What and how to read

Hvilken forunderligt provokerende klumme: ‘What and how to read’!

Bevares, jeg er pinligt bevidst om at jeg efterhånden har citeret Janan Ganesh fra Financial Times alt for mange gange. Men han er og bliver nu engang min favoritskribent. Og når Ganesh så i anledningen af at samtlige døende aviser, opmærksomhedshungrende politikere og selvpromoverende LinkedIn-typer for tiden gylper ‘disse aktuelle bøger skal jeg/du læse i min sommerferie’-indlæg op, kritiserer det, vi med en mild eufemisme kunne kalde for ‘aktualitets-bias’ i læsningen, så jeg naturligvis fyr og flamme:

“Given our finite lives, and the centuries-deep canon of literature, what logic is there in reading something current? More than 120mn unique titles have been published since the dawn of the printing press. What are the odds that one written in 2024 deserves our limited time?

Instead of a list, here is a rule: avoid the contemporary. If a novel has worth, it will still have it in a decade or two. If not, the filtering effect of time — which is imperfect in its judgment, but still the best thing we have — will remove the book from consideration by then. (If you didn’t read Vernon God Little in 2003, how tempted are you now?).

This is just as true of nonfiction. If the content is topical — quantum computing, US-China relations — it will age at speed. The proper vessel for those subjects is journalism or a ChatGPT gut of the academic literature. If the book is grander in scope and register, all very well, but the question isn’t whether there is some worthwhile new stuff out there. Of course there is. The question is whether it should edge out Chateaubriand’s memoirs or Abraham Pais on Einstein in the war for your time.

If pragmatic exceptions are made here and there, Schopenhauer’s reading advice (avoid whatever is “making a great commotion”) is right. To read well is to ignore the now. This is true of no other art form, because no other art form is so time-intensive. Looking at a painting made last week does not preclude looking at a Poussin. The opportunity cost is a minute or so. If a new book turns out to be a piece of zeitgeist-y ephemera, that is seven-to-10 hours you can’t spend with Barbara Tuchman.

I have argued as a dry utilitarian so far, but there is a more human case for sticking to the past. Reading is hailed as a mental health salve: it slows a racing mind, it puts distance between one and the world. But this is only true, or at least much truer, of a book with some decades behind it. “This thing pre-dates my troubles,” is the sentiment the reader ultimately craves, “and will see them out too.” You needn’t go full Montaigne, who communed with Ovid as the religious wars burned, but don’t count on much solace from another up-to-the-minute treatise on autocracy from someone who uses “dynamic” as a noun.

There are other rules. Don’t read fewer than 50 pages in a sitting. The cost of pecking at a book here and there is a lost sense of its narrative wholeness. (“If you read a novel in more than two weeks, you don’t read the novel” — Philip Roth.) And avoid general histories. The last way to learn about China is a book called something like China. As with fiction, the universal is in the particular.

But the highest rule is to privilege the old. When he doubted Shakespeare’s greatness on probabilistic grounds — how could someone born in 1564 trump all the billions of literate people who have lived since? — Sam Bankman-Fried got things exactly wrong. The question is how something as untested as recent writing can rival work that has survived the sieve of time.

Jeg tror … jeg tror at jeg rent principielt er enig med Ganesh i, at man bør stræbe efter at læse eviggyldig og tidløs litteratur, være det sig skøn- eller faglitteratur. Altså, han er jo åbenlyst en skamløs, reaktionær og helt utålelig snob (hvilket jeg kan sætte pris på, vi mangler skamløse, utålelige og reaktionære kultursnobber i almindelighed), men han har fat i noget rigtigt, tror jeg. At et værk er aktuelt, gør det ikke nødvendigvis vigtigt. Og jeg er enig i, at en stor del skønlitteratur med fordel kan læses et par år efter udgivelsen, så man reelt kan vurdere værkets kunstneriske værdi. Her er fx for sjov skyld de otte øverste bøger på ‘New York Times 100 Notable Books 2013’:

Skærmbillede 2024-08-13 kl. 22.44.34.

Hvor mange af disse bøger er vigtige og værd at læse her et årti senere? ‘Americanah’, går jeg ud fra. Måske også ‘The Goldfinch’ (som jeg gik i stå i, det tilstår jeg, 771 sider i selskab med en svært irriterende hovedperson var for meget mig, men det var en nuttet kunstmaler reference i titlen). Men ellers er resten, der dengang føltes vigtige og aktuelle, vel i det store hele diffunderet ud i intetheden og irrelevansen.

Men der kan desværre være en beklagelig afstand mellem at være principielt/intellektuelt enig i noget, og til at det så manifesterer sig i konkret handling. I hvert fald når det handler om mig.

For mine boghylder (og Kindle) svømmer over med bøger, som jeg købte og læste fordi de var aktuelle, omtalte og “vigtige”. Jeg ville jo gerne være au courant, og vide hvad alle dem, der er klogere og bedre mennesker end mig, talte så indsigtsfuldt om med hinanden. Hvem ved, måske jeg en dag kunne blive en af dem? At jeg så begrædeligt ofte fandt disse bøger i bedste fald acceptable, i værste fald kedelige (og vanskelige at huske her efter endt læsning), ja, det siger vel mest noget om mit fravær af intellektuel stamina, men måske også en lillebitte smule om kvaliteten af de værker.

Jeg har i praksis udviklet en slagside i retning af aktualitet og det nye. Jeg er ikke god til at læse lidt ældre bøger, og da slet ikke klassikere. Klassikere er bøger jeg muligvis læser om, men aldrig i. Jeg opsøger ikke antikvariater, og jeg har i almindelighed ikke tålmodighed til at læse bøger, der er skrevet i ældre sprog. Jeg har fx forsøgt at gå i gang med ‘Kongens fald’ ganske mange gange, og der lykkes mig aldrig. Det er et moralsk og etisk kollaps fra min side, jeg ved det godt, men det er nu og engang sandheden.

Men jeg kan vel prøve at følge Ganeshs gyldne regel. Måske ikke så rigidt at det jeg læser skal være +20 år gammelt, men jeg vil forsøge mig at læse mere almengyldig litteratur. Jeg kommer dog ikke til følge læs-mindst-50-sider-per-læsesession reglen. Det forekommer mig, at personer der laver og følger den slags arbitrære regler hverken har børn eller en familie at være sammen med.

PS. Lige nu læser jeg lidt distræt i Elena Ferrante – ‘Min geniale veninde’, som New York Times for nylig udråbte til den bedste bog i det 21. århundrede. Den er 13 år gammel, så den er vel teknisk set indenfor Ganeshs definition af tidsmæssigt acceptabel litteratur. Her 120 sider inde ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal sige, mene eller føle. Måske den løfter sig for mig inden længe. Efterfølgende må jeg så se, hvad næste eviggyldige værk jeg skal kaste mig over.

Spanien

I en af sine klummer skriver min yndlingsessayist Janan Ganesh henført om Spanien:

Well, isn’t the Spanish football team that nation’s 21st century in miniature? La Roja had one major title to its name at the turn of the millennium. It now has five: the fruits of a coaching revolution that still rolls. (The trophies don’t capture Spain’s intellectual hold on the sport.)

This arc lines up with that of Spanish cuisine, which was liked well enough in 2000 but then moved to the avant garde of the avant garde, with Ferran Adrià as the front-most troop.

Not long ago Madrid was Vienna-like in its ossification. It might now be Europe’s most vaunted city after London and Paris, and the world’s best that isn’t on or near a coast. The boom there stems from what? Regional tax incentives, to a degree, but also an openness to those modernisms — architectural, gastronomic — that first tend to stir in littoral Spain. A 2019 column in The Economist contrasted the space-age texture of parts of urban Spain with “peeling” Italian cities. There was no need to stop at Italy.

If the theme here is the ultra-modern, what are the costs of it? How might a nation get a nasty gash from its own cutting edge? No doubt, the splurge of investment a generation ago left behind some follies. It wasn’t all dolphin-nosed fast trains and Frank Gehry wonder-works. Public debt, not unrelatedly, is high. And success turns out to be its own punishment. Spain is too attractive to the outside world, hence the spread of such anti-tourist graffiti as antes esta era mi casa (“this used to be my house”) and a tomar por culo de aquí (a phrase that I can’t seem to locate in my collected Cervantes).

Still, the point here isn’t Spain’s greatness or otherwise. It is the direction of travel versus its peers. Of all the old European powers, Spain alone has had a good century. Britain, the biggest sinker, counts the 2008 financial crash and a now-unpopular Brexit as the main tide marks in a gentle coming-down in the world. Italian growth for most of the time since 2000 is a flat-ish line. (On one IMF measure, Spain became richer in 2017.) Germans lived in the west’s paragon nation a decade ago and now, as Nord Stream 2 rusts in the Baltic deep, perhaps the west’s most chastened. France, at least, can spin a tale of arrested decline. But not of much more than that.

All these places face the same challenge: how do countries past their prime, some with vast and lost empires, face the future? Spain has been the least squeamish in doing it.

Nuvel, det blev et lidt langt citat, ligesom jeg med det følgende muligvis udstiller mit eget provinsielle og indskrænkede verdensbillede. Men: jeg blev virkelig overrasket over hvor lækkert, velfungerende, ja, hvor moderne og progressivt Spanien fremstod i den uges tid, vi besøgte landet. Bevares, alt var ikke lige billedskønt alle vegne, men landet oser af livskvalitet (hvis man har råd til det, forstås). Jeg nød virkelig at være der. Jeg ved ikke, hvorfor landets attraktivitet kom bag på mig. Min nordeuropæiske navlebeskuenhed spiller givetvis en rolle, men mest af alt har jeg nok blot rejst for lidt i de senere år.

Et andet aspekt er, at jeg læser alt for mange amerikanske medier – hvor alt ‘latinsk’ kredser om Mexico og Centralamerika. Om Fentanyl-laboratorier, karteller og bander, venezuelanske diktatorer, massefængsler i El Salvador og borgerkrige i narkostater som Colombia. Et sted i årene der er gået, er jeg (ubevidst) derfor begyndt at forbinde ‘spansk’ med kaos. Hvilket jeg rent intellektuelt udmærket ved er forkert, men jeg må have opbygget en bias, siden jeg blev så positivt overrasket over at opleve Spanien.

Nu skal man altid være varsom med kulturdeterministiske eller alt for institutionelle forklaringer på, hvorfor et land er på en bestemt måde på et givent tidspunkt. Men jeg fornemmede helt uvidenskabeligt – i både Bilbao, San Sebastian og Santander -, og i lighed med Ganesh, at Spanien er et land hvor man gerne bygger, fornyer og moderniserer. Bilbao er ét stort (og vellykket) byfornyelsesprojekt.

Det står i kontrast til mit elskede Italien, hvor fortiden tilsyneladende fylder mere. Bevares, det land har også sin andel af futuristiske byggerier og anlægsprojekter, men det hele virker ældre – og mere orienteret mod det, der var engang. Kom til at tænke på det, da jeg læste et interview med Brasilien-eksperten Brian Winter:

“I came to Brazil from Argentina. I lived in Argentina first. Argentina is a country that is obsessively focused on its past. That’s a country that 100 years ago, famously, was one of the 10 richest countries in the world and today, has slipped back well into the middle of the pack somewhere in the ’60s, depending on what indicator you’re looking at. Argentina is a tango. It’s nostalgia. It’s melancholy.

Brazil has always been about the future, sometimes to a fault. It’s not a place where people remember precedent, where they remember lessons of history. They’re focused on the future. If you grew up in a place like Dallas — like I did — which was built entirely, for the most part, in the 20th century, I think there’s probably something of that that resonates with me.”

Måske Spanien er Brasilien i denne lidt for vildtflyvende sammenligning, mens Italien er Argentina? Jeg tror der er noget om det.

Selv er jeg naturligvis 100% Argentina/Italien i denne analogi. Jeg kan beundre det andet perspektiv, men det gør mig ikke nødvendigvis i stand til at kunne leve efter det. Måske er jeg derfor også oprørt (OPRØRT!) over at Ganesh omtaler Wien som forstenet. Intet kunne være mere forkert. Wien er pragtfuld. Wien er melankolsk. Wien er fortiden i nutiden på den helt rigtige måde. Mere herom en anden gang.

Ambiguity

Vidunderlig klumme, ‘Learn to love ambiguity’, af min yndlingsskribent Janan Ganesh:

To the After Impressionism show at the National Gallery. There is a Georges Seurat landscape so hazy that I can’t tell if I am looking at sand or wheat. There is a Picasso portrait so fractured in perspective that three-quarters of the sitter is lost. As for the customary “Mont Sainte-Victoire”, Cézanne makes the kilometre-high rock look as though it might blow away in the next breeze. Nothing is certain here. Nothing is fixed.

And that, around the turn of the 20th century, is what so upset audiences. It seems there is a psychic need for structure and order in a meaningless world. Not all of us feel it. But those who do can feel it to the nth degree.

This is the real root of evil, isn’t it? Greed, yes, but for clarity, not for cash. It drives people to embrace political dogma rather than live with ambiguity. We are at the beginning of the end of one such phenomenon. I think the cultural left peaked in 2020. Listen to the derisive connotation of the word “woke” now. Look at newspapers, once all-in on this stuff, edge back a bit. But don’t cheer. Because it will be something else next. What “activists” of the left were looking for wasn’t that dogma, but a dogma: a system of thought that clarifies the farrago of real life into categories (“patriarchy”) and rules (“do better”). Exactly which system meets that demand at a given time is a matter of chance and fashion.

…

After Impressionism covers 1880 to the Great War. In that era, or thereabouts, Marxists and Freudians tried to bring the exactitude of Newtonian physics to the clutter of human affairs. Historical laws were “discovered”. Human behaviour was taxonomised. One of these dogmas would go on to sweep about a third of the world. The other, in the form of psychobabble, still has a grip on educated urbanites in the west. It is there when someone tells you their Myers-Briggs type. It is there when behaviours too banal to need labelling are called “gaslighting”. This isn’t just upper middle class boredom at work. It is a deeper-seated urge to impose order on a world that has disturbingly little.

In the end, then, the Impressionists and Post-Impressionists lost. Yes, art was changed forever. But the world outside art remained the same in its desperation for certainties: for clean lines of thought, if not of paint. What happened to European politics in the first half of the 20th century is the deadliest example. Others are just frivolous. It is impossible to be single without noticing the awesome persistence of astrology among otherwise rational adults.

If I see this craving for certainty everywhere, it is because I am so much the other way. My three favourite cities in the world — London, Los Angeles, Bangkok — are defined by a lack of definition. There is no master plan, no architectural coherence, no telling from the look and atmosphere of one street what to brace for in the next.

Undskyld den voldsomme citation, men jeg er decideret opstemt. Først og fremmest over referencen til min absolutte yndlingsperiode i kunsthistorien. Dernæst: at uanset om man er enig i den lidt vel forsimplede opdeling af menneskeheden i dogmatiske, neurotiske strukturfascister vs. åbensindede bonvivant spontanitetselskere, så er der noget potens i det grundlæggende argument:

At verden er kaotisk, meningsløs og præget af inerti, men at de fleste mennesker vedholdende forsøger at applikere mening, klarhed og struktur til tilværelsen. At uanset om det drejer sig om klassisk eller sekulariseret religion (politiske ideologier, karriere, personlig udvikling, moderskabet, skønhedsidealer, den snorlige græsplæne, virtue signalling, bæredygtigt forbrug, statusmarkører, personlig branding – indsæt selv din egen Ersatz-religion her), så er behovet for en meningsfuld, klarhedsskabende og strukturerende fiktion om en selv og ens plads i kosmologien konstant. Og at dette behov for struktur, mening og klarhed kan have uintenderede og negative konsekvenser for én selv og andre, både på det personlige plan og aggregeret til samfundsniveau.

Jeg er splittet.

På den ene side nærer jeg rent intellektuelt en afsmag for planlægning, struktur, styring og højmodernisme. Intet kan få mit blod til bruse mere rasende end Le Corbusier. Jeg dør indeni, hver gang jeg er i Ørestaden. Og jeg har det intenst vanskeligt med mennesker, der gerne vil fortælle andre at de lever forkert.

På den anden side må jeg tilstå, at jeg selv har et stort emotionelt behov for at tillægge ting, begivenheder og min tilværelse mening og klarhed. Jeg trives heller ikke selv specielt godt i ambivalente og udflydende tilstande. Et stykke tid, måske. Men derefter vil jeg også gerne have ‘klare linjer’ og forfalder til at betragte verden gennem diffuse ‘principper’, ofte af bedagede protestantisk-arbejdsetisk karakter (Max Weber ville elske mig, tror jeg).

Men jeg må jo lære det. At sammenhængen mellem den virkelige verden og min egen fiktive konstruktion af orden bryder sammen. Og at det i en verden med konstante kriser og stigende usikkerhed, kun bliver værre. Måske vejen – som Ganesh siger det – er at lære at elske tvetydigheden. Men nemt er det ikke.