Kunst

There are 59 posts filed in Kunst (this is page 3 of 3).

Tretyakov

Læste en nyhed om at et berømt ikon, ’Treenigheden’, i en symbolladet politisk gestus bliver flyttet fra Tretyakov Galleriet til først frelserkatedralen i Moskva og siden til hovedsædet for den russisk-ortodokse kirke.

Det har jeg ingen stærke meninger om, selvom jeg ikke ved hvor sundt det er for 700 år gamle ikoner at rejse rundt omkring. Men nyheden fik mig til at tænke tilbage på 2004, hvor jeg var i Moskva og i den forbindelse besøgte Tretyakov Galleriet – men i dag har jeg ikke den fjerneste erindring om de værker, jeg så der.

Brugte derfor her til morgen lidt tid på at udforske museets Wiki-side og samling. Det meste er ikke lige mig. Portrætmalerier af adelige russere fra 1700-tallet og ortodokse religiøse motiver af langskæggede patriarker gør mig ør (og ærligt talt lidt træt). Men især tre værker kan noget:

Kramskoy Portrait of a Woman

Ivan Kramskoi – ‘Portræt af en ukendt kvinde’ (1883) har power og sex i overflod. Samtiden spekulerede meget i om den ukendte kvinde mon var prostitueret (eller blot amoralsk), men jeg ser en stærk og direkte kvinde, der udfordrer beskueren. Det er et fremragende maleri og hendes blik er vanskeligt at løsrive sig fra.

 

Vrubel Dæmonen

Med Mikhail Vrubel – ‘Den siddende dæmon’ (1890) er vi nærmest i Manga-territoriet. Det er mig en gåde at maleriet er så gammelt, som tilfældet er. Kunne det ikke nærmest være malet af en symbolistisk maler indenfor de sidste par år? Stilmæssigt minder Vrubel mig om Egon Schiele, men det her er meget vildere. Bjergbaggrunden er malet som glasparti eller krystallerne på indersiden af de sten, jeg så på Naturhistorisk Museum i Berlin sidste sommer. Jeg ser dæmonen i billedet rumme så mange indbyrdes modsætningsfulde ting. En romantisk, længselsfuld skikkelse, der forener styrke, introversion, ensomhed, passion. Billedet er 115 cm x 212,5 cm – og må være vildt at se i virkeligheden.

 

Filipp Malyavin Вихрь Google Art Project

Filipp Milyavin – ‘Hvirvelvind’ (1906) er en Art Nouveau eksplosion af farver. Det blæser mig bagover; gid jeg havde det hængende på mine vægge. Billedet forestiller bondekoner i dans og Milyavin er åbenbart den ukronede konge af malerier af den russiske landbefolknings dagligliv. 

Sandsynligheden for at jeg kommer til at besøge Moskva i en nær fremtid er vel noget nær nul. Men uanset hvad man mener om Rusland som geopolitisk aktør, så er det et land med en enorm kulturhistorisk betydning og kvalitet. Kunne godt tænke mig at udforske det hele lidt grundigere.

Tate Britain

Læste en dejligt småsur anmeldelse i The Guardian: “Tate Britain rehang review – this is now the museum where art goes to sleep”. Blev helt misundelig over at jeg ikke selv kan skrive så perlende perfidt:

All that excitement about Young British Art back in the 90s is scornfully shrunk into a sin bin called End of a Century, with one work each by the likes of Gillian Wearing, Damien Hirst and Sarah Lucas. Not only are these living artists reduced to dry little eyebites, they’re relegated to the past, along with Lucian Freud. It’s a miserable room – but the one that follows is worse. Here, a painting whose sloppy futility could have been slapped together as easily 40 years ago; there, a photograph of the sea by Wolfgang Tillmans; here, a chunk of heavy machinery; there, a few more so-so paintings botched together to show the current condition of art and the country. The pompous room title, The State We’re In, promises deep sociopolitical diagnosis. Instead, it’s just a scrappy selection of disconnected stuff. Or perhaps they’re saying that, as a nation, we’re as vacuous, timid and fundamentally dull as this display.

Der er dog også en mere tankevækkende strømning i anmeldelsen, nemlig refleksioner over det uhensigtsmæssige i at spænde kunst (eller måske snarere: kunstformidlingen) for en moralsk vogn:

But today’s Tate Britain is where art goes to sleep. That’s largely because it is committed to a worthy view of art. It isn’t the ideals I object to but rather the stultifying fact that when you insist on art’s moral value, you make it predictable and dull.

The novelty of this rehang is to impose a veneer of current concerns with slavery, empire, sexual identity and gender on to displays that are otherwise quite familiar. The results are glib, patronising, belittling.

What, for instance, has Tate Britain got against William Hogarth’s pungent 18th-century satires that it has to “correct” them with a contemporary piece by Pablo Bronstein celebrating Georgian London’s Molly houses?

I’ve been fascinated by these subversive social spaces ever since reading Alan Bray’s pioneering 1982 book Homosexuality in Renaissance England, but I don’t see how Bronstein’s cutely stylish work helps us look at Hogarth. It feels as if the scabrous painter is being called out for his failure to set his scenes of sexual dalliance and social corruption in Molly houses rather than brothels and asylums. But if you look carefully at Hogarth’s A Scene from the Beggar’s Opera you might spot a lesbian encounter. Give 18th-century satire a chance.

Ja, giv da lige det 18. århundredes satire en chance! Og, måske mere indsigtsfuldt, her om hvad museer skal kunne i dag:

Another room chastises baroque painters: how dare William Dobson portray the toff Endymion Porter when he should have been painting the Levellers who tried to overturn the social order during the English civil war? Ranter pamphlets and other radical prints fill a mural by contemporary artist Nils Norman, to put the likes of Dobson, a young British genius who died in his 30s, in their place. A sculpture of two suitcases by Mona Hatoum connects migration today with continental European painters who worked in Tudor Britain. But what exactly is the connection? And how should it change the way I see Marcus Gheeraerts II’s 1594 portrait of Captain Thomas Lee flaunting his fine bare legs

The problem with these “interventions” is not just that they are historically naive, but that they fundamentally misunderstand the way we use museums. What does Tate Britain think – that we’ll read every text, follow every argument, see every painting and even British history itself through the curators’ eyes? When you explore a gallery, you make your own connections, think your own thoughts. One work will draw you, another won’t. And it probably won’t be for the reasons the curators have hung it.

Jeg har ikke et problem med at kunst fra forskellige historiske perioder og stilarter bliver kurateret, tematiseret og sat til at ‘tale sammen’ om relevante samfundsemner. Det er heller ikke et problem per se, hvis tematiseringen sker med en klar politisk vinkling. Jeg er en stor dreng, kan godt tænke selv og kan sagtens sige til og fra overfor den slags. Og det kan bestemt give mening at lave den slags øvelser.

Men jeg er omvendt grundlæggende fortaler for, at værket skal vurderes som værk – og på dets egne præmisser og forudsætninger. Nu har jeg ikke set den aktuelle Carl Bloch udstilling på Statens Museum for Kunst, men jeg kan forstå, at kuratorerne foretager samme (eller endnu mere vidtgående) formidlingsgreb, som de gør på Tate Britain.

Igen – jeg skal have set udstillingen på SMK før jeg kan udtale mig – men det virker som en urimelig behandling af Blochs værker. Og hvis man bør ‘intervenere’ overfor alle fortidens kunstnere, forfattere, musikere, dramatikere, filmskabere, hvor efterlader det os så? Hvad gør man med de sammensatte, komplekse og heterodokse kunstnere, der skabte fantastisk kunst – samtidig med at de behandlede deres nærmeste elendigt, eller blot havde datidens mainstream holdninger til kønsroller eller slaveri?

Jeg ved ikke om jeg har den forkromede løsning. Min insisteren på en ‘værket i sig selv!’-tilgang kræver også kræver en formidling og den kan heller ikke blive værdineutral. Men måske min tvivl og manglende lyst til stillingtagen til værkets (politiske) kontekst er drevet af, at kunst for mig først og fremmest handler om følelser og indtryk. Det er ikke Edward Hoppers politik, der er grunden til at hans malerier taler direkte til mig og det sorte hul indeni mig. Men måske det er en priviligeret position at indtage. Jeg ved det ikke. 

Årgang 2023 udstillingen på Charlottenborg

Var forbi ‘Afgang 2023’ udstillingen på Charlottenborg, hvor afgangsklassen på Kunstakademiet i København viser deres værker frem. Weekendavisen bragte en underligt flad og spændstighedsforladt anmeldelse, der mest af alt tolker udstillingen som et tegn på en kommende (kommerciel) nedgangsperiode for kunsten. Jeg fornemmer at anmelderen ikke var voldsomt bjergtaget af det kunstfaglige niveau, nok snarere det modsatte, men at hun omvendt heller ikke har den store lyst til at kritisere nogen af de 34 kunstnerne eller deres værker unødigt.

For mit eget vedkommende gik jeg rundt i Charlottenborgs smukke lokaler og var uberørt af det meste1.

Dog: nogle af værkerne er begavede og tankevækkende nok. Hvad forsøger Sofie Winther f.eks. egentlig at sige i sit værk med igler, der invaderer institutionsgarderobemøblet; så velkendt fra børnehaver og vuggestuer? Hun sætter ord på i det medfølgende udstillingshæfte. Den får fuld gas for med genopvarmet Foucault-møder-Depeche Mode ‘Master and Servant’: værket handler således om “institutionslivets disciplinering” og at hun er “optaget af de forskellige former for afhængighed, der betinger relationerne mellem individer og systemer og er grundlaget for alt liv” (sic). Hun undersøger “hvordan de forbindelser af gensidighed, kontrol og disciplinering, som vi indgår i, både er brutale strukturer og eksistentielle nødvendigheder” (sic x2). Jeg er ikke sikker på at jeg personligt har lyst til eller stamina nok til at bo på Sofie Winthers planet, men den er om ikke andet interessant og (fornemmer jeg) ret optaget af disciplinering.

Men så går jeg længere ind i lokalet og hvad i alverden skal jeg brug et overdimensioneret korthus lavet af stenuldsplader til? Jo, ifølge hæftet handler det om “planetariske tidsperspektiver og den hverdagslige fortrængning af de større sammenhænge mennesket er en del af”. Som læser af den (desværre ret kedelige) ‘Notes From Deep Time’, så er jeg den type person, der sætter pris på at få sat min eksistentielle ubetydelighed sat ind i de rette geologiske tidsperspektiver. Men altså. Se lige engang:

IMG 3612

Jeg hører hvad du siger, Kaja Lahoda, men der MÅ være andre måder at formidle ‘planetariske tidsperspektiver’ på end det der korthus, det MÅ der altså. Og det er nok mit samlede indtryk af ‘Årgang 2023’. Glimt af noget galt/genialt, enkeltvis kløgtigt udfoldet idérigdom. Men for det meste udført på måder, der efterlader mig indifferent. Jeg så desværre ikke den næste store polymat og renæssancemenneske på udstillingen i torsdags, men jeg håber at jeg tager fejl.

Trissede derefter over og så den anden aktuelle udstilling på Charlottenborg: Jeremy Deller – ‘Welcome to the Shitshow’. Det var en anderledes velkendt, ja, nærmest tryg oplevelse. Faktisk var det så velkendt, at det føltes gammeldags. Popkunstæstetik som ville have gjort Rauschenberg og Warhol varme i trusserne; slogans og slagord à la Barbara Kruger og Jenny Holzer, “Protect me from what I want” og alt det der. Dellers værker virker på mig som af den type, jeg kunne finde på at hænge på kollegieværelset i 00’erne for at kommunikere, hvor skævt tænkende og åh-så-følsomt indsigtsfuld jeg var, alt imens jeg rasede afsted direkte mod et liv i storrumskontorer og hamsterhjulstilværelsen:

IMG 3614

Altså, jeg vil (naturligvis!) til hver en tid forsvare et menneskes ret til at citere ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, alt andet ville være absurd og et etisk kollaps. Men ‘Meat is Murder’-albummet udkom altså i 1985 og når dele af udstillingen grundlæggende befinder sig i en æstetisk acidboble af Bowie, Depeche Mode og Happy Mondays, så bliver det næsten lidt for gammelt, fuzzy og knuselskeligt alt sammen. Jeg hyggede mig med andre ord sammen med Deller, men jeg ved her bagefter stadig ikke om jeg synes han er en stor og relevant samtidskunstner. Tag selv ind og vurder det.

  1. Det er for en stor dels vedkommende min egen fejl. En ubehageligt stor del af udstillingen er installations- eller videokunst, begge genrer jeg er for intellektuelt og emotionelt doven til at forholde mig til (og derfor ikke for alvor kan tillade mig at have en holdning til). At jeg er indifferent overfor dem siger derfor ikke nødvendigvis noget om kunstnerne, men illustrerer snarere min manglende nysgerrighed. [↩]

Anselm Kiefer

Der er ikke meget der går den rigtige vej i øjeblikket. Mit humør i disse dage minder til forveksling om et Anselm Kiefer maleri.

Aalborg Madonna

Man kan vel argumentere for at selve bygningen i sig selv og Alvar Aaltos arkitektur er Kunstens største kunstværk.

Det er et sjældent veldesignet og lyst kunstmuseum, meget mere indbydende end jeg husker det fra de ret blodfattige besøg i skole- og gymnasietiden. Der er plads og perfekt lysindfald; både de mørke og lyse værker kommer til deres ret.

Museet fyldte 50 år i 2022 og kører stadig en ‘Kunsten Retro’-udstilling, hvor de kører med værkerne fra udstillingerne i 1972. Det er sjovt tænkt, men man tages omvendt tilbage i en ret brun og (for mit vedkommende) ikke-berørende tidslomme. Og med en række kunstnere (Asger Jorn, suk) som nok i grunden havde bedst af at forblive i slut-60’erne. Og tilvalg medfører desværre også fravalg.

Jeg savnede især Harald Slott-Møllers vidunderlige ‘Primavera’ (1901) fra museets normale samling.

Hvem kan sige nej til hende? Frugterne, fristelsen, glæden (og skyggerne!) bag hende, mens man ser den plagede mand med forpligtelserne og kirken (sic) bag sig. Det er ikke subtilt, men det er effektivt.

Til gengæld fik jeg så glæden af Henry Heerups ‘Vanløse-madonna’ (1933) – her nænsomt akkompagneret af min lokale Standhusene-madonna.


Har diffuse minder fra min barndom om værket, der hang reproduktioner af det i flere af mine forældres venners hjem. Den får ikke for lidt med jomfru Maria-allegorien og symbolikken. En dag må jeg udforske min veneration for kristne motiver i kunst, men det bliver ikke i dag.

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Hamburger Kunsthalle

Hamburger Kunsthalle: Caspar David Friedrich var selvsagt det store nummer. De har to deciderede mesterværker af ham: ‘Der Wanderer über dem Nebelmeer’ og ‘Das Eismeer’, som det hver evig eneste gang er en fornøjelse at beskue. Jeg er ellers ikke den store dyrker af romantikken, besjælede landskaber og den slags (selvom både Turner og Aivazovsky excellerer i netop det), men Friedrich er – kitschet eller ej – ypperlig og uovertruffen. De havde også fine værker af den ekspressionistiske August Macke, der døde alt for ung i første verdenskrigs skyttegrave1. Gå ind og besøg museet, når I en skønne dag er i Hamburg.

August Macke

Det fik mig alt sammen til at tænke over kunst i almindelighed.

For en måneds tid siden var der megen palaver om Jens Haaning, der har stjålet 534.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Haaning skulle genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.

Det skete imidlertid ikke. Da personalet på kunstmuseet pakkede værkerne ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: “Take the Money and Run“. Begrundelsen er noget med, at Haaning vil sætte fokus på underbetalte kunstnere, og at Kunsten derfor er blevet (ufrivillig) mæcen. I den forbindelse skrev Jyllands-Postens kunstredaktør, Tom Jørgensen, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ som han siger.

Mere progressivt tænkende mennesker vil mene, at det er en forældet tilgang til kunst. Jeg forsøgte at se nogle af afsnittene af DR’s ‘Oprør på Akademiet’, og baseret på det jeg holdt ud, så er nutidens kunstnerspirer mildest talt ikke på Tom Jørgensens bølgelængde.

Men det er jeg! Da vi bevægede os over i Hamburger Kunsthalles ‘contemporary’ afdeling fyldtes jeg af dyb og inderlig fremmedgjorthed. Og ja, det skyldes sikkert min priviligerede status som hvid midaldrende CIS-mand. Men jeg har brug for kunst som noget, der både udtrykker vision OG håndværksmæssig excellence. Det skal også have noget almengyldigt og universelt over sig. Jeg skal føle noget (og her tæller irritation over infantile spillopper altså ikke, Haaning). Jeg tvivler helt grundlæggende på at nutidens konceptkunst vil blive husket om 250 år, endsige besidder en kerne af noget almengyldigt og almenmenneskeligt.

Og Haaning? Jeg ser hvad han laver, hans indtagelse af rollen som narren, der påpeger de magtfuldes strukturer. Jeg har tilmed en vis sympati for hans pointe om underbetaling af kunstnere. Men hans værk, hvis man kan kalde tomme lærreder det (og det er jo ikke engang originalt tænkt, selv en fraud og poseur som mig har engang set værker med blanke lærreder på Centre Pompidou, kunsteneren har jeg lykkeligt glemt), påduttet mening via en kontekst og en titel? Det er for nemt, for billigt, for meget Herning-smart, for infantilt.

Så ja, han er en nar. Men er han en modig nar? Jeg ville gerne se ham lave sin provokation ved at stjæle 0,534 mio. kr. fra andre end nordjyske tranlamper. Så kunne vi få REELT spændende kunstværker som ‘Satudarah udvider kunstners rektum med en donkraft’ eller ‘Loyal to Familia udforsker amatøramputationer af kunstners lemmer’ at se. DET ville være ægte kunst! Nu får vi i stedet blanke lærreder, telefoninterviews med P1 og en eller anden djøffet løsning i januar 2022, når pengene skal betales tilbage.

  1. Billedet ovenfor, ‘Frau in Einer Grünen Jacke’, er IKKE på Hamburger Kunsthalle, men på Museum Ludwig i Köln. Jeg så det tilbage i 2011 og det hænger som køleskabsmagnet her i Jordhulen. [↩]