Jeg har intet klogt eller indsigtsfuldt at sige om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Der er allerede skrevet utallige elegier og afmægtige hjerteskrig over Trumps sejr. Og flere – uendelig mange flere, faktisk – bliver skrevet i netop dette øjeblik af mere analytisk begavede og klartskuende mennesker end mig.
Så selvom udsigten til yderligere fire år med Trump fylder mig med betydelig uro og bekymring, så er det min umiddelbare plan at praktisere radikal accept – og på god strudsemanér håndtere den ukontrollable omverden med en hjemmestrikket stoisk strategi. Verden er som den er, fokuser på det du kan forandre, memento mori og alt det der. Denne indledende fase kan (alt afhængigt hvor hastigt jordens undergang nærmer sig og behovet for selvbedrag tilsvarende vokser) suppleres af et intellektuelt indre eksil, hvor jeg kan fordybe mig i sværmerisk billedkunst og betydningsfuld skønlitteratur.
Jeg kan forstå at det er en illustration af en mytisk scene fra et japansk sagn, men jeg vælger i stedet at tolke motivet særdeles bogstaveligt. Her sidder man og chiller med en hjemmedreng, lever livet ligeså fredeligt og leger med hinandens katanaer; “HALLØJ, SAVNEDE I MIG?” brøler apokalypsen pludselig skælmsk, alt imens den trækker scenetæppet unødvendigt dramatisk til side og fremkalder eksistentiel rædsel. I retrospekt virker det som en glimrende beskrivelse af nattens begivenheder fra USA.
Jeg har ingen reelle indsigter eller underbyggede holdninger om dagens valg til Europa-Parlamentet, ikke mindst fordi resultatet ikke er kendt endnu.
Lige nu ser det forholdsvis urovækkende ud rundt om i Europa. Den europæiske liberale gruppe går tilbage. I Frankrig får højrenationalisterne et fremragende valg, det samme tyder på at være billedet i Tyskland og måske Italien. Ikke at jeg forventer at det nødvendigvis får den store geopolitiske betydning. Men det tyder alligevel på at der er ildevarslende understrømme i vælgerhavet rundt om i Europa, som ikke ligefrem er til gavn for de af os, der sætter pris på det liberale demokrati og et stærkt europæisk samarbejde. Og som medlem af Venstre kan jeg forstå, at jeg skal være glad og lettet over, at det pt. ser ud som at partiet ‘kun’ er blevet halveret i forhold til valget i 2019. Det funderer jeg så videre over om jeg er.
Men indtil vi ved mere, så må jeg vel dulme uroen med lidt paneuropæisk kunst. Da jeg ikke kunne sove i går aftes, lå jeg i mørket og undersøgte malerier fra det polske Nationalmuseums filialer i Kraków, Warszawa, Poznań og Wrocław. Stødte på ukrainsk-polske Konrad Krzyżanowski, hvis ‘Skyer i Finland’ fra 1908 gjorde mig ganske ekspressionistisk varm og sommerlig indeni. Satser på at følelsen holder ved.
Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.
Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod.
John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.
Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme.
Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser.
Der var et tidspunkt i Trumps præsidentperiode, hvor jeg næsten (men også kun næsten) havde held med at kvæle mit patologiske behov for at følge med i nyhedsstrømmen. Det blev for meget, for skørt, for drænende. Jeg forsøgte ihærdigt at ignorere de gakkede udmeldinger og en verden, der tilsyneladende faldt fra hinanden. Først langsomt – og siden drastisk.
Siden stilnede tingene en smule af og jeg begyndte igen at injicere mig selv med nyheder. For så igen kort tid efter at implodere med polykriser, Ukraine, inflation, USA-Kina animositet og det dramatiske bagtæppe af biodiversitets- og klimakriserne.
Det kan jeg altsammen godt håndtere. Eller i hvert fald undertrykke. Men jeg magter ikke endnu et gerontokratisk amerikansk præsidentvalg.
Jeg er sikker på at der findes valide og ikke direkte usammenhængende argumenter for, hvorfor det er en god idé at kandidaterne skal være over 80 år. Men jeg forstår det ikke. Og jeg forstår endnu mindre, at vi nu igen skal igennem år med Trump-hysterese. Allerede nu er New York Times umulig at læse, og danske medier er også godt i gang.
Tror at en ny nyhedsembargo begynder at blive aktuelt.
Nigeria provisionally approved a new malaria vaccine developed at Oxford University, following Ghana last week. The move is unusual as the vaccine’s final-stage trial data are yet to be published. Some 600,000 people die of malaria each year, mostly African children. Nigeria is the world’s worst-affected country, accounting for 27% of global cases and 32% of global deaths.
Jeg er ikke den store matematiker, men vi taler altså om i omegnen af 200.000 døde (børn) hvert år – alene i Nigeria. Det er svimlende og horrible tal. Kan nærmest ikke gå stærkt nok med at få godkendt den vaccine.
Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:
“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.
Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:
“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)
It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”
Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.
Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationeret på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.
Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.
Lyttede til ‘The Rest is History’-podcastens særafsnit om Portugals historie, et emne jeg ved begrædeligt lidt om og bør udforske nærmere1. Ligesom Danmark på et par hunderede år gik fra at være en reel østersømagt til at blive et særdeles lille og perifært land, så gik Portugal fra at have et globalt imperium baseret på søfart og slaveri til i dag at være en (sagt i bedste mening) ikke-afgørende nation. Den slags forfald og resignation sætter sig tilsyneladende i folkesjælen, thi evigt ejes kun det tabte. Åbenbart opererer portugiserne med begrebet ‘Suadade’, der ifølge altid pålidelige Wikipedia dækker over:
“A deep emotional state of nostalgic or profound melancholic longing for something or someone that one cares for, or loves. Moreover, it often carries a repressed knowledge that the object of longing might never be had again. It is the recollection of feelings, experiences, places, or events that once brought excitement, pleasure, and well-being, which now trigger the senses and make one experience the pain of separation from those joyous sensations. Saudade describes a feeling both happy and sad, and is approximated in English by the word bittersweet.”
Det kan jeg virkelig relatere til, ikke mindst i denne tid, hvor den ene krise afløser den anden. Jeg har aldrig været i Portugal, men fornemmer at jeg vil passe fint ind. Måske et kommende ferierejsemål.
Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.
Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.
Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.
Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.
Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.
Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.
Så hvor gik jeg galt i byen henne?
Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):
Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.
Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.
