en vandpost. Den var hele turen værd.

Jeg behøver ikke andre end dig

Da jeg kom ned igen kølede jeg af med en svømmetur i Lago Maggiore. Der vrimlede med lokale, der har opbygget den der nærmest læderagtige hud af at tilbringe flere timer i solen hver dag ved lidoen. Det var næsten som at være i Aalborg i solariernes storhedstid.

Formen er god – også selvom jeg kunne mærke forkølelsen og de tre timers urolig søvn i nat. Synes jeg kan mærke at jeg har trænet mere systematisk i den senere tid. De stejle stigninger er stadig brutale, men selvom jeg i dagligdagen nok forsømmer at styrketræne ben, så går det tilfredsstillende opad. Måske det er lidt trist at der ikke skal mere til, men det giver mig en processuel glæde at der er mærkbare fysiske fremskridt.

Andet? Jo, jeg ville ønske at jeg var blevet klippet før afgang. Har opbygget en hat af hår, der er tung, varm og gør hvad den vil. Tør ikke frekventere en frisør hernede, har jo set de lokale.

Alpensüdseite

Nu er vi her. Alpensüdseite. Klokken er 18 minutter over midnat, temperaturen er 25 grader, jeg er forkølet, det meste er fugtigt og min dyne føles som et overgreb. I morgen venter Lago Maggiore eller (helst) et bjerg.

Sommerferiestart

Sommerferien nærmer sig. “Den er vist tiltrængt”, bemærkede min altid belevne kollega Claus ved frokostbordet denne uge, “du ser slidt ud”.

Nu har jeg altid bildt mig selv ind at kommentarer beslægtet med ‘du ser træt ud’ pr. definition er et kompliment til mænd (≈ “ih, du ser ud som at du har arbejdet hårdt!”) og en sviner til kvinder (≈ “hvor ser du dog hærget ud!”). Men lige i det konkrete tilfælde var kommentaren vist blot en nogenlunde nøgtern beskrivelse af, hvad han så. Så jeg smilede lidt stramt, alt imens mit indre styrtede sammen; bøjede af og stirrede ekstra intenst på indholdet af min livsforladte sandwich fra et kommunalt storkøkken på det ydre Sjælland.

I øvrigt havde han fuldstændig ret i den æstetiske vurdering. Jeg havde sovet elendigt flere nætter i træk, hvilket kunne ses. Og det er en underlig sommer. Den er jo ikke objektivt dårlig som sådan, det er nogenlunde varmt og alt er … fint. Alligevel går jeg mest af alt indolent rundt i mine små cirkler og plejer mine kedsommelige rutiner. Arbejder, træner, logistik, sover. Ser ikke rigtig frem til noget, hverken på det helt korte sigt eller længere frem. Alting er lidt i gråtoner for tiden.

Men jeg prøver. Og Sommerferien ER på vej. Og da vi skal til Schweiz har jeg (på nu andet årti) virkelig forsøgt (og atter opgivet) at læse Wikipedia-siden om det politiske system i Schweiz. Jeg har lyttet til rap på Schwizerdütsch. Jeg har læst om kunstmuseer i Basel. Jeg har undersøgt rejsetiden til Torino og Verona. Og jeg har læst flere artikler i Neue Zürcher Zeitung for at vurdere om 2023 virkelig er annus mirabilis, hvor mit tysk endegyldigt er blevet så mangelfuldt, at jeg ikke længere er i stand til at læse en højstemt udenrigspolitisk artikel om udviklingen i Mali. SPOILER: det kan jeg stadig. Alt andet havde da også været en falliterklæring for den regerende ejer af ‘Legat uddelt til flittig og interesseret elev i tysk’ fra Aalborg Katedralskole år 2000. Så samlet set vil jeg mene, at jeg er rejseklar.

Jeg læste dog også artiklen ‘Einen ganzen Tag am Strand zu liegen, ist keine gute Idee’, hvor en dermatolog – meget overraskende! – når frem til, at man skal huske at bruge solcreme. Det tænkte jeg meget på i dag, da jeg lå på Nordstrand og blev stegt. Uden solcreme, naturligvis.

Se, så blev I også forkælet med en pelset og bleg udgave af de der pinagtige se-mine-velskabte-ben-henslængt-ved-vandet motiver, som befolkede alle influenceres instagramprofiler for år tilbage.

Og jeg vil give dermatologen ret i i hvert fald én ting. En hel dag ved stranden ER en dårlig idé. Mest fordi det er kedeligt. Jeg havde slæbt en bog og en Kindle med, og ingen af delene fik jeg den store glæde af. Der er sand over det hele. Og selvom min svigermor fremhævede vandets lune beskaffenhed, så var det en ondsindet løgn. Det var isnende, nærmest grotesk koldt. Jeg holdt ud under vand i ca. 30 sekunder før jeg måtte flygte.

Heldigvis var vi der kun et par timer, hvorefter jeg (og mine så småt purpurrøde nakke og skuldre) kunne komme hjem i skyggen, og siden en tur i mit surrogathjem i form af træningscentret i Højby.

Rutinerne skal jo passes. Hvor gråtonede de end må være.

Rejsefeber

Som jeg sidder her midt i den hedebølgeramte ferie i det sydlige Schweiz efter et par dage i Norditalien, indser jeg, hvor meget jeg egentlig har manglet impulserne fra at rejse/se nye steder i de senere COVID-19 år. Udover rejser til svigerfamilien i Sverige og en enkelt smuttur til Hamburg, så har jeg ikke været noget steder i flere år. Det er herligt at komme afsted igen!

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.