Amerikanske valg

Jeg har intet klogt eller indsigtsfuldt at sige om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Der er allerede skrevet utallige elegier og afmægtige hjerteskrig over Trumps sejr. Og flere – uendelig mange flere, faktisk – bliver skrevet i netop dette øjeblik af mere analytisk begavede og klartskuende mennesker end mig.

Så selvom udsigten til yderligere fire år med Trump fylder mig med betydelig uro og bekymring, så er det min umiddelbare plan at praktisere radikal accept – og på god strudsemanér håndtere den ukontrollable omverden med en hjemmestrikket stoisk strategi. Verden er som den er, fokuser på det du kan forandre, memento mori og alt det der. Denne indledende fase kan (alt afhængigt hvor hastigt jordens undergang nærmer sig og behovet for selvbedrag tilsvarende vokser) suppleres af et intellektuelt indre eksil, hvor jeg kan fordybe mig i sværmerisk billedkunst og betydningsfuld skønlitteratur.

Så skal vi ikke i dagens anledning fejre altings forgængelighed med et stykke klassisk japansk Ukiyo-e kunst i form af træsnittet ‘Takiyasha the Witch and the Skeleton Spectre’ (1844).

Jeg kan forstå at det er en illustration af en mytisk scene fra et japansk sagn, men jeg vælger i stedet at tolke motivet særdeles bogstaveligt. Her sidder man og chiller med en hjemmedreng, lever livet ligeså fredeligt og leger med hinandens katanaer; “HALLØJ, SAVNEDE I MIG?” brøler apokalypsen pludselig skælmsk, alt imens den trækker scenetæppet unødvendigt dramatisk til side og fremkalder eksistentiel rædsel. I retrospekt virker det som en glimrende beskrivelse af nattens begivenheder fra USA.

John Birch Society

Der er givetvis andre og mere tidssvarende emner at læse om end højreekstreme konspirationsteoretikere i USA i 60’erne og 70’erne, men derfor er Matthew Dallek – ‘Birchers: How the John Birch Society Radicalized the American Right’ stadig voldsomt interessant.

Jeg har aldrig rigtig forstået – hverken intellektuelt eller emotionelt – den polarisering og radikalisering, der foregår i USA i disse år. Jeg forstår stadig i dag ikke Trumps appel. Og da jeg sad tilbage i januar 2021 og så pøblen gå amok på Capitol Hill, så var det med undren over, hvad i alverden det er, der driver disse fanatikere. Jeg forstår heller ikke, hvad der i COVID-19-perioden her i Danmark har drevet organisationer som Men in Black og andre anti-vaxx konspirationsteoretikere.

Om det ligefrem er en trøst ved jeg ikke, men Dalleks bog er en bekræftelse af, at radikaliserede konspirationsteoretiker ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod.

John Birch Society (JBS) var en antikommunistisk og isolationistisk organisation med et verdenssyn og ideologi et godt stykke til højre for Ghengis Khan. I 1960’erne havde de 100.000 medlemmer, der troede på ting som at præsident Eisenhower var en del af et kommunistisk plot og generelt så paranoide konspirationer alle vegne. Borgerrettighedsbevægelsen var eksempelvis et gement komplot, hvis formål var at stjæle hårdtarbejdende hvide menneskers frihed. FN var et kommunistisk redskab beregnet til at svække USA’s globale position. Og så fremdeles i stadig mere vanvittig retning.

Selvom organisationen mere eller mindre gik i sig selv igen i 1970’erne, så satte den varige spor på amerikansk politik – ikke mindst den radikale højrefløj og dele af det republikanske parti. Dalleks bog er interessant fordi den undersøger, hvordan de absurde konspirationer, der drev (og driver) store dele af Trumps bagland og den jævnt uhyggelige QAnon-bevægelse, er beslægtet med de samme mekanismer, der drev folkene i JBS. Forholdet er ikke ligefrem 1:1, bl.a. fordi JBS udsprang af velhavende virksomhedsejere, snarere end af debatfora på de skumlere dele af nettet. Men tankerne, argumenterne, den fundamentale mistro og fornemmelsen af et komplot; de er de samme.

Jeg har ikke læst hele bogen færdig endnu, så jeg er lidt spændt på, hvordan og hvorfor JBS forsvandt og blev irrelevante. Om det skyldtes at de mere spiselige elementer af den radikaliserede dagsorden blev adopteret af dele af det republikanske parti (byg en mur mod Mexico!), hvorefter de blev mainstream og JBS derfor mistede sin relevans over tid. Lidt à la hvad der skete med udlændingedagsordenen i Danmark, hvor de ting, der for ret få år tilbage blev betragtet som radikaliseret ekstremisme/racisme i dag som det naturligste i verden fremføres af en socialdemokratisk minister. Eller om JBS’ ageren og synspunkter simpelthen blev for skøre, selv for den ekstreme højrefløj. Er spændt på om jeg kan lære noget om, hvad vi måske kan forvente at der sker med nutidens konspirationsteoretiske bevægelser.

Embargo

Der var et tidspunkt i Trumps præsidentperiode, hvor jeg næsten (men også kun næsten) havde held med at kvæle mit patologiske behov for at følge med i nyhedsstrømmen. Det blev for meget, for skørt, for drænende. Jeg forsøgte ihærdigt at ignorere de gakkede udmeldinger og en verden, der tilsyneladende faldt fra hinanden. Først langsomt – og siden drastisk.

Siden stilnede tingene en smule af og jeg begyndte igen at injicere mig selv med nyheder. For så igen kort tid efter at implodere med polykriser, Ukraine, inflation, USA-Kina animositet og det dramatiske bagtæppe af biodiversitets- og klimakriserne.

Det kan jeg altsammen godt håndtere. Eller i hvert fald undertrykke. Men jeg magter ikke endnu et gerontokratisk amerikansk præsidentvalg.

Jeg er sikker på at der findes valide og ikke direkte usammenhængende argumenter for, hvorfor det er en god idé at kandidaterne skal være over 80 år. Men jeg forstår det ikke. Og jeg forstår endnu mindre, at vi nu igen skal igennem år med Trump-hysterese. Allerede nu er New York Times umulig at læse, og danske medier er også godt i gang.

Tror at en ny nyhedsembargo begynder at blive aktuelt.

América

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.