Museo de Arte Moderno de Bilbao

Da jeg inden afrejsen læste om hvad vi skulle se og opleve i Bilbao, så var det slående, hvor mange af kommentarerne på diverse fora der kredsede om, at det reelt spændende kunstmuseum i byen ikke er Guggenheim, men derimod Museo de Arte Moderno de Bilbao.

Det troede jeg ikke for alvor på. Vi taler trods alt om et internationalt kompetitivt kunstmuseum, der alligevel skulle blive overstrålet af et landsdelsmuseum? Mon dog. Men i retrospekt må jeg indrømme, at jeg er enig. Værkerne på Museo Bilbao stimulerede min nysgerrighed og tankebaner langt mere, end det nominelt finere celeb-museum gjorde. Måske fordi de udstillede værker her var langt mere spanske og baskiske, snarere end det globaliserede kunst, der bliver udstillet på Guggenheim.

Skal vi ikke lægge hårdt ud? Hvad siger I f.eks. til Ignacio Zuloaga helt ustyrlige ‘Retrato de la condesa Mathieu de Noailles’ (1913)?

zuloaga-ignacio-painting-portrait-of-countess-mathieu-de-noailles-82-50.png

Er hun ikke bedårende? Som hun ligger elegant henslængt, allongée, i sublim kontrast mellem den lyserød-lilla-orange chiffon og divanens grønne satin. I hendes blik aner vi hendes dybe væsen; der er romantik og elegance i kjolens arabeske-agtige fald. Vi møder hendes sind gennem det nysgerrige blik og det lille underfundige smil, der spiller om munden. På bordet har dette prægtige og intellektuelt sensuelle væsen sine bøger (måske vi netop har forstyrret hendes læsning?), sine roser (symbol på kærlighed) og perler (passion og velstand). Den scenografiske baggrund med tunge gardiner, der indrammer vores hovedperson i et betagende magisk realistisk skylandskab. Jeg kan ikke erindre at have set et mere flatterende portræt i lang, lang tid. Det skulle da lige være nogle af Singer Sargents vidunderlige malerier. Og helt banalt må jeg sige, at det var et yderst smukt billede, som det hang der på væggen i Museo Bilbao. Zuloagas eftermæle er ambivalent. Han var basker, men endte på den forkerte side i den spanske borgerkrig – og Franco brugte ham siden i propagandaøjemed. Jeg synes ikke at Zuloagas valg nødvendigvis reducerer den æstetiske eller kunstneriske værdi af hans portræt af Anna de Noailles. Men det vidner om, at æstetikken og den historisk arv kan være vanskelig at få til at mødes på en letfordøjelig måde. Det er fuldt ud muligt at lave skøn kunst og samtidig støtte et militærstyre, jf. mere nutidige diskussioner om muligheden for at sondre mellem kunstneren og vedkommendes kunst. Det virker småabsurd at tænke på i dag, men Spanien var et militærdiktatur gennem adskillige årtier indtil 1978. Det er længe siden nu, men det er ikke længe siden. Der er stadig masser af nulevende spaniere, som erindrer hvordan livet var i et ganske andet spansk samfund – og hvem ved, måske endda besidder positive erindringer om det. Tilværelsen ville nemmere, hvis den var mere principiel og sort-hvid, men ak, vi må nok acceptere gråzoner, nuancer, fejlbarlighed og moralske kompromiser lidt endnu.

Ingen sommer uden høst. I Anselmo Guinea – ‘La recolección de la manzana’ (1893) er vi i de baskiske frugthaver i den pittoreske Arratia dal. Alt er harmoni, vi befinder os nærmest i et japansk papirtryk. Jeg er ganske betaget af lyset i billedet, og jeg er særligt vild med kontrasten mellem det gyldne og det blå. Jeg kan lide Guineas næsten Monet’ske måde at skildre af naturen. Omvendt ved jeg ikke om kvindens ansigt fungerer? Det virker underligt … anderledes med et realistisk ansigt i et ellers pointillistisk billede. Den er ikke rigtig konsekvent nok, denne sammenblanding af stilarter. Jeg får fornemmelsen af, at Guinea var ude i en stiløvelse, hvor han gerne ville vise at han var en moderne maler, der havde adopteret strømningerne fra Paris – men at han stadig ikke helt ville eller kunne gennemføre det fuldt ud. Se til kontrast Monets maleri af sin kone og barn i et andet sommermotiv. Måske det er den konsekvente vilje til at gå hele vejen, der er en af forskellene mellem de dygtige og de guddommelige kunstnere?

Mere spansk landidyl, denne gang to piger på en sti i Gabriel García Maroto – ‘Mozas en el sendero’ (1922-1923). Jeg ville ønske, at jeg kunne udtrykke det på en mere sofistikeret måde, men – fanget som jeg er i en dansk provins – så sætter jeg pris på det … sydeuropæiske i skildringen af landskabet. Sammenligningen er en anelse søgt, men i mit hoved bliver jeg mindet om bjergvandringer i Schweiz, når jeg ser på maleriet. Det skyggefulde hvil på stien en varm, varm dag.

Stien op mod Alpe Cardera, Locarno

Så måske Marotos billede først og fremmest fremkaldte en nostalgisk reaktion i mig. Og savn og længsel efter noget andet.

Det kan dog ikke være rural idyl det hele. For drivkraften i baskerlandets historie i det meste af 1900-tallet var ikke landbrug, det var minedrift og industri – som fremstillet her i Daniel Vázquez Díaz ‘La fábrica bajo la niebla’ (1923), hvor han maler et det kongelige asturiske mineselskabs industrikompleks lige øst for San Sebastián. Egentlig er jeg ikke den store kubist, men jeg synes det er sjovt hvordan alting – skorstene, bjerge, bygninger, kulbunkerne – er konstrueret af geometriske former. Og der er en vis elegance i hvordan Díaz fremstiller den fugtige tåge gennem blege hvide, blå og grå farver. Jeg ved ikke om industrien ligefrem bliver smuk på billedet, men jeg fornemmer omvendt heller ikke at Díaz er ude på at illustrere en dystopi eller forfald. Der er noget stolt – måske ligefrem noget baskisk – over billedet, der – sin firkantethed til trods – er beundringsværdigt realistisk.

De næste par malerier har jeg ikke dannet nogen dybere tanker eller associationer om, udover at de var virkelig smukke og/eller specielle at se i levende live, som jeg stod der i Museo Bilbao:

Jean Berque – ‘Deux nus’ (1923)

José Maria de Ucelay – ‘Una muchacha’ (1922)

José Maria de Ucelay – ‘Jugando a los bolos en San Bartolomé’ (1935)

Gustavo de Maeztu – ‘Los mujeres del mar’ (1916)

Intet indlæg uden seminøgenhed på stranden, melankolske kvindeblikke i bjergene, vaniljefarvede skyer i særprægede formationer, eller rasende furier. Jeg ved ikke, måske er der ikke tale om unik eller verdensomstyrtende kunst. Men Museo Bilbao var en ualmindeligt mættende og dejlig oplevelse. Naturligvis fordi museet udstiller værker fra mine kunsthistoriske yndlingsperioder, det hjælper på det hele, men også fordi mange af malerierne har en stedbundethed og en forankring i noget (beklager det småvamle ord) ægte. Hvis man skal drage en nordjysk parallel, så synes jeg personligt at Poul Anker Bech er overvurderet, men omvendt så forstår jeg fuldt ud, hvorfor en vendelbo kan føle Vendsyssel i hans malerier. Jeg tænker, at en basker vil kunne føle det på samme måde, når de møder et maleri af Arteta og co.

Endelig var noget af det mest forunderlige ved vores besøg på Museo Bilbao, at størstedelen af museets udstillingsareal faktisk var lukket grundet ombygning. Derfor var det ikke engang hele samlingen, vi fik at se. Jeg vil klart anbefale et besøg, især hvis man gik lidt død i Guggenheims lidt ufrugtbare udstillinger.

Bilbao

Jeg burde have skrevet dette indlæg for længe siden. Men af uvisse årsager har der været nedsmeltning i mit skrivecenter. Det er ganske forfærdende. Inspirationen udebliver, ordene nægter genstridigt at komme ud. Jeg læser i store mængder (skønlitteratur! faglitteratur! essays! mit lille hjerte, hvad vil du mere?) og har egentlig haft en del oplevelser de senere uger, som kunne og burde lede til fortællelyst. Men det er som om, at når det hele skal omformes til mine egne ord og refleksioner, så går der skrivemæssig forstoppelse i den.

Alt sammen for at sige, at jeg burde have skrevet om rejsen til Bilbao og Baskerlandet for længst. Nu prøver jeg så. Igen.

Baskerlandet virker som noget særligt. Måske ikke det geografisk sted per se, der findes trods alt en del mellemstore post-industrielle provinsbyer, grønne bakkedrag og atlanterhavsstrande andre steder. Men mere den fortælling baskerne knytter til sig selv og deres sted. Ikke fordi jeg vil sidde her og eludere, at jeg besidder nogen synderlig indsigt i baskernes kollektive psyke eller identitet. Grundlæggende har jeg opholdt mig i området i en lille uges tid, jeg har læst en bog, skimmet en Wikipedia-side eller to, set på nogle malerier og fortæret diverse artikler om det lokale fodboldhold. Så hvad ved jeg egentlig?

Men når man går rundt i Bilbaos gader, så er det åbenlyst at den baskiske identitet – selve det at identificere sig som og signalere at man er baskisk – betyder meget for dem. Jeg har aldrig været et sted, hvor der var så mange lokale flag overalt. Hvor der hang så mange af den lokale fodboldklubs, Athletic Club, rød-hvid-stribede bannere fra altaner, vinduer og husvægge. Hvor der var så mange slagord og Euskadi-farvet graffiti sprayet på mure og porte rundt om. Jeg tænkte en del undervejs over, hvad dette behov for hele tiden at markere autonomi, trods og selvstændighed er udtryk for. Hvad er det for et psykologisk behov, det opfylder på individplan og kollektivt? Er det kun udtryk for stolthed og konstruktiv selvbevidsthed, eller er der også et element af underskud; en lidt for insisterende og messende repetition af ens egen betydning, vigtighed og berettigelse i en træt, falmende og gammel verden? Som eksileret nordjyde føler jeg et vist slægtskab med baskernes megalomane overvurdering af egen herlighed og deres afstandtagen til centralmagten. Det er jeg ikke ene om. Der var en grund til, at AaB i deres fallerede strategi ‘Nordkraften’ om primært at bruge nordjyske spillere henviste til et ønske om at være ‘Nordens Bilbao’. Men i modsætning til nordjyder (der på et underbevidst plan godt ved at de lyver for sig selv og at, nej, objektivt vurderet er Aalborg ikke verdens navle), så opererer baskerne tilsyneladende ikke med en tilsvarende selvironisk distance. Men ok, det er trods alt også kun 6 år siden at den baskiske terrororganisation/selvstændighedsbevægelse ETA indstillede sin bombeaktivitet og formelt gik i opløsning. Baskerne tager alt det med identitetspolitik en anelse mere seriøst, end mig og min hyggenostalgiske identifikation med Nordens Paris. Og et eller andet sted virker det, den der stålsatte kampånd. Det var stenhårde baskere, der dannede Jesuitter-ordenen i 1540. Det var baskere, der var de mest forhærdede Conquistadorer i Spaniens underlæggelse af Central- og Sydamerika. Og i 2024 var der otte baskere på det spanske landshold, der vandt Europamesterskaberne. Det virker ikke tilfældigt, at en gruppe på den måde er så dominante.

En del af svaret på den meget eksplicitte lokalnationalisme er givetvis koblet op på sproget – for det baskiske sprog er meget markant, når man er der. Jeg burde måske allerede indledningsvist have filosoferet (overfladisk, måske, uden dybere formål, ja, banalt, utvivlsomt, men dog … filosoferet) over det baskiske sprog og dets mysterier. For det var en vedvarende kuriøsitet under besøget i Bilbao. Kender du det; man ser en sætning på spansk, italiensk, fransk eller sågar rumænsk, og selv som ‘flittig og interesseret elev i tysk™️’, der kun var endog særdeles mådelig til fransk i folkeskolen, så forstår man da alligevel lidt undervejs. Der er tale om en familie af latinske sprog; der er mindelser og begreber, man har samlet op gennem tiden. Men baskisk? Der var ikke skyggen af genkendelse for mig. Det er et bemærkelsesværdigt sprog, fyldt med X og Z’er i generøse mængder. Det kunne være finsk eller ungarsk, for den sags skyld. Alle skilte i Bilbao står på spansk og baskisk, og jeg greb konstant mig selv undervejs i at forsøge at afkode meningen, men gang på gang var det umuligt. Jeg ved ikke om der findes sammenlignelige steder i Europa, hvor en lokal identitet udleves så stærkt og så eksplicit. Wales? Skotland? Det var uanset hvad interessant at opleve.

Men Bilbao: reelt var vi der i for mange dage. Det er et skønt sted, men for en travlere besøgende kan byen ‘klares’ på 1-2 dage. Der er interessant arkitektur og jeg følte at jeg lærte den at kende (og kunne finde rundt), men der er for få ‘seværdigheder’ og ting at lave til at meritere at bruge selve byen som base i et længere ophold. Vi havde tre gode oplevelser i byen, som jeg især husker. Vi havde bl.a. en aften på Surfin Tacos, hvor jeg udforskede smagsvarianter, som var reelt nyskabende for mig. Selv mine kræsne børn smed for en kort bemærkning deres fanatiske skepsis og blev overrasket over, hvad de kunne lide. Jeg nød også en søndagsløbetur frem og tilbage langs Nervión floden; det virkede til at det meste af byen var ude at socialisere og nyde en skøn juliaften. Bilbao er en meget velegnet løbedestination. Det lyder (og er) banalt, men man oplever og ser et sted på anden vis, når man er iført løbeskoene og skal finde rundt. At bade i de småepiske bølger i Atlanterhavet – der føles noget vildere end Kattegat og Isefjorden – var også et højdepunkt. Formodentlig er det, hvad børnene vil huske fra turen – kampen mod bølgerne en varm sommerdag.

Når jeg sidder her et stykke tid efter og gennemser mine rejsebilleder fra Bilbao, så kan jeg godt se, at det mest oplagte er at skrive om oplevelserne på Guggenheim. Kunstmuseet er jo byens indiskutable vartegn og herostratisk berømte seværdighed. Jeg kan som bekendt lide billedkunst, så upti-vupti, det indlæg skriver jo nærmest sig selv. Men ud over Frank Gehrys (stadigvæk) underskønne arkitektur, så var besøget dér en en smule undervældende. For mit eget vedkommende fik jeg større kunstnerisk glæde af besøget på det ellers ombygningsramte Museo de Bellas Artes de Bilbao. Men mere herom senere.

Louise Bourgeois – ‘Maman’ (1999)

Jeff Koons – ‘Puppy’ (1992)

Nå, men Guggenheim. Igen: sikke en bygning. Den var overvældende første gang jeg besøgte museet for 20 år siden, og den var det igen denne gang. Det er fascinerende, hvordan en bygning kan være katalysatoren for en egentlig byfornyelse og drivkraften i metamorfosen fra en gråtonet industriby til en attraktiv turistdestination.

Salen med Richard Serras installationer

Udstillingerne efterlod mig lidt lunken. Hvis vi tager den permanente samling først, så kunne jeg godt huske Richard Serras enorme metalskulpturer fra mit første besøg for længe siden. Betragtet som håndværk er skulpturerne imponerende skabninger. Men de optager også et eksorbitant stort antal m2 af museets samlede udstillingsplads, og det enkelte værk bliver (underligt nok) mindre spændende af at være sammen med så mange lignende skulpturer. Jeg kan ikke skelne dem fra hinanden, de rustrøde vægge smelter sammen. Mine børn syntes det var sjovt (med en flig af at det også var uhyggeligt og klaustrofobisk) at løbe rundt mellem metalvæggene, men som den meningsskabende og symboltolkende maskine jeg er, så ledte jeg konstant efter hvad formålet er med Serras kunst. Hvad vil han sige? Hvad ønsker han, at hans værker skal vække af følelser? Muligvis ingen – måske kunsten blot skal være noget i sin egen ret og beskuerens reaktion er irrelevant – men det generer mig stadig. Mest af alt tog jeg med fra Serra-udstillingen, at jeg nu kan se præcis hvor arkitekterne til Solvognens fundsted fandt deres inspiration.

Roy Lichtenstein – ‘Grrrrrrrrrrr!!’ (1965)

Den øvrige del af den permanent udstillinger består mestendels af popkunst, en genre jeg får stadig sværere ved at kapere som årene går. At være på kunstmuseum i 2024 og se på værker af Andy Warhol og Roy Lichtenstein føles som en anakronisme. De og deres samtidige er babyboomernes sidste desperate cri de coeur: se os, se vores antiforbrugerisme, se hvor originale vi var, se vores vrængende (men aldrig rigtig farlige) kritik af det etablerede samfund. Hvilket muligvis engang var et sandt og spændende nybrud, men i dag, 60-70, år senere er inderligt lige meget. Den historie er fortalt, genfortalt, genbrugt og omfortolket så mange gange siden da. Og værst af alt: håndværket er ikke imponerende. Kig engang på ‘Grrrrrrr!!’ ovenfor. Ja, det er da et elementært morsomt billede, men er det god eller stor eller vigtig kunst? Ikke rigtig, vel?

Warhol havde måske en transgressiv idé (“jeg maler Mao!”), men sværhedsgraderne i selve udførelsen er aldrig voldsom eller bjergtagende. Man ser på hans reproduktioner af Heinz-tomatsuppe, og indser, at den her øvelse siden dengang er blevet udført bedre 10.000 gange af selv de mest middelmådige reklamefolk. Popkunstnerne vil belønnes og roses for deres originale idéer, hvilket desværre er en stadig mindre værdifuld valuta som årene går – især hvis der ikke er noget æstetisk håndværkskvalitet bag. ‘Grrrrrr!!’ kunne være en plakat eller et AI-produkt, maleriet har begrænset værdi i sig selv. Hvilket var en slående kontrast til de værker jeg oplevede på mit besøg på Kunsthistorisches Museum i Wien lidt senere på sommeren (igen: mere herom senere). Ingen urimelige generaliseringer uden undtagelser. For der er en enkelt undtagelse fra popkunstens golde ørken i form af Robert Rauschenberg. Han var en del af popkunstens æstetik, men man samtidig kan se og føle, at han også er en fremragende kunstner/håndværker ved siden af sit idémageri. Jeg kunne som altid godt lide hans maleri på museet, ligesom der altid er noget majestætisk og hypnotiserende over at se et Rothko-maleri i levende live:

Robert Rauschenberg – ‘Barge’ (1962–63)

Robert Rauschenberg – ‘Untitled’ (1963)

Mark Rothko – ‘Untitled’ (1952-1953)

Særudstillingerne var med Yoshitomo Nara og Martha Jungwirth. Nara er tysk-japaner og maler tegneseriefigurer med store øjne, ofte i en urovækkende eksposition. Jeg gik lidt indifferent rundt mellem værkerne, må jeg tilstå.

Yoshitomo Nara – ‘Miss Margaret’ (2016)

Joeh, bevares, Naras kompositioner er da pudsige og kan til tider fremkalde et skævt smil. Men når man nu er den heldige far til en søn besat af manga/animé, så er det vanskeligt ikke at tænke over, hvor meget bedre kvaliteten er i mangaer som Demon Slayer, Naruto og Witch Hat Atelier. Hvilket muligvis er en urimelig sammenligning: Nara er kunstner og laver kunst, han er ikke tegneserieskaber og fortæller ikke historier. Men når nu æstetikken er så ens mellem Naras kunst og manga, så er det vanskeligt for mig ikke at opfatte Nara som en lidt inferiør tegner, der kompenserer ved at finde på et let uhyggeligt og forkvaklet univers af figurer. Jeg ved ikke. Måske det ikke er meningsfuldt at sammenblande universer på den måde.

Martha Jungwirth var endnu værre. Hendes værker er det tætteste jeg til dato er kommet på at se en aftenskoledeltager/mine børns SFO-produktioner på et kunstmuseum. Det var virkelig skidt. Se det lige engang:

~~Elin Ghisler Fuglsbjerg~~ Martha Jungwirth

~~Leo Ghisler Fuglsbjerg~~ Martha Jungwirth

Ovenstående to billeder er udstillet på et verdensberømt museum, med 1,3 mio. besøgende om året. Det er jo en farce. Intellektualisér alt hvad I lyster, I får mig ikke overbevist om at det der er kunst. Jeg har mere komplekse og æstetisk tilfredsstillende børnetegninger hængende på min køleskabslåge derhjemme. Jeg kendte ikke Jungwirth før besøget, men lige da jeg stod i salen tænkte jeg, at hun må være kunsthistoriens mest succesfulde bluffnummer. Jeg er et temperamentsfuldt menneske, og blev derfor ganske olm, da jeg stod i lokalet. MEN – og der er et men – da jeg et par uger senere besøgte Museum Leopold i Wien, så mødte jeg en ganske anden og mere talentfuld Martha Jungwirth.

Martha Jungwirth – ‘Große Natur’ (1993)

Her aner jeg dog en kunstner, der faktisk er i stand til at udtrykke sig visuelt på en kohærent måde. Ikke at jeg er overbevist om at hun er fremragende, men her fremstår hun dog ikke som et omvandrende pyramidespil af bluff og varm luft. Og hvis ret skal være ret, så synes jeg faktisk at dette værk på Guggenheim var, hvis ikke godt, så dog opfindsomt:

Fordi:

Francisco de Goya – ‘La maja vestida’ (1800-1805)

Der er nu altid noget underfundigt, når et kunstværk taler med et andet gennem århundrederne.

Samlet set bør Guggenheim museet i Bilbao opleves, hvis ikke for udstillingerne, så for arkitekturens (og byfornyelsens) skyld. Jeg kan ikke på stående fod erindre at have besøgt en mere gennemtænkt og indbydende museumsbygning. Frank Gehry var et geni.

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Bilbao

Det blev sommer. Mens dette skrives ligger den trykkende varme over Odsherred som en kvælende tung og gennemsvedt dyne. Måske L. A. Ring har været på et posthumt visit? Eller måske vi snarere er i Wyeth land?

L. A. Ring – ‘I juni måned’ (1899)

Andrew Wyeth – ‘Christina’s World’ (1948)

Uanset hvad, så glæder jeg mig til snart at skulle se og opleve andet end rurale omgivelser, da vi rejser på ferie i den kommende uge. Destinationen er Bilbao og Baskerlandet, der kombinerer familiens heterodokse (og indbyrdes ikke helt kompatible) krav/ønsker til en ferie: storby/kultur (mig), natur (den bedre halvdel), strande og varme (børnene). En ferie til Bilbao med endagsture ud i bjergene, til strandene ved Atlanterhavet samt til San Sebastián og Santander, burde rumme lidt af hvert til alle.

Jeg har besøgt Bilbao én gang tidligere, men uanset hvor meget jeg tænker efter, så kan jeg ikke tidsfæste det præcist. Var det i år 2000? Dengang min Mor mente hun skulle køre (ikke gå) langs Camino-ruten? Det var sammen med mine forældre, husker jeg, og vi var inde at se det dengang forholdsvist nyåbnede Guggenheim museum – så det har været efter 1997. Jeg har ellers ikke så stærke erindringer om Bilbao, vi var der kun et par timer. Mest af alt husker jeg at se det nu forlængst nedrevne San Mamés stadion mens vi kørte igennem byens gader. Alt det, jeg læser i øjeblikket – om Bilbaos post-industrielle forfald og byens metamorfose om til kultur-/serviceøkonomisk centrum der foregik netop dengang – husker jeg intet om at have set. Det irriterer mig en anelse; ville ønske jeg havde skrevet blog eller dagbog dengang fremfor blot at have diffuse, visuelle erindringer.

Apropos San Mamés, så læser jeg i Christopher James Evans – ‘Los Leones: The Unique Story of Athletic Club Bilbao’ for at komme i den rette stemning inden afrejsen. Da jeg er pinligt bevidst om at fodbold er et emne, der optager meget, meget få af læserne, så vil jeg nøjes med følgende summariske (og muligvis alment interessante) pointer:

Athtletic Bilbao er den legemliggjorte baskiske identitet. Nu hvor ETA er holdt op med at sprænge bomber, så er det her at den baskiske selvstændighedstrang udfolder sig
Klubbens kendetegn og identitet udtrykkes gennem deres ‘Canterra’-strategi, hvor de udelukkende anvender spillere, der er baskere eller er opvokset i Baskerlandet. Det er en meget konsekvent og bevidst tilgang, der – afhængigt af ens synspunkt og temperament – enten er ulækkert nationalistisk, eller udtryk for en romantisk insisteren på egne regionale dyder og selvstændighed (i protest mod en moderne fodboldverden, hvor storklubberne er ejet af oliesheiker eller kapitalfonde). Jeg er mest til den sidste tolkning, da jeg dels er til salg for lokalpatriotisme (og elskede AaB’s sværmeriske, men ærgerligt fallerede ‘Nordkraft’-strategi, hvor klubben søgte at emulere Athletics tilgang med kun at spille med nordjyske spillere), dels er ‘Canterra’-strategien bemærkelsesværdigt internationalt anlagt og inkluderende. To af Athtletics stjernespillere er eksempelvis brødrene Iñaki og Nico Williams. Deres familie er immigranter fra Ghana, men begge er opvokset i Pamplona og Bilbao – og er derfor, naturligvis, baskere. Det kan jeg godt lide
Den selvpålagte geografiske/kulturelle begrænsning betyder desværre også at klubben i en sportslig kontekst ikke er konkurrencedygtig, når de er oppe imod modstandere, der rekrutterer talent fra resten af verden

Det er underligt, hvad der giver mennesker mening, identitet og stolthed. Men det skaber indiskutabelt nogle strømninger, når regional stolthed manifesterer sig på fredelig og måske ligefrem konstruktiv vis. Hvilket det lader til at gøre det i Athletics tilfælde. Der møder f.eks. 1 mio. mennesker op for at fejre det, når klubben med 40 års mellemrum vinder et inferiørt trofæ. Jeg sad her til morgen og så nogle af optagelserne fra april måned, hvor spillerne futtede afsted ned ad Nervión floden i en eller anden besynderlig pram, alt imens en hel region koger over af jubel. Det er da bemærkelsesværdigt.

Aurelio Arteta – ‘Idilio en los Campos de Sport’ (1920)

Bogen introducerede mig for det fine Arteta-maleri, der hænger i foyeren i Athletics klubhus. Det forestiller klublegenden Rafael ‘Pichichi’ Moreno Aranzadi og hans hustru i en privat samtale. Billedet tiltaler mig, farverne især (naturligvis kan jeg godt lide at Athletic og AaB’s trøjer er noget nær identiske), men også intimiteten. Der er dog et eller andet med proportionerne. Ifølge wikipedia var Pichichi samfulde 154 cm høj, hvilket jeg ikke er helt overbevist at Arteta fik indfanget i sit maleri.

Højdebedrag eller ej, så glæder jeg mig til at komme afsted. Det har været et på mange måder grublende år siden sidste sommer, og jeg har ikke rigtig koblet af siden dengang i bjergene i Schweiz. Bliver dejligt at blive flyttet, både fysisk og mentalt.