Fight, Magic, Items

Jeg læste Aidan Moher – ‘Fight, Magic, Items: The History of Final Fantasy, Dragon Quest, and the Rise of Japanese RPGs in the West’ med en ikke hel komfortabel kombination af nydelse og skam.

Nydelse fordi japanske videorollespil nu på tredje årti ligger mit hjerte meget nær, skam fordi der grundlæggende er tale om en nostalgisk øvelse. Vi taler trods alt om en spilgenre, der havde sin storhedstid omkring 1996.

Kampscene fra ‘Final Fantasy VI’, mine tidlige teenageårs absolutte eskapistiske højdepunkt. Bogens titel kommer fra menuvalgmulighederne. Modstanderen her er Atma Weapon, der er den stærkeste boss i World of Balance. Min favoritkarakter i spillet er Locke (øverst til højre), der er en følsom og melankolsk tyv. Han er meget forelsket i Celes (lige nedenfor Locke), der er en tidligere general i det onde Imperium, men nu en del af modstandsbevægelsen. Hun er hård uden på, men sårbar indeni, sådan som alle japanske heltinder er det. SPOILER: de får hinanden i slutningen. Der er nogle meget rørende scener på YouTube, som jeg måske/måske ikke netop har brugt en del tid på at gense i rørstrømsk sindstilstand.

Noget af det, som Moher gør en del ud af i bogen er den nære kobling mellem videospillene og japansk popkultur, animé/manga. Det link var en kilde til kreativitet og var styrende for spillenes ofte enormt ekspansive plot og high fantasy koncepter. F.eks. lavede den anerkendte illustrator Yoshitaka Amano en række portrætter og scener til Final Fantasy VI, der dannede grundlag for karaktererne:

Spillets hovedperson Terra skuer ud over minebyen Narshe fra sædet i sin robottank. På dette tidspunkt er hun stadig ond, da Imperiet kontrollerer hende med en såkaldt ‘slavekrone’. Hun ved på dette tidspunkt ikke at hun er barn af et menneske og en Esper, Final Fantasy VI’s svar på Tolkiens elevere, og derfor er hun i besiddelse af uhyrlige magiske kræfter. I slutningen af spillet er hun helt nødvendig for at kunne besejre spillets stærkt megalomane og ikke så lidt sadistiske slutboss Kefka.

Et udsnit af de i alt 14(!) karakterer man kan spille. De er ombord på luftskibet ‘The Falcon’, som man transporterer sig rundt i den ganske omfattende spilverden med.

Jeg kom til at tænke på Amano og hans Final Fantasy VI illustrationer, da jeg så dette maleri på Oberes Belvedere i Wien:

Giovanni Segantini – ‘Die bösen Mütter’ (1894)

Jeg er usikker på, hvor godt jeg formidler det i dette indlæg, men som jeg stod der og kiggede på det ganske uhyggelige billede, følte jeg et stærkt slægtskab mellem Segantinis æstetik og de illustrationer, jeg havde kigget på så ofte for mange år siden. Der er en fantasy/science fiction-agtig kvalitet i billedets isørken, det forblæste træer og symbolistiske stil. Der stod følgende forklaringen ved siden af billedet:

In the midst of an icy winter landscape, a young woman is writhing, caught in tree. Ensnared by its branches, her child suckles at her breast. But the mother struggles against the infant with all her might. In his 1894 painting The Evil Mothers, Giovanni Segantini addresses the controversial subject of unwanted pregnancies. He based his pictorial idea on a poem by Luigi Illica, which in turn was inspired by a Buddhist saga. Segantini created a poetic interpretation of the dilemmas surrounding female sexuality and motherhood.

På sin vis kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en kvinde, der havde forsøgt at udtrykke det dilemma, fremfor at det skulle fortolkes af en mand. Uanset hvad er det dog et stærkt og symbolladet billede, der blev sørgerligt overset. Måske fordi det har en ikke så rar undertone, måske fordi det var placeret i rummet ved siden af ‘Der Kuss’, hvor der så sådan her ud:

Billede af mennesker der tager billeder af billedet fremfor at se på billedet

Jeg skal naturligvis ikke sidde her og postulere, at et krypto-feministisk maleri fra 1894 inspirerede en række videospilillustrationer 100 år senere. Men det er en vedblivende fascination for mig, hvordan kunst taler (ubevidst) sammen på tværs af tid og sted. Jeg tror det er en af grundene til, at jeg sætter så meget pris på ældre kunst. Fordi det bliver en måde at tale med og forstå fortiden på en en ny måde.

PS. ‘Fight, Magic, Items’ er fantastisk, hvis man er i målgruppen. Jeg var varm og blød og lykkelig indeni hele vejen igennem.

What and how to read

Hvilken forunderligt provokerende klumme: ‘What and how to read’!

Bevares, jeg er pinligt bevidst om at jeg efterhånden har citeret Janan Ganesh fra Financial Times alt for mange gange. Men han er og bliver nu engang min favoritskribent. Og når Ganesh så i anledningen af at samtlige døende aviser, opmærksomhedshungrende politikere og selvpromoverende LinkedIn-typer for tiden gylper ‘disse aktuelle bøger skal jeg/du læse i min sommerferie’-indlæg op, kritiserer det, vi med en mild eufemisme kunne kalde for ‘aktualitets-bias’ i læsningen, så jeg naturligvis fyr og flamme:

“Given our finite lives, and the centuries-deep canon of literature, what logic is there in reading something current? More than 120mn unique titles have been published since the dawn of the printing press. What are the odds that one written in 2024 deserves our limited time?

Instead of a list, here is a rule: avoid the contemporary. If a novel has worth, it will still have it in a decade or two. If not, the filtering effect of time — which is imperfect in its judgment, but still the best thing we have — will remove the book from consideration by then. (If you didn’t read Vernon God Little in 2003, how tempted are you now?).

This is just as true of nonfiction. If the content is topical — quantum computing, US-China relations — it will age at speed. The proper vessel for those subjects is journalism or a ChatGPT gut of the academic literature. If the book is grander in scope and register, all very well, but the question isn’t whether there is some worthwhile new stuff out there. Of course there is. The question is whether it should edge out Chateaubriand’s memoirs or Abraham Pais on Einstein in the war for your time.

If pragmatic exceptions are made here and there, Schopenhauer’s reading advice (avoid whatever is “making a great commotion”) is right. To read well is to ignore the now. This is true of no other art form, because no other art form is so time-intensive. Looking at a painting made last week does not preclude looking at a Poussin. The opportunity cost is a minute or so. If a new book turns out to be a piece of zeitgeist-y ephemera, that is seven-to-10 hours you can’t spend with Barbara Tuchman.

I have argued as a dry utilitarian so far, but there is a more human case for sticking to the past. Reading is hailed as a mental health salve: it slows a racing mind, it puts distance between one and the world. But this is only true, or at least much truer, of a book with some decades behind it. “This thing pre-dates my troubles,” is the sentiment the reader ultimately craves, “and will see them out too.” You needn’t go full Montaigne, who communed with Ovid as the religious wars burned, but don’t count on much solace from another up-to-the-minute treatise on autocracy from someone who uses “dynamic” as a noun.

There are other rules. Don’t read fewer than 50 pages in a sitting. The cost of pecking at a book here and there is a lost sense of its narrative wholeness. (“If you read a novel in more than two weeks, you don’t read the novel” — Philip Roth.) And avoid general histories. The last way to learn about China is a book called something like China. As with fiction, the universal is in the particular.

But the highest rule is to privilege the old. When he doubted Shakespeare’s greatness on probabilistic grounds — how could someone born in 1564 trump all the billions of literate people who have lived since? — Sam Bankman-Fried got things exactly wrong. The question is how something as untested as recent writing can rival work that has survived the sieve of time.

Jeg tror … jeg tror at jeg rent principielt er enig med Ganesh i, at man bør stræbe efter at læse eviggyldig og tidløs litteratur, være det sig skøn- eller faglitteratur. Altså, han er jo åbenlyst en skamløs, reaktionær og helt utålelig snob (hvilket jeg kan sætte pris på, vi mangler skamløse, utålelige og reaktionære kultursnobber i almindelighed), men han har fat i noget rigtigt, tror jeg. At et værk er aktuelt, gør det ikke nødvendigvis vigtigt. Og jeg er enig i, at en stor del skønlitteratur med fordel kan læses et par år efter udgivelsen, så man reelt kan vurdere værkets kunstneriske værdi. Her er fx for sjov skyld de otte øverste bøger på ‘New York Times 100 Notable Books 2013’:

Hvor mange af disse bøger er vigtige og værd at læse her et årti senere? ‘Americanah’, går jeg ud fra. Måske også ‘The Goldfinch’ (som jeg gik i stå i, det tilstår jeg, 771 sider i selskab med en svært irriterende hovedperson var for meget mig, men det var en nuttet kunstmaler reference i titlen). Men ellers er resten, der dengang føltes vigtige og aktuelle, vel i det store hele diffunderet ud i intetheden og irrelevansen.

Men der kan desværre være en beklagelig afstand mellem at være principielt/intellektuelt enig i noget, og til at det så manifesterer sig i konkret handling. I hvert fald når det handler om mig.

For mine boghylder (og Kindle) svømmer over med bøger, som jeg købte og læste fordi de var aktuelle, omtalte og “vigtige”. Jeg ville jo gerne være au courant, og vide hvad alle dem, der er klogere og bedre mennesker end mig, talte så indsigtsfuldt om med hinanden. Hvem ved, måske jeg en dag kunne blive en af dem? At jeg så begrædeligt ofte fandt disse bøger i bedste fald acceptable, i værste fald kedelige (og vanskelige at huske her efter endt læsning), ja, det siger vel mest noget om mit fravær af intellektuel stamina, men måske også en lillebitte smule om kvaliteten af de værker.

Jeg har i praksis udviklet en slagside i retning af aktualitet og det nye. Jeg er ikke god til at læse lidt ældre bøger, og da slet ikke klassikere. Klassikere er bøger jeg muligvis læser om, men aldrig i. Jeg opsøger ikke antikvariater, og jeg har i almindelighed ikke tålmodighed til at læse bøger, der er skrevet i ældre sprog. Jeg har fx forsøgt at gå i gang med ‘Kongens fald’ ganske mange gange, og der lykkes mig aldrig. Det er et moralsk og etisk kollaps fra min side, jeg ved det godt, men det er nu og engang sandheden.

Men jeg kan vel prøve at følge Ganeshs gyldne regel. Måske ikke så rigidt at det jeg læser skal være +20 år gammelt, men jeg vil forsøge mig at læse mere almengyldig litteratur. Jeg kommer dog ikke til følge læs-mindst-50-sider-per-læsesession reglen. Det forekommer mig, at personer der laver og følger den slags arbitrære regler hverken har børn eller en familie at være sammen med.

PS. Lige nu læser jeg lidt distræt i Elena Ferrante – ‘Min geniale veninde’, som New York Times for nylig udråbte til den bedste bog i det 21. århundrede. Den er 13 år gammel, så den er vel teknisk set indenfor Ganeshs definition af tidsmæssigt acceptabel litteratur. Her 120 sider inde ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal sige, mene eller føle. Måske den løfter sig for mig inden længe. Efterfølgende må jeg så se, hvad næste eviggyldige værk jeg skal kaste mig over.

Hvorfor skrive?

Egentlig synes jeg det er en skrækkelig uskik at citere indhold publiceret i en af social media siloerne. Men jeg kunne nu godt lide dette lille, øh, pip fra Francis Young, der i sin biografi beskriver sig som noget så æggende som: ‘Historian of religion and belief | folklorist | Balticist’:

People sometimes ask me why I so often write books no-one will want to read; the truth is I write books for the world that I wish existed, where people are interested in the things I wish they found interesting. Some day, maybe that world will exist: and my books will be there.

Erstat ‘books’ med ‘blog posts’, og jeg vil kunne skrive under øjeblikkeligt.

Tykke steder

I mange science fiction bøger og film har de det her koncept ‘tynde steder’. Det er lokationer, der er kendetegnet ved at været særligt ‘tynde’, og hvor sløret mellem denne verden og den næste er særlig permeabelt og efemerisk (se f.eks. min gamle yndlingserie ‘Fringe’). Derfor er disse steder naturligvis ekstra velegnede som porte for de særligt indviede ind til det næste parallelunivers, til eventyr og til indsigt i det hinsides.

Nuvel, jeg vil gerne som nuancering introducere begrebet ‘tykke steder’. Her er sløret mellem denne verden og den næste så ekstremt tykt, at længerevarende ophold der betyder at du aldrig vil føle glæde, spænding eller have det, der minder blot en smule om en transcendental oplevelse. Jeg er som public service begyndt at lave mine egen liste over tykke steder, hvor jeg anbefaler alle at tilbringe så lidt tid som muligt.

Visse undervisningslokaler på RUC
Kvindetøjsafdelingen i Åhléns, Klarabergsgatan 50, Stockholm
Hønsinge Omfartsvej
Holbæk (bredt forstået)
Flere følger

Belgien EM 2024

Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.

Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:

Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.

Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.

Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)

Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)

Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)

Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)

Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.

Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.

Årstiderne

Stødte på et ikke helt ueffent citat af Kurt Vonnegut, der i en tale i 1978 fremhævede at der i nordlige områder er seks fremfor fire årstider:

One sort of optional thing you might do is to realize that there are six seasons instead of four. The poetry of four seasons is all wrong for this part of the planet, and this may explain why we are so depressed so much of the time.

I mean, spring doesn’t feel like spring a lot of the time, and November is all wrong for autumn, and so on. Here is the truth about the seasons: Spring is May and June. What could be springier than May and June? Summer is July and August. Really hot, right? Autumn is September and October. See the pumpkins? Smell those burning leaves?

Next comes the season called Locking. November and December aren’t winter. They’re Locking. Next comes winter, January and February. Boy! Are they ever cold! What comes next? Not spring. ‘Unlocking’ comes next. What else could cruel March and only slightly less cruel April be? March and April are not spring. They’re Unlocking.

Principielt opfatter jeg det danske klima som bestående af 11 måneders permafrost, der flygtigt afløses af en måneds moderat lunkenhed.

Men jeg kan nu godt lide at Vonnegut har givet mig locking/unlocking typologien til at de beskrive de tre fuldstændig nytteløse og ofte særdeles ubehagelige måneder november, marts og april¹. De er mellemmåneder, der ikke rigtig er noget som helst bevendt og bare skal overstås. De er kalenderårets svar på Fyn – noget man passerer igennem på vejen mod bedre steder.

December regner jeg fortsat som en vintermåned [↩]

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og ikke mindst vigtigt spørgsmål. Således:

Zelda: Link’s Awakening
Secret of Mana
Illusion of Gaia
Star Fox
Virtua Fighter
Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For mig bliver tingene aldrig bedre end da jeg var 11-12 år.

Goodwill

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit eget billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier på biblioteket af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. For nylig røg der seks bind med hjem fra biblioteket.

Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’.

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen for nylig huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste?

Følgende to ting kan og bør konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges flittigt. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet, men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Uden ham var Goodwill dødsens. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af børnenes første 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser og depraverede plotpunkter. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.

Return to Monkey Island

Så fik jeg spillet og gennemført ’Return of Monkey Island’. Det tog det meste af min lørdag – efter en gulvskrubbende arbejdsformiddag på friskolen – og hvad kan jeg så berette? Det er ikke et spil, som det er bydende nødvendigt at du opsøger og spiller med det samme. Hvilket kan lyde som en underlig vurdering, når jeg nu lige har været tryllebundet af det i 15 timers tid. Men selvom det var en behagelig, sjov og hyggelig oplevelse, så efterlod spillet mig delvist frustreret. Tillad mig at uddybe.

På den ene side var det lifligt at være tilbage i universet. Spillet foregår i en del af tiden på henholdsvis Mêlée Island og Monkey Island, med alt hvad det indebærer af velkendte lokationer og klientel fra det originale ’The Secret of Monkey Island’. Så der er masser af blink-i-øjet og fanservice på den konto. Humoren, stemningen etc.: det er den samme som for 30 år siden. Man kan sagtens mærke at det er den originale skaber Ron Gilbert, der står bag spillet. De enkelte puzzles er (med enkelte undtagelser, hvor de var så ulogiske, at jeg var nødt til at opsøge en walkthrough) også gode og gennemtænkte.

Jeg nød kort sagt at spille ’Return to Monkey Island’. Det eneste jeg for alvor savnede var sværdkamp-via-fornærmelser. Der har været en del kritik af den visuelle linje i spillet, men jeg kunne godt lide grafikken. Ikke mindst i kombination med den elskelige faux-caribiske musik.

På den anden side er der er noget … besynderligt meta-agtigt over det hele. Spillet, dets fortælling og dets karakterer eksisterer ligesom ikke rigtig i deres egen ret eller som noget værdifuldt i sig selv. De tjener mere som et statement fra Gilbert om, hvad et eventyrspil burde være og hvad en spilfortælling burde kunne. Som et ekko af en død genre og en agitation for en antikommerciel indiespilfilosofi, som Gilbert tydeligvis higer efter burde være fremtrædende. Spillet er konstant selvrefererende til de tidligere spil i serien. Nogen gange er det charmerende – som den scrapbog man ender med at udfylde -, men andre gange ville jeg ønske, at spillet stod mere på egne ben. For jeg mener jo sådan set at point-and-click-/adventurespil også er relevante i 2022, og at ’Return to Monkey Island’ kunne have givet genren et kommercielt boost og populært revival. Nu får vi i stedet en slags pastiche over eventyrspilgenren, eller rettere: eventyrgenren som Gilbert mener den burde være. Og den vision er jeg bange for høre til et sted tilbage i 1990’erne.

Når jeg hæfter mig så meget ved det aspekt, så er det fordi det leder hen til min egentlige anke overfor spillet.

For Ron Gilbert har ladet sine dogmer tage styringen i en sådan grad, at det skader det vigtigste i ’Return to Monkey Island’: spillets plot. Ligesom med ‘Thimbleweed Park’ – Gilberts spil fra et par år siden -, så kan han ikke finde ud af at lave en ordentlig, afrundet, konventionel slutning på sin kreation. ’Thimbleweed Pak’ blev også meget meta og lidt for wink-wink. Historielinjerne i fortællingen blev ikke afsluttet, mens slutningen foregik i et wireframeunivers, hvor spillets hovedperson bryder fri ved at slette spillet/fiktionen, lidt à la hvad der foregår i bogen ‘Sofies verden’. Alt sammen meget nuttet, men ja … jeg sad utilfredsstillet tilbage, efter en belæring fra Gilbert om, hvordan en historie burde fortælles.

Det samme sker til dels i ’Return to Monkey Island’. Historien bliver ikke rundet af, den stopper ligesom bare. Og meget af det, der er foregået indtil da i spillet, forbliver uafsluttet. Kan læse på diverse fora, at den abrupte afbrydelse er hans pointe, men det er alligevel frustrerende. Og måske man ikke burde være så overrasket. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var slutningen på ’Monkey Island 2’ også helt horribel og meningsløs.

Nå. Jeg lyder ekstremt skuffet. Det er jeg egentlig ikke. For det var en fornøjelig spiloplevelse. Og nu er der vel så bundet en sløjfe på ’Monkey Island’-universet for den originale skaber, hvilket vel er udmærket. Jeg havde måske blot håbet på noget andet og mere.