Musik

There are 54 posts filed in Musik (this is page 1 of 3).

Nuser går amok til postpunk

Måske det er lidt infantilt. Men jeg havde vanskeligt ved ikke at fnise, da jeg opdagede at et eller andet lysende geni har krydset dansescenen fra ‘A Charlie Brown Christmas’ (1965) med Joy Division mesterværket ‘Love Will Tear Us Apart’ (1980). Jeg elskede dansen allerede i dens jazzede udgave, men nu er den blevet direkte vidunderlig. Bevægelserne er perfekt synkroniserede, og der er noget nærmest erotisk over at se Nuser gå amok til postpunk.

Sommermusikken 2024

Musikalsk er jeg stået i stampe denne sommer. I løbet af arbejdsdagene lytter jeg størstedelen af tiden til klassisk, mens jeg oftest har podcasts i ørene under transport. Det efterlader begrænset tid til at udforske og opdage nye ting. Når det så er sagt, så er her de sange, der betød mest i den nyligt bortgåede sommer.

Dina Ögon spillede på Syd for Solen i år, hvilket skulle have været en lidt vel fersk oplevelse for alle involverede. Det kan jeg dog godt tilgive dem, da studieudgaven af bandet tenderer det perfekte. ‘Jag vil ha allt’ om melankolsk selvbedrag er årets sommersang for mig, en værdig opfølger til den næste ligeså beske ‘Det läcker’ om en, ja, tilværelse, som bunden er gået ud af og hvor tingene lækker ud. Meget opløftende.

I det mere soulede segment kunne jeg rigtig godt lyde Bakars cover af ‘A Girl Like You’, der transformerede Edwyn Collins’ fundamentalt sunde (men også lidt for tungrøvede) originaludgave til en skamløs scoresang. Orion Sun er min yndlingssangerinde i genren i øjeblikket, selvom jeg efterhånden er nervøs for hendes hashforbrug. ‘Sweet’ er ret, ja, sød, men måske ikke helt på højde med hendes tidligere mesterværker ‘Antidote’ og ‘Valentine’. Jeg er ret pjanket med System Olympia – ‘Shy Shy’, som er en italiensk pastiche af den allermest lækre slags. Men det er måske problematisk, når højdepunktet i sangen er de tre-fire sekunder, hvor samplen fra Gianni Risos italodisco mesterværk ‘Disco Shy’ får lov at spille igennem. På den anden side er det vel urimeligt at kritisere et jordisk værk for ikke at være ligeså godt det sublime og metafysiske? Det må jeg fundere mere over.

Jeg har tidligere tiljublet Amyl and the Sniffers, og de forbliver sørgerligt nok det mest punkede, jeg har lyttet til i de senere måneder. Derudover havde jeg et par døgns besættelse af Smashing Pumpkins – ‘Tonight, Tonight’, afstedkommet af at jeg stødte på en tydeligvis vel ment coverudgave. Snail Mail har opdateret sangen, så den lyder rar og god og 2024-agtig, men ak, de ellers så medrivende strygere i originalen er blevet gemt væk til fordel for et syntetisk og sterilt lydbillede. Det er en forfærdelig kunstnerisk disposition af hende, men pyt, det gav mig jo mulighed for at genbesøge en ellers aldeles glemt sang. Andre meningsfulde sange i rockgenren: The White Stribes – ‘I Just Don’t Know What to Do With Myself’, MJ Lenderman – ‘She’s Leaving You’ og Jane’s Addition – ‘Jane Says (live)’ (1989).

Indenfor techno/electronica/house har jeg lyttet en del til Applescal – ‘Wave 15’, Lindstrøm – ‘Sirius Syntoms’, New Musik – ‘Here Come the People’, Alessandro Adriani – He Who Harnesses the Souls’. Jeg har det også med at vende tilbage til Jayda G – ‘Both of Us’; der er noget ved måden den går i stå på midt inde i sangen, som jeg har svært ved at modstå.

Indenfor min yndlingsgenre – ‘sange med melankolske/deprimerede tekster pakket ind i optimistisk melodi’ – har jeg holdt af Edgar Homeros – ‘Upset’, The Reds, Pinks and Purples ‘The Must Be A Pill for This’ og ‘All Night’, Duda Bertho – ‘Addicted’, James Blake – ‘Thrown Around’, World Brain – ‘Open’, Royel Otis – ‘Linger’, Christopher Owens – ‘I Think About Heaven’. Denne genre er et eksplosivt vækstmarked i mine playlister, endnu et emne jeg kan fundere over.

I løbet af sommerferien var jeg fanget 36 timer i lufthavnene i Frankfurt og Berlin. Opholdet på luftshavnshotellet i Frankfurt luftshavns nærmest overmenneskeligt rædselsfulde Gateway Gardens område mindede til forveksling om scenen fra The Sopranos, hvor Tony svæver mellem liv og død i en komadrøm. Så ‘Moby – When It’s Cold I’d Like to Die’ skal med på listen. Det samme skal Au Pairs – ‘Inconvenience’ og Anthony Naples – ‘Drifter’. 

Sidste weekend var jeg med børnene inde i biografen og se ‘Grusomme mig 4’, som jeg fandt usammenhængende, ikke særlig morsom og ærligt talt noget sjask1. Den havde dog et formildende træk, nemlig en musikscene med Tears for Fears – ‘Everybody Wants to Rule the World’. Jeg tror den sang er en af de forholdsvis få, der vil befinde sig i en eviggyldig musikkanon på tværs af generationerne. Den er 40 år gammel og lyder muligvis sådan, men jeg betragter den ikke som kitsch – dertil er melodien for stærk. Det er min ældstes yndlingssang, og jeg kan godt forstå ham. Faktisk kan jeg ikke visualisere nogen ordentlige mennesker, som ikke kan lide ‘Everybody Wants to Rule The World’. 

Hele listen ’Sommeren slut 2024’ (Spotify).

  1. Måske det ville have hjulpet på begejstringen, hvis jeg havde set nogle af fem andre film i den samlede franchise? [↩]

Amyl and the Sniffers

Det er ikke så tit at jeg lytter til punk, men jeg kan simpelthen ikke stå for Amyl and the Sniffers. Har foreløbigt haft to af deres sange – ‘U Should Not Be Doing That’ og den endnu bedre ‘Hertz’ – på noget nær repeat det seneste døgn. De kan bruges til alt: kedsommelige notatskriverier, løbeture og særligt genstridig opvask. Alle aktiviteter bliver ganske enkelt bedre af deres sange. Og udover deres sanges mirakuløse karakter, så må Amyl and the Sniffers være det mest perfekte bandnavn nogensinde. Gad godt jeg havde fundet på det.

Objektivt vidunderlige sange

Normalt undgår jeg i videst muligt omfang at skrive nostalgi-inficerede indlæg, eftersom nostalgi – og dets endnu mere pinagtige slægtning ‘sentimentalitet’ – er et gammel-menneske fænomen, hvilket jeg jo ikke er (gammel, altså).

Men i dag røg jeg ned i et musikalsk hul, hvor jeg blev … ja, jeg kan ikke sige det på anden vis, end at jeg blev genbetaget af et band og en sanger, der har ligget i mit baghoved igennem ganske mange år. Sangen jeg lyttede til med bandet, er et af den slags værker, der kræver et vist humør/sindsstemning for at det fungerer. Hvis man lytter til sangen på det forkerte tidspunkt, så vil den for de fleste være helt og aldeles for meget, for inderlig, for intens. Det svarer lidt til at læse en bog på det forkerte tidspunkt i livet (jeg vil påstå at man er nødt til at læse Tolkien i en påvirkelig alder, ellers er det ligemeget) eller at se Caspar David Friedrich mesterværker som 6-årig. Man kan godt gøre det, men sandsynligheden for religiøse åbenbaringer er begrænset.

Men … at en sang kræver den rette kontekst betyder er ikke ensbetydende med, at der ikke er tale om et mesterværk. Og det gav mig lysten til at skrive indlægget ‘Popsange (primært fra skribentens yngre dage) der er på grænsen til at være alt, alt for meget, men naturligvis er objektivt vidunderlige i deres krystalliserede perfektion’.

Sange jeg elsker på trods (eller måske fordi) de er så skamløse/uironiske/oprigtige/cringe, at man næsten ikke helt kan bære det. Det er sange, der kræver et særligt mentalt ståsted i livet. Det er således næppe et tilfælde, at næsten alle sangene er klumpet sammen i midt-/slut-90’erne, hvor jeg åbenbart var en ret modtagelig sjæl. Så med fare for ydmygelse:

Goo Goo Dolls – ‘Iris’ (1998)

Jo, jeg gik helt derud lige fra starten. Og jeg siger ikke undskyld for det. ‘Iris’ er så emo’et som det kan blive, hvilket er aldeles pragtfuldt, som at bade i et oprørt kar af teenangst, oprigtighed og uklædelig Weltschmerz. “And I don’t want the world to see me/because I don’t think that they’d understand/When everything’s made to be broken/I just want you to know who I am”. ÅH SÅ LAP DOG MIT HJERTE SAMMEN IGEN, EN ELLER ANDEN.

Sixpence None the Richer – ‘Kiss Me’ (1997)

Kan du ikke lide denne sang? Hvad er der galt med dig? Hader du også killinger og snefnug og din mors kram da du var lille og havde slået dig og det første kys efter biografturen og følelsen af frihed og uendelige muligheder dengang toget kørte ud fra stationen, da du og din første kæreste tog på interrail sammen den sommer før alting gik galt i Trieste? Hvordan kan du artikulere ordene “jeg kan ikke lide ‘Kiss Me’?”. Det er jo konceptuelt vanvittigt at have det sådan.

Cranberries – ‘Linger’ (1993)

Faste læsere vil vide at ‘Linger’ er min ubetingede yndlingssang. Det er mere end tvivlsomt, at det kommer til at ændre sig nogensinde. Det er indbegrebet af en hjerte-smerte sang, og jeg vil forsvare den til mine dages ende.

Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home (A Girl Like Me)’ (2002)

Ja-ja, jeg ved godt ‘Murder on the Dancefloor’ er den sang, som alle huske fra Ellis-Bextors første periode. Men ‘Take Me Home’ er altså den objektivt bedste popsang af de to. Melodien tripper forførende rundt på tåspidser, der er forførelse i luften; det er som hvis Harald Slott-Møllers ‘Primavera’ blev omformet til en popsang.

Suzanne Vega – ‘Luka’ (1987)

Måske er en sang om vold i hjemmet ikke den helt store glædespreder. Men har du lyttet til melodien i ‘Luka’ for nylig? Den er så fantastisk. Og Vega synger sangen så tilpas tilbageholdt, at man ved der er hjerteblod bagved. Mon man overhovedet ville kunne lave den slags sange i dag? Om den type emner?

Alanis Morisette – ‘You Oughta Know’ (1995)

Jeg indrømmer en vis … fascination af Alanis dengang. Jeg var 13 og hun var meget, meget direkte. Jeg tror at det var første gang jeg var interesseret i vrede kvinder. Det er stadig en brutal sang, som er bedst når man er forsmået – og den bør uanset hvad ikke spilles på lav volumen på noget tidspunkt.

Sam Fender – ‘Seventeen Going Under’ og ‘Spit of You’ (2021)

Hvis jeg var yngre ville jeg dyrke Sam Fender helt uhæmmet. Han er så sublim indenfor sin genre, som en moderne Bruce Springsteen. ‘Seventeen Going Under’ er den ultimative desperate teenagesang. ‘Spit of You’ er anderledes, den fungerer nok bedst, hvis man er en far, der til tider kan synes det er vanskeligt at gøre det rigtigt. Teksten i ‘Spit of You’ kredser om maskulinitet og en søns fremmedgjorte forhold til sin far, set fra sønnens perspektiv. Musikvideoen er meget rammende. Sangen er lidt vanskelig for en distant og fejlbehæftet far at lytte til:

“They say I’m the spit of you/
And they’re not wrong/
Bury my head too/
Stomach hurts all the time/
Can’t shift it/
Been like that since eight/
Knotted up with the baggage/
Neck like a stone/
All sounds just like you/
Smashing cups off the floor/
And kicking walls through/
That’s me and you

I can talk to anyone/
I can talk to anyone/
I can’t talk to you”

Texas – ‘Put Your Arms Around Me’ (1997)

Så kommer vi til sangen der begyndte hele balladen i dag. Spotifys algoritme satte ‘Put Your Arms Around Me’ ind i mit flow, og bang, jeg var i Texas. Efter at have været fraværende i måske 25 år. Det er den ypperligste melankolske ballade, et sørgerligt glemt mesterværk. Lige fra strygerne, over beatet til teksten om ubesvarede følelser og hedonistisk selvbedrag (“So put your arms around me/You let me believe that you are someone else/‘Cause only time can take you/So let me believe/That I am someone else”). Kun de mest forhærdede, forbitrede og uelskende sjæle lader sig ikke berøre af sangens længsel.

Generelt har Texas en voldsom diskografi, blev jeg mindet om i dag. De har vel 8-10 bangers over en 5 årig periode, og de er alle fremragende. Måske jeg egentlig bedst kan lide deres første single, ‘I Don’t Want a Lover’ fra 1989, ikke mindst for dens musikvideo. Forsanger Sharleen Spiteri er 22 år og er helt uimodståelig. Hendes vokal er dyb og alle bandmedlemmerne har en frisure, jeg vil begå mord for at eje den dag i dag. Året efter spiller de på en hollandsk festival, og selvom jeg egentlig ikke er til meget kort hår hos kvinder (og koncerten lige tager et par minutter for at træde i karakter), så er hun åbenlyst en kommende superstjerne. Faktisk tror jeg – helt uironisk og usagligt – at forsanger Sharleen Spiteri er musikhistoriens mest attraktive kvinde. Se hende i koncerten fra 2001. Se hende i videoen til ‘Say What You Want’. Hun er guddommelig. Jeg kunne også godt lide Louise Warner i Sleeper, men ingen er i nærheden af Spiteri.

Ovenstående er selvsagt en ufuldstændig liste. Men jeg har brug for mere tid til at finde flere sange, der ligger udenfor den uværdige tidslomme, de kalder mine teenageår.

Belgien EM 2024

Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.

Belgien 2024

Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:

Tinen verdens undergang

Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.

Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.

Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)

Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)

Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)

Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)

Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.

Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.

Tjekkiet EM 2024

Tjekkiet er næste episke manifestation i den betydningsfulde kavalkade af landehyldester i anledningen af den forestående EM-slutrunde.

Mit hjerte har banket for Tjekkiet siden en studietur til Prag i 2.g, efterfulgt af en (synes jeg selv) ganske overbevisende større historieopgave i 3.g om den kommunistiske magtovertagelse i det daværende Tjekkoslovakiet i 1948. Det var Tomáš Masaryk, Václav Havel, fløjlsrevolutioner og Járomir Jágr i en tumultarisk besættelse for mig. Den følelsesmæssige forbindelse blev kun yderligere forstærket af et mageløst seks måneders ophold som praktikant på den danske ambassade i Prag nogle år senere. Der fulgte tilmed siden hen forvirrede perioder af mit liv, hvor jeg fantaserede om at skrive en Ph.d. om transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Muligvis en fantasi – indser jeg her fra et farveløst kommunekontor i udkantsdanmark en del år senere – som jeg i retrospekt burde have forfulgt med en del mere ihærdighed og overbevisning. Men uanset hvad, så er der tale om varm, oprigtig og langvarig hengivenhed overfor Tjekkiet fra min side.

Rent fodboldmæssigt er Tjekkiet ikke helt, hvad det var engang. Jeg kiggede skyndsomt på truppen i går, og ja, der er ærligt talt ikke mange jeg kender. Det behøver ret beset ikke være tjekkernes fejl, de kan jo være både dejlige mennesker og prægtige væsener på det landshold. Men det er blot for at sige, at vi kvalitetsmæssigt er et stykke fra den hvide ridder Pavel Nedvěd og start-00’ernes Wunderkind Tomáš Rosický. Mine sportslige forventninger er derfor begrænsede, men derfor skal Tjekkiet alliegevel stadig have den ypperligste kunstneriske og musikalske behandling.

Kunstnerisk var der ingen tvivl. Hvis det skal være alt, alt for meget (og det skal det), så er Alfons Mucha lige manden til jobbet. Jeg stødte på ham første gang i 2003, hvor der var en udstilling med ham på Bröhan Museum i Berlin. Udstillingen fokuserede på hans lidt tuttenuttede Art Nouveau kvinder, der er så billedskønne, at de kan pryde enhver sirligt anlagt café:

Alfons Mucha – ‘Zodiaque’ (1896-1897)

Ja, det er kært, ikke sandt, med æstetikken og alle krøllerne og de tuttenuttede detaljer. Men Mucha rummede en anden og mere subversiv identitet som pan-slavisk agitator. Fra 1910 til 1926 lavede han det, han selv betegnede som sit egentlige mesterværk: ‘Slovanská epopej’, eller: det slaviske epos. I intet mindre end 20 enorme malerier (8,10 meter x 6,10 meter) skildrede han – helt stille og roligt og uden skyggen af megalomani – de slaviske folks åndelige historier. Og tro mig, den får fuld hammer på symbolikken, højstemtheden og de visuelle virkemidler.

Sådan ser man ud, når man i al selvudslettende beskedenhed har påtaget sig den uambitiøse opgave det er at formulere og manifestere de slaviske folks samlede historie og ånd

Billederne hænger i et temmelig nedslidt – det var i det i hvert fald dengang jeg var der i 2005 – renæssanceslot i udørken Moravský Krumlov, langt ude på det tjekkiske bøhland. Og sikke nogle malerier:

Slovanská epopej: Slované v pravlasti (1912)

Slovanská epopej: Slavnost Svantovítova (1912)

Slovanská epopej: Bratrská škola v Ivančicích – tisknutí Bible kralické (1914)

Slovanská epopej: Přísaha Omladiny pod slovanskou lípou (1926)

Slovanská epopej: Apoteóza z dějin Slovanstva (1926)

Altså, de her malerier er jo i vid udstrækning helt og aldeles rædsomme, kitschede og spækket med en besynderlig mysticisme, som jeg ikke forstår eller værdsætter. Men overvej lige engang, hvor meget arrogance og selvtillid det kræver at sætte sig for at male 20 episke værker om en kulturs samlede fortælling – afsluttende med den guddommeliggjorte slaviskhed. Som sagt: Mucha er alt, alt for meget. Hvilket gør ham helt og aldeles pragtfuld. En slags moderne Albrecht Dürer, en anden vidunderlig kunstner med et ego på størrelse med himmellegemer. Han må være den oplagte maler for det tjekkiske landshold at finde inspiration og ånd i.

Musikalsk er jeg lidt mere i tvivl. Et mere dannet menneske end jeg havde muligvis valgt noget af komponisten Smetana, måske hans ‘Má Vlast’, i form af ‘Vlatava’. Men det er alligevel for adstadigt og vuggende til mig. Jeg vil i stedet vælge den underfundige Kryštof – ‘Sqěle’ eller måske 100°C – ‘From Base to Travel‘, hvis beat nok havde fortjent en mere engelsk-sikker forsanger. Skal det være lidt nyere, så sætter jeg pris på Dukla – ‘I.P. Pavlova’, ikke mindst fordi titlen er en metrostation, jeg ofte benyttede mig af, Good Times Only – ‘Někdy jsme to my’ eller Metastavy – ‘Neboj’.

Tjekkiet er i gruppe med Tyrkiet, Georgien og Portugal. Sidstnævnte er nok for stærke, men de to øvrige burde være til at tale med. Jeg har en varm fornemmelse i maven for mine tjekkere i år, og mit lille sorte hjerte banker for dem – præcis som det plejer.

EM 2024 Italien

Jeg befinder mig aktuelt i et skriveinspirationsmæssigt tusmørkeland, hvor jeg ikke for alvor har noget vigtigt eller meningsfuldt på hjertet. Ergo må jeg kaste mig ud i et lidt lurvet indlæg der kombinerer tre af mine lavkulturelle passioner: underlødig populærmusik, uunderbyggede nationale stereotyper og fodbold.

Europamesterskaberne i herrefodbold begynder om små 14 dage. Det er dermed tid til at bekende kulør om hvem jeg (og I, håber jeg for jeres skyld, thi mine præferencer udspringer af kantianske kategoriske imperativer, der ikke er til diskussion) holder med.

Jeg vil samtidig ønske benævnte nationer held og lykke ved at identificere A) et tilpas svulvstigt maleri fra landet og B) den all-time bedste sang fra det pågældende land1. I nogle tilfælde kan det være en ‘fodboldsang’, men det vil være undtagelsen.

Jeg håber på i de næste dage at få griflet om de øvrige lande, I med god samvittighed kan holde med i den kommende halvanden måneds tid. Vi lægger ud med den mest funklende juvel af dem alle.

Italien

Naturligvis, det kan vel ikke komme bag på nogen efterhånden. Der er kun et land der fortjener min udelte kærlighed, passion, blodets brusen og lidenskab. Jeg har store forhåbninger og ingen kvaler. Bevares, truppen rummer ganske vist begrædeligt få spillere fra Lazio, men det ville også være for meget at forlange ovenpå en forhutlet sæson. Jeg er helt klar til at få knust hjertet eller blive bjergtaget, jeg ser ingen mellemvej når det handler om Italien. For at repræsentere den flammende, utæmmede romantik, har jeg valgt Francesco Hayez – ‘Il Bacio’ fra 1859:

1734px-El Beso (Pinacoteca de Brera, Milán, 1859).

‘Il Bacio’ befinder sig på Pinacoteca di Brera, som jeg desværre ikke nåede forbi sidst jeg var i Milano. Jeg tænker at Gustav Klimt har fundet en vis inspiration i maleriet til sin egen udgave af et episk kys, desuden er der (fortæller billedets wiki-side mig) patriotiske undertoner. Men lige når det handler om fodbolden, så vælger jeg dog overfladetolkningen i form af romantik.

Musikalsk skal vi lidt tættere på nutiden. Jeg kunne og burde måske have valgt et eller andet classy, men det ville ikke være ganske rammende eller ærligt i denne kontekst. Så vi skal i stedet have fat i Pino D’Angios sjasklumre ‘Ma Quale Idea’ fra 1980, den måske ypperligste af alle italodisco sange. Opmærksomme – eller blot lidt ældre – læsere vil muligvis endda genkende dele af sangen, der blev i one-hit-wonderet Madison Avenue – ‘Don’t Call Me Baby’. Uanset hvad, så bliver Hayez’ romantik suppleret af en passende mængde krydderi i D’Angios mesterværk – og jeg glæder mig til at ganske utidigt til at følge Europas mest sexede landshold.

Administrativ note: … men hvad med Danmark?

Mit udgangspunkt er at jeg ikke har set en landskamp i årevis, har det svært med folkelighed, og ikke er interesseret i konglomeratet af nuværende og/eller tidligere Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg selvsagt MENINGER.

Derfor kan jeg uden tøven svare på, at ja, selvfølgelig er Rocazino – ‘En for alle, alle for en’ historiens bedste danske fodboldsang. Altså, naturligvis ikke bedre end ‘AaB – Vi står sammen om dig’, men hvis jeg – hårdt presset – skal nedsænke mig til at beskæftige mig med det nationale niveau, så er ‘En for alle, alle for en’ uangribelig, muligvis et mesterværk:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ✔️
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til/skråles med på ved næste (og næste og næste) slutrunde: ✔️
  • Et intelligent lyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon), og en tekst der kan forstås både bogstaveligt og i overført betydning: ✔️

Nå, ja, og skader det selvfølgelig ikke at det er Danmarkshistoriens bedste og mest fremmedgjorte synthersizerpopband, der står bag. Jeg er ikke ironisk nu. Lyt lige en ekstra gang til ‘Elsk mig i nat’. Især teksten. Glem at sangen er spillet alt for mange gange på Radio Soft, 80’er temafester og at den er blevet kitsch. Og nævn mig så en sang, der indkapsler en dystopisk tidsånd bedre end en tekst som: “De sagde på TV at der aldrig bli’r krig igen/jeg spø’r hvornår den holder op/og selvom jeg holder dig tæt/er det ikke rigtig nok’. Rocazino vinder selvsagt også fodboldsangkategorien – og det er ikke engang tæt.

Det var alt sammen en lang indledning for at sige: det var Danmark. Dem kommer vi ikke til at beskæftige os mere med.

  1. Mine chauvinistiske og ekskluderende geografiske kriterier betyder desværre at jeg ikke kan fremhæve flere af mine absolutte musikalske eller kunstneriske favoritter. Musikalsk tænker naturligvis her især på New Order – ‘World in Motion’, der var Englands VM-sang i 1990. Hvilket er en begrædelig skam. Ud over at være lavet af mine afguder New Order, så rummer sangens musikvideoen den person, jeg i mange år betragtede som det æstetiske højdepunkt indenfor mandekønnet. Hvis man vil snyde sig selv for et genuint synthmesterværk (…), så kan man nøjes med at se den engelske adonis John Barnes på slap line 02:28 og frem. Måske ideelt set på lydløs, da hans flow er, nuvel, til at diskutere. [↩]

Forsvindende maj 2024

Novo Amor

Fredag aften var jeg i DR’s Koncerthus til koncert med Novo Amor, en julegave fra min bedre halvdel. Jeg har spekuleret ganske intenst over, hvordan jeg skal beskrive oplevelsen, for udgangspunktet var … tvivlsomt.

Novo Amor lyder i studieudgaven meget (som i: overvældende meget, grænsende til at være en 1:1 karbonkopi) som Bon Iver; en musiker jeg af et ærligt hjerte ikke ved, hvordan jeg kan artikulere min afsky overfor på en civiliseret og ikke-opflammende måde. Falsetvokalen, genren, æstetikken, teksterne, den helt ulidelige skrøbelighed. Hvor et knust hjerte ikke bare er knust, men KNUST FOR EVIGT og ødelagt på et højere sfærisk plan og som en scenisk manifestation af den menneskelige tilstand. Det er myrekrybsinducerende. De to musikere er så ens. Jeg ville ikke kunne skelne dem ad, hvis nogen spillede ti blandede sange med dem og bad mig identificere hvem der er hvem. Streamer man Novo Amor lyder han – som Bon Iver – som et gadekryds mellem ufarlig musik-i-baggrunden-på-generisk-café og hjertet-blev-knust-på-efterskolen-nu-ligger-jeg-her-og-har-tudetur-ned-i-puden. Jeg prøvede i arbejdsugen op til koncerter systematisk at lytte til hans albums, så jeg kunne hvis ikke brumme med, så dog genkende sangene. Jeg måtte stoppe. Kunne slet, slet ikke flytte mine papirbunker og være en tilpas kold hånd til den slags mandejammer. 

Det lovede med andre ord ikke godt. Jeg var skeptisk, det indrømmer jeg. Omvendt måtte jeg jo inden koncerten konstatere, at tre af hans sange (henholdsvis ‘Anchor’, ‘Statelines’ og ‘Ontario’) har fået 380 mio., 227 mio. og 107 mio. streaminger på Spotify, hvilket i skrivende stund er mere end nogen af sangene på Beyoncés nyeste album har opnået. Så Novo Amor er ikke ingenting. Der er røv i bukserne, eller hvordan man nu end skal formulere det.

Studie 2 var da også fyldt fredag aften. Et publikum i 20’erne og 30’erne, krydret med enkelte gråsprængte personager fra Nordvestsjælland. Der var en forholdsvis høj frekvens af følsomme (måske tilmed særligt sensitive) kvinder med “unikke” tatoveringer med litterære referencer og mænd af typen, man i 00’erne ville have betragtet som baristahipstere. Det var med andre ord lige det rette publikum til en god omgang fællesføleri og – hvem ved? – måske din hånd i min.

Heldigvis viste det sig, at Novo Amor gjorde mine fordomme til skamme.

Dels er han noget mere tiltalende på scenen end hans musikalske persona kunne antyde. Dels havde han et velspillende band med, der faktisk havde lyst til at spille højt. Dels transformerer han live sine sange fra at være stillestående ballader til faktisk at have rytme, bas og liv. Det var en decideret fornøjelse i store træk. Jeg er imponeret over hvor mange instrumenter han behersker, ligesom jeg må give ham, at det er utroligt, hvordan han kan skifte fra falset til mere normal røst.

Det endte med at være en aldeles fortrinlig koncertoplevelse, om end jeg stadig ikke kan lytte til meget mere end 2-3 af hans sange i træk før jeg må give fortabt. Og så var det som sædvanligt rart og livsbekræftende at komme ud og væk for at opleve noget andet end de pastorale omgivelser. 

Crazier Idea

Den vil mildest talt ikke være for alle, jeg ved det godt, ligesom videoen muligvis ikke velegnet til offentlig konsumption i et storkontor. Men Kirin J. Callinan – ‘Crazier Idea’ er den bedste, mest originale og catchy neo-David Bowie agtige sang, jeg er stødt på i … i … ja, ok: nogensinde. Beatet er absurd og sangen spiller efter meget få, måske nærmest ingen, regler. Jeg har ikke for alvor turde undersøge Kirin J. Callinans bagkatalog endnu, men det rummer sange med titler som ‘Anaemic Adonis’, hvilket alt andet lige lovende.

Primo april 2024

Yndlings coverversioner

Jeg er som udgangspunkt skeptisk indstillet overfor coverversioner. Der er noget iboende fattigt for en musiker i at genindspille andres sange, en slags utilstrækkelighed i ikke selv at kunne manifestere ens kreativitet i noget nyt og uoriginalt. Og dog. For en sjælden gang sker det jo, at en coverversion er bedre end originalen. Ja, måske forvandler coverversionen på magisk vis originalen til noget andet; noget smukkere, bedre og mere ægte.

Nedenfor er min liste over tre coverversioner, som jeg mener gør netop det. Kriterierne for at være med er ret nådesløse: A) originalen skal være fantastisk og B) coversionen skal være bedre. 

Erlend Øye – ‘There is a light that never goes out’ (2001)

The Smiths orginalen er alle emodrenges sorte, pulserende hjerte og den er et veritabelt mesterværk. Det var en af de sange, som den 16-årige Kåre kopierede fra de Smiths-cd’er han lånte på biblioteket (The World Wont Listen <3 ) og over på MiniDisc’en, for at skamlytte til dem i en ret traurig uendelighed. Teksten er naturligvis ulidelig og alt, alt for meget hvis ens teenangst-dage ligger et stykke tilbage. Men ÅH, hvor er linjerne dog romantiske og weltschmerz’ede:

Take me out tonight

Where there’s music and there’s people

And they’re young and alive

Driving in your car

I never, never want to go home

Because I haven’t got one anymore

Take me out tonight

Because I want to see people

And I want to see lights

Driving in your car, oh, please don’t drop me home

Because it’s not my home, it’s their home

And I’m welcome no more

 

And if a double-decker bus crashes into us

To die by your side is such a heavenly way to die

And if a ten tonne truck kills the both of us

To die by your side, well, the pleasure, the privilege is mine

Jeg husker en Morrissey-koncert i Vega tilbage i midten af 00’erne, hvor alle mændene i 40’erne skrålede uironisk med på teksten om at blive most i et meget romantisk trafikuheld, hvilket oprigtigt talt var en særpræget og lidt urovækkende oplevelse. Men uanset hvad, så forvandler norske Erlend Øye sin udgave af ‘There is a light that never goes out’ til noget andet. Fra ringlende indieguitar er vi i knitrende houseland, og kritiske røster vil indvende, at det ikke er et rigtigt cover, men snarere et mashup af originalen og et remix af en Röyksopp sang. Det ændrer dog ikke på, at de sammenblandede elementer går op i en højere enhed. Faktisk er det så godt, at jeg i 9 ud af 10 tilfælde hellere vil lytte til Øyes udgave end den ellers urørlige original. Tror ikke at Morrissey – krukken over alle krukker – ville acceptere præmissen om at coveret er bedre end hans original, men det burde han1.

Dinosaur Jr. – ‘Just Like Heaven’ (1987)

Det her er ikke et direkte forsøg på apostase, men ja, jeg er ham der vil argumentere for at Dinosaur Jr’s version af The Cure – ‘Just Like Heaven’ er den bedste udgave af sangen2. Hvilket egentlig ikke burde være tilfældet, da originalen egentlig har alt:

✓ Ringlende guitar

✓ Sfærisk synth

✓ Uimodståeligt klaver

✓ Klagende mandevokal

✓ Robert Smith i en udgave, hvor han ikke ligner et oppustet fugleskræmsel/Danny de Vito i sin rolle som Pingvinen i ‘Batman 2′

Så, hvorfor Dinosaur Jr.? Jeg synes de støjende guitarer, de underlige lyde og det opskruede tempo klæder sangen. Men først og fremmest er sanger J. Mascis en bedre og mere relevant fremfører af sangen end Robert Smith. Han har en vidunderlig livstræt, knækket vokal, så når han i ‘Just Like Heaven’ synger “I must have been asleep for days”, så tror jeg ham virkelig. Han er selvsagt også manden bag en uhørt vidunderlig udgave af ‘Fade into you’, hvor jeg dog – trods alt og hårdt presset – stadig foretrækker Mazzy Star originalen. 

Saint Etienne – ‘Only Love Can Break Your Heart (Andrew Weatherall Mix’) (1996)

Only love can break your heart.

Jeg er ikke helt ærlig overfor mig selv nu. For sandheden er, at jeg ikke er særlig vild med Neil Youngs original. Faktisk finder jeg den jævnt dødssyg og tung i røven. Tilsvarende er Saint Etiennes originale cover fra 1991 også en lidt anæmisk og tilbageholdende udgave.

Men Andrew Weatherall er et stenet og langt mere hårdtparkende bekendskab, ikke mindst når først vokalen træder ind. Det er en meget … anderledes udgave end Neil Young, som jeg dog egentlig tror vil kunne sætte pris på den kunstneriske vision, som både Saint Etienne lagde ud over hans original. 

  1. ’There is a light that never goes out’-coveret stammer fra et vidunderligt mixalbum, som også rummer et Erlend Øye cover af Opus III’s 90’er houseklassiker ‘Fine Day’ (der vist nok også er et cover, men nu bliver det meta-meta-meta artigt), som er næsten ligeså godt. Men det føltes som lidt vel meget med to Erlend Øye coverversioner på samme liste. [↩]
  2. Også bedre end Watson Twins-udgaven, der bestemt er nuttet, men også lidt for meget baggrundsmusik-på-generisk-café [↩]

The Smiths

I dag fylder musikhistoriens bedste debutalbum 40 år. Det kan godt være at Morrissey med årene er blevet en absurd og utiltalende krukke. Men det ændrer ikke på, at ‘The Smiths’ er et mesterværk og at albummet ændrede mit emo-teenager liv, da jeg lånte det med hjem fra biblioteket dengang i 1.G. Jeg lytter til det nu og elsker det stadig lige ubetinget. 

Robyn – ‘With Every Heartbeat’

Jeg har altid bildt mig selv ind at jeg er et så tilpas sofistikeret renæssancemenneske, at jeg kan gen- og anerkende objektive mesterværker, uanset æra, genre og høj-/lavkulturel status. Det er naturligvis løgn. Jeg er ofte for snobbet og ignorant til at indse, at når et kulturelt artefakt bliver hypet og populært, så er det muligvis fordi der er noget om snakken. Men nej-nej. Den slags er alt for folkeligt til mig, for gauche, for vulgært. Så hellere fordybe mig i esoteriske ligegyldigheder (se: Hypnagogic pop) og svælge i min egen selvtilfredshed.

Tag nu eksempelvis The Minds of 99, som alle elsker, og som jeg derfor (naturligvis) har nedlagt embargo mod på alle mine playlister.

Hvad stiller jeg så op, når jeg under en ni timer lang køretur mod Aalborg (tak for alt, du tre timer lange kø ved Storebælt) bliver tvunget til at lytte til P3, hvor de et udefinerbart (men livsglædeforladt) sted mellem Randers og Hobro spiller ‘Under din sne’. Hvorefter min datter begejstret udbryder ‘DET ER MIN YNDLINGSSANG’ og derefter synger (ok, undskyld Elin, men: skråler) med på sangen: “Der er nogen, der går og siger, du har еn hemmelighed/Mеn hvad ved de da om det?/Nogen der går og tror, de kender kærlighed/Men hvad ved de da om det?/Kun mig/Jeg er den, der ved alt om dig”. Og jeg må nødtvunget indrømme, at det muligvis ikke er en direkte afskyelig sang – og at teksten ikke er fuldstændigt uberørende. Så hvem ved, måske jeg om 5-10 år – efter alle andre er kommet videre i teksten – må justere mine præferencer overfor The Minds of 99.

Jeg har i hvert fald gennemgået en tilsvarende religiøs omvendelse, når det handler om Robyn – ‘With Every Heartbeat’ fra 2007. Det indså jeg i dag under en jordslået løbetur, der var en kamp mellem det for hastigt fremvoksende mørke og mit behov for at få løbet juledagenes excesser ud af kroppen. Når jeg lytter til ‘With Every Heartbeat’ her 16 år senere fremstår sangen som et tindrende mesterværk. Den kan alt. Jeg nævner i flæng:

  • Et fuldstændigt uimodståeligt beat (som wikipedia fortæller mig er stjålet fra ZZ Top – ‘Legs’, hvilket kun gør det endnu bedre)
  • Melankolske strygere (indsæt hjerte emoji, subsidært den smeltende emoji)
  • 00’ernes mest flirtende blipbloppende synth-flader
  • Robyns sorgfulde vokal

Når det så er sagt, så er det evident at sangteksten er den egentlige emotionelle kerne i ‘With Every Heartbeat’. Sjældent er desillusion, knuste hjerter og et real-time sammenstyrtende forhold blevet besunget med en lignende smerte:

Maybe we could make it all right
We could make it better sometime
Maybe we could make it happen, baby

We could keep trying but things will never change
So I don’t look back
Still I’m dying with every step I take
But I don’t look back

Just a little, little bit better
Good enough to waste some time
Tell me, would it make you happy, baby?

Følelserne flyder over og alting er i opløsning. Det minder mig – for nu at bliver i 00’er-referencerne – om strandhusscenen i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, hvor hovedpersonen Joel har fået slettet sine erindringer om et forhold, men alligevel underbevidst holder fast – alt imens det hele løber ud mellem fingrene på ham. Det er dog for intet at regne med afslutningen, hvor Robyn til det pulserende beat ord for ord (og med den sønderknustes intensitet) deklarerer: “And. It. Hurts. With. Every. Heartbeat.”. Det er mirakuløst, intet mindre.

Så hvorfor missede jeg ‘With Every Heartbeat’ i første omgang?

Mmm, dels grundet musiksnobberi. Dengang betød musikpressen og musikblogs stadig noget, og Robyn var den feterede electropop-darling. Hun var alle vegne, jeg var træt af at høre om hende – og jeg havde stadig ikke tilgivet hende for den umenneskeligt klæge og sødligtsyge ‘Do You Really Want Me’ i 1994 (som jeg ikke vil linke til, da jeg – modsat Robyn dengang i 1990’erne – faktisk har skam i livet). Robyn var ikke noget, jeg syntes jeg burde beskæftige mig med, som den gentleman scholar jeg jo var (og er). 

Men … måske den egentlige forklaring er, at jeg var et andet sted i livet da sangen udkom? Sommeren 2007 var jeg netop blevet færdig på Institut for Statskundskab. Var i gang med mit første (kedelige, men man skal jo begynde et sted) job og havde købt den alt for lille lejlighed på Æbeløgade, som jeg stadig savner den dag i dag. Og det var mindre end et år siden, at jeg havde mødt min (på det tidspunkt) kommende ægtefælle. Verden og livet lå åbent. Hjerte, smerte og livsmelankoli lå mig fjernt dengang. 

I dag er jeg åbenbart mere modtagelig for Robyns melankolske mesterværk. ‘With Every Heartbeat’ fortjener sin placering i poppens Pantheon. Og den dunkende rytme var en eminent følgesvend til Ulkerup skovens stier. Jeg elsker sangen, tror jeg.

Årets sange 2023

Det er sjældent at jeg frydes inderligt når den årlige ‘Spotify Wrapped’ bliver offentliggjort. Det er hver gang en ubehageligt nøgtern oplevelse at se oversigten over, hvilke sange jeg lyttede mest til i 2023. Det er så bedrøveligt vanskeligt at løbe fra – eller blot bortforklare – det rå antal streaminger.

I øvrigt er det meget besynderligt. For min ‘Wrapped’ insisterer på forunderlig vis på, at jeg har ikke færre end tre SZA sange på min top 10 over mest lyttede sange i 2023 (‘Notice Me’, ‘Love Language’ og ‘Used’). Det forstår jeg ikke. Eller, jo, det gør jeg muligvis. For der var da vist nok en periode i forsommeren, hvor jeg lyttede meget til ‘SOS’-albummet. Men at mit musikforbrug var så skævvredet dengang, det var jeg alligevel ikke klar over. Ingen af de tre ville være blandt de sange, jeg på stående fod ville nævne som nogen af de vigtigste for mig.

Når det så alt sammen er sagt, så har jeg naturligvis ikke tænkt mig at lave en top 20 over årets sange baseret på min faktiske lytning. Det ville være både for let og for pinligt. Nok mest det sidste, nu jeg tænker over det.

Jeg har derimod lavet en retrospektiv genlytning af de 1.116 sange (nyudgivne som gamle), jeg tilføjede min frodigt voksende ‘Bruttoliste’-playliste i løbet af 2023. Ud fra dem har jeg valgt de 35 (dejligt arbitrært tal), som dels betød mest for mig i løbet af året, dels er dem, jeg tror jeg vil lytte mest til i årene der kommer.

På mange måder var det et manisk musikår, hvilket glæder mig. Musik fyldte og betød relativt mere for mig i 2023, end det har gjort i de sidste mange år. Hvor jeg tidligere brugte meget af min transport- eller hjemmelogistiktid med podcasts i ørerne, så lytter jeg nu til musik i stedet. Jeg tror ikke at udviklingen nødvendigvis gør mig klogere, men den gør mig klart gladere.

Det gør mig også glad, at jeg har genfundet passionen for at opdage ny musik. Tanken om stagnation giver mig myrekryb. Når jeg ser tilbage på nogen af de tidligere år, så kan jeg se, hvordan inspirationen var størknet og det hele blev lidt for indavlet genremæssigt.

Endelig gør det mig også glad – på det helt banale plan – at musik igen betyder noget mere for mig følelses- og humørmæssigt. Uden at det skal blive til en større kunstteoretisk eksegese, så har jeg – uanset om det handler film, billedkunst, teater eller musik – brug for at blive berørt af værket. I en årrække mistede jeg gradvist evnen til at blive rørt af sange og sangtekster, tror jeg. Musik blev noget … værktøjsmæssigt for mig. Noget, der passende kunne spille semianonymt i baggrunden, når jeg arbejdede eller skulle fokusere. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg kan igen blive rørt og optaget af sange og sangtekster, hvilket giver mig så meget større glæde ved musikken. Det er ret fortryllende, synes jeg.

Nuvel, det var en lang indgangsbøn for at publicere den annoterede liste med de sange, der var vigtigst for mig i 2023.

Et par noter til listen (ingen glemt, men 35 sange er for mange til at jeg kan give dem alle den opmærksomhed, de fortjener).

The Reds, Pinks and Purples – ‘Build Love’ og ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’

The Reds, Pinks and Purples er min yndlingskunstner i 2023. Han er en moderne udgave af The Smiths. Dels genremæssigt, dels holder bogstaveligt alle sangene – ligesom The Smiths – et nærmest overnaturligt højt niveau. ‘Build Love’ er den perfekte ballade og ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’ er krystalliseret melankoli om umulig kærlighed.

SZA – ‘Notice Me’

Det ville være useriøst ikke at have ‘Notice Me’ på listen, det er min mest streamede sang i 2023. Jeg er med på at SZA ikke er feinschmeckermusik, men jeg kan lide hende både når hun synger og rapper. Og hendes tekstunivers er en emotionel eksplosion; i én og samme sang kan hun være overstadig, såret, forelsket, sardonisk, lykkelig, bitter, såret, forelsket, usikker, liderlig, rasende, længselsfuld og fortrydende indenfor 3 minutter. Det er ret imponerende.

The Sundays – ‘You’re Not the Only One I Know’

Jeg har elsket The Sundays i mange år og ‘You Are Not The Only One I Know’ har levet mange år i mine playlister (og i fysisk udgave i form af CD-udgaven af deres debutalbum ‘Reading, Writing and Arithmetic’ (guddommelig titel!). Det er perfekt melankolsk jangle pop, som opblussede klart og varmt for mig i 2023.

Babeheaven – ‘Make Me Wanna’

‘Make Me Wanna’ er perfekt. Den lyder som en moderniseret udgave af trip-hop, suppleret af æterisk vokal, melankolsk tekst, skønt flow og en opadstigende spændingskurve hele vejen igennem (ikke mindst omkring de 2 minutter og frem). Jeg har løbet en del ture i skovene med den i ørerne.

Blondeshell – ‘Kiss City’

Årets mest eksplicitte indslag. Jeg elsker alt ved den, inkl. dens transformation fra stille emo til småfrådende midt-90’er Belly/Hole-agtig altrock. Generelt var Blondeshell lidt af en vækkelse for mig i år, jeg lyttede også til ‘Tarmac’ og ‘Joiner’ i eksorbitant store mængder.

Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay’)

Sangens titel vakte øjeblikkeligt min opmærksomhed; banalt nok fordi jeg intuitivt kunne lide delen i parentesen. Før jeg trykkede play tilbage i foråret havde jeg ikke den fjerneste anelse om at der er tale om den perfekte popsang. Men det er det. Hviskende æterisk dreng-pige vokal, discobeat, synth-lydbillede og en tilpas begavet, bittersød og melankolsk tekst om et forhold i opbrud.

Chase Shakur – ‘honda civic’98’

Årets lumreste sang, og Chase Shakur er min med længder favorit r’n’b-kunstner i 2023. Og igen med en mesterlig sangtitel.

KALASET – ‘Tag mig som jeg er’

Årets eneste dansksprogede sang for mit vedkommende. Jeg kan ikke for alvor sige, hvad der kvalitativt adskiller KALASET fra, ja, hvad ved jeg, Alphabeat, men jeg kan virkelig godt lide omkvædets kompromisløshed.

Generelt et meget varieret musikår, og jeg glæder mig allerede til 2024. Min ambition er at forsøge at opdage og udforske nye genrer, selvom jeg skal have fundet ud af, hvad det skal være.