Introduktion til græsk og romersk kunst

Lånte bogen ‘Introduktion til græsk og romersk kunst’ med hjem fra mine forældre, da jeg hentede mine børn efter de har været på et par dages præ-påskeferie i Aalborg. Læste i den på vej hjem med Molslinjen, omgivet af børn (herunder mine egne, dog dybt opslugte af deres skærme, så der var læsefred), svedne kombardofritter, og så den der akkumulerede lyd af utålmodige mennesker, der egentlig helst ville være alle andre steder i verden end på en færge mellem Aarhus og Odden, her dagen inden Guds enbårne søn kommer på korset.

Bogen er ikke just ny; det drejer sig om er en dansk oversættelse af Susan Woodford – ‘The Art of Greece and Rome’ fra 1982. Den er – tror jeg, faktisk er jeg en smule usikker om, hvornår og hvordan det begrædelige bogtyveri er foregået – havnet i mine forældres boghylder efter at min mor engang i slut-90’erne begyndte at følge oldtidskundskab på enkeltfag på Aalborg Studenterkursus. Ja, ikke at jeg kunne drømme om at tillægge hende onde hensigter, intet kunne ligge mig fjernere, men det ser ikke kønt ud, Mor, det gør det altså ikke:

To ting: for det første tvivler jeg stærkt på, at bogen foran mig nogensinde er blevet erstattet, det ville jo ligesom underminere formålet med rapseriet. For det andet får ordene ‘mishandlede bøger’ mig til at trække på smilebåndet. Jeg får indre billeder af en jamrende bog, der bliver pint og plaget og slet og ret behandlet dårligt. Måske jeg burde holde op med at antropomorfisere alting, men det er vanskeligt for mig.

Ved nærmere eftertanke tror jeg også at det må være første gang, at jeg aktivt selv har opsøgt en gymnasial lærebog siden min forholdsvis fjerne fortid på Aalborg Katedralskole. Bogen er da også forholdsvist letlæst og jeg nåede igennem den inden vi ramte Sjællands Odde. Ikke mindst fordi jeg (må jeg med skam at melde tilstå) nøjedes med rudimentært at skimme afsnittene om bemalet keramik (jeg er altså ikke en amphora-pige, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver) og kapitlet om de græske templers udsmykning. Ud over at jeg med en ikke ubetydelig selvtilfredshed kunne konstatere, at jeg stadig kan kende forskel på doriske og ioniske søjler (samt deres noget mere udsvævende og letlevende slægtning: søjler med korinthiske kapitæler), så følte jeg heller ikke noget dybere behov for at læse om græske templers gavlfelter, metoper eller de klassiske kompositionsproblemer med friserne (hint: det er vanskeligt at finde et motiv til en frise, der – med bogens ord – er ‘et umådeligt langt, smalt bånd’, se dog Parthenon-frisen for en veludført undtagelse).

Skulpturer, derimod, skønne, æstetiske, (homo)erotiske Kouros-skulpturer; dét er lige noget for mig. I forlængelse heraf, så er noget af det, jeg virkelig værdsætter ved grækerne er, at de tænker lidt ligesom mig. Eller, nuvel, som jeg ville ønske at jeg tænkte. Som Woordford skriver om græske skulpturerer vis-a-vis deres ægyptiske forgængere:

“Grækerne overtog ægypternes arbejdsmetoder og i vid udstrækning også deres proportionssystem. Det er derfor de tidligere græske statuer ligner de ægyptiske så meget. Ligheden i stilling og teknik er tydelig; forskellene i stil og intention er vanskeligere at erkende, men uhyre vigtige. Den ægyptiske billedhugger lavede en ret overbevisende naturalistisk menneskefigur; den græske statue er mere abstrakt. Grækerne mente åbenbart, at en sådan statue ikke blot skulle ligne et menneske, men udgøre et æstetisk objekt i sig selv”

Og i et andet afsnit om forskellen mellem det græske og romerske tankesæt:

“Af temperament og tradition var romerne meget forskellige fra grækerne. I tankens og kunstens verden elskede grækerne det abstrakte og almengyldige, hvorimod romerne, som var jordbundne og praktiske folk, foretrak det konkrete og den faktisk foreliggende virkelighed … det, romerne forestillede sig ved et portræt, var et nøjagtigt billede af en bestemt person. Under indflydelse af den græske kunst tillempede de billedhuggere, som arbejdede for romerne, ofte deres stil og gjorde personerne smukkere eller mere imponerende, men de gav aldrig slip på deres karakteristiske særpræg og den individualitet, som romerne værdsatte så højt”

Er de ikke skønne, de grækere? Vilde med abstraktioner, det almengyldige og med et umætteligt behov for æstetisere ting? Jeg er fan. Og lad os da se på varen:

Originalen af ‘Doryphoros’ (Spydbæreren) fra omkring 440 f.Kr. var lavet af bronze og er desværre væk for tid og evighed, så vi har kun marmorudgaver tilbage.

Men se ham lige engang. Han er perfekt. Han er harmoni, skønhed og fuldendte proportioner. Hans contrapposto er vel nærmest kun i konkurrence med ‘David’ eller ‘Venus fra Milo’. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig – måske fordi jeg er indsovset i eurocentrisk kulturforståelse, men det er jeg egentlig indifferent overfor i denne sag – hvordan dette ikke kan være det perfekte fysiske ideal for mandekroppen.

Om ikke andet, så kan Woodfords bog (stjålet eller ej) motivere mig for en yderligere indsats i det lokale træningscenter. Der er et stykke vej endnu til Spydbærer-niveau, tænker jeg. Og bogen vækker også rejsefeberen. Ovenstående marmorudgave kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Napoli, der nu naturligvis med øjeblikkelig virkning er kommet på min vil-besøge-i-fremtiden liste.

Wilhelm Sasnal

Det er mig egentlig meget imod at bringe samtidskunst, men der er noget ved Wilhelm Sasnal – ‘Forest’ (2003), som jeg har vanskeligt ved at stå for. Der er noget ved voldsomheden og det ultimative i penselstrøgene der tiltaler mig. Maleriet er både abstrakt og figurativt på samme tid, hvilket får mit system til at kokse. For min fantasi fortæller mig, at det er en skov, men omvendt er det vanskeligt at lade være med at se de brølende penselstrøg. Uanset hvad, så ville maleriet se bjergtagende ud på væggen i min stue¹.

Og selvom det er en infantil association, jeg ved det godt og jeg burde holde mig for god til den slags, så kommer jeg alligevel til at tænke på mine yndlings fiktive skove fra fantasylitteraturen: Mirkwood, Fangorn og Lothlórien fra Tolkien-universet [↩]

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’

Der er mange ting, jeg ikke elsker ved at bo på landet. Men nattehimlen er indiskutabelt bedre herude. Tænkte på det igen her forleden aften, hvor himlen var nærmest dybtmørkeblå, smuk og stjerneklar. J Mascis’ cover af ‘Fade Into You’ i høretelefonerne passede nærmest urimeligt perfekt til lejligheden.

Harald Sohlberg – ‘Vinternatt i Rondane’ (1914)

Det var også lidt bittersødt at opleve. En arbejdsopgave ekspanderer lige nu kraftigt i både længde, størrelse og kompleksitet. Det truer altsammen min deltagelse i den planlagte vinterferie til fjeldet. Jeg ved derfor ikke om jeg rent faktisk får dette års ægte polarhimmel at se, eller om familien må rejse nordpå uden mig.

Helmer Osslund – ‘Norrländskt vinterlandskap’ (1913)

Jeg ved ikke, måske higer jeg mere efter storby end natur. Men uanset hvad, så havde det nu været rart at komme væk og opleve noget andet – noget vildere – end marker og mudder.

Anna Boberg ‘Norrsken. Studie från Nordlandet’ (1901)

Winifred Knights

Winifred Knights (1899-1947) er en af de engelske mellemkrigskunstnere, som jeg læste om i Frances Spaldings pragtværk ‘The Real and the Romantic: English Art Between the World Wars’, en bog jeg aldrig bliver træt af at promovere og rose. Hun er fascinerende; en kompleks kombination af en Quattrocento-elsker og religiøs modernist.

Jeg er vild med især to af hendes malerier, der er komplet forskellige – og ens.

Winifred Knights – ‘The Deluge’ (1920)

‘The Deluge’ (1920) er hendes gennembrudsværk og er en helt igennem ubehagelig affære. Lidt som hvis man tog Justice sangen ‘Stress’ og omformede den til et endog særdeles kontrolleret maleri. Det er frygt, fatalisme, flugt, traume indkapslet i en smukt koreograferet (og pauseret) tragisk dans. Den bibelske oversvømmelse af det stille landskab med de grå, anonyme bygninger, bakker, vand og himmel er uafvendelig. Malet et par år efter de ufattelige ødelæggelser, barbari og tragedier under 1. verdenskrig, er det ikke just et maleri, der indgyder livsglæde og optimisme. Det er et stille, fastfrossent skrig. Og netop derfor tror jeg at der er genialt.

Hendes andet værk, ‘Edge of the Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-30), er det, som jeg egentlig kom til at tænke på her til aften.

Jeg skulle cykle hjem efter en ufokuseret arbejdsdag og en efterfølgende jævnt miserabel træning; det blæste og susede og mit træningstøj lugtede surt (hvad mon de andre steroidvrag tænkte om min odeur, funderede jeg), de nordvestsjællandske landeveje var i en sjælden grad mørke og trange, og min højre pedal på cyklen sagde de her højlydt knagende lyde (krrrrriiitch, scraaaatttchh), der indikerer, at jeg snart skal gøre noget (og jeg er virkelig ringe til at vedligeholde ting, det er en af mine (mange) svagheder, jeg ville virkelig gerne blive bedre til at passe på ting, men) inden jeg ender med at stå dér med en ikke-funktionel cykel i vejkanten, i Odsherred, en kold og våd og ikke-rar tirsdag aften i februar.

Winifred Knights – ‘Edge of Abruzzi: Boat with Three People on a Lake’ (1924-1930)

Og netop da, i det øjeblik, tænkte jeg på sommer, på varme, på Italien, på sol, på stilhed i mit hoved. Jeg tænkte på ‘Edge of the Abruzzi’. Knights malede billedet i de år, hvor hun arbejdede på The British School in Rome, og i højsommeren flygtede hun til landsbyen Piediluco, hvor udsigten¹ ud over en sø inspirerede hende. Jeg tror, at det er et af de mest stille malerier, jeg nogensinde har set. Se lige på det vand. Har du nogensinde set så stille vand før? Det er næsten uhyggeligt, så ubevægeligt det er. Men også kun næsten. For mig symboliserer det ro og eskapisme. Guderne skal vide, at jeg godt kunne tænke mig at være i den båd. Og at jeg godt kunne tænke mig en rejse væk, snart.

Og Knights? Hun døde af en hjernetumor i 1947 og blev glemt indtil 2016, hvor hun endelig fik en retrospektiv særudstilling. I øvrigt lyder hun i sin Wiki-artikel til at have været en vidunderligt partikulær dame: “Knights was known for her distinctive dress, a stylised version of nineteenth century Italian peasant costume, characterised by a loose ankle-length skirt, a plain buttoned blouse, a wide brimmed black hat and coral necklace and earrings”. Altid dejligt at møde en anden italofil romantiker!

Hov, udsigter, forresten. Lyttede til podcasten ‘In Our Time’ på en løbetur søndag, hvor det gik op for mig, at ‘De sterrennacht’ er malet med den udsigt, som van Gogh havde fra sit værelse på det nervesanatorium, han havde tjekket sig selv ind på i to års tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet historien var bag maleriet. Det er så smukt. Så ikke at det udsprang af et sammenbrud. [↩]

La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils

Jeg kan virkelig godt lide Monets ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875).

Claude Monet – ‘La Femme à l’ombrelle — Madame Monet et son fils’ (1875)

Dels, naturligvis, af helt banale æstetiske årsager. Det er et smukt impressionistisk værk, fyldt med dybde, dynamik, farver og spontanitet. Der er noget elegant i, hvordan det grønne i paraplyen spejler det hvirvlende græs og blomsterne nedenfor. Penselstrøgene er brede, men intet er tilfældigt.

Dels er der selve motivet, eller måske rettere: livssituationen og det levede familieliv, hvor Monet fanger sin kone og søn i et spontant øjeblik på en blæsende sommerdag. Jeg kan ikke helt vurdere om de er glade for eller irriterede over, at faderen i familien nu igen står der med sin pensel/sit kamera (typisk far!), og forsøger at få tiden til at gå i stå og forevige øjeblikket. Det gav mig en lille ubehagelig (og irrationel, altså, billedet er fra 1875, selvfølgelig er han død) gysen, at læse at den lille trold med solhatten – 7-årige Jean – kun blev 46 år. Memento mori, som de siger.

Mest af alt kan jeg godt lide det bevidst ikke-opstillede motiv, hvordan han fanger dem, som var det et polaroidsnapshot. Uden sammenligning i øvrigt, så tror jeg at ovenstående jævnt uperfekte billede er det mest rammende, der er taget af min egen lille familie i nyere tid. Situationen fra en varm sommerdag i 1875 minder til forveksling om en bundfrossen 23. december 2023 i Aalborg, hvor vi var ude på en af de der ‘nu-trænger-de-vist-til-at-brænde-krudt-af’-gåture, som bedsteforældre (i min familie, anyway) foreslår fordi de er trætte af at høre på børnebørnene. Taget i første forsøg og med ingen forberedelsestid. Med alt hvad det indebærer af fjollede juletræshuer, mudrede løbesko, en hættetrøjehætte, der stædigt er ved at kravle op i øret, samt en lillesøster, der kæmper med at kombinere sin generthed med behovet for showmanship. Monet ville utvivlsomt have ønsket sig en højere æstetisk værdi, men jeg tror han ville have genkendt og værdsat situationen.

Rafael

Har du tænkt på Rafael for nylig? Altså renæssancekunstneren Rafael? Ham med ‘Skolen i Athen’? Jeg tillader mig at gå ud fra – og på forhånd undskyld, hvis mine antagelser om din indre verden er aldeles urimelige – at svaret er ‘nej’. Og det er måske ikke så underligt. For som Janan Ganesh bemærker, så er Rafael en bedrøveligt kedelig karakter:

Raphael will continue to be seen as the bronze medallist of the High Renaissance, some distance beneath Michelangelo and Leonardo, whatever his technical perfection, whatever his former standing as their equal or better.

How did his star drop? For one thing, the modern mind finds it hard to believe that so uncomplicated a lad could be so total a genius. The Raphael who comes down to us in the records is cheerful and well-adjusted, an obliging courtier, a delegator, with manners as smooth as his face and, despite being orphaned at 11, few of those Florentine neuroses.

…

Of course, in marking down Raphael, critics have tried to stick to an aesthetic line of attack alone: that what he has in formal elegance, he lacks in emotional force, in terribilità. But if that is true of his work now, it was true in the early 1800s, when his reputation literally could not have been higher. What changed? The Romantics. Freud. In our own century, the emergence of inner trauma as almost the mark of a civilised person. It all adds up to a mistrust of and even disdain for the cloudless temperament, the natural social being.

To, nej, tre ting til det.

For det første: ‘terribilità’ er et vidunderligt begreb. Wiki definerer det som: ‘a quality ascribed to Michelangelo’s art that provokes terror, awe, or a sense of the sublime in the viewer. It is perhaps especially applied to his sculptures, such as his figures of David or in Moses’. Mon ikke vi alle kunne bruge lidt ekstra af den type terribilità i vores jævnt grå forstadstilværelser?¹

For det andet: Jeg synes at det er en rasende interessant diskussion, det her med hvorvidt skabende kunstnere skal være martrede, traumatiserede, vanvittige, temperamentsfulde, egoistiske, dekadente, moralsk anløbne, megalomane og excentriske før end man kan tage dem og deres kunst alvorligt. Det virker som en urimelig antagelse, men omvendt har jeg nok selv brug for, at mine yndlingskunstnere har en eller anden form for, mmm, kant (men ikke for meget, dog), før jeg synes de spændende. Men Rafael, altså. Hvad stiller man op? Det turde være åbenlyst for de fleste, at en person, der maler sig selv sådan her ikke ligefrem sprudler af rockstjernenykker²:

Raffaello Sanzio – ‘Autoritratto’ (1506)

For en betimelig kontrast til søde, rare og uskyldsrene Rafael, så se fyrige Albrecht Dürer, den selvudslettende samtidsmaler, der i sine selvportrætter som det naturligste i verden modellerede sig selv efter Jesus. Ham synes folk i dag er lidt af et mensch. Rafael? Mjah. Ham synes ingen rigtig noget om.

Egentlig er det måske lidt synd for ham. Alt er jo gået galt. Når det ENDELIG bliver Rafaels tur, og man skal fejre 500 året for hans død i 1520, og han VIRKELIG skal cashe ind og vise omverdenen, at han da er mindst ligeså vigtig som Leonardo da Vinci og Michelango, hvad sker der så? Der kommer NATURLIGVIS en pandemi, der aflyser alle fejringer/markeringer af ham. Det er da ironi på et nærmest kosmisk plan. Det bliver næppe mere rafaelisk end det. Stakkels mand. Og det kommer tilmed efter de svære ydmygelser af ham i start-1990’erne.

I det epokegørende mesterværk ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ var de fire protagonister – muterede skildpadder uddannet i kampsport af en ligeledes muteret rotte – opkaldt efter kunstnerne Leonardo, Donatello, Michelangelo og, ja, Raphael. Kommer det efterhånden bag på nogen, at Raphael selvsagt er den klart mindst interessante af skildpadderne? De tre andre havde klare karaktertræk – terribilità, om man vil. Leonardo var modig og en leder, Donatello var klog og opfinderagtig, Michelangelo var fjollegøjen. Raphael? Han var blot anonym og vred og forsmået. Og han havde de klart mindst seje våben, skulle jeg hilse at sige. Ingen ville være Raphael i min skoletid. Han taber igen og igen.

For det tredje: Når jeg ødsler så mange ord på en italiensk kunstner, der døde for et halvt årtusinde siden, så er det også fordi, at Rafael for visse kunstnere er blevet symbolet på alt det, der gik galt med kunsten. Det var med andre ord ikke kun Freud og romantikerne, der fik ham ned med nakken.

På det seneste har jeg læst en del om Prærafaelitterne, en engelsk kunstgruppe i midten af 1800-tallet, der (som navnet antyder) ønskede at bringe kunsten tilbage til tilstanden FØR Rafael kom og ødelagde den med sine rene, klare, stringente, kedelige og neoplatoniske principper. Prærafaelitterne ville i stedet tilbage til principperne i den italienske ‘Quattrocento’-tid, med dens klarhed, naturskildring, stærke farver, følelser, klassicisme, romantik. De ønskede et opgør med Manierismen, som man kender den fra baroktiden, med alle dens fede små engle, overdrevent langstrakte skikkelser, underlige kropsproportioner samt forkærlighed for overbroderede klædedragter og besynderlige perspektiver.

Tænk engang over det. Det var måske ikke Rafael eller hans kunst i sig selv, de ikke kunne lide. Han udførte jo ikke selv alt det der manieriske lirumlarum. Men de så ham åbenbart som så tilpas meget en syndefaldsfigur, at de i deres afvisning af (på det tidspunkt) 300 års kunsthistorie vælger at navngive sig selv ud fra opposition til ham. Det synes jeg er en forfriskende aggressiv tilgang til tingene.

Og hermed – via utallige ekskurser og snoede stier gennem uendelige tundralandskaber af udenomssnak – nåede vi frem til det, jeg egentlig gerne ville. Nemlig vise malerier af prærafaelitiske malere.

Jeg bør indlede med at sige, at jeg ikke er fan af det meste af, hvad Prærafelitterne bedrev. Jeg beundrer deres trodsighed og deres opgør med den barokperiode, som jeg selv afskyr. Men i deres tematik og stil er mange af dem simpelthen for romantiserende, for episke, for emo, for kitschede, for besjælede, for inderlige, for symbolistiske til min smag. De bliver hurtigt meget MEGET.

Dante_Gabriel_Rossetti_-_Proserpine_-_Google_Art_Project.jpg

Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874)

Tag nu bare Dante Gabriel Rosetti – ‘Proserpine’ (1874). Motivet er Persefone, underverdenens gudinde, der efter at have spist granatæblekerner i underverdenen er tvunget til at tilbringe en tredjedel af året dernede med sin mand Hades. Rosetti var åbenbart en skrøbelig sjæl og stærkt besat af maleriets model, Jane Morris. Han skrev at:

She is represented in a gloomy corridor of her palace, with the fatal fruit in her hand. As she passes, a gleam strikes on the wall behind her from some inlet suddenly opened, and admitting for a moment the sight of the upper world; and she glances furtively towards it, immersed in thought. The incense-burner stands beside her as the attribute of a goddess. The ivy branch in the background may be taken as a symbol of clinging memory.

Den får ikke for lidt Sturm und Drang her. Vi har både forbuden frugt, sjælens fangeskab, længsel, pludseligt opståede (flugt)muligheder og kontemplation. Mon ikke den gode Rosetti håber at Persefones/Jane Morris’ hjerte vælger ham/Adonis/lyset?

Vi skruerne nu emo-knappen op på MAKS. John Everett Millais – ‘Ophelia’ (1852) får alt hvad den kan trække af symbolik pakket ind i en farverig, naturalistisk pakke. Der er tilsyneladende tale om en scene fra Shakespeares skuespil ‘Hamlet’, hvor karakteren Ophelia flyder ned ad floden lige inden hun drukner. Wiki anfører:

Ophelia’s pose—her open arms and upwards gaze—also resembles traditional portrayals of saints or martyrs, but has also been interpreted as erotic.

The painting is known for its depiction of the detailed flora of the river and the riverbank, stressing the patterns of growth and decay in a natural ecosystem.

The flowers shown floating on the river were chosen to correspond with Shakespeare’s description of Ophelia’s garland. They also reflect the Victorian interest in the “language of flowers”, according to which each flower carries a symbolic meaning. The prominent red poppy—not mentioned by Shakespeare’s description of the scene—represents sleep and death

Selv kommer jeg – småtskåren som jeg er – først og fremmest til at tænke på musikvideoen til Nick Cave og Kylie Minogues – ‘Where the Wild Roses Grow’ fra 1995. Der må siges at være mere end en overfladisk æstetisk inspiration fra Millais maleri i den video.

Jeg vil også anbefale at undersøge William Holman Hunt – The Awakening Conscience’ (1853), som er lidt af et Kinderæg af flertydige budskaber. Det samme gælder John Everett Millais – ‘Mariana’ (1851), der kan det samme.

Og altsammen i oprør mod stakkels Rafael, der døde så ung – kun 37 år – men dog nåede at udvirke så meget, på både godt og ondt. Måske det rimeligste vil være at afslutte med hans indiskutable mesterværk? Blot så jeg ikke kan beskyldes for unødigt opflammende agitation mod ham. Nyd de rene, geometriske linjer. Roen og de usymbolske motiver. Så absolut ingen terribilità her. Nu kan vi alle sove godt, med hænderne over dynen, ligesom Rafael:

Raffaelo Sanzio – ‘Scuola di Atene’ (1511)

En sidenote her. I gamle dage var tysk mit yndlingssprog til at få begreber fra (Fernweh, Wanderlust etc.), men er det ikke som at italiensk har det med at være … mere ekspressivt og udfarende. Se fx ’Sprezzatura’. Et begreb jeg er inderligt vild med. [↩]
Og dog! Se lige den slet skjulte homoerotik i ‘Autoritratto con un amico’ (1518). Måske Rafael er mere interessant end ved første øjekast? [↩]

Wiener Secessionen

Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.

Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.

Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.

Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.

Gustav Klimt – ‘Der Kuss’ (1907-1908)

Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.

Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:

Max Kurzweil – ‘Dame in Gelb’ (1899)

Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?

Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.

Henri de Toulouse-Lautrec – ‘At the Moulin Rouge, the Dance’

Jeg tror egentlig ikke at jeg har ambitioner på mine børns vegne. Ikke nogen eksplicitte, i hvert fald. Og hvis jeg har, så er vi ovre i det generiske: at de bliver lykkelige og finder den rette vej for dem. Men når jeg ser Toulouse-Lautrecs maleri ’At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890) så er der alligevel noget i mig, der håber min datter får et liv som den rødhårede danser.

Henri de Toulouse-Lautrec – ‘At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890)

Ikke fordi hun nødvendigvis SKAL være can-can danser, selvom det bestemt ville være en æggende karrierevej. Men jeg kan godt lide tanken om, at hun (for)bliver rødhåret, livsglad, impulsiv og flammende temperamentsfuld – og at hun bliver en kærlighedsfuld person, der danser frit i de grå omgivelser, uden at tænke over, hvad de andre konformister (såsom hendes far) tror, mener og synes.

Nike fra Samothrake

Jeg sov dårligt natten til i går. Kunne ikke falde i søvn, lå i stedet og grublede planløst. Der var så stille i huset, at jeg næsten savnede den permanente Autobahn-lyd af Lyngbyvejen i baggrunden fra dengang vi boede i lejligheden i Æbeløgade. Et eller andet sted ud på natten døsede jeg hen, blot for at blive småbrutalt vækket af virkeligheden kl. 05.45.

Resultatet blev ikke særlig overraskende, at jeg – efter arbejdsdagen og hjemmelogistikken var ovre – ikke kunne tage mig sammen til nogen større sammenhængende tankeaktivitet i går aftes. Pludselig var timerne gået med ingenting, det var blevet (alt for) sent, og jeg havde nået helt præcis ingenting af den eksamenslæsning, jeg ellers havde stående med småaggressive og ret insisterende neonfarver på min to-do liste.

Men da jeg så endelig fik taget mig sammen til at gå i seng, så var jeg naturligvis frisk og kunne ikke sove. Endte derfor med en tur ud af adskillige tangenter, ikke mindst da jeg besøgte Louvres wikipedia-side og opdagede denne skønhed:

Nike fra Samothrake, 190 f. kr.

Jeg ved for lidt om græske skulpturer og den hellenistiske periode, men jeg er altså dybt betaget af den vinge. Og den måde, som klædet i hendes dragt falder på. Den æstetiske værdi er nærmest uforståelig. Alene håndværket, der ligger i at kunne bearbejde marmor på den måde. Så skønheden bliver forståelig, mærkbar og meningsfuld mere end 2.000 år efter. Det er mageløst. Og det navnløse geni af en billedhugger lå næppe søvnløs og spekulerede over formålene med det hele.

Dod Procter

Jeg har ikke så mange ting på hjertet i disse dage. Min tid går med en større sag på mit arbejde, løbeture i mørke, mudrede skove samt permanente grublerier. Julestemningen er det så som så med. Når jeg vågner om morgenen ligner jeg (og føler jeg mig) til forveksling som noget fra Dod Procters maleri ‘Morning’ fra 1926.

Procter er en af de malere, jeg har læst om i den ustoppeligt fremragende ‘The Real and the Romantic: English Art Between Two World Wars‘. Gad godt se ‘Morning’ i levende live på Tate Modern.

Egentlig er jeg mest til de romantiske malere (realisterne er til tider så bedrøveligt … realistiske), men jeg kan godt lide, hvordan Procter fanger det kolde, tidlige morgenlys – og bruger det til at give hende karakter. Jeg værdsætter også realismen. Vi er godt stykke fra datidens petite og manierede Art Nouveau kvindeideal, men det feminine er vanskeligt at overse. Lyset og motivet får mig til at spekulere på om en anden melankolsk mester af det tidlige morgenlys, Edward Hopper, monstro havde set Procters maleri inden han malede ‘Morning Sun’ i 1952:

Den ene er i dyb søvn, den anden er (for)tabt i sine egne tanker. Begge er alene og (måske, hvem ved med den sovende?) ensomme. Især Hopper maleriet er for mig et definition på COVID-19 billede, der rummer håbløshed, uvished og længslen efter noget. Hvis nogen beder mig opsummere min sindsstemning i 2020-2021 i ét maleri, så er ‘Morning Sun’ noget nær en perfekt krystallisering.

Ikke ligefrem de to allermest livsbekræftende malerier, men de vækker begge noget i mig. Hvis der så blot var noget morgenlys, jeg kunne sidde og stirre illusionsløst ud i.

Glyptoteket

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.

Albrecht Dürer

Jeg blev ganske varm indeni, da jeg læste dette essay om kunstneren Albrecht Dürer (1471-1528). Indledningen om kunstneres narcissisme er helt forrygende:

There is a well-established cliché that artists are invariably narcissists of some kind or another. Lord Byron and his romantic vanity fit the mold, as do Hollywood’s prima donnas. But when did this pattern begin? In his new book, Albrecht Dürer: Art and Autobiography, David Ekserdjian gives an account of one the modern world’s first artists alleged to have displayed this trait. Whether he was in fact the first modern artist to also be notably narcissistic seems unlikely, but what Dürer created does indeed show astonishing genius—genius that he himself was unafraid to recognize.

Jeg elsker den sidste formulering om at være modig nok til at turde anerkende ens egen genialitet. En ædel egenskab, må man. Og det tør svagt antydes at Dürer tager narcissismen og krukketheden til et helt nyt niveau. Vi taler, trods alt, om en mand, der i sine midttyvere maler ikke færre end tre selvportrætter – med en nærmest uhørt eskalerende grad af selvoptagethed:

Selbstbildnis mit Eryngium (1493)

Selbstbildnis mit Landschaft (1498)

Selbstbildnis im Pelzrock (1500)

Vi går fra ungdommelighed og usikkerhed, via et selvsikkert blik, velstand og gyldne lokker (og se lige den hue!) til at transcendere ind i fusion af kunstneren og Jesus Kristus.

Tænk lige over hvilken transgression vi taler om her. Det er ikke en eller anden direktørsøn fra Hellerup, der i 2023 laver installationskunst over det kapitalistiske samfunds dekadente forfald eller smider buster i vandet. Den slags er gratis, ja, man får legater og ros og kæl i kultursektionerne og kommer i Deadline for det. Nej, her er en kunstner, der i 1500 løber en reel risiko. Religion er omnipræsent i samtiden, enorme samfundsændringer er på vej, Europa er på tærsklen til reformationen og hundreder af år med religionskrige; det er helligbrøde, det han gør, men Dürer giver ikke en fuck. For hvis man ved at man er ligeså uudgrundelig, dyb og følsom som Jesus, ja, så maler man da et selvportræt af sig som selv Jesus. Jeg er VILD med det! Dürer er så ubetinget skamløs, selvoptaget, romantisk og krukket, at jeg slet, slet ikke kan lade være med at elske ham. Her er en rigtig kunstner, en mand der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for sit skaberværk.

Tænk at dette pragteksemplar af et narcissistisk geni levede for 500 år siden, men stadig – den dag i dag – sidder dér med sin Jesus-ikonografi, kigger os provokerende lige ind i øjnene og er relevant. Og det kommer fra mig, der ellers rynker på næsen af snart sagt al billedkunst fra før 1870. For Albrecht Dürer tager alle de åh-så-korrekte kunstnere fra nutiden, og er bare så meget mere ikonoklastiske, grænseoverskridende og heterodoks end dem. Det sætter altsammen tingene i relief, synes jeg. For forleden dag læste jeg en artikel om Devon Rodriguez, der åbenbart er vor tids mest berømte kunstner:

Devon Rodriguez is almost certainly the most famous artist in the world, at least on one level. Almost no one I know has ever heard of him. Except if you say: “he’s the painter who draws people on the subway, from TikTok.” Then sometimes they will light up with recognition.

Jeg læser artiklen om den her person, jeg aldrig har hørt om (for jeg er en semi-boomer, der ikke er på TikTok), der maler billeder som ligner fotografier, og i øvrigt mest er kendt for måden, hvorpå han (måske/måske ikke) tilfældigt udvælger sine motiver. Og jeg ser hans malerier og tænker: der er ingen, absolut ingen, der vil huske Devon Rodriguez om hverken 50, 100 eller 500 år. For han er ikke Dürer. Han har ikke nogen genialitet, som han skal turde erkende. Og han bryder ikke nogen grænser, ud over at han er en dygtig influencer.

Vil bestille Ekserdjians bog, tror jeg. Fornemmer at jeg vil nyde at læse mere om Dürer, min nye absolutte favoritkrukke.

Pergamon

Når man – som jeg – ganske ofte bliver bevidstgjort om min mildest talt imperfekte udførelse af forældregerningen, så er det da en lille trøst, at jeg (trods alt) har udvist så tilpas megen anstændighed, at jeg nåede at tvangsindlægge begge mine børn til at besøge Pergamon museet og få set Ishtar-porten her inden museet lukker udstillingerne indtil 2037(!). The Economist har i denne uge en fascinerende artikel om lukningen og restaureringen af selve Pergamon alteret, hvilket fluks sendte mig mentalt til Berlin.

Besøgene har naturligvis sat sig uudslettelige indtryk hos begge arvinger. Jeg håber at have sendt dem begge godt på vej ud af en berigende karrierevej indenfor nærorientale studier og/eller arkæologi. Alt andet vil være en skuffelse. Det undlader jeg ikke at gøre opmærksom på næsten dagligt.

Bortset fra det, så er en 14-år lang nedlukning af en af Berlins største attraktioner ret voldsomt. Og at læse om det giver mig lyst til at rejse og se nye ting igen.

Tolkninger

Jeg kan godt lide fransk-schweiziske Marguerite Burnat-Provins (1872-1952) udaterede maleri ‘Selvportræt’. Det rummer en herlig tvetydighed, som gør at jeg ikke helt ved, hvad der foregår i billedet.

Det kunne være en skribent fanget i en skriveblokade. Den nedslåede kropsholdning, hånden der hviler på notes-/dagbogen, den anden passive hånd med pennen; de indikerer alle manglende motivation eller at hun er fanget i usikkerhed. Omvendt har hun et reflekterende ansigtsudtryk, der tyder på at hun ønsker at skabe eller udtrykke noget. Hun er måske blot et sted midtvejs i sine overvejelser? Jeg kan ikke afkode, hvor hun er henne i sin kreative proces.

Men … det kunne også være et portræt af et valg. Der kunne være en pro/kontra-liste i notesbogen. Hun er i færd med kontemplere konsekvenserne af et vanskeligt valg, der skal tages i en diffus, tvetydig og usikker situation. Planten kan umuligt være tilfældig tolket i den kontekst. Den ene halvdel er visnende, døende, grå; den anden blomstrer med håb og farver i retning mod kvinden. Det er tydeligvis ikke en ligegyldig eller konsekvensløs afvejning, der foregår. Hvad skal hun gøre? Hvad er det rigtige?

Netop uvisheden, tvetydigheden og muligheden for fortolkninger er noget af det, jeg sætter mest pris på ved billedkunst. Når kunstneren har flere lag og vedkommendes værk iagttager verden og sig selv på samme tid. Et godt eksempel jeg stødte på for nylig er Édouard Manet ‘Un bar aux Folies Bergère’ (1882):

Hvad foregår der egentlig på det maleri? Virkelig mange ting! Vi er i en bar, hvor vi (beskueren) ser en ung kvinde bag det, der i første omgang ligner en bardisk. Bag hende er et spejl, der måske/måske ikke viser os (beskueren) og et dionysisk orgie (akrobaten i venstre hjørne!) i baggrunden. Eller er beskueren og kvinden den samme? Jeg bliver i tvivl hver gang jeg kigger efter. Er det i virkeligheden hende, der ser ind i spejlet? For hvis beskueren er den spøgelsesagtige herre med hatten, er perspektivet og vinklen i spejlet så ikke helt skørt? Og hvad skal man læse ud af hendes ansigtsudtryk? Hvem er dette menneske og hvordan kan vi lære hende bedre at kende? Hvad er der gået forud? Er hun træt, opgivende, eller reagerer hun blot på en åndssvag fyldebøttekommentar fra beskueren? Er det et angstanfald, vi ser udfolde sig for vores øjne? Hvem er hun egentlig? Er der en dybere mening med de appelsiner og hvordan lyset spejles i dem? Hvor mange sensoriske indtryk kan vi overhovedet håndtere på samme tid?

Mange spørgsmål, ja, men det er netop det, der gør maleriet så genialt. Jeg får næppe nogensinde et entydigt svar eller et facit, hvilket er det vidunderlige ved oplevelsen.

Normalt er Manet ikke en maler, jeg hæfter mig synderligt ved. Men her har han lavet noget særegent fremragende. Han er lysår mere spændende end aktivistkunstnere, der insisterer på at proppe et ensporet budskab ned i halsen på mig (som regel en stadig trættere (og trættende) variation af “fuck kapitalismen!”). Jeg bilder ind, at netop tvetydigheden og evne til at kunne skabe værker som ‘Un Bar aux Folies-Bergère’ er det, som giver billedkunsten en fremtid i en AI-verden. Fordi det stadig, tror jeg, kræver et element af menneskelig indsigt at kunne frembringe visuelle fremstillinger af melankoli og den menneskelige tilstand.

Lotte Laserstein

Læste en tankevækkende klumme af Enuma Okoro, der gjorde mig opmærksom på den tysk-svenske maler Lotte Laserstein (1898-1993) – og ikke mindst hendes elegiske hovedværk ‘Abend über Potsdam’ fra 1930.

Jeg ved ikke om det er et direkte rart maleri. Men det er dirrende, symbolsk og afbilleder øjeblikket før at alting ændrer sig (antageligvis til det værre). Billedet vækker mange ting i mig. Uro, rastløshed, tanker. Kompositionen er en slags sekulær udgave af Leonardo da Vincis ‘Den sidste nadver’, med den unge kvinde i midten som en kristusfigur. Vi må formode at det er et middagsselskab mellem venner, men alle personerne er tavse, og de ser alle andre steder hen end på hinanden eller på verden; blikket er rettet indad og præget af vildrede. Selv den unge, farverige kvinde – med fremtiden foran sig, må vi formode – er fortabt i melankoli og handlingslammelse.

Billedet er malet i et Tyskland i kaos, social usikkerhed og opbrud, tre år før den nazistiske magtovertagelse. Det er vanskeligt ikke at tolke det urbane landskab; den grå (truende?) himmel; de fremmedgjorte, melankolske, bekymrede og opgivende personer som en metafor for Tyskland og den tyske samtid. Fremfor at tale sammen er de alle opgivende, tabt i egne tanker og ser forskellige steder hen. Måltidet (festen?) er ovre, kun resterne er tilbage – og imens at deres verden er på vej mod barbari kan personerne – lysende Jesus-skikkelse eller ej – ikke længere tale sammen om en vej frem. Det er tragik på adskillige planer.

På den måde er maleriet muligvis mere relevant for vores samtid, end jeg egentlig synes det er behageligt at tænke på. For problemerne og udfordringerne for verden tårner sig også op i 2023 – men evnen til at have en global samtale om løsningerne. Billedet hænger på Neue Nationalgalerie i Berlin og er kæmpestort (110 x 205 cm). Vil glæde mig til at se det live.

‘Abend über Potsdam’ fik mig til at udforske Laserstein yderligere. Lige nu er hun aktuel med en særudstilling på Moderna Museet i Malmö, hvilket nok burde være et besøg værd. Sjældent er jeg stødt på en kunstner, der på den måde kan formidle stemning i sine malerier. Hun er omvandrende melankoli. Uanset om det er portrætter eller landskaber, så stråler hendes følelser ud af billederne.

‘Ich und mein Modell’ (1930)

‘Russisches Mädchen mit Puderdose’ (1928)

Laserstein har også en klar queer-vinkel i sine tidlige, hvor mange af hendes modeller får et tydeligt androgynt udtryk. I 1937 må hun som jøde flygte til Sverige, hvor hun frem til sin død ernærer sig som portrætmaler. En på alle måder kompleks og interessant skikkelse, som det irriterer mig at jeg ikke har hørt om før.

Milano

Milano i grove træk:

Mennesker over alt. Turister. Piazza del Duomo er spækket med svedige mennesker og selfiestænger i maks. længde. På vejen i toget læste jeg en artikel i Foreign Affairs, hvor skribenten siger at Europa er i overhængende risiko for indenfor få år at blive en mellemting ‘between a theme park and a hospice’. Måske han har ret og jeg har set fremtiden her i Italien. Her er masser af gamle mennesker og ikke-europæiske turister. De står i kø til alt: til toiletter, til indgangsbilletter til domkirken, til billetter til elevatoren i nordfløjen af domkirken, til billetter til elevatoren i sydfløjen af domkirken, til at få udleveret måltidet på McDonald’s, til at skælde ud på deres børn, der ikke hører efter.

Der er kun en smule kø i Museo del Novecento, til gengæld har de et rum er med udsigt over pladsen. Jeg tager et billede ud af vinduet, lidt urolig over genskinnet. Og kommer til at tænke.

Tænk på alle disse mennesker. På deres håb, drømme, frustrationer, ambitioner, frygt, begær, skam, usikkerhed, længsler, fortrængninger, jalousi, had, kærlighed, frustrationer. Tænk på deres bagtaleriske kolleger, den dumme ting de kom til at sige i sidste uge i kantinen, på den uro hvormed de afventer resultatet af skanningen, på den mail der lige tikkede ind fra chefen, på den eksistentielle rædsel og smerte der følger dem, hver gang de besøger deres demente far på plejecentret og tingene bare bliver værre. På de pæne ord der blev sagt til dem, da de stoppede som formand i fodboldklubben, på at nu kigger hun igen på skærmen, når vi taler sammen. På deres affærer, på deres hjemmebyggede terrasser, deres personlig rekord i bænkpres, på deres sårbare datter, på dengang de stjal noget, på følelsen af at selvom man gjorde alt det rigtige, så føles det alligevel aldrig rigtig som nok. Tænk på alle disse mennesker. Gennem et snavset vindue i et museum for italiensk kunst fra det 20. århundrede.

Jannis Kounellis ‘Senza titolo (Rosa nera’)’ (1966) er umiddelbart det eneste værk fra frs Museo del Novecento, som jeg fik lyst til at videreformidle. Det var et flot maleri i levende live, men ser lidt falmet ud her. Hvis jeg skal være meget grov, så er nyere italienske malere ikke mig. Hvis de ikke maler hengivne billeder til Mussolini i mellemkrigstiden, så elsker de kubisme, futurisme og grå/brune farver. Det føles som at drukne i en pøl af beige og firkanter. Jeg er glad for at jeg besøgte museet, men mest fordi det udbyggede min viden om et felt – italiensk billedkunst – som jeg ikke vidste særlig meget om.

Noget gladere blev jeg af Le Gallerie d’Italia di Milano, et aldeles fremragende (og urimeligt mennesketomt) museum. Deres allermest moderne kunst skøjtede jeg hurtigt igennem, men jeg fik mulighed for alt boltre mig i Umberto Boccioni:

Boccionis – ‘Tre Donne’ (1909-1910) afbilleder de tre kvinder i hans liv. Mor Cecilia, søster Amelia og elskerinden Ines. I må selv gætte hvem der er hvem. Jeg kan lide intimiteten og kærligheden i billedet. Jeg tog en række fotografier af andre malerier, jeg kunne lide – men de blev allesammen noget bras. Men Le Gallerie d’Italia di Milano var klart turens æstetiske højdepunkt, hvor jeg også mødte min gamle ven skulptøren Canova. Det var et prægtigt besøg og jeg kommer gerne igen.

Apropos fotografier så er det visuelt mest tilfredsstillende billede, jeg har set fra Milano fra et højhus’ wiki-side. Nærmere betegnet Torre Velasca. Der er taget fra domkirkens tag. 1950’er modernisme møder gotikken. Det er en helt vidunderligt kontrast.

Jeg ved ikke om jeg selv har lyst til at bo i en by som Milano. Men når jeg besøger de her globale centre for et eller andet – og man må sige at Milano er et center for design og mode -, og mærker den rå og småvulgære velstand det medfører at være eliten indenfor et felt, så bliver jeg bevidst om, hvor lille et land Danmark stadig er. Vi bilder os gerne ind, at vi er noget unikt og fantastisk og kan lære alle mulige andre lande noget om, hvordan man bør gøre tingene. Hygge og velfærdsstaten og vindmøller, I ved nok. Og det kan vi måske også indenfor ganske afgrænsede områder. Men det er provinsielt at tro, at vi ved så meget bedre end andre. Det vidner et sted som Milano om. På godt og ondt.

Nedbrudt klimaanlæg i toget hjem. Ulideligt, der er 30 grader, luften står stille og man kan lugte sur sved krydret med det billige fedtstof fra den ret olierede sandwich, som tyskeren på sædet overfor må have rekvireret på Milano Centrale. Tager min Kindle ud af sit cover og anvender det som interimistisk vifte. Virker kun delvist. Meget ironisk foregår handlingen i min fantasybog nu i et tundralandskab. Højspændt/-rød amerikansk turist skælder ud på konduktøren og stormer ud på Como San Giovanni stationen. Vi andre kører videre og jeg når hjem, lige inden tordenvejret begynder.

Ghisla Art Collection

Jeg havde en idé om at jeg skulle have et roligt, ja, nærmest bedøvende besøg på feriens første kunstmuseum: Ghisla Art Collection i Locarno. Sådan … gik det ikke helt. Her er første billede, jeg mødte i udstillingen:

Keith Haring – ‘Untitled’ (1985)

Hvilket naturligvis var en forfriskende begyndelse på det hele. Jeg kan forstå at billedet blev malet som en kommentar til HIV-situationen i det homoseksuelle miljø i New York i midt-80’erne, men det fremkaldte nu også en meget konkret og fysisk reaktion hos denne konforme beskuer små 40 år senere.

Resten af udstillingen var lidt mindre hårdtslående, men jeg så et fint værk af James Rosenquist:

Jeg husker mest Rosenquist fra hans popartmesterværk ‘F-111’ (1965), hvor han vrængende spidder reklamer, forbrugersamfundet og det militær-industrielle-kompleks. Tror sågar det optrådte i en af mine bøger i gymnasietiden.

Her i et 25 år senere værk er vi stadig i reklamernes glitrende verden, kombineret med nyfunden interesse for grafittiæstetik. Jeg kunne vældig godt lide maleriet, det består klart min “det gad jeg godt have hængende”-krav, men der er noget … ‘min-tid-som-relevant-kunstner-er-ovre’ over maleriet. Som at Rosenquist godt vidste at han aldrig ville komme ud af sin bås. At han blev og formodentlig altid ville blive opfattet som en del af samme bølge som Roy Lichtenstein, Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Og at denne bølge holdt op med at være det kunstneriske omdrejningspunkt for (på dette tidspunkt i 1990) mindst 15 år tidligere. Og at han måske derfor nu var fri til at male det han havde lyst til, da det alligevel hverken ville gøre fra eller til.

Jeg håber at jeg selv bliver klar over det, den dag jeg ikke længere selv er relevant i mit virke – og at jeg kan finde en ro og accept i det. Det ville ligne mig dårligt, men jeg kan vel have ambitionen om at det bliver sådan.

Ghisla-samlingen kommer næppe til at ændre verden, men det er en fin tilføjelse til Locarno, og jeg er glad for at jeg satte tiden af til et besøg i dag. Det er rart at kunst får mig til at føle og tænke.

Schweiziske malere

Afrejsen til Ticino nærmer sig og tiden er inde til den liste, alle har ventet på i åndeløs spænding og med tilbageholdt åndedrag: min autoritative rangering af schweiziske malere.

Og ja, full disclosure, jeg har en usaglig præference for kunst mellem 1880 og 1920. Og nej, der er ingen kvinder med på listen. Men altså, kvinder fik ikke stemmeret i Schweiz før 1971; hvor mange kvindelige kunstnere tror I egentlig selv det ultrakonservative folkefærd har givet chancen?

Eller nej, nu lyver jeg, der er to. Den ene er Angelica Kaufmann (1741-1807), men hun malede neoklassiske portrætter og historiske scener; begge genrer der keder mig umanerligt meget – uanset malerens køn. Den anden er Sophie Taeuber-Arp (1889-1943), som pryder de schweiziske 50 Franc pengesedler. Men altså, hun maler Dada og kubisme; det hele er geometri og kasser og streger. Hvilket er stilarter jeg går ekstra hurtigt igennem, når jeg ser dem på kunstmuseer. Er det rimeligt eller fair? Måske ikke. Men jeg ved nogenlunde, hvad jeg kan lide. Og det er ikke Kaufmann eller Taeuber-Arps dele af billedkunsten, der vækker noget hos mig. Med denne indgangsbøn afsluttet kommer vi til listen, der er delt op i tre sektioner:

Ja. Uendelig meget ja

Arnold Böcklin
Emoernes konge! Han malede jo ‘Die Toteninsel’ og alene det sikrer en placering på listen (og mit personlige Mount Rushmore).

Die Toteninsel III (1883)

Félix Valloton
Jeg er så uklædeligt forelsket i Valloton, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Med at han er verdenshistoriens bedste til at male træer? At han har malet den smukkeste solnedgang nogensinde? Eller at han maler et romantisk billede, som han så vrængende kalder for ‘Løgnen’? At han ubesværet maler alt fra portrætter til Stilleben over landskaber via sært poetiske 1. verdenskrigsmotiver. Jamen, se dog hvad han kan. Han er eminent:

Le Ballon (1899)

Løgnen (1898)

Coucher de soleil, ciel orange (1899)

Le Vent (1910)

Verdun (1917)

Ferdinand Hodler
Selvfølgelig er han med på listen. Han har jo malet mit officielle portræt. Og alpelandskaber.

Ferdinand Hodler – Der Lesende (1885)

Ferdinand Hodler – Le massif de la Jungfrau vu depuis Mürren (1911)

Nej. Jo. Eller, altså, nej. Ok. Måske.

H.R. Giger
Her bliver det vanskeligt, for jeg kan virkelig ikke lide Gigers æstetik eller surrealistiske biomekanik. Men jeg kan omvendt ikke underkende hans betydning indenfor visse subkulturer. Og jeg har i den senere tid udviklet en partikulær svaghed for xenomorphen fra Alien-filmene, så han skal vel med. Men vise ham vil jeg ikke.

Aldrig i livet

Ingen roser uden torne. Således heller ikke den schweiziske kunsthistorie. Visse kunstnere er så irriterende, overvurderede, ondskabsfulde eller skadelige at jeg hverken kan eller vil gider se på deres værker. Det drejer sig om:

Alberto Giaconmetti
Hvis jeg skal se blot én til af hans afskyelige tynd-mand-skulpturer, så eksploderer jeg. Man må give ham den anerkendelse at hans stil er genkendelig og distinkt i al dens elendighed, men det er så også det. Gid nogen ville pakke samtlige hans værker ned, forsegle dem og placere dem et sted i Marianergraven.

Le Corbusier
Sjældent har en enkelt person gjort mere skade og forvoldt større menneskelig ulykke end højmodernismens ypperstepræst. Hans menneskehadende byplanlægning er selvfølgelig hans værste forbrydelse, men hans kunst er også forfærdelig.

Samlet set håber jeg at få set kunstnerne i hjemlige omgivelser, formentlig i Kunstmuseum Basel eller Fondation Beyeler. Glæder mig til at opleve noget nyt.

John Singer Sargent

Jeg er inde i en fase, hvor jeg dyrker amerikanske impressionister. Det begyndte da jeg var i Washington DC og så to malerier af James Abbott Whistler og Childe Hassam på National Gallery of Art. Det var store æstetiske oplevelser, men jeg vil egentlig ikke sige så meget om lige de to malerier (en anden gang, måske), da deres eksistens i dette indlæg mest af alt tjener som en segway over til den maler, jeg har haft en del på hjertet i de sidste par dage: John Singer Sargent (1856-1925).

Singer Sargent var først og fremmest portrætmaler; en disciplin som for mig er sådan lidt måske-måske ikke. Hvis et portrætmaleri er virkelig godt kan jeg blive helt eksalteret og fortryllet. Hvis de er dårlige, er de blandt den billedkunst, jeg hader allermest. Adskillige er de traumatiske barndomsminder, hvor jeg blev slæbt gennem museer fulde af fortvivlende hollandske maleres dystre billeder af protestantiske mørkemænd.

Vi er dog heldigvis et lidt andet sted her. Og Singer Sargent har to vigtige ting gående for sig.

For det første er han en dygtig maler, der kan sit billedkunsthåndværk. Den slags giver kredit hos en flammende installationskunst-hadende ‘kunst-skal-være-smukt-og-vække-følelser’ reaktionær som mig.

For det andet: Singer Sargent var en sanselig mand. Hvis jeg skal være lidt indiskret, så kan jeg godt lide at Singer Sargent er så liderlig, når han maler voksne kvinder. Der er virkelig meget sex i hans billeder. Ikke på en creepy, vulgær eller grov måde, men hele hans æstetik, penselstrøgene og hans skildring af kvinderne vidner om en maler, der i den grad formår at udtrykke sit begær gennem sin sanselighed. Bedste eksempel er nok ‘Portrait of Madame X’ (1884), der er Singer Sargents mest berømte og samtidig også mest notoriske værk:

Samtiden i Paris kunne ikke håndtere så meget sex på én gang. Kontrasterne mellem den blege hud og den mørke baggrund, den yndefulde hals, kjolen der både viser og skjuler (for meget) på samme tid. Den indbydende kropsholdning, skønheden og de aristokratiske kindben. En kvinde der hviler i sin egen attraktivitet. Det var alt, alt for meget. Offentligheden gik amok og Singer Sargent måtte flytte til London.

Balladen og forargelsen over ‘Portrait of Madame X’ i de parisiske saloner om Singer Sargent fik mig til at tænke på Ursula K. Le Guins science fiction roman ‘The Left Hand of Darkness’, som jeg forsøgte at læse tidligere i år. Handlingen fængede mig ikke, jeg endte med at gå i stå undervejs, undskyld, men Le Guin skriver eminent og hun udviklede koncepter, der var vildt radikale og originale for sin tid (1968).

I bogen forestiller hun sig en planet, Gethen, hvor beboerne -er androgyne/ambiseksuelle det meste af tiden – og det samfund de har opbygget derfor er helt befriet for binære mand/kvinde verdensopfattelser. Beboerne skifter biologisk køn én gang om måneden, hvor parring så finder sted. De fleste har haft forskelligt køn gennem livet, og næsten alle har både født børn og været fædre. De personer, der udviser en præference for at være et bestemt køn, bliver betragtet som seksuelle afvigere. I bogen følger man hovedpersonen, Genly Ai, der er udsendt fra Jorden som ambassadør til Gethen. Han har klassiske opfattelser af køn og kønsidentitet, hvilket betyder at beboerne på Gethen konsekvent omtaler ham som ‘the Pervert’. og betragter ham som dybt moralsk og seksuelt depraveret. For set med deres øjne og køns-/seksualnormer fremkalder han noget nær samme forargelse og afsky, som en Wahabist føler overfor homoseksuelle.

Min pointe med denne lille ekskurs er blot at sociale normer er kontekstbestemte, altid til forhandling og impermanente. Det er voldsomt og interessant og tankevækkende, hvordan normer kan skifte henover nærmest ingen tid. Maleriet af ‘Madame X’ er fra 1884, små 150 år, hvilket i det store billede er ingenting. En af de ting jeg lærte af Peter Frankopans velmente, men også utroligt kedelige ‘The Earth Transformed: An Untold Story’¹ er at Homo Sapiens som race har eksisteret i ca. 0,1% af Jordens levetid. Så 150 år? Peanuts. Ting forandrer sig. Hurtigere end man tror det. Og det gode ved ‘Madame X’ historien er vel, at det tjener som et eksempel på, hvordan sociale definitioner og konventioner kan ændre sig over tid. Tænk, hvordan datidens gentleman, der står dér og koger over af forargelse (og, endnu mere skamfuldt, begær) i efteråret 1884 til den årlige Paris Salon i Académie des Beaux-Arts, ville have det med vores æstetik i dag. De ville ikke ane hvad der ramte dem.

Mit helt eget personlige favorit Singer Sargent kvindeportræt er dog ‘Lady Agnew of Lochnaw’ (1892). Indrømmet: der er mindre hud, men altså, se hende lige. Henslængt i en Bergére stol betragter hun dig direkte, vurderende, halvt smilende. Vi er i færd med en dyb samtale, som ingen (jo, hende, måske) ved hvor skal føre hen. Øjenbrynet er løftet spørgende (drillende?), du har lige sagt noget måske moderat begavet, og her er du i en samtale med en stærk, intelligent kvinde, der har sine meningers mod og på alle måder er din ligeværdige partner – og hun har tænkt sig at udfordre dig. Hun er helt og aldeles uimodståelig, sexet på den helt rigtige måde. Og det mistænker jeg at Singer Sargent også syntes. Han maler hende perfekt og med alt sin sanselighed.

Jeg kan dog også godt lide Singer Sargent, når han er emo. Og det synes jeg han er i ‘The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882):

Hvor skal man begynde, hvis man skal pakke dette maleri ud? Den utraditionelle setting? At vi som beskuere har afbrudt legen? In medias res stemningen? Pigernes autonomi? Den utilpashed, der lurer i billedet? Hvordan vi går fra den lille piges lyse barndom gennem faserne, hvor de fire piger over tid bliver tvetydige, mørkere, fremmedgjorte, taber uskyldigheden og går ind i en ukendt (mørk?) fremtid. Hvor den ældste pige henligger i skygge, vender ansigtet bort og er ulæselig – og er i frigørelse. Jeg er vild med maleriet og dets iboende spændinger og melankoli. Jeg kan godt lide Singer Sargent, når han bliver lidt mørk og jeg ikke rigtig ved, hvad der foregår.

Til slut endnu et børnemaleri: ‘Carnation, Lily, Lily, Rose’ (1885). Her har jeg ingen dybere tolkning, udover at lamperne minder mig om den, der hang på mit børneværelse hjemme på Nordvestvej i Aalborg. Og at jeg er betaget af billedet og synes det er smukt.

Jeg har generelt udviklet et blødt punkt for det, jeg vil kalde for planter-i-baggrunden billeder. Andre eksempler er Kehinde Wiley officielle præsidentportræt af Barack Obama (2018) og Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914). Jeg skal ikke kunne sige, hvad det fortæller om mig.

Singer Sargent malede også landskaber – min favorit er ‘Simplon Pass’ (1911) – men det er klart hans portrætmalerier, der virker bedst på mig. Håber på snart at kunne se flere af hans malerier i virkeligheden.

Det er en af de der ulidelige Waterstones Dad-agtige vigtige bøger på +700 sider om et tilpas vægtigt emne, som anmeldere kalder for ‘magisterial’, men som er alt, alt for detaljerede – “lad mig fortælle dig MEGET mere om, hvordan hittiterne skildrede år med for lidt regn i perioden 1750-1650 f.Kr” – og ingen i virkeligheden får læst [↩]

Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’

Fik anbefalet Christina Hesselholdt – ’Til lyden af sin egen tromme’ (sammen med en frygtelig masse nyere norsk skønlitteratur, gys) af min gode ven Torben. Fik den færdiglæst her til aften henslængt i sengen liggende ved siden af en højlydt snorkende søn.

Vil være så tilpas udiplomatisk og sige at det ikke er en bog for mig. Handlingen og karaktererne er så fremmedgjorte for hinanden og resten af verden, at jeg som bogen skred frem fik mindre og mindre lyst til at være i selskab med dem. Det betyder ikke at det er en dårlig roman. Måske tværtimod, faktisk. Hesselholdt skriver voldsomt godt og har masser på hjertet om ensomhed og skrøbelighed. Men det betyder blot, at man som læser skal have lysten til at læse om en psykiater, der rejser til Tromsø for at begå selvmord – for så siden at ændre mening (efter at have krammet en udstoppet isbjørn i en hotellobby og herigennem blevet mindet om kærlighed) og rejse til Venedig for sammen med sin psykotiske lillebror at udleve en drøm om genopføre handlingen i Thomas Manns ‘Døden i Venedig’.

Hvilket er et problem. For jeg har aldrig læst ‘Døden i Venedig’, jeg kommer næppe heller til det, og det er græsende til usandsynligt at jeg nogensinde får læst blot én af Manns bøger. Som lillebroderen på et tidspunkt funderer over:

Desto flere gange jeg i sin tid læste Døden i Venedig, jo mere kompliceret forekom den mig at være; jeg spurgte mig selv om den overhovedet var til at fatte hvis man ikke havde læst Platons Faidros, Nietzsches Tragediens fødsel og var velbevandret i græsk mytologi; for så er kun portrættet af Venedig og den forholdsvis spinkle handlingsgang tilgængelig: ældre, udslidt forfatter møder under en spadseretur i sin tyske hjemby en tvivlsom skikkelse der på én gang er en vandringsmand og døden; på sin vis sendt af sted af denne skikkelse, rejser Aschenbach til Venedig for at restituere sig, forelsker sig i en ung, smuk dreng, sminker sig for at virke yngre – helt som den falske yngling han mødte på båden til Venedig og væmmedes ved – får kolera og dør.

Jeg ligger nu og tænker på emne-verdener generelt som for eksempel jeg aldrig har haft adgang til på grund af uvidenhed, og emne-verdener der mister betydning, lukker sig, ingen vital rolle spiller længere, som nu græsk mytologi, hvis figurer ingen – eller det kan næppe være mange – forstår sig gennem eller holder op for sig som spejl; og ja, for et øjeblik siden sammenlignede jeg søster med Apollon og mig selv med Dionysos, men det var tom snak. Men for Mann, og for hans læsere må man formode, var henvisningerne til antikken meningsfulde, stadig i live.

Emne-verdener. Hvilket eminent koncept! Har manglet et ord for fænomenet. Hvor et værk idéelt set må forstås eller tolkes gennem dets interkontekstuelle relation til andre værker eller begrebsapparater. Og at ens forudgående viden eller (fravær af) emne-verden nødvendigvis må forme ens læsning af og glæde ved værket. Jeg mangler den relevante emne-verden (i.e. at have læst ‘Døden i Venedig’) for at virkelig at forstå og sætte pris på, hvad det er Hesselholdt rent faktisk gør i ’Til lyden af sin egen tromme’. Jeg kan kun læse værket som das Ding an sich, og det er ikke overvældende. For mig er det en velskrevet, men jævnt træls historie om endnu mere trælse karakterer, der gør ting jeg ikke rigtig forstår. Men for læsere i besiddelse af den relevante emne-verden inden læsning, så er bogen utvivlsomt et mindre mesterværk.

Udover at have beriget mig med ‘emne-verden’ begrebet, så må jeg give Hesselholdt den kredit, at hun sendte mig ud af en længere tangent indenfor skulturkunst. For da først den nu ikke længere akut suicidale psykiater er kommet til Venedig og i stedet er på jagt efter smukke unge mænd, så bliver længere passager af bogen til en højintellektuel turistguide til mesterværkerne fra tiden i La Serenissima Repubblica di Venezia:

Min intuition ledte mig ind på Museo Correr, og jeg kan bedre overskue at være indenfor og på museum end udenfor i menneskemassen i den svært begribelige by.

Jeg står nu foran en statue af Canova der viser Ikaros og hans far, Daidalos. De skal til at flygte fra Kreta, flyvende. Daidalos er netop ved at fastgøre voksvingerne til sin søns ryg med snore. Det var Daidalos der konstruerede labyrinten i Knossos på kong Minos’ bestilling, og også ham der anbefalede Ariadne at give Teseus en tråd med ind i labyrinten – og fæstne den ene ende til indgangen – så han kunne finde ud igen efter drabet på Minotauros. Afsløringen af labyrintens hemmelighed har gjort Minos vred; derfor må bygmesteren flygte. Der er en skyhed og undseelighed over Ikaros, han kigger over sin skulder og ned mod vingen. Daidalos kigger opmærksomt og beskyttende på ham. Min far har aldrig nogensinde set sådan på mig. Han har lige sagt til sin søn at han ikke må lade sig henrive af flyvningen, af euforien som vingerne og den tynde luft vil give ham, så han i sin beruselse kommer for tæt på solen. Mens han siger det, strejfer vingen Ikaros’ skulderblad, voksen der holder fjerene sammen, er stadig en smule varm, og han har aldrig mærket noget så ejendommeligt; det er som om en andens lette krop har lagt sig over hans og er ved at overtage den. Han skælver og drejer hovedet væk fra sin far. Han smiler uden at ville det; han flyver næsten allerede. Udtrykket i farens ansigt gør fortsættelsen på myten umulig at bære. Ikaros hører ikke efter, han lytter kun til vingen der vil trække ham opad og nedad, for tæt på solen, for tæt på havet. Dette øjeblik er et af deres sidste sammen. Marmoren er blevet levende. Faren kommer til at miste ham.

Guderne skal vide at jeg hidtil aldrig, ALDRIG har skænket skulpturer den store opmærksomhed. Jeg er altid pacet forbi dem i alle de museer, jeg har besøgt gennem tiden. På vej mod vigtigere ting; malerier af guddommeligt besjælede landskaber og den slags. Thorvaldsens Museum er et af dem, jeg med ro i sindet aldrig har besøgt, for skulpturer har aldrig vakt de store følelser hos mig.

Men sikke hun kan skrive, Hesselholdt. I kan se skulpturen ‘Dedalo e Icaro’ (1779) her, men Hesselholdts ord er næsten bedre. Jeg var derfor naturligvis nødt til at udforske Antonio Canova lidt grundigere. Og det var så her, jeg opdagede hans hovedværk ‘Amore e Psiche’ (1793):

Er den ikke betagende? Hvordan Eros vækker den døende Psyke med sin kærlighed, hvorved hun bliver gudinde for sjælen? Jeg er forundret over, hvordan Canova kan udtrykke så mange følelser gennem en marmorskulptur. Det er næsten en tur til Louvre værd, alene for at se den. Her kan man da tale om et værk, som man kan forstå – selv uden en at kende mytologien bagved. For værket udtrykker alt det, der er brug for at sige.