Den senere tids læsning

Aktuelt læser jeg i tre bøger på samme tid: Jón Kalman Stefánsson ‘Himmerige og helvede’, Ben Lerner – ‘Leaving the Atocha Station’ og Dan H. Andersen ‘Den store nordiske krig. 1700-1710. Del I: Store planer’.

Stefánsson har ligget rundt omkring på forskellige hylder rundt om i hjemmet i efterhånden et godt stykke tid nu. På kontoret, i stuen, i køkkenet; alle mulige steder hvor jeg har kunne samle den op og læse i den spontant. Altsammen med den klare heroiske ambition at anspore mig til at læse i den. Hidtil forgæves. For bogen har krævet nogle tilløb efterhånden, men nu – NU – tror jeg at jeg er kommet oprigtigt og vedvarende i gang med den. Handlingen kredser om et mikrokosmos på Islands vestkyst for 100 år siden, hvor en fisketur går grueligt galt. Eller handling, skriver jeg nu lidt frimodigt, måske det burde skrives med “-er, for det er endnu en af de bøger, hvor plottet ikke er det drivende. Det er sproget derimod. Stefánsson har et poetisk sprog, hvilket jeg indrømmer var en selvstændig barriere for mig indledningsvist. Det virkede uoverskueligt at kæmpe sig igennem 210 siders sproglig akrobatik og næsten tolkienske landskabsbeskrivelser. Vi er gudskelov ikke ovre i magisk realisme (den ultimative ‘nej tak!’-genre for mig), men der ER besjælet nordatlantisk natur og mennesker, der lever i en åndelig verden. Jeg lånte bogen af nogle af vores venner i Roskilde sidste år, hvor de beskrev det som en ‘ikke så nem, men meget smuk læseoplevelse’. Dengang lød det ildevarslende, men jeg tror, at jeg nu forstår, hvad de mente. Der er to bøger mere i serien, som jeg er usikker på om jeg får læst også. Men ‘Himmerige og helvede’ giver jeg ikke slip på nu. Jeg nægter. Og jeg er også begyndt at kære mig om personerne i fortællingen, hvilket plejer at udrette mirakler for min læselyst.

Ben Lerner nærmer jeg mig kun med en bidende skepsis. Jeg har læst en bog af ham tidligere, ‘The Topeka School’, som jeg tilbage i august 2020 oplevede således på min gamle blog:

“Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv. En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knausgård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.”

Nu hvor jeg læser ‘Leaving the Atocha School’ (flere årtier for tidligt, tilsyneladende), så må jeg på samme tid både give mig selv ret og modsige mine postulater.

For selv om det ER vanskeligt at sondre mellem forfatteren Lerner og hans trælse protagonist, så er det muligvis mere måden som Lernen skriver på, snarere end hovedpersonen per se, der er så sindssvagt tirrende for mig. Faktisk er det noget af en bedrift af Lerner. Det kræver reelle evner, tror jeg, at skabe en så konsistent utiltalende skikkelse, som den lemmedaskende sociopat i ‘Leaving the Atocha Station’, der slasker planløst og manipulerende rundt i Madrid.

Lerner minder mig som forfatter en del om en anden feteret midaldrende amerikansk mand, Jonathan Franzen, der heller ikke kan lade være at skrive hyperironisk og distanceret kynisk om tilværelsens ulidelige lethed. Jeg har følt mig lurvet og snavset de gange jeg har læst noget af ham, og Lerner har samme effekt på mig. Jeg må dog – om ikke andet – rose bogens forside, som jeg synes har en ganske æggende æstetik i dens fusion af tog(?) og værker fra Prado og Reina Sofia. Og så er jeg generelt bare en fangirl når det handler om at indarbejde geografiske lokationer i en titel.

Leaving Atocha.

Jeg er stadig kun 23% inde i bogen, der i betydeligt omfang vækker samme følelser, som ‘The Topeka School’ gjorde. Jeg tror jeg bliver glad efter endt læsning. Både for at have læst bogen og for at skulle slippe for at være sammen med Lerner igen i en rum tid fremover.

Man kan fylde biblioteker, katedraler og oceaner med de emner, jeg ved meget lidt (eller intet) om. Det være sig botanik, indretning og hvordan man rent faktisk skaber og reparerer ting, I ved nok: fysisk, med ens hænder. Et af de absolut pinligste ofre for min omfattende ignorance er dog danmarkshistorien. Jeg er – vil jeg i al beskedenhed gerne fremføre – givetvis Vestsjællands fremmeste ekspert indenfor nyere tjekkisk politisk historie, ligesom jeg da ikke blankt vil afvise at holde en lysbillede-baseret foredragsrække om italienske fodboldtrøjers udvikling siden 1985. Men jeg roder rundt som en blind og døv og stum, når det handler om Danmarks fortid. Jeg har lykkeligt glemt alt fra min skoletid, ligesom jeg kun i sporadiske glimt mindes de ellers ganske mange afsnit af podcasten ‘Kongerækken’, som jeg lyttede til for år tilbage. Det er pinligt. Jeg kan ikke besvare selv de mest rudimentære spørgsmål, som mine børn kunne finde på at stille om Danmark.

Derfor er jeg meget tilfreds med at være gået i gang med ‘Den store nordiske krig’, der dækker en afgørende periode i danmarkshistorien. Og som svensk gift, så er det selvsagt tankevækkende og oplysende at opdage præcis, hvor svigagtigt, ondsindet og nederdrægtigt et folkefærd at svenskerne egentlig er. Jeg er på nippet til teatralsk at udbryde ‘DET HER FORKLARER ALTING’, men det er svært, når jeg nu har verdens rareste svigerfamilie og i øvrigt selv er svenskofil i usund grad. Uanset hvad så er det en skønt velskrevet og ikke-fordummende historiebog, hvor synsvinklen og analysen konstant skifter fra Stockholm til København til Skt. Petersborg til Gottorp. Det er vældig interessant og jeg bliver reelt klogere af læsningen. Hvem ved, måske jeg endda på et tidspunkt kan svare på mine arvingers spørgsmål med andet end æh, bæh, buh næste gang vi står foran en historisk bygning i København.

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Føniken

Jeg lærte virkelig mange betagende ting af ‘The Rest is History’-podcasten om Karthago. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til emnet (i.e: Roms ærkefjende, Hannibal og hans elefanter gennem Alperne, grundlagt af kolonister fra Fønikien), men vidste ikke at:

Der findes et fænomen kaldet ‘Late Bronze Age Collapse’, en kaotisk periode mellem 1200 og 1150 f.kr., hvor samtlige af de hidtidige imperier og civilisationer i det østlige Middelhav styrter sammen hen over et par årtier. Årsagerne er flertydige (invasioner af ukendte folkeslag, klimaforandringer, migration – reeelt ved vi det ikke), men kollapset har enorme geopolitiske konsekvenser. Død, ødelæggelse, pest og plager – og de næste 3-400 år befinder den hellenistiske verden sig i de såkaldte ‘Greek Dark Ages’. Indtil at Føniken bliver en af de ledende civilisationer, altså.

Afledt heraf: Verden virker så sikker og statisk – indtil at den ikke er det mere. Hvis man betragter udvikling i det store tidsperspektiv, så bliver alting mere gyngende og impermanent. Den oplysningstids-/industrielle revolutionsdrevne vestlige/liberalt-demokratiske/kapitalistiske model er en 250 år gammel anomali, som flyder oven på tusinder år af despoti, storhed og fald. Man kan blive lidt svimmel af den tanke, synes jeg.

Hvis Føniken eller fønikierne da ellers nogensinde har eksisteret. For det er tilsyneladende et af de allerhedeste – og mest vredeskabende – debatemner indenfor oldtidsforskningen, hvorvidt der faktisk var et ‘folk’, der omtalte sig selv som fønikier, eller så sig selv som et kulturelt fønikisk fællesskab. Kritikerne postulerer, at der ingen dokumentation er for Fønikens eksistens, mens der tværtimod er masser af kilder, der vidner om at mennesker dengang i stedet betragtede sig selv som borgere i byer som Tyre, Byblos eller Sidon. På samme måde som de snarere omtalte deres område i det nuværende Libanon og Israel som Kana’an, I ved nok, det fra Bibelen. Andre forskere mener det er en absurd påstand, da eksempelvis de fønikiske kolonier (som Karthago) ofte henviste til deres kulturelle ophav østpå. Jeg vil følge debatten med spænding.

En hel upolitisk strejftanke i forlængelse af Kana’an og folkeslag og national identitet: hvor langt skal man gå tilbage i historien for at definere, hvem et bestemt givet geografiske område ‘tilhører’? Hvem er det ‘oprindelige folkeslag’? Kan nogen af palæstinenserne eller israelerne overhovedet med nogen seriøsitet påstå, at de har den historiske reet på deres side? Den ældste kilde vi har til ordet ‘Danmark’ er fra år 955, altså små 2.000 år efter fønikiernes tid. Første gang en skriftlig kilde omtaler ‘danerne’ er omkring år 550 – og det er en stamme, der invaderer det nuværende Danmark fra Sverige. Ja. Husk det. Der er en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at du – kære læser – er resultatet af en svensk invasion, der jog de oprindelige danskere ud af landet. Apropos det lange tidsperspektiv.

Fodboldklubben Olympique de Marseilles kælenavn er ‘Les Phocéens’, altså ‘Fønikerne’. For Marseille er også en oprindelig fønikisk koloni. Jeg elsker, elsker, elsker når historie betyder noget og influerer nutidig kultur!

En af læringerne fra Karthago er i øvrigt, at man skal sørge for det ikke er ens fjender, der skriver ens eftermæle. For efter at have fjernet byen fuldstændig, brændt alt skriftligt materiale og gjort deres bedste for at slette Karthagos eksistens fra historien fuldstændig, så er det udelukkende gennem romernes kilder, at vi ved noget om stedet. Og de kilder er, ja, en smule biased i kritisk og negativ retning. Så derfor handler de fleste historier om Karthago om depraveret adfærd, dekadence og barneofringer. Hvilket alt andet lige er lidt synd, når Karthago i en lang periode var en dominerende kraft og en kulturel højborg. Så sørg for at definere dit eget eftermæle.

Endelig fik hele tankespindet om Føniken mig til at tænke tilbage på sommeren 1989, hvor familien Fuglsbjerg er på sommerferie i Italien. Det er første gang jeg besøger landet; det er varmt, der er aldrig toiletsæder på campingpladsernes toiletter, og min klareste erindring er, at vi på et tidspunkt besøger Siena og at jeg er ret imponeret over Palazzo Pubblico. Nå, men vi er i Toscana og min far har på dette tidspunkt en oldtidsfiksering (åbenbart en tilbagevendende ting hos de mandlige medlemmer af familien), hvorfor vi bliver fragtet rundt omkring for at besøge ‘etruskernes grave’. Etruskerne, endnu et af disse mystiske oldtidsfolkefærd, som vi ikke meget om, men jeg husker at stå på et et eller andet bakkedrag og stirre på nogen sten, der måske/måske ikke havde været en gravplads. De var effektive, romerne, til at fjerne deres rivalers historiske eksistens.

Anna Keay – ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’

Læser i Anna Keays fascinerende ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’ om det britiske interregnum 1649-1661, hvor hun udfolder historien om Storbritanien efter at kong Charles 1. bliver afsat og halshugget.

Monarkiet bliver i det efterfølgende årti erstattet af en tumultarisk periode med først borgerkrig, protestantisk ultrapuritanisme, folkemord i Irland og siden en hybrid af parlamentarisk diktatur i form af først The Commonwealth og siden – under Lord Protector (sikke en titel!) Oliver Cromwell – et decideret militærstyre. I 1661 vender monarkiet tilbage med Charles 2. og the Stuart Restoration. Selvom det ikke betød hverken fred, stabilitet eller de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende (se: The Glorious Revolution), så fremstår de 10 års kaotiske republikanske tilstande her med et par hundrede års bagklogskab som en historisk kuriøsitet; som noget der uundgåeligt måtte fejle.

Paul Delaroche – ‘Cromwell before the Coffin of Charles I’ (1849)

Men det der gør Keay værd at læse er, at hun ved at følge en række historiske personer viser for læseren, at det for samtiden ikke føltes eller blev oplevet sådan. Det var på ingen måde givet eller naturligt, at Storbritanien nødvendigvis skulle genindføre monarkiet. I praksis blev det resultatet af en magtkampe og krig, ja, men indtil da og for de briter, der levede i perioden, så var antagelsen at verden med kuppet i 1649 var radikalt anderledes og Storbritanien var en republik. Hvis man levede i 1655 var der ingen grund til at tro, at den gennemført kiksede Charles 2. skulle vende tilbage fra sit eksil i Haag. De levede i her-og-nuet, og set derfra, så verden ganske anderledes ud, end når jeg sidder en varm sommeraften i Strandhusene og undrer mig over, at de ikke kunne se hvor gakket The Commonwealth var.

Bogen har fået mig til at tænke over tidsopfattelser, og hvordan den menneskelige perception af forandringer kan lede til at man narrer sig selv eller misforstår sammenhængene. Hvordan vi måske i dagligdagen har en tendens til at blive grebet af øjeblikket, en begivenhed (der virker så afgørende netop da) eller den nære samtid, og regne med at verden (og ens eget liv) er mere eller mindre konstant, eller måske kun vil forandres inkrementelt. Men det er jo en fejlslutning og selvbedrag. Verden forandrer sig; langsomt og så pludseligt.

Man går rundt og tror man har regnet tingene ud, men pludselig møder man én, der forandrer alting og vender ens liv på hovedet. Det gælder også på samfundsniveau. Hvis man som brite i 1656 havde indrettet sit verdenssyn efter at monarkiet aldrig ville vende tilbage, så blev man slemt overrasket kun 5 år efter. Indtil februar 2022 og Ruslands angrebskrig i Ukraine var jeg rørende enig med mine gamle lærebøger i international politik om, at i vores tid fører lande ikke længere krig mod hinanden (for efter den kolde krigs afslutning VAR det sådan set på den måde). Indtil COVID-19 tidens nedlukninger og hastelove, troede jeg, at vi i Danmark ikke ville acceptere vidtgående indgreb i den personlige frihed. Jeg har taget mange antagelser og overbevisninger op til fornyet vurdering de senere år.

For yderligere at komplicere ting, så er der også modsatrettede tendenser. Af og til overvurderer vi – som kupmagerne i 1649 – betydningen den transformative kraft af en begivenhed eller forandring. Som når jeg i denne uges The Economist læser deres briefing om Mellemøsten, og det, jeg mest af alt kommer til at tænke på er det arabiske forår i 2010-2012 begyndende med demonstrationer i Tunesien for bedre levevilkår. Hvordan det – sagde den begejstrede samtid – var tegn på et spirende demokrati, frihedstrang og opgør med de gamle eliter. Hvad skete der? I dag er Tunesien et semidiktatur, ingen arabiske lande er vel det, man kan kalde ægte demokratier, og alt imens køber det blodbesudlede og homohadende regime i Saudi-Arabien sig til PR og silkeblød behandling gennem deres petrodollars. Så hvad er egentlig forandret?

Jeg prøver virkelig at indrette mit historiske verdenssyn efter Fernand Braudels ‘longue durée’ tilgang, men det er vanskeligt altid at anlæggt det lange sigt og strukturelle verdensopfattelse. For jeg bliver også farvet af det enkelte øjeblik. Hvem ved om de ting, vi sidder og fortæller hinanden lige nu er misforståelser og farvet af, at vi enten er for statiske eller for forandringstroende i opfattelsen? I de danske medier hører jeg at økonomien er fremragende og der er masser af penge; i Financial Times læser jeg, at Europa er godt og grundigt på spanden og recessionen et faktum. Så hvad man skal man tro? Lever vi i The Commonwealth eller er monarkiet her igen om lidt?

Jeg ved ikke om det er en trøst, at min forvirring blev delt af de hårdprøvede briter i 1650’erne. Men jeg er glad for at jeg har læst Anna Keays ‘The Restless Republic’, der er klart den mest interessante historiske bog jeg har haft fornøjelsen af længe – og som fik mig til at tænke.

Katja Hoyer – Beyond the Wall

Til min udelte begejstring ventede der en sending nye faglitterære bøger på mig, da jeg kom hjem i går. Gik som det første i gang med Katja Hoyer – ‘Beyond the Wall’. East Germany 1949-1990’, som jeg har glædet mig en del til at læse.

Bogen har fået kritik for at være revisionistisk, sentimental (eller lide af ‘Ostalgie’, som det vist hedder i Tyskland), og generelt være for forstående og relativiserende overfor de fire årtiers kommunistiske regime. Jeg er ikke nået langt nok ind i bogen til at kunne vurdere, hvor valid kritikken er. Men jeg var ret begejstret for Hoyers bog om det tyske kejserrige, så hendes kreditværdighed som historiker er høj hos mig. De første knap 80 siders optakt om årene op til DDR’s dannelse i oktober 1949 har været fabelagtige – og uhyggelige. Da jeg læste Victor Sebestyen – ‘1946: The Making of the Modern World’ fremlagde han en solid case for, at 1946 var det værste år i verdenshistorien at leve i¹, men foråret og sommeren 1945? Shit, det var ubehageligt. Det vurderes at 2 mio. tyske kvinder blev voldtaget af sovjetiske soldater over et par måneder. Hvilket blot var halen på de umenneskelige ting, som tyske soldater selv havde foretaget sig på Østfronten. De ting, som mennesker udsatte andre mennesker for i det årti, er helt ubegribelige. Der er sider i bogen, der er ganske hård læsning, også her på mange års afstand.

Hoyers egentlig formål er dog ikke så meget den politiske historie, men at nuancere billedet af det levede liv i DDR. Tilføje det dybde og farver. Rehabilitere et liv, som forsvandt med dannelsen af det forenede Tyskland. Hun er selv født i det daværende DDR, og som læser står hendes ønske om at formidle livet, som det også var i DDR, ret tydeligt.

Ja, det var en totalitær stat, ja, der var overvågning, ja, der var en mur, ja, DDR var en del af Østblokken. Men der var også et hverdagsliv, hvor folk levede, elskede, savnede, skændtes og alt muligt andet. Det var ikke kun nonstop gråt og ‘Das Leben der Anderen’. På den måde er forsiden af bogen ret velvalgt:

Den lidt pornoagtige typografi gør ikke så meget for mig, men billedet af det næsten kyssende uniformerede kærestepar ved en militær flyopvisning i Magdeburg i 1974 (og med uelegante propagandaslagord på siden af køretøjet) er underligt rørende. Det gør det vanskeligt at dehumanisere andre, når man husker på, at vores almenmenneskelige tilstand.

Jeg glæder mig kort sagt til at læse videre i ‘Beyond the Wall’, som jeg tror jeg kan lære en del af og få nuancere mit gråt-i-gråt billede af DDR. Og måske ligefrem bedre forstå, hvorfor og hvordan livet i DDR stadig lever inde i hovederne på en betydelig del af den tyske befolkning, selv mere end 30 år efter genforeningen.

Andre siger år 536, jeg tillader mig at tvivle [↩]

The Nineties

Hovedkonklusionen jeg tager med mig efter endt læsning af Chuck Klostermans ujævne, men underholdende ‘The Nineties’ er, hvor meget af min tænkning og intuitive livsopfattelse er formet af at være barn og teenager i det årti. Teknisk set er jeg vistnok Millennial (om end den korrekt term vist er ‘Geriatric Millennial’), men reelt er jeg influeret af den ældre Generation X – ikke mindst efter min usunde dyrkelse af Douglas Couplands forfatterskab i min gymnasietid. Derfor min permaironiske, blaserte og distancerede tilgang til det meste. Selvom der er en klar nordamerikansk popkulturel bias i bogen (behøvede Grunge og Bill Clintons affærer fylde så meget?), så er der mange beskrivelser af fænomener og trends, jeg kan huske og mener at kunne genkende. Hvilket naturligvis får mig til at føle mig uendelig gammel og nostalgisk efter en fortid, jeg ikke er sikker på jeg selv virkelig har oplevet.

Ada Ferrer – ‘Cuba. An American History’

Det tog mig kun tre måneder og en langfredag, men nu, NU har jeg fået afsluttet Ada Ferrer – ‘Cuba. An American History’.

Det er ikke Ferrers skyld, for det er en fremragende bog om Cubas historie siden 1492. Jeg var ikke helt klar over, hvor tæt sammenvævet Cuba og USA’s historie og udvikling egentlig er. Og generelt var det rart at udfyldt min betragtelige ignorance om den vestlige hemisfæres historie.

Men bogen illustrerer også på pinligste vis min dødsdømte strategi med at begynde med at læse faglitterære bøger fra side 1 og så kværne mig frem. Hvilket betyder at jeg bruger alt, alt for meget tid på at forstå de (i det store billede måske mindre relevante) politiske forhold i 1700-tallet, fremfor at læse om de ting, jeg egentlig er interesseret i at vide mere om (i.e den spansk-amerikanske krig og revolutionen i 1959) – og derfor af ren og skær udmattelse ender med at sjaske mig igennem de mest relevante afsnit. En skønne dag bliver jeg vel klogere og forstår at læse faglitteratur mere strategisk og begavet.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

Saudade

Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere¹. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:

“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”

Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål.

Har du eksempelvis hørt om det, man med rette kan beskrive som den første verdenskrig: den nederlandske-portugisiske krig i 1602-1663? Heller ikke jeg. Men den var episk. [↩]

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.