Billedkunst

There are 15 posts tagged Billedkunst (this is page 1 of 1).

Glyptoteket

Kan ikke huske hvornår jeg senest var på Glyptoteket. 10 år siden? 15? Mere? Det står mig ikke klart. Men det er så længe siden, at konceptet ‘Glyptoteket’ i lang tid har været noget jeg forbandt med, at bygningen ligger lige ovre på den anden side af gaden for den ældstes første vuggestue.

Dengang var det et rædsomt sted; en af de der ond-spiral institutioner, hvor dårligt arbejdsmiljø havde skabt et giftigt miasma af tårnhøjt sygefravær, skiftende ledere og pædagoger med øjne, der aldrig genkendte én – og hvis de en sjælden gang gjorde, var det med livslede i blikket. Husker at jeg under min forældreorlov stod for indkøringen i vuggestuen (“Nu prøver vi at have ham i to timer, så kan du komme bagefter“), og undervejs sad i Glyptotekets have, hvor jeg kiggede på de ikke særlig empatiske statuer – og det hele føltes forkert. Det var der, at jeg besluttede mig for aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen at overlade nogen eller noget jeg holder af til Københavns Kommune. Få måneder efter pakkede vi lejligheden på Islands Brygge ned og rykkede mod Roskilde.

Men ret beset er det jo ikke Glyptotekets fejl, at min dreng græd alle de timer dengang. Og under dagens besøg var det anderledes positive minder, der blev skabt.

Udgangspunktet var at jeg gerne ville se særudstillingen ‘Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’ og også var nysgerrig om den anden særudstilling ‘Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier’. Sorolla kendte jeg ikke meget til i forvejen, men som (landskabs)maler i min foretrukne periode omkring år 1900, var jeg fristet fra begyndelsen. Og jeg kunne sagtens se hvad Glyptotekets presseafdeling mener, når de skriver at Sorolla er ‘berømt for sin behandling af lys, farver og naturfænomener’. Vi er ovre i den impressionistiske/naturalistiske genre, og det er vanskeligt ikke at se slægtskabet med Skagensmalerne:

Joaquín Sorolla – ‘La alberca, Alcázar de Sevilla’ (1910)

Joaquín Sorolla, – ‘Clotilde en el jardín’ (1919-1920)

Joaquín Sorolla – ‘Paseo a la orilla del mar or Paseo a orillas del mar’ (1909)

Jeg blev måske ikke direkte bjergtaget af Sorolla (dygtig maler, men kan jeg skelne ham fra andre (bedre?) impressionister. Jeg tvivler), men jeg må indrømme, at han fik listet Andalusien ind på min liste over destinationer. Vil virkelig gerne besøge Sevilla, Cordóba og Alhambra i Granada engang. Der er en varm, ja, sommerlig grundtone i de fleste af hans malerier. På en bitterligt kold novemberdag vækker det længslen efter varme og lattermilde sommernætter med smagen af vin, lyden af cikader, duften af lavendler, og vinden der blæser blidt gennem cypresserne. Noget andet der fungerer rigtig godt i udstillingen er, at de med gavmild hånd strøer værker af spanske samtidsmalere ind imellem. Alle arbejder med farver på forskellig vis, og det virkede stærkt på mig. Jeg kan lide når begavede kuratorer får åndsbeslægtede kunstnere til at tale sammen henover årtierne.

Klougarts nyfortolkning af Glyptotekets samling i sit essay ‘Efter naturen’ var … ok. Jeg havde ikke rigtig tålmodigheden til at læse hendes tekster på væggene, hvilket er amatøragtigt af mig, ja, men jeg vil jo bare hen til værkerne og se og forstå og mærke. Men teksterne fyldte virkelig meget, op og ned ad væggene; hvilket på den ene side er logisk (fordi: forfatter), men også virker paradoksalt, når Josefine Klougarts erklærede mål er: “Med både teksten og udstillingen er det mit håb at åbne for en æstetisk frem for intellektuel tænkning om kunsten“. Dit håb må slukkes, Josefine, for du blev for intellektuel. Den til tider lidt for konstruerede tematisering om naturen – sovende (døde?) kvinder er en af de 7 tematikker, spændende, ja, men hvad er relevansen? – stod i vejen for min æstetiske nydelse af værkerne.

Andre observationer fra dagens besøg:

Man kan sige meget om Claude Monet og nej, vi har nok ikke brug for at se flere af hans åkander. Men han er og bliver en af de malere, der stjæler samtlige de rum, han er i. Jeg har endnu til gode at besøge et træde ind i et lokale med et Monet maleri, hvor 1) man ikke med det samme kan genkende ham og 2) hvor hans værk ikke nærmest pr. automatik er det mest lysende og fantastiske i rummet. Det er dybt uretfærdigt; Monet er som en vildt overpowered boss i et videospil, som hvis Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og Nikola Jokic fik et elskovsbarn med hinanden. Jeg er nok nødt til at læse den just udgivne biografi om ham.

Det er vanskeligt ikke at føle en vis afmagt, når man beskuer de græsk-romerske skulpturers idealmandekrop. Alle disse sværmeriske ynglinge med deres veludviklede atletfolder.

Jeg har fundet en mand, der om muligt er en større krukke end både mig selv og Albrecht Dürer. Bevares, han malede ikke sig selv som Jesus, men seriøst Johan Thomas Lundbye, din gamle romantiker, hvem tror du egentlig at du narrer? Vi swiper jo alle til højre nu (bemærk dog at vor unge melodramatiker begik selvmord i en alder af 29 år, ak):

Johan Thomas Lundbye – ‘Selvportræt’ (1841)

Selve Glyptoteket er en forjættende bygning. Når man står i Vinterhaven og det gyldne lys vælder ind fra kuplen ovenover, så er det vanskeligt ikke at få en meditteran følelse i hele kroppen. Eller Festsalen (hvor der var samlet en del gråhårede mennesker til et foredrag i anledningen af mændenes kampdag (sic), jeg gik ikke derind), der er opbygget som en åben romersk søjlegård. Det er ret pragtfuldt, faktisk. Det hele i en bygning i et virvar og sammensurium af arkitektoniske stilarter og lysforhold, som på en forunderlig vis ender med at virke.

Alt i alt var det et skønt besøg, og jeg tænker ikke, at der skal gå et årti igen før jeg kommer tilbage. Hvem ved, måske jeg endda kan have den ældste med på Glyptotekets matrikel uden gråd og vi-kan-altså-ikke-få-ham-til-at-sove-sin-middagslur-nu-må-jeg-gå-jeg-har-rygepause.

Lotte Laserstein

Læste en tankevækkende klumme af Enuma Okoro, der gjorde mig opmærksom på den tysk-svenske maler Lotte Laserstein (1898-1993) – og ikke mindst hendes elegiske hovedværk ‘Abend über Potsdam’ fra 1930.

Jeg ved ikke om det er et direkte rart maleri. Men det er dirrende, symbolsk og afbilleder øjeblikket før at alting ændrer sig (antageligvis til det værre). Billedet vækker mange ting i mig. Uro, rastløshed, tanker. Kompositionen er en slags sekulær udgave af Leonardo da Vincis ‘Den sidste nadver’, med den unge kvinde i midten som en kristusfigur. Vi må formode at det er et middagsselskab mellem venner, men alle personerne er tavse, og de ser alle andre steder hen end på hinanden eller på verden; blikket er rettet indad og præget af vildrede. Selv den unge, farverige kvinde – med fremtiden foran sig, må vi formode – er fortabt i melankoli og handlingslammelse.

Billedet er malet i et Tyskland i kaos, social usikkerhed og opbrud, tre år før den nazistiske magtovertagelse. Det er vanskeligt ikke at tolke det urbane landskab; den grå (truende?) himmel; de fremmedgjorte, melankolske, bekymrede og opgivende personer som en metafor for Tyskland og den tyske samtid. Fremfor at tale sammen er de alle opgivende, tabt i egne tanker og ser forskellige steder hen. Måltidet (festen?) er ovre, kun resterne er tilbage – og imens at deres verden er på vej mod barbari kan personerne – lysende Jesus-skikkelse eller ej – ikke længere tale sammen om en vej frem. Det er tragik på adskillige planer.

På den måde er maleriet muligvis mere relevant for vores samtid, end jeg egentlig synes det er behageligt at tænke på. For problemerne og udfordringerne for verden tårner sig også op i 2023 – men evnen til at have en global samtale om løsningerne. Billedet hænger på Neue Nationalgalerie i Berlin og er kæmpestort (110 x 205 cm). Vil glæde mig til at se det live.

‘Abend über Potsdam’ fik mig til at udforske Laserstein yderligere. Lige nu er hun aktuel med en særudstilling på Moderna Museet i Malmö, hvilket nok burde være et besøg værd. Sjældent er jeg stødt på en kunstner, der på den måde kan formidle stemning i sine malerier. Hun er omvandrende melankoli. Uanset om det er portrætter eller landskaber, så stråler hendes følelser ud af billederne.

‘Ich und mein Modell’ (1930)

‘Russisches Mädchen mit Puderdose’ (1928)

Laserstein har også en klar queer-vinkel i sine tidlige, hvor mange af hendes modeller får et tydeligt androgynt udtryk. I 1937 må hun som jøde flygte til Sverige, hvor hun frem til sin død ernærer sig som portrætmaler. En på alle måder kompleks og interessant skikkelse, som det irriterer mig at jeg ikke har hørt om før.

Tretyakov

Læste en nyhed om at et berømt ikon, ’Treenigheden’, i en symbolladet politisk gestus bliver flyttet fra Tretyakov Galleriet til først frelserkatedralen i Moskva og siden til hovedsædet for den russisk-ortodokse kirke.

Det har jeg ingen stærke meninger om, selvom jeg ikke ved hvor sundt det er for 700 år gamle ikoner at rejse rundt omkring. Men nyheden fik mig til at tænke tilbage på 2004, hvor jeg var i Moskva og i den forbindelse besøgte Tretyakov Galleriet – men i dag har jeg ikke den fjerneste erindring om de værker, jeg så der.

Brugte derfor her til morgen lidt tid på at udforske museets Wiki-side og samling. Det meste er ikke lige mig. Portrætmalerier af adelige russere fra 1700-tallet og ortodokse religiøse motiver af langskæggede patriarker gør mig ør (og ærligt talt lidt træt). Men især tre værker kan noget:

Kramskoy Portrait of a Woman

Ivan Kramskoi – ‘Portræt af en ukendt kvinde’ (1883) har power og sex i overflod. Samtiden spekulerede meget i om den ukendte kvinde mon var prostitueret (eller blot amoralsk), men jeg ser en stærk og direkte kvinde, der udfordrer beskueren. Det er et fremragende maleri og hendes blik er vanskeligt at løsrive sig fra.

 

Vrubel Dæmonen

Med Mikhail Vrubel – ‘Den siddende dæmon’ (1890) er vi nærmest i Manga-territoriet. Det er mig en gåde at maleriet er så gammelt, som tilfældet er. Kunne det ikke nærmest være malet af en symbolistisk maler indenfor de sidste par år? Stilmæssigt minder Vrubel mig om Egon Schiele, men det her er meget vildere. Bjergbaggrunden er malet som glasparti eller krystallerne på indersiden af de sten, jeg så på Naturhistorisk Museum i Berlin sidste sommer. Jeg ser dæmonen i billedet rumme så mange indbyrdes modsætningsfulde ting. En romantisk, længselsfuld skikkelse, der forener styrke, introversion, ensomhed, passion. Billedet er 115 cm x 212,5 cm – og må være vildt at se i virkeligheden.

 

Filipp Malyavin Вихрь Google Art Project

Filipp Milyavin – ‘Hvirvelvind’ (1906) er en Art Nouveau eksplosion af farver. Det blæser mig bagover; gid jeg havde det hængende på mine vægge. Billedet forestiller bondekoner i dans og Milyavin er åbenbart den ukronede konge af malerier af den russiske landbefolknings dagligliv. 

Sandsynligheden for at jeg kommer til at besøge Moskva i en nær fremtid er vel noget nær nul. Men uanset hvad man mener om Rusland som geopolitisk aktør, så er det et land med en enorm kulturhistorisk betydning og kvalitet. Kunne godt tænke mig at udforske det hele lidt grundigere.

Tate Britain

Læste en dejligt småsur anmeldelse i The Guardian: “Tate Britain rehang review – this is now the museum where art goes to sleep”. Blev helt misundelig over at jeg ikke selv kan skrive så perlende perfidt:

All that excitement about Young British Art back in the 90s is scornfully shrunk into a sin bin called End of a Century, with one work each by the likes of Gillian Wearing, Damien Hirst and Sarah Lucas. Not only are these living artists reduced to dry little eyebites, they’re relegated to the past, along with Lucian Freud. It’s a miserable room – but the one that follows is worse. Here, a painting whose sloppy futility could have been slapped together as easily 40 years ago; there, a photograph of the sea by Wolfgang Tillmans; here, a chunk of heavy machinery; there, a few more so-so paintings botched together to show the current condition of art and the country. The pompous room title, The State We’re In, promises deep sociopolitical diagnosis. Instead, it’s just a scrappy selection of disconnected stuff. Or perhaps they’re saying that, as a nation, we’re as vacuous, timid and fundamentally dull as this display.

Der er dog også en mere tankevækkende strømning i anmeldelsen, nemlig refleksioner over det uhensigtsmæssige i at spænde kunst (eller måske snarere: kunstformidlingen) for en moralsk vogn:

But today’s Tate Britain is where art goes to sleep. That’s largely because it is committed to a worthy view of art. It isn’t the ideals I object to but rather the stultifying fact that when you insist on art’s moral value, you make it predictable and dull.

The novelty of this rehang is to impose a veneer of current concerns with slavery, empire, sexual identity and gender on to displays that are otherwise quite familiar. The results are glib, patronising, belittling.

What, for instance, has Tate Britain got against William Hogarth’s pungent 18th-century satires that it has to “correct” them with a contemporary piece by Pablo Bronstein celebrating Georgian London’s Molly houses?

I’ve been fascinated by these subversive social spaces ever since reading Alan Bray’s pioneering 1982 book Homosexuality in Renaissance England, but I don’t see how Bronstein’s cutely stylish work helps us look at Hogarth. It feels as if the scabrous painter is being called out for his failure to set his scenes of sexual dalliance and social corruption in Molly houses rather than brothels and asylums. But if you look carefully at Hogarth’s A Scene from the Beggar’s Opera you might spot a lesbian encounter. Give 18th-century satire a chance.

Ja, giv da lige det 18. århundredes satire en chance! Og, måske mere indsigtsfuldt, her om hvad museer skal kunne i dag:

Another room chastises baroque painters: how dare William Dobson portray the toff Endymion Porter when he should have been painting the Levellers who tried to overturn the social order during the English civil war? Ranter pamphlets and other radical prints fill a mural by contemporary artist Nils Norman, to put the likes of Dobson, a young British genius who died in his 30s, in their place. A sculpture of two suitcases by Mona Hatoum connects migration today with continental European painters who worked in Tudor Britain. But what exactly is the connection? And how should it change the way I see Marcus Gheeraerts II’s 1594 portrait of Captain Thomas Lee flaunting his fine bare legs

The problem with these “interventions” is not just that they are historically naive, but that they fundamentally misunderstand the way we use museums. What does Tate Britain think – that we’ll read every text, follow every argument, see every painting and even British history itself through the curators’ eyes? When you explore a gallery, you make your own connections, think your own thoughts. One work will draw you, another won’t. And it probably won’t be for the reasons the curators have hung it.

Jeg har ikke et problem med at kunst fra forskellige historiske perioder og stilarter bliver kurateret, tematiseret og sat til at ‘tale sammen’ om relevante samfundsemner. Det er heller ikke et problem per se, hvis tematiseringen sker med en klar politisk vinkling. Jeg er en stor dreng, kan godt tænke selv og kan sagtens sige til og fra overfor den slags. Og det kan bestemt give mening at lave den slags øvelser.

Men jeg er omvendt grundlæggende fortaler for, at værket skal vurderes som værk – og på dets egne præmisser og forudsætninger. Nu har jeg ikke set den aktuelle Carl Bloch udstilling på Statens Museum for Kunst, men jeg kan forstå, at kuratorerne foretager samme (eller endnu mere vidtgående) formidlingsgreb, som de gør på Tate Britain.

Igen – jeg skal have set udstillingen på SMK før jeg kan udtale mig – men det virker som en urimelig behandling af Blochs værker. Og hvis man bør ‘intervenere’ overfor alle fortidens kunstnere, forfattere, musikere, dramatikere, filmskabere, hvor efterlader det os så? Hvad gør man med de sammensatte, komplekse og heterodokse kunstnere, der skabte fantastisk kunst – samtidig med at de behandlede deres nærmeste elendigt, eller blot havde datidens mainstream holdninger til kønsroller eller slaveri?

Jeg ved ikke om jeg har den forkromede løsning. Min insisteren på en ‘værket i sig selv!’-tilgang kræver også kræver en formidling og den kan heller ikke blive værdineutral. Men måske min tvivl og manglende lyst til stillingtagen til værkets (politiske) kontekst er drevet af, at kunst for mig først og fremmest handler om følelser og indtryk. Det er ikke Edward Hoppers politik, der er grunden til at hans malerier taler direkte til mig og det sorte hul indeni mig. Men måske det er en priviligeret position at indtage. Jeg ved det ikke. 

Årgang 2023 udstillingen på Charlottenborg

Var forbi ‘Afgang 2023’ udstillingen på Charlottenborg, hvor afgangsklassen på Kunstakademiet i København viser deres værker frem. Weekendavisen bragte en underligt flad og spændstighedsforladt anmeldelse, der mest af alt tolker udstillingen som et tegn på en kommende (kommerciel) nedgangsperiode for kunsten. Jeg fornemmer at anmelderen ikke var voldsomt bjergtaget af det kunstfaglige niveau, nok snarere det modsatte, men at hun omvendt heller ikke har den store lyst til at kritisere nogen af de 34 kunstnerne eller deres værker unødigt.

For mit eget vedkommende gik jeg rundt i Charlottenborgs smukke lokaler og var uberørt af det meste1.

Dog: nogle af værkerne er begavede og tankevækkende nok. Hvad forsøger Sofie Winther f.eks. egentlig at sige i sit værk med igler, der invaderer institutionsgarderobemøblet; så velkendt fra børnehaver og vuggestuer? Hun sætter ord på i det medfølgende udstillingshæfte. Den får fuld gas for med genopvarmet Foucault-møder-Depeche Mode ‘Master and Servant’: værket handler således om “institutionslivets disciplinering” og at hun er “optaget af de forskellige former for afhængighed, der betinger relationerne mellem individer og systemer og er grundlaget for alt liv” (sic). Hun undersøger “hvordan de forbindelser af gensidighed, kontrol og disciplinering, som vi indgår i, både er brutale strukturer og eksistentielle nødvendigheder” (sic x2). Jeg er ikke sikker på at jeg personligt har lyst til eller stamina nok til at bo på Sofie Winthers planet, men den er om ikke andet interessant og (fornemmer jeg) ret optaget af disciplinering.

Men så går jeg længere ind i lokalet og hvad i alverden skal jeg brug et overdimensioneret korthus lavet af stenuldsplader til? Jo, ifølge hæftet handler det om “planetariske tidsperspektiver og den hverdagslige fortrængning af de større sammenhænge mennesket er en del af”. Som læser af den (desværre ret kedelige) ‘Notes From Deep Time’, så er jeg den type person, der sætter pris på at få sat min eksistentielle ubetydelighed sat ind i de rette geologiske tidsperspektiver. Men altså. Se lige engang:

IMG 3612

Jeg hører hvad du siger, Kaja Lahoda, men der MÅ være andre måder at formidle ‘planetariske tidsperspektiver’ på end det der korthus, det MÅ der altså. Og det er nok mit samlede indtryk af ‘Årgang 2023’. Glimt af noget galt/genialt, enkeltvis kløgtigt udfoldet idérigdom. Men for det meste udført på måder, der efterlader mig indifferent. Jeg så desværre ikke den næste store polymat og renæssancemenneske på udstillingen i torsdags, men jeg håber at jeg tager fejl.

Trissede derefter over og så den anden aktuelle udstilling på Charlottenborg: Jeremy Deller – ‘Welcome to the Shitshow’. Det var en anderledes velkendt, ja, nærmest tryg oplevelse. Faktisk var det så velkendt, at det føltes gammeldags. Popkunstæstetik som ville have gjort Rauschenberg og Warhol varme i trusserne; slogans og slagord à la Barbara Kruger og Jenny Holzer, “Protect me from what I want” og alt det der. Dellers værker virker på mig som af den type, jeg kunne finde på at hænge på kollegieværelset i 00’erne for at kommunikere, hvor skævt tænkende og åh-så-følsomt indsigtsfuld jeg var, alt imens jeg rasede afsted direkte mod et liv i storrumskontorer og hamsterhjulstilværelsen:

IMG 3614

Altså, jeg vil (naturligvis!) til hver en tid forsvare et menneskes ret til at citere ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, alt andet ville være absurd og et etisk kollaps. Men ‘Meat is Murder’-albummet udkom altså i 1985 og når dele af udstillingen grundlæggende befinder sig i en æstetisk acidboble af Bowie, Depeche Mode og Happy Mondays, så bliver det næsten lidt for gammelt, fuzzy og knuselskeligt alt sammen. Jeg hyggede mig med andre ord sammen med Deller, men jeg ved her bagefter stadig ikke om jeg synes han er en stor og relevant samtidskunstner. Tag selv ind og vurder det.

  1. Det er for en stor dels vedkommende min egen fejl. En ubehageligt stor del af udstillingen er installations- eller videokunst, begge genrer jeg er for intellektuelt og emotionelt doven til at forholde mig til (og derfor ikke for alvor kan tillade mig at have en holdning til). At jeg er indifferent overfor dem siger derfor ikke nødvendigvis noget om kunstnerne, men illustrerer snarere min manglende nysgerrighed. [↩]

Anselm Kiefer

Der er ikke meget der går den rigtige vej i øjeblikket. Mit humør i disse dage minder til forveksling om et Anselm Kiefer maleri.

Aalborg Madonna

Man kan vel argumentere for at selve bygningen i sig selv og Alvar Aaltos arkitektur er Kunstens største kunstværk.

Det er et sjældent veldesignet og lyst kunstmuseum, meget mere indbydende end jeg husker det fra de ret blodfattige besøg i skole- og gymnasietiden. Der er plads og perfekt lysindfald; både de mørke og lyse værker kommer til deres ret.

Museet fyldte 50 år i 2022 og kører stadig en ‘Kunsten Retro’-udstilling, hvor de kører med værkerne fra udstillingerne i 1972. Det er sjovt tænkt, men man tages omvendt tilbage i en ret brun og (for mit vedkommende) ikke-berørende tidslomme. Og med en række kunstnere (Asger Jorn, suk) som nok i grunden havde bedst af at forblive i slut-60’erne. Og tilvalg medfører desværre også fravalg.

Jeg savnede især Harald Slott-Møllers vidunderlige ‘Primavera’ (1901) fra museets normale samling.

Hvem kan sige nej til hende? Frugterne, fristelsen, glæden (og skyggerne!) bag hende, mens man ser den plagede mand med forpligtelserne og kirken (sic) bag sig. Det er ikke subtilt, men det er effektivt.

Til gengæld fik jeg så glæden af Henry Heerups ‘Vanløse-madonna’ (1933) – her nænsomt akkompagneret af min lokale Standhusene-madonna.


Har diffuse minder fra min barndom om værket, der hang reproduktioner af det i flere af mine forældres venners hjem. Den får ikke for lidt med jomfru Maria-allegorien og symbolikken. En dag må jeg udforske min veneration for kristne motiver i kunst, men det bliver ikke i dag.

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Kirche in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore og Ticino – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.