Lyttede til AaB Support Clubs podcast (‘Rød Aalborg’, suk) under gårdagens urimeligt blæsende løbetur. Paneldeltagerne drøftede livet, døden og tilsvarende eksistentielle spørgsmål her efter AaB’s nedrykning til 1. division. Det var en lidt pudsig oplevelse. For tre kampe inde i den nye sæson i den næstbedste række, så var alle deltagerne i debatten positive, ja, nærmest livsglade. De var spirende optimister og havde igen fundet glæden ved at komme på stadion. De føler ting igen. De tror på ting. De glæder sig til weekenderne, fremfor at gå ind til dem med den der grufulde fornemmelse af utilpashed i maven. Væk var den stoiske distance og ironi, som har været det følelsesmæssige panser og den copingmekanisme, man som AaB’er har haft brug for igennem adskillige år.
Det var besynderligt at opleve, alt imens jeg vraltede prustende rundt dér et sted på Ellingevej.
Dels fordi nordjyder pr. definition er født som misantroper og skeptikere. Dels har de medvirkende i ‘Rød Aalborg’ aldrig – og jeg mener virkelig ALDRIG – været ligeså positive og smilende i alle de år, hvor klubben spillede i den bedste række. De har været sortseende og vrede, selv i de flygtige perioder, hvor det gik nogenlunde habilt for holdet. Men nu sidder vi så her på 2. klasse og verden er styrtet sammen – og pludselig er alle blevet så pokkers glade. Mennesket er i sandhed et underfundigt væsen.
Nu hjælper det selvfølgelig på humøret, at AaB er begyndt at vinde kampe igen. Ganske vist mod svagere og mere eksotiske modstandere (næste hjemmekamp: Næstved) end tidligere, men alligevel, alt tæller jo. Og ligeså vigtigt: efter mange års planløshed, middelmådighed, sportslig og åndelig deroute, inkompetence, vekslende lejesvende fra nær og fjern, så virker det som – perverst nok efter at klubben de facto er blevet fuldstændigt overtaget af udenlandske ejere – at klubben har har fundet tilbage til en samlende identitet igen. Det føles som at klubben og holdet er på rette vej, at der er skabt et samlende formål, en ny retning, ja, en identitet. Der er igen noget at holde af.
Kom til at tænke mere over det identitetsmæssige aspekt efter at have læst to indlæg af musikkritikeren Bob Lefsetz: ‘The music is not enough’ og ‘The cult era’. De er begge både lange og polemiske (og derfor naturligvis læseværdige), men hans pointe er kort opsummeret, at i en verden præget af opbrud, balkaniserede kulturnicher, mainstreamens opløsning og fraværet af de fælles fortællinger om hvem vi er og formålet med det hele, så søger de rodløse og atomiserede (musik)forbrugerne et tilhørsforhold – en identitet at blive en del af. Vi ønsker alle at få fyldt det sorte hul af ensomhed og fjernet følelsen af ikke at høre til:
We all want to belong
First it was baseball, then it was the Beatles and finally it was MTV. We all paid attention, we all knew what was happening, and even the barely hip caught the references.
Today you’ve got no idea what people are talking about, unless they’re a member of your cult.
We’re all people, living on the planet, but we’re all separate, lonely, and this doesn’t feel good. We’re looking to connect. We’re living to connect. So how do we handle this? We join a cult.
There’s no center anymore, nothing everyone is aware of and agrees upon. And this is disorienting. So you’re not just a fan of something, you’re a member of the cult. Like “Succession.” The numbers were anemic. But you can’t tell that to anybody who watched the show, they’ll get pissed off. They’ll tell you how great it was, how you’re missing out.
Just like politics on the right. It doesn’t matter how many times Trump gets indicted, it’s not going to change the minds of his cult members, his believers. It’s not about right and wrong, it’s about belonging. They decided to jump in and were greeted warmly. Used to be a cult was small and its members did their best to keep you out. Today it’s just the opposite, cults are large and everybody is welcome, as long as they drink the kool-aid and become a true believer.
There was One Direction. Huge in America with only one hit. Now we’ve got BTS. Most people have never ever heard the act’s music. But those who have? There are no casual BTS fans, they’re all-in. And it’s not just listening to the music, it’s going to the show, buying merchandise, quoting the lyrics, once again, it’s belief.
Like Taylor Swift. In the scheme of things, she reaches fewer people than any superstar of the pre-internet era. But her cult is large and fearless, out to combat any naysayers. Cross Taylor at your peril. Say something negative and you will be canceled by her army.
As for the attendance at her shows… Talk to some of those who are going, they need to be there, it’s a rite of passage, they need to be able to talk about their experience. They know all the lyrics, they dance and sing, Taylor Swift gives them reason to live.
If you’re trying to reach everybody, you’re failing. Because if you’re reaching everybody there’s no us vs. them. Part of being in the cult is not only believing in the performer, but hating and being down on all competitors. It’s your hero and a bunch of zeros.
And this is all based on the loneliness of the human being, the feeling of detachment, of floating in a wilderness of too many options, none of which reach everybody.
Lefsetz’ argument er, at man som musiker ved siden af den musikalske excellence, kun overlever kommercielt ved at opbygge en identitet, som man på kultagtig vis kan skabe følgere ud fra:
You remember the MTV era, right? Or maybe you don’t, but it was all about a pretty face. The classic rockers were up in arms, believing it should be about the music. They reluctantly made videos. And they were ultimately left behind. You found the person, then you built the act around them, via stylists, via high end production, it was all about the image.
But if you want image today, you go with the Kardashians, the rest of the model elite. That’s all they are selling, they’re inherently two-dimensional. That’s not artistry, that’s business. And by going into competition with the Kardashians, et al, the music business loses again and again. As for all those brand extensions… The Kardashians are about makeup, fragrances, clothing, that’s their essence. For an artist that’s the penumbra. It cheapens the so-called brand and is an also-ran to the Kardashians, looking bad in comparison.
Notice that there are no movie stars anymore? Because they sell image, not identity. They’re different in every film/TV show/production. And in the internet era, with so much information available, most can be seen to be nincompoops, or narcissists focused on plastic surgery to achieve an image that is fake, but palatable to Hollywood, which has lost direction too.
Jeg siger ikke at AaB er en kult. I så fald er det en lidt sørgelig én af slagsen. Men de giver mig (og podcastdeltagerne) en identitet og igen i stigende grad noget at høre til og holde af. Så måske det slet ikke er så underligt igen, at en nedrykning og den efterfølgende rykken-sammen-i-bussen føles så glædesskabende.
Meget af det, der er galt med moderne fodbold er netop at det er blevet en kønsløns forretning. Der er intet at elske, hade eller føle noget for. Hvis man ser en Champions League kamp, så er der ingen tvivl om at spillet på banen er blevet bedre. Underholdningsproduktet er bedre. Og det er vel fint nok, især hvis man gerne vil tjene penge. Men gør det nogen forskel om det er klubben ejet af Emiraterne eller den ejet af Saudi Arabien, der vinder kampen? Hvad skal man som menneske have af meningsfuld relation til de globaliserede franchises, uden skyggen af lokal tilknytning?
Pointen om at søge identitet gennem mindre og mere dedikerede kultagtige fællesskaber er applikerbar langt udover fodboldens verden. I subkulturer og de identitetspolitiske strømninger. I dansk politik virker det ret åbenlyst, at Alex Vanopslaghs transformation til identitetsskabende selvhjælpsguru er et forsøg på at skabe den type fællesskab, som giver meningshungrende personer noget at tro på og være en del af. Og hvis vi bliver i det partipolitiske, så er et af Venstres hovedproblemer ikke så meget, at man er juniorpartner i en anæmisk flertalsregering under socialdemokratisk ledelse. Men partiet har i dag ingen identitetsgivende funktion, formål eller overordnet projekt. Det handler om pragmatisk krisehåndtering – hvilket er helt fint for en sjæleløs teknokrat som mig – men der er ikke længere noget at tro på. Vi er så langt fra en kult, som man kan komme. Hvis man er ideologisk liberal, så er Venstre ikke længere nødvendigvis det sted, man går hen. Og da slet ikke, hvis den brede leverpostejsagtige mainstreammidte bliver mindre og mindre gangbar.
Kritiske ryster vil sige at den ‘midte’ aldrig har eksisteret for alle – og at idealet om den altid har været ekskluderende for de anderledestænkende og at det bygger på normative antagelser om, hvad der er godt og ægte og smukt (i.e det heteroseksuelle ægteskab, kapitalisme, konkurrencestaten, strukturel racisme osv osv). Derfor er opløsningen af mainstream i mindre og atomiserede dele i virkeligheden en positiv ting, da det giver de “ekstreme” eller “anderledes” en stemme og mulighed for at leve, som de ønsker – fri for diskrimination.
Jeg kan til nøds forstå dele af perspektivet, men jeg er bekymret for den egentlige drivkraft – ensomheden, fremmedgørelsen, den manglende interesse eller empati for mennesker, der er uenig med en selv – i en muligvis stigende kult-liggørelsen af kultur og samfund. For hvis vi ikke længere har noget til fælles, hvad skal vi så tale med hinanden om? Hvorfor skal vi udvise inter-generationel solidaritet overfor hinanden? Det er den type dilemmaer, vi får brug for at løse i årene frem.