Tag: Pieter Bruegel den Ældre

Noget af det jeg sætter særligt pris på ved Kunsthistorisches Museum i Wien er hvor underspillet, ja, nærmest selvudslettende det er. Jeg mener, se bare:

Normalt er jeg ikke så pjattet med den slags neo-renæssance arkitektur. Men man må trods alt tage hatten af for kejser Franz Josefs chutzpah, når det handler om at skabe tilpas opulente rammer for Habsburgernes kunstskatte. Man kan jo nærmest drukne i marmor, bladguld, vægmalerier og ornamenteret stuk. Det kræver ego at bygge den slags. Man er ikke hvem som helst, når man anser sig selv som åndeligt opløftet nok at at få malet et loftmaleri kaldet ‘Renæssancens apoteose’. Men nuvel, hvis man endelig skal være alt, alt for meget – og det var Franz Josef tydeligvis – så er det forfriskende, at det sker på en uironisk og befriende skamløs måde. Ikke mindst fordi museets samling i den grad kan leve op til rammerne.

Jeg tog alt for mange billeder den dag, jeg besøgte museet. Jeg kunne eksempelvis gakke helt ud i et ekstatisk indlæg om det faktum, at de havde seks (måske syv, afhængigt af smag) af Bruegel den Ældres mesterværker. Men jeg har jo sådan set allerede skrevet Bruegels om lyksagligheder tidligere, så jeg vil hellere fortælle lidt om et par af de øvrige malerier, som jeg blev betaget af under besøget.

Jeg er pinligt bevidst om at der allerede er skrevet rigeligt med hyldester af Johannes Vermeer. Han får allerede al den hæder, ære og agtelse, som en 500 år gammel billedkunstner kan begære. Jeg kan ikke bidrage med noget originalt til diskursen.

Men som jeg stod dér og kiggede på ‘Allegorie op de schilderkunst’ (1666), så er det vanskeligt ikke at lade sig begejstre af ham. For Vermeer er så forrykt begavet; der oser geni ud af hans malerier. Han var meta og perma-ironisk og kunstnerens rolle et halvt årtusinde før den slags var på mode. Kompositionen i billedet er åndssvagt kompleks og elegant. Vermeer leger med perspektiverne og lysindfaldet, beskuerens blik bliver ført ind i billedet af gardinet og stolen – Wiki fortæller mig at det greb kaldes et ‘repoussoir’. Det her er eddermame en kunstner, der kan finde ud af at male. Allermest æggende for en gammel belgofil som mig er dog ‘Leo Belgicus’ kortet på væggen, her i Kaerius’ udgave fra 1617:

Kortet forestiller det nuværende Holland, Belgien, Luxembourg (og en lille del af Frankrig), og når det optræder på billedet, så er hollandske Vermeers patriotiske hyldest til den daværende hollandske kamp for at befri de Spanske Nederlande fra de spanske Habsburgere. Som sagt: en begavet mand, ham Vermeer.

Se hende lige engang, det arme væsen. Det er Margarita Teresa, datter af kong Felipe IV, manden der herskede over det spanske imperium i sit absolutte zenit. Her er hun malet af den mesterlige Diego Velázquez i ‘La infanta Margarita en azul’ (1657). Margarita Teresa er fascinerende som motiv, Velázquez maler hende adskillige gange. Måske mest berømt i Prado museets ‘Las Meninas’ (1656):

Der sker virkelig meget på det maleri; vi ser Velázquez mens han arbejder på et kanvas. Margarita er omgivet af alt lige fra tjenestepiger, en livvagt, dværge og en hund. Hendes forældre – hvis blik hun møder- er i beskuerens rolle og ses i spejlet bag hende, en anden tjener på vej ned af en trappe. Perspektivet hopper og danser, det er vanskeligt at blive klog på, hvad det egentlig er der foregår i det billede.

Jeg ved snart ikke hvem af Vermeer eller Velásquez, jeg synes bedst om i deres roller som næsten for begavede kompositører. Måske det er ligemeget, for ingen af dem når min favorit John Singer Sargent i ’The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882). Hvad mon der sker, bortvendt dér i pubertetens skygge og den ukendte fremtid?

Nuvel, det var egentlig ikke meningen at maleriet af Margarita Teresa skulle føre os ud i en længere eksegese om kompositioner og perspektiver i malerier, men der er noget noget helt ustyrligt dragende ved tvetydige malerier, hvor man alene grundet opbygning og perspektiv ikke rigtig, ved hvad der foregår. Hvor der under overfladen lurer noget potentielt uhyggeligt og urovækkende.

Og hvad med så med Margarita selv? Hun blev malet adskillige gange gennem livet – se mere her – blev giftet væk fra varme Spanien til kolde afsides Wien, blev tysk-romersk kejserinde, fødte fire børn (hvoraf kun ét overlevede) og fik gennemført et ubehageligt pogrom i Wien inden hun døde som 21 årig i 1673. En noget blandet track record hvis I spørger mig, men sød så hun da ud i sin forholdsvis voldsomme og meget spanske blå kjole, alene og lidt betuttet med en østrisk muffe i hånden.

Nu tager jeg ham med, min dødsfjende. Ja, det ER Rafael; kedelige, pæne, uskyldsrene, dydige, Sprezzatura-forladte, rimelige, anstændige, fornuftige, anti-terribilità Rafael. SELVFØLGELIG maler han i ‘Madonna del Prato’ (1506) en harmonisk, guddommeligt blid og rolig scene med Guds moder, baby Jesus og ditto ung Johannes Døberen. En hurtig søgning på internettet fortæller mig, at den blå kappe signalerer kirken, den røde farve på kjolen signalerer Kristus’ død for vor skyld, og det hele forenes i deres hænder, der rører hinanden og korset. De røde valmuer i baggrunden symboliserer Kristus’ død og genopstandelse. Alt går op i en højere enhed. Det er nærmest peak-Rafael og det er slet, slet ikke til at holde ud.

Fra rafaelisk harmoni til voldspornografiske fantasier i italiensk barok-aftapning. Dette maleri kræver næsten at Depeche Mode – ‘Strangelove’ spiller i baggrunden, for det er naturligvis ingen andre vores allesammens favorit BDSM/goth-maler Caravaggio i ‘Incoronazione di spine’ (1604). Der er tornekrone, ondskab, lidelse og tålmodig selvopofrelse. Mishandlingen foregår tilmed alt imens en bureaukrat (hvis kropsholdning indikerer intens kedsomhed) ser indifferent på, mens Guds søn dør. Hannah Arendt ville have genkendt Eichmann og ondskabens banalitet i det motiv. Jeg synes det er et afskyeligt maleri, men jeg kan ikke lade være med at beundre Caravaggios kompromisløse vanvid. Se ham også her i ‘Davide con la testa di Golia’ (1607):

Intet kunne være mig fjernere end at sidde her og distance-diagnosticere Carravagio på 420 års afstand. Men jeg håber for ham, at han på et tidspunkt i sit liv fandt en at elske og holde af. For hans indre mørke og kapacitet til at manifestere lidelser er enormt.

Ej, hold nu op, jeg er nødt til det. I kan ikke sende mig ind og se ‘Jagers in de sneeuw’ (1565) i virkeligheden, og så ikke forvente at jeg skriver om det? Vær nu lige lidt rimelige. Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, da jeg stod foran det. Mit absolutte favorit Weltlandschaft. Jeg læste på et tidspunkt hvordan romantikken i dens æstetik dyrkede det sublime, altså det ypperligste, smukke, ægte, gode – en storhed, der ikke kan måles eller sættes på formel. Normalt bliver jeg nærmest aldrig berørt, revet med eller overvældet af ting eller begivenheder, jeg lever altid i en permanent distance til det meste. Men jeg indrømmer, at som jeg stod der foran Bruegel, så blev jeg faktisk påvirket, det føltes stort at opleve maleriet i virkeligheden.

Kunsthistorisches Museum var til min overraskelse den bedste museumsoplevelse i Wien. Jeg havde egentlig troet det ville være Leopold Museum eller et af de andre museer, der kredser om Wiens kunstscene i begyndelsen af 1900-tallet. Og normalt bliver jeg ikke videre opstemt af ældre kunst. Men det var på Kunsthistorisches at jeg boblede mest over af glæde, inspiration og lavede koblinger inde i hovedet til andre perioder i kunsthistorien. Det er noget specielt at opleve verdensklassekunst, når det er samlet på den måde og i de kvantiteter. En stor, stor oplevelse.

Hvis man er en del af fodboldtrøjeblogmiljøet (og kan vi i den forbindelse tale om S.S. Romuleas vidunderlige 24-25 trøjekollektion modelleret efter detaljer fra San Giovanni in Laterano basilikaen? Jeg er millimeter fra at købe tredjetrøjen, der er inspireret af Cosmati-designet på kirkens polykrome marmorgulv!), kunne man for et par måneder siden møde Belgiens trøjestunt op til EM-slutrunden: et Tintin-inspireret fodboldtrøjedesign.

Jeg holder meget af både Belgien og af Tintin. Dels har jeg et permanent rosenrødt og nostalgisk filter på mine erindringer fra dengang jeg boede i Bruxelles. Dels er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at jeg var Hasseris Biblioteks flittigste Tintin-tegneserielåner i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er også typen, der med frydefuld skræk læser endnu en af The Economists årligt tilbagevendende åh-Gud-er-Belgien-ved-at-fra-hinanden?!-klummer i denne uges udgave. Min belgiske street-cred er derfor, synes jeg selv, ikke til diskussion. Men selv for en erklæret belgofil, så var min reaktion på Tintin-designet denne:

Farven brun-beige har intet – INTET – at gøre i sportsklæder. Og da slet ikke i kombination med lyseblå. Det er jo en æstetisk forbrydelse, det der foregår. En fiffig idé på tegnebrættet, der nu har materialiseret sig i noget sublimt afskyeligt. Onde tunger vil indvende at farvekombinationen vel ikke er meget værre end det stilforvirrede arkitektoniske mareridt, som byen Bruxelles udgør. Hvor sjælfulde og menneskelige kvarterer ligger klods op af postapokalyptiske eurokrat-helvedesbygninger, som taget direkte ud af Le Corbusiers vådeste planlæggerdrømme. Nej, det er vitterligt ikke altid lige billedskønt. Men at en forbrydelse er sket, gør jo ikke begåelsen af en anden forbrydelse mere legitim eller moralsk forsvarlig. Og ja, jeg indrømmer at Tintin-designet et kort sekund fik mig til at vakle i min støtte til Belgien i denne slutrunde.

Men man kan jo ikke lade sin kærlighed kue af, at den anden begår en … nuvel, en fejl. Vi må finde ind til hinanden igen, Belgien og jeg. Vi elsker jo hinanden. Tror jeg. Måske håber jeg det mest. Og jeg har som nævnt stærk affektion for landet. Faktisk så stærk, at jeg blev mere end almindelig irriteret da jeg læste en boganmeldelse, hvor den svenske forfatter Johannes Anyuru havde dristet sig til at bruge bogtitlen ‘Ixelles’. For Ixelles er MIT. Det var dér, JEG boede. Det kvarter skal ikke besmudses af en eller anden fremmegjort forfatter, der på skrift skal mærke efter om livet (stadig) gør ondt (ja, kan vi rapportere, det gør det). Ixelles tilhører mig. Så jeg hænger fast i Belgien, også denne gang. Det er ganske vist efterhånden en slutrunde eller to siden, at belgiernes gyldne generation skulle have slået til. Den nuværende trup er mindre talentmæssigt overvældende end tidligere, selvom det bestemt kan varme mit hjerte at der er fundet plads til den notoriske benbrækker Axel Witsel endnu engang. I en pulje med Ukraine, Rumænien og Slovakiet burde de gå nemt videre.

Kunstmæssigt er der virkelig meget at vælge imellem, når vi taler Belgien. Det kan betale sig at have været en af renæssancetidens allerrigeste handelsnationer og generelt være placeret i et europæisk smørhul. Mit valg er kunstner er denne gang ikke specielt originalt. Jeg har netop færdiggjort Paul Strathern – ‘ The Other Renaissance: From Copernicus to Shakespeare: How the Renaissance in Northern Europe Transformed the World’, der var mindre inspirerende end jeg havde håbet (NU orker jeg ikke at læse mere om Luther), men dog indeholder et fint lille afsnit om den maler, jeg vil fremhæve fra Belgien – eller, nuvel, det historiske område Vlaanderen: Pieter Bruegel den ældre. Bruegel den ældre er mageløs fordi han maler bønder. Bønder der slås, bønder der bliver gift, bønder der har en hverdag (ret langt væk fra krig og fred og konger og kejsere og religiøse totalkrige). Det sker med ikke så lidt humor:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Nederlandse Spreekwoorden’ (1559)

Tag nu f.eks. ‘Nederlandse Spreekwoorden’, hvor Bruegel har formået at male 126 mundheld fra Vlaanderen på et og samme maleri. Ud over at maleriet optræder på coveret til Fleet Foxes’ ret henrivende første album (giv ‘Blue Ridge Mountains’ og/eller ‘He Doesn’t Know Why’ et lyt nu du alligevel er her), så er det en (kærlig) opsummering af menneskelig dårskab.

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De boerenbruiloft’ (1567)

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De korenoogst’ (1565)

Nu vil en eller anden krakiler muligvis spørge, hvorfor at jeg sidder her og svælger i renæssancetids bonderomantik. Er jeg blevet (gen)ansat som propagandist for landbrugslobbyen? Til det er svaret: nej, jeg er fortsat iskold hånd i offentlig administration. Men jeg tror at et vigtigt aspekt for at forstå Belgien og belgierne – udover at de laver fortrinlig chokolade, bedrev et grufuldt folkemord i Congo og har fostret mange tegneserietegnere (Roger Leloup ❤️) – er at en vigtig del af den nationale identitet udspringer af en fortid som bønder. Besøger man Antwerpen, så er det ikke byens diamanthandlere eller modeindustri, der har navngivet det mest dominerende højhus ‘Boerentoren’, det er bønderne. Der er, vil jeg påstå, et vist nationalt identitetsmæssigt sammenfald med Danmark, hvor mange et par slægtsled tilbage stammer fra landbrugsbaggrund. Bruegel kan dog andet og mere end berusede belgiske bønder. Han kan male fed fantasy og science-fiction. Tag nu blot hans måske mest kendte værk:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘De Toren van Babel’ (1563)

Enhver rask dreng/pige/nonbinær med blot en my svaghed for eskapisme, uendelige universer, gåder og eventyr må nødvendigvis elske Bruegels Babelstårn. Det er et klichébillede, ja, men af og til er det med rette, at et mesterværk får tilpas meget anerkendelse til at blive klichéficeret. For et stykke tid siden læste jeg science fiction novellen ‘The Tower of Babel’ i Ted Chiangs fremragende novellesamling ‘Stories of Your Life and Others’, hvor vi følger den stakkels arbejdsmands Hillalums vej op, op, op ad tårnet inden han når Gud. Under læsningen havde jeg konstant Bruegel på nethinden, hvilket var ekstremt berigende. Han er en vild, vild maler, også her på små 500 års afstand. Han allerbedste maleri er og bliver dog ‘Jagers in de sneeuw’:

Pieter Bruegel den Ældre – ‘Jagers in de sneeuw’ (1565)

Mens dette skrives er der 24 grader udenfor (og det er en af de dage, hvor min mor havde jaget mig udenfor, hvis hun havde taget mig i at sidde foran computeren i min barndom på sådan en dag), så vinteren føles ikke så frygtelig præsent. Men jeg elsker scenariet på billedet – de tre jægere, der kommer slæbende hjem med deres usle skamskudte ræv. De tilfrosne søer og de hakkede bjerge i baggrunden. For det er her, at det bliver science fiction. Der er intet landskab i hverken Holland eller Belgien, der ser sådan ud. Så hvor er vi henne, Bruegel? Hvad sker der om lidt? Er det her i virkeligheden en hidtil uuudgivet Tolkien bog? Jeg kommer til at gentage mig selv nu: Bruegel er science fiction/fantasy maler mindst 450 år før den slags blev en ting, og jeg elsker ham, hans absurditet og hans ligeså absurde hjemstavn uendelig højt.

Nu hvor jeg har gakket lidt vel rigeligt ud til belgisk billedkunst, så bliver det altså en anelse mere pauvert, når det handler om musikken. På linje med Schweiz, så er Belgien ikke ligefrem det, vi kan kalde for en ‘musikalsk stormagt’. Var jeg aldrende anlagt, så ville jeg sikkert vælge Jacques Brel. Men hvis sandheden skal frem, så giver chanson mig knopper. Jeg kan heller ikke tage hverken Technotronic eller Hooverphonic, selvom de da bestemt har lavet episke mesterværker. Nej, hvis jeg skal forblive i den nostalgisk sump, så må Belgiens sang bliver Angèles frelsende og forsonende storværk ‘Bruxelles je t’aime’. Hvor Vlaanderen og Wallonie på en en meget belgisk måde finder sammen i en smuk forening om at elske bastardbarnet Bruxelles. Forhåbentlig som også fodboldlandsholdet gør det om kort tid.