Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme). 

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis. 

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).