Berlingske har i dag en kun let alarmistisk artikel om, at ‘filmklassikere er forsvundet fra jordens overflade’, hvormed de mener, at mange film ikke kan findes på streamingtjenesterne. Folk er (oh rædsel!) henvist til fysiske medier som dvd, hvis de ønsker at se filmklassikere, kunstfilm, kultfilm eller gyserfilm. Hvilket jo ikke er så rart, når man er vant til at alt indhold er få klik væk.
Min interesse har hidtil været koncentreret om konsekvensen af/risikoen ved at overlade ens musikbibliotek til streamingtjenester – se mit cri de coeur om Jens Lekmans pludselige og urimelige skamfering af sit katalog -, men jeg kan sagtens se udfordringen for film og tv-serier også. Og det er ikke en ny problemstilling. Tilbage i 2018 skrev jeg på min gamle blog:
Det er frustrerende at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.
I skrivende stund ved jeg ikke, hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting? Hvis de ikke findes, så er der ingen til at drømme om dem eller skabe nye erindringer.
Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.
Nuvel, tiden gik, og de pågældende tv-serier blev siden hen tilgængelige på streamingtjenesterne (og forsvandt igen for ‘Friday Night Lights’ vedkommende). Men meget andet er siden glemt og forsvundet i intetheden. Eller også kræver det en ihærdig indsats, som kun de færreste er villige til at gøre.
For nylig så jeg f.eks. ’Det syvende segl’, Ingmar Bergmans klassiker fra 1957. Filmen er ikke tilgængelig nogen steder, men jeg havde lånt den på dvd, og det krævede en tur i gemmerne for at finde mit lidt hengemte dvd-drev til Mac’en. Jeg har holdninger til filmen (mange holdninger, faktisk), men i denne kontekst er pointen mest, at intet levende menneske under 40 år (eller de særligt interesserede) støder på ‘Det syvende segl’ af sig selv, endsige bliver spontant interesseret i at se filmen. Den er – nøgternt vurderet – forsvundet og på vej mod destination ‘glemt’. For mit vedkommende kendte jeg filmens titel, havde sågar lyttet til en podcast om filmen sidste efterår, men jeg havde ikke skænket det en tanke rent faktisk at se den. Jeg mistænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.
Konklusionen? Det må vel være, at man (stadig) skal sørge for at købe og eje de ting, man gerne vil kunne tilgå i fremtiden. Og at den store glemsel nok ikke lade sig stoppe.