i Kultur, Kunst

Tretyakov

Læste en nyhed om at et berømt ikon, ’Treenigheden’, i en symbolladet politisk gestus bliver flyttet fra Tretyakov Galleriet til først frelserkatedralen i Moskva og siden til hovedsædet for den russisk-ortodokse kirke.

Det har jeg ingen stærke meninger om, selvom jeg ikke ved hvor sundt det er for 700 år gamle ikoner at rejse rundt omkring. Men nyheden fik mig til at tænke tilbage på 2004, hvor jeg var i Moskva og i den forbindelse besøgte Tretyakov Galleriet – men i dag har jeg ikke den fjerneste erindring om de værker, jeg så der.

Brugte derfor her til morgen lidt tid på at udforske museets Wiki-side og samling. Det meste er ikke lige mig. Portrætmalerier af adelige russere fra 1700-tallet og ortodokse religiøse motiver af langskæggede patriarker gør mig ør (og ærligt talt lidt træt). Men især tre værker kan noget:

Kramskoy Portrait of a Woman

Ivan Kramskoi – ‘Portræt af en ukendt kvinde’ (1883) har power og sex i overflod. Samtiden spekulerede meget i om den ukendte kvinde mon var prostitueret (eller blot amoralsk), men jeg ser en stærk og direkte kvinde, der udfordrer beskueren. Det er et fremragende maleri og hendes blik er vanskeligt at løsrive sig fra.

 

Vrubel Dæmonen

Med Mikhail Vrubel – ‘Den siddende dæmon’ (1890) er vi nærmest i Manga-territoriet. Det er mig en gåde at maleriet er så gammelt, som tilfældet er. Kunne det ikke nærmest være malet af en symbolistisk maler indenfor de sidste par år? Stilmæssigt minder Vrubel mig om Egon Schiele, men det her er meget vildere. Bjergbaggrunden er malet som glasparti eller krystallerne på indersiden af de sten, jeg så på Naturhistorisk Museum i Berlin sidste sommer. Jeg ser dæmonen i billedet rumme så mange indbyrdes modsætningsfulde ting. En romantisk, længselsfuld skikkelse, der forener styrke, introversion, ensomhed, passion. Billedet er 115 cm x 212,5 cm – og må være vildt at se i virkeligheden.

 

Filipp Malyavin Вихрь Google Art Project

Filipp Milyavin – ‘Hvirvelvind’ (1906) er en Art Nouveau eksplosion af farver. Det blæser mig bagover; gid jeg havde det hængende på mine vægge. Billedet forestiller bondekoner i dans og Milyavin er åbenbart den ukronede konge af malerier af den russiske landbefolknings dagligliv. 

Sandsynligheden for at jeg kommer til at besøge Moskva i en nær fremtid er vel noget nær nul. Men uanset hvad man mener om Rusland som geopolitisk aktør, så er det et land med en enorm kulturhistorisk betydning og kvalitet. Kunne godt tænke mig at udforske det hele lidt grundigere.