Var forbi ‘Afgang 2023’ udstillingen på Charlottenborg, hvor afgangsklassen på Kunstakademiet i København viser deres værker frem. Weekendavisen bragte en underligt flad og spændstighedsforladt anmeldelse, der mest af alt tolker udstillingen som et tegn på en kommende (kommerciel) nedgangsperiode for kunsten. Jeg fornemmer at anmelderen ikke var voldsomt bjergtaget af det kunstfaglige niveau, nok snarere det modsatte, men at hun omvendt heller ikke har den store lyst til at kritisere nogen af de 34 kunstnerne eller deres værker unødigt.
For mit eget vedkommende gik jeg rundt i Charlottenborgs smukke lokaler og var uberørt af det meste1.
Dog: nogle af værkerne er begavede og tankevækkende nok. Hvad forsøger Sofie Winther f.eks. egentlig at sige i sit værk med igler, der invaderer institutionsgarderobemøblet; så velkendt fra børnehaver og vuggestuer? Hun sætter ord på i det medfølgende udstillingshæfte. Den får fuld gas for med genopvarmet Foucault-møder-Depeche Mode ‘Master and Servant’: værket handler således om “institutionslivets disciplinering” og at hun er “optaget af de forskellige former for afhængighed, der betinger relationerne mellem individer og systemer og er grundlaget for alt liv” (sic). Hun undersøger “hvordan de forbindelser af gensidighed, kontrol og disciplinering, som vi indgår i, både er brutale strukturer og eksistentielle nødvendigheder” (sic x2). Jeg er ikke sikker på at jeg personligt har lyst til eller stamina nok til at bo på Sofie Winthers planet, men den er om ikke andet interessant og (fornemmer jeg) ret optaget af disciplinering.
Men så går jeg længere ind i lokalet og hvad i alverden skal jeg brug et overdimensioneret korthus lavet af stenuldsplader til? Jo, ifølge hæftet handler det om “planetariske tidsperspektiver og den hverdagslige fortrængning af de større sammenhænge mennesket er en del af”. Som læser af den (desværre ret kedelige) ‘Notes From Deep Time’, så er jeg den type person, der sætter pris på at få sat min eksistentielle ubetydelighed sat ind i de rette geologiske tidsperspektiver. Men altså. Se lige engang:
Jeg hører hvad du siger, Kaja Lahoda, men der MÅ være andre måder at formidle ‘planetariske tidsperspektiver’ på end det der korthus, det MÅ der altså. Og det er nok mit samlede indtryk af ‘Årgang 2023’. Glimt af noget galt/genialt, enkeltvis kløgtigt udfoldet idérigdom. Men for det meste udført på måder, der efterlader mig indifferent. Jeg så desværre ikke den næste store polymat og renæssancemenneske på udstillingen i torsdags, men jeg håber at jeg tager fejl.
Trissede derefter over og så den anden aktuelle udstilling på Charlottenborg: Jeremy Deller – ‘Welcome to the Shitshow’. Det var en anderledes velkendt, ja, nærmest tryg oplevelse. Faktisk var det så velkendt, at det føltes gammeldags. Popkunstæstetik som ville have gjort Rauschenberg og Warhol varme i trusserne; slogans og slagord à la Barbara Kruger og Jenny Holzer, “Protect me from what I want” og alt det der. Dellers værker virker på mig som af den type, jeg kunne finde på at hænge på kollegieværelset i 00’erne for at kommunikere, hvor skævt tænkende og åh-så-følsomt indsigtsfuld jeg var, alt imens jeg rasede afsted direkte mod et liv i storrumskontorer og hamsterhjulstilværelsen:
Altså, jeg vil (naturligvis!) til hver en tid forsvare et menneskes ret til at citere ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, alt andet ville være absurd og et etisk kollaps. Men ‘Meat is Murder’-albummet udkom altså i 1985 og når dele af udstillingen grundlæggende befinder sig i en æstetisk acidboble af Bowie, Depeche Mode og Happy Mondays, så bliver det næsten lidt for gammelt, fuzzy og knuselskeligt alt sammen. Jeg hyggede mig med andre ord sammen med Deller, men jeg ved her bagefter stadig ikke om jeg synes han er en stor og relevant samtidskunstner. Tag selv ind og vurder det.
- Det er for en stor dels vedkommende min egen fejl. En ubehageligt stor del af udstillingen er installations- eller videokunst, begge genrer jeg er for intellektuelt og emotionelt doven til at forholde mig til (og derfor ikke for alvor kan tillade mig at have en holdning til). At jeg er indifferent overfor dem siger derfor ikke nødvendigvis noget om kunstnerne, men illustrerer snarere min manglende nysgerrighed. [↩]