Tjekkiet er næste episke manifestation i den betydningsfulde kavalkade af landehyldester i anledningen af den forestående EM-slutrunde.
Mit hjerte har banket for Tjekkiet siden en studietur til Prag i 2.g, efterfulgt af en (synes jeg selv) ganske overbevisende større historieopgave i 3.g om den kommunistiske magtovertagelse i det daværende Tjekkoslovakiet i 1948. Det var Tomáš Masaryk, Václav Havel, fløjlsrevolutioner og Járomir Jágr i en tumultarisk besættelse for mig. Den følelsesmæssige forbindelse blev kun yderligere forstærket af et mageløst seks måneders ophold som praktikant på den danske ambassade i Prag nogle år senere. Der fulgte tilmed siden hen forvirrede perioder af mit liv, hvor jeg fantaserede om at skrive en Ph.d. om transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Muligvis en fantasi – indser jeg her fra et farveløst kommunekontor i udkantsdanmark en del år senere – som jeg i retrospekt burde have forfulgt med en del mere ihærdighed og overbevisning. Men uanset hvad, så er der tale om varm, oprigtig og langvarig hengivenhed overfor Tjekkiet fra min side.
Rent fodboldmæssigt er Tjekkiet ikke helt, hvad det var engang. Jeg kiggede skyndsomt på truppen i går, og ja, der er ærligt talt ikke mange jeg kender. Det behøver ret beset ikke være tjekkernes fejl, de kan jo være både dejlige mennesker og prægtige væsener på det landshold. Men det er blot for at sige, at vi kvalitetsmæssigt er et stykke fra den hvide ridder Pavel Nedvěd og start-00’ernes Wunderkind Tomáš Rosický. Mine sportslige forventninger er derfor begrænsede, men derfor skal Tjekkiet alliegevel stadig have den ypperligste kunstneriske og musikalske behandling.
Kunstnerisk var der ingen tvivl. Hvis det skal være alt, alt for meget (og det skal det), så er Alfons Mucha lige manden til jobbet. Jeg stødte på ham første gang i 2003, hvor der var en udstilling med ham på Bröhan Museum i Berlin. Udstillingen fokuserede på hans lidt tuttenuttede Art Nouveau kvinder, der er så billedskønne, at de kan pryde enhver sirligt anlagt café:
Alfons Mucha – ‘Zodiaque’ (1896-1897)
Ja, det er kært, ikke sandt, med æstetikken og alle krøllerne og de tuttenuttede detaljer. Men Mucha rummede en anden og mere subversiv identitet som pan-slavisk agitator. Fra 1910 til 1926 lavede han det, han selv betegnede som sit egentlige mesterværk: ‘Slovanská epopej’, eller: det slaviske epos. I intet mindre end 20 enorme malerier (8,10 meter x 6,10 meter) skildrede han – helt stille og roligt og uden skyggen af megalomani – de slaviske folks åndelige historier. Og tro mig, den får fuld hammer på symbolikken, højstemtheden og de visuelle virkemidler.
Sådan ser man ud, når man i al selvudslettende beskedenhed har påtaget sig den uambitiøse opgave det er at formulere og manifestere de slaviske folks samlede historie og ånd
Billederne hænger i et temmelig nedslidt – det var i det i hvert fald dengang jeg var der i 2005 – renæssanceslot i udørken Moravský Krumlov, langt ude på det tjekkiske bøhland. Og sikke nogle malerier:
Slovanská epopej: Slované v pravlasti (1912)
Slovanská epopej: Slavnost Svantovítova (1912)
Slovanská epopej: Bratrská škola v Ivančicích – tisknutí Bible kralické (1914)
Slovanská epopej: Přísaha Omladiny pod slovanskou lípou (1926)
Slovanská epopej: Apoteóza z dějin Slovanstva (1926)
Altså, de her malerier er jo i vid udstrækning helt og aldeles rædsomme, kitschede og spækket med en besynderlig mysticisme, som jeg ikke forstår eller værdsætter. Men overvej lige engang, hvor meget arrogance og selvtillid det kræver at sætte sig for at male 20 episke værker om en kulturs samlede fortælling – afsluttende med den guddommeliggjorte slaviskhed. Som sagt: Mucha er alt, alt for meget. Hvilket gør ham helt og aldeles pragtfuld. En slags moderne Albrecht Dürer, en anden vidunderlig kunstner med et ego på størrelse med himmellegemer. Han må være den oplagte maler for det tjekkiske landshold at finde inspiration og ånd i.
Musikalsk er jeg lidt mere i tvivl. Et mere dannet menneske end jeg havde muligvis valgt noget af komponisten Smetana, måske hans ‘Má Vlast’, i form af ‘Vlatava’. Men det er alligevel for adstadigt og vuggende til mig. Jeg vil i stedet vælge den underfundige Kryštof – ‘Sqěle’ eller måske 100°C – ‘From Base to Travel‘, hvis beat nok havde fortjent en mere engelsk-sikker forsanger. Skal det være lidt nyere, så sætter jeg pris på Dukla – ‘I.P. Pavlova’, ikke mindst fordi titlen er en metrostation, jeg ofte benyttede mig af, Good Times Only – ‘Někdy jsme to my’ eller Metastavy – ‘Neboj’.
Tjekkiet er i gruppe med Tyrkiet, Georgien og Portugal. Sidstnævnte er nok for stærke, men de to øvrige burde være til at tale med. Jeg har en varm fornemmelse i maven for mine tjekkere i år, og mit lille sorte hjerte banker for dem – præcis som det plejer.