Som alle selvoptagede og faux-følsomme mænd i min generation er jeg naturligvis fan af ‘Lost in Translation’. Dels af selve filmen, men primært af soundtracket, der vel er Sophia Coppolas reelle opus magnum.
Jeg vil påstå, at hvis man ikke har følt en intens melankolsk længsel efter at besøge Tokyo efter at have set – og lyttet til – filmens slutning (aldrig har Jesus and the Mary Chain – ‘Just Like Honey’ været bedre anvendt), så har man aldrig oplevet Sturm und Drang i sit liv. Eller hvad den natlige køretur gennem et nærmest Akira-agtigt cityscape med My Bloody Valentine – ‘Sometimes’ tæskende i baggrunden? Det er næsten cringe i al sin start-00’er æstetik, men også kun næsten.
Men ak, der har i for mange år været et gabende hul i streamingtjenesternes reproduktion af soundtracket. Happy End – ‘Kaze Wo Atsumete’ har været fraværende, men er der nu i al sin fulde magt og porno-orgel’ede vælde. Kan næsten få en uskadt igennem en arbejdsdag i mellemdagene inden påsken.