Jeg befinder mig aktuelt i et skriveinspirationsmæssigt tusmørkeland, hvor jeg ikke for alvor har noget vigtigt eller meningsfuldt på hjertet. Ergo må jeg kaste mig ud i et lidt lurvet indlæg der kombinerer tre af mine lavkulturelle passioner: underlødig populærmusik, uunderbyggede nationale stereotyper og fodbold.

Europamesterskaberne i herrefodbold begynder om små 14 dage. Det er dermed tid til at bekende kulør om hvem jeg (og I, håber jeg for jeres skyld, thi mine præferencer udspringer af kantianske kategoriske imperativer, der ikke er til diskussion) holder med.

Jeg vil samtidig ønske benævnte nationer held og lykke ved at identificere A) et tilpas svulvstigt maleri fra landet og B) den all-time bedste sang fra det pågældende land¹. I nogle tilfælde kan det være en ‘fodboldsang’, men det vil være undtagelsen.

Jeg håber på i de næste dage at få griflet om de øvrige lande, I med god samvittighed kan holde med i den kommende halvanden måneds tid. Vi lægger ud med den mest funklende juvel af dem alle.

Italien

Naturligvis, det kan vel ikke komme bag på nogen efterhånden. Der er kun et land der fortjener min udelte kærlighed, passion, blodets brusen og lidenskab. Jeg har store forhåbninger og ingen kvaler. Bevares, truppen rummer ganske vist begrædeligt få spillere fra Lazio, men det ville også være for meget at forlange ovenpå en forhutlet sæson. Jeg er helt klar til at få knust hjertet eller blive bjergtaget, jeg ser ingen mellemvej når det handler om Italien. For at repræsentere den flammende, utæmmede romantik, har jeg valgt Francesco Hayez – ‘Il Bacio’ fra 1859:

‘Il Bacio’ befinder sig på Pinacoteca di Brera, som jeg desværre ikke nåede forbi sidst jeg var i Milano. Jeg tænker at Gustav Klimt har fundet en vis inspiration i maleriet til sin egen udgave af et episk kys, desuden er der (fortæller billedets wiki-side mig) patriotiske undertoner. Men lige når det handler om fodbolden, så vælger jeg dog overfladetolkningen i form af romantik.

Musikalsk skal vi lidt tættere på nutiden. Jeg kunne og burde måske have valgt et eller andet classy, men det ville ikke være ganske rammende eller ærligt i denne kontekst. Så vi skal i stedet have fat i Pino D’Angios sjasklumre ‘Ma Quale Idea’ fra 1980, den måske ypperligste af alle italodisco sange. Opmærksomme – eller blot lidt ældre – læsere vil muligvis endda genkende dele af sangen, der blev i one-hit-wonderet Madison Avenue – ‘Don’t Call Me Baby’. Uanset hvad, så bliver Hayez’ romantik suppleret af en passende mængde krydderi i D’Angios mesterværk – og jeg glæder mig til at ganske utidigt til at følge Europas mest sexede landshold.

Administrativ note: … men hvad med Danmark?

Mit udgangspunkt er at jeg ikke har set en landskamp i årevis, har det svært med folkelighed, og ikke er interesseret i konglomeratet af nuværende og/eller tidligere Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg selvsagt MENINGER.

Derfor kan jeg uden tøven svare på, at ja, selvfølgelig er Rocazino – ‘En for alle, alle for en’ historiens bedste danske fodboldsang. Altså, naturligvis ikke bedre end ‘AaB – Vi står sammen om dig’, men hvis jeg – hårdt presset – skal nedsænke mig til at beskæftige mig med det nationale niveau, så er ‘En for alle, alle for en’ uangribelig, muligvis et mesterværk:

• Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ✔️
• Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til/skråles med på ved næste (og næste og næste) slutrunde: ✔️
• Et intelligent lyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon), og en tekst der kan forstås både bogstaveligt og i overført betydning: ✔️

Nå, ja, og skader det selvfølgelig ikke at det er Danmarkshistoriens bedste og mest fremmedgjorte synthersizerpopband, der står bag. Jeg er ikke ironisk nu. Lyt lige en ekstra gang til ‘Elsk mig i nat’. Især teksten. Glem at sangen er spillet alt for mange gange på Radio Soft, 80’er temafester og at den er blevet kitsch. Og nævn mig så en sang, der indkapsler en dystopisk tidsånd bedre end en tekst som: “De sagde på TV at der aldrig bli’r krig igen/jeg spø’r hvornår den holder op/og selvom jeg holder dig tæt/er det ikke rigtig nok’. Rocazino vinder selvsagt også fodboldsangkategorien – og det er ikke engang tæt.

Det var alt sammen en lang indledning for at sige: det var Danmark. Dem kommer vi ikke til at beskæftige os mere med.

1. Mine chauvinistiske og ekskluderende geografiske kriterier betyder desværre at jeg ikke kan fremhæve flere af mine absolutte musikalske eller kunstneriske favoritter. Musikalsk tænker naturligvis her især på New Order – ‘World in Motion’, der var Englands VM-sang i 1990. Hvilket er en begrædelig skam. Ud over at være lavet af mine afguder New Order, så rummer sangens musikvideoen den person, jeg i mange år betragtede som det æstetiske højdepunkt indenfor mandekønnet. Hvis man vil snyde sig selv for et genuint synthmesterværk (…), så kan man nøjes med at se den engelske adonis John Barnes på slap line 02:28 og frem. Måske ideelt set på lydløs, da hans flow er, nuvel, til at diskutere. [↩]